Friday, May 31, 2019

Africana - Thomas Boberg



























  • Dansk
  • 20.-31. maj
  • 437 sider

Maj måned blev en af de "sløveste" læsemåneder i årevis set i antal af bøger; præget af rejseaktivitet og familiefester - og denne sidste maj-roman var med en uge i Prag, hvor de sidste mange sider først blev læst på hjemrejsen. Der var fuld fokus på at besøge og nyde - og det skal der også være plads til.

Tidligere på måneden læste jeg Kenyons fantastiske geopolitiske bog om Afrika, og denne rejseroman læste jeg om i en avisanmeldelse, og skyndte mig straks at bestille den. Det er yderst sjældent, at danske forfattere beskæftiger sig med det kontinent, som vi ikke har de samme historiske forbindelser til som fx Frankrig eller England. Den sidste store Afrika-roman på dansk er vel Ejersbos trilogi

Boberg er digter, og jeg har aldrig tidligere læst ham; poesi er ikke noget, jeg er god til at læse desværre. Men denne rejseroman er prosa; det er ikke fiktion og det er ikke journalistik. Det er indtryl fra rejser i Etiopien og Gambia over flere år og flere rejser, som han foretager sammen med blandt andet sin kæreste Rebecca. Hun er blandt andet afsted for sit arbejde, og ikke mindst i den sidste længere del omhandlende Gambia er der kapitler, som udelukkende er hendes interviews om historier fra de mennesker, der er rejst the backway - rejsen op gennem Sahara for at nå til Libyen og vente i måneder eller år på at tjene penge nok til en bådtur over Middelhavet. En rejse, som for de fleste ender ulykkeligt - i bedste fald med en returbillet; i værste fald med druknedøden.

Bobergs Afrika er en rejse, hvor han forsøger at komme ud af klicheerne og i kontakt med de lokale; men ikke mere end, at han samtidig irriteres over tiggeri, pågåenhed og de uundgåelige problemstillinger, man udsættes for som hvid rejsende, hvor man føler sig som en omvandrende hæveautomat. Det er svært at skabe reelle venskaber, når gevinsten er uligevægtig for de to parter.

Den første del af bogen beskriver hans rejse til Etiopien, hvor han vender hjem med en voldsom psykisk reaktion på malariamedicinen Lariam, og efterfølgende nyresvigt - og her var der passager, hvor jeg var ved at give op. Om det var digterens koncise prosa eller hjernens forvirring, der skinnede igennem, ved jeg ikke. Men jeg fandt det voldsomt kaotisk og med min begrænsede erfaring med at læse dansk litteratur er jeg ikke god til disse små koncise samlinger af ord uden verber og lignende. Det tog mig uendelige dage at komme igennem det; og jeg følte snarere denne del som en indre monolog end en reel rejsebeskrivelse. Netop denne beskrivelse af Afrika er gjort langt bedre af andre - men man kan også anskue det således, at Afrika er så voldsomt de første gange, at det skaber det indre kaos. Og det kommer tydeligt til udtryk her.

Det blev heldigvis bedre; ikke mindst i delen om Gambia, som jeg selv har besøgt - der kunne jeg virkelig genkende nogle ting. Og i historierne med de unge mænd, som har prøvet eller vil prøve the backway - dem har jeg selv mødt en del af i Senegal.

Det er en voldsom historie; men sådan er kontinentet jo - og jeg synes det er dejligt at danske forfattere begynder at beskæftige sig med det. Det manglede! I den sidste del beskriver han endelig de konkrete problemer, og nutidens relation mellem Europa og Afrika, som konkretiseres.

Traditionen tro for en udgivelse af Gyldendals Forlag er den desværre også skæmmet af en del grammatik- og trykfejl; alt andet ville jo være utænkeligt for Gyldendal åbenbart. Det ødelægger oplevelsen af et godt produkt - og en ellers god produktkvalitet i papir og omslag, som de dog forstår at lave.

Men som nybegynder i forståelsen af Afrika vil jeg absolut ikke anbefale den.

Sunday, May 19, 2019

The Only Street in Paris - Elaine Sciolino



























  • Engelsk
  • 19. maj
  • 320 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En hyggelig søndagslæsning fra morgen til aften - eller i et par lange stræk i hvert fald, for det er jo en relativt lille bog.

Elaine Sciolino har været journalist på New York Times, og har boet i Paris siden 2002; alene det kan man jo blive helt misundelig over! Hvis der er et sted i verden jeg ville bo, så er det bestemt Paris - eller rettere flytte tilbage til. For jeg boede der jo i nogle år, og faktisk lige rundt om hjørnet fra den gade, hvor Elaine sammen med sin mand bosætter sig efter at have boet de første mange år på den anden side af Seinen.

Det er et kulturchok for hende at komme fra det fine 7. arrondissement til det mere folkelige 9. arrondissement. Gaden - Rue des Martyrs - strækker sig fra det 9. og op ind i Montmartre (eller det 18. arrondissement). Alene den opdeling er to forskellige verdener, som Elaine også hurtigt opdager.

Men gaden er også et mikrokosmos med sine mange små selvstændige erhvervsdrivende; sine restauranter, barer, fødevarehandlende og de mange tøjforretninger, som de alle hader.

Elaine lærer hurtigt alle at kende, og lærer derigennem om gadens historie, som også bliver til Paris historie. Hvorfor hedder det fx Martyrernes gade? Det er der mange forklaringer på - og ingen ved nødvendigvis, hvad der er den rigtige.

Jeg boede der, og Elaines kirke var også min kirke - den plads hun drikker kaffe ved besøgte jeg tit. Der var en kinesisk restaurant dengang, hvor jeg på min ugentlige fridag tit fik nøjagtig samme ret.
Og ligesom Elaine kendte jeg alle de handlende i området; det er nemlig sådan det område er - hvor byen ikke er oversvømmet af turister. Det er stadig et internationalt miljø - mange af de handlende er ikke franskmænd; men det er bestemt ikke chikt eller fint at bo her.

Elaine taler med gadens beboere, og giver os små hverdagsblik i livet her i gaden. Det er vel en rejsebog - men til en enkelt gade! 

Hvis man ikke kender Paris - og især hvis man ikke kender dette kvarter af byen - så vil man muligvis ikke finde det ret interessant. Men hvis man kan forholde sig til de gadehjørner, hun nævner, og dufte stemningen af Paris en tidlig morgen, når rendestenene vaskes og forretninger og barer åbner.... så er det både nostalgi og en rejse i sig selv!

Thursday, May 16, 2019

Pigen fra Napoli - Lucinda Riley



























  • Engelsk
  • 13.-16. maj
  • 608 sider
  • Originaltitel: The Italian Girl

Maj måned bliver ikke en stor eller god læsemåned for mig; jeg er ukoncentreret og ubeslutsom, hvor jeg normalt ved præcist, hvad jeg efterfølgende vil læse.

Så jeg tog et par dages læsepause, og så besluttede jeg mig for den nemme løsning - den sidste Riley-roman, jeg havde på hylden. Det er ligesom Helenas hemmelighed en genudgivelse af et gammelt manuskript. I struktur minder den mere om Pigen på klippen, hvor en nutidig person skriver en historie ned - og vi er således ikke ude i de store tidsskift, som isæ serien om de syv søstre er bygget op omkring.

Historien blev opdateret og genomskrevet, da den blev hevet ud af gemmerne for nogle år siden - tyve år efter, at den først havde fået et afslag. Men Riley skal jo kapitalisere sin succes nu, og det forstår man jo godt.

Rosanna er en lille 11-årig pige i 1960'ernes Napoli - hendes forældre ejer et pizzeria, og hun har to større søskende. Denne dag møder hun for første gang den karismatiske Roberto Rossini, som studerer sang ved operaen i Milano og er 17 år ældre end hende. Han har ikke øjne for hende - men derimod for hendes ældre søster. Han bemærker dog hendes fine sangstemme, og anbefaler forældrene at give hende sangundervisning. Det er der for det første ikke penge til - for det andet er Rosanna familiens grå mus. 

Storesøsteren skal giftes opad - og det bliver hun også påfaldende hurtigt efter den aften; men storebroderen Luca træder til. Hans drøm er at komme væk fra familieforetagendet - men nu giver han Rosanna alle sine surt opsparede penge.

Som stor teenager er Rosanna vokset ud af "museklæderne", og hendes sangstemme har udviklet sig. Moderen dør, og søsteren er smidt ud af sin mand, og er flyttet tilbage til lejligheden over pizzeriaet sammen med sin datter. Rosanna får et stipendiat, og Luca og Rosanna flytter til Milano, hvor hun skal studere sang. Her møder hun igen den forførende Roberto, og straks opdager han, at hendes talent har udviklet sig på mere end én vis.

Det er meget forudsigeligt; og samtidig er Rosanna så vanvittigt antipatisk som heltinde.
Hun gifter sig med Roberto, og bliver en berømt operasanger - men manden er et fjols; han er konsekvent utro, selvoptaget, barnlig, ulidelig og en notorisk løgner. Han er simpelthen den slags mand enhver kvinde ved, at man skal holde sig fra - og selv det mest naive pigebarn burde kunne se det.

Men vores heltinde tilgiver ham gang på gang; hun frasiger sig familie og venner; hun finder undskyldninger for alle hans fejltrin og opgiver tilmed sine egne drømme.

Jeg ved ikke, om det var mere "moderne" i 1996 at skrive romaner, hvor den kvindelige hovedperson var så blotlagt for intelligens og sund fornuft - åbenbart?

I mine øjne gør det historien utroværdig - oveni en ganske enkelt ulidelig hovedrolleindehaver.

Netop denne bog skulle have været opdateret en del mere; eller være blevet i skrivebordsskuffen!

Friday, May 10, 2019

Dictatorland - Paul Kenyon


























  • Engelsk
  • 1.-10. maj
  • 480 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er hele syv år siden, at jeg læste Dowdens mesterværk om Afrika, som ikke var en nem affære og tog mig lidt tid at komme igennem. Det er barsk læsning, men også intens information, som kræver en simultan konsultation af kilder og lignende. Netop det samme gør sig gældende med Kenyons geopolitiske bog om nogle afrikanske lande.

Kenyons indfaldsvinkel er ressourcerne; Afrika er som bekendt en guldmine - både bogstaveligt og overført - og det var jo én af grundene til europæernes store interesse i at eje land på kontinentet.
Det førte blandt andet til den store geografiske 'fordeling' af arealerne, for det var jo ikke de lande vi kender i dag. Det var territorier, der tilhørte stammer, der levede i større eller mindre harmoni. Det førte til 'lodtrækningen' i Berlin, som blev kendt som Scramble for Africa. Resultatet blev blandt andet, at en del stammer, som var i mindre harmoni nu blev tvunget til at bo sammen indenfor et geografisk og juridisk område.

De fleste af disse koloniale områder besad store rigdomme, som europæerne skamløst udnyttede - det var erstatningen for slavehandlen. Og så begyndte befolkningen at røre på sig efter 2. Verdenskrig. Mentaliteter ændrede sig, og partisanbevægelser opstod og førte til afslutningen på kolonialismen over hele kontinentet.

Mange af de unge mænd, der stod bag disse modstandere af kolonimagten var idealistiske politikere, som kæmpede FOR folket. Men som det jo gik, viser det sig, at magt ændrer selv den mest idealistiske mand.

Mange af de nye mænd blev til diktatorer, som personligt overtog og kontrollerede de rigdomme, der var og samtidig tog korruption til nye højder ved at pumpe penge ud af landene, og ind på oversøiske bankkonti.

Bogen er opdelt i dele omhandlende de primære ressourcer - guld og diamanter for Congo og Zimbabwe; olie for Libyen, Nigeria og Ækvatorial Guinea og endelig kakao for Elfenbenskysten. Til sidst er der et kapitel om Eritrea, som jeg vidste alt for lidt om og som fungerer som et land stort set lige så lukket som Nordkorea, hvor befolkningen er slaver.

Det er skræmmende historier om magtmisbrug, tortur, korruption og paranoia - for der er farligt deroppe på toppen; og mange af disse lande var igennem statskup efter statskup.
Ikke alle historier var jeg lige bekendt med, men det gennemgående træk var jo, at de alle havde de smukkeste tanker for friheden indtil de selv sad med magten. Mange af disse mænd kendte hinanden på kryds og tværs; og de var ikke bange for at myrde sig frem til toppen.

Der var dage, hvor jeg ikke kunne klare mere læsning; det var for grusomt. Men også lærerigt - udover de mere åbenlyse som Congo, Libyen og Nigeria, kender vi nok for lidt til historien om mange af de andre lande. Så selvom det er barsk kost, så er det så uendeligt vigtigt, at der er folk, der skriver om disse ting.

Man kan kun håbe, at med æraen af denne generation af diktatorer, så begynder demokratiet endelig at indfinde sig - tres år efter de første lande fik frihed.