Pigen fra Napoli - Lucinda Riley

• Engelsk
• 13.-16. maj
• 608 sider
• Originaltitel: The Italian Girl

Maj måned bliver ikke en stor eller god læsemåned for mig; jeg er ukoncentreret og ubeslutsom, hvor jeg normalt ved præcist, hvad jeg efterfølgende vil læse.

Så jeg tog et par dages læsepause, og så besluttede jeg mig for den nemme løsning - den sidste Riley-roman, jeg havde på hylden. Det er ligesom Helenas hemmelighed en genudgivelse af et gammelt manuskript. I struktur minder den mere om Pigen på klippen, hvor en nutidig person skriver en historie ned - og vi er således ikke ude i de store tidsskift, som isæ serien om de syv søstre er bygget op omkring.

Historien blev opdateret og genomskrevet, da den blev hevet ud af gemmerne for nogle år siden - tyve år efter, at den først havde fået et afslag. Men Riley skal jo kapitalisere sin succes nu, og det forstår man jo godt.

Rosanna er en lille 11-årig pige i 1960'ernes Napoli - hendes forældre ejer et pizzeria, og hun har to større søskende. Denne dag møder hun for første gang den karismatiske Roberto Rossini, som studerer sang ved operaen i Milano og er 17 år ældre end hende. Han har ikke øjne for hende - men derimod for hendes ældre søster. Han bemærker dog hendes fine sangstemme, og anbefaler forældrene at give hende sangundervisning. Det er der for det første ikke penge til - for det andet er Rosanna familiens grå mus. 

Storesøsteren skal giftes opad - og det bliver hun også påfaldende hurtigt efter den aften; men storebroderen Luca træder til. Hans drøm er at komme væk fra familieforetagendet - men nu giver han Rosanna alle sine surt opsparede penge.

Som stor teenager er Rosanna vokset ud af "museklæderne", og hendes sangstemme har udviklet sig. Moderen dør, og søsteren er smidt ud af sin mand, og er flyttet tilbage til lejligheden over pizzeriaet sammen med sin datter. Rosanna får et stipendiat, og Luca og Rosanna flytter til Milano, hvor hun skal studere sang. Her møder hun igen den forførende Roberto, og straks opdager han, at hendes talent har udviklet sig på mere end én vis.

Det er meget forudsigeligt; og samtidig er Rosanna så vanvittigt antipatisk som heltinde.

Hun gifter sig med Roberto, og bliver en berømt operasanger - men manden er et fjols; han er konsekvent utro, selvoptaget, barnlig, ulidelig og en notorisk løgner. Han er simpelthen den slags mand enhver kvinde ved, at man skal holde sig fra - og selv det mest naive pigebarn burde kunne se det.

Men vores heltinde tilgiver ham gang på gang; hun frasiger sig familie og venner; hun finder undskyldninger for alle hans fejltrin og opgiver tilmed sine egne drømme.

Jeg ved ikke, om det var mere "moderne" i 1996 at skrive romaner, hvor den kvindelige hovedperson var så blotlagt for intelligens og sund fornuft - åbenbart?

I mine øjne gør det historien utroværdig - oveni en ganske enkelt ulidelig hovedrolleindehaver.

Netop denne bog skulle have været opdateret en del mere; eller være blevet i skrivebordsskuffen!