Dictatorland - Paul Kenyon

• Engelsk
• 1.-10. maj
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er hele syv år siden, at jeg læste Dowdens mesterværk om Afrika, som ikke var en nem affære og tog mig lidt tid at komme igennem. Det er barsk læsning, men også intens information, som kræver en simultan konsultation af kilder og lignende. Netop det samme gør sig gældende med Kenyons geopolitiske bog om nogle afrikanske lande.

Kenyons indfaldsvinkel er ressourcerne; Afrika er som bekendt en guldmine - både bogstaveligt og overført - og det var jo én af grundene til europæernes store interesse i at eje land på kontinentet.

Det førte blandt andet til den store geografiske 'fordeling' af arealerne, for det var jo ikke de lande vi kender i dag. Det var territorier, der tilhørte stammer, der levede i større eller mindre harmoni. Det førte til 'lodtrækningen' i Berlin, som blev kendt som Scramble for Africa. Resultatet blev blandt andet, at en del stammer, som var i mindre harmoni nu blev tvunget til at bo sammen indenfor et geografisk og juridisk område.

De fleste af disse koloniale områder besad store rigdomme, som europæerne skamløst udnyttede - det var erstatningen for slavehandlen. Og så begyndte befolkningen at røre på sig efter 2. Verdenskrig. Mentaliteter ændrede sig, og partisanbevægelser opstod og førte til afslutningen på kolonialismen over hele kontinentet.

Mange af de unge mænd, der stod bag disse modstandere af kolonimagten var idealistiske politikere, som kæmpede FOR folket. Men som det jo gik, viser det sig, at magt ændrer selv den mest idealistiske mand.

Mange af de nye mænd blev til diktatorer, som personligt overtog og kontrollerede de rigdomme, der var og samtidig tog korruption til nye højder ved at pumpe penge ud af landene, og ind på oversøiske bankkonti.

Bogen er opdelt i dele omhandlende de primære ressourcer - guld og diamanter for Congo og Zimbabwe; olie for Libyen, Nigeria og Ækvatorial Guinea og endelig kakao for Elfenbenskysten. Til sidst er der et kapitel om Eritrea, som jeg vidste alt for lidt om og som fungerer som et land stort set lige så lukket som Nordkorea, hvor befolkningen er slaver.

Det er skræmmende historier om magtmisbrug, tortur, korruption og paranoia - for der er farligt deroppe på toppen; og mange af disse lande var igennem statskup efter statskup.

Ikke alle historier var jeg lige bekendt med, men det gennemgående træk var jo, at de alle havde de smukkeste tanker for friheden indtil de selv sad med magten. Mange af disse mænd kendte hinanden på kryds og tværs; og de var ikke bange for at myrde sig frem til toppen.

Der var dage, hvor jeg ikke kunne klare mere læsning; det var for grusomt. Men også lærerigt - udover de mere åbenlyse som Congo, Libyen og Nigeria, kender vi nok for lidt til historien om mange af de andre lande. Så selvom det er barsk kost, så er det så uendeligt vigtigt, at der er folk, der skriver om disse ting.

Man kan kun håbe, at med æraen af denne generation af diktatorer, så begynder demokratiet endelig at indfinde sig - tres år efter de første lande fik frihed.