Tuesday, September 24, 2013

Philippe V d'Espagne - Philippe Erlanger

























  • Fransk
  • 21.-24. september
  • 409 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er et temmelig elendigt billede af mit sidste fantastiske køb ved bogboderne langs Seinen - men sådan er det jo med de ældre udgaver, der ikke længere fås i almindelig handel. Ikke desto mindre var jeg lykkelig for mit køb af denne biografi udgivet i 1978. Philippe Erlanger er en af de største institutioner indenfor fransk historieskrivning - ikke på fransk men om fransk historie. og i særdeleshed de kongelige familier og intriger. Dog var den sidste biografi jeg læste skrevet af Erlanger om den legendariske kejser Karl V.  Men jeg ved, at det er kvalitet, når Erlanger står bag.

Filip V af Spanien var ikke udset til at være konge af Spanien; født som han var som prins af Frankrig. Men nummer to i rækken i en tid, hvor Ludvig XIV levede langt og længe, og ingen forestillede sig, at man en dag ville mange tronfølgere.

Ludvig XIV's søn døde; dernæst hans barnebarn - Filips storebror, men da var Filip selv allerede sendt til Spanien for at udfylde den tomme trone efter Den spanske Arvefølgekrig. Han startede sin tid i Spanien med befolkningen imod sig - man brød sig ikke om franskmænd og deres løsslupne hofliv. Til gengæld var Filip ikke glad for det stive katolske hofceremoniel; og hans dronning nægtede i starten pure at iføre sig den traditionelle spanske hofdragt. Det er temmelig imponerende at læse, hvordan man fremstillede en dukke og sendte til Versailles for at få den gamle kong Ludvig XIV's mening om sagen. Det har taget måneder at korrespondere - men svaret kom: Behold dragten, og gør dig respekteret!

Filip endte pludselig som den eneste arving i direkte linie - hvis man ser bort fra den lille prins på fem år. Hans regeringstid var derfor i mange å præget af denne arvefølgekrig, selvom han officielt havde frasagt sig al ret til den franske trone og krone. Men ærgerrighed driver mennesket!

Den lille prins overlever dog sin barndoms skavanker, og bliver til Ludvig XV og Ludvig XVI's far. Filip må love, at den franske og den spanske trone aldrig kan forenes - hvilket var englændernes og Habsburgernes absolut største skræk.

Filip V var også en mand domineret af kvinder. Han var ikke en stærk person, og med alderen udviklede han flere psykiske symptomer mindende om den sindssygdom, der plagede vores egen Christian 7. Samtidig havde han et voldsomt libido, som gav kvinderne i hans liv en usandsynlig magt over ham. Det blev i mange henseender dem, der kom til at bestemme den politiske retning Spanien tog i de forskellige konflikter - ikke mindst med 'fædrelandet' Frankrig.

Det var også Filip, der 'opdagede' den unge kastratsanger, Farinelli - det siges, at hans sang var det eneste, der kunne dæmpe kongens kriser; og Farinelli blev hofsanger med forbud mod at synge for alle andre end kongen.

Som så mange andre kongelige skæbner var Filips både trist og tragisk; men også spændende. Min foretrukne tidsperiode ophører omkring starten af det 18. århundrede. Dog havde jeg selvfølgelig læst en del om Arvefølgekrigen - det er uundgåeligt, hvis man vil gøre sig bekendt med Ludvig XIV. Men hans barnebarn og hans personlige historie kendte jeg ikke i detaljer - og som altid med disse historiske biografier bliver jeg virkelig fænget.

Jeg vil stadig jagte de sjældne udgaver - for det er rene perler som både underholdning og lærdom!

Friday, September 20, 2013

Le reste est silence - Carla Guelfenbein


























For nogle år siden - faktisk hele seks allerede - læste jeg en roman af den chilenske forfatter, Carla Guelfenbein. Det var da jeg endnu ikke skrev anmeldelser af alle bøger, jeg læste og bloggen var relativt nystartet. Men den roman kom med, selvom jeg ikke var udpræget imponeret af den. Alligevel købte jeg denne, som udkom i 2008 efter at have haft den i hænderne et par gange - og fordi jeg vist trængte til at læse en Babel-bog, som hører til mine favoritter i kvalitet.

Jeg blev betydeligt mere imponeret denne gang - måske den anden var for indspist med sin politiske drejning, som muligvis interesserer chilenere mere end europæere?

Tommy er en lille dreng på 12 år, som bor sammen med sin far, Juan, sin stedmor, Alma, og halvsøster Lola på 7 år. Han har en hjertelidelse, som adskiller ham fra andre børn. I stedet er han mere indelukket, og observerende. Han lytter til de voksne, og derigennem opdager han også hemmeligheder, som en dreng på hans alder og med hans alvor ikke skal vide.

Som at hans mor, Soledad, begik selvmord. At hans mor var jøde - og dermed er han det også. At bedstefaderen ikke kan lide jøder - måske fordi Tommys mor var psykisk syg? At forholdet mellem faderen og Alma ikke er så lykkeligt, som det burde være. At Alma ser en anden mand, der ringer til hende og sætter hende af derhjemme sent om aftenen, når faderen sover.

Historien om Alma og Juan og deres sammenbragte familie fortælles på skift af de tre - Tommy, Alma og Juan; hver del symboliseret ved et tegn; en pil, tre bølger og et timeglas. Stille og roligt får man historien om deres møde, men også om Almas kaotiske barndom med en løssluppen mor og for mange elskere og for meget hash. Juans erindringer om tiden med Soledad, og hvordan hun langsomt gled fra ham ind i en verden for sig selv.

Hvorfor brister det så lige nu? Tommy vil have sandheden om sin mor at vide; og faderen er presset på arbejde - og Alma møder en ungdomsflirt. Det bliver en usandsynlig samling af tilfældigheder, der får hver deres verden til at smuldre. Men når tre individer i familien pludselig falder ud af helheden, så må helheden nødvendigvis gå i stykker.

Tommy har tegnet en smuk tegning af Minotaurus og Theseus - en af de smukkeste fabler fra den græske mytologi, som naturligt nok er tilbagevendende i al kunst. Bogen indeholder nogle smukke illustrationer af tegninger og objekter Tommy laver - og denne er usædvanlig med Ariadnes tråd, der gennemløber både Theseus og Minotaurus. Tråden er samlingen i familien; den redning, der skal komme for at hele dem ud af deres labyrint.

Det bliver et tragisk udfald og en tung vej ud af labyrinten; men det er så uendeligt smukt beskrevet. En bog, der varmt kan anbefales på engelsk - og forhåbentlig kommer på dansk.

Wednesday, September 18, 2013

Letizia - Alain Decaux

























  • Fransk
  • 15.-17. september
  • 407 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg ved godt, at visse af mine bogkøb absolut ikke kan begejstre andre end mig selv; men i dette tilfælde synes jeg, at jeg havde gjort et ovenud godt køb tilmed.

Som jeg skrev med Marie de Bourgogne, så er jeg stor fan af de historiske serier, som er stort set umulige at opdrive i dag. Således så jeg også denne roman i Paris hos boghandlerne langs Seinen; men den var pakket ind, og jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var pengene værd. Et par boder længere fremme, fandt jeg den så i pocket-udgave til 2 EUR! Et rent kup.

Tilmed viste sælgeren mig det smukkeste Ex Libris inde i den; bogen var del af en samling bøger, som han nyligt havde fået fra et dødsbo. Ejeren var en tidligere fransk diplomat, som har været ambassadør i mange lande, deriblandt Israel i de yderst kritiske 1960'ere. Det gjorde blot købet endnu bedre.

Men derudover så var det også interessant at læse. Napoléons historie og livsbane er måske banaliseret nok igennem bøger og ikke mindst film i varierende kvalitet. Men siger man ikke, at bag enhver stor mand er der en kvinde?

Napoleon kom jo som bekendt fra yderst beskedne kår; hans mor blev gift som kun 14-årig til den lidt ældre Carlo. Hun kunne hverken læse eller skrive, men hun satte 13 børn i verden, hvoraf dog kun 8 overlevede til at blive voksne. Til gengæld blev de så alle prinser, prinsesser og lignende fine ting. Selvfølgelig kun i kraft af deres bror, Napoleon, som hev familien ud af den korsikanske misere, hvor de mange gange ikke havde til dagen og vejen.

Letizia var efter sigende ualmindeligt smuk. Hun blev enke som meget ung - i midten af trediverne; og afslog pure at gifte sig igen. Hun tog sig af sine børn - tit ud fra devisen om, at den, der havde det hårdest, var den hun støttede/elskede mest. Det var mange gange Napoleon, som med sine store ambitioner også rodede sig ud i politiske komplikationer. Letizia var langt fra politiker - menhun havde forstået, at hvis Napoleon skulle hæve sig over de andre, så kunne det kun lade sig gøre, hvis de alle stod sammen.

Han var ikke den ældste søn - men storebroderen stod bag ham, da han ikke selv havde personligheden (og især de militære evner) til at blive kejser. På mange måder var Letizias klanpolitik nøjagtig den samme, som Kennedy-familien arbejdede efter. Der var en udset person i familien, og alle andre skulle i fællesskab arbejde for og med ham - aldrig nogensinde imod. Det ville ødelægge familiens image udadtil, og ikke mindst skabe en brist ind, hvor eventuelle konflikter kunne passere. Det var fælles front, der var nøgleordet.

Derfor var det også Letizias største sorg, da Napoleon og hans bror Lucien i mere end et årti var uvenner. Der måtte hun vende sig mod Lucien - for nu led han mest af alle hendes børn.

Det er et meget interessant portræt denne bog fra 1949 giver; med dokumentation i form af breve fra tiden, som vidner om denne lille korsikanske kvinde, som for evigt var rædselsslagen for fattigdom, og selv som kejserens moder gemte penge under madrassen til dårligere tider.

Der gås ikke i dybden med Napoleons historie, som er kendt nok andetsteds. Men selvfølgelig roterer det omkring hans liv, og det er lange femten år hun skal leve efter sønnen dør på Elba i 1821. Letizia blev 87 år gammel, hvilket jo var ret flot på den tid. Hun tog faldet fra tinderne glimrende - i sidste ende handlede det jo blot altid om hendes børn, og hvor lykkelige de var.

Absolut hele de 2 EUR værd!

Saturday, September 14, 2013

Deux petits pas sur le sable mouillé - Anne-Dauphine Julliand

























Jeg havde faktisk planlagt at gå i gang med en historisk bog for at udvide mine horisonter en anelse; men i morges i supermarkedet faldt jeg over pocket-udgaven af denne bog. En ægte historie fortalt af en modig mor, som jeg har set i flere interviews på fransk fjernsyn.

Jeg nåede ikke at lægge billedet på bloggen i læselisten. Jeg nåede ikke at skrive købsdato og navn, som jeg ellers altid gør som det første. Jeg nåede end ikke at bruge et bogmærke. Jeg brugte en eftermiddag og tæt på en pakke Kleenex!

Anne-Dauphine er mor til Gaspard, en lille dreng på 4 år og Thaïs - en lille pige på knap halvandet år. De er på ferie, og da den lille pige går i det våde sand langs stranden, ser moderen, at hendes fodaftryk er ujævne. Hun bruger efteråret og vinteren på at opsøge læger; og på Thaïs' 2-års fødselsdag den 1. marts 2006 falder dommen. Den lille pige lider af en yderst sjælden genetisk sygdom, og vil ikke blive gammel. En genetisk sygdom, som muligvis kan ramme det barn, som hun skal føde et par måneder senere. Metakromatisk leukodystrofi i barndommen overlever man ikke med mere end et par år. Og den lille nyfødte pige bærer samme gen.

Så begynder kampen. Den ene taber hurtigt førligheden; dernæst synet - og endelig hørelsen. Samtidig er de hospitaliserede med den lille Azylis for at få en marvtransplantation, som kan redde hende - med meget få chancer. Det er nærmest ummeneskeligt, hvad dette forældrepar skal gennemgå; det sætter ens egne små problemer i perspektiv!

Det er meget barsk læsning; forældrene er troende - som mange franskmænd jo er det. Ikke fanatiske - blot praktiserende katolikker, som måske virker lidt outlandish for danskere. De gør ikke et stort nummer ud af det i bogen; men det ses, at det er en del af årsagen til, at de ikke går helt ned.

De respekterer Thaïs og hendes livskvalitet; det er smukt gjort og beskrevet. De kæmper for deres andet barn, som skal helbredes - og endelig forsøger de at give opmærksomhed til deres ældste og eneste raske barn. Selvom man ikke selv har børn, så rører det dybt at læse om. Det var fint at læse herhjemme med lommetørklæderne indenfor rækkevidde. I sporvognen var det aldrig gået.

Et smukt citat fra bogen, som vi nok alle kan bruge til noget uden at være alvorligt syge:

"Giv liv til dagene, når man ikke kan give dage til livet."

Den lille Thaïs dør 3 år og 9 måneder gammel; døv, blind og lammet. Der ved de allerede, at Azylis, som er knap 1½ år, ikke er blevet reddet af marvtransplantationen. Jeg ved ikke, hvordan man klarer så meget - men denne bog er samtidig en vanvittig lektion i livsoptimisme.


Friday, September 13, 2013

Back to Blood - Tom Wolfe
























  • Engelsk
  • 8.-12. september
  • 704 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg var helt forpustet og fortryllet i meget store dele af Wolfes mammutroman om nutidens Miami - men mistede desværre lidt pusten ved slutningen.

Tom Wolfe er jo især kendt for sit mesterværk fra 1987 - Forfængelighedens bål. Det var en episk roman om New York i 1980'erne; om racisme, om social status og fald fra tinderne. Om golden boys og penge, som de flød i 1980'erne og om forholdet mellem sorte og hvide i storbyen. Den var guddommelig, og jeg ville sagtens kunne læse den igen så mange år efter.

Nu er vi i 2012, og Tom Wolfe er blevet en aldrende forfatter på 81 år. Men tidssatiren har han i behold, nu hvor scenen er sat i Miami med den cubanske befolkning som hovedingrediens.

Der er mange personer, og det er også bogens svaghed til sidst. Visse forsvinder ud i tågerne, og man kan undre sig over en så indgående introduktion til fx avisredaktøren Ed, som senere fortaber sig for kun at dukke op i de afsluttende scener. Hovedpersonen er den unge muskuløse politimand Nestor, som ryger uklar med hele byens cubanske befolkning, da han redder en mand ned fra en skibsmast under stor mediebevågenhed. Problemet er blot, at det er en illegal cubansk indvandrer, som Nestors heltehandling nu får sendt retur til Cuba uden chance for at sætte fod i det forjættede land.

Hans kæreste Magdalena forlader ham til fordel for en hvid amerikansk psykolog med speciale i pornografisk afhængighed; men han er selv mindst lige så depraveret. Derigennem møder Magdalena den rige side af Miami - de utrolige summer penge, de russiske oligarker, som finansierer byens museer - men også alt det overfladiske.

Samtidig kæmper Nestor for at få sit liv tilbage - men han ryger igen og igen ind i situationer, der er potentielt racekritiske. Vi introduceres til den haitianske smukke Ghislaine, hvis far insisterer på, at de er franske for at hæve sig over den fattige befolkning af indvandrere, som udgør byens majoritet. Også her bliver portrættet for tamt, og de forsvinder for hurtigt ud i tågerne.

Der er mange groteske situationer, som egentligt blot er et grusomt spejlbillede af vores verden i dag styret af YouTube, iPhone, Facebook og lignende. Men det bliver lidt for klichéagtigt, og handlingen og spændingen kan ikke følge med hele historien igennem.

Der er langt til mesterværket fra 1987 - men personligt fik jeg da lidt ud af at læse om den cubanske kultur, da jeg rejser dertil om et par uger. Ikke til Miami men det rigtige Cuba. Det mere autentiske, som Wolfe ikke formår at få med i sin roman desværre.

Saturday, September 7, 2013

Le terroriste noir - Tierno Monénembo

























  • Fransk
  • 5.-7. september
  • 215 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Den guineanske forfatter Monénembo skriver sædvanligvis om sit folk - Fula-stammen, som jeg kender fra Senegal; men som bor i hele området på tværs af Afrika fra Senegambia over Cameroun til Sudan, hvor man mener, at dette nomadefolk kommer fra. Men denne gang er han gået uden for sin sædvanlige genre for at skrive den usædvanlige historie om en af sine landsmænd. Det er i romantiseret form, og der er ændret på navne på landsbyer og personer. Dog er det historien om Addi Bâ.

Under verdenskrigene oprettede kolonimagterne tropper i deres oversøiske kolonier. I fransk historie er les tirailleurs sénégalais langt de mest kendte. Under 1. verdenskrig kæmpede mere end 200.000 afrikanske soldater således i blandt andet de europæiske skyttegravskrige, som var en grusom oplevelse for dem, som kom til et Europa, de aldrig havde set for at kæmpe en krig, der ikke var deres. Tilmed med chokket over at skulle lære at bruge moderne våben, leve i sne og kulde. Under 2. verdenskrig var det 140.000 soldater, hvoraf 24.000 døde, men de var altid kendt for deres utrolige loyalitet til kolonimagten, som brugte dem som kanonføde.

Addi Bâ er en af soldater, der kommer til Frankrig fra sit hjemland, Guinea, i slutningen af 1930'erne. I bogen fortælles det som en legende, at hans far før hans fødsel fik af vide af den lokale troldmand, at han skulle give sin søn til en hvid mand, og at han ikke ville leve og dø i Afrika - men blive berømt i den hvide mands land.

Da krigen startede blev han del af af et af kolonikorpsene, men bliver taget til fange af tyskerne. Han slipper fri, og formår at komme til den fjerne østlige del af Frankrig, hvor han gemmer sig i skovene. En dag bliver han opdaget af de lokale - og overraskelsen er selvsagt stor. Det er en lille afsides landsby; og en farvet mand er ikke hverdagskost. Tilmed er han muslim, og vil ikke spise deres gode solide skinke eller drikke den hjemmebrændte sprit, der er nærmest det bedste de har i disse krigstider.

Men han vinder befolkningens hjerte, som han knytter sig til unge som gamle og får sine rutiner. Han bliver også landsbyens Don Juan, hvilket selvsagt fører til en del sladder i krogen - og en vis jalousi. Men alle er de vilde med ham.

Frankrig er ikke længere officielt i krig i denne del af landet, men Addi Bâ er med til at starte en modstandsbevægelse, som gemmer sig i bjergene. Tyskerne hører selvfølgelig snart om denne atypiske modstandsmand og de kalder ham der schwarze terrorist. I 1943 bliver han og hans medsammensvorne fanget; sandsynligvis er de blevet stukket af en 'kammerat', og i slutningen af 1943 bliver han henrettet.

Bogen er fremstillet som en ældre dames fortælling om Addi Bâs liv til en yngre nevø, der er kommet til den lille landsby for at deltage i mindehøjtidelighederne 60 år senere. Det er ganske vist, at Addi Bâ - som mange andre soldater fra de tidligere kolonier - fik oprejsning efter krigen. De blev anerkendt som ofre, og de af dem, der havde været i modstandsbevægelsen fik en æresmedalje.

Addi Bâ fik sin posthumt i 2013, og i to franske landsbyer har han en gade opkaldt efter sig.

Om hans familie fra Guinea var til stede, kan jeg dog ikke finde ud af. Muligvis er det blot forfatterens måde at tillægge historien en ramme som fortælling. Det fungerer fantastisk. Man forstår hvem han var som person, som det senere er dokumenteret - men også hele det lille landsbymiljø, og hvordan hans ankomst har vakt røre. I Monénembos historie griner og græder man med alle dem, som krydsede hans veje og selvom der er opdigtning involveret er det er smukt mindesmærke over en af de mere ukendte soldater.

Thursday, September 5, 2013

Marie de Bourgogne - Georges-Henri Dumont

























  • Fransk
  • 2.-4. september
  • 383 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Fayard-serien er en række bøger skrevet af franske (primært) historikere om store historiske personligheder; en temmelig stor del af dem er kongelige på den ene eller den anden måde, men det er typisk regeringsmænd, når vi efter det 18. århundrede. Det har jo sine årsager!

De er ikke nødvendigvis alle franskmænd; men fortidens verdensbillede gjorde jo, at grænserne ikke lå, hvor de gør i dag - og at de internationale forbindelser samtidig blev ægteskabelige forbindelser - og spillebrikker i et indviklet puslespil.

Det er i dag stort set umuligt at opdrive bøger fra denne serie; men de kan med held findes hos boghandlerne langs med Seinen. Så da jeg var i Paris sidst var det med stor glæde, at jeg kom hjem med hele to styks. De genudgives ikke længere, og denne fra 1982 fik jeg faktisk billigere end da den oprindeligt udkom. Måske er der ikke mange, der gider at læse om en dame født i 1457?

Men som 'belgier' og fan af netop den periode, er det rent guf! Marie de Bourgogne blev født i 1457 i Bruxelles, som dengang var en del af hertugdømmet Bourgogne; og der var århundreder til det blev til en belgisk hovedstad. Hun var datter af Karl den Dristige, som var den 4. hertug af Bourgogne, og også den sidste. Hun var det eneste barn - og tilmed en datter; så spillet om af hende afsat, startede i en ung alder. Hendes far brugte det meste af sin regeringstid på at udkæmpe territoriale krige mod den franske konge Ludvig XI, som var i en klasse for sig selv, når det angår snuhed og uærlighed.

Ludvig XI ville have hende gift med sin søn - som var 14 år yngre end den unge hertuginde. Hun havde til gengæld set sig lun på sønnen af den tyske kejser Frederik III (en af de uendelige og magtfulde Habsburgere!). Da hendes far døde på slagmarken tog hun sagerne i egen hånd; hun måtte kæmpe en del med oprørske borgere i de forskelllige dele af hendes rige - det som i dag er Belgien. Og tingene har absolut ikke ændret sig - det var allerede dengang en sproglig krig, der førtes mellem Flandern og Wallonien. Man kan undre sig over, hvorfor man skaber et land bestående af landsdele, der historisk har været i krig i århundreder. Men det gjorde europæerne jo også med deres idiotiske opdeling af kolonier i Afrika - så vi lærer åbenbart aldrig?

Marie de Bourgogne døde meget ung, selv efter datidens normer. Da hun var knap 25 år gammel faldt hun af en hest, og døde nogle dage senere af indre blødninger. Dermed nåede hun ikke at sætte det store præg på den internationale politiske scene; men hun er interessant set fra en anden vinkel.

Hendes søn var Filip den Smukke, som giftede sig med den gale spanske prinsesse Joanna; og hendes datter Marguerite var forlovet med den franske tronfølger, men den forlovelse blev ophævet. Filip den Smukke blev heller ikke gammel - kun 28 år - men han efterlod sig en søn, der skulle komme til at influere europæisk historie mere end mange andre, nemlig Karl V. I kraft af bedsteforældrenes ægteskab og senere faderens spanske forbindelse kom han til at regere over størstedelen af verden i mere end 40 år.

Han satte sin ugifte tante Marguerite til at styre Nederlandene - som dengang inkluderede Belgien - og det var under denne periode, at kunst og kultur nåede sine højdepunkter i den flamske renæssance.

Bogen er ikke på nogen måde gjort nem; det er tør historie uden en eneste dialog - og der er tilmed lange passager skrevet på fransk fra datiden. Det tog mig lidt længere at komme igennem, må jeg nok indrømme. Dertil kommer tidsregningen! Jeg forholdt mig samtidig til stamtavlen i slutningen af bogen - men kom så i tanke om dilemmaet: Indtil 1564 var nytåret i påsken - så alle datoer mellem 1. januar og hvornår påsken så end faldt varierer med et år. Det er en generel regel at huske, hvis man læser historiske bøger, hvor forfatteren ikke har fusket i originale udskrifter - det gør det mere autentisk, men kan virke forvirrende. Men det er altså ikke en fejl!

Det var et fortræffeligt køb til en pris af 8 EUR, og det perfekte supplement til min kollektion af historiske bøger fra den periode.

Sunday, September 1, 2013

Autumn - Philippe Delerm

























  • Fransk
  • 31. august - 1. september
  • 309 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Philippe Delerm har skrevet et par bøger oversat til dansk, blandt andet en roman om kunsterne Krøyer, Ancher og Larsson, som jeg dog ikke har læst. Men han skriver primært om kunstnere, og jeg har tidligere læst hans historie bygget over det verdensberømte fotografi af  Doisneau foran Paris' rådhus. I denne roman er det dog en anden periode, men også kunstnere - af den mere degenererede art, der er omdrejningspunktet.

Det starter i 1850 med oprettelsen af Det Prærafaelitiske Broderskab, hvis grundpiller var malerne Dante Rossetti, John Everett Millais og William Holman Hurt. Deres filosofi var at genskabe fornemmelsen fra den italienske renæssance med inspiration fra Raphael - selvfølgelig!

Af de tre kunstnere var især Rossetti en besværlig og tortureret sjæl. Han idealiserede kvinder i en grad, så han nærmest var ude af stand til at have et fysisk forhold til dem - han installerede den samme distance i sine menneskelige forhold, som den tidsmæssige distance til hans yndlingsperiode, renæssancen. Hans far havde givet ham det tunge navn at bære udfra en stor kærlighed til Dantes Guddommelige Komedie, men i den unge Dante giver det sig udslag i en evig søgen efter hans Beatrice. Det bliver den unge Elizabeth Siddal, der bliver hans muse i et gensidigt destruktivt forhold med opiummisbrug og højtflyvende kunstneriske ideer.

Deres venner omfatter blandt andet den excentriske John Ruskin - en af det 19. århundredes mest frygtede kunstkritikere, som styrer de unge kunstnere og sin hustru med en blanding af dominans og afsky. Ruskin er afgjort en personlighed, jeg skal have undersøgt nærmere - jeg stødte også på hans arrogance i Crazy River, hvor forfatteren henviser til en tidligere opdagelsesrejsende, som var samtidig med Ruskin. Men der er andre mere dystre hemmeligheder i denne mand måske end hans kunstneriske præferencer? Hans samtid anklagede ham for pædofili - i øvrigt sammen med Lewis Carroll, forfatteren til Alice i Eventyrland. Begge havde de en anormal fascination af de unge piger, de brugte i deres kunst.

Romanen væver trådene mellem disse faktisk tragiske og ulykkelige skæbner; kun Millais formår at finde et lykkeligt liv med Ruskins ekskone, men også ver at give afkald på deres højtflyvende, rigide kunstneriske idealer. Siddal begår selvmord ganske ung, men er for evigt udødeliggjort i mange af Rossettis malerier - ikke mindst som Dantes Beatrice; en underlig dualitet, da hun for den moderne Dante også var den uopnåelige kærlighed. Men grænsen var sat af Rossetti, og ikke den forelskede Siddal, som ikke magtede at være et ideal og ikke en kvinde.

Der er så meget melankoli i bogen, som dens titel antyder. De hader alle forår og sommer, men forguder efteråret med dets gyldne farver, og dets nostalgi; og romanen er skrevet i disse farver, som gennemsyrer hver side.

Rossetti er selvfølgelig med min forkærlighed for Quattrocento, en maler, jeg beundrer; men jeg kendte ikke til hele den tragiske historie bag - og Delerm formår at male et interessant og grufuldt billede af en hel generation af pinte sjæle, som går for langt for kunsten.