Autumn - Philippe Delerm

• Fransk
• 31. august - 1. september
• 309 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Philippe Delerm har skrevet et par bøger oversat til dansk, blandt andet en roman om kunsterne Krøyer, Ancher og Larsson, som jeg dog ikke har læst. Men han skriver primært om kunstnere, og jeg har tidligere læst hans historie bygget over det verdensberømte fotografi af  Doisneau foran Paris' rådhus. I denne roman er det dog en anden periode, men også kunstnere - af den mere degenererede art, der er omdrejningspunktet.

Det starter i 1850 med oprettelsen af Det Prærafaelitiske Broderskab, hvis grundpiller var malerne Dante Rossetti, John Everett Millais og William Holman Hurt. Deres filosofi var at genskabe fornemmelsen fra den italienske renæssance med inspiration fra Raphael - selvfølgelig!

Af de tre kunstnere var især Rossetti en besværlig og tortureret sjæl. Han idealiserede kvinder i en grad, så han nærmest var ude af stand til at have et fysisk forhold til dem - han installerede den samme distance i sine menneskelige forhold, som den tidsmæssige distance til hans yndlingsperiode, renæssancen. Hans far havde givet ham det tunge navn at bære udfra en stor kærlighed til Dantes Guddommelige Komedie, men i den unge Dante giver det sig udslag i en evig søgen efter hans Beatrice. Det bliver den unge Elizabeth Siddal, der bliver hans muse i et gensidigt destruktivt forhold med opiummisbrug og højtflyvende kunstneriske ideer.

Deres venner omfatter blandt andet den excentriske John Ruskin - en af det 19. århundredes mest frygtede kunstkritikere, som styrer de unge kunstnere og sin hustru med en blanding af dominans og afsky. Ruskin er afgjort en personlighed, jeg skal have undersøgt nærmere - jeg stødte også på hans arrogance i Crazy River, hvor forfatteren henviser til en tidligere opdagelsesrejsende, som var samtidig med Ruskin. Men der er andre mere dystre hemmeligheder i denne mand måske end hans kunstneriske præferencer? Hans samtid anklagede ham for pædofili - i øvrigt sammen med Lewis Carroll, forfatteren til Alice i Eventyrland. Begge havde de en anormal fascination af de unge piger, de brugte i deres kunst.

Romanen væver trådene mellem disse faktisk tragiske og ulykkelige skæbner; kun Millais formår at finde et lykkeligt liv med Ruskins ekskone, men også ver at give afkald på deres højtflyvende, rigide kunstneriske idealer. Siddal begår selvmord ganske ung, men er for evigt udødeliggjort i mange af Rossettis malerier - ikke mindst som Dantes Beatrice; en underlig dualitet, da hun for den moderne Dante også var den uopnåelige kærlighed. Men grænsen var sat af Rossetti, og ikke den forelskede Siddal, som ikke magtede at være et ideal og ikke en kvinde.

Der er så meget melankoli i bogen, som dens titel antyder. De hader alle forår og sommer, men forguder efteråret med dets gyldne farver, og dets nostalgi; og romanen er skrevet i disse farver, som gennemsyrer hver side.

Rossetti er selvfølgelig med min forkærlighed for Quattrocento, en maler, jeg beundrer; men jeg kendte ikke til hele den tragiske historie bag - og Delerm formår at male et interessant og grufuldt billede af en hel generation af pinte sjæle, som går for langt for kunsten.