Dans le nu de la vie - Jean Hatzfeld

• Fransk
• 28.-29. august
• 238 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Et køb fra Quai Branly-museet i Paris for to uger siden; Branly-museet er jo udelukkende med primitiv asiatisk, sydamerikansk og selvfølgelig afrikansk kunst; derfor er deres forretning godt udstyret med bøger om samme lande og emner. Massemordene i Rwanda er næppe den mest opløftende læsning - men det er vigtigt at skrive om, læse om og lære om.

Jeg har læst om det fra den hvide soldats vinkel; jeg har læst om det fra en, der allerede var heldig at være i Europa, men som mistede stort set hele sin familie derhjemme. Denne gang er det en fransk journalist, der har indsamlet vidnesbyrd fra fjorten overlevende - hver sin historie; der er børn, der var endnu mindre børn i 1994. Bogen og vidnesbyrdene er fra 2000, og arrene endnu ikke helede. Der er midaldrende kvinder eller helt unge, som nu sidder tilbage med børn af ukendte fædre. Så ukendt som et ansigt nu kan blive, når du er blevet voldtaget af en soldat fra den anden lejr!

Det er selvfølgelig barsk læsning; men det er også lærerigt og rørende. Nogle har givet op og mistet troen på noget som helst godt i livet. Andre kan ikke tilgive og lever i evig rædsel for naboen, som måske er hutu. Andre tilgiver, glemmer ikke - men kommer videre i livet trods store tab.

Der er en stor forskel på om de har set mordene - eller når de bliver "skåret", som de kalder det. Det er en anden underfundighed ved bogen, at den er skrevet med deres franske, som ikke er mit franske, Ordene er forskellige, og de betyder forskellige ting. Når de snakker om mordene - at blive skåret - kan det på fransk også betyde det samme, som når man fælder et træ. Ikke en dum fortolkning, synes jeg.

Når de snakker om de uægte børn, er det noget de har 'fanget', som vi andre får os en forkølelse eller en virus. De forsøger også at 'oversætte' - som den kvinde, der snakker om 'store familier' - "eller stammer, som I siger hos Jer de hvide". Det er også sigende, at vi hvide altid har villet blande os og bestemme, hvordan afrikanerne lever og skal kalde tingene. Så mange etiketter er trukket ned over hovedet på hele det afrikanske kontinent. Men i Rwanda var det den belgiske kolonimagt, der stemplede ID-papirer med betegnelsen hutu eller tutsi. Det var belgierne, der såede frøet til massemordene, Det var belgierne - og franskmændene - der var de første til at forlade landet. Og det var verdenssamfundet i helhed, der lukkede øjnene for senere at fokusere på de flygtende hutuer, som frygtede retsforfølgelse.

Ikke mange har koncentreret sig om de overlevende, der havde gemt sig i dagevis under papyrusplanter for at undgå macheterne. Hvilke psykologer eller specialister kom for at hjælpe? Eller FN-ambassadører for at undgå hævntørst eller blot sørge for fair rettergang for de fængslede hutuer? Det er en af den moderne verdens største skampletter på samvittigheden; og jeg må ærligt selv indrømme, at jeg slet ikke erindrer det i nyhederne, da det skete - og jeg trods alt var voksen? "Blot endnu en afrikansk krig!" Og der er ikke olie i Rwanda!

Men der er så meget andet, og det er virkelig et land jeg håber at besøge en dag. Jeg tror, at tingene er bedre nu end i 2000, da Hatzfeld indsamlede disse reportager. Jeg håber det!

En pudsig episode fik jeg også, da jeg læste bogen i sporvognen, og en dame efter længe at have stirret på forsiden, talte mig. Hun var fra Rwanda - og ville gerne vide, hvor jeg havde købt bogen. Desværre jo i Paris. Hun så helt ulykkelig ud. Og jeg tænkte meget over det om aftenen. Jeg kunne tydeligt se på hendes ansigtstræk, at hun er tutsi - var hun der i 1994? Mistede hun familie? Jeg krydser hende sikkert igen, da hun bor i nabolaget, og så vil jeg tilbyde hende at give hende bogen. Det ville være helt rigtigt.