Himlens rødder - Romain Gary

 

• Fransk
• 14.-18. juli
• 592 sider
• Originaltitel: Les racines du ciel

Romain Gary er den eneste franske forfatter, der har vundet Goncourt-prisen hele to gange. Det burde ikke kunne lade sig gøre - og dog! Romain Gary modtog i 1956 prisen for denne storslåede roman, der betragtes som den første miljøbevidste roman. I 1970'erne begyndte han at skrive under pseudonymet Emile Ajar, og udgav først Kælerslangen og senere Du har jo livet for dig, som mange franskstuderende har læst i skolen. Den modtog han ligeledes Goncourt-prisen for i 1975, men afslog prisen. Ingen vidste, at det var et pseudonym og da de insisterede, sendte han sin fætter for at modtage prisen. Da han begår selvmord i 1980, finder man et brev, hvor han forklarer, at han stod bag pseudonymet. Han har stadig æren af de to priser, og ingen andre har siden vundet den to gange.

Men tilbage til Himlens rødder som jeg købte efter at have læst Morgenrødens løfte for to år siden. Efter at have ventet i to år, var jeg endog lige ved at opgive efter to dage - for det er virkelig en kompleks roman, og det er nærmest umuligt at fatte sig i korthed, når man skal beskrive den. Jeg tumlede med tankerne om de mange temaer i den i flere dage efter, og den ville være perfekt til en læseklub - der er så meget at diskutere!

Romanen foregår omkring 1955 i Fransk Ækvatorialafrika, som i dag er nogenlunde det sydlige Libyen og Chad; men dengang var kolonier. Det er efterdønningerne af 2. Verdenskrig, og begyndelsen på enden af de mange kolonimagter i Afrika. Og nu har én mand sat sig for at redde elefanterne!

Morel er franskmand, tidligere krigsfange og han rejser rundt med et manifest og samler underskrifter for at forbyde jagt på elefanter. Han anses for at være fanatisk, en særling - men nogle afrikanske frihedskæmpere ser en anledning til at slutte sig til hans kamp for at kæmpe deres egen. Medierne begynder at få nys om historien og myndighederne ser helst, at det forbliver historien om elefanter. Det er relativt uskyldigt i modsætning til den langt mere politiske debat om selvstændighed for de mange afrikanske kolonier.

De lokale er heller ikke begejstrede - for dem er elefanter ganske enkelt mad. Det er et af de første store dilemmaer, som stadig er aktuelt synes jeg. En protagonist i bogen siger, at for at sikre afrikanerne selvstyre skal de have mad - de skal have proteiner, der erstatter elefanterne som fødevare. Det stiller Morel i et etisk dilemma - kan han forsvare dyrene, når menneskene sulter? Det er kritikken af kolonimagterne, som kommer for at jagte elefanter for sjov men også udnytte kontinentets ressourcer uden at give tilbage til lokalbefolkningen. En problematik, som jo faktisk ikke er løst 70 år senere.

Der er mange protagonister, som alle fortæller om deres møder med Morel. Den tyske Minna, som arbejdede i et bordel i Berlin, og mener Morel har behov for et stykke af Berlin hos sig. Elefanterne bliver symbolet på værdighed og frihed, som hun mistede under krigen. Hvis vi som mennesker kan enes om at redde elefanterne, må der stadig være håb for os.

Vi møder Morel ganske sporadisk - og elefanterne endnu mindre. Historien kører i flere tidsspor i et narrativ, hvor alle fortæller om rygter eller faktuelle møder med Morel. Det gør det ret tungt, og de lange kapitler med uendelige sætninger og ingen afbrydelser gør det ikke til hyggelæsning. Men omkring halvvejs inde var jeg så solgt på idéen om den menneskelige ideologi, og hvordan rygtet om Morel i medierne når ud til hele verden. Tilfældige mennesker læser om hans kamp og ser et håb. De giver sig til at drømme om en bedre verden efter krigen. 

For Waitari, som kæmper for Afrikas selvstændighed er det dog en anden kamp - han mener der skal gydes blod, og vil dræbe Morel. Gary kommer dog også med en skæbnesvanger profeti om denne uafhængighed, da han siger, at de kommende afrikanske ledere i dag sidder i fængsel og nævner fx Kenyatta og Nkrumah, som senere blev præsidenter for henholdsvis Kenya og Ghana, og af mange blev anset som diktatorer. Gary havde forudset, at friheden ikke ville blive nem!

Hvorfor er det så en miljøbevidst roman? Der er meget politik, der er temaer om krigen og nazisterne og sårene efter de forfærdelige år. Men det er også miljøet som et moralsk spejl foran os, og dilemmaet om udnyttelse af ressourcer og mulighederne for det afrikanske kontinent til at klare sig selv.

Jeg ved ikke om den stadig kan findes på dansk; men hvis den kan, og man vil have en storslået læseoplevelse, som kræver lidt af én, så kan den varmt anbefales.

Morgenrødens løfte - Romain Gary

• Fransk
• 10.-15. juli
• 456 sider
• Originaltitel: La promesse de l'aube

Når en roman har sin helt egen Wikipedia-side ved man, at der er tale om noget specielt! Romain Garys erindringer om barndommen og ikke mindst forholdet til moderen er da også  en af de mest solgte franske klassikere med 1.1 millioner solgte eksemplarer i Frankrig.

I 1956 fik han den ypperste franske litteraturpris, Prix Goncourt, for en anden roman - Himlens rødder - og da han begik selvmord i 1980 som 66-årig fandt man to meget vigtige informationer i hans afskedsbrev. For det første ønskede han at understrege, at selvmordet ikke havde nogen sammenhæng med hans ekskones selvmord året inden. De havde været skilt i ni år, da hun sluger en masse piller. Gary selv skyder sig igennem munden.

Den anden store afsløring er, at det er ham der står bag pseudonymet Émile Ajar og udgivelsen af fire romaner mellem 1974 og 1979 deriblandt Kælerslangen og Du har jo livet for dig. Især den sidste er uendelig smuk - ikke mindst i 1977-filmatiseringen med Simone Signoret. Da bøgerne udkom havde han bedt et familiemedlem om at stille sig frem til pressen - men en ung studerende i Nice havde allerede i 1978 skrevet en rapport, der understøttede denne tese. Ifølge regler er det forbudt at modtage Goncourt-prisen to gange; men Émile Ajar modtog den i 1975 og er dermed den eneste forfatter, der har modtaget den to gange.

Det var næppe derfor han brugte et pseudonym - men at blive kendt og anerkendt var et af hans store mål i livet; ikke mindst drevet frem af moderens ambitioner på hans vegne.

Gary er født i Vilnius i 1916, da det stadig var Rusland og Rusland stadig var et zardømme. Han er halvt jøde, og familien bliver sendt til blandt andet Moskva efter pogroms i det nuværende Litauen. I 1921 rejser de til Polen, men for moderen er alt kun et stop på vejen til Frankrig, hvor den rigtige ære venter dem. 

Der var en bror - men i bogen er det kun Romain, som bliver hans franske navn, og moderen. Ingen far og ingen andre. De er i total symbiose, og moderen er overbevist om, at han en dag bliver til noget stort.

Moderen har tidligere været skuespillerinde - men absolut ikke berømt; og nu klarer hun sig med diverse småjobs, der skal skaffe penge til privatundervisning af sønnen. Han bliver til gengæld besat af tanken om at gøre hende stolt og leder ihærdigt efter netop det talent, der kan gøre forskellen. Men ikke alle fag er egnede, for moderen har nogle temmelig fasttømrede idéer om fx digtere - hendes referencerammer er Rimbaud og Baudelaire!

Der er en del humoristiske passager - og Gary besad en temmelig stor del selvironi, som han nu sidder der i 1960 og ser tilbage på barndommen og ungdommen. Han erkender da også, at der har været en meget stærk moderbinding - men også, at han havde brug for hende. Da han under 2. Verdenskrig bliver pilot, og såres i kamp, er det moderens opmuntring og hepperåb han kan mærke. Det er tanken om at nå hjem til hende og vise hende alle medaljerne. I bogen fortælles det anderledes - i realiteten vidste han allerede under krigen, at moderen var død i Nice i 1941. 

Det er ikke udelukkende autobiografisk; han har omdigtet, hvor det kunne passe - men det er en sandfærdig historie om det løfte om kærlighed livet giver os ved fødslen. Et løfte om ubetinget moderlig kærlighed; for Gary førte det dog også til, at ingen anden kvinde nogensinde vil kunne måle sig med hende. Han var gift tre gange og fik en søn; stadig endte han med at tage sit liv. I bogen er der flere øjeblikke, hvor selvmord er oppe at vende - det var ikke en ukendt tanke for ham. I 1978 udtaler han til fransk TV, at han ikke kommer til at blive gammel - det har han aftalt med "han deroppe". Hvorfor det så blev lige den 2. december 1980 er der næppe nogen forklaring på.

Jeg kender en del franskmænd, som mener, at netop denne roman og Himlens rødder, som han fik Goncourt-prisen for, er de bedste franske bøger nogensinde. De er monumenter ganske enkelt - og efter at have læst denne, kan jeg se det! Så nu skal jeg have fat i det andet mesterværk inden længe.

Kælerslangen - Romain Gary (Emile Ajar)

• Fransk
• 11.-13. april
• 291 sider
• Originaltitel: Gros-Câlin

Romain Gary er på dansk primært kendt for sin roman La devant soi om lille Momo; mange gymnasieelever har vist  kæmpet sig igennem dele af den eller set den på film. Den var udgivet under Garys pseudonym Emile Ajar ligesom denne, som er fra 1974.

Det er temmelig rablende det meste af bogen igennem, og fik mig til at tænke på Boris Vian eller Raymond Queneau, som også mestrede kunsten at jonglere med det franske sprog. Opfinde nye ord eller lege med den traditionelle betydning af ordene. Hvilket selvfølgelig gør det umådeligt svært at oversætte - desværre.

Hr. Cousin er en lille kontormand, som bor i det kæmpestore Paris med sine 10 millioner indbyggere - det er en tankegang, der til tider skræmmer ham og til tider beroliger ham. For så må der jo være mennesker derude at holde af og holde om. Der er jo for eksempel kollegaen på kontoret, frøken Dreyfuss, som han hver dag tager elevatoren sammen med - og som han vil gifte sig med. Hun skal bare lige vide det!

I stedet kaster han sin kærlighed på en pyton, som han kalder Gros-Câlin - Stort-Knus - og som lever sammen med ham i lejligheden, og kan rulle sig rundt om ham, og give ham de længe ventede kærtegn. Eller han går til luderne - helst dem med lange arme, som kan holde godt om ham.

Cousin er forældreløs efter, at hans forældre 'forlod ham for at blive dræbt i en bilulykke'; og han er bestemt et meget ensomt menneske, hvor man hurtigt fornemmer, at tingene kører lidt skævt for ham i denne jagt på tosomheden.

Undervejs begynder rollerne at skifte; Cousin bliver til slangen og omvendt. Det er grotesk og det er lidt trist - og det er til tider hylende morsomt. Han forsøger at skabe sig venner, men ender med at blive regnet for en sindssyg, og kollegerne på kontoret kommer for at se slangen og gøre grin med ham. Den eneste, der seriøst vil hans selskab er en kollega med tvivlsomme politiske aktiviteter, som tydeligvis ser en potentiel galning, som man kan få til at gøre det beskidte arbejde.

Bogen har to slutninger; efter Gary begik selvmord i 1980 fandt man en anden slutning, som er tilføjet denne bog. Den er mere morbid og trist end den oprindelige - måske et tegn på Garys egen ensomhed. Hans kone, den franske skuespillerinde Jean Seberg, havde begået selvmord året inden.

Men det største kunststykke er nu ordkunsten; hans evne til at springe rundt i begreberne uden at forvirre dem totalt; at give en ny mening til kendte begreber, så man til tider tror, at man læser et nyopfundet fransk. Jeg havde forventet noget mere klassisk i stil med hans tidligere romaner - men dette er ganske enkelt overvældende!

Du har jo livet for dig - Romain Gary

• Fransk
• 8.-9. juni
• 274 sider
• Originaltitel: La vie devant soi

Jeg kan pudsigt nok slet ingen links finde til den danske udgave af Romain Garys bog, som måske på dansk er mere kendt fra gymnasiepensum eller fra den meget smukke film med Simone Signoret i hovedrollen som den fallerede luder, som har et 'børnehjem' for ludernes børn i 1970'ernes Paris.

Jeg kan huske selv at have læst uddrag af den i gymnasiet - men jeg er sikker på, at vi ikke kan være kommet igennem hele romanen; men filmen så vi efterfølgende erindrer jeg. I bogform var den derfor absolut en total gen(nem)læsning værd - denne roman, som vandt en Prix Goncourt i 1975; en kontroversiel pris skulle det vise sig. Goncourt-prisen kan normalt kun gives til samme forfatter én gang, men romanen udkom under pseudonymet Emile Ajar, som Gary benyttede til fire romaner. I den litterære verden var der almindelig enighed om, at Ajar var ensbetydende med Garys nevø; og Gary selv havde allerede i 1956 vundet Goncourt-prisen for romanen Himlens rødder. Således opnåede han prisen to gange - uden nødvendigvis at ville have snydt.

Det er en meget bevægende lille roman med den tiårige dreng, Momo, som fortælleren i et naivt, barnligt sprog med en del pudsige verdensbetragtninger, som han oplever verden fra et usselt luderkvarter i Paris. Momo er vokset op hos Madame Rosa, den pensionerede luder, som nu er gammel og syg, og for enhver pris vil undgå hospitalet men hævde sig sin ret til selv at dø på en værdig måde.

Madame Rosa er jøde - som Gary selv var halvt jøde - men Momo er araber og skal opdrages i muslimsk tro; Madame Rosa går meget op i at respektere hvert af sine 'børns' religion. Men efterhånden som hun bliver dårligere, forsvinder pensionærerne - godt hjulpet til af det faktum, at der nu findes prævention og abort. Momo holder fast, men undrer sig over, at der er lidt uklarhed over hans alder - indtil hans rigtige far en dag dukker op, og det fremgår, at han er fjorten år gammel. Men Madame Rosa kunne ikke bære netop at miste Momo, og havde holdt ham i uvished for at beholde ham længere.

Hele fortællingen er bittersød med Momos anekdoter om livet og det miljø, han vokser op i. Det er ikke nemt, tror jeg, at skrive med et barns øjne og gøre det gennemført og hele romanen igennem. Men Garys roman respekterer det, og giver et rørende billede af deres forhold mellem den ældre dame og den lille dreng, som godt ved, at hans liv ikke ligner andres men samtidig ikke kan forestille sig en anden tilværelse.

Gary var tilsyneladende meget optaget af alderdommen og ville ikke blive gammel. Der må være en del af hans egen filosofi i Madame Rosas syn på livet og døden; Gary selv begik selvmord, da han var 66 år gammel og efter at have udgivet mange romaner... der er absolut andre af hans, der skal læses!