L'homme de l'art - Pierre Assouline

 

• Fransk
• 7.-18. september
• 784 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte Assoulines to biografier af nogle af Frankrigs mest kendte kunsthandlere samtidig; i august læste jeg biografien af Paul Durand-Ruel, som både var en pioneer indenfor branchen og samtidig én af de stærkeste forsvarere af impressionismen. Han blev deres bannerfører.

Biografien af Daniel-Henry Kahnweiler er dobbelt så tyk, og kunstperioden er kubismen, som blev hans hjertensbarn. Så jeg var udfordret på flere niveauer.

Jeg er jo en Quattrocento eller renæssancepige - mit kunstblik stopper som regel ved Caravaggios død i 1610, og selvom jeg sagtens kan sætte pris på fx Picasso, så er det i alle andre perioder end kubismen netop.

Kahnweiler er født i 1884 i Tyskland af jødisk afstamning, men praktiserer aldrig sin religion. Hans religion blev kunsten og trods familiens forsøg på at få ham ind i finansverdenen, som var familiens gebet, så opdagede han kunsten i starten af det 20. århundrede og besluttede sig for, at det skulle blive hans liv. Familien lånte ham penge til at åbne et galleri i Paris under forudsætning af, at han vendte retur, hvis det ikke gik økonomisk.

Kahnweiler møder Picasso i 1907, da de begge er under tredive år gamle og ludfattige. Men det bliver hans åbenbaring, og de to mænd indleder et næsten femogtres år langt venskab frem til Picassos død i 1973. Kahnweiler var til tider hans kunsthandler, men i lange perioder solgte Picasso gennem andre - Kahnweiler var nemlig konsekvent på ét punkt: Han ville have eksklusivitet på sine kunstnere. Han repræsenterede udelukkende malere, han kunne stå inde for og var til tider for langsom og gik blandt andet glip af Giacometti. Han havde nogle nok lidt rigide regler for kubismen, som gjorde, at mange malere ikke fandt nåde for hans blik. Juan Gris var hans yndling - hans personlige ven, og hans foretrukne kunstner, og det betød kompromisser med andre.

Assouline er historiker og tekniker. Så vi kommer ned i et niveau af detaljer omkring kubismen, som seriøst satte mig på en prøve, fordi det er en isme, jeg ikke er fan af. Jeg lærte ikke af holde af den igennem denne bog, men jeg lærte at forstå koncepterne bag den langt bedre. Jeg brugte virkelig meget tid på at slå samtlige referencer til værker op for at kunne følge forklaringerne. Det er temmelig elitært, men Kahnweiler skrev et utal af dagbogsnotater og beholdt kopier af sin egen omfattende brevskrivning, så kildematerialet er enormt, hvor han forklarer sine holdninger til stort set hvert maleri han har set. 

Det var selvfølgelig heller ikke et liv udelukkende i luksus blandt berømte malerier. Som jøde og tysk statsborger var Kahnweiler igennem flere kriser. Under 1. Verdenskrig tog han tilflugt i Schweiz, men hele hans lager blev beslaglagt af den franske stat, og han måtte i 1922-23 gennem den ydmygelse at se det hele blive solgt på auktion til fordel for den franske stat. Krigsbytte!

Da han forsøger at komme på fode igen, rammer krisen i 1930'erne, og han kæmper for at holde sine kunstnere i live. Kunst var et luksusprodukt, og det var der ikke råd til - men han betalte sine kunstnere en månedlig løn for at sikre den eksklusivitet, der var så essentiel for ham.

Under 2. Verdenskrig rejste han til den sydlige del af Frankrig, der ikke var besat og klarede sig igennem ved at gemme sig i en lille landsby. Han var blevet fransk statsborger i 1936, og da krigen brød ud overførte han ejerskabet af sit galleri til sin svigerinde. Det blev hans - og galleriets - redning.

Kahnweiler blev inkarnationen af kubismen. Han var meget venstreorienteret men ikke kommunist som mange af de kunstnere, han repræsenterede. Han afslog samtlige ordener, man ville tildele ham - men forsatte næsten til slutningen af sit lange liv med at give interviews og tale ved konferencer. Han forsvarede visse kontroversielle standpunkter - blandt andet, at stater ikke skulle købe kunst til museer af kunstnere under 60-70 år for indtil da kunne man ikke vide, om de var repræsentative for deres periode. Han afslog at gå ind i moderne kunst, som han ikke brød sig om - hans kunst var kubismen fra hans generation.

Hans egen samling overgik til Louise Leiris, som havde overtaget ejerskabet af galleriet under 2. Verdenskrig, og da hun døde gik en stor del til Pompidou-museet i Paris. Galleriet eksisterer tilsyneladende stadig som firma på den adresse, hvor de åbnede i 1957 og ejes i dag af Leiris' barnebarn. Men jeg kan ikke finde nogen reel aktivitet for det. Nu skal jeg jo heller ikke investere i et kubistisk Picasso-msleri af flere årsager! 

Det var en lidt mere omstændig biografi af Assouline, men han kender sit domæne og der er i hvert fald endnu én jeg må have fat i, og som nok er mere i min ånd.