Jeg er den, der kan sige sådan - Anita Furu

 

• Dansk
• 30. december
• 182 sider

Jeg skyndte mig at finde fortsættelsen til Anita Furus debutroman om Ruths liv i håbet om, at det ville blive helt og ikke blot halvt.

Hvor vi sluttede i 1953 med Sigurds død og datteren Inges graviditet, så springer vi nu tyve år frem i tiden til 1973. Ruth var enke i nogle år; så mødte hun Aage, en barndomsven, som pludselig en dag krydser hendes veje igen. Men Aage dør også, og nu er Ruth alene i sit rækkehus. Inge er blevet en voksen kvinde, og barnebarnet David en ung mand. Veninden Inge bor i Frankrig, og den anden veninde Kamma er hendes ømme punkt. Hun har altid betragtet hende som lidt irriterende og dominerende - og ikke bedsteveninden; det var Inge, som hun opkaldte datteren efter.

Nu presser hendes familie på for at hun skal opsøge de søskende hun ikke har set siden 1906, da hun blev sendt ud af Rusland. Den lidt ældre søster bor i England, og er nem at finde - men Ruth ved ikke, om hun tør? Og hun taler jo ikke engelsk! Men en sensommer i sommerhuset med mødet med en ny mand, og Kammas sygdom og forestående død overbeviser hende, og Inge og Ruth drager på en uges rejse til England.

Mødet med søsteren er ikke nemt på grund af sprogbarriererne; men det løsner alligevel op for en masse ting. Hun møder også sin anden bror, Boris, som lever et hårdt og ensomt liv - men for de tre ældre søskende er der stadig en brik, der mangler. Storebroren Isak var den, der hjalp dem ud af Rusland som den ældste - og selv ville han til Amerika. Men de kan ikke finde spor af ham siden nogle breve, der er mere end halvtreds år gamle. Endelig finder de ud af, at han blev i Tyskland - og det blev fatalt for ham under 2. Verdenskrig, og han døde i en kz-lejr. 

Det bliver også en øjenåbner for Ruth, der i det meste af sit liv har fjernet sig fra sine rødder. Pludselig indhenter det hende, at hun blev reddet - og ikke blot én gang! Aage, som hun aldrig spurgte om hans historie, viser sig også at have lidt under krigen. Dermed finder hun på smertelig vis den anden halvdel hun manglede i sin identitet - den jødiske del, som hun har forsøgt at fornægte.

Det er næppe en usædvanlig familieskæbne; der var tusinder som disse, der blev splittet og aldrig fandt hinanden igen. Det gør den ikke mindre rørende; og iblandet historien om København og Danmark i 1970'erne giver det et fantastisk billede af en tid, som vi nu betragter som langt tilbage - men som ikke er mange generationer siden. Netop som disse to bøger inspireret af Anita Furus farmor viser os.

Det blev nok også den sidste bog i 2023; det blev til 111 bøger - hvilket er mere end jeg har læst i mange år. Der var mange fantastiske læseoplevelser imellem; og ikke mindst opdagede jeg virkelig, hvor meget jeg kan bruge biblioteket. Jeg havde sat mig for, at halvdelen skulle være fra biblioteket for at minimere udgifter - og ikke mindst opbevaringsplads! - det blev til 47 og dermed 42%, hvilket jeg er fint tilfreds med. Bibliotekerne giver nogle gange mulighed for at eksperimentere lidt mere - og blive dejligt overrasket, som det var tilfældet her.

Mit halve liv - Anita Furu

 

• Dansk
• 28.-29. december
• 253 sider

Da jeg læste Annas sang tidligere i december, læste jeg i epilogen om denne debutroman, og så var det straks ned at finde den på biblioteket.

Der er paralleller, men der er bestemt også mange forskelle. Anita Furus roman er ligesom Koppels inspireret af en livshistorie. I dette tilfælde forfatterens farmor, som kommer til Danmark som seksårig i 1906 - hun er født med århundredet. Oprindelig fra Rusland, hvor familien forfølges som del af de pogromer, jøder blev udsat for og de fire søskende sendes væk. Hver for sig.

Den lille pige kommer således til København, og bliver adopteret af en ældre dame, Sophie Ballin. Men da denne dør i 1913, skal hun bo hos en tante og onkel, som er strengere og mere ortodokse. Den lille Ruth får aldrig at vide, hvad der er sket med de andre søskende. Hun må skabe sig et liv og en identitet i de nye rammer i et nyt land, og samtidig jonglere med sin religion - for veninderne i skolen er danske protestanter, og der oplever hun sin forskel.

Ruth fortæller selv sin historie; fra sorgen og chokket over at miste den mama, hun var kommet til at elske til ægteskabet med den smukke norske Sigurd, som tager hende med til Spanien. Hun bor i Spanien i mange år afbrudt af borgerkrig, men senere også beskyttet i et neutralt Spanien, som ikke tog del i 2. Verdenskrig. Men hun praktiserer heller ikke sin religion, og taler aldrig om den. Det bliver et halvt liv på alle måder. Nogle rødder og tilhørsforhold er definitivt kappet over, og ingen kan hjælpe hende til at lappe dem sammen. Hun ved hun er jøde, men hun lever på mange måder hele tiden i periferien af alle de forfærdelige ting, jøder blev udsat for i hendes tid. 

Historien spænder fra 1913 til 1953, hvor hun er tilbage i Danmark. Sigurd har sat deres penge over styr; de er rejst sammen med datteren Inge hjem for at arbejde i onklens teforretning på Christianshavn, da Sigurd dør og efterlader hende som ung enke på blot 53 år.

Det er en historie med en stille smerte, der gennemsiver siderne - Ruth forsøger hele livet igennem at skabe sig identiteter. Som veninde, hustru, mor... men der mangler altid den historie, den anden halvdel, som barndommen tog fra hende. Hun opdager, at der har været forsøg på kontakt fra hendes søskende - men man tog beslutninger for hende; og så er det muligvis for sent?

En meget rørende historie, hvor man er i Ruth og føler med hende.

Fra hulemalerier til hotdogs - John Green

 

• Engelsk
• 25.-27. december
• 336 sider
• Originaltitel: The Anthropocene Reviewed

John Green er nok primært kendt for sine YA-romaner; og selvom jeg næppe var i målgruppen, så læste jeg da også En flænge i himlen i 2015. Men som så mange andre har han begået en Covid-bog - for det gjorde man åbenbart, når man sad derhjemme i lock-down.

Den engelske titel er unægteligt noget mere interessant end den danske banale oversættelse; antropocæn er betegnelsen for vores tidsalder. Det er perioden, hvor vi som individer påvirker kloden i udstrakt grad og former og påvirker kloden og naturen. Så en review af denne tid er en form for anmeldelse af objekter, vi skaber. De er både materielle og immaterielle. Green har ladet sig inspirere af vor moderne tids mani med at vurdere alting ud fra en skala med fem stjerne - som fx i anmeldelser på TripAdvisor, Amazon og stort set alt muligt andet.

Emnerne rækker vidt og springer fra emne til emne; der er sange og digte, som har haft en stor betydning for ham. Der er mad spist på eksotiske steder. Der er mere abstrakte koncepter som solnedgange og evnen til at kunne hviske. Der er personers individuelle bedrifter, som har imponeret ham; og opfindelser som internettet.

Er det så interessant? Både og. Visse af disse kortere indlæg er interessante; andre er nok for indviede. Green fletter dog en del af sin egen historie ind i stort set hver lille historie, og holder sig ikke stringent til det givne emne - det bliver også en personlig beretning om hans liv, familie, præferencer og karriere.

Men så irriteterer det mig - virkelig lavpraktisk - at han vurderer ud fra sin femstjerneskala, men bruger halve stjerner - for det stemmer ikke overens med den præmis han sætter i forordet.

Med andre ord - der er underholdende elementer; men som med så mange andre Covid-værker, er det måske diskutabelt om den har sin eksistensberettigelse!

The House of Fortune - Jessie Burton

 

• Engelsk
• 21.-24. december
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er næsten ni år siden jeg læste Burtons debutroman, Dukkemageren; siden har jeg læst andre romaner, som absolut ikke fungerede for mig. Så jeg var spændt på at se om hun kunne genskabe magien fra Dukkemageren i denne opfølgning til hendes store succes.

Det er de samme personer vi møder - men atten år senere i 1705. I huset i Amsterdam bor de tre voksne, der var en del af Dukkemageren. Nella, som var den unge og naive brud og hvis man Johannes døde anklaget for sodomi. Hans tjener, Otto, som er en tidligere slave fra Surinam og tjenestepigen Cordelia, der har tjent familien i årtier. Otto havde jo en affære med Johannes' søster og Nellas svigerinde, Marin, og det kom der den lille Thea ud af. En mulatpige, som i det tidlige 18. århundrede normalt ikke ville være at finde i det bedre borgerskabs saloner - men snarere som tjenestepige.

Thea har det da også svært med sin identitet; hun forstår ikke alle hemmelighederne omkring hendes forældre og hendes fortid. Da hun forelsker sig i en kunstner, er det hendes måde at gøre oprør på. Men pludselig begynder de små pakker med miniaturemodeller at dukke op på husets dørtrin igen. Thea mener de er til hende, og gemmer dem for familien. 

Det skaber basen for flere hemmeligheder, der vokser sig større og større alt imens familien håber at kunne gifte Thea godt. For de er faktisk ved at være fallit - det har ikke været nemt at leve med skammen efter Johannes, og samtidig forsvare at have Thea i huset, som de ikke kan forklare.

Det er både Theas og Nellas historie; og selvfølgelig en interessant historie om Amsterdam på den tid. Man føler sig hensat til Oude Kerk, når man læser scenerne derfra - jeg var der så sent som i pinsen i år, og beundrede de selvsamme træudskæringer, der omtales i bogen.

Det er historien om generationer, der skal finde hinanden - modsætningerne mellem nye og gamle traditioner, som er arketypiske for alle forhold gennem tiden. Men det er også Nellas historie om en fortid, hun har forsøgt at glemme i så mange år.

Den er absolut bedre end hendes andre romaner; men præcist som med Dukkemageren følte jeg ved slutningen, at noget manglede? Vi får aldrig svaret på, hvem der aflevere pakkerne med miniaturemodeller - eller hvem, de oprigtigt er tiltænkt? Det forhastes til sidst for at få en lidt rosenrød afslutning. Det lykkes ikke for Burton at få det hele til at gå helt op desværre.

ABANDONED (Forladte steder Volume 5) - Jan Elhøj & Morten Kirckhoff

 

• Dansk
• 20. december 
• 210 sider

Da jeg jo havde gjort et kup (troede jeg selv) ved at købe to bind i serien om forladte steder til en fordelagtig pris, så havde jeg det nyeste bind, som jeg nemt kunne læse til morgenmaden.

Det er bøger man nok vil kigge i igen fra tid til anden; men der er jo ikke meget læsestof i dem.

Den sproglige kvalitet er en anelse bedre - men langt fra tilfredsstillende. Der er ikke mere uddybende information om de steder, de besøger - men i indledningen dog lidt mere information om hvordan det foregår. Det savnede jeg i andet bind.

Det er stadig trykt på tykt papir og sorte baggrunde; personligt synes jeg ikke det bringer det bedste frem i billederne, hvoraf mange virkelig er smukke.

Mine forventninger var desværre nok lidt for høje - og overordnet set var det alt for mange penge for alt for lidt. 

ABANDONED (Forladte steder Volume 2) - Jan Elhøj & Morten Kirckhoff

 

• Dansk
• 19. december
• 210 sider

Jeg faldt over denne serie i en reklame på Instagram; og faldt lige pladask i fælden om et godt tilbud og købte den seneste udgivelse sammen med andet bind, der er nogle år gamle.

Præmissen er jo interessant og principielt ret simpel; man rejser rundt i verden, og opsøger forladte bygninger. Det er sikkert ikke nemt - det forklarer de to forfattere da også; man skal finde en vej ind uden at blive opdaget. Nogle steder er under opsyn af sikkerhedsvagter som fx kraftværker eller større tidligere offentlige steder. Andre er private hjem, der ligger øde hen og måske er nemmere tilgængelige.

De to forfattere tager så billeder inde fra alle disse steder, hvor historien står stille og dokumenterer dem i deres bøger. Langt de fleste er blot ledsaget af et generisk navn og sted - som fx Slangelaboratorium Japan; mens andre har en kortere ledsagende tekst.

Alle billeder er trykt på en sort massiv baggrund og på kraftigt papir; det harmonerer ikke helt med deres livsfilosofi om at passe på verden osv. Det må være en særdeles miljøskadelig måde at trykke bøger på! Som det ofte er med små forlag, der selv trykker og sælger, er der også en kreativ tilgang til det danske sprog. Den er rent ud sagt proppet med grammatik- og stavefejl. Som fx i følgende paragraf:

Første gang, vi hører om dette unikke slot i Toscana, er vi solgt.
Det smukt beliggende slot med udsigt over Toscana opføres i 1605 af Ximenes d'Aragona, en af datidens rigeste familier i Europa. Deres portugisiske oprindelse og samhandel med Afrika, skabte et kæmpe familie dynasti som voksede sig større gennem flere hundrede år.
Frem til 1800 tallet var det i familiens eje og husede sågar den Italiens kong Umberto i en periode.

Der er absolut smukke fotos; men helhedsindtrykket ødelægges for mig både af opsætningen, sprogkvaliteten og den manglende baggrundshistorie om, hvordan de rent praktisk arbejder. Det er muligvis beskrevet i første bind, men hvis man starter et andet sted i serien, er det vel lige så relevant for læseren. Der mangler historier bag billederne! Det er givetvis for at beskytte stedernes "gravfred" at de forbliver så anonyme; men lidt mere information havde gjort det til en reel oplevelse at læse.

Annas sang - Benjamin Koppel

 

• Dansk
• 17.-19. december
• 509 sider

Der er jo langt imellem, at jeg læser danske forfattere - jeg trives ikke godt i den danske litterære skrivestil; men der er nogle undtagelser og jeg bliver vel også bedre til det med tiden.

Denne roman har jo været rost til skyerne, og flere gange har jeg næsten lånt den med hjem - og så gav jeg den en chance. Heldigvis!

Det er en virkelig smuk, men også tragisk menneskeskæbne vi møder i Benjamin Koppels tante Anna, som i romanen bærer navnet Hannah Koppelman. Det vibrerer jo unægteligt af jødiske rødder, og Anna er da også født ind i en jødisk skrædderfamilie, som boede i Fiolstræde. Hun er født i 1921 og med fire store brødre var det en livlig familie med ikke mindst en skrækindgydende mor, der tog livets fortrædeligheder med stort drama.

Det giver sig virkelig til udtryk efterhånden som de fire sønner gifter sig med blonde danske piger uden en dråbe jødisk blod i årerne; det betyder jo, at familiens rødder ikke videreføres. Så Hannah bliver den, der skal indfri alle moderens drømme og de finder hende en passende ægtemand i den franske jøde François, som jo bor i Paris. De bliver forlovet inden krigen, selvom Hannah er forelsket i Aksel - en kommunist, der kæmper i den spanske borgerkrig, og senere i den danske modstandsbevægelse.

Krigen sætter det planlagte ægteskab på pause, og Hannah får lidt mere tid til at hellige sig sin store drøm om at blive koncertpianist. Men krigen er også kampen for overlevelse - især i 1943, da de danske jøder i hast må forlade landet; mange via Gilleleje og videre til Sverige.

Hannahs ægteskab gennemføres; men det bliver aldrig lykkeligt. Hun kommer til at tilbringe resten af sit lange liv i Frankrig med en utro, voldelig charlatan af en mand, der foragter hende for kun at give hende tre døtre og ingen sønner. Musikken er der, men det bliver hendes hemmelige lidenskab, som manden ikke må vide for meget om.

Benjamin Koppel møder denne tante sent i hendes lange liv; hun bliver 98 år gammel. De taler om hendes bemærkelsesværdige liv, og det er der kommet denne smukke roman ud af. Det er en blanding af fakta og fiktion - hvor grænsen går er jo svært for læseren at vide. Men betragt det som en fantastisk historie om en jødisk familiehistorie, hvor traditioner betyder alt. Om en kvinde, som ikke fik de valg mænd havde til rådighed. Det er dejlige beskrivelser af København - og Paris - i en anden tid; og en fryd fra ende til anden at læse.

Vinden kender mit navn - Isabel Allende

 

• Engelsk
• 14.-16. december
• 272 sider
• Originaltitel: The Wind Knows My Name

Jeg har vist ikke læst en eneste roman af Isabel Allende siden Åndernes hus - og det er mere end tredive år siden. Den var jo fantastisk med sin magiske verden, der mindede om Garcia Marquez. Men de efterfølgende virkede så anderledes, at jeg aldrig rigtigt forsøgte.

Da romanen starter i 1938 i Wien er min umiddelbare tanke da også, at vi er langt fra Sydamerika og magi - det kommer dog til at ændre sig. Samuel Adler er seks år gammel, da Krystalnatten sætter en ende for hans lykkelige barndom. Faderen forsvinder, og moderen sender ham med et tog til England i håbet om, at familien vil blive genforenet for at kunne emigrere til Amerika. Det sker selvfølgelig ikke, og han ser aldrig forældrene igen. I stedet vokser han op som en stille og forsigtig dreng mest glad når han kan spille på sin violin. I 1950'erne rejser han til New Orleans for at udforske jazzmusikken, og her møder han den ukonventionelle og dragende Nadine, som trodser familiens raseri og tager til England for at gifte sig med Samuel. De får en datter, men de kæmper også med deres forskelligheder i temperament og natur.

I vor tid flygter Marisol fra et fattigt og kriminelt El Salvador til USA; men Trump vil have en mur ved den mexicanske grænse, og Marisol bliver skilt fra sin otte-årige næsten blinde datter Anita. 

Den lille pige er traumatiseret, og forsvinder ofte ind i fantasiverdenen Azabahar, hvor hun taler med sin afdøde lillesøster Claudia.

Imellem de to ekstremiteter møder vi Selena, som kæmper for at genforene alle de familier, der bliver adskilt i flygtningelejrene ved grænsen. Hendes familie er selv kommet fra Sydamerika, og hendes bedstemor er synsk. Hun ser ikke gode ting for Marisol!

Selena får hjælp i sin kamp for den lille Anita i karriereadvokaten Frank, hvis familie oprindeligt kom fra Sicilien til Amerika. Hans motiver, der først var motiverede af Selenas smukke hofter, ændrer sig til at være rent filantropiske - næsten!

Historien springer fra person til person og i tid; således introduceres også Letizia, som flygtede med sin far til USA i 1981 efter regeringen udraderede hendes families landsby i El Salvador. Hun arbejder nu som husholderske for den gamle Samuel Adler, der er blevet enkemand. 

Det er rigtigt mange historier og skæbner til en roman på under trehundrede sider; nok lidt for mange, da der var potentiale til at skabe virkeligt facetterede protagonister og flere af dem bliver lidt overfladisk behandlet. 

Men moralen er der selvfølgelig. At vi gentager de samme fejl igen og igen. At vi intet lærer af historien. At jødeforfølgelserne bliver til moderne racisme overfor alle flygtninge, og at der stadig er totalitære stater, der dræber uskyldige civile.

Det er til dels en "Covid-roman"; en stor del af historien foregår mens alle er i lock-down. Om Allende startede skriveriet under lock-down ved jeg jo ikke; men jeg mistænker det. Der havde været potentiale til en virkelig stor roman ved at ekspandere lidt en del steder; i stedet bliver det en hyggelig roman med en alvorlig morale.

Lystægteskabet - Tahar Ben Jelloun

 

• Fransk
• 11.-13. december
• 272 sider
• Originaltitel: Le mariage de plaisir

Det er en del år siden jeg sidst læste noget af den marokkanske forfatter, der i 1987 vandt den prestigefyldte Goncourt-pris for Den hellige nat. Selvom han i mange år har boet i Frankrig er hans litterære univers stadig hjemlandet; i denne roman fra 2016 udvider han feltet til at inkludere det subsahariske Afrika - nemlig Dakar og Senegal, som har en stor plads i mit hjerte.

Amir bor i Fès, hvor han handler med varer importeret fra blandt andet Senegal. Han er gift i et traditionelt arrangeret ægteskab og har fire børn. Hvert år rejser han afsted for at finde sine varer, og under disse langvarige rejser indgår han et lystægteskab, som islam tillader det. Det betyder, at han i en nærmere defineret tidsperiode kan "gifte" sig med en lokal kvinde, så det ikke er i synd, at han får opfyldt sine basale behov. Men han forelsker sig i den unge Nabou, og nu vil han have hende med hjem - han er jo trods alt tilladt fire hustruer! Han ved godt, at hustruen derhjemme ikke bliver begejstret og at Nabou risikerer racisme og chikane på grund af hendes mørke hudfarve.

Ben Jelloun italesætter her den racisme, der foregår ikke blot mellem europæere og maghrebinere - men også internt på kontinentet, hvor hakkeordenen i allerhøjeste grad angives af hudfarven.

Historien strækker sig fra slutningen af 1940'erne, hvor Marokko begynder at røre på sig politisk efter mange års fransk kolonistyre og indtil i dag. Dermed dækker denne saga også landets historie - omend perifært grundet det lille antal sider.

Nabou får det ikke let i Marokko; den første hustru er ydmyget og rasende. Ikke blot overm at manden har taget endnu en hustru - men at han også er forelsket, og så i en med så mørk hud! 

Nabou føder ham tvillinger; en hvid og en sort. De to børn bliver symbolet på racismen, da de får hver deres livsbane. Den ene perfekt integreret og den anden udstødt på grund af sin hudfarve - og da han bliver taget uden papirer bliver han deporteret til Senegal.

Det eneste lyspunkt i historien er Amirs søn, Karim, der har Downs syndrom, og beskytter Nabou og hendes sønner. 

Men der foregår mange ting - måske for mange til en så kort roman? Ben Jelloun vil favne over alt fra social racisme til etnisk racisme. Han behandler religioner - Amirs islam mod Nabous animisme. Kvinders status i samfundet. Flygtningestrømmene. Marokkos egen kamp for at finde et ståsted som traditionelt samfund i en moderne verden.

Det bliver desværre lidt for mange ting på én gang, og det er ikke den stærkeste af hans romaner. 

Når det er slut - Clare Mackintosh

 

• Engelsk
• 8.-10. december
• 384 sider
• Originaltitel: After the End

Jeg havde et mål for 2023, at halvdelen af alle læste bøger skulle være fra biblioteket - eller lånt andetsteds. Det når jeg ikke i mål med, da jeg kun er omkring 40% nu. Men i forhåbningen om at modtage en masse dejlige bøger i julegave, var jeg på biblioteket for at forsyne mig med læsestof til årets sidste uger. Så falder jeg altid over noget, jeg måske ikke selv ville have fundet.

Denne roman er helt bestemt én af den slags, jeg aldrig ville have købt - og da jeg kom i gang med den, var jeg også lige ved at stoppe. For når man selv har kræft, og har mistet andre familiemedlemmer til kræft - så er det barsk læsning. Det gør det ikke mindre barsk, når det handler om børn.

Mark og Pip er lykkeligt gift med en lille søn, Dylan. Mark er amerikaner og en succesfuld managementkonsulent. Pip var stewardesse, da de mødtes på et fly - men nu er hun hjemmegående husmor. Dylan er syg; en hjernetumor opdaget, da han var to år gammel. 

Efter tumoren er fjernet, når de til et punkt, hvor man erkender, at der er omfattende hjerneskade og han vil aldrig komme til at få et "normalt" liv. De engelske læger anbefaler en palliativ behandling, og de regner ikke med at det vil vare længe inden den lille dreng dør. Men Mark har undersøgt sygdommen, og mener, at man i USA kan behandle ham. Ikke at han vil blive rask - eller endog genfinde evner som at kunne gå, tale osv. Men det kan give dem lidt længere tid sammen med sønnen.

Problemet er dog blot, hvordan man definerer, hvad der er et "godt" eller "normalt" liv? Disse sager læser man jo til tider om i medierne, Hvor forældre kæmper for deres børns ret til at få mere behandling eller prøve alternative behandlinger - alt dette i forældrenes desperation og afmagt for at forhindre det uundgåelige.

Men Pip og Mark er ikke enige i dette tilfælde. Pip mener nok er nok - og Mark vil kæmpe for alle muligheder. Derfor ender sagen i retten, hvor uvildige eksperter skal afgøre Dylans skæbne.

Historien fortælles på skift fra de to forældres perspektiv; og i slutningen af første del ser man Pips oplevelse fra retssalen, hvor dommen afsiges. Dylan skal have lov at dø i fred og værdighed og behandles palliativt. 

Men... det stopper ikke der. For næste kapitel er Marks version, og her giver retten ham ret til at tage sønnen til USA for mere behandling.

Derfra kører historien i to spor. I det ene dør Dylan relativt hurtigt og det fortælles af Pip. I det ander spor får han lidt længere tid; men med en diskutabel livskvalitet. Denne fortælles af Mark.

Fælles for begge spor er, at Pip og Mark skal finde ud af, hvordan de håndterer deres ægteskab og parforhold midt i dette. For sorgen kommer jo i begge tilfælde - og den ene situation er jo ikke værre (eller bedre faktisk) end den anden. Der er også spørgsmålet om tvivl og skyld, der konstant plager dem - for hvad er den rigtige beslutning? For dem? For Dylan?

Forfatteren har et trist grundlag for at kunne skrive denne historie, da hun og hendes mand selv stod i samme situation med en for tidligt født søn med massiv hjerneskade. De blev bedt om at vælge, og har siden måttet leve med de spørsgmål, som ingen nogensinde kan svare på - hvad nu hvis? 

De to spor i historien er begge meget plausible og tragiske - og lidt uventede; det eneste, der irriterede mig var, at den ender med at de to spor på en måde kører sammen i en lidt for happy ending. Der var andre mulige slutninger, som i mine øjne var lige så lykkelige. Men det var en stærk og voldsom historie.

Le commerce des allongés - Alain Mabanckou

 

• Fransk
• 4.-7. december
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet længe på denne paperback-udgave af Mabanckous seneste roman; den femtende af hans bøger, jeg har læst siden jeg startede bloggen. Han er en favorit selvom det er meget svingende - og han fortrinsvis skriver erindringer og essays om Afrika og sortes vilkår nu. Men så kaster han sig igen over den genre, der blev hans gennembrud - satire, animisme og totalt flyvske historier. 

Direkte oversat ville titlen lyde noget i retning af "Forretningen i at ligge ned" - det er lidt kryptisk på dansk; men på fransk er det underforstået, at dem, der ligger ned i denne sammenhæng er de døde.

Den unge Liwa er nemlig død; han blev dræbt efter den store fest den 15. august, der fejrer Congos uafhængighed. Nu er han på kirkegården Frère Lachaise - et fint ordspil på Paris' berømte Père Lachaise kirkegård. Det er et gennemgående og tilbagevendende tema for Mabanckou at drage paralleller til det Frankrig, som congolesere både hader og elsker; og beundrer! Det er en den tidligere kolonimagt - men det er også drømmedestinationen for mange, og målestokken for succes for de fleste. Man gør tingene som de gør det i Paris!

Nu ser Liwa sig selv udefra i de dage, der går inden han skal begraves. Han møder andre beboere fra kirkegården, som fortæller ham deres historie. Det farer i alle retninger, som det ofte gør med Mabanckou - men han kommer altid tilbage til historien. Det er med til at tegne et billede af det samfund og de personer, han beskriver - og det er baseret på den animistiske tro, som er allestedsnærværende i afrikansk kultur. Der giver det hele mening, og intet er mere naturligt end at gå igen eller reinkarnere sig for at tage hævn.

Det er netop det, den unge Liwa vil efter at være blevet forgiftet af faderen til en ung pige, han mødte på en natklub den skæbnesvangre nat. Hvad han dog ikke ved, er at denne pige også var et "spøgelse", der selv ville hævne sig. De mødes - og opnår sammen deres mål, inden de kan lægge sig til ro. Sammen.

Jeg nød virkelig hans retur til denne prosa. Den er dog skarpere i sin satire end i de første romaner; der er mere underliggende kritik af styrkeforholdene mellem Afrika og resten af verden, og den korruption, der desværre præger kontinentet. Han er modnet - men bibevarer sit skarpe blik for sit lands kultur.

Syv m2 med lås - Jussi Adler-Olsen

 

• Dansk
• 29. november - 3. december
• 544 sider

Jeg ved ikke hvem, der er mest lettet? Mig over endelig at være kommet igennem det tiende og sidste bind i serien om Afdeling Q - eller forfatteren over at kunne lukke et kapitel, der måske førte ham andre steder hen den det var tiltænkt fra første bind? Jeg havde mine bange anelser efter niende bind, som virkelig var noget langhåret - og jeg blev desværre ikke positivt overrasker. Jeg er klar over, at en stor del af den danske befolkning nok vil være uenig i dette - men dette er jo min personlige holdning.

Carl blev fængslet i slutningen af sidste bind efter fundet af en kuffert på hans loft, som gemte på både kontanter i bunkevis samt narko; altsammen noget, der viste sig at stamme fra et tyveri fra et internationalt narkokartel på det tidspunkt, da Carls makker Anker blev dræbt, og den anden, Hardy, lammet fra nakken og ned.

Det er mere end én gang blevet insinueret, at drabschefen, Marcus Jacobsen, måske kunne have en finger med i spillet eller måske ligefrem samarbejde med de slemme drenge. I hvert fald er der nogle inde i politistyrken, der ved og gør mere end de bør.

Carls gode venner - Rose, Assad og Gordon - forsøger at hjælpe ham udefra; men inde i fængslet konfronteres Carl med en del personer, han selv har hjulpet derind. De ser ikke med milde øjne på en politibetjent, der potentielt har samarbejdet med kriminelle - og hans liv er i fare.

Det meste af de mere end femhundrede sider handler således om de angreb, Carl udsættes for i Vestre Fængsel og senere Slagelse Arrest. Nogle indsatte modtager ordrer udefra, der trækker tråde til Holland, hvor bagmændene sidder - og også i Holland forsvinder en masse mennesker over ganske få dage.

Men som mysterie er det uendeligt uopfindsomt; det er uendelige gentagelser af situationen og udviklingen - for tungnemme læsere?

Jeg tror Jussi Adler-Olsen er mere træt end Carl Mørck efter denne har været udsat for fire mordforsøg!

Det har jo aldrig været stor litteratur; men lige her rammer vi virkelig bunden og jeg måtte slide mig igennem den til sidste side. Nu er det heldigvis slut - og Carl er pensioneret! Så der kan vel ikke komme flere krimier i den serie - eller allerhelst ingen overhovedet.

I morgen bliver bedre (2. Dronningen) - Karoline Stjernfelt

 

• Dansk
• 28. november
• 229 sider

Hele to tegneserier på én dag blev det til; andet bind af historien om Christian VII, Caroline Mathilde og Struensee er lidt tykkere end første bind. Kongen tager på en lang udenlandsrejse, og med på den kommer Struensee, der var læge i Altona. 

Om han forstår kongens sygdom - skizofrenien - bedre end andre eller om han blot er udspekuleret og ambitiøs er svært at vide i bagklogskabens klare lys. Men Christian VII kan lide ham, og tager ham med tilbage til hoffet i København.

Der er kommet en tronarving til - men ægteskabet mellem de to umage mennesker er jo ikke bedre af den grund, og Caroline Mathilde falder hurtigt i armene på den smukke Struensee. Igen er det svært at vide, om det var kalkuleret fra hans side - eller om der var tale om den store ægte kærlighed.

Jeg troede, at der kun var disse to bind i serien - men i slutningen af dette bind er begge meget i live selvom kongen nu ved, at de har en affære. Det berører ham ikke synderligt, da han selv har fået sin elskede Støvlet-Kathrine tilbage - et smart træk for at inddæmme hans anfald og holde ham glad.

Det er stadig smukke illustrationer - men det er også stadig min problematik med at læse, og ikke give nok plads til dem. Jeg tror oprigtigt, at det er en kunst at læse tegneserier - det er i hvert fald en kunst at lave dem; og disse er virkelig smukke. Så jeg vil absolut læse tredje - og sidste? - bind; men mest fordi det er en historisk tegneserie. Der er fx smukke tegninger af Københavns slotte og gader.

I morgen bliver bedre (1. Kongen) - Karoline Stjernfelt

 

• Dansk
• 28. november
• 157 sider

Det er meget sjældent jeg læser tegneserier - sølle tre styks ud af næsten femtenhundrede bøger på denne blog. Selvom det jo er en kunstart i sig selv.

Derfor blev jeg nysgerrig på denne serie af den danske illustrator og forfatter, Karoline Stjernfelt - og med et historisk indhold var det jo oplagt til min smag.

Historien om Christian VII, dronning Caroline Mathilde og Struensee er jo ikke ny (for mig); men at se den beskrevet i tegneserieformat var anderledes.

Første bind handler om deres bryllup og Caroline Mathildes ankomst fra England til Danmark; hvor hun opdager, at kongen er temmelig utilregnelig. Han er en marionet i en regering, der styrer ham med hård hånd og griner af ham bag hans ryg. Både kongen og dronningen er ikke andet end børn, da de bliver gift og kongen har ikke den store lyst til at leve som ægtefolk. Han vil dog gerne ture rundt i byen med letlevende damer og har et vel nok meget usundt forhold til alkohol. Det er almen viden i dag - ligesom det i dag er antaget, at kongen led af skizofreni. Den sygdom kendte man ikke i det 18. århundrede, så selvom man kunne se, at han var uegnet til tronen, så var der ikke noget alternativ til en enevældig konge. Andet end at tøjle han og føje ham.

Tegningerne er virkelig smukke; og måske mest, når der er flere sider med tegninger uden tekst. Der følte jeg virkelig, at historien stod skarpt i illustrationen og ikke havde behov for teksten. Desuden er jeg jo ikke god til tegneserier og har svært ved at abstrahere fra enten at læse eller at se illustrationerne.

Jeg forsøger at bremse mig selv lidt, og give tid til det visuelle - men det bliver aldrig min spidskompetence - og derfor kommer det altid til at gå for hurtigt. Men det er smukt arbejde og interessant at Danmarkshistorien på den måde bliver mere tilgængelig for at andet og større publikum.

Les lions en hiver (La saga des Florio III) - Stefania Auci

 

• Fransk
• 25.-27. november
• 552 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kastede mig med det samme over tredje bind efter at have afsluttet andet bind i den fascinerende historie om Florio-familien. Jeg læste nok 600 sider i weekenden; og så var der lige lidt tilbage.

I tredje og sidste bind følger vi familien fra 1893 til 1950 - skelsættende år i verdenshistorien og i familien.

Ignazio Jr. overtager firmaet som alt for ung, og han er alt for rig! Han har aldrig forstået, at faderen knoklede hver eneste dag, og egenhændigt mødte op på familiens fabrikker - når nu der er fester og yachter og ferier at hellige sig.

Ægteparret lever en overdådig tilværelse, selvom ægteskabet er præget af Ignazios mange sidespring. Franca må erkende, at hustruens rolle er at se smuk ud og bære det med ære; hun kompenserer derfor ved at shoppe amok. De fineste kjoler fra Paris, og smykker i lange baner - især bliver hun berømt for sine lange perlekæder, der har op til firehundrede ægte perler. Man snakker om kæder, der kan sættes sammen så de bliver otte meter lange. Disse bliver ikke mindst udødeliggjort i et portræt af hende.

Deres førstefødte kom lige efter brylluppet, og fem år senere kommer den længe ventede og nødvendige mandlige arving - en søn, der døbes Ignazio men blot kaldes Baby Boy.

Forretningerne lider dog under Ignazio Jr.'s manglende talent og ikke mindst tid; den italienske regering har ydet store bidrag af statskassen for at opretholde rederiet, men begynder nu at trække i land og udbuddet på lukrative aftaler åbnes op. 

Starten af det nye århundrede starter derfor voldsomt; i løbet af lidt mere end et år mister familien både den ældste datter på blot otte år; den vigtige søn som end ikke er fem år gammel - og endelig et dødfødt barn. Det bliver nådesstødet - selvom de stadig har en datter født i 1900, og endnu en mirakuløst kommer til i 1909.

Men der er situationen allerede desperat; pengene fosser ud og især Franca har ikke i sinde at ændre sin livsstil. Da 1. Verdenskrig starter er de reelt set fallit, men lever på nåde af banker og regeringen, der forsøger at beskytte de arbejdspladser, der er knyttet til familiens firmaer. Man frygter også et reelt oprør på den problematiske ø Sicilien, hvis Florio-familien ikke længere kan garantere arbejde.

Det er på mange måder en trist historie om et fald fra tinderne. På den anden side er der ingen tvivl om, at den levestil fra Belle Epoque, som definerede dem og så mange andre over hele Europa, jo unægteligt kom til en ende med krigen. Men det var ikke lige nemt for alle at acceptere, og måske slet ikke for en Franca af adelig oprindelse, som hele sit liv havde haft tjenestefolk på hver finger. Nu skulle hun aflægge rapport for hver lira, der blev brugt - og efter at have yachter, paladser, firmaer og jordbesiddelser kommer tiden endelig til alle hendes smykker.

Parret har aldrig levet harmonisk sammen; men de ender med at må finde sig i hinanden og søge husly hos deres børn indtil Franca dør i 1950, og Ignazio Jr. i 1957. Det blev enden på familiens navn - der var kun døtre tilbage.

I dag står der en statue af Iganzio Sr. på Sicilien; deres tidligere private hjem er nu et femstjernet luksushotel mens mange andre ejendomme er raseret for at give plads til nye bygninger. Alligevel virker det til, at navnet og familiens aura stadig giver genklang i Italien - som denne sage bevidner. Der er skrevet andre bøger om de sidste Florio-børn - Ignazio Jr.'s børnebørn, og sagaen er nu filmatiseret som tv-serie. Men kun navnet er tilbage af en vanvittig familiesaga.

Le Triomphe des lions (La saga des Florio II) - Stefania Auci

 

• Fransk
• 22.-25. november
• 505 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg blev endnu mere ivrig for at komme videre i den italienske familiesaga, da jeg opdagede, hvor stor betydning de har haft for Sicilien.

Andet bind foregår i perioden 1868 til 1893 - altså en langt kortere periode end første bind. Men alting er mere kompliceret nu. Patriarken, Vincenzo, er død og dynastiet overtages af den unge Ignazio, der blot er 31 år gammel. Han er gift med den adelige Giovanna, og endelig føler man i Florio-familien, at man bliver taget seriøst. Det er selvfølgelig ikke et kærlighedsægteskab, og Giovanna må leve med spøgelset af Ignazios ungdoms kærlighed, som han fravalgte på grund af familiens status og ikke mindst ambitioner.

Ignazio er en benhård forretningsmand, og det går fremad med rasende fart - han udvider tunforretningen og begynder at fabrikere marsalavin, cognac og andre luksusprodukter. Han opkøber et rederi og med købet af en hel flåde af dampskibe dominerer han passagertrafikken i Middelhavet på en tid, hvor de rige virkelig får øjnene op for denne måde at rejse ud i verden på. De besøger blandt andet Egypten og Tunisien - men også Tyrkiet og Grækenland; men derudover tjener skibene til fragt og postservice. Han har nærmest monopol.

Han grundlægger fabrikker, der kan levere råmaterialer og reservedele til skibene - selv en porcelænsfanrik, der kan producere porcelænsstel til de mange gæster ombord.

Bøgerne er alle opdelt i enkelte store dele, og ikke mange små kapitler. Disse indledes alle med et overblik over den sociale og politiske situation i perioden. Det er vældig interessant for at forstå, hvorfor tingene går som de går - men måske lige så meget forstår man, hvorfor Italien den dag i dag er så splittet mellem nord og syd.

I 1870'erne rammes verdensøkonomien af en krise, og Ignazio er tvunget til at fusionere sit rederi som nu bliver til NGI. Familien er utroligt rige, og lever et liv i den ypperste luksus. De er den største arbejdsgiver på Sicilien og som datiden foreskrev, deltager familiens kvinder i velgørenhedsarbejde.

Men visse ting kan end ikke alle penge købe - som kærligheden mellem de to ægtefolk, eller sygdom. Familiens arving, som selvfølgelig hedder Vincenzo, dør som 12-årig, og et andet barn er dødfødt. Der er dog håb i den næstyngste søn, Ignazio Jr, - og i 1883 fødes endnu en søn; en efternøler, som også bliver døbt Vincenzo.

Slutningen af det 19. århundrede er præget af ændringer; især togtrafikken udbredes meget og på det italienske fastland bliver det hurtigt en langt bedre løsning til transport end de mange skibe, der kun kan lægge til ved kysterne. 

Da Ignazio pludselig dør som 52-årig er arvingen blot 21 år gammel, og er primært kendt for at være en playboy, der nyder livet, Palermos kvinder og familiens penge. Nu skal han styre imperiet videre og i 1893 gifter han sig med den kun 19-årige adelige Franca - og hendes førstefødte er en datter, Giovanna.

Det lover ikke godt for fremtiden - især ikke, da den unge naive Franca opdager, at hendes mand absolut ikke har tænkt sig at ændre på sin livsstil som ungkarl!

Les Lions de Sicile (La saga des Florio I) - Stefania Auci

 

• Fransk
• 17.-21. november
• 640 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har virkelig en drøm om at se Sicilien - blandt mange andre steder; men der er noget særligt over Sicilien.

Den italienske forfatter Stefania Auci har skrevet en familiesaga om øens mest berømte familie udover mafiaen, som først begynder at operere i slutningen af det 19. århundrede. Trilogien er en kæmpe succes i Italien, og en miniserie på TV er netop lanceret på streamingtjenesten Disney+.

Første bind starter i 1799, hvor de to brødre Paolo og Ignazio rejser til Sicilien fra det fattige Calabrien, der har været udsat for et jordskælv. Paolo er gift med Giuseppa, og de har en nyfødt søn, Vincenzo. I Palermo vil de fortsætte deres virksomhed med at importere og sælge urter og krydderier, som jo dengang primært blev brugt medicinsk.

I 1807 dør Paolo, og onklen, Ignazio, opdrager Vincenzo. Han får en noget anden og bedre uddannelse selvom de lokale aldrig tilgiver dem at være tilfyttere - og mænd, der kommer af ingenting, som man konstant fortæller dem. Vincenzo bliver en hård mand. Hans mål bliver at "vinde" over dem. Han vil være rigere, bedre, større - men ikke nødvendigvis lykkeligere.

Vi følger familien fra den spæde start til 1868, hvor Vincenzo Florio dør 69 år gammel, og med en mandlig arving.

Jeg havde aldrig hørt om denne familie før; men de var en af de rigeste i Italien i slutningen af 1800-tallet. Vincenzo Florio opfandt tun i olie ganske enkelt! Han opdagede, at der var penge i at tilberede tunen og derefter opbevare den i olie under de rette forhold i stedet for at salte og opbevare den utilberedt som man ellers havde gjort. Senere videreudviklede han den lokale hedvin Marsala til at være en forfinet vin og ikke kun til bønderne. 

Derudover investerede han i skibe - og fik kontrakten på postfragt fra fastlandet til Sicilien; han var en god investor - og hurtigt voksede formuen selvom den lokale adel stadig snobbede ham. Det blev ikke bedre af, at han åbenlyst havde et forhold til en ung kvinde af småborgerlig stand og først giftede sig med hende, da hun fødte ham en søn efter to døtre.

Italien var igennem turbulente tider i denne periode; landet blev først samlet i 1871, og inden da var  der peroder med revolutioner, krige, kejsere og konger! Sicilien var et eget kongedømme, og til tider hørte de til Napoli på fastlandet.

Da jeg begyndte at læse romanen, anede jeg end ikke, at det var en reel historie - men pludselig studsede jeg lidt over præcisionen i årstal, navne og steder, og det blev det jo kun endnu mere interessant af. Det er nemlig godt skrevet og dokumenteret; og jeg var helt opslugt af denne farverige familiesaga - vel vidende, at det 20. århundrede nok bliver turbulent ligeledes.

Silence du choeur - Mohamed Mbougar Sarr

 

• Fransk
• 11.-15. november
• 577 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mbougar Sarr vandt jo Goncourt-prisen i 2021 for hans helt eminente roman Menneskets dybeste erindring, og efter at have læst den, ville jeg have fat i hans tidligere romaner. Denne udkom i 2017, men fik ikke et europæisk gennembrud og forlaget er da også specialiseret i afrikansk litteratur og ikke et af de store franske forlag. Den er jo dog blevet genoptrykt - heldigvis!

Det er absolut heller ikke en feel-good roman som europæisk læser; for vi får alle vores fordomme kastet lige i hovedet. Samtidig er der noget bibelsk over den, som Sarr mestrer til perfektion ligesom han arbejder meget med metaforen i den prisvindende efterfølger.

Vi er ca. omkring 2016 på Sicilien, hvor 72 bådflygtninge ankommer fra Libyen over Middelhavet. De indlogeres via en ONG i den lille landsby, Altino, hvor de skal bo indtil deres sag kan blive behandlet, og de enten kan få opholdstilladelse eller blive sendt hjem.

I landsbyen arbejder Jogoy, en senegalesisk flygtning sammen med Santa Marta, den lokale ONG. Han er selv kommet samme vej, og med sine afrikanske sprogkundskaber er han nu ansat som tolk og formidler mellem de nytilkomne, som man kalder ragazzi, og de lokale.

Det er langt fra alle de lokale, der er glade for disse ragazzi. Sicilien er heller ikke rig, og mange mener, at de tager arbejdspladser og muligheder fra de lokale. Lyder det bekendt? Det er den bølge af racisme, der strømmede ind over Europa i kølvandet på den voldsomme indrejsestrøm til Lampedusa og lignende byer i denne periode.

Der er lokale kræfter, der beslutter sig for at gå mere håndgribeligt til værks med det ene formål at få dem væk. Støttet af højreekstremistiske politiske kræfter vil de gøre alt - og byens borgmester bliver hvirvlet ind i spillet; ikke af racisme men af personlig ambition for at komme i det italienske senat. Det er korruption og racisme i en skøn cocktail.

Samtidig bliver de 72 mænd mere og mere frustrerede; de vil have arbejde og de vil have penge. De vil ikke bo sammen og blot modtage madkuponer - de havde håbet på et Eldorado i Europa. Det er jo det som bekendt ikke; men illusionen om det lever i bedste velgående i subsaharisk Afrika desværre. 

Historien fortælles fra skiftende perspektiver, iblandet Jogoys dagbog og avisartikler; også her bruger Sarr forskellige formater til at skabe sin historie. Det virker utroligt godt. Men det er også barsk; for man ved jo, at denne konflikt er eskalerende og udfaldet vil blive fatalt.

Det bliver det; i bibliske proportioner faktisk. Sarr er senegaleser, og man må jo dermed antage, at han er opdraget muslimsk. Alligevel er hans kendskab til Bibelens metaforer og arketyper imponerende; det ender apokalyptisk - og bibelsk. En voldsom roman, der virkelig gør indtryk og holder et troldspejl op foran os, som måske ikke er så forvrænget endda?

Sarr rører ved nogle "farlige" emner i sine romaner; en anden tidligere roman omhandler homoseksuallitet i muslimske Senegal - et kontroversielt emne, og den bog står nu absolut også på min liste.

Gabriële - Anne & Claire Berest

 

• Fransk
• 3.-10. november
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Sidste efterår læste jeg den fantastiske roman af den franske forfatter, Anne Berest, som nu er oversat til dansk. Den handlede om hendes mormor, og hendes liv som overlevende efter Holocaust. Den læste jeg primært på en rejse til Budapest, hvor den virkelig rørte mig.

Denne gang handler det om hendes oldemor, som er en meget hemmelig del af familiehistorien - og bogen var med mig i Porto. Der var noget mindre tid til at læse; så det tog noget tid at komme igennem den.

Bogen er skrevet sammen med Annes søster, Claire, som et firhændigt værk. De har brugt meget lang tid på at gennemgå arkivmateriale, da der som sagt aldrig blev talt meget om denne oldemor i barndomshjemmet. Hun var mor til Vicente - som begik selvmord som 27-årig; denne Vicente havde dog et barn ved sin død - Annes og Claires mor Lélia, hvis mor var Myriam fra Postkortet. 

Oldemoderen er Gabriële Picabia; gift med den franske avantgardekunstner Francis Picabia, som levede fra 1879 til 1953. De mødtes i 1908, da Picabia levede af at male og sælge impressionistiske malerier med stor succes. Gabriële var i oprør med familien, der ville have hende gift som en god borgerlig pige jo gjorde. Hun tog til Berlin, og studerede musik - men da hun mødte Picabia, var det som et lyn, der slog ned. Ikke så meget på den romantiske front - men intellektuelt var de enige om, at kunsten skulle trækkes i en anden retning. Picabia var med til at starte kubismen og dadaismen - og var Picassos erklærede ærkefjende.

Gabriële bliver moderfiguren i hele den intellektuelle bevægelse omkring kunsten i de år. De omgås Appolinaire, Duchamp og andre hovedaktører indenfor den kunst, som jo reelt set ikke appellerer meget til mig. Jeg fascineres dog stadig af tanken om dengang Paris var langt mere som en provinsby, hvor især kunstnerne kendte hinanden allesammen og konstant krydsede veje. Man tog en kaffe på caféen med Picasso og vennerne ganske enkelt.

Sammen udstak de to dogmer og retningslinjer for kunsten; de rejste rundt i Europa og til Amerika - og det blev da også lidt romantisk; de fik da fire børn. De tog sig dog ikke meget af disse børn - det interesserede dem meget lidt.

Samtidig var Picabia vel nok bipolar eller i hvert fald depressiv i perioder; han var notorisk utro, og Gabriële levede i mange år med en elskerinde i huset - det var det nemmeste for at de kunne opretholde det kunstneriske arbejde. Det var et noget progressivt ægteskab for perioden, og det holdt da heller ikke.

Bogen omhandler perioden frem til slutningen af 1. Verdenskrig; men Gabriële døde først i 1985 - 104 år gammel. Der var Anne og Claire små piger, men de kendte intet til denne oldemor, som de opdager gennem kunsten og litteraturen. Det er måske også det svage punkt; det er meget langtrukkent at tilbringe 480 sider på knap 10 år, og så slet ikke få historien om de næste 65 år af hendes liv med de mange dramaer og mørkezoner, der stadig var. Jeg var ikke helt så fænget som af Postkortet desværre.

Magnificat - François-Henri Soulié

 

• Fransk
• 26.-30. oktober
• 576 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For et par år siden læste jeg middelalderkrimien af den franske historiker Soulié; det var en ægte thriller med symbolske mord og intriger mellem katolikker og katharer. Det var også den første af en planlagt trilogi, men først nu er jeg nået til andet bind.

Stemningen er en helt anden - og det hele er knap så mystisk og blodigt. Det er snarere til tider lidt komisk; uden at det dog var en dårlig oplevelse af den grund.

Vi er i nu i Narbonne i 1177, hvor grevinden Ermengarde regerer over byen; Narbonne er et lille fyrstedømme i det sydøstlige Frankrig, som først blev en del af det franske rige i midten af det 16. århundrede. Ermengarde er kunstelsker, og er især glad for datidens popidoler, troubadourerne.

Hun er også knap 50 år gammel, og mærker sygdomstegn - og vil derfor sikre sig arvefølgen. Da hun ikke selv har børn, vil hun indsætte sin nevø i arvefølgen. Men den kurér hun sender afsted med besked til ham om at komme til byen, bliver dræbt. Så bliver hendes nærmeste rådgiver ligeledes dræbt - og snart går det op for hende, at der er magter i byen, der ønsker at styrte hende og omdanne Narbonne til en republik.

Parallelt følger vi de tyveknægte, der dræbte sendebudet til nevøen. En samling lejesoldater, der erhverver sig som landevejsrøvere, når der mangler en krig som levebrød. De møder ved et tilfælde ophavsmanden til komplottet, og slår sig sammen med ham. Det er således de møder den lidt enfoldige Donat og hans bror Fabian. Især Donat er et muntert islæt i fortællingen, som han undrer sig over den verden, der møder ham ved hoffet i Narbonne. Det er en smart måde for forfatteren at fortælle os om datidens levevis - men Donats karakter bringer også en helt anden dynamik til historien end de dystre munke fra første bind.

De eneste gengangere er katharen Aloïs og hendes nevø, Guilhem, som nu er troubadour ved hoffet. Han er samtidig ved at planlægge et stort anlagt syngespil, som han så opdager er en genopfindelse af det græske teater. I middelalderen kendte man jo ikke teater som kunstform; den genopstod nogenlunde med Shakespeare - det var enten kirkelig sang eller vilde fester på kroen. Så det giver os også en indsigt i samtiden; og så er der historier om spedalske og genfunde søstre.

Det er absolut mere en historisk roman end en krimi, som første bind var. Det ender dog også med Aloïs' død, og dermed er forbindelsen til første bind væk. Det sidste bind springer en del år frem, og hvem kan vi så møde fra denne historie? Men læses skal sidste bind helt sikkert! 

Paris, mille vies - Laurent Gaudé

 

• Fransk
• 25. oktober
• 96 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er ikke alle de omkring tolv af Gaudés romaner, jeg har læst, der har været lige gode. Der var nogle absolutte successer i hans tidlige karriere - inden bloggen - og da også nogle senere. Men også nogle mere avantgardistiske, som ikke lige er min kop te.

Denne gang er det faktisk slet ikke en roman, men en lille fortælling om ham selv - og hans forhold til Paris.

Gaudés bøger omhandler ofte døden; ikke på en makaber måde, men som et livsvilkår. Eller som i det citat af den schweiziske forfatter, Charles Ferdinand Ramuz, som han benytter i bogen siger:
"Det er fordi alting skal slutte, at alt er så smukt."

Men der er ingen tvivl om, at døden fylder meget i hans forfatterskab og sikkert også i hans bevidsthed.

En sommeraften ankommer Gaudé til en banegård i Paris, og bevæger sig ud i byen. Han fornemmer, at en skygge følger ham, mens han går rundt i byens nattetomme gader og genkalder sig de mange mennesker, der har boet, levet og er døde her før ham. Han ser mindepladerne på husfacaderne og i stenene lagt i byens fortove, der minder os om de ofre vore forfædre bragte for, at vi nu kunne være her. I frihed. I kærlighed. I sikkerhed.

I en poetisk og drømmeagtig fortælling tager han os med ud at møde Victor Hugo og François Villon; med på barrikaderne under revolutioner, borgerkrige og frihedskampe. Vi sætter alle vores præg på de steder, vi lever - men vi glemmer måske også tit at se byen, som den har været og fornemme de mennesker, der var der dengang.

Paris er tydeligt præget af sin historie; der er mange mindeplader rundt omkring - fordi der har været mange historiske øjeblikke. Jeg elsker selv at stoppe og læse dem; tænke lidt over, hvad der er sket... lige her. Gaudé ærer både byen og dens borgere på denne ensomme nattevandring; selvom Paris nu heller er specielt stille om natten. Men er der en speciel stemning i enhver by midt om natten, og Paris med Seinen og broen og lysene yder denne stemning fuld retfærdighed.

Fortælleren kunne selvfølgelig være en opdigtet figur; alligevel er jeg sikker på, at det er Gaudés tanker vi hører her. En meditativ rejse gennem byen, der får os til at reflektere over de spor, vi efterlader. Tilbage i topform!

Under en anden himmel - Mich Vraa

 

• Dansk
• 22.-24. oktober
• 448 sider

Jeg lånte primært denne roman fordi alle Mich Vraas andre romaner virkelig har været en fornøjelse; så jeg vidste intet om handlingen, og læste knap bagsiden inden jeg gik i gang. Men ret hurtigt begyndte jeg at tænke, at den virkede utroligt inspireret af Prins Henriks liv. Det var opvæksten i Indokine og årstallene passede helt perfekt med hans fødselsår. Så først dér undersøgte jeg det - og ganske rigtigt er det en bog om hans liv. Hele perioden inden han begav sig til den skæbnesvangre middag en aften i London, hvor han mødte en ung dansk prinsesse.

Det er skrevet ud fra en vilje til at hylde manden, som blev kendt for at være syndebukken i det danske kongehus. Ham, der altid blev gjort lidt grin med. Ham, som alle havde travlt med at ære - for sent!

Selvfølgelig er det jo opdigtet; og nogle steder kunne jeg godt undre mig over, hvad hans familie vil tænke, hvis de læste den. Om eskapader med unge kvinder og en pirren ved mødet med nogle unge mænd. 

Men den holder sig tilsyneladende fint til tidslinjen i et liv, der virkelig var interessant allerede inden han blev tvunget til at opgive en lovende karriere og flytte til Danmark.

Som ung bliver han i romanen spået, at hans liv vil blive anderledes på alle mulige måder; han bliver også spået, at han vil forsvinde fra verden inden han dør. Det gør man jo på sin vis, når man får demens, som det var hans tilfælde. Om der er noget om spådommen er nok tvivlsomt - men det skaber rammen for det møde i Sydfrankrig i sommeren 2017, som bogen fortæller om,

Den fransk-engelske Emma er i området for at tømme hendes afdøde fars hus, da hun møder den aldrende mand ude i skoven, hvor han samler trøfler. Han er forvirret, og hun tager ham med tilbage til huset. De ender med at tilbringe nogle dage sammen, hvor hun ikke ved, hvem han virkelig er. Han fortæller hende sin livshistorie fra 1934 til 1964 - og sammen nyder de at lave og spise en masser lækker mad. Bogen er således på finurlig vis også tilsat nogle gode franske opskrifter - jeg tror faktisk den om sneglene kommer fra prinsens egen kogebog.

Emma bliver således katalysator til at fortælle historien, men samtidig er der hendes egen historie, som vi følger - som jo er helt opdigtet. Præmissen er, at prinsen jo i sommeren inden hans død netop var i Sydfrankrig, og der lavede det berømte interview om, at han ikke ville begraves sammen med Dronningen. Det var lift trist at se, at han tilsyneladende havde det meget dårligt - men måske havde han også gode stunder med folk, der holdt af ham. Det må man da håbe.

Historien om mødet med Emma giver os et billede af en elskelig ældre herre; kultiveret og elegant men lidt glemsom, Mich Vraa beskriver meget præcist mimik og gestus, som man tydeligt genkender fra prinsen. Så jeg fortryder faktisk ikke, at jeg "opdagede" det lidt inde i bogen - fordi jeg netop blev bekræftet i, at det ikke var en imitation men en kærlighedserklæring. Og halvt kongerige eller ej - så havde han allerede et fantastisk spændende liv!

Leurs enfants après eux - Nicolas Mathieu

 

• Fransk
• 18.-22. oktober
• 560 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg vil gerne læse nogle flere Goncourt-prisvindere; der er jo en rigtig god grund til, at de har vundet den ypperste franske litterære pris. Jeg har også flere stående, men jeg har jo altid et lille reservelager af bøger.

Jeg var én gang tidligere startet på denne, som vandt prisen i 2018 - men efter et par sider blev jeg bange for, at det var en form for coming-of-age-roman om teeenagekærlighed og den slags. Så den blev parkeret. Denne gang besluttede jeg mig for, at jeg skulle videre ind i den - og pludselig var jeg totalt grebet af en barsk socialrealistisk fortælling om Frankrig i 1990'erne.

Jeg boede første gang i Frankrig i slutningen af 1980'erne - og igen fra midten af 1990'erne; og så er jeg jo konsekvent vendt tilbage igen og igen siden. Så i denne historie genfandt jeg minder om fransk musik; tv-udsendelser; kendisser osv. som var min hverdag i så mange år. For en dansk læser ville det dog nok være svært at skabe en forbindelse til de billeder, han ønsker at fremmane hos os.

Bogen er opdelt i fire somre - 1992, 1994, 1996 og 1998. Det foregår i Lorraine - den nord-østlige del af Frankrig, som efter en rig industriel periode nu er præget af fattigdom, og hvor man enten er "fyret, fraskilt, hanrej eller kræftramt".

Vi følger Anthony, som er 14 år - faderen er fyret fra byens store fabrik, og ender som alkoholiker. Anthony ryger fede og har ingen fremtidsdrømme indtil han møder Stéphanie. Hende og veninden Clémentine kommer dog fra det lidt bedre borgerskab, og disse drenge er kun interessante som deres lille bad boys-erfaring. Endelig er der Hacine, hvis forældre indvandrede fra Marokko, og hvis far også er arbejds- og modløs over alle de forventninger til livet i Frankrig, som aldrig indfriede sig.

Anthony og Hacine krydser veje nogle gange; de er både symbolet på samfundsproblemerne men også en forlængelse af deres fædres fallerede liv - som titlen angiver: "Deres børn efter dem". For i bund og grund er der ingen grund til at tro på, at man kan hive sig selv ud af det sociale dynd, man sidder i.

Stéphanie er og forbliver uopnåelig for Anthony; Hacine er og bliver en fremmed selv da Frankrig i 1998 vinder VM i fodbold, og hele nationen hylder diversiteten på landsholdet.

Mathieu tager os igennem de klassiske teenage-temaer som seksualitet, fremtidsdrømme, venskaber - men han beskriver først og fremmest et liv i dvale, hvor man ved, at det er den permanente tilstand for éns liv. Men han gør det som skrev han en thriller, og jeg forventede flere gange, at det ville gå helt galt. Det gør det ikke - eller måske gør det i al sin enkelhed? For ikke at kunne ændre sine livsvilkår er vel dramatisk nok?

Der er indtil nu 120 Goncourt-vindere; og de ældste bliver nok lidt svære at finde og sikkert også at læse. Men jeg skulle gerne forbedre min 14% score lidt; for bøger udgivet efter 2000 er det 50% - men der er flere i gemmerne og nu er der ganske snart endnu en vinder at tilføje til listen.

Sweet Caress - William Boyd

 

• Engelsk
• 12.-14. oktober
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg for nylig læste den relativt nyudkommede roman af William Boyd var det mit første møde med hans forfatterskab. Jeg var temmelig begejstret - og så læste jeg et sted, at han har skrevet tre romaner i samme stil. Nemlig en roman fortalt i første person ental, hvor man følger hovedpersonen fra vugge til død et helt liv igennem.

Denne gang er vi dog lidt mere tidssvarende, da hovedpersonen fødes i 1908 i England. Hun hedder Amory Clay - et unisex-navn, fordi faderen var skuffet over udfaldet! 

Romanen har form af flere af  hendes dagbogsnotater fra 1977, der beskriver hendes daglige liv i et isoleret sommerhus på en skotsk ø, hvor hun drikker for meget whisky og socialiserer med de lokale, blandet med flashbacks fra hendes yngre dage. 

Amory er et produkt af en småaristokratisk familie – hendes far, Beverley, er en mislykket romanforfatter på randen af nervøst sammenbrud efter at have tjent i 1. Verdenskrig; hendes mor er en fjern, temmelig arrogant tilstedeværelse i børnenes liv. Den afgørende begivenhed i den unge Amorys liv er da hendes far kører ud en sø i et forsøg på at begå selvmord og tage hende med i faldet. De overlever dog. Beverley bliver sendt til en institution, og Amory får aldrig fuld tillid til de mænd, hun elsker.

Hendes voksne liv tager os i mange uventede drejninger - fra stripklubbernes i 1920'ernes dekadente Berlin, til fascistiske optøjer i London i 1930'erne, til Anden Verdenskrig i Frankrig og senere til Vietnam. Undervejs elsker hun en håndfuld mænd, som vi møder én for én - og jeg synes i hvert fald, at hun nuppede den forkerte til sidst. Men hun står også over for store spørgsmål om tro og forræderi - hun er impulsiv og selvmodsigende; men så usigeligt menneskelig. 

Bogen er tillige illustreret med sort-hvide fotos, som forfatteren må have fundet online. For sjovs skyld googlede jeg et af en herregård, som reelt eksisterer - men under et andet navn. Så man kan undre sig over, hvem det, der figurerer på alle de billeder? Men effekten er utrolig; man har reelt fornemmelse af at sidde og tage del i en persons livshistorie, som sad vi en sofa med en kop kaffe - eller en whisky nok snarere - og vedkommende fortalte mig i tilbageblik om sit liv, mens vi så på de gamle fotos i et album.

Jeg synes måske, at historiens vægt mod slutningen bliver en anelse skæv og forhastet; men det var nok også mest fordi jeg ikke ville have den til at ende.

Jeg er vild med det koncept; og som sagt er der yderligere en roman i samme format, som jeg må få skaffet mig. Jeg forstår ikke, hvorfor disse bøger ikke er oversat til dansk? 

Magtfulde dronninger i middelalderen - Torben Svendrup

 

• Dansk
• 8.-10. oktober
• 350 sider

Et dejligt lille tilbudskøb fra weekenden, som hurtigt fik ben at gå på!

I september læste jeg jo en bog om renæssancekvinder, og primært de italienske - så dette var en form for logisk forløber rent historisk. Denne omhandler danske dronninger i perioden fra Gorms Thyra til Christian II's dronning Elisabeth. En ganske lang periode med mange udsving i Danmarkshistorien og voldsomme tronskifte og kampe. Det var også en periode, hvor Danmark voksede og skrumpede uendeligt som territorierne udvidede sig gennem krigene med Sverige eller pantsætningen af dansk jord. Ikke alle konger var lige dygtige og arven, der blev delt mellem sønner udvandede ligeledes arealerne.

Det er absolut en lærebog; forfatteren er professor og historiker, og det ses tydeligt i formidlingen af emnet. Men målgruppen er jo sikkert heller ikke specielt bred. Derfor undrede det mig også lidt, at man mente det nødvendigt at forklare, hvad hostien var.

Den indledende del giver os en gennemgang af kvinders status og forhold i perioden fra omkring det første årtusindskifte og frem til Reformationen. En periode, hvor kvinder ikke var så underkuede, som eftertiden vil gøre dem til - og hvor Kirkens fremstilling af kvinder også viste stærke personligheder i helgeninder og Jomfru Maria.

Der var jo som sådan ikke meget fantastisk nyt for mig i dette; men det er altid interessant at læse det i en form, hvor fokus er på en bestemt vinkel - som her kvinderne.

Dernæst følger en række kapitler, der fokuserer mere på enkelte personligheder; dronninger, der indtog en  reel rolle ved siden af deres kongelige ægtefæller. Selvfølgelig er der også historien om Margrete I, som om nogen formåede at gøre Danmark til et stort rige - og ikke havde lyst til at overlade magten til mænd.

Det er vist første gang, jeg har læst noget fra Kristeligt Dagblads Forlag, og selvom jeg fandt tryk og skrifttype lidt mindre godt egnet til en god læseoplevelse, så var kvaliteten af korrektur langt bedre end for de fleste danske forlag. Dog er det lidt ærgerligt, at de får det berømte slag i Estland, hvor Dannebrog dalede ned fra himlen, forlagt til 1229? Det er bare den slags fejl, der ikke bør kunne ske.

Menneskets dybeste erindring - Mohamed Mbougar Sarr

• Fransk
• 4.-7. oktober
• 461 sider
• Originaltitel: La plus secrète mémoire des hommes

De danske anmeldelser af denne franske prisvindende roman er ganske naturligt noget forvirrede. Et sted læser man, at anmelderen har en følelse af at have læst noget stort. En anden, at den er så optaget af specifikke franske problemstillinger, at det er svært at forstå den. Det er en roman, der deler vandene - men det er absolut ikke uden grund, at de vandt den franske Goncourt-pris i 2021.

Jeg fik den foræret netop da, den havde vundet denne pris - men med en ny kræftdiagnose var samtlige bøger lagt på hylden; og først nu kom det pludselig over mig, at jeg skulle i gang med den. Så levede og åndede jeg faktisk ikke for andet i de fire dage lige så snart jeg var vågen (og ikke arbejdede!).

Men lad os først starte et helt andet sted.

I 1968 modtog den maliske forfatter, Yambo Ouologuem, den franske Renaudot-pris for sin debutroman - som den første afrikaner. Der gik dog ikke lang tid før kritiske røster mente, at den var lovligt meget inspireret af blandt andet Graham Greene, men også franske forfattere. Desuden bliver den på det afrikanske kontinent kritiseret for at angribe afrikanernes rolle i slavehandel og koloialisme; dette var jo i kølvandet på selvstændigheden af mange afrikanske lande, hvor hyldesten til afrikansk kultur og identitet var vigtig propaganda for projektets succes.

I 1972 stoppes salget af hans roman, og Ouologuem rejser hjem til Mali, hvor han dør i 2017 uden at have udgivet flere bøger.

Denne tragiske historie bliver inspirationen til Sarrs vanvittige labyrintiske historie om den unge senegalesiske forfatter Diégane Latyr Faye og hans møde med romanen Umenneskelighedens labyrint skrevet af den mystiske og mytiske T. C. Elimane. Diégane har selv udgivet sin første roman, og færdes i det litterære afrikanske miljø i Paris, hvor han første gang støder på bogen, der udkom i 1938. Dengang lød kritikken først og fremmest på, at den umuligt kunne være skrevet af en afrikaner - det var en anden tid skal man huske. Dernæst var der nogle, der opdagede, at bogen ganske enkelt var en slags patchwork af elementer fra kendte forfattere fra antikken til moderne tid. Forfatteren selv, Elimane, holder sig væk fra pressen - så ikke mange kender ham; og pludselig er han væk. 

Diégane beslutter sig for at finde sporene af ham, og tager os med ind i den labyrint, som bliver hans jagt efter Elimane. Det bliver en historie om Afrika og især Senegal; det tager os til Sydamerika og igennem Frankrigs historie fra 1. Verdenskrig til studenteroprøret. Der er så mange lag og ikke blot graver vi os vertikalt ned i historien, men zigzagger os op og ned i lagene vertikalt og horisontalt. 

Det er meget kompakt og intenst; til tider skal man lige stoppe op for at huske, hvor man er og med hvem i en historie, hvor nogle sætninger fylder flere sider. Jeg tror jeg talte lidt mere end fire sider i træk uden et punktum. Samtidig var jeg blæst bagover af skønheden i at skrive hele denne roman - om en roman, som vi aldrig ved mere om end titlen. Vi får aldrig at vide, hvad den handler om - men måske er der slet ikke nogen roman og slet ingen Elimane? Måske er det metaforen for den ultimative bog, læseoplevelse, forfatter?

Som Sarr selv skriver det i romanen - og her i min oversættelse og ikke den officielle danske oversættelse. 

"En stor bog taler altid kun om ingenting, og alligevel er alt der. Gå aldrig mere i fælden med at ville sige, hvad en bog, du synes er fantastisk, handler om. Denne fælde er den, den offentlige mening sætter for dig. Folk ønsker, at en bog nødvendigvis skal handle om noget. Sandheden er, at kun en middelmådig eller dårlig eller banal bog taler om noget. En stor bog har intet emne og taler om ingenting, den søger kun at sige eller opdage noget, men dette alene er allerede alt, og dette noget er også allerede alt."

Der er absolut intet at sige til, at Sarr vandt prisen - og i modsætning til sin protagonist Elimane ikke bliver buhet ud af kulturelitens parnas. Den rørte mig absolut på et litterært niveau; men jeg var selvfølgelig også et nemt offer. Senegal har en helt speciel plads i mit hjerte; og den kultur og de steder han nævner i bogen har jeg jo oplevet. Så ja, jeg forstår, at den ikke er let tilgængelig for et dansk publikum uden konteksten med kolonialismen i Afrika, Dreyfus-affæren etc. Det bør dog ikke afskrække nogle fra at læse den, og måske tage det som en katalysator til at læse mer fransk og afrikansk litteratur. 

Nu er jeg blot virkelig spændt på at de, hvor Sarr tager os hen efter denne vanvittige "debut" - for det er det på trods af, at hans tre tidligere romaner nu er optrykt med mere opmærksomhed i Frankrig. Forhåbentlig ender han ikke som Elimane i hans roman - eller som Ouologuem i virkeligheden!