Paris, mille vies - Laurent Gaudé

 

• Fransk
• 25. oktober
• 96 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er ikke alle de omkring tolv af Gaudés romaner, jeg har læst, der har været lige gode. Der var nogle absolutte successer i hans tidlige karriere - inden bloggen - og da også nogle senere. Men også nogle mere avantgardistiske, som ikke lige er min kop te.

Denne gang er det faktisk slet ikke en roman, men en lille fortælling om ham selv - og hans forhold til Paris.

Gaudés bøger omhandler ofte døden; ikke på en makaber måde, men som et livsvilkår. Eller som i det citat af den schweiziske forfatter, Charles Ferdinand Ramuz, som han benytter i bogen siger:
"Det er fordi alting skal slutte, at alt er så smukt."

Men der er ingen tvivl om, at døden fylder meget i hans forfatterskab og sikkert også i hans bevidsthed.

En sommeraften ankommer Gaudé til en banegård i Paris, og bevæger sig ud i byen. Han fornemmer, at en skygge følger ham, mens han går rundt i byens nattetomme gader og genkalder sig de mange mennesker, der har boet, levet og er døde her før ham. Han ser mindepladerne på husfacaderne og i stenene lagt i byens fortove, der minder os om de ofre vore forfædre bragte for, at vi nu kunne være her. I frihed. I kærlighed. I sikkerhed.

I en poetisk og drømmeagtig fortælling tager han os med ud at møde Victor Hugo og François Villon; med på barrikaderne under revolutioner, borgerkrige og frihedskampe. Vi sætter alle vores præg på de steder, vi lever - men vi glemmer måske også tit at se byen, som den har været og fornemme de mennesker, der var der dengang.

Paris er tydeligt præget af sin historie; der er mange mindeplader rundt omkring - fordi der har været mange historiske øjeblikke. Jeg elsker selv at stoppe og læse dem; tænke lidt over, hvad der er sket... lige her. Gaudé ærer både byen og dens borgere på denne ensomme nattevandring; selvom Paris nu heller er specielt stille om natten. Men er der en speciel stemning i enhver by midt om natten, og Paris med Seinen og broen og lysene yder denne stemning fuld retfærdighed.

Fortælleren kunne selvfølgelig være en opdigtet figur; alligevel er jeg sikker på, at det er Gaudés tanker vi hører her. En meditativ rejse gennem byen, der får os til at reflektere over de spor, vi efterlader. Tilbage i topform!