Lucy by the Sea - Elizabeth Strout

 

• Engelsk
• 28.-29. januar
• 256 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den nok sidste fortælling om Lucy og hendes liv. Denne fortsætter umiddelbart efter andet bind, men vi er nu i den skæbnesvangre marts måned 2020. Eksmanden William er jo forsker, og han fornemmer hurtigt, at dette kan blive noget rigtigt skidt noget med coronavirus. Så han beder Lucy om at rejse med ham ud af byen til et øde sted i staten Maine. De er jo principielt skilt for mange år siden; men efter Williams unge kone gik fra ham, og Lucys mand døde, er de begyndt at se mere til hinanden.

Lucy synes det hele er overdrevet og underligt; og det er da heller ikke nemt at falde til ude i den fjerne lille by, hvor de lokale ikke er begejstret for alle de Newyorkere, der nu strømmer til. Alle er anspændte og skal lære at leve med denne nye situation.

William og Lucy er også pludselig sammen døgnet rundt, og de kan ikke se deres to voksne døtre, som også har forladt byen. De to døtre har også deres at døje med i deres ægteskaber, og det bliver en tid til reflektion over vores livsvalg i en tid, hvor det hele sættes lidt på spidsen.

Der skal jo komme romaner om coronatiden; og denne var faktisk en virkelig fin historie om, hvordan man rykker sammen som en moderne familie for at alle kommer godt igennem. Men også om de tanker man kan gøre sig om at få det bedste ud af de "sidste år". 

Det er som sædvanlig skrevet i den meget karakteristiske Lucy Barton-stil, og kapitlerne er små og hurtige. Hvorfor jeg tror, at det er den sidste roman om Lucy (og der kan jeg jo tage fejl) må man læse bogen for at forstå. Den udkommer uden tvivl snart på dansk - og ellers er den engelske originaludgave jo glimrende og let læst.

Variations insolites sur le voyage - Gérald Berche-Ngô

 

• Fransk
• 27. januar
• 160 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En finurlig lille ABC, som pludselig lå som en gave i min postkasse fra min franske chef. En chef, der ved, hvor meget jeg elsker at rejse - og gerne lidt utraditionelt!

Som sagt er det en ABC; et kapitel per bogstav i alfabetet, og for hvert kapitel er der flere ord. Nogle kapitler er mere omfattende end andre - og nogen findes slet ikke; fx K, da det ikke er et hyppigt bogstav på fransk selvfølgelig.

Der er interessante data og observationer; pudsige historier og betragtninger over, hvordan vi rejser i dag - selfies, couchsurfing etc.

Der er nogle interessante links til blandt andet den reelle version af verden med de rette proportioner (også kaldet Mercatorprojektion); link, hvor man kan indtaste sin lokation og dermed finde det modsatte sted på jorden - hvis man nu skulle have lyst til at rejse derhen. Desværre er det vist for hele Danmark et sted midt ude i Stillehavet sydøst for New Zealand.

Diverse guidebøger omtales - de mest berømte (skulle man tro) i Frankrig; nemlig Guide du Routard og Baedeker, som var en international klassiker. Men Michelin-guiderne mangler trist nok; det gør jeg jo lidt ondt i mit hjerte, at min tidligere arbejdsgiver ikke er med.

En anden pudsig historie er om Samoa Air, der lod sine passagerer betale ud fra deres vægt. Indbyggerne i Samoa er blandt de mest overvægtige i verden, så måske var der også et incitament til at gøre noget ved det, selvom det næppe var blevet tilladt i Europa som et klokkeklart eksempel på fatshaming. Men de eksisterer heller ikke længere.

En underholdende lille bog til en enkelt aftens læsning - men blot endnu mere rejselyst!

Underjordiske timer - Delphine de Vigan

• Fransk
• 24.-26. januar
• 256 sider
• Originaltitel: Les heures souterraines

En roman, som jeg fik anbefalet allerede for 1-2 år siden; men havde glemt alt om indtil jeg så den i den franske boghandel i København. Titlen er virkelig kryptisk - både på dansk og fransk; og den franske forside indikerer jo virkelig, at det foregår under jorden. Det gør det ikke i fysisk forstand; men de to hovedpersoner lever begge et liv, som har nogle dybere sider - nogle kriser.

Mathilde er en knap 40-årig mellemleder i en stor virksomhed; hun er chefens højre hånd og har et stort ansvar. Hun elsker sit arbejde og hun er god til det. Hun er enke med tre teenagebørn, men jonglerer fint med de mange udfordringer. Indtil den dag hun retter sin overordnede i et møde, hvor der er mange mennesker tilstede. Nu går det hurtigt fra et lækkert karrierejob til at blive udstødt.

Åh, det er subtilt! Først glemmer man at kopiere hende på en mail eller invitere hende til et møde. Men hurtigt bliver det mere konkret, at hun tages af projekter - indtil den dag, hvor hun forflyttes til et lille kontor lige ved siden af herretoilettet. Ydmygelsen er total.

Thibault er derimod ikke et udpræget karrieremenneske.  Han er læge, men er rejst til Paris efter en mindre skandale i hjembyen, og nu er han kørende vagtlæge. Han tager rundt til dem, der ringer til patienter - tit de meget ensomme og gamle; de virkelig udsatte eller dem, der er ved at gå ned med stress. 

Han har et forhold til Lila; men hun er ikke interesseret i det romantiske forhold Thibault ønsker. Det er et fysisk fantastisk forhold - men han vil have mere. Da han siger stop, reagerer hun knap - og nu sidder han hele dagen i sin bil mellem lægebesøg og overbevsier sig selv om, at det er den rigtige beslutning for ham.

De er to ensomme mennesker i en megapol som Paris, der aldrig kommer til at mødes. Blot to skæbner, som i og for sig ikke er specielle på nogen måde. Desværre fristes man til at sige! De er tidstypiske i en verden, hvor humane forhold er svære at få til at fungere både privat og professionelt. Hvor man kan investere sig så meget, blot for at opdage, at man ikke er uundværlig eller påskønnet som man troede.

De mødes dog - eller... de ser hinanden perifært i metroen; for de er jo blot to skæbner ud af mange. Mødet forbliver ved dette - et blik mellem to mennesker inden de hver især fortsætter med deres udfordringer.

Delphine de Vigan kan virkelig noget stærkt med de små romaner om moderne livsvilkår; men der er altid et tragisk element i dem - og sjældent en happy ending.

De forviste - Christina Baker Kline

 

• Engelsk
• 22.-23. januar
• 384 sider
• Originaltitel: The Exiles

Nogle gange kigger jeg på bordet med anbefalinger på biblioteket; og så leder jeg efter originalen på engelsk (som regel). Kline fik tidligere stor succes med The Orphan Train, som jeg ikke har læst. Men denne virkede kronologisk og tematisk som et godt stilskifte i forhold til de sidste par bøger.

Vi er i 1840 i Australien; nærmere bestemt Tasmanien, hvor missionærer og det britiske kolonialistiske imperie er godt i gang med at udrydde og "tæmme" de lokale. Deres livsopfattelse hænger ikke sammen med de indfødtes kultur og historie, og det bliver nærmest en form for sociologisk eksperiment at se, hvor civiliserede man kan gøre de mennesker. Det er grufuldt at sætte sig ind i en sådan tankegang, set med vores moderne blik. Ikke desto mindre var det jo sådan det var! Mathinna er næsten den sidste i hendes familie, og den lokale guvernørfamilie beslutter sig for at tage hende med hjem for at konvertere hende. Til hvad? Til at gå i laksko og fine kjoler; til at lære fransk og spise med kniv og gaffel. Til at glemme hendes guder og traditioner. Hendes rødder.

På den anden side af Atlanten er Evangeline guvernante i et fint London-hus, hvor husets unge søn forfører hende. Hun tror på hans løfter - eller hun hører, hvad hun vil. Men gravid og anklaget for tyveri bliver hun anholdt, og sendes nogle måneder senere sammen med et par hundrede andre kvinder til Tasmanien på et tidligere slaveskib. De blev nu brugt til fangetransport, for man havde stadig behov for at befolke de afsides kolonier, og ikke mindst med en god balance kønnene imellem for kontinuiteten i befolkningen.

Begge kvinder, samt de andre vi møder undervejs, underlægges tidens opfattelse af samfundets pligt til at straffe og uddanne. Det er barske historier og vilkårene har været ganske forfærdelige. Kvinderne blev sendt til kolonierne for simple gerninger som at stjæle en sølvteske - i et samfund i Europa, hvor forskellen mellem rig og fattig var enorm. De indfødte blev ansporet til at fornægte alt de kendte. I begge tilfælde anses de som sociale eksperimenter, og altid som den fejlende.

For nogle af disse kvinder opstår der sammenhold; selvom Mathinnas historie ender tragisk. Det er også en lidt lyserød kærlighedshistorie af den slags, jeg ikke bryder mig specielt om. Men med mange historisk interessante fakta, som hævede den lidt over det. Men det er nem hyggelæsning; man flyver igennem historien.

Alle lykkelige familier - Hervé Le Tellier

• Fransk
• 21.-22. januar
• 192 sider
• Originaltitel: Toutes les familles heureuses

Hervé Le Tellier vandt i 2020 den nok mest berømte franske litteraturpris - Prix Goncourt - for sin roman Anomalien. Det var mit møde med hans forfatterskab, og jeg havde ikke tænkt over at lede efter flere indtil nu. Jeg fandt denne pocket-udgave i den franske boghandel i København; hvor franske importerede bøger er forholdsmæssigt dyre - 105 kroner for en bog man kan købe i Frankrig for 55 kroner. Men sådan er det jo, og jeg trængte til lidt moderne fransk litteratur.

Franskmænd kan godt lide at pille lidt navle i deres familietraumer; det anses absolut ikke for værende odiøst - og de stiller gerne op i diverse tv-shows for at fortælle om deres dysfunktionelle familier. Le Tellier ventede dog til hans to "fædre" var døde, og hans mor så plaget af demens, at hun ikke ville opdage det. For de er omdrejningspunktet i denne lille historie om hans familiære baggrund.

Forældrene blev skilt, da han var spæd - og han har fået mange forskellige versioner, men aldrig sandheden om, hvad der så skete. Hans mor tog til England for at arbejde som skolelærer - men hvor lang tid var hun der? Hvor lang tid efterlod hun ham hos bedsteforældrene i Paris? Og hvornår mødte hun Guy, den nye mand, som blev Hervés stedfar? Det er temmelig tåget!

Moderen er ikke den moderlige type; hun har et hidsigt temperament og lider muligvis af en psykotisk lidelse. Stedfaderen er en vag person, som finder sig i det hele - men det gør Hervé ikke længere, da han bliver myndig. Det er ikke et ligebyrdigt voksent forhold og Le Tellier må finde sin egen balance for ikke at blive ædt op af moderen.

Der er humor iblandt; barsk satirisk humor - som bliver hans måde at overleve på. Men der er jo også manglende kærlighed og omsorg; og interesse for sønnens liv - som da hans gravide forlovede begår selvmord.

Le Tellier graver tilbage i lagene på alle sider af familien; forfædrene til de biologiske forældre og stedfaderen. Det er ren selvbestaltet terapi; og det kan være lidt barsk læsning. Ikke i ordene men i forståelsen af, hvor besværlige familieforhold kan være. Titlen selv indikerer det jo; det er en direkte reference til Tolstoys storværk Anna Karenina, som indledes med følgende sætning, som har givet anledning til Anna Karenina-princippet.

"Alle lykkelige familier ligner hinanden;

men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig."

Kærlighed - Anders Agger

• Dansk
• 20. januar
• 315 sider

Jeg havde længe overvejet at købe denne bog; men et mål for 2023 er, at halvdelen af de bøger jeg læser skal komme fra biblioteket. I 2022 læste jeg 105 bøger, og det er jo lidt for dyrt (og pladskrævende ikke mindst), hvis de alle skal hentes hjem i reolen.

Måske ville det heller ikke have været en fornuftig investering, da jeg læste den på en dag. Jeg gik i gang med morgenkaffen, og var utålmodig hele dagen på arbejde - og så fordybede jeg mig i de smukke historier hele aftenen. Jeg kan ikke lade være - jeg lærer aldrig at lægge en bog fra mig, og tage den i bidder, når først jeg er fanget.

Aggers og fotografen Mingos historier og billeder fangede mig nemlig fra første side. 

Billederne er smukke og intime; stærke og blottende. Aggers ord er som altid bare poetisk skrøbelige og bevægende præcise.

Historierne er vidt forskellige - der er unge og gamle; der er kendte og ukendte - og der er nyforelskede, par i livslange forhold og dem, der har mistet deres livspartner. Historier om, hvordan de mødte hinande - om det mod, det kræver at kaste sig ud i livet. Men også om det arbejde, det kræver at vedligeholde en kærlighed igennem mange år, Om den sorg det er at miste denne ene store kærlighed - og hvad sker der så bagefter? Hvordan kommer man over den? Ligesåvel som spørgsmålet om, hvordan man kommer i gang med kærligheden.

Hvis jeg nogensinde skulle overbevises om lydbøger, ville det måske være til Anders Aggers karakteristiske stemme. Men jeg alligevel ikke bryde mig om den samme stemme til alle dialoger; derfor bliver jeg aldrig lydbogsfan. Hans stemme var dog virkelig til stede, og hans valg af ord er så interessant og præcist. Nøjagtig som i hans tv-udsendelser, som vi vist alle er store fans af.

Det er også en bog, der giver anledning til at tænke efter. Jeg har aldrig investeret så meget i kærligheden tror jeg? Aldrig været så mærket af tyngden af den; måske har jeg ikke turdet kæmpe nok for den - måske var det ikke den rette? Under alle omstændigheder fik jeg noget at tænke over!

 

The Marriage Portrait - Maggie O'Farrell

 

• Engelsk
• 15.-19. januar
• 448 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Maggie O'Farrell har skrevet romaner i mere end tyve år; dog var det først i efteråret, at jeg læste Hamnet, som fik enorm succes med historien om Shakespeares lille søn, der dør af pest. Her bruger forfatteren de historiske data, der er kendte til at spinde videre på historien og gøre den til sin egen. Hvem ved, hvilken indflydelse barnets død havde på familien - historien kan være absolut mulig ligesom den kan være ren tankespind.

I denne nye roman følger hun lidt samme mønster, men fantasien strækkes uden tvivl lidt længere.

Lucrezia de' Medici var født i 1545 i Firenze selvfølgelig, hvor hendes familie havde hersket i århundreder. Hun var det femte barn i en stor søskendeflok, som nåede op på elleve børn. Der var heldigvis sønner som førstefødte; men pigerne skulle stadig indgå fordelagtige alliancer gennem ægteskaber, og Lucrezias storesøster, Maria, var forlovet med arvingen til Ferrara-dynastiet, Alfonso - men hun døde som 17-årig af tuberkulose inden de nåede at blive gift. Kjolen var dog syet og forberedelserne var langt fremme, så Ferrara-familien bekendtgjorde, at de gerne så Lucrezia tage søsterense plads. En ganske normal fremgangsmåde i de dage, hvor kærlighed jo ikke betød noget i forhold til de politiske og strategiske alliance.

Lucrezia var et mere iltert barn; lidt vildere og mere selvstændig - i hvert fald i forfatterense version. Hun elskede at male små malerier, og var ikke vild med tanken om ægteskab - hun var ganske enkelt alt for ung til at se fidusen i det.

Ikke desto mindre bliver de gift, og i 1560 forlader hun Firenze og ankommer til slottet i Ferrara. Hendes mand var da 27 år gammel, og havde endnu ingen børn. Nok var han stadig ugift, men enhver adelsmand havde jo haft elskerinder - i det mindste en tjenestepige eller andet. Men der var allerede bekymringer om de manglende beviser for hans mandighed; og Lucrezia kom jo fra en familie, der producerede mange børn - det måtte være et godt tegn.

Hvordan deres forhold reelt var, er jo umuligt at vide snart 500 år senere. Forfatteren beskriver det som kompliceret - Alfonsos interesse var udelukkende at få en arving; og da det ikke så ud til at ske, gled de fra hinanden. Hun blev holdt indespærret i sine rum for at få hvile, korrekt kost og ikke tænke på andet end at prokreere. Det var jo altid kvindens fejl, hvis det ikke lykkedes.

Bogens historie kører i to spor - den kronologiske fortælling om hendes liv, og dagene i 1561, hvor Alfonso tager Lucrezia med til et afsides jagtslot. Lucrezia er overbevist om, at han vil dræbe hende.

Slutningen er temmelig kontroversiel og skal ikke afsløres her. Men jeg var mindre begejstret end for historien om Shakespeare-familien, selvom jeg elsker alt historie om Medici-familien. Men måske kan man genfortolke historien for meget? I øvrigt er der i dag, på trods af rygte om forgiftning og drab, stor enighed om, at Lucrezia døde af tuberkulose som en stor del af hendes familie og en ganske udbredt og meget farlig sygdom på den tid.

Kunsten at leve godt - Rolf Dobelli

 

• Engelsk
• 13.-19. januar
• 272 sider
• Originaltitel: The art of the good life

Et bogudsalgskøb til beskedne 45 kroner; så både impulsivt og uden for høje forventninger. Sådan er det jo med den slags bøger - man føler altid, at man selvfølgelig ved det hele. Men nogle andre har iscenesat og formuleret det på en konstruktiv måde. Således er det også med schweiziske Dobellis bog, som åbenbart er en form for opfølger på andre bøger om at handle klogt og tænke klart. 

Jeg startede først med at læse slavisk fra ende til anden; men det fungerede ikke. Bogen er inddelt i 52 små kapitler på fire sider hver; så jeg ændrede det til at læse 5-6 kapitler hver morgen inden arbejde. Så var der også tid til at eftertænke hans idéer.

Som sagt er meget af det jo gammel vin på nye flasker; men det betyder ikke, at det ikke er godt at blive mindet om det. Han har nogle gode pointer om vores adfærd - vi jagter luftkasteller til tider, og sidestiller det gode liv med materielle goder. Vi sammenligner os med andre med hvem vi intet har tilfælles; og lade os overpåvirke af fx sociale medier.

Der virker hans råd virkelig fornuftige om at tage et skridt tilbage, sætte forbrugsforventningerne lidt ned og nyde livet på en mere nær måde. Det kan man jo ikke takke nej til, vel?

Han bruger nogle ganske interessante kilder og eksempler - det går fra alt fra antikken til helt moderne eksempler. Han trækker også måske lige lovlig meget på Warren Buffett og hans partner Charlie Munger, som begge er finansinvestorer. Det virker umiddelbart ikke som de bedste rådgivere indenfor det gode liv; men sammenholdt med hans forkærlighed for de gamle græske filosoffer giver det overordnet mening. Men hans tilbedelse af Buffett er måske lige i overkanten.

Det er virkelig ikke rocket science; det er dog gode råd og underholdende iscenesat.

Tavshedens ø - Abdulrazak Gurnah

 

• Engelsk
• 10.-12. januar
• 272 sider
• Originaltitel: Admiring Silence

Vinderen af Nobels Litteraturpris i 2021 er for alvor blevet genoptrykt i forbindelse med hæderen; og jeg var temmelig begejstret for Paradis. Tavshedens ø er hans næste roman, og udkom i 1996.

Hovedpersonen er en mand fra Zanzibar, som nu bor i England. Intet navn - men vi ved, at han er gift med Emma, og de har en teenagedatter, Amelia. Emma og han er aldrig blevet gift; hun er ikke vild med traditioner, og hendes forhold til den anderledes mand var hendes lille ungdomsoprør mod de konventionelle småborgerlige forældre. Hun tager hans indvandrerhistorie som en succeshistorie om integration, og han broderer selv ret voldsomt på den for at passe ind i rollen. Samtidig undlader han at fortælle familien derhjemme, at han er far og lever i et forhold.

Han er frustreret med andre ord! Hans identitetskrise er enorm; så da forholdet til Emma går dårligt, og hans mor fortæller ham, at han trygt kan vende tilbage til Zanzibar selvom han flygtede illegalt under post-kolonialismens regime, så bliver det hans plan.

Han bliver fanget i sin egen fremstilling af hvordan Zanzibar var tyev år tidligere, og den realitet, han nu møder. Der er beskidt - og farligt - i forhold til en rolig engelsk forstadsby. Og familien har arrangeret et ægteskab for ham - da de jo intet ved om hans engelske liv. Da den sandhed kommer frem, mister han sin familie på Zanzibar. Ydmygelsen er total for familien, der har fortalt om de n hjemvendte søn fra England, som nu viser sig at være en løgner, og en fiasko!

Men det er sordidt! Det er trist, og han er virkelig en antihelt, der har levet på en løgn i årtier. I forholdet til Emma, datteren og svigerforældrene - og en helt anden løgn overfor familien derhjemme. Han har bare ikke karakterstyrke til at gøre noget ved det, og det falder helt sammen. Men ikke på en smuk tragisk måde; på en uhumsk og uværdig måde har han skabt sit eget emotionelle eksil oveni i det fysiske.

Det er ikke en lige så imponerende roman som Paradis; men han rører selvfølgelig ved nogle meget vigtige emner for immigranter, som skal leve med flere identiteter. 

Ondskabens høst - Robert Galbraith

 

• Engelsk
• 2.-9. januar
• 592 sider
• Originaltitel: Career of Evil

I oktober læste jeg de to første krimier i Strike-serien med delt begejstring; jeg syntes faktisk, at de begge var lidt for lange i forhold til historiens spin. Så jeg holdt en pause; men efter en hektisk læsemåned i december, der endte med 105 læste bøger i 2022, havde jeg behov for en anden genre - og nu var den jo købt!

Jeg synes desværre ikke denne var lettere at komme igennem; der er alt alt for mange gentagelser af Strikes og Robins historie fra de to første krimier - for nye læsere måske? Men hvis det fortsætter, så er det klart, at de seneste bind er over tusind sider lange. Men det bliver for trivielt for læseren, der har fulgt den kronologiske rækkefølge.

Denne gang er det Robin, der får leveret et afskåret underben af en maskeret kurer til Strikes kontor; men adresseret til hende. Da det medfølgende kort refererer til en sangtekst, som Strikes afdøde mor havde tatoveret på et relativt intimt sted på sin krop, mener Strike hurtigt at kunne undsnævre feltet til tre mænd, som skulle have et horn i siden på ham. 

Der er hans stedfar, som han selv mener dræbte moderen med en overdosis. Der er et par tidligere soldater fra hans tid i militæret. At ramme Robin betyder indirekte at de rammer Strike og hans forretning, som nu går så godt efter de seneste to succesfulde opklaringer.

Vi bliver taget med i nogle morbide SoMe-grupper, hvor unge dyrker lysten til at amputere sig selv. Robin får afsløret en hemmelighed fra sin fortid, som nu dukker op igen, da der er problemer i hendes forhold til kæresten Matthew, som hun snart skal giftes med. Og Strike er stadig et mentalt vrag, der inderst inde gerne vil have Robin, men i stedet dater smukke kvinder, der falder for hans bad boy-charme.

De jagter de tre mænd, og parallelt hører vi morderens stemme fortælle os sin historie om trangen til at myrde og ikke mindst gemme ligdele som trofæer fra kvindekroppene.

Men, men, men .... det er altså for langtrukkent til min smag! Og stadig er der nogle uløste ender til sidst; som jeg ikke vil nævne her, hvis man ikke har læst den. Men der er nogle ting, som ikke bliver lukket ordentligt i min optik.

Det er jo vanvittigt, at det skal væves rundt om over næsten 600 sider? Jeg kan ikke lade være med at tænke på Simenon og hans knap 75 små Maigret-krimier; de er typisk på omkring 190 sider og alligevel formår han at proppe langt mere spænding og mysterie ind i dem end Galbraith (Rowling) gør her? Selvfølgelig er der den underliggende tråd med Robins og Strikes privatliv og indbyrdes forhold; men det bliver også for langtrukkent. Jeg kæmpede faktisk med at komme i gang - indtil weekenden, hvor jeg endelig fik læst et par hundrede sider hver dag og nåede til vejs ende.

Måske fjerde bind skal indkøbes til en lang transatlantisk flyvetur, hvor man alligevel keder sig og ikke har noget valg; men jeg er absolut ikke så superfan, som mange tilsyneladende er.