The Marriage Portrait - Maggie O'Farrell

 

• Engelsk
• 15.-19. januar
• 448 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Maggie O'Farrell har skrevet romaner i mere end tyve år; dog var det først i efteråret, at jeg læste Hamnet, som fik enorm succes med historien om Shakespeares lille søn, der dør af pest. Her bruger forfatteren de historiske data, der er kendte til at spinde videre på historien og gøre den til sin egen. Hvem ved, hvilken indflydelse barnets død havde på familien - historien kan være absolut mulig ligesom den kan være ren tankespind.

I denne nye roman følger hun lidt samme mønster, men fantasien strækkes uden tvivl lidt længere.

Lucrezia de' Medici var født i 1545 i Firenze selvfølgelig, hvor hendes familie havde hersket i århundreder. Hun var det femte barn i en stor søskendeflok, som nåede op på elleve børn. Der var heldigvis sønner som førstefødte; men pigerne skulle stadig indgå fordelagtige alliancer gennem ægteskaber, og Lucrezias storesøster, Maria, var forlovet med arvingen til Ferrara-dynastiet, Alfonso - men hun døde som 17-årig af tuberkulose inden de nåede at blive gift. Kjolen var dog syet og forberedelserne var langt fremme, så Ferrara-familien bekendtgjorde, at de gerne så Lucrezia tage søsterense plads. En ganske normal fremgangsmåde i de dage, hvor kærlighed jo ikke betød noget i forhold til de politiske og strategiske alliance.

Lucrezia var et mere iltert barn; lidt vildere og mere selvstændig - i hvert fald i forfatterense version. Hun elskede at male små malerier, og var ikke vild med tanken om ægteskab - hun var ganske enkelt alt for ung til at se fidusen i det.

Ikke desto mindre bliver de gift, og i 1560 forlader hun Firenze og ankommer til slottet i Ferrara. Hendes mand var da 27 år gammel, og havde endnu ingen børn. Nok var han stadig ugift, men enhver adelsmand havde jo haft elskerinder - i det mindste en tjenestepige eller andet. Men der var allerede bekymringer om de manglende beviser for hans mandighed; og Lucrezia kom jo fra en familie, der producerede mange børn - det måtte være et godt tegn.

Hvordan deres forhold reelt var, er jo umuligt at vide snart 500 år senere. Forfatteren beskriver det som kompliceret - Alfonsos interesse var udelukkende at få en arving; og da det ikke så ud til at ske, gled de fra hinanden. Hun blev holdt indespærret i sine rum for at få hvile, korrekt kost og ikke tænke på andet end at prokreere. Det var jo altid kvindens fejl, hvis det ikke lykkedes.

Bogens historie kører i to spor - den kronologiske fortælling om hendes liv, og dagene i 1561, hvor Alfonso tager Lucrezia med til et afsides jagtslot. Lucrezia er overbevist om, at han vil dræbe hende.

Slutningen er temmelig kontroversiel og skal ikke afsløres her. Men jeg var mindre begejstret end for historien om Shakespeare-familien, selvom jeg elsker alt historie om Medici-familien. Men måske kan man genfortolke historien for meget? I øvrigt er der i dag, på trods af rygte om forgiftning og drab, stor enighed om, at Lucrezia døde af tuberkulose som en stor del af hendes familie og en ganske udbredt og meget farlig sygdom på den tid.