Ondskabens høst - Robert Galbraith

 

• Engelsk
• 2.-9. januar
• 592 sider
• Originaltitel: Career of Evil

I oktober læste jeg de to første krimier i Strike-serien med delt begejstring; jeg syntes faktisk, at de begge var lidt for lange i forhold til historiens spin. Så jeg holdt en pause; men efter en hektisk læsemåned i december, der endte med 105 læste bøger i 2022, havde jeg behov for en anden genre - og nu var den jo købt!

Jeg synes desværre ikke denne var lettere at komme igennem; der er alt alt for mange gentagelser af Strikes og Robins historie fra de to første krimier - for nye læsere måske? Men hvis det fortsætter, så er det klart, at de seneste bind er over tusind sider lange. Men det bliver for trivielt for læseren, der har fulgt den kronologiske rækkefølge.

Denne gang er det Robin, der får leveret et afskåret underben af en maskeret kurer til Strikes kontor; men adresseret til hende. Da det medfølgende kort refererer til en sangtekst, som Strikes afdøde mor havde tatoveret på et relativt intimt sted på sin krop, mener Strike hurtigt at kunne undsnævre feltet til tre mænd, som skulle have et horn i siden på ham. 

Der er hans stedfar, som han selv mener dræbte moderen med en overdosis. Der er et par tidligere soldater fra hans tid i militæret. At ramme Robin betyder indirekte at de rammer Strike og hans forretning, som nu går så godt efter de seneste to succesfulde opklaringer.

Vi bliver taget med i nogle morbide SoMe-grupper, hvor unge dyrker lysten til at amputere sig selv. Robin får afsløret en hemmelighed fra sin fortid, som nu dukker op igen, da der er problemer i hendes forhold til kæresten Matthew, som hun snart skal giftes med. Og Strike er stadig et mentalt vrag, der inderst inde gerne vil have Robin, men i stedet dater smukke kvinder, der falder for hans bad boy-charme.

De jagter de tre mænd, og parallelt hører vi morderens stemme fortælle os sin historie om trangen til at myrde og ikke mindst gemme ligdele som trofæer fra kvindekroppene.

Men, men, men .... det er altså for langtrukkent til min smag! Og stadig er der nogle uløste ender til sidst; som jeg ikke vil nævne her, hvis man ikke har læst den. Men der er nogle ting, som ikke bliver lukket ordentligt i min optik.

Det er jo vanvittigt, at det skal væves rundt om over næsten 600 sider? Jeg kan ikke lade være med at tænke på Simenon og hans knap 75 små Maigret-krimier; de er typisk på omkring 190 sider og alligevel formår han at proppe langt mere spænding og mysterie ind i dem end Galbraith (Rowling) gør her? Selvfølgelig er der den underliggende tråd med Robins og Strikes privatliv og indbyrdes forhold; men det bliver også for langtrukkent. Jeg kæmpede faktisk med at komme i gang - indtil weekenden, hvor jeg endelig fik læst et par hundrede sider hver dag og nåede til vejs ende.

Måske fjerde bind skal indkøbes til en lang transatlantisk flyvetur, hvor man alligevel keder sig og ikke har noget valg; men jeg er absolut ikke så superfan, som mange tilsyneladende er.