Showing posts with label Marcel Pagnol. Show all posts
Showing posts with label Marcel Pagnol. Show all posts

Wednesday, August 10, 2016

Min mors slot - Marcel Pagnol



























  • Fransk
  • 8.-9. august
  • 280 sider
  • Originaltitel: Le château de ma mère

Pagnol fortsætter sine barndomsminder i dette andet bind, som tilegnes moderen ligesom første bind var tilegnet faderen. 

Efter at have lært jagtens glæder at kende, går sommeren på hæld - og den lille Marcel vil under ingen omstændigheder tilbage til byen, skolen og hverdagen. Han beslutter sig for at blive eremit, og leve ude i skoven. Projektet planlægges sammen med Lili - hans medsammensvorne ven fra landet; og midt om natten drager de afsted. Men når man er 8 år gammel er man alligevel ikke så kæphøj - og da han ser et spøgelse, vender han hurtigt tilbage. Afskedsbrevet ligger stadig på hovedpuden, men dagen efter nævner faderen nu alligevel, hvor vigtigt det er at gå i skole og kommer med nogle konkrete eksempler på stavefejl - fra brevet. Det er en fin måde at skærme sine børn og alligevel give dem rum til at udforske. Men selv finde ud af, at det nok ikke går alligevel.

Pagnol starter igen i skolen - men nu tager de oftere ud til huset; og han fortæller om den lange rejse derud, og glæden ved at se Lili igen hele tiden. De to drenges venskab er intenst og uendeligt; men som en rigtig dreng vil man jo ikke vise så feminine følelser - men Pagnol gør det på sin egen måde ved fx at lave en masse stavefejl i et brev til Lili. Han vil ikke have, at 'bondedrengen' skammer sig overfor 'bydrengen'. 

De to bøger foregår samlet over en ret koncentreret periode med en kort prolog og en kort epilog for at ramme det tidsmæssigt ind i hans liv. Men det er de somre, der lagde bunden for hans liv og karriere men også venskabet med Lili, som bliver dræbt i 1917 i en skyttegrav.

Han fortæller levende om den tur over privat ejendom, som de begynder at tage for at forkorte turen ud til huset. Med tiden opdages de, men får for det meste kun hjælp til at fortsætte - bortset fra det sidste mystiske slot, hvor en ond vagt opdager dem, og truer med en retssag. Det bliver en traumatiserende oplevelse for den lille familie, som ikke har mange penge - og dengang var den offentlige ydmygelse jo nok til at ødelægge alle chancer fremover. Det slutter heldigvis godt - og mange år senere køber Pagnol ubeset en grund i området, hvor han vil bygge filmstudier.

Vel fremme opdager han, at det er præcis der, hvor den onde vagt stoppede dem - og det lukker ringen. Men der er både moderen, vennen og lillebroderen ikke længere.

Overordnet set var det så smuk en læseoplevelse; rørende, morsom, livlig og smukke beskrivelser af venskab og familie. Jeg forstår så glimrende, at det er en klassiker i franske skoler - og man genfinder absolut stemningen fra hans film.

Monday, August 8, 2016

Min fars store dag - Marcel Pagnol



























  • Fransk
  • 7. august 
  • 280 sider
  • Originaltitel: La gloire de mon père

Pagnols barndomserindringer er i Danmark nok mest kendt i deres filmiske form - og alle, der har studeret fransk i skolen, har nok også set de to film om Kilden i Provence, som er en fiktiv roman af Pagnol, men baseret på de personligheder, han kendte fra sin barndoms ferier.

Men bøgerne i sig selv har færre sikkert læst; med mindre man har gået i skole i Frankrig, hvor ethvert barn kender dem. Mine udgaver fik jeg faktisk i 1988, da jeg var au pair i Paris - af den lille pige, jeg passede. Hun har vel været 11 år gammel, og havde læst dem - det er nok et noget højere niveau end en 11-årig skoleelev i Danmark ville kunne mønstre. Det franske skolesystem sætter kultur højt! Jeg erindrer ikke, at jeg læste dem dengang - jeg kom til Parisi 1987, så det har nok været lidt ambitiøst rent sprogligt? Men man smider jo heldigvis aldrig bøger ud!

Pagnol er født i 1895, og starter sine erindringer med hurtigt at forklare familiens baggrund og sin tidlige barndom. Det er jo virkelig end anden tid - selv min mormor, som var født i 1911, kendte jo til en helt anden barndom end Pagnols. Men det er charmerende og fængende læsning.

Han skriver selv i forordet, at han mener, at han nu som bedstefar - i 1957 - er gammel nok til at videregive sine historier. At dette blot er historien om en lille dreng, der engang var ... og det har uden tvivl været nogle glade børnebørn, der hat lyttet til dem. Det var jo også satdig dengang, at man lyttede til historier og ikke sad foran en skærm!

Hans store åbenbaring er da familien en sommer lejer et hus i baglandet i Provence - i dag er det nok ikke til at komme til for ferievillaer med svømmepøle, men Pagnol giver os et lille stykke intakt Frankrig, som virkelig er arketypen med beret og baguette. Han er 8 år gammel, så vi er i 1903 og rejsen derud foregår til fods det meste af vejen. 

Men da de endelig kommer, bliver kimen lagt til en livslang kærlighedshistorie med netop den egn og den kultur, som senere blev grundlaget for mange af hans film og teaterstykker.

Han beskriver barnets forståelse af familie og ikke mindst faderen, som objektet for al hans beundring, med en særlig finurlighed, som bringer smilet frem - men han bevarer med alderens erfaring lidt selvironi.

Der er især en lang beskrivelse af hans første jagttur, hvor de voksne forsøger at snyde ham og som alle jagthistorier ender den selvfølgelig med at antage store proportioner. Det er jo en tid, hvor autoritet spiller en enorm rolle i børns liv - og hvor deres berøringsflade var mindre. Enhver person bliver spændende og speciel i barnets øjne, og Pagnol beskriver disse følelser lige så fantastisk som det provencalske landskab. 

Jeg nåede en masse andet i løbet af min søndag - og alligevel slugte jeg den i et hug!