Min fars store dag - Marcel Pagnol

• Fransk
• 7. august 
• 280 sider
• Originaltitel: La gloire de mon père

Pagnols barndomserindringer er i Danmark nok mest kendt i deres filmiske form - og alle, der har studeret fransk i skolen, har nok også set de to film om Kilden i Provence, som er en fiktiv roman af Pagnol, men baseret på de personligheder, han kendte fra sin barndoms ferier.

Men bøgerne i sig selv har færre sikkert læst; med mindre man har gået i skole i Frankrig, hvor ethvert barn kender dem. Mine udgaver fik jeg faktisk i 1988, da jeg var au pair i Paris - af den lille pige, jeg passede. Hun har vel været 11 år gammel, og havde læst dem - det er nok et noget højere niveau end en 11-årig skoleelev i Danmark ville kunne mønstre. Det franske skolesystem sætter kultur højt! Jeg erindrer ikke, at jeg læste dem dengang - jeg kom til Parisi 1987, så det har nok været lidt ambitiøst rent sprogligt? Men man smider jo heldigvis aldrig bøger ud!

Pagnol er født i 1895, og starter sine erindringer med hurtigt at forklare familiens baggrund og sin tidlige barndom. Det er jo virkelig end anden tid - selv min mormor, som var født i 1911, kendte jo til en helt anden barndom end Pagnols. Men det er charmerende og fængende læsning.

Han skriver selv i forordet, at han mener, at han nu som bedstefar - i 1957 - er gammel nok til at videregive sine historier. At dette blot er historien om en lille dreng, der engang var ... og det har uden tvivl været nogle glade børnebørn, der hat lyttet til dem. Det var jo også satdig dengang, at man lyttede til historier og ikke sad foran en skærm!

Hans store åbenbaring er da familien en sommer lejer et hus i baglandet i Provence - i dag er det nok ikke til at komme til for ferievillaer med svømmepøle, men Pagnol giver os et lille stykke intakt Frankrig, som virkelig er arketypen med beret og baguette. Han er 8 år gammel, så vi er i 1903 og rejsen derud foregår til fods det meste af vejen. 

Men da de endelig kommer, bliver kimen lagt til en livslang kærlighedshistorie med netop den egn og den kultur, som senere blev grundlaget for mange af hans film og teaterstykker.

Han beskriver barnets forståelse af familie og ikke mindst faderen, som objektet for al hans beundring, med en særlig finurlighed, som bringer smilet frem - men han bevarer med alderens erfaring lidt selvironi.

Der er især en lang beskrivelse af hans første jagttur, hvor de voksne forsøger at snyde ham og som alle jagthistorier ender den selvfølgelig med at antage store proportioner. Det er jo en tid, hvor autoritet spiller en enorm rolle i børns liv - og hvor deres berøringsflade var mindre. Enhver person bliver spændende og speciel i barnets øjne, og Pagnol beskriver disse følelser lige så fantastisk som det provencalske landskab. 

Jeg nåede en masse andet i løbet af min søndag - og alligevel slugte jeg den i et hug!