Den sidste kejserinde - Anchee Min

• Engelsk
• 18.-21. august
• 415 sider
• Originaltitel: The Last Empress

Jeg fortsatte jo selvfølgelig med det samme med andet bind af Anchee Mins skildring af den kinesiske kejserinde Tzu Hsi - eller Orkidé, som var hendes oprindelige navn.

Den starter ikke lang tid efter, at hendes mand, kejseren, er død og med hendes egen mors død. Nu skal hun sammen med storkejserinden udpege en efterfølger til tronen. Det bliver en lille dreng - hendes egen nevø; hendes søster Rong lider af en psykisk sygdom, og har dræbt tre andre små drengebørn. Så ved at adoptere ham, redder hun sandsynligvis også hans liv. Med den lille Guangxu forsøger hun at undgå de fejl, hun begik med sin egen søn ved at lade ham lære engelsk, og i det hele taget være mere åben overfor vesterlandsk kultur.

Men Kina er et besværligt land, og konstant beskyldes hun for at være en despot, der styrer landet som en diktator. Om hun var værre eller bedre end andre enevældige er nok svært at bedømme? Anchee Min virker til at være på hendes side, og fremstiller hende mere som offer - hun kunne bestemt godt lide at blande sig i politik. Men forfatteren giver indtryk af, at det kun var fordi der ikke var andre kompetente kandidater. Kina var stadig et lukket land med en kultur, der var så forankret i fortiden og i symboler - hvor Vesten var begyndt at industrialisere sig, og republikker florerede overalt. 

Tzu Hsi regerer sammen med nevøen; men også han viser sig at have en svag karakter - spørgsmålet er jo så, om det er fordi hun er for dominerende? Men gang på gang kommer de i konflikt med vestlige lande, og da Bokseropstanden bryder ud i 1898 må de flygte fra Den Forbudte By. Især her fremstår det hvor virkelighedsfjern og nedbrudt den unge kejser er; han lider desuden af en fysisk skavank, som gør det umuligt for ham at få arvinger. 

Jeg synes, at denne anden bog var lidt for langtrukken og der manglede den flydende fortælling fra den første bog. Der springes hele tiden nogle år frem - til den næste konflikt; og hele bogen dækker de sidste næsten 50 år af hendes liv, hvor den første dækkede knap et årti. Det bliver lidt for centreret om enkelte hændelser; og måske er det svært for forfatteren at få et indblik i Tzu Hsis tanker, da ingen overleveringer findes.

Men jeg havde lidt svært ved ikke at kede mig, indrømmer jeg. Overordnet set er de to bøger sammenhængende, men styrken ligger afgjort i den første bog.