Læserne i Broken Wheel anbefaler - Katarina Bivald

• Fransk
• 12.-13. august
• 508 sider
• Fransk titel: La bibliothèque des coeurs cabossés

Jeg opdagede først, da jeg modtog bogen, at det faktisk var en oversættelse fra svensk. Jeg havde nu nok alligevel ikke læst den på dansk, da det er for dyrt at købe danske bøger. Og især en gang chick-lit som denne, som jeg læste på to dage.

Historien starter med den 28-årige Sara, der ankommer til en søvnig lille amerikansk by for at holde en forlænget ferie hos den 75-årige Amy, som hun udelukkende kender fra deres pennebreve. Deres fælles forkærlighed for bøger har bragt dem sammen - desværre får man aldrig at vide, hvorledes dette umage venskab startede. Men nu er hun der - og Amy er desværre afgået ved døden, og selv samme dag holder de begravelse.

Det lille landsbymiljø beslutter, at hun da må blive boende i Amys hus - men de regner nok alle med, at hun snart rejser igen. For der er intet at se, og byen er ved at dø en langsom død. Byen har en broget skare af indbyggere som alle er rene karikaturer af midtamerikansk provinsmiljø - den alkoholiserede Grace (Stegte grnne tomater), der styrer byens snack med hård hånd og et gevær. Bøsseparret (Brokeback Mountain), der styrer baren og er byens farverige indslag.

Husmoderen Jen, som regner det for sin pligt at beslutte, hvordan hele byen skal styres - sammen med den religiøse gammeljomfru Caroline, der går meget op i hvad folk mener om hende. Der er George, alkoholikeren og Tom, den lækre ungkarl, der er lidt sky. Og John - den sorte mand, som var lidt mere end en god ven til Amy.

Sara bliver selvfølgelig, og beslutter sig for at åbne en boghandel i byen, hvor alle andre forretninger ellers er gået konkurs. De lokale er noget skeptiske - for de er ikke store læsere; men nogle i byen sætter sig hurtigt for at lave et projekt ud af, at få Sara og Tom gift. Og de vil da heller ikke have, at indbyggerne i den finere naboby, Hope, gør grin af deres nye boghandel - så de sætter diverse plots i gang for at skabe opmærksomhed omkring den.

Bogen er blandet op med Amys breve til Sara - mens læseren ikke ser et eneste af hendes til Amy; og med hendes boglige referencer, som absolut hører til i den lette genre. Hendes store heltinde er Bridget Jones, men ellers er det forfattere som Marian Keyes, der af Bivald regnes for litteratur. Skræmmende!

Hun refererer pudsigt nok selv til det i romanen - om en bog, der var så god, at man kunne se filmversionen med Meg Ryan! Det er jo så nogle år siden, at det ville være muligt - men man har desværre fornemmelsen af, at denne er skrevet i håbet om en filmatisering. Det er den klokkerene recept på en dårlig Hollywood-film. Der er en absolut længe ventet happy end - og ikke mange overraskelser. Havde jeg ikke været så sløj af influenza, var den heller ikke blevet læst - det er et af de tilfælde, hvor man oprigtigt har ondt af de træer, der har måttet lade livet.