L'homme de l'art - Pierre Assouline

 

• Fransk
• 7.-18. september
• 784 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte Assoulines to biografier af nogle af Frankrigs mest kendte kunsthandlere samtidig; i august læste jeg biografien af Paul Durand-Ruel, som både var en pioneer indenfor branchen og samtidig én af de stærkeste forsvarere af impressionismen. Han blev deres bannerfører.

Biografien af Daniel-Henry Kahnweiler er dobbelt så tyk, og kunstperioden er kubismen, som blev hans hjertensbarn. Så jeg var udfordret på flere niveauer.

Jeg er jo en Quattrocento eller renæssancepige - mit kunstblik stopper som regel ved Caravaggios død i 1610, og selvom jeg sagtens kan sætte pris på fx Picasso, så er det i alle andre perioder end kubismen netop.

Kahnweiler er født i 1884 i Tyskland af jødisk afstamning, men praktiserer aldrig sin religion. Hans religion blev kunsten og trods familiens forsøg på at få ham ind i finansverdenen, som var familiens gebet, så opdagede han kunsten i starten af det 20. århundrede og besluttede sig for, at det skulle blive hans liv. Familien lånte ham penge til at åbne et galleri i Paris under forudsætning af, at han vendte retur, hvis det ikke gik økonomisk.

Kahnweiler møder Picasso i 1907, da de begge er under tredive år gamle og ludfattige. Men det bliver hans åbenbaring, og de to mænd indleder et næsten femogtres år langt venskab frem til Picassos død i 1973. Kahnweiler var til tider hans kunsthandler, men i lange perioder solgte Picasso gennem andre - Kahnweiler var nemlig konsekvent på ét punkt: Han ville have eksklusivitet på sine kunstnere. Han repræsenterede udelukkende malere, han kunne stå inde for og var til tider for langsom og gik blandt andet glip af Giacometti. Han havde nogle nok lidt rigide regler for kubismen, som gjorde, at mange malere ikke fandt nåde for hans blik. Juan Gris var hans yndling - hans personlige ven, og hans foretrukne kunstner, og det betød kompromisser med andre.

Assouline er historiker og tekniker. Så vi kommer ned i et niveau af detaljer omkring kubismen, som seriøst satte mig på en prøve, fordi det er en isme, jeg ikke er fan af. Jeg lærte ikke af holde af den igennem denne bog, men jeg lærte at forstå koncepterne bag den langt bedre. Jeg brugte virkelig meget tid på at slå samtlige referencer til værker op for at kunne følge forklaringerne. Det er temmelig elitært, men Kahnweiler skrev et utal af dagbogsnotater og beholdt kopier af sin egen omfattende brevskrivning, så kildematerialet er enormt, hvor han forklarer sine holdninger til stort set hvert maleri han har set. 

Det var selvfølgelig heller ikke et liv udelukkende i luksus blandt berømte malerier. Som jøde og tysk statsborger var Kahnweiler igennem flere kriser. Under 1. Verdenskrig tog han tilflugt i Schweiz, men hele hans lager blev beslaglagt af den franske stat, og han måtte i 1922-23 gennem den ydmygelse at se det hele blive solgt på auktion til fordel for den franske stat. Krigsbytte!

Da han forsøger at komme på fode igen, rammer krisen i 1930'erne, og han kæmper for at holde sine kunstnere i live. Kunst var et luksusprodukt, og det var der ikke råd til - men han betalte sine kunstnere en månedlig løn for at sikre den eksklusivitet, der var så essentiel for ham.

Under 2. Verdenskrig rejste han til den sydlige del af Frankrig, der ikke var besat og klarede sig igennem ved at gemme sig i en lille landsby. Han var blevet fransk statsborger i 1936, og da krigen brød ud overførte han ejerskabet af sit galleri til sin svigerinde. Det blev hans - og galleriets - redning.

Kahnweiler blev inkarnationen af kubismen. Han var meget venstreorienteret men ikke kommunist som mange af de kunstnere, han repræsenterede. Han afslog samtlige ordener, man ville tildele ham - men forsatte næsten til slutningen af sit lange liv med at give interviews og tale ved konferencer. Han forsvarede visse kontroversielle standpunkter - blandt andet, at stater ikke skulle købe kunst til museer af kunstnere under 60-70 år for indtil da kunne man ikke vide, om de var repræsentative for deres periode. Han afslog at gå ind i moderne kunst, som han ikke brød sig om - hans kunst var kubismen fra hans generation.

Hans egen samling overgik til Louise Leiris, som havde overtaget ejerskabet af galleriet under 2. Verdenskrig, og da hun døde gik en stor del til Pompidou-museet i Paris. Galleriet eksisterer tilsyneladende stadig som firma på den adresse, hvor de åbnede i 1957 og ejes i dag af Leiris' barnebarn. Men jeg kan ikke finde nogen reel aktivitet for det. Nu skal jeg jo heller ikke investere i et kubistisk Picasso-msleri af flere årsager! 

Det var en lidt mere omstændig biografi af Assouline, men han kender sit domæne og der er i hvert fald endnu én jeg må have fat i, og som nok er mere i min ånd.

Grâces lui soient rendues - Pierre Assouline

 

• Fransk
• 29. juli - 1. august
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Pierre Assouline er journalist og har skrevet både romaner og biografier - og en form for selvbiografi.

Han er en oprigtig fransk intellektuel, der er velbevandret i fransk kultur, og lige så begejstret jeg var for hans roman om et maleri, lige så forvirret kan jeg være over andre af hans bøger.

Men han kender sin kunstverden, og derfor har jeg nu købt to biografier af to af Frankrigs mest kendte kunsthandlere - altså agenterne, der handler for og repræsenterer kunstnerne. 

Paul Durand-Ruel var én af de første og var vel nærmest med til at skabe denne jobtitel i slutningen af det 19. århundrede, da impressionisterne skabte furore i den franske kunstverden ved at bryde med de traditionelle regler for, hvordan et maleri skulle se ud for at blive godkendt til den årlige salon.

Men lige et skridt tilbage...

Durand-Ruel er født i 1831, og hans forældre har en forretning på venstre Seine-bred, der sælger papirvarer. Det udvider de til at omfatte akvarelfarver og pensler blandt andet. Når de fattige kunstnere ikke har penge til at købe nye varer for, sker det, at de efterlader et maleri i pant i forretningen. Dermed skabes der langsomt grobund for at sælge disse videre for kunstnerne - og så rykker familien til den højre Seine-bred, hvor det købekraftige publikum bor.

I 1860'erne begynder de at samle værker af Corot, Millet, Rousseau  - so allerede var banebrydende. Et årti senere er det Monet og Pissarro, og er den første til at samle en udstilling med det, der skulle blive impressionismens malere. En bevægelse, som blev udvidet med Cézanne og Renoir - og senere pointillisterne Seurat og Sisley. 

Men tiden var ikke kun gunstig - i hans første mange år gennemlevede Frankrig flere kriser. Revolutionen i 1848, krigen i 1870 og han måtte flere gange lukke sit galleri og søge flugt i blandt andet England. Det påvirkede jo også salget, og selvom han arbejdede med eksklusivitet havde han tit ikke oenge til at betale sine kunstnere. I 1880'erne forsøger han sig i Amerika, som han mener er mere åbne overfor den nye kunst end de forstokkede franskmænd. Især fordi museerne ikke vil købe impressionisterne, og håndhæver reglen om, at en nulevende kunstner ikke kan udstilles på Louvre, som reelt er det eneste museum på den tid.

Han ender med at få succes - ligesom impressionisterne - og dør i 1922 med en betydelig formue, og ikke mindst en kunstsamling, der i dag ville være mange formuer værd som fx nogle af Monets åkandemalerier. De værker er siden blevet solgt til museer og private samlinger rundt omkring, og eksisterer ikke som sådan som én samling desværre.

Det er absolut en biografi af kunsthandleren og lidt mindre mennesket Paul Durand-Ruel. Han giftede sig i 1862 og fik fem børn med sin hustru inden hun døde ung i 1871. Han giftede sig aldrig igen, og nåede også at miste to børn inden sin egen død. Vi ved dog, at han var inkarneret royalist og født i 1831 havde han jo ældre familiemedlemmer, der kunne huske revolutionen i 1789. Han mente stadig, at det var den rette vej frem for Frankrig, og var udpræget konservativ og katolik. Det var et chok for ham, da Frankrig i 1905 adskilte kirke og stat, og som et mindre attraktivt karaktertræk var han højst sandsynligt også om ikke antisemitisk så anti-dreyfussard, som man kaldte dem, der ikke forsvarede den fransk-jødiske officer. Alligevel samarbejdede han i årevis med Pissarro, så det er svært at udpege ham som decideret antisemitisk - men han var traditionel og nok lidt forstokket. 

Hans kunstnere så dog op til ham. Der var tider, hvor de brokkede sig over forholdene - men overordnet vidste de, at han ville deres bedste, og hvis de ikke fik penge, var det fordi han ingen havde til sig selv.

En interessant biografi, der dog er lidt kringlet og tung i stilen - ligesom nogle andre af Assoulines bøger.

Retour à Séfarad - Pierre Assouline

• Fransk
• 4.-24. november
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var en sølle november måned, hvad læsning angik!

Jeg kastede mig ud i Pierre Assoulines nyeste roman, og emnet virkede jo umiddelbart som noget, der skulle optage mig. Det gjorde det for så vidt også - men jeg formåede at rage århundredets forkølelse til mig, der varede i tre uger. Samtidig var jeg en uge i Paris - syg - og med en travl agenda, så det faktisk kun var i flyet, jeg fik læst en anelse.

Historien om, hvordan de katolske monarker i Spanien - Ferdinand og Isabella - i 1492 er velkendt.

Jøderne havde valget mellem at konvertere til katolicismen eller forlade landet indenfor 30 dage. Deres ejendele fik de ikke med; og de priser de fik for dem stod på ingen måde i forhold til tingenes reelle værdi.

Mange flygtede til Portugal eller Nordafrika, og samlet set betegnes de som de sefardiske jøder i modsætning til ashkenaze-jøderne fra Østeuropa. Det er en historie, jeg har læst en del om både som fact og fiction.

I de kolonier, de udvandrede jøder stiftede, fastholdt man på mange måder den spanske kultur og sproget; Pierre Assoulines familie nedstammer fra Marokko, men de har altid vidst, at de oprindelig kom fra Spanien.

I 2014 sker det utrolige! Den spanske regering vedtager en lov, der giver jøder mulighed for at vende tilbage. Mere end 500 år senere kan de genvinde den spanske nationalitet, hvis de nedstammer fra de familier, der forlod landet i 1492. Pierre Assouline beslutter sig straks for, at det vil han! Flere af hans tidligere bøger er jo i øvrigt baseret på relaterede temaer omkring berømte jøder; det er bestemt en integral del af hans person.

Men hvordan bevise, at man reelt har haft rødder i Spanien? Der er sprogprøve og en kulturel test, hvor man også skal påvise, at man har et bånd til landet og kulturen.

Hele bogen handler derfor om den rejse - også i overført forstand - som Assouline begiver sig ud på. Han indleder med at forklare konteksten bag; og han rejser til Spanien for at genopsøge nogle af de steder, hvor jøderne har sat deres spor. Ikke, at der er meget tilbage - hver en synagoge og hvert et monument blev behørligt udryddet - og Spanien er på mystisk vis måske det land i Europa, hvor der stort set ingen levn findes.

Han betegner selv sin rejse som Don Quichotte, og som læser følte jeg mig lidt hensat til dengang jeg netop læste den roman. Jeg mangler stadig andet bind af historien om de spanske vindmøller - netop fordi jeg havde det lidt svært med de mange stikveje Cervantes tog.

Assouline er virkelig sin helt tro; i bedste franske intellektuelle stil farer han ud af en tangent, og implicerer os i bihistorier, som ingen tilknytning eller relevans har for hovedtemaet. Det er fransk, når det er bedst! Men hvor kan det være frustrerende som læser; og især hvis man ikke lige er i det humør. Og det var jeg ikke med al den sygdom og rejse. Så det tog sin tid, men der var bestemt interessante passager imellem.

Le portrait - Pierre Assouline

• Fransk
• 9.-10. oktober
• 327 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Pierre Assouline er manden bag romanen om Camondo-familien; den jødiske familie, der var en del af samme etniske jet-set i Paris i slutningen af det 19. århundrede. Deres skæbne endte tragisk, som så mange andre jødiske familiers - selvfølgelig. Men en af de familier, som kom 'heldigt' ud af 2. Verdenskrig var Rothschild-familien. De blev ikke udryddet; de kom ud af Frankrig i tide og i sikkerhed i USA fx.

En af de tidligere familiemedlemmer var Betty Rothschild - gift med James de Rothschild. Han var den lidt kejtede, og hun var den noget yngre og yderst elegante og mondæne hustru. I 1848 fik hun sit portræt malet af en af datidens mest populære kunstnere, Ingres. Det er portrættet, der taler til læseren i den lille finurlige roman. Det er Betty, der taler som en person gemt væk inde bag lærredet - og giver læseren en ny vinkel på hendes liv.

Romanen starter stort set med hendes død i 1886, hvor hun ser ned på de efterladte - hendes børn. Derfra springer hun tilbage i tiden, og fortæller om det overdådige liv, det jødiske borgerskab førte i Paris på den tid. Men også om, hvordan hendes efterkommere senere blev ramt af Dreyfuss-affæren som alle andre velhavende jøder på den tid.

Hun fortæller om de berømte mennesker, der blot var dagligdag i hendes salon, som blev anset som en af de mest raffinerede i Paris - og hun fortæller om anekdoter bagom portrættet. Men også om portrættets videre færd - om udstillinger, hvor hun længes hjem til sin egen væg. Og den helt store og grumme rejse, da tyskere under 2. Verdenskrig plyndrer kunstkollektioner over hele Europa og gemmer dem væk i en saltmine i Østrig, hvor de var tæt på helt at blive destrueret.

Portrættet af fru Rothschild var langt fra det mest berømte eller dyrebare maleri tyskerne havde gemt af vejen, men som portræt fortæller det en bedre historie end et landskabsmaleri - og man griner nærmest, da "hun" forklarer udtrykket af væmmelse på Eigrubers ansigt, da det går op for ham, at det er et portræt af en jøde, han beundrer.

Personligt er det for mig en nydelse at finde en bog, som er velskrevet og samtidig omhandler malerkunst selv i romantiseret form. Det er jo den bedste kombination af mine hovedinteresser, og det slutter samtidig cirklen med andre bøger fra samme miljø og periode.

Le dernier des Camondo - Pierre Assouline

• Fransk
• 24.-25. oktober
• 321 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
• Bogudfordringen 2011

Enhver, der er velberejst i Paris kender museet Nissim de Camondo i nærheden af Triumfbuen - men måske kender man ikke historien bag? Jeg gjorde i hvert fald ikke. Selvfølgelig vidste jeg, at det var et privat hjem, som var blevet overdraget til staten med det formål at blive til et museum.

Denne biografi fortæller først og fremmest historien om Camondo-slægten og om huset i Paris; men lige så meget fortæller den om jødernes historie på flugt gennem Europa igennem århundreder. Ikke hvilken som helst jødisk befolkningsgruppe - men de rige bankmænd, som monarker og hof gerne tiltrak; men de kunne ikke opnå statsborgerskab og de kunne ikke blive optaget i det pænere borgerskab.

Camondo-familien var én af den slags familier; de flygtede fra Spanien under Inkvisitionen til Konstantinopel - videre til Venedig og tilbage til Istanbul, som det imellemtiden var blevet til. Endelig kom de til Paris med en grevetitel givet til dem af den italienske konge. De færdedes blandt andre berømte slægter som Rothschild-familien, og var en del af det rigeste miljø i Paris i slutningen af det 19. århundrede.

Camondo-familiens overlevelse er slægten; men familien er lille og omkring 1890 er der kun to fætre tilbage. Den ene vil ikke giftes, og den anden får blot en søn og en datter. Uheldigvis bliver sønnen, Nissim, dræbt ved fronten under 1. Verdenskrig og faderen, Moise, bliver helt slået ud. Derfor testamenterer han sit hus til den franske stat - inden han selv dør i 1935. Måske ville han have handlet anderledes, hvis han havde vidst, at selvsamme franske stat var med til at udlevere jøder til tyskerne og hans datter, svigersøn og to børnebørn endte gassede i Tyskland nogle år senere? De blev de absolut sidste af en nu udslukt slægt!

Tilbage står huset, der er er perfektionen selv i et forsøg på at genskabe et lille Trianon. På den tid var det moderne at genskabe et nærmest royalt interiør udelukkende med genstande, som havde tilhørt den franske adel og kongehus inden revolutionen i 1789. Moise Camondo brugte stort set al sin tid på at opstøve disse værker, og han byggede huset rundt om kunsten og ikke omvendt. Det er absolut et besøg værd, hvis man er i Paris!

Pierre Assouline har tidligere skrevet en fantastisk biografi af Henri Cartier-Bresson, og jeg havde derfor relativt høje forventninger også til denne biografi. Jeg var faktisk lidt skuffet - der er meget roden rundt i tider, og mellem alle de forskellige jødiske familier. Der er lange forklaringer på konflikterne mellem ashkénaze og serafade jøder - og selvfølgelig Dreyfus-affærens indflydelse på datidens dagsorden. Men det er en anelse for rodet, og Camondo drukner lidt i det hele. Intentionen har afgjort været at skrive om Moise Camondo og hans familie, men der eksisterer tilsyneladende så lidt materiale, at det i stedet har været nødvendigt at fylde op med generelle historier om periodens jødeforfølgelse i franske medier.