- Fransk
- 29. juli - 1. august
- 416 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Pierre Assouline er journalist og har skrevet både romaner og biografier - og en form for selvbiografi.
Han er en oprigtig fransk intellektuel, der er velbevandret i fransk kultur, og lige så begejstret jeg var for hans roman om et maleri, lige så forvirret kan jeg være over andre af hans bøger.
Men han kender sin kunstverden, og derfor har jeg nu købt to biografier af to af Frankrigs mest kendte kunsthandlere - altså agenterne, der handler for og repræsenterer kunstnerne.
Paul Durand-Ruel var én af de første og var vel nærmest med til at skabe denne jobtitel i slutningen af det 19. århundrede, da impressionisterne skabte furore i den franske kunstverden ved at bryde med de traditionelle regler for, hvordan et maleri skulle se ud for at blive godkendt til den årlige salon.
Men lige et skridt tilbage...
Durand-Ruel er født i 1831, og hans forældre har en forretning på venstre Seine-bred, der sælger papirvarer. Det udvider de til at omfatte akvarelfarver og pensler blandt andet. Når de fattige kunstnere ikke har penge til at købe nye varer for, sker det, at de efterlader et maleri i pant i forretningen. Dermed skabes der langsomt grobund for at sælge disse videre for kunstnerne - og så rykker familien til den højre Seine-bred, hvor det købekraftige publikum bor.
I 1860'erne begynder de at samle værker af Corot, Millet, Rousseau - so allerede var banebrydende. Et årti senere er det Monet og Pissarro, og er den første til at samle en udstilling med det, der skulle blive impressionismens malere. En bevægelse, som blev udvidet med Cézanne og Renoir - og senere pointillisterne Seurat og Sisley.
Men tiden var ikke kun gunstig - i hans første mange år gennemlevede Frankrig flere kriser. Revolutionen i 1848, krigen i 1870 og han måtte flere gange lukke sit galleri og søge flugt i blandt andet England. Det påvirkede jo også salget, og selvom han arbejdede med eksklusivitet havde han tit ikke oenge til at betale sine kunstnere. I 1880'erne forsøger han sig i Amerika, som han mener er mere åbne overfor den nye kunst end de forstokkede franskmænd. Især fordi museerne ikke vil købe impressionisterne, og håndhæver reglen om, at en nulevende kunstner ikke kan udstilles på Louvre, som reelt er det eneste museum på den tid.
Han ender med at få succes - ligesom impressionisterne - og dør i 1922 med en betydelig formue, og ikke mindst en kunstsamling, der i dag ville være mange formuer værd som fx nogle af Monets åkandemalerier. De værker er siden blevet solgt til museer og private samlinger rundt omkring, og eksisterer ikke som sådan som én samling desværre.
Det er absolut en biografi af kunsthandleren og lidt mindre mennesket Paul Durand-Ruel. Han giftede sig i 1862 og fik fem børn med sin hustru inden hun døde ung i 1871. Han giftede sig aldrig igen, og nåede også at miste to børn inden sin egen død. Vi ved dog, at han var inkarneret royalist og født i 1831 havde han jo ældre familiemedlemmer, der kunne huske revolutionen i 1789. Han mente stadig, at det var den rette vej frem for Frankrig, og var udpræget konservativ og katolik. Det var et chok for ham, da Frankrig i 1905 adskilte kirke og stat, og som et mindre attraktivt karaktertræk var han højst sandsynligt også om ikke antisemitisk så anti-dreyfussard, som man kaldte dem, der ikke forsvarede den fransk-jødiske officer. Alligevel samarbejdede han i årevis med Pissarro, så det er svært at udpege ham som decideret antisemitisk - men han var traditionel og nok lidt forstokket.
Hans kunstnere så dog op til ham. Der var tider, hvor de brokkede sig over forholdene - men overordnet vidste de, at han ville deres bedste, og hvis de ikke fik penge, var det fordi han ingen havde til sig selv.
En interessant biografi, der dog er lidt kringlet og tung i stilen - ligesom nogle andre af Assoulines bøger.
