Havets stilhed - Vercors

 

• Fransk
• 8. februar
• 182 sider
• Originaltitel: Le silence de la mer

Jeg har læst den før - i min gamle slidte udgave fra 1951; men den måtte frem igen ti år senere.

I Dan Francks sidste bind om moderne kunst handler det en del om forfattere under 2. Verdenskrig, og deres måder at få publiceret og protesteret mod nazismen. Der er indgående beskrivelser af, hvordan Vercors - eller Jean Bruller - skrev sine noveller og hvordan han fik inspirationen. 

Novellen, der bærer bogens navn, er inspireret af livet, hvor han boede i en lille fransk landsby uden for Paris. Landsbyen var også beboet af nazisoldater, og Vercors svor, at han aldrig ville tale til dem. På trods af deres daglige hilsener på hans spadsereture, svarede han dem aldrig. Han holdt sig til den stilhed han havde lovet sig selv. Han skrev novellerne i skjul, og udgav dem under pseudonym.

Det gav en yderligere dimension til denne novelle; men stærkt står stadig den om den lille dreng på tur med sin far. Med mere baggrundsinformation end ved tidligere læsninger fik jeg dog også et andet syn på den sidste novelle - Verdun-trykkeriet - som handler om en indædt Pétain-støtte, der ejer et lille trykkeri i Paris. Han hader jøder, frimurere og kommunister - men hans eneste medarbejder, Dacosta, er jøde og de er gode venner deres uenigheder til trods. Han tvinges til at opsige Dacosta, og denne går i skjul. Dacostas hustru og to børn fanges, og dør i lejrene - og nu engagerer han sig i modstandskampen og dør selv i fangenskab. En temmelig kras fortælling om ideologier, der overvindes af venskaber. Et lille håb for menneskeheden!

Det er en kort lille samling noveller, og jeg er glad for at have genlæst den lige efter Francks fantastiske biografi.

Havets stilhed - Vercors

• Fransk
• 17. april
• 182 sider
• Originaltitel: Le silence de la mer

"Havets stilhed" er vist ikke meget kendt på dansk, da vi havde vores egne helte indenfor modstandslitteraturen. Men på fransk er det en klassiker af de meget tunge!

Jeg blev mindet om den igen, da den optræder i Rutherfurds historiske roman om Paris, og min udgave er vist en af de allerførste, som det ses af omslagets billede. Den er godt slidt, men har sin faste plads i reolen og da jeg sidst læste den i en noget yngre og mere ignorant udgave af mig selv, var det et oplagt søndagsprojekt.

Vercors er et pseudonym for Jean Bruller, som var en fransk forfatter og tegner. Han skrev sine små historier under krigen, og Havets stilhed udkom i starten af 1942. Da manuskriptet når til London, hvor de Gaulle kæmper for et frit Frankrig, beordrer han, at det skal trykkes i endnu flere eksemplarer og det opnår en status som kampråb måske som vi i Danmark havde det med Liva Weels sang. 

Min udgave indeholder syv noveller, hvoraf Havets stilhed er den længste. Det er en utrolig markerende historie om den ældre mand og hans niece, som bor alene i et hus langt ude på landet. Huset bliver delvist inddraget af tyskerne, og de skal logere en tysk officer. Men de taler aldrig til ham. Hver aften sidder de i husets lille bibliotek foran kaminen; han læser og hun syr eller strikker.

Officeren kommer hver aften hjem, og træder ind i stuen, hvor han siger nogle høflighedsfraser, som hver gang ender med at ønske dem god nat. Efter noget tid kommer han i civiltøj, og begynder at snakke om forholdet mellem Frankrig og Tyskland som to store stater, der skal forbedre Europa. Han er begejstret for den franske litteratur og malerkunst, men mener, at kun tyskerne kan skrive musik.

Men aldrig får han et svar fra de to beboere.

Efter en orlov i Paris vender han pludselig tilbage, og er forandret. Han fortæller dem, at han har bedt om at blive sendt til fronten, og at de skal glemme alt, han har sagt om krigen. Nu har han forstået tyskernes oprigtige formål.

Måden stilheden bliver brugt i denne lille historie er enorm; den er den ypperste modstand mod fjenden. Det er det værste våben de to beboere har til deres rådighed overfor denne unge officer, som var stolt af at være i Frankrig. 

Jeg er normalt ikke meget til noveller, men når de rammer så dybt som Vercors' gør det, så er jeg fuld af beundring.

En anden novelle er om muligt endnu mere gribende, fordi den er endnu kortere - men så kondenseret, at man må læse den flere gange for at få hele gruen med. Det er historien om en lille dreng, der går tur med sin far. Den tur, de tit går. Men de stopper ikke de samme steder for at sidde. Faderen vil hele tiden holde drengen i hånden. Og da de kommer hjem, er den røde geranium, som moderen plejer at stille i vinduet væk. Clouet kommer i en enkelt næsten uskyldig sætning til sidst. hvor læseren forstår, at moderen var jøde og er fanget. At faderen gik til stationen for at lede efter hende - og blev dræbt.

Der er et par noveller, som jeg ikke fandt lige så stærke; men overordnet set er det et genialt stykke litteratur, som bestemt ikke var faldet i den tyske censurs smag. Og det er beviset på, at man med ganske få ord kan udtrykke uendeligt meget.