three Sisters - Heather Morris

• Engelsk
• 29.-31. marts
• 450 sider 
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Heather Morris fik stor international succes med romanen om tatovøren fra Auschwitz, som var baseret på historien om Lale Sokolov og hans hustru Gita. Senere kom en anden roman over samme tema, Cilkas rejse,  og nu historien om tre søstre, som ligeledes var i Auschwitz.

De tre kvinder var Cibi, Magda og Livia - de var født og opvokset i Slovakiet, og mistede deres far i 1929, da de var 3, 5 og 7 år gamle. De boede i et lille hus med moderen og morfaderen og der var bestemt ikke meget rigdom. Da krigen kom blev det kun værre; men der var også hjælp fra uventet side. En læge, som fik Magda indlagt, så hun undgik at blive sendt til Auschwitz - eller som de fik at vide... en tysk arbejdslejr. Som alle andre pakkede de jo en kuffert med tøj, bøger og mad; som de hurtigt mistede og aldrig så igen. De kom afsted i en kreaturvogn, og først da toget stoppede under den velkendte metalbue med ARBEIT MACHT FREI gik det op for dem, at de var endt i Helvede.

Cibi og Livia ankom til Auschwitz allerede i 1942, og to år senere ankom Magda. De så også både moderen og morfaderen, der blev sendt direkte i gaskamrene - ydermere som den allersidste gruppe i 1944. Allerede dagen efter, da en onkel med familie ankom var tyskerne stoppet med gasovnene - krigen var ved at være tabt, og nu gjaldt det om at slette sporene af deres uhyrligheder.

De tre søstre overlevede, men så fulgte dødsmarchen - og da de havde overlevet alt dette, fandt de deres hus besat af en anden familie og et folk i det nu kommunisitske Tjekkoslovakiet, som var åbenlyst antisemitiske.

De ville alle til den nye stat Israel - men i et kommunistisk land var det ikke ligetil at rejse ud; den del var relativ ny for mig og meget spændende.

Historien følger søstrene til midten af 1950'erne, hvor de måske endelig er så "helbredte" på sjælen, at de kan komme igang med et liv.

Mange år senere ser en svigerdatter romanen om tatovøren i en lufthavn; hun læser den på et fly fra Canada til Israel og aner, at der er en sammenhæng. Derfra tager de kontakt til forfatteren, som dermed får endnu en historie til sin trilogi. De tre søstre kendte Lale Sokolov; men han er forlængst død, da de opdager romanen. Det er den ældste af de tre søstre også; men der er børn, børnebørn og oldebørn, som kender dele af historien - og så er der alle os andre, der får lov til at læse den.

Der er vitterligt mange historier om både de døde og de overlevende; men det er ikke for mange historier set i lyset af gruen. Tilsyneladende lærer mennesket dog ikke, for nu står vi i endnu en krig omend ikke i en raceudrensning. 

Som altid er der jo også diskussioner om historisk korrekthed; men det er en romantiseret version - dog er den jo ikke yndig. De grufulde detaljer er stadig grufulde detaljer; men der er korrigeret hist og pist. Det gør den ikke mindre relevant og det er fængende og hurtig læsning.

Noter om sorg - Chimamanda Ngozi Adichie

 

• Engelsk
• 28. marts
• 80 sider
• Originaltitel: Notes on Grief

Jeg bliver konstant stoppet i den bog, jeg egentlig er i gang med - men som også lige kræver, at den fanger mig mere end den gør. Desuden havde jeg en del reservationer på biblioteket, og jeg henter dem altid med det samme - og læser dem med det samme. Hvis man er i en kø, er der jo også andre i køen - så jeg beholder aldrig bøgerne mere end de par dage det tager at læse dem. Så forsinker jeg ikke andre læsere heller!

Utroligt nok er det mere end ti år siden, jeg sidst læste noget af Adichie; der læste jeg til gengæld så tre romaner. Jeg fik aldrig lyst til at læse Americanah, og generelt er hun jo ikke voldsomt produktiv.

Denne lille bog er da heller ikke en roman; selve bogformatet er i sig selv blot halv størrelse, og så er der kun firs sider i den engelske version. Er det en novelle? Nej, det synes jeg heller ikke. Det er en kombination af et brev og forfatterens egen bearbejdelse af en stor sorg. Det er på den ene side den personlige sorg, hun føler, da hun mister sin far - og på den anden side den helt universelle sorgproces, vi alle skal igennem når vi mister. Især når vi mister en forælder, fordi vi pludselig bliver forældreløse.

Adichies forældre bor i Nigeria, hvor hun kommer fra, mens hun og flere af hendes søskende bor i henholdsvis USA og England, og to søskende er stadig i Nigeria tæt på forældrene. De har ugentlige familiemøder på Zoom og forældrene rejser hvert år til USA for at besøge børnene. 

Men nu er det marts 2020, og verden er lukket ned, da hendes far pludselig og uventet dør af nyresvigt. Han er gammel, men alligevel var det ikke nu hun havde forventet at miste ham.

Og med Corona-pandemien er det udelukket at rejse hjem for at trøste moderen, være sammen som familie og ikke mindst planlægge og afholde en begravelse.

Det gør også tabet mere surrealistisk; hun ser sin afdøde far ligge i en kiste på et videoopkald; og begravelsen må udskydes og udskydes på grund af nedlukninger og rejserestriktioner.

Jeg mistede selv min far, da jeg boede i udlandet. Jeg vidste, at der var en tidsfrist, men man ved jo aldrig, hvornår det kommer. Men en dag fik jeg det opkald, hvor man skulle skynde sig hjem fra arbejde, bestille en flybillet, pakke og otte timer senere stod jeg på Rigshospitalet. Heldigvis i tide til at sige farvel. Det er mere end tyve år siden - og i dag er jeg jo hjemme i Danmark igen; men under Corona tænkte jeg tit på, at jeg kunne have været låst fast i udlandet i meget meget lang tid med en gammel mor i Danmark. Jeg kan derfor sagtens forstå, hvordan Adichie har haft det.

Adichie giver os både et portræt af faderen med masser af kærlighed og humor, som kun en datter kan gøre det. Og hun dykker ned i sorgen; hvordan andre reagerer på ens sorg og hvordan man kommer igennem den første svære fase.

Det er meget personligt og rørende; ikke mindst på grund af de særlige omstændigheder men også som en generel betragtning.

Le flambeur de la Caspienne - Jean-Christophe Rufin

 

• Fransk
• 26.-27. marts
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde egentlig helt andre læseplaner; men så blev det endelig min tur på bibliotekets venteliste. Jeg tror det har varet næsten et år - ved ikke, hvem der har beholdt den så længe eller om der er så mange frankofile eller frankofone lånere i København.

Rufin har virkelig fat i sin lille detektivserie nu; det fjerde bind udkom i 2021, og det femte bind er lige på trapperne - alt imens Rufin stadig skriver andre romaner indimellem. 

Jeg var lidt tøvende over det første bind; det var en ny genre for Rufin og det kunne mærkes. Samtidig er han jo hjemmevant i diplomatiet, som er rammerne for vores uduelige antihelt Aurel Timescu. I andet bind var der lidt mere substans i personen, og så er der jo genkendelsens glæde som læser.

Aurel er lykkelig over at være sluppet væk fra det afrikanske kontinent; han hader jo varme! I stedet er han nu i Baku i Azerbaijan,og ved første øjekast virker det som det perfekte match, selvom chefen hjemme i Paris nok mente, at det var en form for straf. Azerbaijan er jo et muslimsk land og det gør Aurels afhængighed af hvidvin lidt mere besværlig.

Men faktisk er det ret perfekt, da han ankommer. Indtil ambassadøren møder ham, og straks erklærer, at han vil have Aurel tilbagekaldt med det samme. Hans rygte er kommet ham i forkøbet. Om det så er rygtet om hans dovenhed eller hans tendens til at lege privatdetektiv er ikke helt klart; men ambassadørens hustru er for nylig død - og da Aurel nu er fornærmet på ambassadøren, vil han grave lidt i det.

Det viser sig hurtigt, at der er noget at komme efter! Hun er næppe død, som det siges - og ambassadøren har i et tidligere job i Rio de Janeiro haft nogle underlødige bekendskaber.

Rufins antihelt er simpelthen en mand, man bliver lidt forelsket i - eller rettere hans klodsethed, hans kejtethed og hans evne til at træde ved siden af. Men alligevel når han frem til de konklusioner, der skal til. Det er aldrig blodigt; og der er altid en overordnet politisk agenda i mysterierne. Her kombinerer Rufin jo sin tidligere karriere som diplomat med sit arbejde i NGO'er.

Det er også hurtig og hyggelig læsning; en god lang eftermiddag blev det til inden Aurel kan takke af fra Baku for at bevæge sig videre til et opfundet land i Europa, og derfra videre til Mexico.

Gud er italiener - Eva Ravnbøl

 

• Dansk
• 25.-26. marts
• 240 sider

Eva Ravnbøl er vel for alvorlig blevet velkendt på vores skærme efter Covid-pandemien, hvor hun flittigt rapporterede fra det, der i foråret 2020 var orkanens øje i Europa - hendes andet hjemland, Italien.

Om det er den succes der fik hende til at overveje en bog, skal jeg ikke kunne sige. Men det vil i hvert fald ikke skade på salgstallene - Italien har været meget i fokus de sidste par år med både Covid-19, Eurovision og EM i fodbold.

Så jeg blev da også fristet; selvom jeg overvejede at vente til jeg kunne finde den på biblioteket. Det skulle jeg i bagklogskabens kloge lys nok have gjort. For det er en meget lille bog, der med god vilje kunne strækkes over to aftenlæsninger - der er max. 3 timers læsning i den.

Det er selvfølgelig ikke forfatterens skyld, at bøger i Danmark er så dyre - men 299 kroner for så lille en bog til så få timers underholdning, er i mine øjne for dyrt. Dog kunne jeg ikke med min bedste vilje få den til at vare længere.

Men er den så interessant? Underholdende?

Ja og nej.

Der er et underligt sammensurium af historier rangerende fra hendes første opleveleser i Rom som ung pige - de første forelskelser (i både byen og folket) til kapitler, der udelukkende omhandler fx Eurovision, Berlusconi, Concordia-forliset, EM i fodbold og selvfølgelig Covid-19-krisen. Der manglede jeg virkelig en rød tråd i historien, der sprang fra det ene til det andet. Desuden med referater af historier, vi alle kender - der var i og for sig ikke noget nyt under solen.

Der er pudsige og rørende oplevelser iblandt; men der er for langt imellem dem.

Der er desværre også nogle sjuskefejl af varierende grad - men at kalde den nok mest berømte pave i det 20. århundrede for Poul Johannes II er irriterende. Ligeledes er personnavne forkert skrevet - det er ikke Da Vinci men da Vinci, og d'Azeglio og ikke D'Azeglio.

Der er virkelig tilløb til en interessant vinkel på livet i Italien; men så forsvinder det over i de journalistiske historier vi allerede kender; det er ærgerligt - for jeg er sikker på, at der ville være rigeligt med materiale at tage af.

The Beauty and the Terror - Catherine Fletcher

 

• Engelsk
• 18.-23. marts
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Stort set ALT, der har med renaissance at gøre interesserer mig. Biografier af personer hvad enten det er kongelige eller kunstnere; og jeg er da også efterhånden kommet igennem en god del. Alene i år den sidste del af Cromwells biografi og Vincis biografi. Men der dukker hele tiden nye vinkler op - og nye bøger!

Således faldt jeg over denne, som giver et mere holsitisk syn på renæssancen. Ordet renæssance stammer jo ikke fra perioden selv, men blev skabt næsten tre århundreder efter renæssanceperioden opfattes som afsluttet. Den strakte sig i store træk fra det 14. til det 16. århundrede - men der er divergerende opfattelse af, hvor tidligt man skal starte. Derimod er der ikke meget disksussion om, at Italien er knudepunktet for bevægelsen - selvom vi også bruger begrebet hollandsk - eller nederlandsk - renæssance i arkitektur; især i de bygninger Christian IV gjorde berømt.

Fletchers fokus starter derimod i højrenæssancen - den anden halvdel af det 15 . århundrede. Der regerede Medici-familien i Firenze; da Vinci begyndte sin karriere - og det var årene inden Europa brød ud i religionskrige med Reformationen som centrum. Men det var også årene efter det store skisme i pavedømmet, og paven var retur i Rom og ønskede at konsolidere sin magt ved blandt andet at skabe kunstværker - malerier, arkitektur, skultpurer.... det var en produktiv tid, hvorfra vi kender alle de store navne som da Vinci, Michelangelo, Mantegna, Raphael Titian, Botticelli for blot at nævne nogle.

Den altenative vinkel, som undertitlen nævner, er ved at se holistisk på hele perioden - de politiske spil, regenterne og det store geopolitiske puslespil i et Europa, der så noget anderledes ud.

Der var det tysk-romerske rige som den ene stormagt - og der var en lang række småstater som Venedig, Milano, Firenze og pavedømmerne. Der var Spanien med territorien helt op til Holland og Belgien - og Frankrig,, som også bestod af individuelle fyrstedømmer omkring den centrale magt.

Hendes tilgang er en tilnærmelsevis kronologisk tilgang til historien bag historien; alle krigene, de forskellige monarker og paver samt kunstnernes liv. Alt på en gang og i en lige linie. Men det kan jo ikke lade sig gøre. I stedet bliver det som at kravle op af et træ - op af stammen, men samtidig ud af hver gren til hun når helt ud til spidsen af hvert blad. For så at komme tilbage til stammen og et nøk op igen.

Der er i og for sig ikke meget nyt for en renæssance afficionado som mig; men strukturen er selvfølgelig anderledes. Den er også meget kompleks fordi hun reelt gaber over alt for meget til at kunne komprimere det ned på så få antal sider. Det giver en til tider klodset og generelt meget tung læsning.

Har man intet kendskab til renæssance vil man ganske enkelt være helt tabt i det; og har man kendskab vil man kunne følge med - men til gengæld ikke lære meget nyt. Så det er en svær problemstilling om det er en anbefaling til "nybegyndere".

Det er ikke en ligegyldig bog - absolut ikke! Men det er heller ikke en absolut nydelse at komme igennem den. 

Sneloparden - Sylvain Tesson

 

• Fransk
• 16.-17. marts
• 176 sider
• Originaltitel: La panthère des neiges

Frankrig er et litteraturens land; og derfor har de selvfølgelig flere fornemme priser. Den nok mest kendte er Goncourt-prisen, men Renaudot-prisen er ikke mindre prestigefyldt, selvom den oftest gives til bøger med et lidt mindre oplag. Det skyldes selvfølgelig også, at en bog ikke kan vinde begge priser - der er altid to romaner i slutrunden, og hvis den en af dem vinder Goncourt-prisen fravælges den til Renaudot-prisen. Desuden er et af kriterierne for at vinde, at stilen skal være nytænkende og anderledes.

Det kan man sige er tilfældet for 2006-vinderen - en af mine yndlinge, Alain Mabanckou; men også  Némirovsky fra 2004, Mukasonga fra 2012 og Foenkinos fra 2014.

Tessons bog om hans vandretur i Frankrig gav mig jo en forsmag på, hvad Sneleoparden nok ville bringe - for Tesson skriver ikke "blot" rejseskildringer i den traditionelle forstand. Det er ikke en historie om at tage rygsækken på og drage derud af. Det er en metafysisk rejse - og denne gang allierer han sig med en specialist indenfor området, naturfotografen Munier. 

Sneleoparden er et sjældent dyr; den lever i Centralasien, og er truet - dens pels er eftertragtet, og der er nu under 10.000 eksemplarer tilbage i verden. Den trives glimrende i ensomhed og i det barske og kolde klima omkring Himalaya og Siberien. Dermed minder den jo lidt om forfatteren selv, der ikke trives i vores moderne forbrugerverden og siden sin ulykke er glad for ikke at kunne høre helt perfekt. Alligevel synes hans rejsekammerater dog her at være endnu mere stille end ham, og han skal lære at være stille i de mange timer de ligger på lur for at få et glimt af det sjældne dyr.

Deres rejse går til et sted i Kina (faktisk er det Tibet, men geopolitisk er det jo noget rod); vi får nogle koordinater men ikke alle, da de netop vil sløre sporene for at beskytte dyrene. Men det er koldt og barsk - ned til minus 35 grader; og de overlever i telte og i bjerghuler. Tesson kan ikke tage del i det hårde arbejde efter sin rygskade; så de tre andre må bære alt det tunge udstyr - så man til tider får lidt en fornemmelse af, at han har rollen som den franske (!!!) klovn i truppen.

Men han er også med for at dokumentere, og det bliver en filosofisk ruminering over livet, naturen og menneskets plads i det større kosmos. Der er tid til at tænke over alt dette, mens de venter - og ikke mindst også lære at vente. En vigtig lekion for mange af os, som hænger fast i rutinerne fra et hektisk liv.

Det er smukt og skrøbeligt, som han beskriver denne venten og belønningen, da de endelig ser sneleoparden. Den er efterfølgende blevet filmatiseret ud fra to rejser, som de foretog sammen - og det må være en meget smuk dokumentar ligeledes, tænker jeg. 

Gæstelisten - Lucy Foley

 

• Engelsk
• 14.-15. marts
• 384 sider
• Originaltitel: The Guest List

Det er ikke tit jeg læser en krimi; og jeg har altid virkelig svært ved at finde nogle, jeg kan lide. Der er selvfølgelig nogle "klassikere"- jeg har læste Jussi Adler-Olsens serie on Afdeling Q; men til sidst mest for at få afslutningen. Jeg har læst Jo Nesbøs fantastiske serie om Harry Hole - men til gengæld ikke rigtigt de krimier, der ikke har Harry med som hovedperson; de er for voldelige og voldsomme til min smag. For nogle år siden læste jeg hele Maigret-serien fra ende til anden - 76 bøger; og den slags krimier er jeg vild med; det er måske snarere detektivhistorier? Jeg ville virkelig gerne læse hele Agatha Christies serier også, men de er meget svære at finde komplette nu.

Så da jeg forleden stod på biblioteket brugte jeg ganske enkelt Google og søgte på Best thrillers 2021, hvorefter jeg tog det første og det bedste link, og matchede med reolen. Det blev til to krimier, som virkede til at være mere whodunnit end blod og motorsavsmassakre.

Gæstelisten handler om et kendisbryllup på en øde ø ud for Irlands kyst. Her ligger et lille slot, som bestyres af Aoife og hendes mand Freddy. Brudeparret er en kendt tv-vært, Will og den smukke influencer og moderedaktør Jules. Historien fortælles i skift fra deres perspektiver men også af Johnno, som er Wills barndomsven og best man samt Hannah, som er gift med Charlie - Jules' barndomsven.

Historien starter i nuet da en tjenestepige bestyrtet kommer ind udefra, og siger hun har set et lig. Så spoles der tilbage til aftenen inden brylluppet, hvor alle gæsterne ankom. De har alle nogle lig i lasten - et søster, der begik selvmord; en bror, der døde som barn; en karriere, der gik i vasken - men alle disse ulykker kan uden, at personerne selv ved det føres tilbage til et knudepunkt.

En enkelt person er det samlende element - og i sidste ende skyld i alle disse ulykker.

Som brylluppet skrider frem, kommer et uvejr ind over øen - og nu bliver det knap så idyllisk, når strømmen begynder at gå. For hvem forsvinder i mørket?

Der er lagt op til en lidt gammeldags whodunnit, der minder om Christies gode krimier - og det lykkes da også et godt stykke af vejen. 

Men man gætter jo hurtigt hvem denne person er - så nu er msyteriet blot hvem, der slår ham ihjel?

Det er meget let læsning; god underholdning til to eftermiddage - men ikke ufroglemmeligt! 

Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon - Jean-Paul Dubois

 

• Fransk
• 13.-14. marts
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I 2007 læste jeg min første roman af Jean-Paul Dubois; og jeg var ikke imponeret! I 2012 læste jeg alligevel endnu en af hans romaner; og jeg var stadig ikke imponeret. Faktisk så rørende lidt imponeret, at jeg i 2019 læste den samme roman, som nu havde fået en anden titel grundet en filmatisering. Ja, titlen var ikke fundamentalt anderledes - men efter syv år var dens ligegyldighed så udvasket, at jeg faldt i fælden.

Og nu gjorde jeg det igen! Min undskyldning denne gang må være, at Dubois i 2019 vandt den ypperste fransk litteraturpris, Goncourt-prisen. Jeg forsøger tit at læse netop disse vindere, hvis jeg synes omtalen er interessant. Men denne nuppede jeg bare i en belgisk boghandel i sommers uden overhovedet at læse anmeldelser og blot forholde mig til, at den havde vundet en pris. Stor fejl!

Bogens hovedperson, Paul Hansen, er i fængsel - i Canada - hvor han deler celle med en hårdkogt rocker, Horton. Han har siddet der i næsten to år, men vi får ikke at vide hvad han er dømt for. Det skal komme stille og roligt mens Paul fortæller os hele sin livshstorie.

Pauls far er dansker! Nemlig! Men det, der så allerede undrer (og irriterer) er, at han hedder Johanes Hansen. Ikke Johannes - men Johanes. Det er der jo ingen, der hedder - så jeg bliver irriteret over den manglende research. Ligesom de danske sætninger, som oversættes til fransk. De er principielt korret oversat men det er sætninger, som man ikke ville sige på dansk. 

Og så er der den latterlige stereotype fremstilling af Skagen, den tilsandede kirke og jysk kultur og humor generelt. Jeg ved ikke om Dubois nogensinde har sat sine franske fødder i Skagen eller i Danmark i det hele taget; eller om det blot er en gimmick?

Hele historien bygges op om Pauls mislykkede barndom med forældrene, der bliver skilt - og senere hans job som altmuligmand i en ejendom i Canada. Han bruger her mere tid på at lege sjælesørger for de ældre beboere end at få ordnet de praktiske ting, der skal repareres. Og det er her, katastrofen ender med at indtræffe, da hans bæger en dag flyder over.

Indimellem hans livshistorie fortæller han om livet i fængslet og i cellen med Horton; om de besøg han får af faderen, konen og hunden - alle døde; men de besøger ham.

Der er mange overstrømmende anmeldelser af denne bog; og den har jo ikke vundet en pris uden grund. Jeg kan bare slet ikke se logikken i det; jeg er bestemt ikke fan af Dubois - jeg synes hans bøger er intetsigende, kedelige og jeg glemmer dem jo så hurtigt, at jeg må installeret en blokering et sted, så jeg ikke ender med at investere i flere af hans bøger.

Christian 4.s København - Gregers Dirckinck-Holmfeld

 

• Dansk
• 12. marts
• 207 sider

Endnu et lykkeligt loppefund - denne gang i et antikvariat og til den beskedne sum af 50 kr. - for en tung, smukt illustreret coffee table-bog. Netop derfor egnede den sig perfekt til en lørdag godt puttet i sofaen og med en solid pude til at understøtte bogen.

Det er vel på sin vis et katalog; udgivelsen er fra 2006 i forbindelse med det års udgave af Golden Days, som var tilegnet vores alles yndlingskonge, Christian IV.

Jeg var selvsagt ikke til den udgave af Golden Days, og ved derfor ikke hvilke udstillinger, der var. Omvendt har den jo heller ikke været praktisk at rende rundt med som katalog - men som et minde om udstillingen, og til fordybelse senere derhjemme er det jo et smukt minde.

Bogen er opdelt i forskellige kapitler, som omhandler både Christian IV selv - som kapitlet om hans kvinder; men også om tidens trend - såsom videnskab, musik, religion.

Der er en overordnet "historie" for hvert afsnit, men afbrudt af små indsatte rubrikker med anekdoter eller uddybende informationer. Her går det til tider lidt galt, da der er en del overlapning med de andre historier. Det er tydeligt, at det er et patchwork leveret af forskellige forfattere, og der har manglet en overordnet korrektur for at få en bedre rød tråd i historien. 

Men det er en smuk bog, og med fine illustrationer med fyldesgørende kildeinformationer. Det er en dejlig bog at have som opslagsværk senere - som de fleste udstillingskataloger.

De rejsende - Regina Porter

 

• Engelsk
• 8.-11. marts
• 320 sider
• Originaltitel: The Travelers

Denne roman var et helt tilfælde, da jeg fandt den i en udsalgskasse til 40 kr. - og den er faktisk ikke særlig gammel; men åbenbart ikke én, der fængede publikum?

Jeg blev fanget af den sjove forside, hvor man faktisk ser alle historiens personer, og ikke mindst hvordan deres veje krydses.

De rejser jo egentlig ikke så meget, som titlen kunne antyde - men de rejser i livet.

Historien bevæger sig frem og tilbage i tid og fra synsvinkel til synsvinkelt. Hvert kapitels titel ledsages af en oversigt over, hvilke årstal det omhandler - det kan hjælpe, da det er lidt forvirrende.

Tidsmæssigt foregår den fra 1950'erne op til Obamas første år som præsident; en brydningstid i USA's historie, hvor menneskerettigheder var i forfront og hvor livsvilkår ændrede sig dramatisk for den sorte del af befolkningen.

Vi følger nemlig både en sort og en hvid familie. James Vincent Sr. er brandmand, og hans søn James Vincent Jr. bliver advokat. Dennes søn, Rufus, bliver professor og har tvillinger sammen med Claudia.

Claudia er sort, og hendes mor, Agnes, var i 1960'erne udsat for voldtægt af hvide politimænd. Det ødelagde hendes forlovelse - hendes store kærlighed; og istedet giftede hun sig med Eddie for at komme hurtigt væk. I Agnes' ungdom er der også Eloise - en skolekammerat med hvem hun havde en lesbisk flirt i teeenageårene.

Da Agnes møder sin første kærlighed, flygter Eloise - hun tager til Vietnam; der mødes flere af dem - og det bliver også et historisk bagtæppe til denne vigtige periode i amerikansk historie.

Der er ikke et egentligt plot; man kan måske undre sig over, hvor forfatteren vil hen med denne historie? Men det er faktisk bare en historie om mennesker og deres helt almindelige liv. De mødes og giftes; de mødes og er kolleger; de mødes og er på hver sin side af en idelologisk, politisk, religiøs, seksuel eller racebarriere. Det er "bare" liv; og de illustreres med små sort-hvide fotos, som et ekstra krydderi.

Den er meget underspillet og alligevel elskede jeg denne stille historie om de mange forskellige mennesker; og det er intet problem at holde styr på dem.

Rumeurs d'Amérique - Alain Mabanckou

 

• Fransk
• 6.-7. marts
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Min 16. bog af Alain Mabanckou! Jeg kan blive irriteret over nogle af dem og jeg kan forelske mig håbløst i andre af dem. Jeg kan stadig måske bedst lide hans romaner, selvom han har nogle interessante vinkler på afrikansk kultur og historie. Jeg tror det er på tide, at genlæse nogle af de allerførste romaner, som jeg virkelig nød.

Mabanckou har i mange år boet i USA, hvor han underviser i fransksproget litteratur på UCLA. 

Denne gang har han derfor skrevet en lille samling "amerikanske rygter", som titlen hedder - eller snarere små anekdoter fra sit liv i USA.

Jeg kan ikke helt beslutte mig for om dette er endnu et resultat af pandemien og uendelige lockdowns? Mabanckou har heller ikke kunnet rejse; an har kedet sig derhjemme - og dette er så udfaldet. 

Det er små bidder liv fra hans hverdag - nede på det veganske marked eller på tankstationen, hvor han sludrer med de andre lokale. Det er lidt større betragtninger over afroamerikanske forhold og endnu en variant af racismen - de afroamerikanske personers racisme overfor afrikanere. Ud fra den betragtning, at afrikanerne var dem, der solgte afroamerikanerne!!! Efter både Maryse Condés og Angelous beskrivelse af racismen hun mødte i Ghana i starten af 1960'erne er dette blot endnu en variant. En trist bekræftelse af, at det problem muligvis aldrig bliver løst.

Men der er også passager, hvor jeg desværre fandt Mabanckou decideret usympatisk! Han forestår som den store forkæmper for Afrika og de svage i historiens tilbageblik; men nu ser vi en mand, som tager på natklub for at score en pige for natten. En mand, som fortsætter med at handle i en forretning, som han beskriver som boykottet af mange på grund af umenneskelige arbejdsforhold? Det harmonerer slet ikke med den version af Mabanckou jeg havde tidligere - og det skuffede mig dybt.

Der er ingen rød tråd i bogen og der er faktisk mange anekdoter om hans dagligdag, som jeg er fuldstændig ligeglad med og som intet bringer til historien. Faktisk må man nok konkludere, at det er endnu et eksempel på noget dårligt, der kom ud af pandemien!

Måske er jeg heldig næste gang - for i en nylig Instagram-post ser det ud til, at han nu har færdiggjort en roman; det ville være dejligt at komme tilbage til historiefortællingen. Den ægte!

Les impatientes - Djaili Amadou Amal

 

• Fransk
• 5.-6. marts
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Djaili Amadou Amal er en fransksproget forfatter fra Cameroun, som jo er et overvejende kristent land. Der er dog visse områder - specielt i den nordlige del - der er traditionelt muslimske; og der kommer Amal fra. Som blot 14-årig bliver hun forlovet med en ung mand, hun kender og som hun synes godt om - og det var helt normalt at blive forlovet i den alder. Men da hun er 17 år gammel, tager tingene pludselig en anden drejning, da hendes onkler beslutter at hun skal giftes med en rig politiker - som dog er over 50 år gammel. 

Efter fem års ægteskab lykkes det hende at komme ud af ægteskabet; i stedet gifter hun sig med en polygam mand med hvem hun får to døtre. Hun er klar over problemerne i polygame forhold - men det viser sig at være langt værre; med vold og brutalitet. Hun ender med at sælge alle sine smykker, og for pengene rejser hun hjem til familien og udgiver sin første roman.

Hun er nu gift for tredje gang, og bor med sin mand i Douala; hun har udgivet flere romaner og altid på fransk, som er kolonialismens sprog. I 2020 var hun udvalgt til den franske Goncourt-pris, som dog gik til Anomalien - men hun vandt ungdomsprisen; Goncourt des Lycéens som udvælges af mere end 2.000 gymnasieelever.

Bogens titel - De utålmodige - må siges at være ironisk; for de tre kvinder, vi følger, får livet igennem at vide at de skal være tålmodige. Munyal er udtrykket på peul-stammens sprog for tålmodighed; der skal udvises overfor ægtemænd men også overfor de nye store familier, der bliver deres hverdag i et ægteskab; ofte med andre koner.

Historien er stærkt inspireret af hendes eget liv, og det er faktisk ikke specielt poetisk - modsat hvad jeg ellers synes karakteriserer afrikansk litteratur. Måske fordi emnet er så barsk - og Amal beskriver det direkte og uden omsvøb.

Vi følger tre kvinder. Ramla - en ung kvinde, der er dygtig i skolen og forlovet med en ung ingeniørstuderende. Pludselig skal hun tvangsgiftes med byens rige mand og være hans hustru nummer to. Hendes halvsøster Hindou, som bliver gift samme dag som Ramla med en fætter, der ikke arbejder men istedet bruger sin tid på hasardspil, druk og ikke mindst at tæve sin hustru. Endelig er der Safira, som er førstehustruen i Ramlas ægteskab. For Safira er dette den ultimative ydmygelse; tegnet på, at hun er gammel og uduelig på trods af sine kun 35 år.

Ramla føler sig svigtet af sin familie; og er ikke lykkelig i ægteskabet - men det ser Safira slet ikke i sin jalousi. I stedet begynder Safira at stjæle fra manden, og skyde skylden på Ramla. Hun kontakter heksedoktorer, der skal nedkaste forbandelser over den unge kvinde. Da det endelig lykkes kan hun til nød indse sine egne fejl; men ved også, at hun er parat til gøre det igen - for det er kvindens lod i et polygamt ægteskab. 

Hindou bliver også bebrejdet, at hun ikke er tålmodig nok overfor sin mand. For hvis han slår, må det jo være hendes skyld. Hun ender med at blive sindssyg.

Det er virkelig cash - og måske er det også den eneste mulige måde at beskrive de forhold kvinder lever under i nogle dele af verden. Amal er nu en stærk kvinderettighedsforkæmper og heldigvis med disse litteraturpriser kommer budskabet længere ud; forhåbentlig også i en dansk oversættelse!

The Mirror & The Light - Hilary Mantel

 

• Engelsk
• 24. februar - 2. marts
• 918 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Man kan ikke sige, at Hilary Mantel har haft travlt med at gøre sin trilogi færdig! Første bind udkom i 2009, men jeg læste det først i 2013. Det betød heldigvis, at jeg kunne fortsætte direkte med andet bind, der udkom i 2012. Men så gik tiden - og det afsluttende bind udkom først i foråret 2020; hvorefter jeg har ventet på, at paperback-udgaven skulle komme.

Den kom sidste sensommer - men jeg skulle lige finde et passende tidspunkt til at kaste mig over denne absolutte mursten. De to tidligere bind er kompakte; men de er i mindre paperback og langt færre sider; denne er stor og over 900 sider. Første bind var lidt tungt at komme igang med - og det blev langt bedre i andet bind, hvor skrivestilen var tilbage til den fra første bind. Alt er skrevet i tredje person - han Cromwell er måden at isolere hovedpersonens tanker fra andre personers.

Det er unægteligt en tung måde at læse på; jeg kan også mærke, at hjernen er påvirket af kemoterapien. Jeg læser langsommere, da jeg har mindre energi - og derfor har der været flere letlæselige bøger. Samtidig var jeg opsat på, at jeg ville til vejs ende - det blev en personlig udfordring og et mål at nå. Ikke at jeg ikke nød læsningen undervejs; for det gjorde jeg. Men jeg skulle lige over de første hundrede sider - endnu engang!

Vi starter i sommeren 1536, da Anne Boleyns hovede triller ned fra skafottet efter hendes henrettelse. Cromwell er stadig kongens tiltroede medarbejder, og hans magt blot stiger og stiger. Nu skal han så finde en ny kone til kongen - og det er ikke så nemt som sagt.

Kongens rygte som ægtemand har lidt et knæk; den første hustru - og dronning - smidt ud fordi hun ikke fødte en arving. Den næste henrettet på mistro for utroskab. Henrik VIII vil have en fyrstelig prinsesse igen - men de er bare ikke så varme på idéen; og det skal også være en fordelagtig politisk alliance. Men Henrik VIII står midt imellem den franske konge og den tysk-romerske kejser - og stadig i ufred med paven på grund af sin fornægtelse af den katolske kirke.

Ergo - ikke årets bud på en attraktiv ungkarl; desuden er han jo en ældre mand nu, og hans levestil har sat sine tydelige fysiske spor. Men Cromwell er kongens mand - han udfører uanset besværligheden. 

Den næste dronning bliver den tyske prinsesses af Clèves; en genert ung pige, som dog har nerver nok til at sige nej til kongen, som hun ikke finder fysis tiltrækkende. Cromwell skal forsøge at få dem til at finde hinanden, men da det ikke lykkes er han også syndebukken.

Bogen følger Cromwell disse sidste fire år af hans liv fra sommeren 1536 til sommeren 1540, hvor han selv henrettes. Der var han så magtfuld, at selv kongen måske begyndte at frygte, at det havde taget overhånd. Samtidig var Henrik VIII næppe en nem arbejdsgiver? 

Det siges, at kongen senere fortrød henrettelsen af Cromwell - og spørgsmålet er vel også i bund og grund om man kan være så magtfuld, og styre så meget af en fyrstes liv uden at det bliver farligt? Det er jo ikke en position vi kender i dag - i den vestlige verden i det mindste; men der kal nok stadig være steder, hvor det kan være lige dele fordelagtigt og farligt at svæve i cirklerne omkring de magtfulde.

Jeg nød absolut hver en side; og det var vemodigt at tage afsked med Cromwell og den vanvittigt smukke poetiske biograif Mantel har leveret. Jeg måtte give mig selv en par dage til at absorbere det hele inden jeg havde lyst til at læse en ny bog.