Suite française - Irène Némirovsky

• French
• December 3-8
• 573 pages
• Dansk titel: Storm i juni

Jeg skrev det, da jeg havde læst den første roman af hende - jeg var virkelig imponeret af såvel hendes skrivestil som den utrolige historie, der ligger bag. Hendes helt ubegribelige livshistorie, som samtidig er skræmmende og uforståelig når man læser hendes tekster. 'Storm i juni' er skrevet efter, at krigen var brudt ud. Irène var flygtet ud af Paris med sin mand og to små piger, men de levede i den besatte zone.

'Storm i juni' skulle have været hendes store livsværk efter en række relativt små romaner - en saga i fem dele bygget op som et klassisk musikstykke. Hun nåede at skrive de to første romaner inden hun blev arresteret den 13. juli 1942, og sendt i tysk koncentrationslejr, hvor hun blev gasset den 17. august 1942. I noterne, som er et bilag til romanen, skriver hun blot et par dage inden sin arrestation, at hun regner med, at hendes romaner først vil udkomme efter hendes død; og et andet sted citerer hun et vers fra en af hendes tidligere romaner, men som hun genbruger i 'Storm i juni' - muligvis på grund af deres varslende overensstemmelse med hendes nye liv:

"For at bære så meget, Sisyfos,

skulle jeg have dit mod.

Jeg mangler ikke vilje,

men vejen er lang og tiden så kort."

Det er meget brutale ord, og helt ligesom den ufærdige roman er det utroligt gribende. Men samtidig er der elementer, der forbliver uforklarede i hendes forfatterskab - og som hun selv, og efter hendes deportation hendes mand, forsøger at udnytte til deres fordel.

Irène havde konverteret til katolicismen i håbet om at opnå fransk statsborgerskab, men det hjalp ikke hendes sag overfor tyskerne. Men hun har i flere af sine romaner skrevet nedsættende om jøder - på trods af hendes egen oprindelse; ligesom hun i starten af krigen udgav under pseudonym i antisemitiske tidsskrifter. Disse passager sender hendes mand til tyskerne i et naivt håb om, at de vil løslade hende - men hun er for længst død. Enten er det kalkulerende - eller også er det tegn på, at hun som forfatter er i stand til at sætte sig helt ud over egne meninger og følelser, og indleve sig i alle personer og situationer? Jeg synes ikke, at der er et indlysende svar selv efter at have læst 'Storm i juni', som på mange måder fortæller meget mere om hendes eget liv end de tidligere romaner.

Første roman i den ufærdige kvintet hedder også selv 'Storm i juni' på dansk, og omhandler flugten fra Paris i juni 1940, da bombardementerne af selve hovedstaden begynder. Man følger flere forskellige familier og typer personer: Den rige men ekstremt katolske Péricand-familie; den excentriske arrogante forfatter Gabriel Corte med sin elskerinde; middelklasseparret Michaud, hvis søn er ved fronten; en egoistisk usympatisk enlig herre Langelet og en fattig bondefamilie uden for Paris i den landsby, hvor personernes historier på flere måder krydser hinanden.

For det er nemlig det første særpræg, der slog mig i en roman, der er så 'gammel'; at hun med elegance skifter imellem historierne, og uden at tvære det ud med en stor pensel, så opdager man pludselig, at den ene historie krydser den anden. Men det er hver gang gjort med en uendelig finesse - og hen mod slutningen måske også som en slags retfærdighed fra oven, da de 'dårlige' skal straffes. Historien omhandler som sagt denne flugt - hvor alle vil ud af byen på samme tid; men benzin og mad kommer hurtigt til at mangle - og togene kører ikke. Det bliver derfor alles kamp mod alle - og hendes force ligger i beskrivelserne af den menneskelige natur, når den virkelig presses til sit yderste. Samtidig er der passager så anderledes poetiske, som jeg sjældent har set - som et kapitel, hvor den parisiske lejlighedskat opdager landlivet og stikker af ud i en ny verden.

Den anden roman hedder Dolce, og foregår i den lille landsby, Bussy, hvor bondefamilien fra den første roman bor. Nu er det sommeren 1941 og tyskerne rykker ind i byen, hvor de også skal bo hos de franske familier. Vi følger bondefamilien fra før samt Angellier-familien - den unge krigsgræsenke Lucile, som bor sammen med sin gamle krakilske svigermor, som selvfølgelig forguder sønnen ved fronten, og bebrejder Lucile ethvert grin eller smil mens sønnen lider.

Némirovsky beskriver, hvordan det var derude på landet i Frankrig under krigen - ganske givet en landsby som den, hvor hun selv befandt sig - hvor man skulle lære at leve sammen med fjenden... under samme tag i visse tilfælde. Der sker det, som sikkert skete i mange tilfælde - man opdager, at de er mennesker som én selv; at den menige soldat ikke er mere krigsglad end ens egne bortdragne sønner - og de unge piger nyder at have unge mænd i byen igen! Således falder Lucile også for den officer, der bor hos dem - det udvikler sig dog aldrig til mere end blikke, samtaler og håndkys.

Alligevel undres jeg endnu engang over, hvordan Némirovsy fungerede som menneske? For hun beskriver ikke tyskerne som uhyrer; hun beskriver tingene, som de uden tvivl foregik - og som hun så det ske foran sig... men hun tillægger tyskerne næsten sympatiske træk vel vidende, at hun hver dag risikerer at blive arresteret. Der er intet tyskerhad - men en stor objektivitet, som ikke forherliger hverken den ene eller den anden part. Tværtimod rammer det lige plet i den menneskelige natur - den måde hvorpå hun kan beskrive deres opførsel overfor hinanden; samtidig med, at hun beskriver deres tanker, som selvsagt er ret anderledes.

Det er en fantastisk stærk roman; den er skrevet parallelt med, at tingene skete foran hende. Derfor er det desto mere skrækkeligt at tænke på, at den første roman foregår fra 1940-41, og den anden fra 1941-42... som sagt til kun et par dage før hendes arrestation. Der skulle have været fem dele - og selvfølgelig kunne hun ikke vide det på det tidspunkt - men hvis hun havde levet, så ville de fem dele lige nøjagtig havde fulgt krigens år.

Hun havde ideer til i hvert fald den tredje roman, hvor personerne fra de to første skulle drages mere direkte ind i hinandens liv; hvor 'musikken' skulle blive mere dyster og handlingen mere ond ifølge hendes egne noter.

Men så langt kom hun aldrig - og dette er virkelig en roman, hvor man inderligt kan fortryde, at hun ikke fik den nødvendige tid til at færdiggøre sit værk. Hvordan ville det være fortsat efterhånden som også Némirovsky ville have været absolut bevidst om koncentrationslejre og masseudryddelser? Det er intrigerende at tænke på, synes jeg.

Alt dette var nedskrevet i en notesbog i lillebitte skrift, så det blot fyldte 140 sider; hendes døtre, som begge overlevede krigen, havde den med sig. De åbnede den ikke, da de anså den for at være en dagbog, som det ville være for pinefuldt at læse. Men da de endelig gjorde det 50 år efter, overgav de det til en redaktør og da den udkom i 2004 fik den en utrolig velfortjent succes, og Némirovsky vandt flere posthume litterære priser. Der er ganske få fejl - navne, der ændres osv. Men det var ikke et færdigt manuskript og det er så ligegyldigt i denne sammenhæng - for en gangs skyld!