Thursday, December 16, 2010

Les Chiens et les Loups - Irène Némirovsky























  • French
  • December 14-15
  • 250 pages
  • Dansk titel: Ikke udkommet på dansk
Endnu en Némirovsky-roman, og desværre bliver de blot bedre og bedre, som hun vokser til som forfatter. Denne roman er fra 1940, og vi bevæger os en anelse væk fra temaerne om fædre/døtre og ulykkelige barndomme. Men ikke helt...

Ada er en ung jødisk pige, som vokser op i Ukraine sammen med sin far efter moderens for tidlige død. Faderen er stadig den samme type karakter, som i de tidligere romaner - en jødekræmmer, som forsøger alle mulige måder at tjene penge på. Muligvis er det en ny indfaldsvinkel fra Némirovsky at skrive den forhadte moderskikkelse ud af bogen fra starten?

Men på et tidspunkt flytter en tante ind med Adas fætter, Ben, og den lidt ældre kusine. Ben og Ada vokser op sammen, og deres lege går blandt ud på at opfinde en flugt - en flugt fra de voksne ind i en perfekt verden, hvor de to bestemmer. Men en dag er de på flugt fra en pogromudryddelse, og finder tilflugt hos deres lille fætter, Harry, som tilhører den rige og succesfulde del af familien. Den del, som benægter ethvert slægtskab med disse fattige og snavsede mennesker... men Ada bliver for evigt forelsket i Harry, og drømmer om en ny leg, hvor hun tager ham i hans blonde krøller og de sammen rejser bort.

Kort efter rejser de alle til Paris, men Ada glemmer ikke Harry. Heller ikke da den skinsyge Ben får hende overtalt til at gifte sig med hende - velvidende, at hun ikke elsker ham. Harry gifter sig med den unge, rige - og ikke mindst franske - Laurence; et skridt op i hierarkiet for den lille 'smuskede' jøde - men en dag støder han ind i Ada igen, og de indleder en affære. Ada og Harry er af samme blod; de forstår hinanden og har den samme slaviske, russiske melankoli og mørkhed i sindet, som Laurence ikke kan give ham.

Netop som de begge er ved at blive skilt, og planlægger et bryllup på trods af den store sociale afgrund, dukker Ben op igen. Han har arbejdet for Harrys families bank - og med vilje kørt den i sænk. Det var hans eneste chance for hævn, selvom Ada ikke kommer tilbage til ham. Ada skal nu vælge om hun vil lade Harry synke ned i dyndet - ham, som er opvokset i rigdom modsat hende? Eller om hun skal opgive sine egne drømme for at redde ham?

Igen handler det om eksil - et evigt tilbagevendende tema i Némirovskys romaner på grund af hendes egen historie. Det handler om synet på jøder - og igen ikke mindst hendes egne gentagne ironiserende karikaturer; hendes egen far var bankmand, som alle hovedpersoner i hendes romaner, og der er da også tekniske beskrivelser, som er usædvanlige for en ubekendt med miljøet. Det er også igen om komplicerede familieforhold, svigt, ære - og den voldsomhed, der typisk er i nationaliteter med mere patos og passion, som bogen iscenesætter som modsætningen mellem de emigrerede russiske jøder og de stille og civiliserede franskmænd.

Ligesom Pamuk bevæger hun sig tit rundt i de samme miljøer og omkring de samme temaer og stemninger - men hver gang på en ny måde; måske er det derfor, at begge har fænget mig, så jeg må læse alt af dem. Det er tungsindigt og mørkt - og det fascinerer mig.

Det er en absolut mere moden roman; med undertoner af græsk tragedie - det er ikke en banal kærlighedshistorie. Det er igen en bog, der fanger fra første linie, men nu holder jeg en lille Némirovsky-pause for at have noget til gode igen.

---------------------------------------------------------------------------

Encore un... je ne sais plus m'arrêter! Elle devient de plus en mûre dans son écriture et les romans que meilleurs en avançant. Celui-ci est de 1940 et elle s'éloigne un peu du thémathique père/fille - mais pas entièrement...

Ada est une jeune fille juive, qui grandit en Ukraine avec son père; la mère est morte en couches. Le père est identique aux principaux personnages masculins de ses autres romans - le juif qui essaie par tous les moyens de s'enrichir ce qui pour un juif (selon Némirovsky) est le seul et le premier but de la vie. Par contre elle essaie peut-être d'évacuer cette haine maternelle en effaçant le caractère complètement - un signe qu'elle a depassé ce deuil?

A un moment une tante veuve s'installe dans la maison avec son fils Ben et une cousine d'Ada. Ben et Ada grandissent en jouant ensemble - leur jeu favori est celui où ils s'imaginent la fuite dans un monde sans adultes où eux deux décident. Mais un jour ils sont obligés à se réfugier chez le petit cousin, Harry lors d'un pogrom. Harry appartient à la partie riche de la famille - cette lignée qui réfuse ces petits enfants sales et pauvres; mais Ada tombe amoureuse d'Harry! Elle invente un jeu à elle où elle s'enfuit avec lui... sans Ben.

Peu de temps après ils partent pour Paris, mais Ada n'oublie pas Harry qui s'installe aussi dans la ville. Des années plus tard elle marie Ben même si celui-ci sait qu'elle ne l'aime pas. Harry épouse la jeune, riche et belle (et surtout française) Laurence - un pas vers un monde plus 'propre'. Ada est devenue peintre quand ils se recroisent et entament une relation; Ada lui apporte ce côté obscur de ses racines slaves; la mélancolie de l'éxile et les souvenirs du pays que Laurence ne connait pas.

Ils divorcent et préparent leur mariage quand Ben reapparait. Il a travaillé pour la banque de la famille de Harry, et il a fait exprès de tout gaspiller. Sa vengeance! Ada doit maintenant décider si elle veut laisser Harry descendre dans sa pauvreté - un monde inconnu pour lui - mais ils seraient ensemble? Ou le quitter et tout faire pour qu'il reste protégé? En abandonnant ses propres rêves de bonheur...

Encore une fois cela traite de l'éxile et ses douleurs; mais aussi sur la vision des juifs à cette époque - et surtout les remarques peu flatteurs de Némirovsky. Il y parle des relations familiales compliquées - l'abandon, l'honneur, la trahison - et la violence des sentiments qui est plus propre aux peuples slaves que pour ces français civilisés. Une frontière bien distincte dans le roman où Harry est uniquement accepté tant que cela se passe bien!

C'est peut-être ce qui me fascine chez Pamuk aussi - toujours parler des mêmes choses mais différemment; le même temps, les mêmes couleurs - toujours un peu triste, un peu sombre... mais fascinant!

Plus mature avec des allures de tragédie grecque - ce n'est pas une bête histoire d'amour. Encore une fois j'étais captivée dès le début - mais maintenant je m'impose une petite pause Némirovsky.

No comments: