Tendre est la nuit - F. Scott Fitzgerald

• French
• November 29-December 2
• 477 pages
• Dansk titel: Natten er blid
• Originaltitel: Tender is the night

Egentlig burde jeg jo læse denne bog på engelsk; men den stod i reolen fra 1990, hvor jeg havde købt den i Paris - dengang sikkert for at træne mit franske. Men selv på fransk er det en fantastisk melodiøs og barsk roman; på en anden og mere selvbiografisk måde end 'Denn Store Gatsby' - men med alt, hvad der hører sig til af Lost Generation-stemning.

Dick Diver er en ung amerikansk læge uden store midler - men med mange ambitioner; under hans arbejde på en klinik i Schweiz møder han den usandsynligt rige - men syge - Nicole Warren. Årsagen til hendes skizofreni er blandt andet at finde i hendes incestuøse forhold til den rige far, og nu ser hun djævle i alle mænd. Men Dick er anderledes og det varer ikke længe inden søsteren, den rige og forkælede Baby, ser Dick som redningen. For hvis Nicole gifter sig med en psykiater er hun vel konstant under opsyn og i gode hænder?

Deres ægteskab, som skulle være et stille liv i Schweiz, udvikler sig hurtigt til at blive jet-set livet på den Franske Riviera i de vilde 1920'ere. Dick lever af Nicoles formue, og de bliver samlinsgpunktet for en skandaløs bande af unge, smukke og rige, som keder sig noget så grusomt og konstant må flytte sig for at se en mening med deres liv. Ikke, at de overhovedet selv erkender denne kedsomhed og overfladiskhed. Dick er sin kone tro, men i 1925 møder de den unge amerikanske skuespillerinde, Rosemary, på stranden. Hun følger dem en sommer, og forsøger at forføre Dick.

Den første del af bogen omhandler denne vilde sommer med diverse vanvittige eskapader, som ender med et mord på et parisisk hotel, hvorefter den umage treenighed må skilles. Derefter går bogen tilbage til Dicks ungdom og hans karriere og møde med Nicole, inden den indhenter tiden igen. Mødet med Rosemary er således brydningspunktet i Dicks liv - det er det tidspunkt, hvor han for første gang viser svaghed og ganske langsomt kommer Nicole ud af sin afhængighed af Dick. Han begynder at drikke mere og mere, og bliver en paria i den klike, hvor druk hører med til det sorgløse liv - men udelukkende så længe man kan kontrollere det.

Det kan Dick ikke - og det er ikke kun drikkeriet; det er erkendelsen af at have solgt sig selv til den rige Warren-familie; at have mistet sine lægelige idealer og i bund og grund være et instrument for dem. Da han nogle år senere møder Rosemary igen, er denne ikke længere en ung uskyldig pige og hun lader sig ikke forføre som tidligere. Dick erkender, at den magt han mente at have er falmende.

Ligesom i Gatsby er det fænomenet med den observerende part - i dette tilfælde Rosemary; men der er også en del elementer, der mindede mig om Némirovskys bog om den griske psykiater, der også falder fra tinderne. Han er selvsagt langt mindre sympatisk end Dick; men der er ligheden med et samfund og en social rangorden, som er så stringent, at man lynhurtigt bliver forkastet, hvis man ikke længere er ubekymret og underholdende. Det hele er facade, og i bund og grund ville Dick virkelig sit lægevirke. Han starter som den stærke (og ambitiøse) men ender med at være den svage overfor Nicole, som endelig bliver fri af sin sygdom og afhængigheden af Dick som mentor.

Fitzgeralds kone, Zelda, var selv skizofren og indlagt på flere klinikker i den periode, hvor han startede denne roman. Han mistede selv sin formue i 1929-krakket, og endte som alkoholiker - der er unægteligt en del lighedspunkter. De var også datidens glamourøse par, som turede Europa tyndt - men facaden endte med at krakelere. Fitzgerald havde selv en affære med en ung skuespillerinde - og Zelda indtil flere ligeledes. Dicks frustrationer over sin nedadgående karriere er ganske som hans egen fornemmelse af nederlag som forfatter - og det gør læsningen lidt bittersød efterhånden som man er vidne til det totale sammenbrud han gennemgår.

Den er selvfølgelig meget tidstypisk for netop den ubekymrede efterkrigstid, hvor alle blot tænkte på at more sig - ikke mindst de meget rige - men den er stadig aktuel næsten 80 år efter, og en meget smuk læseoplevelse.