Ulysse from Bagdad - Eric-Emmanuel Schmitt

• French
• November 26-28
• 277 pages
• Dansk titel: Ikke oversat?

Eric-Emmanuel Schmitt plejer at kunne noget helt særligt; han kan med ganske få ord og på ganske få sider overbringe en historie, som forekommer let og sødmefyldt for i virkeligheden at indeholde mange moraler. Således er det med 'Oscar og den lyserøde dame', 'L'enfant de Noé' og flere andre af hans ganske tynde romaner. De er så undselige, at man slet ikke kan forestille sig, at så meget og så stort kan ske på så få sider.

De fleste af hans romaner har det der lille skær af magi, som gør dem poetisk filosofiske; selv hans roman om Hitler har den egenskab i den halvdel af romaner, der omhandler Hitlers liv, som det kunne have udformet sig. Denne roman hører jo snarere til i den anden kategori - længere, mere realistiske og mindre 'naive'. Jeg har vel snart læst alt han har skrevet, men denne efterlod mig desværre ikke med det sædvanlige store smil om læberne.

Romanen handler om den unge Saad Saad, som vokser op i Bagdad under Saddams styre; med krigen dør efterhånden hele hans familie og hans ungdoms kærlighed, Leila. Saad Saad beslutter sig derfor for at flygte fra Bagdad for at nå til England, som er hans ultimative drømmeland. Hele optakten til denne afrejse forekommer mig alt for lang og teknisk detaljeret om krigen i Irak - uden overhovedet alligevel at kunne rumme det. Det virker forkert.

Derefter følger selve rejsen op igennem Europa - med stop undervejs for at hutle sig igennem til der er penge til den næste bådrejse som illegal flygtning. Saad bruger alle tricks med ikke at give sit navn og sin nationalitet, og tager derfor på et tidspunkt navnet Ulysse - hans havn er dog ikke at vende hjem; men at ende i England. Med på rejsen er den døde far, som snakker med ham i form af et spøgelse... her er der måske et islæt af det vanlige Schmitt; men det virker ikke.

Ligeledes synes jeg bestemt ikke, at det virker at beskrive en sådan rejse - det er ganske forfærdelige omstændigheder, og faktum er, at mange foretager den rejse hver dag under lignende vilkår. Jeg fornemmer ikke, at Schmitt kan leve sig ind i, hvad de mennesker går igennem - og det ser man i romanen. Det er en rejse på flere år, med ulidelige smerter fysisk og psykisk - men de afspejles ikke i Saads udvikling i romanen. Man kan sagtens se intentionerne - Schmitt er franskmand og lidt filosof! Han forsøger bestemt at komme med sin analyse af 'Frihed, Lighed og Broderskab' i det 21. århundrede; han forsøger at komme med en barsk samfundskritik af vores vestlige indvandrerpolitik; men jeg synes ikke, at han er troværdig.

Man kan sagtens skrive om døden uden at have prøvet... i sagens natur; men hvem skal også kunne korrigere forfatteren? Men at skrive om en rejse bundet fast oppe under en lastbil eller sovende i en rendesten uden mad og penge, når man aldrig har prøvet det? I dette tilfælde ville jeg bestemt hellere have læst en reel historie fra en, der har prøvet det! Eller jeg vil foretrække historien som i Laurent Gaudés 'Eldorado', som omhandler samme emne men på en delikat og værdig måde.

------------------------------------------------------------------------------

Il me reste peu de Schmitt non lus je pense; j'ai été grande fan de ses petits romans presque naifs traitant des sujets graves mais d'une façon si touchante - Oscar et la dame rose, l'Enfant de Noé, Monsieur Ibrahim et les fleurs du Coran... des petites merveilles!

Mais j'aimais tout autant La part de l'autre - qui reste dans mes souvenirs encore un livre à relire et savourer. Même chose pour Lorsque j'étais une oeuvre d'art ou l'Evangile selon Pilates. Je n'avais pas lu ses derniers romans... Odette Toulemonde et la Rêveuse d'Ostende; peut-être que je sentais que ça ne me plairait pas. Mais j'ai été tenté par l'histoire d'Ulysse - sans doute rien que dans le titre pensais-je retrouver un peu de la magie de la trilogie? Car souvent il a utilisé de ces noms mythiques pour créer une histoire moderne aux allures philosophiques.

Ce roman parle du jeune Saad Saad, qui grandit à Baghdad sous le runder Saddam; pendant l'occupation américaine il perd une grande partie de sa famille ainsi que son grand amour, la jeune Leila. Il décide donc de quitter le pays pour aller en Angleterre - sa terre promise. Tout ce début me parait beaucoup trop long et 'technique' sans pour autant pouvoir prétendre réellement être un roman de guerre. Je ne comprends pas le but? Il n'y a pas l'ironie habituelle de Schmitt, mais des détails presque journalistiques que nous connaissons tous - donc pas la peine de les inclure dans un roman traitant d'un sujet si récent.

Ensuite il y a son périple pour arriver au but; traverser beaucoup de pays, attendre et travailler un peu pour gagner un peu d'argent pour l'étape suivante toujours dans l'illégalité. Saad use des ruses habituelles - ne pas donner son nom ni sa nationalité, et c'est ainsi qu'il prend à un moment le nom d'Ulysse. Seulement il ne cherche pas à rentrer mais d'aboutir en Angleterre; sur son voyage il est parfois accompagné par son père dédédé sous forme de fantôme - on sent un essai de la magie habituelle, mais ça ne marche pas vraiment.

Egalement j'ai eu beaucoup de mal à prendre ce sujet vraiment grave au sérieux dans ses mots! Les circonstances sont terribles, et beaucoup de pauvres gens le font tous les jours - mais est-ce qu'un auteur occidental peut-il vraiment penser savoir ce que c'est que d'être attaché sous un camion? Il est évident que Schmitt essaye de faire une déclaration philosophique sur la manière dont l'Occident traite ces immigrants clandestins; même qu'il va jusqu'à comparer à Liberté, Egalité et Fraternité 0- qui n'existe plus évidemment. Il parle beaucoup des frontières et des hommes - mais cela n'est pas crédible dans la bouche d'Ulysse.

On peut écrire sur la mort sans l'avoir 'essayé' - de toute évidence; et personne ne pourra te contredire sur l'expérience! Mais raconter la vie clandestine sans un sou en étant un européen 'gâté'? J'aurais presque préféré lire un récit de quelqu'un l'ayant fait - avec toute la cruauté que cela entrainerait... ou le roman 'Eldorado' de Gaudé; là il y avait le même sujet en condensé mais avec une finesse et émotion digne.