Tuesday, November 23, 2010

Enterrez-moi débout - Isabel Fonseca


  • French
  • 321 pages
  • November 20-22
  • Dansk titel: Den lange vej
  • Originaltitel: Bury me standing

Det sker relativt tit, at jeg får købt mig faglitterære bøger - men af pudsige årsager ender de mest som opslagsværker i reolen, og bliver aldrig rigtigt læst fra ende til anden. Således også med denne, som havde pyntet i reolen i syv år - men med denne sommers intense politiske debat om Frankrigs hjemsending af de rumænske romaer fik jeg lyst til at læse den. Det var den ene årsag - men oprindeligt købte jeg jo bogen, fordi jeg selv har sigøjnerblog i årerne, og selvom jeg nok aldrig finder tilbage til mine rødder, så er det et spændende emne.

Den danske titel "Den lange vej" er ikke så gribende som hverken den engelske originaltitel eller den franske; "Begrav mig stående" refererer til et liv levet i knæ - på bunden af samfundets sociale og humane rangstige. Isabel Fonseca har rejst i flere år blandt romaerne, som de primært kaldes i dag, i de tidligere østlande og bogen er resultatet af hendes observationer, men også en politisk og historisk analyse af dem som folkeslag.

Selvfølgelig bærer bogen præg af at være skrevet umiddelbart efter, at mange af disse østlande slap ud af kommunismen - for utopisk nok var netop kommunismen og den skræk, som alle havde for sikkerhedspoliti osv. med til at beskytte romaerne. I starten af 1990'erne, hvor disse lande kæmper med den nyfundne 'frihed' og de deraf kommende problemer som fx arbejdsløshed og ærgerrighed efter Vestens statussymboler, får fremmedhadet til romaerne til at eksplodere og resulterer i visse lande til afbrænding af huse og anden selvjustits.

Fonsecas bog giver et grundigt indblik i en temmelig kompleks verden; det er ikke bare sigøjnere eller romaer - der er forskel på, hvor de stammer fra og på om de stadig lever som nomader eller er mere eller mindre fastboende. Fonseca bor i perioder sammen med forskellige familier, og hendes beskrivelser af deres kultur og traditioner var meget overraskende for mig. Der er utroligt mange elementer, der minder om islam - selvom romaerne ikke selv er praktiserende i den forstand, at de beder eller går i moské. Derfor er det nemlig også deres helt egen kultur med regler, ritualer og værdier, som er temmelig indviklede at forstå.

Romaerne - eller sigøjnerne for at blive i den gammeldags betegnelse - har også en grum historie, som ikke altid er erkendt på rette vis, som fx deres udryddelse under 2. Verdenskrig. De rangerede under jøderne - længere ned kunne man ganske enkelt ikke komme, og de blev gasset og udryddet omend i kvantitativ mindre skala end jøderne. Men det tales der ikke meget om - og som Fonseca forklarer, så er det primært fordi sigøjnerne selv ikke gør meget ud af fortiden. Den ene årsag er deres analfabetisme, som har medført, at de ikke har en skreven historie - og at man derfor endnu ikke med sikkerhed ved, om de oprindeligt kom til Europa fra Indien (selvom mange ord på romani er fuldkommen identiske med indiske ord på forskellige dialekter).

Men deres kultur er heller ikke en kultur, der dvæler ved fortiden som vi muligvis har tendens til. De benytter sig ikke af overleveringer og historier på samme måde, men lever i høj grad her og nu. Dette hænger selvfølgelig også sammen med deres nomadetilværelse - det er vel svært at sige, hvad der er resultat af hvad? Men hvis man konstant er i bevægelse, så får man jo ingen rødder - på nogle måder!

Der ligger et imponerende stykke arbejde bag; al efterforskningen af deres historie tilbage til det 13.-14. århundrede er yderst interessant lige såvel som perioden omkring 2. Verdenskrig. Det eneste problem i mine øjne er den manglende struktur - der springes meget rundt i perioder; derfor vender man også flere gange tilbage til en given episode, hvilket kan virke lidt uorganiseret. Jeg er måske meget pedantisk - men jeg synes, at denne slags bøger vinder ved at være kronologisk opbygget når man netop forsøger at afdække et folks historie. Fonseca har uden tvivl valgt den anden model for at gøre det lidt tunge stof lidt nemmere at fordøje; men personligt mener jeg ikke, at man skal tage den slags hensyn som forfatter. Det er vel op til en læser at vurdere, hvor tungt stof man kan rumme?

Jeg synes faktisk, at det var befriende at læse lidt faglitteratur - jeg gjorde det meget tiere tidligere, og det skal absolut genopfriskes. Jeg fandt ikke mine rødder - men vi skulle efter sigende også stamme fra Italien, og ikke fra Østblokken. Men jeg kunne nu så godt tænke mig at vide mere om de oldeforældre, der kom til Danmark i en sigøjnerkaravane.



4 comments:

Donald said...

Jeg tror også at "springeriet" er valgt for at gøre det lettere læseligt. Det er altid en afvejning. Systematikken, eller som her, kronologien, bør alligevel kunne mærkes som en rød tråd.

Jeg var godt klar over at sigøjnerne var udsat for forfølgelse og mord under WWII, at de fleste er analfabeter, men der der meget nyt i det du refererer: Det overraskede mig meget at de kommer fra Indien, har dele af sproget fælles, har noget religiøst der minder om Islam. Men det mærkeligste er egentlig at familieværdierne gør at de har holdt sammen.

Man siger vistnok også at den spanske "flamenco" musik har rødder i sigøjnertraditioner, men jeg er ikke sikker - det er i så fald en anden stamme eller gruppe, som du beskriver.

Nille said...

Donald,

Det er muligt, men jeg synes, at det bliver for meget, når man i flere forskellige kapitler når at spænde fra middelalderen til nutiden - og så kommer tilbage til samme periode i et senere kapitel.

Men det var interessant - og jeg lærte også mange ting, jeg ikke anede. Blandt andet, at kvinderne tildækker sig som i islam - deraf de lange skørter!

Mht. flamencoen nævnte de det ikke - men det er da meget muligt. Der var jo sigøjnere, der kom fra mange områder og i denne bog beskæftiger hun sig primært med de østeuropæiske lande.

Linse said...

Spændende anmeldelse. Jeg kendte også godt historien om at sigøjnerne var forfulgt af nazisterne. På en måde er der vel historisk set blevet et slags hieraki, et offer-hieraki, hvor de numerisk små grupper er blevet glemt: fx de homoseksuelle, Jehovas Vidner, de tossede, de venstreorienterede og sigøjnerne (ikke nødvendigvis i den rækkefølge).

Jeg har en eller anden erindring om en dokumentarfilm om emnet, jeg ikke helt kan kalde frem, men jeg vender tilbage, hvis det skulle lykkes :-)

Nille said...

Linse,

Det var bestemt en spændende bog - og du har ret; der er et hierarki, hvor jøderne i mange år har været den store gruppe (ikke uden grund selvfølgelig), som primært skulle have oprejsning og undskyldninger.

Men der var jo mange andre minoriteter, som er druknet lidt i den kamp.

Det lyder spændende med denn film - hvis du kommer i tanke om det, vil jeg meget gerne vide det.