Enterrez-moi débout - Isabel Fonseca

• French
• 321 pages
• November 20-22
• Dansk titel: Den lange vej
• Originaltitel: Bury me standing

Det sker relativt tit, at jeg får købt mig faglitterære bøger - men af pudsige årsager ender de mest som opslagsværker i reolen, og bliver aldrig rigtigt læst fra ende til anden. Således også med denne, som havde pyntet i reolen i syv år - men med denne sommers intense politiske debat om Frankrigs hjemsending af de rumænske romaer fik jeg lyst til at læse den. Det var den ene årsag - men oprindeligt købte jeg jo bogen, fordi jeg selv har sigøjnerblog i årerne, og selvom jeg nok aldrig finder tilbage til mine rødder, så er det et spændende emne.

Den danske titel "Den lange vej" er ikke så gribende som hverken den engelske originaltitel eller den franske; "Begrav mig stående" refererer til et liv levet i knæ - på bunden af samfundets sociale og humane rangstige. Isabel Fonseca har rejst i flere år blandt romaerne, som de primært kaldes i dag, i de tidligere østlande og bogen er resultatet af hendes observationer, men også en politisk og historisk analyse af dem som folkeslag.

Selvfølgelig bærer bogen præg af at være skrevet umiddelbart efter, at mange af disse østlande slap ud af kommunismen - for utopisk nok var netop kommunismen og den skræk, som alle havde for sikkerhedspoliti osv. med til at beskytte romaerne. I starten af 1990'erne, hvor disse lande kæmper med den nyfundne 'frihed' og de deraf kommende problemer som fx arbejdsløshed og ærgerrighed efter Vestens statussymboler, får fremmedhadet til romaerne til at eksplodere og resulterer i visse lande til afbrænding af huse og anden selvjustits.

Fonsecas bog giver et grundigt indblik i en temmelig kompleks verden; det er ikke bare sigøjnere eller romaer - der er forskel på, hvor de stammer fra og på om de stadig lever som nomader eller er mere eller mindre fastboende. Fonseca bor i perioder sammen med forskellige familier, og hendes beskrivelser af deres kultur og traditioner var meget overraskende for mig. Der er utroligt mange elementer, der minder om islam - selvom romaerne ikke selv er praktiserende i den forstand, at de beder eller går i moské. Derfor er det nemlig også deres helt egen kultur med regler, ritualer og værdier, som er temmelig indviklede at forstå.

Romaerne - eller sigøjnerne for at blive i den gammeldags betegnelse - har også en grum historie, som ikke altid er erkendt på rette vis, som fx deres udryddelse under 2. Verdenskrig. De rangerede under jøderne - længere ned kunne man ganske enkelt ikke komme, og de blev gasset og udryddet omend i kvantitativ mindre skala end jøderne. Men det tales der ikke meget om - og som Fonseca forklarer, så er det primært fordi sigøjnerne selv ikke gør meget ud af fortiden. Den ene årsag er deres analfabetisme, som har medført, at de ikke har en skreven historie - og at man derfor endnu ikke med sikkerhed ved, om de oprindeligt kom til Europa fra Indien (selvom mange ord på romani er fuldkommen identiske med indiske ord på forskellige dialekter).

Men deres kultur er heller ikke en kultur, der dvæler ved fortiden som vi muligvis har tendens til. De benytter sig ikke af overleveringer og historier på samme måde, men lever i høj grad her og nu. Dette hænger selvfølgelig også sammen med deres nomadetilværelse - det er vel svært at sige, hvad der er resultat af hvad? Men hvis man konstant er i bevægelse, så får man jo ingen rødder - på nogle måder!

Der ligger et imponerende stykke arbejde bag; al efterforskningen af deres historie tilbage til det 13.-14. århundrede er yderst interessant lige såvel som perioden omkring 2. Verdenskrig. Det eneste problem i mine øjne er den manglende struktur - der springes meget rundt i perioder; derfor vender man også flere gange tilbage til en given episode, hvilket kan virke lidt uorganiseret. Jeg er måske meget pedantisk - men jeg synes, at denne slags bøger vinder ved at være kronologisk opbygget når man netop forsøger at afdække et folks historie. Fonseca har uden tvivl valgt den anden model for at gøre det lidt tunge stof lidt nemmere at fordøje; men personligt mener jeg ikke, at man skal tage den slags hensyn som forfatter. Det er vel op til en læser at vurdere, hvor tungt stof man kan rumme?

Jeg synes faktisk, at det var befriende at læse lidt faglitteratur - jeg gjorde det meget tiere tidligere, og det skal absolut genopfriskes. Jeg fandt ikke mine rødder - men vi skulle efter sigende også stamme fra Italien, og ikke fra Østblokken. Men jeg kunne nu så godt tænke mig at vide mere om de oldeforældre, der kom til Danmark i en sigøjnerkaravane.