L'impératrice de Pierre II - Kristina Sabaliauskaite

 

• Fransk
• 24.-26. maj
• 448 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det skulle vise sig at være et yderst fornuftigt valg at vente med læsningen af biografien af Katarina 1. til begge bind var i hus. Som beskrevet i første bind er vi ved hendes dødsleje i maj 1727 i St. Petersburg, og hver time bringer os tilbage til hendes tilbageblik på hendes 43-årige liv, som nu er ved at slutte. Det foregår kronologisk i tilbageblik til tider afbrudt af dem, der i nutiden passer og plejer hende - eller forsøger at tvinge de sidste tjenester og privilegier ud af hende.

Historien om Katarina er i lige så høj grad historien om Peter den Store; tsaren, der ville hive Rusland ud af middelalderen og lagde grundstenen til St. Petersburg som den nye hovedstad. En despotisk tsar, der heller ikke var nem at leve med som ægtemand. Katarina var gravid hele tolv gange, men ni børn døde som små mens Peter levede, og en enkelt blot nogle uger efter hans død i 1725. Vigtigst af alt var der ingen drengebørn, der overlevede. Jeg har spekuleret på, om det kan skyldes den blødersygdom, der senere også ramte den sidste tronarving, men den kom tilsyneladende først ind i familiens gener langt senere.  

Ikke desto mindre var det et problem for tsaren, for landet - og for deres forhold. Katarina var konstant bange for at blive tilsidesat til fordel for en af Peters yngre elskerinder, der kunne give ham den eftertragtede arving. Det gjorde det ikke nemmere, at han var en del år ældre end hende - på trods af, at hun var gravid helt til hun var fyrre år. Temmelig usædvanligt for epoken!

Hans søn med den første tsarinde blev henrettet efter mistanke om komplot mod tsaren, og Katarina opnåede endelig at blive gift Peter i fuld offentlighed og senere kronet som tsarinde. Men hun måtte konstant være på vagt for dem, der ikke mente hendes ydmyge baggrund var en tsarinde værdig.

I den anden halvdel kommer vi også med på den store udlandsrejse Peter og Katarina sammen foretog i 1716-17 - en tyve måneder lang rejse, der blandt andet tog dem til København til Frederik IV's hof. Katarina var gravid på den rejse, og mistede et dødfødt barn - men der var ingen sympati (eller empati) at hente hos Peter. Hun balancerede sin indflydelse over ham ved at forsvare prins Menchikov, som i stigende grad udnyttede systemet, og stjal fra tsarens og Ruslands pengekasse. Men det var han næppe ene om - det var et korrupt system, og de levede i en verden så fjernt fra virkeligheden for de mange russere, der blot blev underlagt flere og flere skatter for at finansiere krige, paladser og overflod.

Det var en livsstil, der blot fortsatte i århundreder - til det endelig kollapsede i 1917; men er det reelt så anderledes i dag med et såkaldt demokrati?

Katarinas historie er tragisk på så mange måder; men den er ikke usædvanlig for tidens kvinder. Kærligheden betød mindre mellem ægtefolk - og endnu mindre for hende, der var fast besluttet på at fastholde den rigdom hun nu havde. Da Peter døde levede hun i konstant frygt for et statskup, og drak vel nok sig selv til døde. 

Det er en anderledes måde at fortælle en historie på, men det fungerer virkelig godt. Andet bind forsvandt som dug for solen og var perfekt læsestof til en maj-weekend, der føltes som efterår og hvor man blot har lyst til at forsvinde i en bog.

L'impératrice de Pierre I - Kristina Sabaliauskaite

 

• Fransk
• 20.-23. maj
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte denne første del af historien om Katarina 1. af Rusland allerede i november i Paris; men valgte at vente på udgivelsen af andet bind før jeg gik i gang. 

Vi er på et slot i St. Petersburg i maj 1727, og Katarina ligger for døden. Det første kapitel bærer nummer 9 - for klokken er ni om aftenen i det, der bliver hendes sidste døgn. Hun er blot 43 år gammel men udslidt af et liv med tolv graviditeter og i de sidste år et liv i overflod af mad og vin.

Hendes hof og hendes nærmeste er i rummet omkring hende, og måske både frygter og afventer de hendes død? Hun hører dem fjernt, og kan i starten af dette sidste døgn kommunikere med dem. Men mest falder hun lidt hen, og genoplever sit liv.

Det var et fantastisk liv - ikke i den positive forstand; men så underligt og oplevelsesrigt. Hun startede fra relativt simple kår, og da moderen døde blev børnene sendt til en tante, som brugte dem som tjenestefolk. Da hun var teenager blev hun solgt væk til en protestantisk familie i det nuværende Letland, som på den tid var en del af Polen og dermed i konstant krig med tsardømmet Rusland.

Hun blev gift med en svensk soldat, men efter en uges hvedebrødsdage måtte han i krig, og ubeskyttet blev hun overfaldet og voldtaget af russiske soldater. Hun blev reddet af en marskal, som tog hende som elskerinde - eller sexslave ville vi kalde det i dag. 

Men det blev hendes redning, da en prins Menchikov så hende og blev forelsket. De levede sammen, og havde et åbenbart ligebyrdigt forhold - men han skulle hjem til Moskva, og en ventende forlovet. Menchikov var ambitiøs, og tsaren var glad for kvinder. Så hun blev skubbet i hans arme, og Menchikov gjorde alt for at gøre hende til den foretrukne - den tidligere tsarinde var sendt i eksil i et kloster. Med Katarina i tsar Peters arme havde Menchikov sin egen spion tæt på magtens centrum, og det var vel en gevinst for dem begge. Katarina kom ud af armoden, men Peter var ikke en nem mand.

Bogens tolv kapitler foregår i tidsrummet til klokken otte om morgenen; det er kapitler uden et eneste afbræk og uden dialog. Vi trænger helt ind i hendes tanker og lidt forvirrede drømme, der til tider afbrydes af nutiden med Menchikov, der stadig forsøger at hive underskrifter på dødsdomme ud af hende selvom hun er halvt bevidstløs. Men det er også en virkelig fængende historie om Rusland i tsartiden - og man kan ikke lade være med at tænke at nogle ting stadig ikke har ændret sig i den russiske mentalitet. Det er et komplekst land - og har altid været det - på grund af det enorme areal, og i mine øjne behovet for tsar- eller faderfiguren, som stadig er gældende. Det er også en mentalitet af brutalitet og vold, slevom Peter den Store desperat forsøgte at indføre vestlige skikke.

Jeg skulle lige ind i den og gennemskue, hvorfor vi startede med kapitel ni - men så var jeg solgt. Jeg kan godt lide at læse historiske biografier, men de skal være faktuelt korrekte og det er denne. Man kan blive snydt af datoerne; i det 18. århundrede brugte Rusland stadig den julianske kalender med en forskel på tretten dage i forhold til den europæiske gregorianske kalender. Men jeg faktatjekkede en del, og alt var dejligt korrekt!