Den logerende - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 10.-11. oktober
• 368 sider
• Originaltitel: The Tenant

Da jeg startede med at læse krimier af McFadden var det serien om hushjælpen, og da jeg nåede til den tredje bog var det emne ligesom udtørret må man sige. Jeg troede fejlagtigt, at det var hendes debutromaner og tænkte det ville blive en døgnflue. Men McFadden havde allerede inden udgivet flere krimier - blandt andet Rugemoren og Den perfekte søn - som udkom inden.

Den logerende er til gengæld en meget ny krimi, og kigger man på listen over hendes udgivelser er det nærmest svimlende. Siden 2021 er vi en i en rytme på tre krimier om året og hun arbejder åbenbart efter en nøje planlagt rutine med hurtige skitser, og en klar idé om plottet inden hun går i gang. Derfra er det jo så "bare" at finjustere historien. Det er dog imponerende, at man kan bringe så mange nye idéer frem med velfungerende plots. Men det kan hun altså!

Denne gang er det Blake Porter, der bærer historien. Han er en succesfuld reklamemand med et vellønnet job, et byhus på Manhattan og den perfekte kæreste Krista. Indtil han pludselig mister sit job med beskyldninger om at have solgt koncepter til konkurrenten. Det gør ham til persona non grata i branchen, og i stedet kaster han sig over intensiv træning og lange dage med kedsomhed. Men det betaler ikke afdragene på huset, og Krista foreslår, at de lejer et værelse ud. En midlertidig løsning til han finder et nyt job, og de kan planlægge drømmebrylluppet.

De potentielle lejere viser sig at være som taget ud af tragikomiske film - og kun den kedeligt normale Whitney finder nåde for deres øjne. En ung servitrice uden nogen mystisk baggrund og en stille og rolig lejer.

Men hurtigt bliver Whitney et irritationsmoment for Blake. Hun spiser hans mad, bruger hans shampoo og bruger vaskepulver, der giver ham voldsomme allergiske reaktioner. Hans forsøg på at tale med hende falder til jorden, og inden længe er der åben krig. Krista forsvarer hende dog, og mener, at Blake er ved at miste forstanden over sit manglende arbejde og deres prekære finansielle situation.

Som læser føres man intetanende ind i troen, at Whitney må være skurken - men samtidig virker det jo også for nemt. 

Da vi når til anden del af bogen, fortælles den af Krista - og nu kommer twistet, som man stille og roligt havde gættet. Det er fint for mig - ikke nok til, at det bliver kedeligt, men stadig nok til at legen med at gætte holder spændingen kørende. 

Det er relativt korte kapitler i et højt tempo, så man styger igennem den - glimrende underholdning, og imponerende, at hun til stadighed kan finde på nye plots.