D'autres printemps - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 5.-6. oktober
• 320 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I sommerferien læste jeg én af Grimaldis tidlige romaner, og hef var mildest talt ikke begejstret. 

Det er pudsigt nok én af dem, der er oversat til dansk, hvorimod nogle af de absolut bedre romaner ikke er det. Måske gjorde man en fejl ved at udgive disse, som ikke fængede nok an til at fortsætte. Det er en skam for nogle af hendes romaner rører ved noget interessant og de er relaterbare med deres fortællinger om almindelige mennesker i helt almindelige liv.

Hendes seneste roman udkom i maj måned og var på biblioteket i sin franske form; og det er jo heldigvis uforpligtende og gratis. Jeg ville have ærgret mig, hvis der var givet penge for den!

Flora er en kvinde i fyrrerne, hvis mormor netop har haft et hjerteanfald. På hospitalet er den 90-årige omgivet af sine tre børn, men det er Flora hun beder om hjælp til at opfylde sin sidste drøm. Hun til til Toscana og ikke tilbage til plejehjemmet, hvor hun ellers bor. De to kvinder stikker af og i Floras bil begynder de køreturen mod Italien, mens mormoderen fortæller sin livshistorie.

Floras liv har ikke været uden problemer. Hun mistede sin mor som 12-årig og som voksen kvinde har hun kæmpet i årevis for at blive gravid med sin partner. En drøm, der nu er endegyldigt slukket. I stedet er hun åbenbart blevet en kynisk, bitter og ikke særlig empatisk kvinde - kun mormoderen kan prikke lidt til hende.

Mormoderen fortæller hende nu om sit liv, hvor hun som 12-årig også mistede sin mor, da faderen tog hende og søsteren med til Frankrig lige efter krigen. De besluttede at fortie deres fortid - hvilket absolut ingen mening giver - og nu skal de tilbage til den lille toscanske landsby, hvor hun vil besøge sin mors grav.

Så der er åbenlyse temaer som forholdet mellem generationer og hvordan vi skal lytte til vores ældres historier; ufrivillig barnløshed og hvordan man skaber sig et andet liv end det man forestillede sig. Der er historien om denne sidste rejse, som skal få Flora til at mildnes og give mormoderen fred i sindet.

Men det er proppet med stereotyper og klichéer. Flora som person er ganske uudholdelig og det er knap troværdigt, at den 90 år gamle Line et par dage efter et hjerteanfald hopper rundt på brostenene i en italiensk bjerglandsby! Jeg købte faktisk intet af denne historie.

I epilogen takker forfatteren sine læsere, som "hvert år" tager så godt imod hendes bøger - og det er måske kernen i problemet? For skriver man en roman om året, der skal ud med en form for kadence, så bliver det jo en form for bestillingsarbejde, der skal overstås. Jeg savner i allerhøjeste grad den kvalitet, der var i nogle af de tidligere romaner, og jeg skal nok blot holde mig fra hendes bøger fremover. For jeg ved jo, at der kommer en ny næste forår!