Sunday, March 31, 2013

The Merde Factor - Stephen Clarke
























  • Engelsk
  • 27.-30. marts
  • 373 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I 2008 læste jeg den sidste bog i Merde-serien - historien om den unge engelske Paul West, der rejser til Paris for atåbne en ægte engelsk tesalon og skal lære at begå sig i det franske. Dengang var jeg kørt træt i hans historier, som jeg faktisk ikke fandt supermorsomme.

For to år siden læste jeg så hans mammutbog om tusinde års historie mellem de rivaliserende lande England og Frankrig - det var såvel underholdende, godt skrevet som interessant og lærerigt. Så jeg tænkte, at jeg ville give ham endnu en chance, da jeg netop trængte til lidt morsom læsning.

Paul West er jo stadig i Paris; han har problemer med kærligheden og med finanserne, da hans skruppelløse franske samarbejdspartner forsøger at overtale ham til at omdanne tesalonen til en amerikansk diner. Han bor i et usselt kvistværelse blandt naboer, der bruger dagen på at skrige obskøne injurier af hinanden.

Der er bestemt lidt morsomme passager - men det skyldes nok mest, at jeg havde haft en pause på fem år. Jeg er sikker på, at Stephen Clarke kan skrive underholdende romaner - men han skal absolut finde sig et andet tema end antihelten Paul West. Der er grænser for, hvor mange vittigheder man kan lave om franskmænd uden at ende i en ond litterær blokerende cirkel.

Men det var god flylæsning!

Wednesday, March 27, 2013

Capital - John Lanchester

























  • Engelsk
  • 22.-26. marts
  • 577 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Lanchesters titel er dobbelttydig - Capital er såvel kapital som hovedstad, da romanen foregår i London i 2007-8, hvor finanskrise og bankkrak er en del af den moderne hverdag.

Der er mange personnager i Lanchesters roman, og det skifter i næsten hvert kapitel mellem alle disse forskellige personer. De har alle det til fælles, at de bor i den samme gade - Pepys Road - i en forstad til London. Et relativt velstillet kvarter, hvor vi møder en del af hovedpersonerne. Der er bankmanden Roger med konen Arabella, hvis eneste formål med livet er at spendere penge. Der er den gamle dame, som har boet i gaden hele sit liv men nu er ved at dø af en svulst i hjernen. Derigennem møder vi hendes datter, Mary, og hendes barnebarn - den alternative kunstner, som går under navnet Smitty.

Der er den pakistanske familie, som ejer kiosken for enden af gaden. De tre brødre, hvor den ene er gift mens de to brødre ikke rigtigt kan finde deres plads i livet, og tumler med lidt halv-terroristiske tankegange. De har lidt svært ved at acceptere livsstilen i kvarteret med al dens overflod, pornografiske blade i kiosken osv.

Der er også den polske arbejder, Bogdan, og Roger og Arabellas nanny - den ungarske Matya; og den illegale indvandrer Quentina fra Zimbabwe, som arbejder som p-vagt i gaden. Og der er den unge senegalesiske fodboldspiller, som kommer fra en landsby og bor i det fine hus med sin far mens han skal gøre karriere i en stor klub.

De er alle på en eller anden måde perifært i berøring med hinanden, og lever hvert deres lille liv - indtil de begynder at modtage mystiske postkort med billeder af deres huse og teksten We Want What You Have. Dette bliver sat op til at være lidt af et mysterie i bogen - som selvfølgelig opklares hen ad vejen; men det er i mine øjne lidt for opblæst i betydning.

Ligeledes er der heller ikke en reel interaktion mellem mange af personerne; Bogdan og Matya - de to indvandrere, der drømmer om penge og succes, bliver kærester samtidig med at Roger mister sit bankjob og hans ægteskab kuldsejler lidt. Er det en lektion om, at 'kapitalen' ikke er det vigtigste?

Den ene af de pakistanske brødre kommer i fængsel for terroristrelateret virksomhed og ender med at blive anklaget for at stå bag det alternative 'kunstprojekt' med postkortene - men det kunne også være Smitty, som har en tilknytning til gaden i kraft af sin mormor. Quentina ender i et asylcenter - men vi ved ikke om hun ender med at blive udvist.

Der mangler lidt rød tråd, synes jeg. Det er ganske fin læsning om vores tidsalder, og ganske almindelige menneskers relativt almindelige liv. Men det virker lidt som om, at der skulle proppes en af hver ind - de forskellige racer, sociale klasser, religioner osv. Og resultatet er lidt fladt i slutningen - mange løse ender, og ingen reel konklusion på noget.

Jeg har ikke nødvendigvis behov for at få resultater eller konklusioner på alt; men hvis man bruger næsten 600 sider på en historie om disse mennesker, ville jeg forvente en anden afslutning. Jeg synes heller ikke den var hylende morsom, som kritikken på forsiden antyder. Det var dejlig nem og flydende læsning, hvor man fik et fint indtryk af personerne - men ikke mere end det.

Og så er det temmelig irriterende med fejl, som da han beskriver fodboldspillerens afrikanske landsby, hvor folk stoppede selv ved grønt lys for at se ham spille!!! Jeg er total skråsikker - der er trafiklys i Dakar, der er et par stykker i Touba - der er allerede ingen i Saint-Louis, som er en af landets største byer... så der er helt sikkert ikke i Linguère, som er totalt fortabt midt inde i landet. Dårlig research!

Friday, March 22, 2013

Les oliviers du Négus - Laurent Gaudé

























  • Fransk
  • 21. marts
  • 173 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan sluge hans små romaner og bagefter ærgre mig over, at jeg gjorde det - men det er umuligt andet! Faktisk var dette en novellesamling, men på samme vis som i hans tidligere novellesamling, hænger historierne sammen på mere end en måde.

Der er de sædvanlige Gaudé-omgivelser - Italien og med en lille snert af Afrika; krig; underverdenen og noget, der tangerer Dantes Inferno. Og der er en tråd fra den ene historie til den anden.

Her handler det også om død. Om dem der ved, at de snart skal dø. Om dem, der mærker døden som et raseri eller et galskab i deres krop - eller som i den ene novelle, hvor det er Jorden, der gør oprør mod 1. Verdenskrig. Jorden, der protesterer imod at blive flået op af bombenedslag og vi er henne i samme boldgade som i Cris. Men det er hver gang døden i forbindelsen med krig.

Der er historien om den gamle italiener, der altid er blevet behandlet med en blanding af skræk og ærefrygt efter han vendte hjem fra Italiens krig i Etiopien i 1938, og fik tilnavnet Négus efter den etiopiske kejser. En lille tråd tilbage til Kapuscinskis bog! Han blev ødelagt af krigen, og mener at kunne høre de gamle krigere i olivenbladenes raslen.

Der er den romerske soldat, der bliver sendt til Puglia - en anden af Gaudés velkendte områder - for at passe en garnison; men han bliver skør og forlader posten, og tror selv, at han vandrer tilbage mod Rom med en hel hær for at ødelægge Romerriget.

Og så er der Jorden, der mobiliserer sig for at slå de mennesker ihjel - tyskere eller franskmænd uagtet - som ødelægger den. Det har lidt klang af et eventyr; men ideen er fuldt forståelig.

Endelig er der historien om den sicilianske mafiakrig, hvor dommere dræbes. En af dem var Paolo Borsellino, en reel person, som blev dræbt i 1992. Et par måneder inden er hans kollega og ven blevet dræbt, og han ved, at han er den næste. Hans novelle handler om de tanker han gør sig, om hvornår det vil ske og hvordan. Om det liv, der ikke længere er et liv i frihed og kampen for at kæmpe den krig, han mener er retfærdig.

Gaudé trækker tråde geografisk og historisk; men også psykisk mellem de forskellige forstadier til døden, og hvordan den påvirker den menneskelige psyke. Det er som sædvanligt eminent i den korte prosa, som han behersker til fulde.

Thursday, March 21, 2013

In One Person - John Irving

























  • Engelsk
  • 15.-20. marts
  • 622 sider
  • Dansk titel: I en person

Den seneste John Irving var længe ventet med spænding; og den er selvfølgelig ikke helt ny men jeg ventede på den lille amerikanske paperback, som er mere håndterlig end de store bøger. Så jeg var noget utålmodig, da den endelig var der.

Jeg har altid været en svingende fan af Irving, nogle gange er det eminent og andrfe gange er det lidt mystisk- nogle mener, at hans forrige roman Indtil jeg finder dig ikke levede op til det sædvanlige Irving-niveau, men jeg kunne godt lide den. Jeg endte med at komme helt ind i hans univers igen med last night in twisted river og havde egentlig besluttet mig for at genlæse nogle af de gamle. Det nåede jeg så ikke - men de løber ingen vegne.

I den nyeste roman er vi igen tilbage i de sædvanlige Irving-temaer: Brydere, seksuelt afvigende personer, usædvanlige moderbindinger på godt og ondt, drengeskoler, forfattere... og jeg havde igen en anelse svært ved at komme godt ind i den.

Teenagedrengen Bill (Billy/William) har en far, der forsvandt ved hans fødsel, og vokser op med moderen, tanten og onklen, den spidsmundede bedstemoder og bedstefaderen, der er den lokale helt i skuespilforeningen, hvor han helst tager de kvindelige roller. Han er en såkaldt cross-dresser uden nogen dog anklager ham for at have andre tendenser. Så møder Billy Miss Frost - byens bibliotekar, og bliver håbløst forelsket samtidig med, at han er forelsket i Kitteredge; skolens bryderhelt. I begyndelsen er der dog en del gennemgange af teaterstykkerne med dybe fortolkninger af Ibsen og Shakespeare - jeg ville foretrække at læse Irvings roman og ikke Ibsen-citater!

Det er ikke en nem situation for den forvirrede teenager, der ikke kan finde sin seksuelle identitet, da han tiltrækkes af såvel kvinder som mænd. Men Miss Frost viser sig at være transseksuel - vi er tilbage til Verden ifølge Garp - og bliver Billys første seksuelle oplevelse; stor skandale i familien og Miss Frost må forlade byen.

Billy vokser op, og må kæmpe for at finde sig selv og andres forståelse af ham som person - som Miss Frost siger til ham: Put ikke en etiket på mig, før du kender mig. Således er Billys liv og seksualitet også problematisk og skaber problemer for hans kærlighedsliv, da man som biseksuel har sværere ved at blive taget seriøst af såvel hetero- som homoseksuelle.

En del af bogen handler om AIDS-epidemiens start i Reagan-årene; det er knusende barsk at læse og mindede mig om den fantastiske non-fiction bog om emnet - And The Band Played On - den til dato stærkeste bog om AIDS. Irvings behandling af emnet lokker også tårerne frem må jeg sige.

Det er Billys dannelsesroman - historien om hans elskere og elskerinder; hans skæve familie og faderen, som han finder og som forklarer en hel del. Det er historien om vilkårene for bi- og homoseksuelle igennem 50 år af amerikansk historie. Det er Irvings yndlingstemaer, men efter den lidt seje start brillerer han virkelig!

Thursday, March 14, 2013

Alt må vige for natten - Delphine de Vigan

























  • Fransk
  • 12.-14. marts
  • 401 sider
  • Originaltitel: Rien ne s'oppose à la nuit

Franskmænd har det med at kunne vaske familiens beskidte undertøj i fuld offentlighed - og kunne lide det både som forfatter og læser; og komme godt fra det. Det er absolut ikke noget, jeg tror, at danskere ville kunne gøre i samme stil. Men det hænger nok sammen med den franske intellgentsias behov for at udtrykke sig og bekræfte sig selv som intellektuelle personer. Det er meget lig de mange debatprogrammer, man finder på fransk fjernsyn.

Delphine de Vigan har skrevet andre romaner, blandt andet No og mig, som er oversat til dansk. Men denne gang handler det om hendes mor - om hende selv som produkt af moderen, og hele moderens familiehistorie. Moderen, som er uendelig smuk, og som man finder på bogens forside.

Men moderen er ikke ligetil. Hun lider af bipolaritet, og årsagerne er muligvis mange? En barndom, hvor en bror døde som 6-årig; senere adopterede den ellers store familie endnu en dreng, som døde i et seksuelt betonet selvmord som teenager og en anden bror begik selvmord som 28-årig. En far, der muligvis var pædofil - og i hvert fald havde en underlig omgang med familiens yngre kvinder.

Der kan være mange årsager; men det kan også være problematisk at vælte det hele ud i offentligheden uden at skjule navne. Lionel Duroy erfarede det efter sine romaner om hans ikkefungerende familie. Delphine de Vigan har derfor mange skrupler undervejs, og hendes historie handler også meget om det moralske aspekt i at udlevere alt på denne måde.

Det er en meget hård bog; det er uendeligt barsk at læse om moderen, som hun finder flere dage efter, at denne har begået selvmord som 61-årig. Men det er også en proces for hende selv; en form for forløsning efter en barsk barndom. Jeg tror bestemt ikke, at en dansker ville kunne få sig selv til at begå det samme litterært - men måske derfor er den stærk?

Monday, March 11, 2013

La fête du siècle - Niccolò Ammaniti


























Hvis man engang imellem ser udsendelser på det italienske Rai Uno som fx Porta a Porta, så kan man ikke undlade at  bemærke overfladiskheden i denne samling brylcremeslikkede værter med Colgate-smil og en imponerende parade af peroxidblonde kvinder med silikone og botox alle mulige og umulige steder. Det er muligvis indbegrebet af Berlusconis storhedstid i Italien - som man jo som bekendt aldrig rigtig ved, om den er slut, for aftagende eller på vej til nye groteske højder.

Prøv så at tænke på de romerske saturnalia - eller gladiatorfestene; ved Saturnalia ombyttedes rollerne, så slaverne blev herskere i den tid festen varede, og der var udvalgt en konge til at parodiere det romerske samfundssystem. Eller gladiatorfesterne, hvor slaverne blev smidt for en flok glubske vilddyr i de gamle arenaer. Begge allegorier passer glimrende på Ammanitis imponerende ironiske samfundskritiske roman.

Ammaniti har tidligere skrevet socialrealistiske romaner om den italienske fattige arbejderklasse, som også er udkommet på dansk. Denne gang angriber han delvis fra den anden ende af samfundshierarkiet med sin satire over overklassen. Den nyrige byggemagnat Chiatti vil vise verden, at han er noget - at han hører med til eliten af VIP's; og han erhverver sig derfor en park i Rom, som han omdanner til en gigantisk zoo ved at opkøbe udpinte dyr fra blandt andet fallerede østeuropæiske cirkus. Det hele skal vises frem for verden ved den hidtil mest overdådige fest i Italien, hvor alt der kan krybe og gå af VIP's er inviteret.

Deriblandt den populære forfatter Fabrizio Ciba, som er i litterær tomgang, men til gengæld møder 'kvinden i sit liv' cirka hvert femte minut. Et overdimensioneret ego kombineret med en manglende selvtillid og et konstant behov for at blive bekræftet gør ham til en temmelig ulidelig personage.

En anden uindbuden gæst er Mantos - lederen af en ubetydelig satanisk sekt, som består af fire medlemmer som alle er en slags tabere. Mantos - alias Saverio - er under tøflen både derhjemme og på jobbet i svigerfaderens møbelforretning. Så han planlægger den ultimative happening, der skal gøre ham berømt som satanist - og helst skal indeholde en ofring af en jomfru og andre symbolske handlinger. Men både ham og hans akolytter er dømt til at mislykkes i deres klodsethed og mangel på situationsfornemmelse. De kan ikke engang blive enige om de skal begå selvmord eller ej - der er langt til de Røde Brigader!

Festen er henlagt til Chiattis private park, og højdepunktet er de tre jagter på ræve, løver og tigre, som skal henrykke de kræsne gæster. Men det hele udvikler sig til en grotesk satire, hvor gæsterne bliver ofre for dyrene og de russiske afhoppere, der har levet i parkens underjordiske grotter i halvtreds år. Rollerne ombyttes som ved de gamle saturnalia og gladiatorkampene; da det pludselig er det sociale flødeskum som bliver som jagede dyr i den lukkede og mørklagte park, hvor dyr og halvvilde har taget magten.

De er alle personer, som er vant til at blive feteret og beundret, og pludselig befinder de sig alle i en grotesk parodi på Berlusconi-periodens vulgaritet og forfængelighed. Der er både stof til eftertanke og scener så groteske, at man virkelig må grine af det hele samtidig med, at man genkender det hele fra det star system, som er en integreret del af det 21. århundrede - og ikke kun i Italien.

Thursday, March 7, 2013

Le Négus - Ryszard Kapuscinski

























  • Fransk
  • 5.-6. marts
  • 251 sider
  • Dansk titel: Kejseren

Jeg var oprindeligt ikke specielt tiltalt af Kapuscinskis bog om den sidste kejser af Etiopien - ikke i nær samme grad som hans andre rejseskildringer har betaget mig. Men netop denne bog om Haile Selassie er nævnt som kilde til Vergheses roman, som foregår i Addis Ababa. Så der var ikke andet at gøre end at finde den - selvom den er fra 1984, og derfor ikke længere står på alle hylder. Det lykkedes at finde det ene eksemplar, de havde, efter en halv times arkæologisk søgning i reolerne.

Bogen indledes med et temmelig langt forord, men som ikke er uinteressant, da det er skrevet efter Kapuscinskis død, hvor han er blevet anklaget for at pynte på sine historier, at opdigte møder og/eller personer. Selv synes jeg grænsen er hårfin - er dette journalistik eller litteratur? Forordet nævner, at Kapuscinski benytter to notesbøger, når han rejser - én til sine journalistiske artikler, der skal sendes hjem via pressebureauet og én til sine observationer til brug for rejsebøgerne.

Hans rejseskildringer er fænomenale; selvom de muligvis har fået et lag sminke, så er de for mig stadig troværdige! De personer han skildrer findes givetvis der, hvor han siger. Situationerne findes. Jeg er overbevist om, at alle rejsebogsforfattere fristes af den fælde - de rejser alene og anser sig selv for ret modige; fristelsen er uden tvivl stor!

Denne bog er lidt anderledes idet den mest består af monologer. Kapuscinski rejste til Addis Ababa i 1975, hvor kejser Haile Selassie netop var blevet afsat nogle måneder tidligere. Han forsøger at finde personer, der har arbejdet i det kejserlige palads for at få deres førstehåndsbeskrivelser af, hvad der egentlig foregik.

Det er til tider skræmmende læsning. Man ved selvfølgelig, at en enevældig autokrat bestemmer, hvordan der skal tænkes og tales i hans nærhed. I visse diktatorers tilfælde i hele landet. Men i Etiopien betragtede man kejseren som en gud i ordets bogstaveligste forstand. Han var hævet over alle andre mennesker, og havde jo selv bekendtgjort, at han nedstammede fra Kejser Salomon og Dronningen af Saba. Det er lidt af en fødselsattest!

Samtlige af de ansatte Kapuscinski taler med, er totalt underlagt denne beundring. De forsvarer enhver af hans handlinger; en undersåt går så langt som til flovt at fortælle om den dag, hans halvvoksne søn pludselig ændrede adfærd - fordi han var begyndt at tænke. Det er usundt. Det er ødelæggende for kejserriget, som jo har den allerbedste fader til at se efter dem. Kun kejseren kan vide, hvad der er det bedste for landet og derfor skal alle hand undersåtter så vidt muligt gøre alt for at behage ham og lette hans tunge gerning på jorden. Jeg er ikke sikker på, at Ceaucescus eller Maos stab havde samme næsegruse beundring for deres leder. Her er der nemlig aldrig tale om frygt - men om oprigtig kærlighed.... og hjernevask!

Samtalerne giver et indblik i, hvordan man skal regere et land i bedste autokrate stil - men også en lektion i, hvor langt man kan drive mennesker og manipulere dem, så de selv efter kejserens fald ikke kan se blåren i øjnene.

Indimellem monologerne supplerer Kapuscinski med hans egne observationer om historien og hans opfattelse af de mennesker, der fortæller den, og han fylder de historiske huller ud med data.

Personerne er anonyme - det er et følsomt tidspunk så kort tid efter kuppet. Er det så et tegn på, at det er opdigtet? Det tror jeg ikke, for informationerne kunne han næppe have fået ad anden vej.

Det er et temmeligt enestående indblik i hverdagen i absolut ikke sædvanligt land med en absolut usædvanlig kejser, som selv i Vesten havde en særstatus som manden, der slog Mussolinis tropper tilbage. Det var også manden, der sørgede for, at Etiopien som det eneste afrikanske land aldrig har været en koloni - og selvfølgelig manden med det fulde navn Ras Tafari Makonnen. Med andre ord en rastafari og den direkte reinkarnation af Jesus ifølge den kult, der opstod omkring ham i Jamaica.

Tuesday, March 5, 2013

Haren med de ravgule øjne - Edmund de Waal

























  • Engelsk
  • 2.-4. marts
  • 354 sider
  • Originaltitel: The Hare with Amber Eyes
  • Website

For et par år siden læste jeg den meget interessante bog om Camondo-familien; rige jøder, der efter at havde levet mange steder endelig slog sig ned i Paris - og hvorfra de sidste af slægten tog et tog til Auschwitz, og aldrig vendte tilbage. Den sidste kvinde med Camondo-navnet var Béatrice, som ikke var af deres slægt men gift med den sidste levende søn. Hun selv nedstammede fra Ephrussi-familien, som ligeledes var en velhavende jødisk familie. Deres historie er muligvis en anelse mindre tragisk, idet ingen endte i gaskamrene - men nedskrivelsen af den er langt mere interessant og levende, da det er skrevet af femte generation af familien. Det mærkes tydeligt i engagementet i forhold til bogen om Camondo-familien, som ellers er aldeles glimrende.

Edmund de Waal er manden i denne femte generation, og da hans grandonkel Iggie dør i starten af 1990'erne i Tokyo, arver han en samling af små japanske figurer også kendt under betegnelsen netsuke. Han har kendt dem siden sin barndom, men mere og mere begynder han at tænke over deres oprindelse, symbolik og historie; endelig tager han orlov fra sit eget arbejde som kunstkeramiker for at dykke ned i historien om familien.

Den starter et par hundrede år tidligere i Odessa, da Ephrussi-familien bliver mere og mere velhavende igennem deres forretning som kornsælgere. De ændrer navne fra fx det jødiske Chaim til de mere vestligtsindede Ignace og fra Leib , og faderen beslutter at sende de to sønner til de to byer, hvor tingene sker i midten af det 19. århundrede - Wien og Paris. De etablerer sig hvert sit sted, og bliver hurtigt en del af hovedstædernes kreds af rige og indflydelsesrige. De bygger store palæer - i Paris i gaden, hvor også Camondo-familien bor, og i Wien på Ringstrasse. Begge steder er kvarterer, hvor mange jøder slår sig ned - men uden at have statsborgerskabet.

I Paris følger man især sønnen Charles, som bliver grebet af datidens flirt med japansk kunst, og det er ham, der starter samlingen af netsuke. Hele 264 styks. Han er også en ivrig kunstsamler og mæcen, og en god ven af Proust, der efter sigende skulle have bygget sin personnage i hans uendelige dannelsesroman over ham. Det er også Charles, der optræder med den høje hat i Renoirs maleri af frokosten ved den lille restaurant langs floden; og datteren af hans elskerinde bliver udødeliggjort i Renoirs maleri, som i dag hænger i Schweiz.

I 1899 gifter Leons søn i Wien sig, og de 264 netsuke bliver pænt pakket ned og sendt afsted som bryllupsgave, hvor de kommer til at stå i det enorme palads på Ringstrasse. Nu følger vi Leon og hans unge kone Emmy, og senere deres tre fire børn. En af dem bliver Edmund de Waals farmor, og en anden den homoseksuelle grandonkel i Tokyo.

Men den sprudlende periode bliver kort for jøderne i Europa; først er der Dreyfus-affæren i Frankrig, som lægger en dæmper på Charles' sociale liv. I Wien starter tiden efter 1. Verdenskrig med den stigende antisemitisme forårsaget af en lille østrigers politiske fremgang i Tyskland.

Man skal selv læse den for at få hele historien om denne familie, som muligvis var én af de rigeste i Europa på den tid. Deres indkøbte kunstværker hænger i dag rundt omkring i verden - og det er mærkværdigt at tænke på, at det er deres personlige ejendele, jeg stod og beundrede på KHM i Wien - eller Orsay i Paris.

Jeg tror aldrig man kan forstå, hvor meget ondt nazisterne gjorde. Udover at dræbe på den mest bestialske måde, så er det heller ikke ingenting at fratage en slægt deres identitet og deres minder. Man kan leve uden at leve i den voldsomme luksus, som under alle omstændigheder var en forgangen livsstil efter de to store krige. Jødiske familier var tit spredt for alle vinde - krigen gjorde det endnu sværere for dem at finde hinanden og holde sammen; og samtidig konfiskerede man alt de havde. Det er voldsomt fald fra tinderne for personer, der var totalt uforberedte og uegnede til at leve på anden vis.

Edmund de Waal har fulgt de små netsuke igennem deres omskiftelige tilværelse, og gennem dem opdager og viderefortæller han familiens historie. Det er både historisk interessant og dybt rørende på det personlige plan.