Les oliviers du Négus - Laurent Gaudé

• Fransk
• 21. marts
• 173 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kan sluge hans små romaner og bagefter ærgre mig over, at jeg gjorde det - men det er umuligt andet! Faktisk var dette en novellesamling, men på samme vis som i hans tidligere novellesamling, hænger historierne sammen på mere end en måde.

Der er de sædvanlige Gaudé-omgivelser - Italien og med en lille snert af Afrika; krig; underverdenen og noget, der tangerer Dantes Inferno. Og der er en tråd fra den ene historie til den anden.

Her handler det også om død. Om dem der ved, at de snart skal dø. Om dem, der mærker døden som et raseri eller et galskab i deres krop - eller som i den ene novelle, hvor det er Jorden, der gør oprør mod 1. Verdenskrig. Jorden, der protesterer imod at blive flået op af bombenedslag og vi er henne i samme boldgade som i Cris. Men det er hver gang døden i forbindelsen med krig.

Der er historien om den gamle italiener, der altid er blevet behandlet med en blanding af skræk og ærefrygt efter han vendte hjem fra Italiens krig i Etiopien i 1938, og fik tilnavnet Négus efter den etiopiske kejser. En lille tråd tilbage til Kapuscinskis bog! Han blev ødelagt af krigen, og mener at kunne høre de gamle krigere i olivenbladenes raslen.

Der er den romerske soldat, der bliver sendt til Puglia - en anden af Gaudés velkendte områder - for at passe en garnison; men han bliver skør og forlader posten, og tror selv, at han vandrer tilbage mod Rom med en hel hær for at ødelægge Romerriget.

Og så er der Jorden, der mobiliserer sig for at slå de mennesker ihjel - tyskere eller franskmænd uagtet - som ødelægger den. Det har lidt klang af et eventyr; men ideen er fuldt forståelig.

Endelig er der historien om den sicilianske mafiakrig, hvor dommere dræbes. En af dem var Paolo Borsellino, en reel person, som blev dræbt i 1992. Et par måneder inden er hans kollega og ven blevet dræbt, og han ved, at han er den næste. Hans novelle handler om de tanker han gør sig, om hvornår det vil ske og hvordan. Om det liv, der ikke længere er et liv i frihed og kampen for at kæmpe den krig, han mener er retfærdig.

Gaudé trækker tråde geografisk og historisk; men også psykisk mellem de forskellige forstadier til døden, og hvordan den påvirker den menneskelige psyke. Det er som sædvanligt eminent i den korte prosa, som han behersker til fulde.