Alt må vige for natten - Delphine de Vigan

• Fransk
• 12.-14. marts
• 401 sider
• Originaltitel: Rien ne s'oppose à la nuit

Franskmænd har det med at kunne vaske familiens beskidte undertøj i fuld offentlighed - og kunne lide det både som forfatter og læser; og komme godt fra det. Det er absolut ikke noget, jeg tror, at danskere ville kunne gøre i samme stil. Men det hænger nok sammen med den franske intellgentsias behov for at udtrykke sig og bekræfte sig selv som intellektuelle personer. Det er meget lig de mange debatprogrammer, man finder på fransk fjernsyn.

Delphine de Vigan har skrevet andre romaner, blandt andet No og mig, som er oversat til dansk. Men denne gang handler det om hendes mor - om hende selv som produkt af moderen, og hele moderens familiehistorie. Moderen, som er uendelig smuk, og som man finder på bogens forside.

Men moderen er ikke ligetil. Hun lider af bipolaritet, og årsagerne er muligvis mange? En barndom, hvor en bror døde som 6-årig; senere adopterede den ellers store familie endnu en dreng, som døde i et seksuelt betonet selvmord som teenager og en anden bror begik selvmord som 28-årig. En far, der muligvis var pædofil - og i hvert fald havde en underlig omgang med familiens yngre kvinder.

Der kan være mange årsager; men det kan også være problematisk at vælte det hele ud i offentligheden uden at skjule navne. Lionel Duroy erfarede det efter sine romaner om hans ikkefungerende familie. Delphine de Vigan har derfor mange skrupler undervejs, og hendes historie handler også meget om det moralske aspekt i at udlevere alt på denne måde.

Det er en meget hård bog; det er uendeligt barsk at læse om moderen, som hun finder flere dage efter, at denne har begået selvmord som 61-årig. Men det er også en proces for hende selv; en form for forløsning efter en barsk barndom. Jeg tror bestemt ikke, at en dansker ville kunne få sig selv til at begå det samme litterært - men måske derfor er den stærk?