Monday, March 11, 2013

La fête du siècle - Niccolò Ammaniti

























Hvis man engang imellem ser udsendelser på det italienske Rai Uno som fx Porta a Porta, så kan man ikke undlade at  bemærke overfladiskheden i denne samling brylcremeslikkede værter med Colgate-smil og en imponerende parade af peroxidblonde kvinder med silikone og botox alle mulige og umulige steder. Det er muligvis indbegrebet af Berlusconis storhedstid i Italien - som man jo som bekendt aldrig rigtig ved, om den er slut, for aftagende eller på vej til nye groteske højder.

Prøv så at tænke på de romerske saturnalia - eller gladiatorfestene; ved Saturnalia ombyttedes rollerne, så slaverne blev herskere i den tid festen varede, og der var udvalgt en konge til at parodiere det romerske samfundssystem. Eller gladiatorfesterne, hvor slaverne blev smidt for en flok glubske vilddyr i de gamle arenaer. Begge allegorier passer glimrende på Ammanitis imponerende ironiske samfundskritiske roman.

Ammaniti har tidligere skrevet socialrealistiske romaner om den italienske fattige arbejderklasse, som også er udkommet på dansk. Denne gang angriber han delvis fra den anden ende af samfundshierarkiet med sin satire over overklassen. Den nyrige byggemagnat Chiatti vil vise verden, at han er noget - at han hører med til eliten af VIP's; og han erhverver sig derfor en park i Rom, som han omdanner til en gigantisk zoo ved at opkøbe udpinte dyr fra blandt andet fallerede østeuropæiske cirkus. Det hele skal vises frem for verden ved den hidtil mest overdådige fest i Italien, hvor alt der kan krybe og gå af VIP's er inviteret.

Deriblandt den populære forfatter Fabrizio Ciba, som er i litterær tomgang, men til gengæld møder 'kvinden i sit liv' cirka hvert femte minut. Et overdimensioneret ego kombineret med en manglende selvtillid og et konstant behov for at blive bekræftet gør ham til en temmelig ulidelig personage.

En anden uindbuden gæst er Mantos - lederen af en ubetydelig satanisk sekt, som består af fire medlemmer som alle er en slags tabere. Mantos - alias Saverio - er under tøflen både derhjemme og på jobbet i svigerfaderens møbelforretning. Så han planlægger den ultimative happening, der skal gøre ham berømt som satanist - og helst skal indeholde en ofring af en jomfru og andre symbolske handlinger. Men både ham og hans akolytter er dømt til at mislykkes i deres klodsethed og mangel på situationsfornemmelse. De kan ikke engang blive enige om de skal begå selvmord eller ej - der er langt til de Røde Brigader!

Festen er henlagt til Chiattis private park, og højdepunktet er de tre jagter på ræve, løver og tigre, som skal henrykke de kræsne gæster. Men det hele udvikler sig til en grotesk satire, hvor gæsterne bliver ofre for dyrene og de russiske afhoppere, der har levet i parkens underjordiske grotter i halvtreds år. Rollerne ombyttes som ved de gamle saturnalia og gladiatorkampene; da det pludselig er det sociale flødeskum som bliver som jagede dyr i den lukkede og mørklagte park, hvor dyr og halvvilde har taget magten.

De er alle personer, som er vant til at blive feteret og beundret, og pludselig befinder de sig alle i en grotesk parodi på Berlusconi-periodens vulgaritet og forfængelighed. Der er både stof til eftertanke og scener så groteske, at man virkelig må grine af det hele samtidig med, at man genkender det hele fra det star system, som er en integreret del af det 21. århundrede - og ikke kun i Italien.

No comments: