Le Négus - Ryszard Kapuscinski

• Fransk
• 5.-6. marts
• 251 sider
• Dansk titel: Kejseren

Jeg var oprindeligt ikke specielt tiltalt af Kapuscinskis bog om den sidste kejser af Etiopien - ikke i nær samme grad som hans andre rejseskildringer har betaget mig. Men netop denne bog om Haile Selassie er nævnt som kilde til Vergheses roman, som foregår i Addis Ababa. Så der var ikke andet at gøre end at finde den - selvom den er fra 1984, og derfor ikke længere står på alle hylder. Det lykkedes at finde det ene eksemplar, de havde, efter en halv times arkæologisk søgning i reolerne.

Bogen indledes med et temmelig langt forord, men som ikke er uinteressant, da det er skrevet efter Kapuscinskis død, hvor han er blevet anklaget for at pynte på sine historier, at opdigte møder og/eller personer. Selv synes jeg grænsen er hårfin - er dette journalistik eller litteratur? Forordet nævner, at Kapuscinski benytter to notesbøger, når han rejser - én til sine journalistiske artikler, der skal sendes hjem via pressebureauet og én til sine observationer til brug for rejsebøgerne.

Hans rejseskildringer er fænomenale; selvom de muligvis har fået et lag sminke, så er de for mig stadig troværdige! De personer han skildrer findes givetvis der, hvor han siger. Situationerne findes. Jeg er overbevist om, at alle rejsebogsforfattere fristes af den fælde - de rejser alene og anser sig selv for ret modige; fristelsen er uden tvivl stor!

Denne bog er lidt anderledes idet den mest består af monologer. Kapuscinski rejste til Addis Ababa i 1975, hvor kejser Haile Selassie netop var blevet afsat nogle måneder tidligere. Han forsøger at finde personer, der har arbejdet i det kejserlige palads for at få deres førstehåndsbeskrivelser af, hvad der egentlig foregik.

Det er til tider skræmmende læsning. Man ved selvfølgelig, at en enevældig autokrat bestemmer, hvordan der skal tænkes og tales i hans nærhed. I visse diktatorers tilfælde i hele landet. Men i Etiopien betragtede man kejseren som en gud i ordets bogstaveligste forstand. Han var hævet over alle andre mennesker, og havde jo selv bekendtgjort, at han nedstammede fra Kejser Salomon og Dronningen af Saba. Det er lidt af en fødselsattest!

Samtlige af de ansatte Kapuscinski taler med, er totalt underlagt denne beundring. De forsvarer enhver af hans handlinger; en undersåt går så langt som til flovt at fortælle om den dag, hans halvvoksne søn pludselig ændrede adfærd - fordi han var begyndt at tænke. Det er usundt. Det er ødelæggende for kejserriget, som jo har den allerbedste fader til at se efter dem. Kun kejseren kan vide, hvad der er det bedste for landet og derfor skal alle hand undersåtter så vidt muligt gøre alt for at behage ham og lette hans tunge gerning på jorden. Jeg er ikke sikker på, at Ceaucescus eller Maos stab havde samme næsegruse beundring for deres leder. Her er der nemlig aldrig tale om frygt - men om oprigtig kærlighed.... og hjernevask!

Samtalerne giver et indblik i, hvordan man skal regere et land i bedste autokrate stil - men også en lektion i, hvor langt man kan drive mennesker og manipulere dem, så de selv efter kejserens fald ikke kan se blåren i øjnene.

Indimellem monologerne supplerer Kapuscinski med hans egne observationer om historien og hans opfattelse af de mennesker, der fortæller den, og han fylder de historiske huller ud med data.

Personerne er anonyme - det er et følsomt tidspunk så kort tid efter kuppet. Er det så et tegn på, at det er opdigtet? Det tror jeg ikke, for informationerne kunne han næppe have fået ad anden vej.

Det er et temmeligt enestående indblik i hverdagen i absolut ikke sædvanligt land med en absolut usædvanlig kejser, som selv i Vesten havde en særstatus som manden, der slog Mussolinis tropper tilbage. Det var også manden, der sørgede for, at Etiopien som det eneste afrikanske land aldrig har været en koloni - og selvfølgelig manden med det fulde navn Ras Tafari Makonnen. Med andre ord en rastafari og den direkte reinkarnation af Jesus ifølge den kult, der opstod omkring ham i Jamaica.