Wednesday, December 31, 2014

Jeg er Malala - Malala Yousafzai



























  • Dansk
  • 28.-30. december
  • 345 sider
  • Originaltitel: I am Malala

Det blev så årets sidste bog. 101 stykker er det blevet til og næsten 40.000 sider læst igennemåret. Der er jo stort set altid gang i en bog; det er yderst sjældent, at der er flere dages pause inden jeg går i gang med den næste. For der er stadig et hav af bøger, jeg ønsker at læse - og så ærgrer det mig, når jeg engang imellem får læst noget skidt. 2014 har budt på en del fantastiske læseoplevelser - og et par rigtigt dårlige; men de er som regel selvforskyldte, når jeg får rodet mig ud i noget skandinavisk krimi, som desværre ikke står distancen. 

Historien om Malala, den unge pige, der netop har modtaget Nobels Fredspris fik jeg i julegave. Jeg må nok indrømme, at jeg nok aldrig selv havde købt den - og da slet ikke på dansk. Men nu er den læst, og blev jeg meget klogere end det, man har kunnet læse i de mange interviews, tv-portrætter osv. ? Nej, det synes jeg faktisk ikke.

Bogen er selvfølgelig skrevet sammen med en ghost-writer, og det skinner kraftigt igennem i en blanding af utrolig infantilt sprog, og højpolitiske historiske analyser af den indo-pakistanske krise og historie. En tid, hvor den lille Malala ikke var født endnu, og hvor det hele er en opsummering af skolebøgerne. Det er faktisk svært at gennemskue, hvor meget er hendes egne ord - udover en prolog en epilog, og takkeordene. 

Selvfølgelig er det dybt tragisk det, der overgik hende - og den uretfærdige behandling, som stadig til daglig overgår millioner af kvinder verden over. Jeg har dyb respekt for en lille pige, som tør sige sine meningers mod - og trodser diverse trusler. Jeg håber, at hun nu får muligheden for at uddanne sig og bruge det potentiale i et voksenliv, hvor det jo skal udfolde helt anderledes end for en pige, hvor hendes alder i sig selv satte hende i en særposition. Den fordel vil hun ikke kunne leve på hele livet; og det bliver spændende at se, om hun kan bruge det til sin og verdens fordel at opnå så stor berømmelse som barn. Personligt synes jeg nemlig, at det var lidt vel tidligt at give hende en Nobel-pris (men jeg synes samtidig, at det gælder en del af de senere års priser, der er uddelt mere strategisk end reelt). 

Bogen fortæller om hendes barndom, skolen, familien - og som sagt iblandet de lange passager om historien. Dernæst talebanernes ankomst til hendes pakistanske region, og deres flugt fra hjemmet. De vender tilbage, men tingene er ikke blevet meget bedre - og endelig ender det jo med den tragsike skudepisode i 2012. Den sidste korte del af bogen følger hende på hospitalet i England, og i en del af hendes nye og meget anderledes liv. Det er en meget letlæselig bog, som sagtens kunne læses af store børn ligeledes.

Det altoverskyggende problem er dog oversættelsen. Jeg måtte faktisk tjekke flere gange, at det virkelig var 2. udgave og så udgivet af Politikens Forlag? Hvorfor er så mange horrible fejl fra en 1. udgave dog ikke rettede? Det er stort I når det skal være lille, det er gentagelser af ord - men især også en ordret oversættelse fra engelsk, så man kan genkende typiske engelske vendinger, som dog ikke går at oversætte så direkte. Det er åbenbart et mere og mere fremherskende problem i danske bøger - men det er pinligt, når det er et stort anerkendt og seriøst forlag. Det ødelægger absolut læseglæden for mig, og det er årsagen til, at danske forlag ikke skal regne med mine penge for oversatte bøger, hvis jeg kan læse dem på engelsk eller fransk. Det er lidt trist; men jeg synes nu, at jeg har set det alt for mange gange.

Saturday, December 27, 2014

Det gode liv ifølge Hemingway - A. E. Hotchner



























  • Dansk
  • 27. december
  • 147 sider
  • Originaltitel: The Good Life According to Hemingway

Jeg har aldrig læst meget af Hemingway - ikke af manglende lyst, men sådan er det bare blevet. Jeg elskede dog hans erindringsbog om årene i Paris - A Moveable Feast - og den passede fint sammen med alt det andet, jeg har læst om ham. Om klanen af venner, der hang ud i Paris og omfattede Man Ray, Robert Capa, Scott Fitzgerald for blot at nævne nogle. Og så er der jo billederne af ham - mit favoritbillede taget af Capa, men også alle de andre, hvor man ser ham som fisker, storvildtjæger, tyrefægterbeundrer ... kriger og verdensmand, som de ganske enkelt ikke laves længere.

Bogen er skrevet af en hans livslange venner - en jøde på trods af Hemingways antisemitiske holdninger; en mand, som også har skrevet flere biografier af Hemingway, og fulgte ham i tykt og tyndt. En mand, som ikke var bleg for at se Hemingways fejl - og overdrivelser i hans historier; måske især i de senere år, hvor depression, paranoia og genetisk nedarvet sygdom førte til hans selvmord. Og igennem alle de år samlede Hotchner små ord og historier fra Hemingway, som nu er samlet i denne lille bog, som ligeledes er rigt illustreret med billeder fra Hemingways liv.

Der er et fantastisk forord af Bo Tao Michaëlis, som glimrende opsummerer personen Hemingway - fandenivoldsk, ulidelig, elskelig, lystløgner, dranker - men også talentet. En mand, som måske ikke skulle leve længere efter, at Pig Bay-krisen havde fjernet ham fra hans elskede Cuba. En mand, som elskede at rejse, leve (farligt), elske, udfordre og udforske. Han kunne ganske enkelt ikke have eksisteret i vores politisk korrekte tider - og det er lidt trist, at den slags store personligheder ikke længere kan fostres. For en Hemingway uden en cigar, en rom, en fiskestang eller et gevær er ikke det samme!

Bogen er opdelt i temaer som Forfattere, Krig, Sport, Kvinder og Livet. Når man læser om hans livslyst forventer man ikke det senere drama. Men det er inden sygdommen sætter ind. Man fornemmer hans helt ekstraordinære liv og hans totale ligegyldighed overfor, hvad andre kunne tænke om ham. Han var en bulderbasse, men også dybt følsom og eftertænksom; det er ikke nemt at pille et enkelt citat eller en enkelt historie ud - det er også svært at skille løgn fra overdrivelse.

Men det er Hemingway hele vejen igennem og det er så uendeligt livsbekræftende at læse ord fra en mand, der virkelig levede livet som en fest!

Venice - Jan Morris


























  • Engelsk
  • 21.-27. december
  • 320 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

En af de berømmede rejseskildringer og 'biografier' af byen Venedig - det var prædikatet, der lokkede mig i fælden. Venedig ER en smuk by; en utrolig by med en utrolig historie og der er skrevet meget om den. Den lokker jo med sin særprægede blanding af natur og kultur.

Morris' rejseskildring stammer tilsyneladende fra et længere ophold i byen; selvom jeg ikke kan finde præcise informationer om dette - og det fremgår desværre heller ikke tydeligt af bogen. Jeg elsker jo rejseskildringer - som Theroux, som jo direkte fortæller, hvor og hvornår, han er hvor - eller Kapuscinski, som måske og måske ikke har broderet lidt rigeligt på sine eventyr. Ikke desto mindre er det utroligt at læse om en forfatters egen oplevelse af en rejse.

Det mest fascinerende ved Morris er dog nok hans/hendes privatliv. Født som James Morris og gift med fem børn, besluttede han sig i 1964 for at blive kvinde, og rejste til Marokko for at få udført operationen. Han - nu hun - blev senere skilt fra sin kone, men i 2008 indgik de igen registreret partnerskab, da hun var 82 år gammel. Det er da modigt og fantastisk!

Men bogen her er altså skrevet, da han var en mand og boede i Venedig. Det er en lidt løs fortælling om byen på den tid med anekdoter og observationer om byens mange steder. Den er opdelt i tre dele - menneske, byen og lagunen. Men der er ikke den røde tråd eller kronologi, som ville have bragt det hele lidt bedre sammen i mine øjne. Det er småhistorier opdelt i underkategorier som dyrene i byen - eller bådene - eller kirkerne. Desværre får han det ikke helt til at hænge sammen, så læseren tages med på en reel rejse igennem byens historie. Det er snarere en slags indlæg (som på en blog) med de forskellige temaer. Jeg kedede mig faktisk en del - og selvom der var juletravlhed og familiefester prægede det desværre min læseiver. 

Jan Morris har skrevet mange rejseskildringer, men det bliver ikke en ny globetrotter på mine hylder.

Sunday, December 21, 2014

Vågenatten - Nadeem Aslam


























  • Dansk
  • 18.-20. december
  • 446 sider
  • Originaltitel: The Wasted Vigil

Jeg blev jo tiltrukket af omslagets gengivelse af Boschs uhyrlige billeder af helvede - og i kombination med en historie om nutidens Afghanistan. Men det var så ren indpakning uden indhold skulle det vise sig.

Muligvis ville historien havde holdt bedre på originalsproget - men den danske oversættelse er så åbenlys ringe, at det er direkte ulideligt. Manglende kommasætning, kluntede sætningskonstruktioner og sproget flyder ujævnt og dårligt. Jeg var reelt set ved at give op indtil flere gange; og den kommer da også direkte i skraldespanden, og ikke i bogreolen.

Men kan man se bort fra disse eklatante fejl, så venter der én en historie om menneskeskæbner, der flettes sammen i et post-9/11 Afghanistan. Den gamle læge, Marcus, som er englænder, men konverterede til islam for at gifte sig med Qatrina. De levede i det hus ved en sø, som bliver omdrejningspunktet for en stor del af bogen. Et hus med bøger sømmet fast i loftet for at skjule dem for Taliban; et hus ved en sø og med en parfumefabrik med et kæmpe Buddha-hoved for at minde læseren om de enorme Buddha-figurer i Bamiyan, som blev sprængt i luften i 2001. Det virker til tider alt, alt for søgt og overlæsset med de mange symboler på religion og den mellemøstlige mystik, som skal proppes ind med vold og magt.

Marcus er nu alene; hans datter er taget af Taliban og konen er død; gruen i alt dette oprulles efterhånden som historien skrider frem, og hans veje krydses af den russiske Lara (Dr. Zhivago!!!), som leder efter sin soldaterbror, der hoppede af under USSR's invasion af landet mange år tidligere.

Der er dermed de gode og de onde; men alle har de mistet noget i den krig, som tilsyneladende ikke vil forlade dette land. Men det bliver ikke overbragt på en overbevisende og sammenhængende måde efter min smag. Jeg var hele tiden halvvejs et andet sted - og så er man ikke absorberet af sin læsning.


Thursday, December 18, 2014

Familien Moskat - Isaac Bashevis Singer



























  • Fransk
  • 11.-17. december
  • 859 sider
  • Originaltitel: The Family Moskat

Isaac Bashevis Singer udgav i 1950 den første roman på yiddish; jeg læste den nu på fransk, da den jo er så gammel, at det er svært at finde en originaludgave i dag. Men den var netop blevet genudgivet på fransk, og jeg glædede mig til at kunne dykke ned i denne mursten, som jeg vidste ville tage mig dagevis. Romanen blev oprindeligt udgivet i en yiddish-sproget avis, og derefter som roman i to bind inden den endelig blev udgivet på engelsk.

Perioden strækker sig fra omkring 1910, og indtil Tysklands invasion af Polen i 1939, og følger Moskat-familien og dens efterkommere. Den gamle Moskat-patriark er allerede gammel, da bogen starter; hvilket ikke afholder ham fra at gifte sig igen - ægteskaber og skilsmisser fylder en del i denne roman, og jeg var noget overrasket over deres lidt lemfældige omgang med dette. Såvel kvinder som mænd regner det for naturligt at være gift - men ofte er det ikke kærlighedsægteskaber, og der er elskerinder involveret for mændenes part - og dermed nemme skilsmisser for kvinderne.

Men det er en yderst ortodoks familie - slangekrøller og bønner er del af dagligdagen; ikke mange af den gamle mands sønner eller svigersønner arbejder for føden. De lever enten af investeringer og renter, eller bruger deres tid i synagogen eller med at læse Torahen og efterleve dens mange besværligheder. For når man læser om alle disse ritualer, må det være overordentligt omstændigt at være jøde i den praktiserende forstand.

Derfor er nogle af dem også ved at miste troen på, at Messias en dag skal vende tilbage - en af dem er den centrale protagonist i historien, Asa Heshel. Han er ung mand, der ankommer til Warszawa for at studere og bliver taget under vingerne af en af svigersønnerne. Han er prototypen på fejhed og mangel på mandsmod. Han vælger at trække i trøjen, da 1. Verdenskrig bryder ud - mest fordi det momentant fjerner ham fra de problemer han har skabt for sig selv med diverse amorøse eventyr.
Han mener selv, at han er ateist, men forfærdes alligevel senere i livet over den manglende overholdelse af ritualerne, som han ser hos den yngre generation. Han flagrer fra kvinde til kvinde og fra synspunkt til synspunkt. Hans mest gennemgående livsfilosofi er deprimerende - nemlig, at døden er det eneste, bedste og uundgåelige, der vil overgå ham - hvilket han i en vis udstrækning jo har ret i.

Hans problem er nok snarere, at det bliver en undskyldning for at tage ansvar. Først gifter han sig med en kvinde, men bliver skilt for at udleve sit eventyr med en anden - et af patriarkens børnebørn.
Men heller ikke det fungerer, og ved bogens slutning lever han med en tredje, som forsøger at overbevise ham om, at de skal flygte - men han vælger at blive for at konfrontere den Messias, han nu er sikker på kommer. I form af døden.

Det er en temmelig kompleks roman. Først og fremmest handler det meget om religion og judaisme; selve ritualerne får man ret hurtigt styr på, hvis man ikke kendte dem i forvejen. Men der er selvfølgelig også tale om Palæstina, og deres ønske om at få deres eget land. En diskussion, der snart 70 år senere stadig ikke er endeligt løst. Singers mening som den udtales af bogens protagonister er, at ingen vil give deres land til et andet folk. Hvilket han også fik ret i - han skrev jo romanen inden Israels oprettelse i 1948.

Men han skrev den efter, at 2. Verdenskrig var slut og kunne have inddraget kz-lejre og holocaust i historien. Han afslutter den meget symbolsk med den udtalelse om, at Messias/døden kommer - og mere er vel ikke nødvendigt, da vi alle kender fortsættelsen på den historie i historien.

Det er til tider tung læsning - jeg følte det som med nogle af Pamuks romaner, som er kondenserede, intensive og mættede; til tider med detaljer, som man kan finde overflødige, men som er med til at skabe den særegne stil. Og så flyver man alligevel igennem de sidste 3-400 sider og irriteres over deres stejle facon at gå direkte i katastroferne i religionens navn.

Singer er ikke optimist! Hans religion er eksistentialisme og hans opfattelse af jødedommen er snarere en begrænsning af individet end en forlængelse af det. 

Men absolut en smuk oplevelse, hvis man er indstillet på at skulle grave lidt dybt i sin koncentration og i sig selv.

Thursday, December 11, 2014

The Good Children - Roopa Farooki



























  • Engelsk
  • 6.-10. december
  • 484 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Forsiden pralede af, at dette var en 'life-changing novel'! Det er jo noget af en påstand - og som regel er jeg ret skeptisk over for den slags reklame. Men hvis jeg skal summere nogle af de bedste bøger, jeg fik læst i 2014 så er det uden tvivl Gadefejeren og denne, som jeg især vil huske.

Roopa Farooki er et nyt bekendtskab selvom dette er hendes sjette roman; hun er født i Pakistan men opvokset i England, som så mange andre fra den del af verden. 

Bogen spænder over 7 årtier i historien om en muslimsk familie i Lahore; der er faderen, som er læge, de to sønner Sulaman og Jamal; de to døtre Mae og Lana - og ikke mindst moderen, som er omdrejningspunktet for familien og for de liv, der venter børnene som voksne.

Moderen styrer dem alle med hård hånd - de skal være de gode børn, som titlen indebærer. Drengene er hun ikke specielt knyttet til; de er der kun for at svine huset til og opføre sig for drenget og voldsomt. Pigerne bliver en slags små dukker, hun kan sminke og forme i sit eget billede. Men fremfor alt handler det om ikke at overskygge moderen eller skuffe hende. 

Drengene bliver sendt til USA og England for at studere, da de er store teenagere - og de kan faktisk ikke komme hurtigt nok væk, og bliver da også væk i mange år. Til dels for at slikke sårene efter barndommen, men også på grund af de valg, de træffer som voksne. Sulaman/Sully gifter sig med en hindu, og Jamal/Jakie er homoseksuel. Meget bedre er det ikke for pigerne, som begge bliver skilt og på ingen måder lever op til moderens forventninger om gode børn. En rolle, de selvfølgelig er låst fast i selv som voksne.  

Bogen fortælles ud fra hvert af børnenes synspunkt - dog mest drengenes - og med flashbacks tilbage til barndommen, og andre tidligere episoder af deres liv, De bliver så levende, og man lever sig oprigtigt ind i deres tragedier; til tider måtte jeg ganske enkelt lægge den fra mig, da det blev for tyngende og knugende at være tilskuer til. Så opslugt af personerne var jeg.

Da faderen dør må de tilbage og selv denne rejse viser sig at være så psykisk voldsom for dem, at de endnu en gang falder ned i barndommens traumer. Og endelig er moderen syg, og de må tilbage for at træffe en stor beslutning om den person, der på ingen måde har gjort dem noget godt - og selv som midaldrende bedsteforældre er de paranoide grænsende til det neurotiske. Det eneste lyspunkt er uden tvivl det sammenhold, som de som søskende formår at bibevare. De ved alle, hvorfor de er blevet som de er, og deres roller er forskellige - nogle er rejst mens andre er blevet. Nogle slap væk, og andre måtte opfylde pligterne. Men de kommer over det og finder en samhørighed, som som voksne er smuk og rørende.

Skrivestilen er så intens, at jeg måtte genlæse flere passager - ganske enkelt for at forstå styrken i ordene, som ramte de fire personer så perfekt. Moderen får man absolut ikke et positivt indtryk af - selvom man forstår hendes karakter, og hvad, der driver hende. 

Og så bruger hun et vers fra Koranen, som jeg fandt ganske uimodståeligt:

'Remember me,
I will remember you'

En af årets helt store læseoplevelser, som jeg kun kan anbefale - når den bliver oversat - eller på originalsproget.

Sunday, December 7, 2014

En afrikaner i Grønland - Tété-Michel Kpomassie


























  • Engelsk
  • 2.-5. december
  • 300 sider
  • Engelsk titel: An African in Greenland

Der er nogle historier, der er så utrolige, at de lyder usandfærdige. Og sådan må historien om togolesiske Tété-Michel sandelig havde lydt for de første grønlændere, der mødte ham i starten af 1960'erne, da de endnu var temmelig aflukket for omverdenen, Den er ikke desto mindre sand og utrolig livsbekræftende.

Tété er teenager i Togo, da han bliver bidt af en slange og er ved at dø. Han bringes ud i bushen til en sekf af slangegudedyrkere, som helbreder ham og til gengæld lover hans far at give ham til sekten, hvor han skal opdrages som en form for præst. Men inden han når så langt, og mens han stadig kommer sig over sin sygdom, finder han en bog i missionærernes hus i Lomé. Der hører han for første gang om Grønland; hvor der er koldt og hvor mændene lever af at være fangere - og beslutter sig for, at der vil han hen.

Rejsen fra Togo til Grønland tager ham otte år; han må arbejde undervejs for at skrabe sammen til næste etape - men endelig kommer han på en båd fra København. Han når aldrig helt til Thule, som det var hans plan - men når at tilbringe knap halvandet år i disse usædvanlige omgivelser, inden han beslutter at han må hjem for at fortælle sine historier. Og de blev senere nedskrevet i hans beretning, som udkom på fransk i 1981.

Det er nærliggende at forestille sig, at der er visse paralleller mellem de to typer af stammefolk - og Tété observerer da også mønstre i jagten; men måske er hans største gevinst, at han selv kommer fra, hvad vi kalde et primitivt folk og ikke chokeres af levevisen. Selvom det betyder, at toilettet er en spand i stuen og seksuelt samvær foregår uden meget intimitet - da alle lever sammen på lidt plads. Han undrer sig en smule over deres åbenlyse promiskuitet - men forklarer den igen med kulden; og mellem linjerne forstår man også, at han selv deltog livligt i den lokale levevis.

Han undres over børnenes magt over forældrene; i Afrika er børn anderledes strengt opdraget - men chokeres ikke synderligt over det enorme drikkeri, der finder sted.

Han møder alle de indfødte fra forskellige samfundsklasser; men de møder jo også ham. Den første sorte mand, de har set - og det afføder skrig og rædsel og oprigtig nysgerrighed og fascination. Det er en livsbekræftende skildring af, hvad man kan opnå når man sætter sig for at opdage verden og sine medmennesker uden fordømmelse. Og som altid er rejsebeskrivelser jo bare fantastiske.

Tuesday, December 2, 2014

Attentatet - Yasmina Khadra


























  • Fransk
  • 30. november - 1. december
  • 246 sider
  • Originaltitel: L'attentat

Anden del af Khadras trilogi om .... hvad? Om religionens absurditet, om den stigende terrorisme i og udenfor Mellemøsten. Hans trilogi udkom på samme tid som Hosseinis bøger om Afghanistan, og bragte vel nok et helt nyt kendskab til arabiske forfattere og de emner, som optager dem og som i sagens natur også optog Vesten mere og mere. De havde givet ikke haft samme succes blot et årti inden.

Første del foregik i Afghanistan; men nu er vi i Israel - et lige så komplekst udgangspunkt for religiøse stridigheder. Amine er palæstinenser, men har taget israelsk statsborgerskab og bor og arbejder som kirurg i Tel Aviv. Han er velhavende, og omgås jødiske venner uden at tænke meget over sin religiøse baggrund, da han ikke er praktiserende muslim.

En dag eksploderer en bombe i en nærliggende café, og han kæmper for at redde ofrenes liv. Indtil han opdager, at hans egen kone er den formodede kamikaze-terrorist. Han bliver anholdt af israelsk politi, og pludselig er han ikke længere velset i det jødiske kvarter af byen eller på sit arbejde. 

For Amine bliver det en lang spiral ned i et helvede af Dante-proportioner; han skal forholde sig til, at hans kone ikke var lykkelig og endte med at ofre sit liv for en hellig krig. Han skal forholde sig til sin rolle i samfundet, hvor hans palæstinensiske familie, som han ikke har set i årevis, er betydeligt mere indblandet i konflikten end han anede. Han skal kæmpe mod overgreb og angreb af psykisk og fysisk karakter. Han skal pludselig indse, at det ikke er muligt at leve i Israel uden en markant stillingtagen til de to sider af sagen. Han hører ikke oprigtigt til på nogle af siderne - men den luksus kan man ikke tillade sig; hans familie forsvarer konens selvmord med, at man ikke kan vinde en krig uden ofre - og det kan ikke kun være de andres koner og børn, der skal sprænge sig selv i luften.

Det er en utrolig intens roman; Khadra formår med ganske få sider at skabe en stor historie - men også en historie, som er svær at forholde sig til. Fordi man som læser igen bliver stillet overfor det store dilemma om en evig Israel-Palæstina-konflikt, som vi også bombarderes med i medierne som reelle nyheder om reelle selvmordsbombere.

Han vælger ikke selv klart side. Som menneske har han jo uden tvivl en holdning; som forfatter lader han læseren sidde med spørgsmålene og tankerne. Så nu er jeg spændt på, hvor den sidste del af trilogien skal foregå - men efter en lille pause med andre emner.