- Engelsk
- 6.-10. december
- 484 sider
- Dansk titel: Endnu ikke oversat
Forsiden pralede af, at dette var en 'life-changing novel'! Det er jo noget af en påstand - og som regel er jeg ret skeptisk over for den slags reklame. Men hvis jeg skal summere nogle af de bedste bøger, jeg fik læst i 2014 så er det uden tvivl Gadefejeren og denne, som jeg især vil huske.
Roopa Farooki er et nyt bekendtskab selvom dette er hendes sjette roman; hun er født i Pakistan men opvokset i England, som så mange andre fra den del af verden.
Bogen spænder over 7 årtier i historien om en muslimsk familie i Lahore; der er faderen, som er læge, de to sønner Sulaman og Jamal; de to døtre Mae og Lana - og ikke mindst moderen, som er omdrejningspunktet for familien og for de liv, der venter børnene som voksne.
Moderen styrer dem alle med hård hånd - de skal være de gode børn, som titlen indebærer. Drengene er hun ikke specielt knyttet til; de er der kun for at svine huset til og opføre sig for drenget og voldsomt. Pigerne bliver en slags små dukker, hun kan sminke og forme i sit eget billede. Men fremfor alt handler det om ikke at overskygge moderen eller skuffe hende.
Drengene bliver sendt til USA og England for at studere, da de er store teenagere - og de kan faktisk ikke komme hurtigt nok væk, og bliver da også væk i mange år. Til dels for at slikke sårene efter barndommen, men også på grund af de valg, de træffer som voksne. Sulaman/Sully gifter sig med en hindu, og Jamal/Jakie er homoseksuel. Meget bedre er det ikke for pigerne, som begge bliver skilt og på ingen måder lever op til moderens forventninger om gode børn. En rolle, de selvfølgelig er låst fast i selv som voksne.
Bogen fortælles ud fra hvert af børnenes synspunkt - dog mest drengenes - og med flashbacks tilbage til barndommen, og andre tidligere episoder af deres liv, De bliver så levende, og man lever sig oprigtigt ind i deres tragedier; til tider måtte jeg ganske enkelt lægge den fra mig, da det blev for tyngende og knugende at være tilskuer til. Så opslugt af personerne var jeg.
Da faderen dør må de tilbage og selv denne rejse viser sig at være så psykisk voldsom for dem, at de endnu en gang falder ned i barndommens traumer. Og endelig er moderen syg, og de må tilbage for at træffe en stor beslutning om den person, der på ingen måde har gjort dem noget godt - og selv som midaldrende bedsteforældre er de paranoide grænsende til det neurotiske. Det eneste lyspunkt er uden tvivl det sammenhold, som de som søskende formår at bibevare. De ved alle, hvorfor de er blevet som de er, og deres roller er forskellige - nogle er rejst mens andre er blevet. Nogle slap væk, og andre måtte opfylde pligterne. Men de kommer over det og finder en samhørighed, som som voksne er smuk og rørende.
Skrivestilen er så intens, at jeg måtte genlæse flere passager - ganske enkelt for at forstå styrken i ordene, som ramte de fire personer så perfekt. Moderen får man absolut ikke et positivt indtryk af - selvom man forstår hendes karakter, og hvad, der driver hende.
Og så bruger hun et vers fra Koranen, som jeg fandt ganske uimodståeligt:
'Remember me,
I will remember you'
En af årets helt store læseoplevelser, som jeg kun kan anbefale - når den bliver oversat - eller på originalsproget.
No comments:
Post a Comment