Familien Moskat - Isaac Bashevis Singer

• Fransk
• 11.-17. december
• 859 sider
• Originaltitel: The Family Moskat

Isaac Bashevis Singer udgav i 1950 den første roman på yiddish; jeg læste den nu på fransk, da den jo er så gammel, at det er svært at finde en originaludgave i dag. Men den var netop blevet genudgivet på fransk, og jeg glædede mig til at kunne dykke ned i denne mursten, som jeg vidste ville tage mig dagevis. Romanen blev oprindeligt udgivet i en yiddish-sproget avis, og derefter som roman i to bind inden den endelig blev udgivet på engelsk.

Perioden strækker sig fra omkring 1910, og indtil Tysklands invasion af Polen i 1939, og følger Moskat-familien og dens efterkommere. Den gamle Moskat-patriark er allerede gammel, da bogen starter; hvilket ikke afholder ham fra at gifte sig igen - ægteskaber og skilsmisser fylder en del i denne roman, og jeg var noget overrasket over deres lidt lemfældige omgang med dette. Såvel kvinder som mænd regner det for naturligt at være gift - men ofte er det ikke kærlighedsægteskaber, og der er elskerinder involveret for mændenes part - og dermed nemme skilsmisser for kvinderne.

Men det er en yderst ortodoks familie - slangekrøller og bønner er del af dagligdagen; ikke mange af den gamle mands sønner eller svigersønner arbejder for føden. De lever enten af investeringer og renter, eller bruger deres tid i synagogen eller med at læse Torahen og efterleve dens mange besværligheder. For når man læser om alle disse ritualer, må det være overordentligt omstændigt at være jøde i den praktiserende forstand.

Derfor er nogle af dem også ved at miste troen på, at Messias en dag skal vende tilbage - en af dem er den centrale protagonist i historien, Asa Heshel. Han er ung mand, der ankommer til Warszawa for at studere og bliver taget under vingerne af en af svigersønnerne. Han er prototypen på fejhed og mangel på mandsmod. Han vælger at trække i trøjen, da 1. Verdenskrig bryder ud - mest fordi det momentant fjerner ham fra de problemer han har skabt for sig selv med diverse amorøse eventyr.

Han mener selv, at han er ateist, men forfærdes alligevel senere i livet over den manglende overholdelse af ritualerne, som han ser hos den yngre generation. Han flagrer fra kvinde til kvinde og fra synspunkt til synspunkt. Hans mest gennemgående livsfilosofi er deprimerende - nemlig, at døden er det eneste, bedste og uundgåelige, der vil overgå ham - hvilket han i en vis udstrækning jo har ret i.

Hans problem er nok snarere, at det bliver en undskyldning for at tage ansvar. Først gifter han sig med en kvinde, men bliver skilt for at udleve sit eventyr med en anden - et af patriarkens børnebørn.

Men heller ikke det fungerer, og ved bogens slutning lever han med en tredje, som forsøger at overbevise ham om, at de skal flygte - men han vælger at blive for at konfrontere den Messias, han nu er sikker på kommer. I form af døden.

Det er en temmelig kompleks roman. Først og fremmest handler det meget om religion og judaisme; selve ritualerne får man ret hurtigt styr på, hvis man ikke kendte dem i forvejen. Men der er selvfølgelig også tale om Palæstina, og deres ønske om at få deres eget land. En diskussion, der snart 70 år senere stadig ikke er endeligt løst. Singers mening som den udtales af bogens protagonister er, at ingen vil give deres land til et andet folk. Hvilket han også fik ret i - han skrev jo romanen inden Israels oprettelse i 1948.

Men han skrev den efter, at 2. Verdenskrig var slut og kunne have inddraget kz-lejre og holocaust i historien. Han afslutter den meget symbolsk med den udtalelse om, at Messias/døden kommer - og mere er vel ikke nødvendigt, da vi alle kender fortsættelsen på den historie i historien.

Det er til tider tung læsning - jeg følte det som med nogle af Pamuks romaner, som er kondenserede, intensive og mættede; til tider med detaljer, som man kan finde overflødige, men som er med til at skabe den særegne stil. Og så flyver man alligevel igennem de sidste 3-400 sider og irriteres over deres stejle facon at gå direkte i katastroferne i religionens navn.

Singer er ikke optimist! Hans religion er eksistentialisme og hans opfattelse af jødedommen er snarere en begrænsning af individet end en forlængelse af det. 

Men absolut en smuk oplevelse, hvis man er indstillet på at skulle grave lidt dybt i sin koncentration og i sig selv.