Friday, December 31, 2010

Les feux de l'automne - Irène Némirovsky























  • French
  • December 29-30
  • 281 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Endnu en Némirovsky-roman - og endnu et hjertesuk, når den sidste side er vendt. Hun har fået en særdeles begejstret fan i mig - selvom det jo ikke hjælper meget nu. Denne roman er faktisk udgivet i 1948, altså seks år efter, at hun døde i Auschwitz - men man kan kun prise sig lykkelig over, at nogle fandt de manuskripter.

Historien er nærmest en klassisk græsk tragedie - den starter i 1912, hvor man introduceres til tre familier; der er Brun-familien med datteren Thérèse, den gamle bedstemoder og faderen. Der er nabofamilien med den unge søn Bernard på Thérèses alder og en enlig kvinde med datteren Renée. Da 1. verdenskrig bryder ud melder den knap 18-årige Bernard sig frivilligt ligesom Martial - Thérèses fætter, som hun gifter sig med i starten af 1915. De får brudenatten sammen inden han skal tilbage til fronten, hvor han bliver dræbt kort efter.

Bernard vender hjem - desillusionneret og forarget over et Paris i ødselhed og eufori. Mens han kæmpede ved fronten, var der andre, der spekulerede og tjente penge og benyttede sig af feje tricks for ikke at komme i skudlinien. I stedet for at genoptage studierne får han arbejde for Renées mand - en skruppelløs forretningsmand med politiske ambitioner, som skal bruge Bernard som stråmand for lyssky affærer med USA. Han skal indkøbe flydele til den franske hær, og selvom han ikke får mange penge for det - så kan han alligevel være med i de riges klub. Samtidig er han Renées elskerinde - hendes legetøj; men en dag opdager han, at hun har andre elskere.

Bernards moral og etik er på trods af hans arbejde så høj, at han bliver umådeligt såret - og frasiger sig al kontakt til den verden. Han kaster sig i armene på Thérèse, som han længe har villet forføre... men hun ville ikke høre tale om et forhold. Kun ægteskab.

De lever sammen, får sønnen Yves og senere to små døtre. Men Bernard kan aldrig affinde sig med blot at være bankansat og tilhørende det mindre borgerskab - han savner champagnen, pailletterne og rusen af penge. Så da Renée tilfældigt møder ham i banken, er de snart igen et par. Thérèse opdager det, og de beslutter efter nogle opslidende år at gå fra hinanden. I slutningen af 1930'erne lever de adskilt og Bernard kan ikke engang kommunikere med sønnen, som er frastødt faderens levevis og beundrer den nærmest helgenagtige moder. Det er de gode mod de onde - skarpt trukket op!

En meget uheldig investering gør, at Bernard mister alt - og endnu en gang må han sande, at hans venner ikke er venner. De er de første til at slå hånden af ham og han vender tilbage til Thérèse - af nød. Inden længe starter en ny krig - og med alle sine minder fra den første, drager Bernard igen afsted; ligesom sønnen Yves, der er 18 år. Yves bliver dræbt i krigen - en defekt i et fly lavet med de reservedele faderen ulovligt har importeret fra USA. Det bliver starten til hans nedtur, hvor han nærmest søger døden - men i stedet bliver taget til fange af tyskerne.

Romanen slutter med hans frigivelse i 1941, da tyskerne beslutter at frigive visse fanger, som allerede har deltaget i den 1. Verdenskrig. Bernard vender hjem - denne gang og endelig som den mand, Thérèse har ønsket sig i flere årtier.

Det lyder meget banalt og rosenrødt - men hele plottet er jo nærmest sygt; sønnen, der dræbes af faderens 'hænder'; en scene, hvor Bernard med en flok soldater søger ly i den tidligere elskerindes hus og tager sin hævn over hende ved at plyndre huset. Jeg synes som sagt der er en del mesterlige klassiske symboler i hele denne historie - og skrivestilen er som i alle hendes bøger helt fænomenal. Man er grebet fra første side - og jeg læste konstant til jeg nåede slutningen.

Der er heldigvis endnu et par bøger af hendes - men jeg er ved at nå enden. Udover 'Storm i juni' er dette endda den absolut stærkeste af alle de romaner, jeg har læst - trods alt fem stykker indenfor den sidste måned.

Wednesday, December 29, 2010

Kétala - Fatou Diome


























  • French
  • December 26-29
  • 287 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Fatou Diome er en senegalesisk forfatter, som debuterede i 2003, og hvis bøger længe har stået på læselisten. Jeg fik ved et tilfælde fat i hendes anden roman lige inden jul, og den blev nydt i ganske små bidder hjemme i Danmark - og i den lange ventetid på et forsinket returfly. Jeg blev virkelig ikke skuffet!

Kétala er ordet for bodelingen efter en afdød i den muslimsk-senegalesiske kultur, og det er udgangspunktet for denne fine lille roman, hvor historien fortælles af netop tingene i en lejlighed, hvor den unge Memoria netop er død.

Alle hendes efterladte ting forbereder sig på at blive fordelt mellem hendes familiemedlemmer, som det er tradition - men de vil forblive sammen og forarges over menneskets manglende respekt for objekter. Da de kun kender hendes livs historie fra de faser, de selv har overværet mangler de en del brudstykker for at forstå, hvorfor hun døde så ung. Perlekæden var jo tit med hende - og hovedpuden har tilbragt mange søvnløse, tårefyldte nætter sammen med hende; men tallerkenerne i køkkenet så kun Memoria, når der blev spist.

De beslutter sig derfor for at fortælle, hvad de hver især ved for at få den hele historie; således kan de ved adskillelsen alle dele historien om Memoria. Det giver to fantastiske 'historier' i bogen - først og fremmest selve Memorias historie om en afrikansk barndom i Dakar, et ægteskab med den homoseksuelle Makhbou og rejsen til Frankrig for at fjerne ham fra den transseksuelle gambier, Tamara, med hvem Makhbou har et seriøst forhold. Det er historien om de to meget tabubelagte emner i Afrika - homoseksualitet og AIDS. Memoria forsøger med alle midler at forføre den mand, som elsker hende som person - men ikke begærer hende. Da det ikke lykkes, skilles de og hun bliver prostitueret og får AIDS. Det er en tragisk historie om drømmen om Europa, og desillusionen - om familiens dom, da hun syg vender hjem; hvor kun Makhbou står ved hendes side.

Men det er også den poetiske historie om de forskellige objekter og deres indbyrdes rangorden. Det er H. C. Andersen-agtigt og selvfølgelig helt i ånd med afrikansk animisme - en elegant finurlig blanding. Det er ikke uden bagtanker, at mødelederen bliver den gamle afrikanske maske - men hvert objekt udvikler sin personlighed i tråd med dets egenskaber.

Der er en fantastisk humor i ordvalgene - der bliver trukket linier til de store franske klassiske forfattere; en egenskab, som Mabanckou også ynder som forfatter og som er fælles for mange fransksprogede afrikanske forfattere. De leger med det franske sprog, så det er en fryd at læse - men ikke altid nemt!

Nu skal jeg helt bestemt have fat i flere af hendes romaner, og jeg kan endnu engang kun begræde, at man totalt overser disse forfattere i skandinaviske oversættelser.

-----------------------------------------------------------------------------

Fatou Diome était sur ma liste des auteurs africains à lire depuis un certain temps, et finalement j'ai entamé mon premier roman. Ce fût un pur délice!

Le kétala est le rituel de partage des affaires d'un défunt, et dans cette histoire ce sont précisement les objets qui racontent l'histoire. Mémoria - une jeune sénégalaise - vient de mourir et toutes ses affaires se retrouvent dans son appartement en attendant qu'on vienne les séparer et les distribuer parmi les membres de sa famille.

The Blind Assassin - Margaret Atwood























Denne bog har stået i evigheder på hylden - men jeg forsøger virkelig at få læst de ulæste, og ikke købe flere... det er ikke et nemt projekt! Dog tænkte jeg, at denne måtte være glimrende - den vandt en Booker Prize, og den figurerer på den berømte 1001-liste; og den var bestemt heller ikke dårlig. Men at Atwood ligefrem skal have seks bøger med på listen, er måske ikke helt retfærdigt - det er ikke den meget tunge genre vi har med at gøre!

Historien er dog litd kryptisk og hun har som forfatter skulle holde styr på tider, personer og ikke mindst ikke at afsløre for meget for tidligt! Det drejer sig nemlig om en slags Pandoras æske med fire historier, der væves ind og ud af hinanden.

Først er der Iris, den gamle dame, der ser tilbage på sit liv og indleder disse kapitler med betragtninger fra verden i landsbyen, som den er i dag. Så vender hun blikket tilbage - helt til barndommen i den velstående fabrikantfamilie, som får hele byen i arbejde med at producere knapper. Hun genfortæller hendes og søsterens, Lauras, liv fra 1920'erne og nogle årtier frem.

Imellem disse kapitler er der en historie om en kvinde, der tydeligvis er nogen utro ved at mødes med en mand, som er rebellen på flugt. De mødes på obskure steder, og har et intenst forhold, hvor han blandt andet fortæller hende historier - en hel historie inde i alle de andre er historien om et mystisk land med mystiske væsener... som man efterhånden kan identificere som nogle af de andre protagonister i romanen.

Endelig krydres det hele af avisudklip fra 6-7 årtier, som udefra fortæller læseren, hvad der sker i familien. Den unge Laura begår nemlig selvmord ved at køre i en sø i søsterens bil; dette er indledningen - men man skal helt til slutningen for at finde årsagen til dette selvmord. For at forstå hvem af de to søstre, der har affæren med den unge elsker. Selvsagt ved man det inden - men begge søstre kunne være potentielle elskerinder og man får fra starten at vide, at det er søsterens bog, der er udgivet posthumt og indeholder den fabelagtige historie de to elskende digter på. Sådan hænger det naturligvis ikke sammen - og det er selvfølgelig bogens plot.

Den ert absolut velskrevet - og man hænger jo ved for at få alle de løse tråde til at hænge sammen; men ligefrem at vinde en pris ville jeg nu ikke forvente. Men det var underholdende fly- og aftenlæsning i juleferien.

--------------------------------------------------------------------------------

Dans mes efforts d'éviter d'acheter des nouveaux livres je pille mes étagères en cherchant les non lus - et il y en a qui sont là depuis plusieurs années pour une raison quelconque. Comme celui-ci - mais ayant gagné un prix et figurant sur la liste de 1001 livres à absolument lire je me disais que ça valait la peine. Atwood n'a pas moins de six livres sur la liste - et je trouve que c'est peut-être un peu trop pour ce genre de littérature; mais qui s'adapte néanmoins parfaitement à des vacances.

L'histoire est aussi un peu spectaculaire - il y en a tellement d'histoires en fait. C'est une boite de Pandore qui s'ouvre sur plusieurs histoires s'entremêlant et se divulguant au fur et à mésure qu'on avance.

D'abord il y a la vieille femme, Iris, qui raconte un peu la vie dans ce village où elle a grandi et où elle est retournée vivre à un certain âge. Elle raconte des anecdotes du village qu'elle voit changé par rapport à son enfance - et alors elle replonge dans ses souvenirs. Elle remonte le temps et raconte l'histoire de cette famille qui dirige un peu la vie des villageois en possédant l'usine de boutons qui fait vivre tout le monde. Elle y vit avec sa petite soeur Laura et surtout des domestiques qui sont fidèles à la famille pendant des décennies - même quand la richesse disparait.

Entre ses souvenirs il y a l'histoire d'une jeune femme qui a un amant - des rendezvous dans des endroits sombres et pauvres car il est à la fuite pour raisons politiques. On ne connait pas leurs noms et tout ça figure comme un roman qui aurait dû être écrit par Laura. A l'intérieur de l'histoire des deux amants il y a l'histoire que l'homme invente et lui raconter lors de leurs rendez-vous amoureux - un pays magique avec des personnages étranges qui peu à peu prennent la forme des autres personnes dans la vie réelle de ces gens.

Le roman est sorti après la mort de Laura qui s'est suicidé à 25 ans - elle a pris la voiture d'Iris et l'a conduit dans le lac. Mais est-ce vraiment elle qui l'a écrit - et qui sont les deux amants? On devine qui c'est mais on ne comprend la raison du suicide que vers la fin où tous les fils se rassemblent pour faire une image complète - tragique, triste et réaliste des vies de femme à une époque où la femme servait encore de décor.

Il n'est pas du tout mauvais - c'est agréable à lire; mais de là à figurer sur la liste de 1001 je trouve qu'il y a un grand pas. Cela dit j'ai d'autres livres non lus d'elle et je pense que ça fera un bon divertissement parfois!

Sunday, December 19, 2010

Les petits-fils nègres de Vercingétorix - Alain Mabanckou


























  • French
  • December 16-18
  • 249 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Alain Mabanckou er en fantastisk congolesisk forfatter; jeg har læst en stor del af hans bøger - og det er altid med en blanding af grin og tårer. Det er hans tragikomiske måde at beskrive et kontinent - og ikke mindst sit eget land - i efterkolonitiden. Mabanckou er fra Congo-Brazzaville - altså ikke det Congo, som normalt er det, der tales om... den tidligere belgiske koloni.

Hans yndlingsemne er alle de skæve eksistenser, enten i Congo eller dem, som tager til Paris for at blive sapeurs... en velkendt betegnelse for netop congolesere, som bruger alle deres penge på tøj og prestige. Det var emnet for hans sidste roman, Black Bazar, hvor jeg grinede højlydt af hans måde at lave grin med sine landsmænd.

Denne roman er ældre, og mere dyster i sit emne - den omhandler de politiske uroligheder og stammekrige i et imaginært afrikansk land. Det land er selvfølgelig fransk Congo, selvom navnene er ændrede - både på byer men også på de politiske ledere.... de er dog langt fra svære at identificere.
Der indgår ligeledes en stor dosis af fransk kultur, som sædvanlig i Mabanckous romaner - han er som mange congolesere betaget af Lamartine, Rimbaud, Verlaine... og så er der den nye politiske leder, som sammenligner sig selv med Vercingétorix, som led sit store nederlag overfor Julius Cæsar ved slaget ved Alésia, som er barnelærdom for enhver franskmand.

Det er en barsk satirisk roman; historien om ægteskabet mellem en fra nord og en fra syd - man kunne også sagtens komme til at tænke på massemordene i Rwanda. Mabanckou formår at formidle det på en lidt lettere fordøjelig måde - men det politiske budskab er stadig soleklart.

Han er og bliver en af mine absolutte favoritter indenfor afrikansk litteratur, som heldigvis er mere og mere udbredt, selvom det primært er de engelsksprogede, der bliver oversat. Det er en stor skam!

------------------------------------------------------------------------

Un plus ancien Mabanckou que je n'avais pas encore découvert - et dont le titre m'avait laissé un peu perplexe j'avoue. Il n'est pas toujours facile d'écrire un roman en dissimulant les vrais noms des villes, pays et personnes - mais de tout cacher n'a pas non plus été le but de Mabanckou je pense.

Il traite avec son humour amère comme d'habitude les sujets de son pays natal le Congo français - évidemment il n'est pas difficile de reconnaitre le nom. Quant aux personnes je n'ao pas été certaines de tous - mais je suppose qu'il s'agit bien des hommes politiques ayant joué un rôle dans l'histoire du pays.

Le roman commence comme d'autres de ses romans, par le préface qui raconte que le manuscrit 'eux' ont été donnés par un certain Léopold, qui l'aurait eu du Congo. Les pages sont écrites par Hortense - une femme du Nord qui épuuse un professeur d'école du Sud. Les parties du pays ne sont pas en bons termes, les uns traitant les autres des fainéants etc. Non pas sans rappeler certains d'autres conflits - puisque finalement le sujet est universel, non?

Ils s'installent dans le Sud du pays après leur mariage, et seize ans se déroulent sans problèmes jusqu'au jour où revient de la France un ex-leader exilé. Le pouvoir repasse entre les mains des nordistes, et les révoltes éclatent. C'est donc là que nait le mouvement des petits-fils nègres de Vercingétorix - cet homme politique qui aime se comparer au grand guerrier. Le peuple ne connait pas la vraie histoire de Vercingétorix - et donc pas sa défaite finale contre Jules César. Mais ils boivent ses paroles - et le mari d'Hortence le premier.

Hortense raconte leur rencontre, son amitié avec une sudiste mairée à un nordiste qui disparait pendant qu'elle est violée et torturée. Elle prend finalement la fuite pour regagner le Nord avec sa fille Maribé. Elles font une partie du chemin et s'apprêtent à continuer quand les petits-fils nègres les trouvent. On peut donc supposer que la fille arrive enfin à Paris avec le manuscrit - mais c'est bien le seul point positif de ce récit, qui est aussi celui des pleins d'autres pays et ethnies sur le continent africain.

Mabancjou décrit tout ça acec une certaine ironie - mais bien moins que dans d'autres de ses romans. Mais il y a toujours cette façon de décrire la culture si propre aux congolais - qu'ils soient de l'un ou l'autre des deux pays. L'importance des ethnies, des racines et de la culture - les plpaies après le départ des colonialisateurs... c'est dommage qu'on ne traduit que les auteurs africains anglophones, car Mabanckou a une belle voix et une écriture précise et poignante que ce soit dans ses romans plus humouristiques où comme ici traitant d'un sujet bien plus sombre.

Thursday, December 16, 2010

Les Chiens et les Loups - Irène Némirovsky























  • French
  • December 14-15
  • 250 pages
  • Dansk titel: Ikke udkommet på dansk
Endnu en Némirovsky-roman, og desværre bliver de blot bedre og bedre, som hun vokser til som forfatter. Denne roman er fra 1940, og vi bevæger os en anelse væk fra temaerne om fædre/døtre og ulykkelige barndomme. Men ikke helt...

Ada er en ung jødisk pige, som vokser op i Ukraine sammen med sin far efter moderens for tidlige død. Faderen er stadig den samme type karakter, som i de tidligere romaner - en jødekræmmer, som forsøger alle mulige måder at tjene penge på. Muligvis er det en ny indfaldsvinkel fra Némirovsky at skrive den forhadte moderskikkelse ud af bogen fra starten?

Men på et tidspunkt flytter en tante ind med Adas fætter, Ben, og den lidt ældre kusine. Ben og Ada vokser op sammen, og deres lege går blandt ud på at opfinde en flugt - en flugt fra de voksne ind i en perfekt verden, hvor de to bestemmer. Men en dag er de på flugt fra en pogromudryddelse, og finder tilflugt hos deres lille fætter, Harry, som tilhører den rige og succesfulde del af familien. Den del, som benægter ethvert slægtskab med disse fattige og snavsede mennesker... men Ada bliver for evigt forelsket i Harry, og drømmer om en ny leg, hvor hun tager ham i hans blonde krøller og de sammen rejser bort.

Kort efter rejser de alle til Paris, men Ada glemmer ikke Harry. Heller ikke da den skinsyge Ben får hende overtalt til at gifte sig med hende - velvidende, at hun ikke elsker ham. Harry gifter sig med den unge, rige - og ikke mindst franske - Laurence; et skridt op i hierarkiet for den lille 'smuskede' jøde - men en dag støder han ind i Ada igen, og de indleder en affære. Ada og Harry er af samme blod; de forstår hinanden og har den samme slaviske, russiske melankoli og mørkhed i sindet, som Laurence ikke kan give ham.

Netop som de begge er ved at blive skilt, og planlægger et bryllup på trods af den store sociale afgrund, dukker Ben op igen. Han har arbejdet for Harrys families bank - og med vilje kørt den i sænk. Det var hans eneste chance for hævn, selvom Ada ikke kommer tilbage til ham. Ada skal nu vælge om hun vil lade Harry synke ned i dyndet - ham, som er opvokset i rigdom modsat hende? Eller om hun skal opgive sine egne drømme for at redde ham?

Igen handler det om eksil - et evigt tilbagevendende tema i Némirovskys romaner på grund af hendes egen historie. Det handler om synet på jøder - og igen ikke mindst hendes egne gentagne ironiserende karikaturer; hendes egen far var bankmand, som alle hovedpersoner i hendes romaner, og der er da også tekniske beskrivelser, som er usædvanlige for en ubekendt med miljøet. Det er også igen om komplicerede familieforhold, svigt, ære - og den voldsomhed, der typisk er i nationaliteter med mere patos og passion, som bogen iscenesætter som modsætningen mellem de emigrerede russiske jøder og de stille og civiliserede franskmænd.

Ligesom Pamuk bevæger hun sig tit rundt i de samme miljøer og omkring de samme temaer og stemninger - men hver gang på en ny måde; måske er det derfor, at begge har fænget mig, så jeg må læse alt af dem. Det er tungsindigt og mørkt - og det fascinerer mig.

Det er en absolut mere moden roman; med undertoner af græsk tragedie - det er ikke en banal kærlighedshistorie. Det er igen en bog, der fanger fra første linie, men nu holder jeg en lille Némirovsky-pause for at have noget til gode igen.

---------------------------------------------------------------------------

Encore un... je ne sais plus m'arrêter! Elle devient de plus en mûre dans son écriture et les romans que meilleurs en avançant. Celui-ci est de 1940 et elle s'éloigne un peu du thémathique père/fille - mais pas entièrement...

Ada est une jeune fille juive, qui grandit en Ukraine avec son père; la mère est morte en couches. Le père est identique aux principaux personnages masculins de ses autres romans - le juif qui essaie par tous les moyens de s'enrichir ce qui pour un juif (selon Némirovsky) est le seul et le premier but de la vie. Par contre elle essaie peut-être d'évacuer cette haine maternelle en effaçant le caractère complètement - un signe qu'elle a depassé ce deuil?

A un moment une tante veuve s'installe dans la maison avec son fils Ben et une cousine d'Ada. Ben et Ada grandissent en jouant ensemble - leur jeu favori est celui où ils s'imaginent la fuite dans un monde sans adultes où eux deux décident. Mais un jour ils sont obligés à se réfugier chez le petit cousin, Harry lors d'un pogrom. Harry appartient à la partie riche de la famille - cette lignée qui réfuse ces petits enfants sales et pauvres; mais Ada tombe amoureuse d'Harry! Elle invente un jeu à elle où elle s'enfuit avec lui... sans Ben.

Peu de temps après ils partent pour Paris, mais Ada n'oublie pas Harry qui s'installe aussi dans la ville. Des années plus tard elle marie Ben même si celui-ci sait qu'elle ne l'aime pas. Harry épouse la jeune, riche et belle (et surtout française) Laurence - un pas vers un monde plus 'propre'. Ada est devenue peintre quand ils se recroisent et entament une relation; Ada lui apporte ce côté obscur de ses racines slaves; la mélancolie de l'éxile et les souvenirs du pays que Laurence ne connait pas.

Ils divorcent et préparent leur mariage quand Ben reapparait. Il a travaillé pour la banque de la famille de Harry, et il a fait exprès de tout gaspiller. Sa vengeance! Ada doit maintenant décider si elle veut laisser Harry descendre dans sa pauvreté - un monde inconnu pour lui - mais ils seraient ensemble? Ou le quitter et tout faire pour qu'il reste protégé? En abandonnant ses propres rêves de bonheur...

Encore une fois cela traite de l'éxile et ses douleurs; mais aussi sur la vision des juifs à cette époque - et surtout les remarques peu flatteurs de Némirovsky. Il y parle des relations familiales compliquées - l'abandon, l'honneur, la trahison - et la violence des sentiments qui est plus propre aux peuples slaves que pour ces français civilisés. Une frontière bien distincte dans le roman où Harry est uniquement accepté tant que cela se passe bien!

C'est peut-être ce qui me fascine chez Pamuk aussi - toujours parler des mêmes choses mais différemment; le même temps, les mêmes couleurs - toujours un peu triste, un peu sombre... mais fascinant!

Plus mature avec des allures de tragédie grecque - ce n'est pas une bête histoire d'amour. Encore une fois j'étais captivée dès le début - mais maintenant je m'impose une petite pause Némirovsky.

Monday, December 13, 2010

Le Vin de solitude - Irène Némirovsky























  • French
  • December 11-12
  • 280 pages
  • Dansk titel: Efterårsfluerne (?)
Jeg fortsætter ufortrødent - og det er nærmest umuligt at stoppe, når først den første side er læst.
Denne roman fra 1935 er meget selvbiografisk; og den tegner absolut ikke et nydeligt billede af Irènes mor, som hun var kendt for at have et utroligt dårligt forhold til. Moderen var tilsyneladende aldrig interesseret i barnet, som blev overladt til en fransk guvernante - og for moderen var datteren blot en påmindelse af, at hun selv ældedes. Irène blev som barn således tvunget til at gå med fletninger og børnetøj i en alder, hvor andre unge piger nærmest var gifteklare - i et desperat forsøg fra moderens side på at udskyde hendes egen aldring.

Bogens hovedperson er den lille Hélène (et let gennemskueligt pseudonym for Irène!), som vokser op i Ukraine med sin far, mor, mormor og morfar og den franske guvernante, frøken Rose. Moderen er en pyntesyg, arrogant, snobbet kvinde, som udelukkende har giftet sig med den jødiske Karol på grund af de penge, hun forventede, at han ville tjene. Han klarer sig nogenlunde, men bliver en dag fyret fra den fabrik, hvor han er direktør. For at redde familien tager han til Siberien i to år, og i mellemtiden er den lille Hélène overladt til moderen, som benytter sig af chancen til at tage en ung fætter som elsker.

Samtidig hærger 1. Verdenskrig og så kommer den russiske revolution; familien flygter først til Finland, så videre ned igennem Sverige til Paris, hvor de ankommer da krigen slutter og Hélène er blevet 16 år. Tidsperspektivet følger fuldstændig Irènes egen, da hun er født i 1903. Hendes egen familie måtte også flygte ud af Rusland efter revolutionen - og boede et år i Finland undervejs.

Derfor kan man konkludere, at meget andet sikkert også er selvbiografisk - moderens foragt og kyniske behandling af sin datter; og datterens voksende had til moderen - allerede som lille barn er hun fuldt bevidst om moderens manglende kærlighed til hende, og må igen og igen se sig forkastet til fordel for den unge elsker.

Da Hélène i romanen vokser op, beslutter hun sig for at forføre moderens elsker. Denne er ved at være træt af den nu midaldrende kvinde - og det er en let sag; Hélène vil ydmyge dem begge - og hun vil se moderen lide for endelig at få hævn. Men hun kan ikke gennemføre det, og efter faderens død - som dør ruineret og trist som David Golder - forlader hun ganske enkelt huset, og beslutter sig for, at hun kan klare sig selv.

Om den sidste del er selvbiografisk ved jeg faktisk ikke; men igennem hele romanen fornemmer man den enorme skade, der er blevet gjort på det barn - som forguder sin far. En far, der ikke kan rumme sandheden om familien - og som aldrig indrømmer, at han sætter sin utro kone over barnet. Den eneste, der har en snert af fortrolighed er guvernanten, som omkommer under deres ophold i Skt. Petersborg - men selv hende kunne Hélène ikke magte at have fysisk kontakt til. Det samme gør sig gældende, da hun forsøger at stjæle moderens elsker - i bund og grund er hun ikke i stand til at elske fysisk... endnu i hvert fald.

Personportrætterne er mere nuancerede og levende end i David Golder, som er tidligere og hvor hun var ret ung; men visse temaer som de antisemitiske udtalelser er absolut gengangere. Der er vist ingen tvivl om, at dette er et bittert opgør med en ensom barndom!

-----------------------------------------------------------------------------

Prise dans un élan, je ne peux m'arrêter je pense - et dès que la première page est tournée il est impossible de s'arrêter!

Continuant maintenant selon un ordre plus chronologique, ce roman de 1935 est plutôt une autobiographie. Irène avait des rapports plus que compliqués avec sa mère; celle-ci ne lui pardonnait jamais d'avoir 'volé' sa jeunesse et de lui rappeler constamment en grandissant qu'elle-même vieillissait davantage. Irène était gardée par une gouvernante française, Mlle Rose, et la mère lui faisait en plus s'habiller comme une petite fille même à l'âge où les autres filles étaient considérées prêtes à marier. Tout pour éviter de vieiller en comparaison!

Le rôle principal du livre est la petite Hélène (un pseudo assez facile pour Irène!), qui grandit à Kiev avec ses parents et ses grand-parents maternels et la gouvernante. La mère est une snob cynique qui ne pense qu'à s'habiller et maquiller - elle a uniqument marié Karol, qui est juif, pour la fortune qu'elle espère qu'il va gagner.

Malheureusement le père est viré de se position de directeur d'usine, et doit partir deux ans en Sibérie pour gagner de l'argent - et là il en gagne beaucoup! Par contre Hélène est laissée seule à la maison avec Mlle Rose et la mère qui prend un jeune cousin d'Hélène comme amant.

La guerre éclate, puis arrive la révolution russe. La famille est obligée de s'enfuir en Finlande, puis passer par la Suède pour finalement arriver à Paris à la fin de la guerre quand Hélène a 16 ans. Les années correspondent tout à fait aux événements de la vie d'Irène qui est née en 1903, et à la fuite de sa propre famille - ils sont aussi restés un an en Finlande.

On peut donc conclure que d'autres parties du livre sont aussi autobiographiques - le mépris de la mère, sa façon de traiter sa fille - mais aussi la haine ouverte que Hélène ressent déjà étant une petite fille. Elle découvre déjà enfant que sa mère trompe le père - ce père héros, qu'elle adore mais qui réfuse d'admettre ce qui se passe sous son toit.

En grandissant Hélène décide de séduire l'amant de la mère; celui-ci commence à fatiguer de la femme plus toute jeune - et c'est une tâche facile. Pour Hélène il s'agit uniquement d'humilier les deux et de se venger. Mais elle n'y arrive pas et quand le père meurt ruiné et triste - tout comme David Golder - elle s'en va dans Paris décidé à se débrouiller seule.

Si la dernière partie est aussi véridique je ne sais pas. Mais le roman est sans aucun doute un testament de tout le mal qu'on lui a fait étant enfant; le manque d'amour et de tendresse qu'elle ne reçoit que maladroitement de la gouvernante vieille fille et qui laisse ses traces.

Les caractères ont plus de profondeur que dans David Golder, qu'elle écrivit plus jeune - mais elle reste avec ses caricatures de juifs... avares, ambitieux, joueurs, etc. Peut-être son antisémitisme est-il simplement né de cette haine envers son enfance - et ce livre est le compte qu'elle devait rendre. En tout cas c'est assez poignant comme récit.

Friday, December 10, 2010

David Golder - Irène Némirovsky


  • French
  • December 9
  • 192 pages
  • Dansk titel: Ikke udgivet på dansk?

Nu er jeg vist i gang med en Némirovsky-periode; mens jeg færdiggjorde 'Storm i juni' skyndte jeg mig at købe de tre små romaner fra hendes tidligere år. 'David Golder' er den første, hun fik udgivet i 1929 som 26-årig. Det mærkes, at det var en yngre Némirovsky - men man fornemmer samtidig allerede hendes evne til at portrættere; i denne slår hendes sarkastiske beskrivelser af jøder igennem med fuld kraft!

David Golder er en 68-årig jøde, som lever af at 'lave penge' - det er midten af 1920'erne med alle dets nyåbnede muligheder i et Europa med nye grænser, og han rejser verden rundt for at lave børshandler. Primært fordi han har en kone og en datter, som kræver penge konstant.

Men pludselig falder han om af et hjerteanfald, og mens han ligger syg beslutter han sig for, at ingen i hans familie fortjener hans penge. De er ham utaknemmelige, de er griske og de interesserer sig ikke for ham - men udelukkende for pengene. Han mister selvsagt alt, da han ikke længere arbejder - han sælger huse, møbler... og konen forlader ham. Selv bliver han i en tom lejlighed i Paris, hvor han spiller kort med en anden gammel nærig jøde, som er en ven fra fortiden.

Golder startede nemlig i det meget små - som russisk emigrant; og konen havde et andet mindre flatterende yiddisch navn, som hun nu fornægter. Han er egentlig opsat på at leve sit liv stille og roligt uden penge; men datteren opsøger ham for at fortælle ham, at hun vil gifte sig med hans ærkefjende - en gammel jøde. Han giver sig selv - og hende - et år til at skaffe hende penge nok. Han kæmper sig igennem denne periode - og han dør af det uden at have genset datteren. Men han har opnået sit mål - ingen af sine personlige mål i livet, som det afspejles af hans møde på dødslejet med en ung emigrant.

Men det er karikaturen af jøden, som skal være rig - eller blot emigranten, der skal til USA og leve den amerikanske drøm. Det er karikaturen af det skruppelløse menneske, som har forårsaget selvmord og fattigdom, men i sidste ende ender med ingenting af menneskelig værdi. Og en parodi på en periode, hvor status og penge var alt, der talte!

Det er et barsk portræt af ikke sympatiske mennesker - og hun gør det glimrende. Det er samtidig en yderst letlæst tynd roman - eneste irriterende moment var, at den er fotografisk genoptrykt efter originaludgaven fra 1929; det er ikke kønt at læse i dag... men sikkert desværre resultatet af hendes genopstandne popularitet.

-------------------------------------------------------------------------------

Dans mon cycle Némirovsky j'ai commencé dès le début après 'Suite française' - avec David Golder, son premier roman sorti en 1929 alors qu'elle n'avait que 26 ans. Evidemment cela se ressent dans l'écriture pas encore affirmée comme dans 'Suite française'; mais il frappe surtout par ses caricatures du juif. Elément qui devrait être déterminant dans ses romans et aussi jouer un rôle dans sa vie privée lors de la guerre.

David Golder est un homme âgé, un boursier juif qui ne vit que pour l'argent - tous les clichés sont vite expopsés! Il a une femme et une fille qui ne l'aiment pas - mais elles aiment son argent; le seul véritable intérêt qu'elles voient en lui. Il parcourt le monde en essayant de ramasser autant d'argent que possible et il s'en fout pas mal si sur le chemin il est la cause de quelques suicides.

Un jour il tombe malade et se laisse aller; en se rendant compte que maintenant sa famille ne veut plus de lui ou alors seulement si il se remets à travailler même au péril de sa vie, il décide de ne plus travailler. Il fait faillite, vend la maison et les meubles et la femme s'en va. Il retourne dans un appart vide à Paris où il passe son temps à jouer aux cartes avec un juif encore plus caricatural que lui - l'homme riche qui fait tout pour sembler pauvre.

Jusqu'au jour où arrive sa fille pour lui annoncer qu'elle va marier son pire ennemi - un vieux juif riche. Il décide alors coûte que coûte que gagner autant d'argent que possible pendant un an. Il se remets en route et il faillit en mourir plusieurs fois. A la fin son coeur lache sans qu'il ait eu le temps de revoir sa fille - mais seul sur un bateau russe qui le ramène du pays qu'il avait fuit pour devenir riche. Car il a un passé de très pauvre émigré comme ce jeune homme plein d'espoir qui veille sur son lit de mort. Golder lui dresse un portrait sombre et cynique de ce qui lui attend - même riche il ne sera pas heureux!

C'est un portrait de l'époque mais aussi des juifs avec tous les préjugés possibles. Dans ce premier roman elle ne va pas au fond des personnages encore - mais les intentions sont là, comme ce sera confirmé plus tard. Il y a aussi ce début de refus qu'elle a toute sa vie envers son propre peuple donc c'est un roman intéressant quoique très petit et facile à lire. Seul bémol - les pages copiées de l'édition de l'époque qui n'est vraiment pas agréable à lire!

Thursday, December 9, 2010

Suite française - Irène Némirovsky


Jeg skrev det, da jeg havde læst den første roman af hende - jeg var virkelig imponeret af såvel hendes skrivestil som den utrolige historie, der ligger bag. Hendes helt ubegribelige livshistorie, som samtidig er skræmmende og uforståelig når man læser hendes tekster. 'Storm i juni' er skrevet efter, at krigen var brudt ud. Irène var flygtet ud af Paris med sin mand og to små piger, men de levede i den besatte zone.

'Storm i juni' skulle have været hendes store livsværk efter en række relativt små romaner - en saga i fem dele bygget op som et klassisk musikstykke. Hun nåede at skrive de to første romaner inden hun blev arresteret den 13. juli 1942, og sendt i tysk koncentrationslejr, hvor hun blev gasset den 17. august 1942. I noterne, som er et bilag til romanen, skriver hun blot et par dage inden sin arrestation, at hun regner med, at hendes romaner først vil udkomme efter hendes død; og et andet sted citerer hun et vers fra en af hendes tidligere romaner, men som hun genbruger i 'Storm i juni' - muligvis på grund af deres varslende overensstemmelse med hendes nye liv:

"For at bære så meget, Sisyfos,
skulle jeg have dit mod.
Jeg mangler ikke vilje,
men vejen er lang og tiden så kort."

Det er meget brutale ord, og helt ligesom den ufærdige roman er det utroligt gribende. Men samtidig er der elementer, der forbliver uforklarede i hendes forfatterskab - og som hun selv, og efter hendes deportation hendes mand, forsøger at udnytte til deres fordel.

Irène havde konverteret til katolicismen i håbet om at opnå fransk statsborgerskab, men det hjalp ikke hendes sag overfor tyskerne. Men hun har i flere af sine romaner skrevet nedsættende om jøder - på trods af hendes egen oprindelse; ligesom hun i starten af krigen udgav under pseudonym i antisemitiske tidsskrifter. Disse passager sender hendes mand til tyskerne i et naivt håb om, at de vil løslade hende - men hun er for længst død. Enten er det kalkulerende - eller også er det tegn på, at hun som forfatter er i stand til at sætte sig helt ud over egne meninger og følelser, og indleve sig i alle personer og situationer? Jeg synes ikke, at der er et indlysende svar selv efter at have læst 'Storm i juni', som på mange måder fortæller meget mere om hendes eget liv end de tidligere romaner.

Første roman i den ufærdige kvintet hedder også selv 'Storm i juni' på dansk, og omhandler flugten fra Paris i juni 1940, da bombardementerne af selve hovedstaden begynder. Man følger flere forskellige familier og typer personer: Den rige men ekstremt katolske Péricand-familie; den excentriske arrogante forfatter Gabriel Corte med sin elskerinde; middelklasseparret Michaud, hvis søn er ved fronten; en egoistisk usympatisk enlig herre Langelet og en fattig bondefamilie uden for Paris i den landsby, hvor personernes historier på flere måder krydser hinanden.

For det er nemlig det første særpræg, der slog mig i en roman, der er så 'gammel'; at hun med elegance skifter imellem historierne, og uden at tvære det ud med en stor pensel, så opdager man pludselig, at den ene historie krydser den anden. Men det er hver gang gjort med en uendelig finesse - og hen mod slutningen måske også som en slags retfærdighed fra oven, da de 'dårlige' skal straffes. Historien omhandler som sagt denne flugt - hvor alle vil ud af byen på samme tid; men benzin og mad kommer hurtigt til at mangle - og togene kører ikke. Det bliver derfor alles kamp mod alle - og hendes force ligger i beskrivelserne af den menneskelige natur, når den virkelig presses til sit yderste. Samtidig er der passager så anderledes poetiske, som jeg sjældent har set - som et kapitel, hvor den parisiske lejlighedskat opdager landlivet og stikker af ud i en ny verden.

Den anden roman hedder Dolce, og foregår i den lille landsby, Bussy, hvor bondefamilien fra den første roman bor. Nu er det sommeren 1941 og tyskerne rykker ind i byen, hvor de også skal bo hos de franske familier. Vi følger bondefamilien fra før samt Angellier-familien - den unge krigsgræsenke Lucile, som bor sammen med sin gamle krakilske svigermor, som selvfølgelig forguder sønnen ved fronten, og bebrejder Lucile ethvert grin eller smil mens sønnen lider.

Némirovsky beskriver, hvordan det var derude på landet i Frankrig under krigen - ganske givet en landsby som den, hvor hun selv befandt sig - hvor man skulle lære at leve sammen med fjenden... under samme tag i visse tilfælde. Der sker det, som sikkert skete i mange tilfælde - man opdager, at de er mennesker som én selv; at den menige soldat ikke er mere krigsglad end ens egne bortdragne sønner - og de unge piger nyder at have unge mænd i byen igen! Således falder Lucile også for den officer, der bor hos dem - det udvikler sig dog aldrig til mere end blikke, samtaler og håndkys.

Alligevel undres jeg endnu engang over, hvordan Némirovsy fungerede som menneske? For hun beskriver ikke tyskerne som uhyrer; hun beskriver tingene, som de uden tvivl foregik - og som hun så det ske foran sig... men hun tillægger tyskerne næsten sympatiske træk vel vidende, at hun hver dag risikerer at blive arresteret. Der er intet tyskerhad - men en stor objektivitet, som ikke forherliger hverken den ene eller den anden part. Tværtimod rammer det lige plet i den menneskelige natur - den måde hvorpå hun kan beskrive deres opførsel overfor hinanden; samtidig med, at hun beskriver deres tanker, som selvsagt er ret anderledes.

Det er en fantastisk stærk roman; den er skrevet parallelt med, at tingene skete foran hende. Derfor er det desto mere skrækkeligt at tænke på, at den første roman foregår fra 1940-41, og den anden fra 1941-42... som sagt til kun et par dage før hendes arrestation. Der skulle have været fem dele - og selvfølgelig kunne hun ikke vide det på det tidspunkt - men hvis hun havde levet, så ville de fem dele lige nøjagtig havde fulgt krigens år.

Hun havde ideer til i hvert fald den tredje roman, hvor personerne fra de to første skulle drages mere direkte ind i hinandens liv; hvor 'musikken' skulle blive mere dyster og handlingen mere ond ifølge hendes egne noter.
Men så langt kom hun aldrig - og dette er virkelig en roman, hvor man inderligt kan fortryde, at hun ikke fik den nødvendige tid til at færdiggøre sit værk. Hvordan ville det være fortsat efterhånden som også Némirovsky ville have været absolut bevidst om koncentrationslejre og masseudryddelser? Det er intrigerende at tænke på, synes jeg.

Alt dette var nedskrevet i en notesbog i lillebitte skrift, så det blot fyldte 140 sider; hendes døtre, som begge overlevede krigen, havde den med sig. De åbnede den ikke, da de anså den for at være en dagbog, som det ville være for pinefuldt at læse. Men da de endelig gjorde det 50 år efter, overgav de det til en redaktør og da den udkom i 2004 fik den en utrolig velfortjent succes, og Némirovsky vandt flere posthume litterære priser. Der er ganske få fejl - navne, der ændres osv. Men det var ikke et færdigt manuskript og det er så ligegyldigt i denne sammenhæng - for en gangs skyld!

--------------------------------------------------------------------

Malgré mon enthousiasme pour Némirovsky en lisant 'Le maître des âmes' il y a presque deux ans, j'ai attendu longtemps avant d'entamer 'Suite française' qui pourtant m'attendait dans la bibliothèque. Ce livre est d'autant plus marquant quand on connait l'histoire de sa vie, et il y a un préface qui fournit des détails que je ne connaissais pas auparavant. 'Suite française' est écrit après le début de la guerre et devient presque un journal personnel qui suit la guerre en parallèle. Némirovsky vivait alors en dehors de Paris avec son mari et ses deux filles.

'Suite française' devait être un opus en cinq tômes - comme la musique classique; mais elle n'a eu le temps d'écrire que les deux premières parties avant son arréstation le 13 juillet 1942. Elle a été envoyé dans un camp où elle est morte le 17 août 1942. Dans ses notes qui sont fournies en annexe du roman, on peut donc lire ses mots écrits que quelques jours avant son arréstation où elle écrit que ces livres sortiront posthumes. Elle se rend de plus en plus compte de la gravité de la situaion, et elle cite aussi un vers d'un de ses romans précédents qu'elle prête aussi à un personnage du premier tôme de 'Suite française':

« Pour soulever un poids si lourd
Sisyphe, il faudrait ton courage,
Je ne manque pas de cœur à l’ouvrage
Mais le but est long et le temps est court »


C'est poignant à lire je trouve - tout comme ce roman inachévé. Néanmoins il y a des éléments dans son écriture qui me pose problème - ou plutôt qui me fait me poser des questions. Il y a des éléments qu'elle-même - et après son arrestation son mari - ont essayé d'utiliser à son avantage.
 
Irène avait convertie au catholicisme dans l'espoir d'obtenir la nationalité française - mais cela n'a pas marché. Dans plusieurs de ses romans elle a décrit les juifs sous un aspect très péjoratif et antisémite, et son mari essaye d'envoyer ces textes comme preuve qu'il faut la libérer. Soit elle adapte ces points de vue pour sauver sa peau - soit elle est une auteure extraordinaire et capable de surmonter tout sentiment personnel pour se mettre dans la peau de toutes les personnes et toutes les situations? Je n'arrive pas à percer ce mystère, et je ne pense pas être la seule.
 
La première partie de 'Suite française' s'appelle 'Tempête en juin' et parle de l'éxode de Paris en juin 1940 quand commencent les bombardements de la capitale. On y suit plusieurs familles - les Péricand riches et très cathos; l'auteur arrogant et excentrique Gabriel Corte avec sa maitresse; le couple de petits employés de banque Michaud, dont le fils est sur le front; l'égoiste absolu Charles Langelet et la famille de paysans dans le petit village en dehors de Paris où ces histoires s'entrecroisent bizarrement.
 
C'est une des premières chose qui m'a frappé pour un roman de cette époque. Tout en douceur et sans le mettre trop en évidence elle change entre les histoires mais doucement une personne d'ailleurs s'y glisse discrètement. Vers la fin certaines personnes executent tout de même des actes pour rétablir un peu la justice de ce monde. Mais sans que ce soit fait pour elle-mêmes; mais pour punir les mauvais.
 
L'histoire parle de cette fuite - où tout le monde veut quitter la ville en même temps; mais le manque de nourriture, transports etc. les mettent sous une grande pression. Et sous pression ils agissent tous différemment et oublient leurs valeurs habituelles. La force de Némirovsky est de décrire la nature humaine sousmise à ce stress; mais il y a aussi des passages presque poétiques - comme l'histoire du chat d'intérieur parisien qui découvre les joies de la campagne.
 
Le deuxième roman s'appelle 'Dolce' et se passe dans le petit village de Bussy, où habitent les paysans du premier roman. Maintenant c'est l'été 1941 et les allemands arrivent pour vivre sous les toits de français. On suit la famille de paysans (qui néanmoins a changé légèrement de nom) et la famille Angellier - la jeune femme Lucile qui vit avec sa belle-mère. Une belle-mère qui ne voit aucun défaut chez son fils parti à la guerre et reproche Lucile chaque sourire ou geste de bonne humeur.
 
Némirovsky décrit la situation pendant cette période dans la campagne française - sans doute un village semblable à celui où elle a veçu elle-même pendant la guerre. Où on était forcé de cohabiter avec l'ennemi et où se passe l'inévitable... on découvre qu'ils sont des gens comme les autres; qu'ils n'aiment pas plus la guerre - et les jeunes filles se réjouissent d'avoir des jeunes hommes au village de nouveau. Ainsi Lucile tombe amoureux du jeune officier qui loge dans leur maison - ça ne va pas bien loin mais c'est décrit avec des mots très justes.

Je m'étonne de sa façon de décrire tout ça! Elle ne décrit pas les allemands comme des monstres; elle raconte les choses comme elles se sont sans doute déroulées - mais tout en les décrivant aussi comme des personnes agréables ou pas. Tout comme les français. Mais elle savait qu'elle risquait tous les jours sa vie. Il n'y pas de haine envers l'envahisseur - une grande objectvité où elle décrit les actes ainsi que les pensées contradictoires derrière chez les français aussi bien que chez les allemands. Une description de la nature humaine tout simplement.

Ces deux petits romans ensemble sont très forts en émotions; tout est écrit alors que cela se passait. C'est donc d'autant plus ironique de penser que le premier se passe de 1940-41 et le deuxième de 1941-42 - jusqu'à quelques jours avant son arrestation. Elle avait prévu cinq parties et elle ne pouvait le savoir à ce moment-là, mais qu'est-ce que ça aurait donné de poursuivre trois romans sur les trois dernières années de la guerre?

Elle avait fait des notes pour au moins le troisième roman où les personnages des deux premiers devaient s'entremêler davantage; un roman où la 'musique' de l'opus deviendrait plus noire et plus menaçante. 

Elle n'a pas eu le temps et on peut réellement regretter de ne pas avoir la fin - en sachant nous ce qui se passait et en se demandant ce qu'elle aurait fait de la connaissance grandissante dans la population des camps allemands et de l'extermination des juifs.

C'est fascinant de penser que ce manuscrit écrit dans un petit carnet sur 140 pages est resté caché plpus que 50 ans. Gardé par les deux petites filles survivantes en pensant que c'était son journal et trop douleureux à lire. C'est un vrai témoignage de la guerre mais si différent des autres romans écrits avec du récul!

Friday, December 3, 2010

Tendre est la nuit - F. Scott Fitzgerald

Egentlig burde jeg jo læse denne bog på engelsk; men den stod i reolen fra 1990, hvor jeg havde købt den i Paris - dengang sikkert for at træne mit franske. Men selv på fransk er det en fantastisk melodiøs og barsk roman; på en anden og mere selvbiografisk måde end 'Denn Store Gatsby' - men med alt, hvad der hører sig til af Lost Generation-stemning.

Dick Diver er en ung amerikansk læge uden store midler - men med mange ambitioner; under hans arbejde på en klinik i Schweiz møder han den usandsynligt rige - men syge - Nicole Warren. Årsagen til hendes skizofreni er blandt andet at finde i hendes incestuøse forhold til den rige far, og nu ser hun djævle i alle mænd. Men Dick er anderledes og det varer ikke længe inden søsteren, den rige og forkælede Baby, ser Dick som redningen. For hvis Nicole gifter sig med en psykiater er hun vel konstant under opsyn og i gode hænder?

Deres ægteskab, som skulle være et stille liv i Schweiz, udvikler sig hurtigt til at blive jet-set livet på den Franske Riviera i de vilde 1920'ere. Dick lever af Nicoles formue, og de bliver samlinsgpunktet for en skandaløs bande af unge, smukke og rige, som keder sig noget så grusomt og konstant må flytte sig for at se en mening med deres liv. Ikke, at de overhovedet selv erkender denne kedsomhed og overfladiskhed. Dick er sin kone tro, men i 1925 møder de den unge amerikanske skuespillerinde, Rosemary, på stranden. Hun følger dem en sommer, og forsøger at forføre Dick.

Den første del af bogen omhandler denne vilde sommer med diverse vanvittige eskapader, som ender med et mord på et parisisk hotel, hvorefter den umage treenighed må skilles. Derefter går bogen tilbage til Dicks ungdom og hans karriere og møde med Nicole, inden den indhenter tiden igen. Mødet med Rosemary er således brydningspunktet i Dicks liv - det er det tidspunkt, hvor han for første gang viser svaghed og ganske langsomt kommer Nicole ud af sin afhængighed af Dick. Han begynder at drikke mere og mere, og bliver en paria i den klike, hvor druk hører med til det sorgløse liv - men udelukkende så længe man kan kontrollere det.

Det kan Dick ikke - og det er ikke kun drikkeriet; det er erkendelsen af at have solgt sig selv til den rige Warren-familie; at have mistet sine lægelige idealer og i bund og grund være et instrument for dem. Da han nogle år senere møder Rosemary igen, er denne ikke længere en ung uskyldig pige og hun lader sig ikke forføre som tidligere. Dick erkender, at den magt han mente at have er falmende.

Ligesom i Gatsby er det fænomenet med den observerende part - i dette tilfælde Rosemary; men der er også en del elementer, der mindede mig om Némirovskys bog om den griske psykiater, der også falder fra tinderne. Han er selvsagt langt mindre sympatisk end Dick; men der er ligheden med et samfund og en social rangorden, som er så stringent, at man lynhurtigt bliver forkastet, hvis man ikke længere er ubekymret og underholdende. Det hele er facade, og i bund og grund ville Dick virkelig sit lægevirke. Han starter som den stærke (og ambitiøse) men ender med at være den svage overfor Nicole, som endelig bliver fri af sin sygdom og afhængigheden af Dick som mentor.

Fitzgeralds kone, Zelda, var selv skizofren og indlagt på flere klinikker i den periode, hvor han startede denne roman. Han mistede selv sin formue i 1929-krakket, og endte som alkoholiker - der er unægteligt en del lighedspunkter. De var også datidens glamourøse par, som turede Europa tyndt - men facaden endte med at krakelere. Fitzgerald havde selv en affære med en ung skuespillerinde - og Zelda indtil flere ligeledes. Dicks frustrationer over sin nedadgående karriere er ganske som hans egen fornemmelse af nederlag som forfatter - og det gør læsningen lidt bittersød efterhånden som man er vidne til det totale sammenbrud han gennemgår.

Den er selvfølgelig meget tidstypisk for netop den ubekymrede efterkrigstid, hvor alle blot tænkte på at more sig - ikke mindst de meget rige - men den er stadig aktuel næsten 80 år efter, og en meget smuk læseoplevelse.



Monday, November 29, 2010

Ulysse from Bagdad - Eric-Emmanuel Schmitt

  • French
  • November 26-28
  • 277 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat?
Eric-Emmanuel Schmitt plejer at kunne noget helt særligt; han kan med ganske få ord og på ganske få sider overbringe en historie, som forekommer let og sødmefyldt for i virkeligheden at indeholde mange moraler. Således er det med 'Oscar og den lyserøde dame', 'L'enfant de Noé' og flere andre af hans ganske tynde romaner. De er så undselige, at man slet ikke kan forestille sig, at så meget og så stort kan ske på så få sider.

De fleste af hans romaner har det der lille skær af magi, som gør dem poetisk filosofiske; selv hans roman om Hitler har den egenskab i den halvdel af romaner, der omhandler Hitlers liv, som det kunne have udformet sig. Denne roman hører jo snarere til i den anden kategori - længere, mere realistiske og mindre 'naive'. Jeg har vel snart læst alt han har skrevet, men denne efterlod mig desværre ikke med det sædvanlige store smil om læberne.

Romanen handler om den unge Saad Saad, som vokser op i Bagdad under Saddams styre; med krigen dør efterhånden hele hans familie og hans ungdoms kærlighed, Leila. Saad Saad beslutter sig derfor for at flygte fra Bagdad for at nå til England, som er hans ultimative drømmeland. Hele optakten til denne afrejse forekommer mig alt for lang og teknisk detaljeret om krigen i Irak - uden overhovedet alligevel at kunne rumme det. Det virker forkert.

Derefter følger selve rejsen op igennem Europa - med stop undervejs for at hutle sig igennem til der er penge til den næste bådrejse som illegal flygtning. Saad bruger alle tricks med ikke at give sit navn og sin nationalitet, og tager derfor på et tidspunkt navnet Ulysse - hans havn er dog ikke at vende hjem; men at ende i England. Med på rejsen er den døde far, som snakker med ham i form af et spøgelse... her er der måske et islæt af det vanlige Schmitt; men det virker ikke.

Ligeledes synes jeg bestemt ikke, at det virker at beskrive en sådan rejse - det er ganske forfærdelige omstændigheder, og faktum er, at mange foretager den rejse hver dag under lignende vilkår. Jeg fornemmer ikke, at Schmitt kan leve sig ind i, hvad de mennesker går igennem - og det ser man i romanen. Det er en rejse på flere år, med ulidelige smerter fysisk og psykisk - men de afspejles ikke i Saads udvikling i romanen. Man kan sagtens se intentionerne - Schmitt er franskmand og lidt filosof! Han forsøger bestemt at komme med sin analyse af 'Frihed, Lighed og Broderskab' i det 21. århundrede; han forsøger at komme med en barsk samfundskritik af vores vestlige indvandrerpolitik; men jeg synes ikke, at han er troværdig.

Man kan sagtens skrive om døden uden at have prøvet... i sagens natur; men hvem skal også kunne korrigere forfatteren? Men at skrive om en rejse bundet fast oppe under en lastbil eller sovende i en rendesten uden mad og penge, når man aldrig har prøvet det? I dette tilfælde ville jeg bestemt hellere have læst en reel historie fra en, der har prøvet det! Eller jeg vil foretrække historien som i Laurent Gaudés 'Eldorado', som omhandler samme emne men på en delikat og værdig måde.

------------------------------------------------------------------------------

Il me reste peu de Schmitt non lus je pense; j'ai été grande fan de ses petits romans presque naifs traitant des sujets graves mais d'une façon si touchante - Oscar et la dame rose, l'Enfant de Noé, Monsieur Ibrahim et les fleurs du Coran... des petites merveilles!

Mais j'aimais tout autant La part de l'autre - qui reste dans mes souvenirs encore un livre à relire et savourer. Même chose pour Lorsque j'étais une oeuvre d'art ou l'Evangile selon Pilates. Je n'avais pas lu ses derniers romans... Odette Toulemonde et la Rêveuse d'Ostende; peut-être que je sentais que ça ne me plairait pas. Mais j'ai été tenté par l'histoire d'Ulysse - sans doute rien que dans le titre pensais-je retrouver un peu de la magie de la trilogie? Car souvent il a utilisé de ces noms mythiques pour créer une histoire moderne aux allures philosophiques.

Ce roman parle du jeune Saad Saad, qui grandit à Baghdad sous le runder Saddam; pendant l'occupation américaine il perd une grande partie de sa famille ainsi que son grand amour, la jeune Leila. Il décide donc de quitter le pays pour aller en Angleterre - sa terre promise. Tout ce début me parait beaucoup trop long et 'technique' sans pour autant pouvoir prétendre réellement être un roman de guerre. Je ne comprends pas le but? Il n'y a pas l'ironie habituelle de Schmitt, mais des détails presque journalistiques que nous connaissons tous - donc pas la peine de les inclure dans un roman traitant d'un sujet si récent.

Ensuite il y a son périple pour arriver au but; traverser beaucoup de pays, attendre et travailler un peu pour gagner un peu d'argent pour l'étape suivante toujours dans l'illégalité. Saad use des ruses habituelles - ne pas donner son nom ni sa nationalité, et c'est ainsi qu'il prend à un moment le nom d'Ulysse. Seulement il ne cherche pas à rentrer mais d'aboutir en Angleterre; sur son voyage il est parfois accompagné par son père dédédé sous forme de fantôme - on sent un essai de la magie habituelle, mais ça ne marche pas vraiment.

Egalement j'ai eu beaucoup de mal à prendre ce sujet vraiment grave au sérieux dans ses mots! Les circonstances sont terribles, et beaucoup de pauvres gens le font tous les jours - mais est-ce qu'un auteur occidental peut-il vraiment penser savoir ce que c'est que d'être attaché sous un camion? Il est évident que Schmitt essaye de faire une déclaration philosophique sur la manière dont l'Occident traite ces immigrants clandestins; même qu'il va jusqu'à comparer à Liberté, Egalité et Fraternité 0- qui n'existe plus évidemment. Il parle beaucoup des frontières et des hommes - mais cela n'est pas crédible dans la bouche d'Ulysse.

On peut écrire sur la mort sans l'avoir 'essayé' - de toute évidence; et personne ne pourra te contredire sur l'expérience! Mais raconter la vie clandestine sans un sou en étant un européen 'gâté'? J'aurais presque préféré lire un récit de quelqu'un l'ayant fait - avec toute la cruauté que cela entrainerait... ou le roman 'Eldorado' de Gaudé; là il y avait le même sujet en condensé mais avec une finesse et émotion digne. 

Tuesday, November 23, 2010

Enterrez-moi débout - Isabel Fonseca


  • French
  • 321 pages
  • November 20-22
  • Dansk titel: Den lange vej
  • Originaltitel: Bury me standing

Det sker relativt tit, at jeg får købt mig faglitterære bøger - men af pudsige årsager ender de mest som opslagsværker i reolen, og bliver aldrig rigtigt læst fra ende til anden. Således også med denne, som havde pyntet i reolen i syv år - men med denne sommers intense politiske debat om Frankrigs hjemsending af de rumænske romaer fik jeg lyst til at læse den. Det var den ene årsag - men oprindeligt købte jeg jo bogen, fordi jeg selv har sigøjnerblog i årerne, og selvom jeg nok aldrig finder tilbage til mine rødder, så er det et spændende emne.

Den danske titel "Den lange vej" er ikke så gribende som hverken den engelske originaltitel eller den franske; "Begrav mig stående" refererer til et liv levet i knæ - på bunden af samfundets sociale og humane rangstige. Isabel Fonseca har rejst i flere år blandt romaerne, som de primært kaldes i dag, i de tidligere østlande og bogen er resultatet af hendes observationer, men også en politisk og historisk analyse af dem som folkeslag.

Selvfølgelig bærer bogen præg af at være skrevet umiddelbart efter, at mange af disse østlande slap ud af kommunismen - for utopisk nok var netop kommunismen og den skræk, som alle havde for sikkerhedspoliti osv. med til at beskytte romaerne. I starten af 1990'erne, hvor disse lande kæmper med den nyfundne 'frihed' og de deraf kommende problemer som fx arbejdsløshed og ærgerrighed efter Vestens statussymboler, får fremmedhadet til romaerne til at eksplodere og resulterer i visse lande til afbrænding af huse og anden selvjustits.

Fonsecas bog giver et grundigt indblik i en temmelig kompleks verden; det er ikke bare sigøjnere eller romaer - der er forskel på, hvor de stammer fra og på om de stadig lever som nomader eller er mere eller mindre fastboende. Fonseca bor i perioder sammen med forskellige familier, og hendes beskrivelser af deres kultur og traditioner var meget overraskende for mig. Der er utroligt mange elementer, der minder om islam - selvom romaerne ikke selv er praktiserende i den forstand, at de beder eller går i moské. Derfor er det nemlig også deres helt egen kultur med regler, ritualer og værdier, som er temmelig indviklede at forstå.

Romaerne - eller sigøjnerne for at blive i den gammeldags betegnelse - har også en grum historie, som ikke altid er erkendt på rette vis, som fx deres udryddelse under 2. Verdenskrig. De rangerede under jøderne - længere ned kunne man ganske enkelt ikke komme, og de blev gasset og udryddet omend i kvantitativ mindre skala end jøderne. Men det tales der ikke meget om - og som Fonseca forklarer, så er det primært fordi sigøjnerne selv ikke gør meget ud af fortiden. Den ene årsag er deres analfabetisme, som har medført, at de ikke har en skreven historie - og at man derfor endnu ikke med sikkerhed ved, om de oprindeligt kom til Europa fra Indien (selvom mange ord på romani er fuldkommen identiske med indiske ord på forskellige dialekter).

Men deres kultur er heller ikke en kultur, der dvæler ved fortiden som vi muligvis har tendens til. De benytter sig ikke af overleveringer og historier på samme måde, men lever i høj grad her og nu. Dette hænger selvfølgelig også sammen med deres nomadetilværelse - det er vel svært at sige, hvad der er resultat af hvad? Men hvis man konstant er i bevægelse, så får man jo ingen rødder - på nogle måder!

Der ligger et imponerende stykke arbejde bag; al efterforskningen af deres historie tilbage til det 13.-14. århundrede er yderst interessant lige såvel som perioden omkring 2. Verdenskrig. Det eneste problem i mine øjne er den manglende struktur - der springes meget rundt i perioder; derfor vender man også flere gange tilbage til en given episode, hvilket kan virke lidt uorganiseret. Jeg er måske meget pedantisk - men jeg synes, at denne slags bøger vinder ved at være kronologisk opbygget når man netop forsøger at afdække et folks historie. Fonseca har uden tvivl valgt den anden model for at gøre det lidt tunge stof lidt nemmere at fordøje; men personligt mener jeg ikke, at man skal tage den slags hensyn som forfatter. Det er vel op til en læser at vurdere, hvor tungt stof man kan rumme?

Jeg synes faktisk, at det var befriende at læse lidt faglitteratur - jeg gjorde det meget tiere tidligere, og det skal absolut genopfriskes. Jeg fandt ikke mine rødder - men vi skulle efter sigende også stamme fra Italien, og ikke fra Østblokken. Men jeg kunne nu så godt tænke mig at vide mere om de oldeforældre, der kom til Danmark i en sigøjnerkaravane.



Sunday, November 14, 2010

last night in twisted river - John Irving




Jeg er ikke ubetinget Irving-fan; jeg har ikke læst alle hans romaner - og visse af dem, jeg har læst, har været lidt for flyvske til mig. Men med denne rammer Irving absolut plet - hos mig i hvert fald. En fantastisk historie med en interessant opbygning og de specielt skæve personer, som Irving kan skabe.
Historien starter i 1954 i et barsk skovhuggersamfund i det nordlige USA; den 12-årige Daniel bor i det lille lukkede samfund sammen med sin far, Dominic, der er skovhuggernes kok. Personerne i dette samfund er mildest talt lidt rå i det - specielt faderens ven Ketchum og indianerpigen Jane, som er den lokale sherifs kæreste... og Dominics elskerinde. Der er bjørne i denne roman - Irving elsker bjørne; men her optræder de mere perifært, som da Daniel tager fejl af Jane i faderens seng; han tror, at hun er en bjørn og banker hende med den tunge smedejernspande, som hans far har fortalt ham, at han selv har brugt til at afværge en bjørn med. Dette er selvfølgelig blot en god historie - men det får fatale konsekvenser for de tos liv.
De forlader med det samme byen og efterlader den døde Jane i sheriffens køkken; han begraver hende, da han tror selv at have dræbt hende i sin fuldskab. Således lever de tretten år i fred og ro; et nyt liv med nye venner - men sheriffen kommer efter dem. Skovhuggeren Ketchum er deres skytsengel, som igennem årene advarer dem, når det er på tide at rykke videre - og mange gange må de rykke teltpælene op.
De mister alt andet undervejs... parforhold, Daniels ægteskab og søn... men de to holder sammen i næsten 50 år efter flugten fra Twisted River. Men muligheden af volden ånder dem altid i nakken; det er bogens morale... at vold aldrig stopper. Man undslipper ikke - og hævnen er del af den menneskelige natur. Har de to så spildt hele deres liv på at leve i frygt og uden at kunne have faste forhold og stabilitet?

Til en vis grad er de tragiske skæbner; Daniel bliver forfatter, og man fornemmer en del af Irving selv i denne karakter. Selv om de indimellem lever nogenlunde roligt, så glemmer de aldrig, hvorfor de er de steder, de er. Portrætterne af både Daniel og Dominic men især den excentriske Ketchum er ganske enkelt forrygende.

Som visse af Irvings romaner er den en anelse tung i starten; men til gengæld eskalerer den i fart for at ende i et sørgmodigt credo, som gav mig en klump i halsen. Det er nemlig også en usædvanlig smuk roman om venskab, som overgår alt - men ikke overlever alt. Det gav mig en umådelig Irving-trang - til at genlæse nogle af hans bedste romaner. For når han gør det godt, gør han det ganske enkelt mesterligt!

-------------------------------------------------------------------------------

Je ne suis pas une fan inconditionnelle de Irving; j'ai des romans de lui que je ne lirais sans doute jamais jusqu'au bout - et d'autres que je n'oublie pas vingt ans après les avoir lu pour la première fois. Irving est particulier je trouve; quand il fait quelque chose de bien - cela devient divin; et quand c'est moyen, ça devient mauvais... quand cela devient trop fantastique car il a tout de même une imagination hors normes.

Mais il sait créer des personnages qui émeut et qu'on a envie de suivre jusqu'au bout; même les méchants suscitent de la sympathie et malgré souvent un départ en peu en lenteur on est vite pris dans l'action, comme ce fût le cas pour moi avec ce roman spectaculaire.

Ca commence en 1954 dans un milieu isolé peuplé des gens un peu fermés et bizarres dans un bois au fin fond de l'Amérique. Daniel, 12 ans, y vit avec son père Dominic qui est le chef des ouvriers qui travaillent le bois qui se transportent par les fleuves dans cet environnement un peu hostile. Il y a aussi Ketchum, le vieil ami du Dominic; les deux hommes sont liés à vie par un destin tragique. Et il y a des ours - l'animal fétiche d'Irving sans doute. Seulement dans ce roman ils restent à l'écart mais jouent des rôles importants.

Une nuit le jeune Daniel prend la maitresse de son père - l'indienne Jane - pour un ours; il prend le poele suspendu au mur avec lequel son père a défendu sa mère une fois... de l'attaque d'un ours. En tout cas c'est ce qu'on a raconté au jeune Daniel; mais il va tuer Jane - qui est aussi la femme du méchant flic local. Père et fils posent le cadavre dans la maison du flic et prennent la fuite. Le flic enterre le corps en pensant qu'il l'a tué; mais le doute est toujours là.

Pendant près de 50 ans ils se deplacent sur conseil de Ketchum qui devient leur ange gardien à distance. Leurs vies ne permettent pas de vraiment s'attacher aux lieux ni aux gens; car ils savent qu'ils doivent pouvoir partir vite. Le flic revient sur leurs pas plusieurs fois mais il les rate à chaque coup; mais ils ne sont pourtant pas tranquilles pour autant. La violence ne va jamais cesser - et c'est bien le morale de l'histoire; il y a toujours une vengeance et avant que cette fin est écrite ils n'auront pas de répit.

Leurs vies sentimentales sont remises au deuxième plan, seul compte qu'ils soient ensemble même si cela devient tragique et triste comme ils vieillissent - père et fils ensemble à presque soixante et quatre-vingts ans. C'est l'histoire de Daniel, l'écrivain qui a en lui quelque chose d'Irving lui-même... et une manière rigolo de finir le livre en écrivant un livre - qui est ce livre! C'est aussi l'histoire d'une amitié qui traverse tout - presque; qui surmonte pleins de drames mais qui ne survit pas tout. C'est une fin émouvante et touchante; on devient vraiment l'amie des ces gens pas communs.



Sunday, November 7, 2010

Don Quichotte de la Manche - Miguel de Cervantes


Don Quijote er vel nærmest blevet et symbol i så udstrakt grad, at mange glemmer, at det oprindeligt er en roman. Det kan vel også være nemt at glemme, når den nu er 400 år gammel - men da jeg læste den fik jeg en pudsig kommentar: "Nå, læser du en bog, hvor Don Quijote er med i?" Det siger vel tydeligt, at han er blevet en figur, som er dissocieret fra den oprindelige roman - fordi vi alle kender parret Don Quijote og hans drager Sancho Panza; det umage par, som drager ud på alverdens eventyr.
Jeg havde aldrig læst den, og den stod højt på listen over klassikere, som jeg havde lyst til at læse. Den er blevet kaldt den første moderne roman, og i så mange andre romaner findes der referencer til den - ikke mindst er Calvinos fantastiske trilogi stærkt inspireret af Cervantes. Men selv uden at have læst den kendte jeg til Don Quijotes kampe mod vindmøllerne; hans hest Rosinante og grundhistorien - at læse den skulle så vise sig at være en helt anden historie!
Jeg læste den i en ny oversættelse fra 1997; men det er stadig en roman, der er 400 år gammel og det skal stadig respekteres i en nyere oversættelse. Dog er jeg sikker på, at den har været nemmere at læse end en oversættelse fra det 18. århundrede. Det er nemlig ikke helt nem læsning; historien starter relativt hurtigt med baggrunden om den eventyrlige Don Quijote, som læser så mange ridderromaner, at han til sidst tror på alt, der står i dem. Endnu værre er det, at han ser sig selv som en omvandrende ridder, der skal redde verden fra uretfærdighed - og når han vinder et kongerige vil han give sin trofaste væbner, den lidt naive bondeknøs Sancho Panza, en øgruppe at regere over. Et løfte Sancho ikke glemmer!
Så afsted drager de på udkig efter eventyr, og de kommer ikke til at mangle - for Don Quijote ser ridderudfordringer alle steder; gæstgiverier bliver til de smukkeste slotte og hans livs udkårne - en fattig bondepige, som han tilmed aldrig har set - bliver til den smukkeste dronning. Hans rustning er en parodi - med en barberskål som hjelm, men intet kan overbevise Don Quijote om, at det ikke er således tingene hænger sammen. Sancho Panza er den jordbundne, der skifter imellem at prøve at overbevise sin herre om, at dette er det rene vanvid - men så drages han alligevel af tanken om rigdom og bakker ham op hver gang, man forsøger at stoppe dem og tvinge Don Quijote hjem.
Det hele krydres med hele historier, som er lagt ind i den egentlige roman; historier, som de fortælles af alle de utrolige skikkelser, de møder på deres vej. Kapitlerne er alle relativt korte - 10-12 sider hver - men der er mange af dem; og der er utroligt mange gentagelser af de lange enetaler de forskellige protagonister holder om mangt og meget. Det kræver lidt pauser ind i mellem - og jeg ved ikke, om jeg med det samme starter med andet bind i romanen, som udkom ti år senere i 1615?
Der er bestemt en oplevelse ved at læse en roman af denne kaliber; men til tider måtte jeg give mig selv et spark bag i for at komme videre. Der er passager, som er temmelig langsommelige - men så sker der igen noget, og man opmuntres til at komme videre. Man glemmer under alle omstændigheder aldrig, at man har læst den!

Friday, October 29, 2010

Les déferlantes - Claudie Gallay


  • French
  • October 26-28
  • 539 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Det er en skam, at Claudie Gallay ikke oversættes til dansk. Jeg var allerede ret begejstret for den første roman, jeg læste af hende sidste år - og denne var jeg totalt forsvundet ind i efter blot nogle minutter, som det sikkert kan anes af hastigheden, hvormed den blev læst.
Onde tunger kan påstå, at temaet ikke forandrer sig meget - der er fire år imellem de to romaner; men for denne har hun vundet et utal af priser i Frankrig - helt bestemt fortjent. Skrivestilen minder meget om Seule Venise - kort, kontant, koncis... der er ikke et komme for meget; der er ingen unødvendige beskrivelser og man får intet foræret. Hun starter lige på med personerne - ingen introduktion eller blid indføring. Man får tingene serveret og som regel opfatter man sammenhængen i den efterfølgende sætning. Man får langsomt fornemmelsen af den utrolige melankoli og tristhed, der præger både hovedpersonen og hele samfundet.
Hele handlingen foregår i et lille fiskermiljø ved den barske kyst i Normandiet; det er så levende, at man har skumsprøjt og triste grå dage, der siver ud igennem linierne. Hovedpersonens elskede er død - og de præcise omstændigheder får man aldrig forklaret - men hun isolerer sig der - med alle de sære personnager, sådanne landsbymiljøer som regel fostrer. Det er lidt Babettes gæstebud, indremissionsk Jylland og det hele hensat til en nyere tidsperiode og Frankrig.
Der er en samling utrolige skæbner; det er der sådanne steder - og stille og roligt kommer hovedpersonen ind under huden på dem, og deres hemmeligheder kommer for vejen. Men det er ikke en detektivroman - det er stille og rolige beskrivelser; det ender en anelse for happy end til min smag, men de første 500 sider var jeg totalt opslugt og beundrende overfor hendes måde at skrive på. Min intuition om hendes talent holdt stik - og nu vil jeg bestemt investere i flere af hendes romaner. Jeg er desuden overbevist om, at de ville passe glimrende til danske læseres temperament.
-------------------------------------------------------------------------
Après Seule Venise, j'avais envie de lire plus de cet auteure qui m'avait impressionnée par sa façon de construire des phrases courtes - tranchantes et concises. C'est sans doute une façon d'écrire qui cloche un peu avec l'amour des français de longues phrases et beaucoup de mots... surtout beaucoup de mots et difficulté pour montrer qu'on maitrise. Mais pour mon tempérament et ma culture nordique c'est une façon parfaite de s'exprimer.

Les paysages du roman - les côtes brutes de la Normandie - et le petit village reclus m'a rappelé par exemple Le festin de Babette de Blixen. Les personnages et leurs tristes destins m'ont rappelé toutes les chansons de Brel - je suis sûr qu'ils y sont tous... avec leurs tristesses et envies d'autres vies, mais aussi la résignation que la vie est ainsi sur ses terres sans compromis.
On pourrait reprocher à Gallay de reproduire le contexte de Seule Venise - ici c'est la femme devenue presque folle après le décès de son amoureux qui part se réfugier à La Hague. Elle veut vivre tranquille, mais petit à petit elle est entrainée dans la vie du village et mêlée à ces destins qui cachent des secrets qui ne doivent à tout prix pas venir bousculer les vies des villageois.
J'ai lu des critiques qui disent que c'est sans intérêt et qu'ils ont laissé tomber au bout d'un tiers du livre. J'étais absolument dedans au bout de 2 pages. Cette façon courte et précise de couper les phrases; la manière d'éviter toutes descriptions presque mais laisser au lecteur de découvrir les traits de caractère de chaque personnage. Je voyais sans problème le petit bar du port, l'atelier d'artiste... je sentais l'écume de la mer et les larmes de la femme venue se cacher. Il y a beaucoup de pudeur dans cette personne et dans le livre en général; j'étais totalement conquise et ne peut que le récommander!

Sunday, October 24, 2010

La première nuit - Marc Levy


  • French
  • October 22-24
  • 489 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Il n'y a pas plus d'excuse cette fois-ci que la fois précédente - sauf peut-être que je suis tombée dans le piège de la curiosité, et que j'ai voulu savoir comment se finissait cette aventure! Mr. Levy doit bien y compter pour remplir son compte en banque - car il aurait pu facilement comprimer les deux livres en un seul. D'autant plus que cette suite ne se comprend absolument pas sans avoir lu le premier - car il faut avouer qu'il y a un minimum à comprendre.

Mais si il avait effacé les répétitions, les phrases dignes d'un gamin de cinq ans et les blagues insupportables et horribles, il aurait pu mettre les deux sur 500 pages au lieu de 1000. Mais ça rapporte moins et il se moque ouvertement des gens avec ce livre - il a du l'écrire en une semaine en pensant aux chiffres d'affaires - tous les imbéciles qui comme moi l'ont acheté pour connaitre la fin.

Eh ben - la fin est aussi ridicule que le reste; et que les livres de Brown d'ailleurs! Le premier homme sur terre était une femme... et de toute probabilité elle venait de Mars. Donc ça évidemment il ne faut le dire à personne... et voilà! Seule consolation est que la douleur est courte puisque la moitié se lit en diagonale - tant c'est sans intérêt! Il ne part pas à la retraite bientôt?

PS! La seule phrase intéressante est celle qui précède le livre:

"Chacun de nous a en lui un peu de Robinson avec un nouveau monde à découvrir et un Vendredi à rencontrer."

Et ce n'est même pas lui qui l'a dit - mais c'est une phrase qui me parle au moins...