Tuesday, October 19, 2010

Le toubab de Saint-Louis - Sylvie Argondico


  • French
  • October 8-9
  • 335 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Denne bog købte jeg i 2006 efter min første rejse til Senegal, hvor jeg ved hjemkomsten anskaffede mig en hel del senegalesisk litteratur. Mit hjerte var allerede solgt dengang - men jeg fik aldrig læst denne roman. Da jeg på denne rejse til landet havde intentioner om at besøge Saint-Louis, var det oplagt at tage den med.
Historien handler om den unge journalist, Stan, som af sin redaktør bliver sendt til Senegal for at opsøge en afdanket forfatter, som efter at have skabt furore på den franske kulturscene efter sigende skulle skjule sig et sted i landet. Stan har aldrig før rejst i Afrika - eller i Senegal, og de første beskrivelser af hendes indtryk ved ankomsten til lufthavnen i Dakar er simpelthen utrolige, når man samtidig kan visualisere det hele. Hun gennemgår alle de faser, som jeg og sikkert alle andre, gennemlever ved deres første møde med landet.
Hun oplever samtlige stereotyper af ulidelge europæere, der bosætter sig i landet og forsøger at videreføre en form for kolonialisme med deres arrogante syn på de indfødte. Men hun møder også de lokale - og da hun endelig finder den berømte forfatter i Saint-Louis oppe ved den mauritanske grænse, slår hun sig ned i byen og kan ikke løsrive sig.
Jeg blev færdig med bogen et par dage inden jeg selv tog til Saint-Louis, og det var derfor nærmest som et gensyn, da vi kørte ind i byen. Men jeg burde slet slet ikke læse bøger som denne!!! Det giver mig vanvittige tanker om at gøre som bogens hovedperson, og droppe alt andet for at leve sit liv i Afrika. Jeg kan nemlig sagtens følge hendes betragtninger - hendes fascination af landet, kulturen og menneskene; den fornemmelse af, at man kommer ind til det helt essentielle i livet og ikke behøver andet og mere - som vi så fejlagtigt tror i Vesten.
Forfatteren har selv rejst meget i Senegal, og er betaget af landet, hvilket romanen jo er et tydeligt bevis på. Selv forærede jeg den til en lokal, som jeg håber vil nyde at se, hvordan deres smukke land omtales i litteraturen.
-----------------------------------------------------------------------
Ce livre m'attendait depuis l'achat en revenant du Sénégal en 2006; cette fois-ci en y retournant je l'ai pris avec. Surtout parce que je prevoyais de visiter la ville de Saint-Louis près de la frontière mauritanienne. Je ne l'ai pas pris comme un guide de voyage mais pour vivre la ville un peu à travers l'histoire de cette femme qui comme l'écrivaine est visiblement amoureuse du pays sénégalais, de ses habitants et de sa culture.
La jeune journaliste Stan est envoyée au Sénégal pour retrouver un célèbre auteur français qui après avoir créé le scandale à Paris est censé s'être réfugié sous le soleil africain; et il ne veut surtout pas être trouvé! Stan ne connait pas l'Afrique ni le Sénégal - et les descriptions de son arrivée au pays, le choc culturel à l'aéroport de Dakar (aéroport qui m'est particulièrement chèr!!!) sont tellement vraies quand on l'a veçu!
Elle tombe aussi sur tous les types de personnes que l'on rencontre en voyageant en Afrique - les idiots qui se prennent toujours pour les gens supérieurs sans aucun respect pour les locaux; ceux qui pensent qu'ils ne veulent pas travailler etc. etc. Les stéréotypes d'une imbecilité infinie! Mais elle rencontre aussi les gens qui aiment ce pays plus que tout - et elle trouve finalement son auteur qui se cache à Saint-Louis qui est décidément moins touristique que Saly par exemple.
Plus elle passe du temps dans ce pays et surtout dans cette ville très particulière elle tombe amoureuse du pays; comme beaucoup elle retrouve une façon de vivre plus simple - mais plus authentique et où elle se sent tellement plus heureuse que dans sa vie parisienne. Donc elle retourne pour tout vendre et revenir s'installer au pays. Je ne devais PAS lire des tels livres... trop dangeureux, car je pourrais vite - très vite - avoir les mêmes idées. Malheureusement c'est moins facile à réaliser dans la vraie vie que dans les livres... et je ne pense pas que je choisirais Saint-Louis.

Mais c'était amusant de voir la ville d'abord à travers le roman et puis reconnaitre les rues et les endroits en y allant quelques jours après. Les enfants dans la rue m'appellait aussi Toubab... et ma lecture suscitait tellement de curiosité à l'hôtel que je l'ai donné à un sénégalais en partant - en espèrant qu'il va rigoler en lisant l'impression que donne son pays à un novice du continent africain!

4 comments:

Donald said...

... videreføre deres arrogante syn på de indfødte (eller stod der lokale): for mig ville det - normalt - lyde som det væsentligste tema i fortællingen, men i din omtale roser du billederne, og du kan visualisere (hjulpet af at have set det selv, men alligevel) og du fortæller mig, at bogen er god både fordi den tager et af de største samfundsproblemer op, og fordi levendegør landets skønhed (det er faktisk en overraskelse for mig, jeg troede det var tørt og støvet) giver en forståelse af andre måder at leve.

Nille said...

Donald,

Det var bestemt et af de vigtige temaer - men der var også forfatterens beskrivelse af de indfødte og stedet; og det fylder måske mere i min erindring bagefter, fordi jeg kan identificere de steder og gader, hun skriver om.

Det var bestemt en bog, der både tager det negative og det positive fra Senegal med - og det gælder både de lokales og de hvides opførsel.

Senegal er i øvrigt et meget frodigt land; der er ørken oppe nordpå - netop ved Saint-Louis; men ellers er der en fauna og flora, som er bjergtagende.

Donald said...

Når jeg læser dit indlæg igen, får jeg en oplevelse af hvordan verden udvider sig ved at man er tilstede i nuet.

Når man kan være venner og leve i fred med dem, der er i det nære miljø omkring én, så vokser éns verden.

Jeg er stadig forbavset over at Senegal er frodigt; der har jeg åbenbart fået klima-geografien galt i halsen.

I 1945 skrev Hakon Stangerup en rejsebeskrivelse fra Brasilien hvori han (som mange andre) konstaterede at i de frugtbare egne er menneskene utroligt gæstfri, og det knytter han så sammen med at der ikke er hungersnød - der er vand, mad og varme til alle. Man rækker hånden ud efter nedfaldne frugter og drikker det rene kildevand, man lægger sig under et halvtag og det er 20grader hele året (i kystegnene omkring Ækvator). Kan det være lidt af det samme fænomen i Senegal? Indtil der kommer en forretningsmand som tror at man skal dyrke Chrysantemum og potte-blomster?


Iøvrigt: undskyld at der åbenbart smutter nogle ord ud under tastaturet, så nogle af de gamle kommentarer mangler noget hist og her.

Nille said...

Donald,

Det er en meget oplagt tanke det med gæstfriheden og naturen! Det virker jo oplagt - og Senegal ligger i breddegradder jo tæt på Brasilien. Er det derfor vi som nordboere er mindre gæstfri? Fordi vi også lever mere indendøre?

Det er ikke første gang jeg bevidst eller ubevidst har læst en roman, der foregår der, hvor jeg befinder mig - og det gør helt bestemt nuet mere intenst. Sådan oplevede jeg det, da jeg opdagede Pamuk, mens jeg var i Istanbul - og det var derfor med fuldt overlæg, at denne var med i kufferten til Afrika.

Jeg havde nu ikke lagt mærke til, at nogle ord manglede? Så ingen grund til at undskylde :-)