- Dansk
- 9.-13. august
- 527 sider
Det er jo meget sjældent, at jeg læser danske bøger af danske forfattere - men denne havde jo fået behørig opmærksomhed, og tillige vundet en masse fine priser. Den er nogle år gammel nu; men så er jeg måske indviet til nogle af hans nyere romaner, når de ikke koster 300 kroner vel at mærke.
Der er noget med moderne danske forfattere - når vi altså ser bort fra alle krimierne - men de andre skriver monumenter. Både i fysisk og overført betydning. Ejersbo gjorde det med sine Afrika-bøger. Carsten Jensen med sin sømandsbog. Det skal være stort for at kunne rumme de store fortællinger, de vil af med. Og det er bestemt ikke skidt.
Profeterne er en barsk historie om en splittet mands liv fra den unge norske Morten Falck ankommer til København i 1782 for at studere teologi; egentlig ville han hellere læse til læge - men det er faderen hjemme i Norge, der bestemmer. Selvom han skulle hellige sig sine rene kristne tanker, så får den unge Morten også tiden til at gå med at opsøge byens bund, og han eksperimenterer en anelse med en hermafrodit; hans sjælesorg har det ikke helt godt. Han forlover sig, men hæver forlovelsen igen og ender med at rejse til Grønland, hvor han sikkert mener, at farerne er mindre, og der er mange sjæle at omvende.
Da han ankommer til Sukkertoppen i 1787 er det en temmelig lille bygd med nogle danskere, der skal håndhæve dens status som koloni - og så er der alle 'de vilde'! De grønlændere, som ikke er døbt i den kristne tro, og lever i troen på deres egne traditioner. Men der er også den lille koloni inde i bunden af Evighedsfjorden, hvor præsten Habakuks kone Maria Magdalene (symbolsk navn!!) får visioner fra Gud i sine drømme. De lever langt bedre end mange af de andre; de er selvforsynende med mad og der bliver ikke drukket. Der bliver til gengæld horet en del - konebytning er et ganske almindeligt fænomen.
Morten vil i al sin begynderoptimisme omvende dem inde i fjorden; men hurtigt opdager han, hvor destruktivt livet i en koloni er. Hvordan de enkelte danskere modarbejder hinanden eller kives i deres mikrokosmos - for de kan jo ikke omgås de indfødte andet end som håndlangere i arbejdet. Alle deres sammenkomster holdes inden for deres egen lille kreds. Der er kolonibestyreren - i praksis ham, der styrer beholdningerne af varer (ikke mindst alkohol) - og hans ulykkelige kone, som forelsker sig i præsten, og bliver voldtaget af smeden. Det er grumme historier om hver deres nederlag i det fremmede, og deres overlevelsesstrategi - sprut, ignorance, ...
Morten tager en ung kvinde til sig, som man kalder for enken. De bliver gift, men han ved aldrig hvor han har hende - de kan knap tale sammen, og hun foragter ham sikkert ligesom de foragter alle danskere. Men hun passer ham alligevel, da han går helt i hundene og som tak lover han at slå hende ihjel.
Det lyder barsk - og det er det jo også. Det er grusomt psykisk og fysisk, men Leine fortæller det på en nærmest rolig resigneret måde. Hans præst som hovedperson er så karaktersvag, at man ikke forventer af ham, at han formår mere end at gå i hundene. Selv da han vender tilbage til København i 1795 er han ude af stand til skaffe sig respekt, Han lever sit liv på en løgn, og kun et stort uheld sørger for, at hans løgne forsvinder - så han kan fortsætte.
Jeg må indrømme, at jeg fandt den første del en anelse lang og for detaljeret - den første tredjedel af bogen handler om årene inden Grønland, og der går det lidt langsommeligt. Den store del er katalogiseret som de ti bud, og her er fortællevinklen mere vekslende, og persongalleriet bredere. Det hjalp betydeligt på romanen. Ikke desto mindre er det jo en fantastisk enorm mundfuld, som sidder i en noget tid efter at man har lukket den.
