La Part de l'autre - Eric-Emmanuel Schmitt

 

• Fransk
• 3. - 6. august
• 503 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har i meget lang tid haft lyst til at genlæse denne roman fra 2001, som jeg læste første gang i 2005. Jeg kunne huske, at den fascinerede mig - og det gjorde den heldigvis stadig.

Eric-Emmanuel Schmitt beskæftiger sig tit med emner som religion, hvor han ynder at sammenligne verdensreligionerne. Især de monoteistiske - for at vise os, hvor meget vi har tilfælles på trods af vore stridigheder. Et andet stort gennemgående tema er skæbnen - eller spørgsmålet om, hvad i vores liv er bestemt af skæbnen og hvor meget vores fri vilje spiller ind. Det ser man i flere romaner, men nok ikke mere tydeligt end i denne.

Vi eri 1908 og Adolf Hitler har netop fået afslag på sin optagelse på Kunstakademiet i Wien. Et afslag han ikke forstår for han mener selv han er talentfuld og tydeligvis bedre end de fleste af sine medmennesker. Det er hvad. hans nu afdøde mor har fortalt ham og i stedet må han nu hutle sig igennem tilværelsen mens han prøver at bilde alle ind, at han går på akademiet. 

I et andet spor i denne roman, der fortælles i korte skift mellem de to personer, bliver Adolf H. optaget på akademiet. Det er ikke nemt, for han er tydelig introvert og besvimer hver gang en nøgenmodel kommer. Han besøger Wiens berømte psykolog, Sigmund Freud, der prøver at kurere ham for komplekserne i forbindelse med moderen og hendes død af brystkræft. 

Ud fra denne ene lille hændelse - optagelsen på akademiet - blev verdenshistorien sandsynligvis ændret.

Schmitt adskiller de to ved at kalde den fiktive version for Adolf H., mens vi følger historiens Hitler under efternavnet. Hvordan ville alt have set ud, hvis han var blevet optaget som 19-årig?

I begge versioner kommer der en verdenskrig i 1914, og de deltager begge. Den ene oplever Tysklands nederlag som ydmygende og en katalysator for det, der kommer. Den fiktive Adolf, der var introvert inden krigen, åbner sig op for andre i mødet med krigens absurditet.

Men i den ene version kommer der jo ikke en 2. Verdenskrig, og Adolf H. gifter sig med en jødisk kvinde. Han elsker flere kvinder igennem sit liv. Han får børn. Venner. Han åbner sig for dialog og relationer selvom han aldrig bliver en stor og anerkendt kunstner. Men han har et godt og lykkeligt liv til sin død i 1970 i USA, netop som Tyskland har sat den første mand på månen.

En helt anden virkelighed, som kunne have været!

Om Hitler blev optaget på Kunstakademiet eller ej er næppe forklaringen på verdenshistoriens gang. Men den kunne absolut være en faktor, og det er det aspekt, der gør romanen interessant. Hvad gør et menneske til det, det er? Er vi produktet af vores egne valg eller spiller skæbnen en rolle?

At forestille sig, "hvad hvis?" er nok en tanke vi alle har haft i forhold til hændelser i vore egne liv. Men sat op i en historisk kontekst med de abnorme konsekvenser det fik, er det voldsomt. At afslaget gjorde noget psykisk ved Hitler, er der vist ingen tvivl om. Det er jo ikke fordi Schmitt forsvarer den version af historien - den rigtige - men får os til at tænke over, hvor lidt, der skal til.

Jeg havde ret i at genlæse den, for det er en tankevækkende roman på mange måder, og absolut en af hans bedste.