Violences en cuisine - Nora Bouazzouni

 

• Fransk
• 16. - 17. august
• 288 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg startede ferien med en non fiction, som var som den bedste thriller man kan forestille sig - men som altid, når det er virkelighed, er det så meget værre!

Jeg elsker mad. God mad. Gode restauranter. Jeg jagter Michelin-stjerner, når jeg rejser - eller når lejligheden byder sig herhjemme. Men jeg ved også, at det er e hård branche. Præcis hvor brutal afdækker journalisten Nora Bouazzouni i denne afslørende bog, som primært handler om franske restauranter.

Hun har indsamlet vidnesbyrd over fire år og mange af dem optræder i bogen i anonymiseret form, da konsekvenserne for de implicerede ikke blot ville påvirke deres nuværende jobs, men også deres karriere indenfor branchen. Men inden vi når til den grumme del, indledes det med en historisk gennemgang af, hvordan myten om den franske gastronomi blev til som et resultat af den franske revolution. En myte, de i dag har svært ved at bibeholde og som selv fra politisk hold har højeste prioritet. Det er ikke overraskende. Lande som Danmark har også i høj grad arbejdet med gastrodiplomati, som hun kalder det, for at forbedre vores evner og tiltrække turister. Og det er jo lykkes!

Men bag kulissen er der i mange tilfælde en historie om misbrug af alle arter. Ydmygelser, verbal og fysisk vold, sexistiske overgreb, underbetaling og slavelignende arbejdsforhold, racisme, homofobi, og listen kunne fortsætte!

I foråret vakte det røre i den gastronomiske andedam, da Nomas frontfigur måtte trække sig efter vidtrækkende anklager fra tidligere medarbejdere. Selvom stjerner tildeles en restaurant, og ikke køkkenchefen, så er det dem, der tegner restauranten. Deres omdømme bliver til restaurantens ry. Et særligt interessant kapitel i bogen handler netop om kommunikationsstrategien på sociale medier, hvor disse restauranter og kokke promoverer sig og skaber den myte, der gør, at vi andre dødelige kæmper for at få et bord - men igen er det én chef, der ofte render med æren. Mange Michelin-kokke - specielt i Frankrig - har så mange restauranter (og stjerner), at de sjældent selv står med en grydeske i hånden. De dukker op for et fint billede mens ansatte slider sig selv op i kulisserne, som ofte er et overophedet kælderlokale. 

Det er skræmmende historier, og det giver absolut stof til eftertanke, når man lægger så mange penge i et restaurantbesøg. I sommers var jeg for første gang på Alchemist efter at have ventet i årevis på at få et bord. Men jeg var heldigvis også temmelig overbevist om, at det er en ordentlig arbejdsplads - og den etik vil kun være endnu vigtigere for mig fremover.