Thursday, November 19, 2026

La Dérobée - Sophie de Baere

 


  • Fransk
  • 19. november
  • 224 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg i 2023 læste denne roman af Sophie de Baere, troede jeg faktisk det var hendes debutroman. Men en lidt tidligere roman er nu genudgivet i efterdønningerne af hendes succes, og det er en lidt anden stil. Hun har endnu ikke helt fundet den formel, som kendetegner hendes tre senere romaner. Der er hemmeligheder og drama, men det er snarere en kærlighedshistorie på en dyster baggrund.

Claire bor i Nice med sin mand, og deres to børn. Hun arbejder på en tankstation, og manden i en bank men det er et middelklasseliv uden de store økonomiske midler, og drømmene er lagt på hylden. En dag dukker et nyt par op i ejendommen, hvor de bor og Claire konfronteres med sin fortid.

Claire vokser op i en lille landsby med sine forældre og spøgelset af den bror, der døde som 14-årig i en tragisk drukneulykke. En sommer kommer Antoine til byen med sin far for at holde ferie, og de to teenagere bliver venner. De er fjorten år gamle, og det er barndommens leg. Men nogle somre senere er de modnede og forelsker sig i hinanden. Det er også en sommer, hvor en ung pige i landsbyen forsvinder og findes myrdet. Antoines far er en rig og succesfuld advokat, og en dag lægger han an på Claire og fortæller hende samtidig, at han havde et forhold til den unge myrdede kvinde. Antoine nægter at tro på Claires historie, og de skilles brat og mødes først nu tyve år senere.

Antoine er nu en verdensberømt fotograf, og har giftet sig med den elegante Paola. De har en datter, som har brudt kontakten med dem og nu bliver de to par hurtigt venner på trods af Claires angst for, at manden skal opdage fortidens historie. 

Antoine og Claire genoptager deres forhold udenom ægtefællerne. Men samtidig plages Claire af mistanken om Antoines far, som kun forstærkes da hun opdager han har misbrugt sit barnebarn. Da hun konfronterer Antoines hustru med disse informationer, begår denne selvmord og nu er deres forhold pludselig bebyrdet med denne skyld.

Men de mødes igen nogle år senere, og Antoine fortæller hende, at han har dræbt faderen. Skubbet ham ned af trappen. Gjort op med den naive tro på faderens uskyld. 

Claire går fra sin mand, og finder endelig sammen med Antoine. Men det har jo kostet en del smerte undervejs.

Det er tydeligt en debutroman. Stilen er lidt for proppet med metaforer, der bliver lidt trættende i længden. Samtidig synes jeg konklusionen er lidt flad efter alle mysterierne om mordet på den unge pige, og Antoines fars sexuelle misbrug, der fører til nogle løse ender til sidst.

Men hun er på vej mod den stil, der kendetegner de senere romaner, hvor spændingen bibeholdes længere og hvor personerne i al deres kompleksitet står tydeligere frem. Det er hurtigt læst og som sagt uden de store overraskelser.

Wednesday, November 18, 2026

The Knights of Malta - Joseph Attard

 


  • Engelsk
  • 16.-18. november
  • 282 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

For et par uger siden var jeg en uge i Malta. Det var mit første besøg der, som faktisk var planlagt til sidste år i november. Det satte en mindre knæoperation en stopper for, og dengang læste jeg derfor den allerede indkøbte bog om øen for at forberede mig til når det kunne lykkes.

Der er ikke meget litteratur, der foregår i Malta ifølge mine søgninger - og jeg kender ingen maltesiske forfattere. Men det er altid rart at have en bog med hjem fra en rejse som et minde. Man kan diskutere om det er bedre at læse om et sted før eller efter man har besøgt det? Jeg var i Valletta, og to dage i Mdina og Rabat, og besøgte selvfølgelig stort set samtlige af malteserordenens monumenter, museer, kirker og paladser. 

Jeg ledte så i lokale boghandlere, og den bog, der virkelig gik igen var denne om ordenens historie i Malta. Nu havde jeg jo set det meste, og en læsning efterfølgende er jo god til at genkalde sig de steder på en langt bedre måde end inden man rejser.

Det viste sig at være heldigt, for lige så interessant som historien er lige så elendig var udførslen. 
Joseph Attard er en maltesisk forfatter, der har udgivet flere bøger om sit lands historie, og denne er oprindelig fra 1992. Det er jo irrelevant, når historien allerede er gammel - malteserordenen ankom til Malta i 1530 og blev på øerne i 268 år, indtil Napoleon fordrev dem i 1798. 
Da ordenen overtog Malta, var det et forholdsvist fattigt og tyndt befolket land. Der manglede vand og der var derfor ikke mange muligheder for at dyrke jorden. Men der var en vigtig naturhavn, og det var et et oplagt sted at bygge en militær forpost i Middelhavet.

Malteserordenen slog sig ned og byggede forter til at forsvare, hvad der jo var yderposten af den kristne verden. Syd for dem var de muslimske lande, der flittigt drog i krig mod kristendommen for at udvide det ottomanske herredømme. De skulle leve som munke og soldater, men løftet om blandt andet cølibat var ikke altid lige nemt at overholde for de unge adelsmænd, der blev riddere og kom fra et af de otte langues, som den var opdelt i - primært fra Frankrig, Italien og Spanien.

Historien er interessant, og man kan se for sig, hvordan det fungerede når man har besøgt Valletta - som endog er opkaldt efter én af ordenens mest prominente grandmasters. 

Men sprogligt er det en katastrofe. Det er så hjælpeløst dårligt skrevet, at det var en pinsel at komme igennem. Bogen er genudgivet en del gange over årene, så man kan undre sig over, at banale fejl som at forveksle where og were ikke er blevet rettet. Men resten er skrevet i en stil, som en 10-årig ville skrive en skoleopgave. Jeg fandt en gammel anmeldelse på nettet, som jeg nok skulle have fundet inden! Som det siges her, er det dog den stort set eneste bog man finder i Malta om emnet og jeg lærte da noget.

Sunday, November 15, 2026

Mit år i Paris med Gertrude Stein - Deborah Levy

 


  • Engelsk
  • 14.-15. november
  • 240 sider
  •  Originaltitel: My Year In Paris With Gertrude Stein


Titlen skreg jo på, at jeg skulle læse denne roman. Paris, Gertrude Stein....  det kunne der ikke herske tvivl om. Jeg kendte intet til denne sydafrikanske forfatter inden, men det var underordnet.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den efter nu at have læst den. Det går hurtigt! 33 små kapitler på 240 sider skrevet med en del mellemrum, og stor skrift. 

Først og fremmest kan man ikke sige den handler om et år - for nu at være pedantisk. Den handler snarere om en måned - nemlig november 2024. Fortælleren, som ikke er Levy selv, men en fiktiv udgave af hende kunne man fristes til at tro, er i Paris for at skrive en biografi om Gertrude Stein. Det 20. århundredes store kunstsamler og mæcen, der opdagede og fremmede en lang række malere som Picasso og var venner med alt og alle. En kvinde, der levede et uortodoks liv for sin tid i sit offentlige forhold med Alice B. Toklas, og selv forsøgte sig som forfatter i en litterær version af abstrakt kunst.

Fortælleren kan dog ikke rigtigt komme ind til kernen af personen, fordi tiden bruges sammen med de to veninder, Fanny og Eva. Den ene, Fanny, er fransk og arbejder inden for finansverdenen og samler på kærester uden at kunne bestemme sig for hvilken kvinde hun helst vil have. Eva er halvt dansk og halvt spansk, og hendes mand bor i USA og deres forhold foregår over ugentlige videokald. Derudover fylder Evas kat en del - uden nogensinde at optræde i bogen, da den er forsvundet allerede på første side.

Måske er disse tre kvinders måde at anskue livet på langt tættere på Stein end de selv ser? Dermed kan fortælleren ikke adskille tingene, men bruger sin energi på at fundere over deres kampe i det 21. århundrede.

Det er absolut ikke uinteressant. Konteksten med den november måned 2024, som jo var da amerikanerne valgte ny præsident og verden var lidt i chok, sætter et perspektiv man kan forholde sig til. Mødet med den excentriske ældre herre giver også et lag til historien om katten, som dog forbliver uforløst, men krydrer pariserhistorien som vi forestiller os livet som bohemer. 

Man skal måske kende mere af Levys forfatterskab for fuldt at værdsætte historien. Som sagt nød jeg den, men var også perpleks til tider. Vi får et godt indblik i Steins liv uden, at det er en fuldstændig biografi - men så springer den rundt til citater af andre forfattere, som ikke alle har en umiddelbar klar forbindelse til Stein. Det er et interessant eksperiment tror jeg må være konklusionen.

Friday, November 13, 2026

Nous qui avons connu Solange - Marie Vareille

 


  • Fransk
  • 10.-13 november
  • 432 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde glædet mig meget til Marie Vareilles nyeste roman, som da også kom på de danske biblioteker meget hurtigt. Hun har haft enorm succes med de to tidligere romaner, som endda er oversat til dansk og varmt kan anbefales. Jeg kunne godt lide tempoet i dem begge, og det faktum, at det ikke var rigtige krimier - men goe historier, der bød på spænding. I begge tilfælde holdes læseren hen, og hvis man ikke når at gætte det inden, så er der et overraskelsesmoment til sidst.

I denne roman bevæger vi os over i en lidt anden genre synes jeg. 

Célestine er 107 år gammel, og inden det er for sent, er der nogle ting hun vil gerne have af sin samvittighed. Hun nedskriver sin historie til en person hun kalder Biquette - et fransk kælenavn, der refererer til et gedekid. Hendes historie begynder i 1917, da hun fødes mens faderen er draget i krig og ikke vender tilbage. Moderen gifter sig igen med en noget ældre mand, og får flere børn - tre drenge og i 1930 efternøleren Solange. Célestine drømmer om en uddannelse og studerer i en større by, da moderen dør under fødslen af Solange. Det sætter en stopper for Célestines drømme og nu bliver hun som 13-årig hjemmegående husmor for en despotisk stedfader, tre halvbrødre og den spæde halvsøster.

Parallelt med Célestines historie er der brevene, som Solange skriver som ung pige fra en institution for unge piger. Hun er blevet lukket inde der lige efter krigen, og kan kun forvente at komme ud som 21-årig. Hendes breve er stilet til Jeannette som hendes livs kærlighed - men hvem er Jeanette?

I disse skiftende perspektiver får vi historien om de to halvsøstres forhold til hinanden, men også deres indbyrdes liv med stedfaderen, der udnytter dem som gratis arbejdskraft. Om de to brødre, der bliver Célestines kærlighed og Solanges sind, der plages af tvangforestillinger om blandt andet Jeanne d'Arc og hører stemmer.

Det er selvfølgelig en barsk historie om kvinders vilkår i det 20. århundrede, hvor de stadig var underlagt en mands vilje. Til at blive gift. Til at blive spærret inde på en institution. Til at have penge og arbejde. Til at have et selvstændigt liv ganske enkelt.

Men stilen er langsommelig og alt for tung synes jeg. Sætningerne er uendelige i beskrivelser, som for det meste er unødvendige og udpensler for meget. Samtidig synes jeg ikke selve spændingsmomentet, som der trods alt var lagt op til, var udløsende. Historien er forudsigelig og jeg var overordnet skuffet, når jeg sammenligner med de to forrige fremragende romaner. 

Monday, November 9, 2026

Le fardeau - Matthieu Niango

 


  • Fransk
  • 1.-9. november
  • 384 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde en uges ferie med en intensiv kulturel citytrip i kalenderen, og optimistisk havde jeg pakket tre bøger, som jeg sejlede lidt rundt i inden det endte med, at jeg kun fik læst en enkelt - og primært i flyet ud og hjem. Der var ganske enkelt ikke overskud efter lange dage med besøg i kirker og klostre, katakomber og museer og mange kilometer i benene.

Ikke desto mindre er dette en fascinerende og tung historie, som også titlen - Byrden - antyder.
Matthieu Niango er forfatter og filosof - og så er hans ophav blandet. Hans mor er "fransk" og hans far fra Elfenbenskysten. Han er vokset op på landet i Frankrig, hvor blandede ægteskaber i 1970'erne og 1980'erne stadig var en sjældenhed. Men det viser sig, at hans rødder er langt mere komplekse end den virkelighed han nu har lært at jonglere i.

Da hans mormor dør i 2004 er han 23 år gammel, og nu fortæller hans mor de fire børn, at hun er adopteret. Hun fik det selv at vide som 10-årig, men i raseri brændte hun de papirer, der viste hvordan hun kom til Frankrig i 1945. Matthieu vil dog grave dybere i historien, da han fornemmer det er vigtigt for moderen at kende historien. 

Det bliver et detektivarbejde, der kommer til at strække sig over tyve år - for jo mere de opdager, jo mere er der at søge efter. En historie i så mange lag for at forstå, hvorfor hans mor, Gizela, endte hvor hun gjorde.

Da hun ankom til Frankrig lige efter krigen, hed det sig, at hun var fransk og katolik. Men i virkeligheden kom hun fra et Lebensborn-hjem i Belgien. Lebensborn var Himmlers opfindelse - en måde at opfostre gode tyskere, der skulle vokse op til at føre tusindårsriget videre. De børn, der blev født der var enten af højtstående SS-hustruer - men også kvinder, der fik børn med tyske SS-soldater ud fra en etnisk ideologi. Norge var i øvrigt det besatte land, der havde flest af disse hjem, da de levede perfekt op til idéen om den ariske arketype. Man anslår, at ca. 15-17.000 børn blev født i disse hjem og for mange var det et stigma, der fulgte dem resten af livet stemplet som tyskerbørn efter krigen.

Niango vil finde sin biologiske mormor, og i Belgien finder han først navnet på en kvinde, der viser sig at være hans tante. Hun er ikke længere i live, men han finder fætre. De fortæller ham, at han har en onkel - hans mor fik en søn med en anden mand senere. Men mormoderen, Margit, og hendes søster, Vera, var ikke belgiere - de kom oprindeligt fra Ungarn, men var rejst til Belgien i slutningen af 1920'erne, da tiderne blev trange. Dybere og dybere ned i sine rødder finder han oldeforældrene og deres ungarske historie, og det viser sig, at de var jøder.

I Belgien trivedes Margit ikke, og kom tit i uføre. Hun var kendt for at stikke af hjemmefra, hvilket for en mindreårig (under 21 år dengang) var ulovligt, og hun prostituerede sig. Måske fandt hun lykken med den tyske officer, som blev far til Gizela - men han blev sendt til fronten, og hun opgav barnet på Lebensborn-hjemmet efter fødslen.

Niango rejser rundt i Europa for at se alle de steder hans mormor og hendes familie har levet. Han opsøger alle de steder moderen som spæd blev kastet rundt imellem - da tyskerne mærkede krigens ende, tog de børnene fra hjemmet på en lang rejse fra sted til sted inden de endte i Frankrig. Nogle børn blev ikke adopteret og led af traumer hele livet igennem; som Walter, som de møder, og som bliver en vigtig brik i opklaringen.

Niangos mor er i starten af tresserne, da de starter dette arbejde og over firs år nu. Hun skal forholde sig til en historie og en sandhed, der er svær at bearbejde. Hendes far er SS-officer - men hvorfor forlod moderen hende? Samtidig skal Niango selv forstå sine rødder som nu er afrikanske, ungarske. Han er både jøde - og nazitysk. Der er jo en barsk ironi i dette, men Niangos formål er primært at forstå disse kvinder for hvem livet ikke var nemt, og hvor valgene ikke altid var deres egne. Han vil give en stemme til den mormor, som forlod hans mor og give moderen mulighed for at tilgive.

Det er en kompleks historie, som springer i tid og sted fra starten af det 20. århundrede og frem til 2024. Men det er også et imponerende genealogisk arbejde, og et vidnesbyrd om, hvor langt trådene fra krigen stadig rækker. Det krævede fokus og alvor, og man forlader bogen med en dyb respekt for såvel ham me også i særdeleshed de kvinder, der kom før ham.

Friday, October 30, 2026

Les Renaissances - Agnès Martin-Lugand

 


  • Fransk
  • 27.-30. oktober
  • 496 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Mit andet forsøg med Agnès Martin-Lugand i de senere år - og den endelige konklusion er, at det absolut ikke er for mig. Jeg blev fristet af de virkelig positive anmeldelser i fransk presse, hvor hun tydeligvis er en darling. Men jeg kom aldrig helt ind i hendes personer eller den historie, hun ville have til at handle om noget langt dybere end den fremstod på siderne.

Rebecca er en psyholog, som er blevet forfatter - pudsigt nok som forfatteren selv. Hun er gift med Esteban, en spanier, der nu skal retur til Spanien for at arbejde i et par måneder. Det virker som et kærkomment afbræk i et lidt stillestående ægteskab med dagligdag og to halvvoksne børn.

I sin græsenkeperiode møder Rebecca en dag en mand i en bar i Paris. Lino. En kunstner, der i løbet af en aften fortæller hende sin livshistorie for derefter at forsvinde ud i natten. Men Rebecca bliver besat af tanken om ham, og vil finde ham igen for at bruge ham i sin næste roman.

Linos mor har en tvillingesøster og han er vokset op med sin fætter Alban. Som voksen forelsker han sig i Albans hustru, Constance. De har et forhold - og Alban som hele livet har lidt af mindreværd i forhold til fætteren, må nu også se sig slået i sit eget ægteskab. Lino på den anden side kan ikke komme over denne store umulige kærlighed - indtil han møder Rebecca.

Parallelt med historien om deres liv, følger vi den roman Rebecca skriver med Lino som omdrejningspunkt. Det giver selvfølgelig et andet perspektiv på historien og personerne, men det bliver også alt for repetitivt og langtrukkent. Samtidig mangler protagonisterne dybde, og at Lino og Rebecca ender med at forelske sig i hinanden virker jo uundgåeligt og alt for forudsigeligt. 

En stor del af romanen foregår i Venedig og titlen om renæssancen refererer på en måde både til byen, og til den genfødsel Rebecca og Lino gennemgår. Men det er ikke en nem fødsel - for læseren!

Det er vel nok hendes længste roman, og hvor hendes gennembrudsroman var kortere var der stadig det samme element af rosenrød glans, som irriterede mig her. Tilsyneladende havde jeg glemt det - men ved nu, at jeg skal holde mig fra hendes romaner.

I stedet tager jeg fat på november med en uges ferie og et par forskellige bøger i kufferten, som der muligvis bliver tid til - eller ikke. Men de tegner dog langt bedre.

Monday, October 26, 2026

En knude i brystet - Vigdis Hjorth / Line Norman Hjorth

 


  • Dansk
  • 25.-26. oktober
  • 393 sider

Der er noget med mærkedage, der kryber ind i kroppen på én og vækker noget til live i tide op til. Sådan har jeg i mange år haft det med datoen for min fars død og en traumatisk returrejse fra udlandet for at nå hjem i tide. Sådan har jeg det med den 1. november - de dødes dag - som også er dagen jeg fik min kræftdaignose for fem år siden. Det kan virke som lang tid siden nu - men fornemmelsen er der stadig, og den kommer altid igen på denne tid af året.

Skal man så opsøge den litteratur, der minder én om en ikke særlig positiv livsperiode eller forsøge at glemme det? Jeg opsøger det ikke direkte; men der er måske også stadig et behov for at bearbejde det, fordi det er en ensom følelse at stå midt i det. Nok så mange kan man have omkring sig - men det er svært for andre helt at forstå, hvad det vil sige at have det ord påklistret ens krop. Det ved jeg jo fra blandt andet min fars sygdom.

Line og Vigdis Hjorth er begge forfattere - jeg kendte dog ingen af dem. De er nordmænd, men datteren Line bor i København mens mor Vigdis bor i Oslo. I foråret 2023 rammes Line af brystkræft og skal igennem forløbet med operation og kemo som alenemor til to børn. Moderen tager tit og ofte turen til København for at være der for hende, men det er heller ikke altid helt nemt. Moderen er objektivt set nok, hvad man vil kalde for alkoholiker. Det lyder barsk, men i mine øjne må det være ordet, når dagen går med at se frem til den tid, hvor man kan drikke og det så er mindst en flaske vin.

Da datteren er ved at være færdig med kemoen, og skal igang med sin rekonstruktion, rammes så moderen af brystkræft. Der var blevet påvist genetiske tendenser i familien, så som udgangspunkt er det måske ikke så rystende. Men at samme familie indenfor samme år rammes af den sygdom er barsk. Ikke mindst når de samtidig er hinandens nære netværk. Hvordan kan man passe på et andet menneske, når man selv er ramt?

Det er denne historie de to kvinder fortæller om i skift og set fra hver deres perspektiv. Det betyder, at historien skrider frem for så at springe tilbage, når vinklen skifter. Deres perspektiv er selvfølgelig ikke det samme - der er forskel på at blive ramt som 39-årig single mor end som 64-årig fraskilt kvinde.

Jeg var ikke begejstret for skrivestilen især hos moderen. Det er den meget nordiske facon med korte brudte sætninger, som mangler melodi for mine frankofile ører. Men følelserne var genkendelige. Dog kan man også blive både forarget og irriteret på en kvinde, som aftenen inden sin operation tænker mere på om hun kan have en flaske vin med på hospitalet og drikke inden operationen tidligt næste morgen. En diagnose, der tilsyneladenden ikke fik hende til at revurdere sin levevis - og en datter, som accepterer, at det er og altid har været moderens selvmedicinering.

Overordnet set en ærlig og ligetil historie om en familie, der sættes på prøve.

Friday, October 23, 2026

La part des flammes - Gaëlle Nohant

 


  • Fransk
  • 19.-23. oktober
  • 552 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg beholder min fascination for Nohants roman om Robert Desnos og måske skal jeg indse, at det ikke er en holdbar ledetråd for alt, hun har skrevet! Jeg kunne lide store dele af romanen om Aroisen-arkivet, men irriteret over den lidt usammenhængende historie.

Denne roman er tidligere end de to andre, men har også en tragedie som omdrejningspunkt. Denne gang branden i Bazar de la Charité, som markerede Paris i maj 1897. Markedet for velgørenhed startede i 1885, og var især kendetegnet ved, at det var Paris' overklasse, der betjente standene. Det var adelige - prinsesser, grevinder og deslignende, der i nogle dage solgte varer til borgerskabet og andre nysgerrige. Ret beset kom mange fattigere borgere mere for at iagttage disse kvinder, som de ellers aldrig ville komme i nærheden af end fordi de havde råd til at købe noget. Men man kunne jo beundre overklassens tøj, smykker og frisurer.

Ved begivenheden i 1897 skulle der vises film, og på andendagen af bazaren brød der brand udløst af den væske, der blev brugt til filmapparatet. Bygningen var af træ - og de mange parykker og krinoliner fik ilden til at rasere med lynende hast. Samtidig var det ikke praktiske klæder at bevæge sig hurtigt i en nødsituation. Resultatet blev katastrofalt - mere end 125 ofre, hvoraf langt de fleste var kvinder; deriblandt komtesser, grevinder og prinsesser. En af de mest berømte var prinsesse Sophie d'Alençon, søster til den legendariske kejserinde Sissi i Østrig og hun er en af hovedpersonerne i romanen.

Romanen er bygget op omkring Sophie d'Alençon og to fiktive kvinder - Constance og Violaine. Constance er en ung adelig kvinde, der har tilbragt sine teenageår i et kloster og netop har brudt sin forlovelse med en lovende ung adelig journalist. Hun er splittet mellem sin religion og hans brændende kærlighedsdeklarationer. Violaine er en ung enke, hvis adelige mand netop er død. Hendes fortid er blakket, og hendes to voksne stedbørn gør intet for at bevare forholdet til hende. Hun har svært ved at finde sin plads i overklassen, nu mandens navn ikke længere skaffer hende invitationer til inderkredsen. Så arbejdet i bazaren er en velkommen anledning - især under Sophie Alencons beskyttelse.

Vi kommer ret hurtigt til selve branden, hvor Sophie jo dør mens de to andre kvinder bliver hårdt forbrændt. Constances lettere revolutionære forlovede skriver maleriske artikler om gruen i lighusene, som chokerer med sin ærlighed. Ikke mindst understreger han ulykken for de fattigere ofre, der ingen hjælp får i modsætning til overklassen.

I deres rekonstruktion efter ulykken - både fysisk og psykisk - kæmper kvinderne med minderne om branden; men også med spørgsmål om fremtiden. De har mistet den fysiske skønhed, der var deres eneste valuta i en mandsdomineret verden, hvor de blot skulle være hustruer til pynt.
Men de finder også en vis solidaritet i hinanden.

Jeg synes det havde været mere interessant med to kvinder fra hver sin verden. Det er de på sin vis - men de er stadig overklasse, og deres forskelle ligger i religionen og deres civilstand. Samtidig er der Sophie d'Alençon som jo er en reel person, og tillægges en del reaktioner, som må siges at være taget ud af fri fantasi. Denne kombination irriterer mig lidt - ligesom det meget rosenrøde naive kærlighedsdrama mellem Constance og hendes forlovede. 

Det var en absolut frygtelig tragedie- af den slags man ikke havde mange af på den tid, og selvfølgelig mere bemærkelsesværdig i kraft af ofrenes titler. Det kunne have givet en virkelig stærk historie, der i stedet blev for banal.

Sunday, October 18, 2026

Kære Debbie - Freida McFadden

 


  • Engelsk
  • 17.-18. oktober
  • 384 sider
  • Originaltitel: Dear Debbie

Nu har jeg læst syv krimier af Freida McFadden, og det er tid til en pause! Jeg er i forvejen ikke den store krimilæser, men kunne egentligt godt lide nogle af dem, da det spiller mere på det psykologiske end drabelige blodige historier. Men hvis man formår at skrive og udgive op til tre krimier om året kan man muligvis konkludere, at det på et tidspunkt bliver lidt svært at holde momentum. Det føler jeg i hvert fald sker her.

Debbie Mullen er en hjemmegående husmor i fyrrerne, der udover at passe mand og børn, skriver for den lokale avis i en brevkasse, hvor hun besvarer læsernes spørgsmål om stort og småt i livet. Hun er dog tiltagende utilfreds med livet. De to teenagedøtre er ikke længere så afhængige af hende, og manden får ikke den forfremmelse hun mener han fortjener. Desuden er hun sikker på han har hemmeligheder for hende, når han forsvinder flere timer uden at hun ved, hvor han er.

Heldigvis har Debbie andre talenter. Som ung havde hun en lovende karriere foran sig indenfor IT, men en hændelse i hendes universitetsår fik hende til at droppe studierne. Det betyder dog ikke, at hun ikke har evnerne. 

Dem bruger hun nu til at tage hævn. Alle, der på en måde er kommet på tværs af hende eller hendes familie er i fare. Naboen, der med sin rosenhave får den bladartikel hun havde drømt om. Fodboldtræneren, der smider hendes datter af holdet. Datterens uduelige kæreste. 

Men det eskalerer og metoderne bliver hurtigt mere brutale, og vil hun plante beviset hos manden?

Historien udruller sig over ganske få dage, hvilket desværre i sig selv virker usandsynligt. Dernæst virker personerne hule, og plottet, som selvfølgelig skal overraske, er mildest talt lidt underligt. Det virker ikke på nogen måde sandsynligt, og det er nok den største svaghed.

Det virker som en lidt ny tilgang fra forfatterens side, men i min optik er den ikke vellykket. De er hurtigt læste, og tempoet er højt. Men derfor må det jo stadig gerne være godt skruet sammen. Jeg skal nok bare have en pause efter atr have læst fire af hendes krimier i år alene.

Thursday, October 15, 2026

Hvor rejsen ender - Jesper Bugge Kold

 


  • Dansk
  • 13.-15. oktober
  • 350 sider

Tredje og sidste bind i serien om Johanne og hendes familie, der udvandrer til Amerika i slutningen af 1800-tallet er endelig kommet. Det tager selvfølgelig en vis tid at skrive en trilogi - og jeg burde nok have ventet med at starte. Det er knao to år siden jeg læste første bind, og dermed fortaber visse detaljer sig altså desværre. Det er ofte problemet med serier, selvom forfatteren gør sit til at genopfriske hukommelsen for læseren uden, at det bliver en gentagelse.

Tredje bind foregår i langt størstedelen af bogen i perioden 1888-1897, hvor Johannes børn er blevet voksne. Hun vil giftes med Anders, for det passer sig ikke at "leve på polsk' og der ses ned på og tales om hende i den lille indbyggerkoloni ude på prærien. Hendes søn, Anton, er dog blevet en rabiat præst, der mener, at man er gift for livet og nægter at vie hende selvom hun er enke. 

Her dækker forfatteren forskellen mellem vores grundtvigske lutherske traditioner og de forskellige versioner af kirken, der udsprang i Amerika, og stadig findes i dag. Dommedagsprædikanter, der opfordrer til total afholdenhed og streng bibellæsning. Hans fortolkning stemmer ikke overens med Johannes livssyn - eller ret mange andre i menighedens for den sags skyld. Men Anton mener, at han må sone den kriminelle handling, som er Johannes og hans hemmelighed.

De andre børn skal også finde deres vej i livet i det nye store land - og især Helga, som Johanne tog til sig, kæmper for at finde sine rødder i overført og bogstavelig forstand. Når man kender USA i dag, er det voldsomt at forestille sig, at for under 150 år siden var det vildt land mange steder. Helga rejser rundt alene i grusspor, der udgør det for veje, og spørger sig ganske enkelt for, om nogen kender hendes far! Det minder os jo også om, at uanset hvor fjernt vi måtte føle os i dag fra amerikanere (i den nuværende politiske situation), så er det et land bygget af og på europæisk kultur for en stor del.

Det var svære kår, og for mange - som Johanne - blev det en livslang kamp at dyrke jorden og overleve fra et år til det næste. 

Den sidste lille del springer frem til 1918, hvor 1. Verdenskrig slutter, og Johanne kan se tilbage på et langt liv. Der rundes af med børnene, der nu virkelig er voksne mennesker men der mangler i mine øjne især en afrunding på forholdet til familien hjemme i Danmark, som var konfliktfyldt. Jeg ved ikke helt, om det giver mening pludselig at springe mere end tyve år frem i tiden - det kunne være gjort bedre.
Men overordnet set er det en god historie i sammenhæng med de to første bind, der fortæller os om de livsvilkår mange valgte for at få bedre chancer for dem selv og deres familier.

Monday, October 12, 2026

Blå timer - Joan Didion

 


  • Engelsk
  • 12. oktober
  • 208 sider
  • Originaltitel: Blue Nights

Blå timer er på mange måder opfølgningen og afslutningen på den historie Joan Didion startede i 2005 med Et år med magisk tænkning efter hendes mands pludselige død. Det var derfor oplagt hurtigt at læse den, da hele forløbet nærmest er en sammenhængende historie. 

Joan Didions mand døde den 30. december 2003. Deres datter, Quintana Roo, lå på det tidspunkt i koma på et hospital i New York med en slem lungebetændelse og blodforgiftning. Hun kom sig til dels, men faldt om nogle måneder senere med en hjerneblødning, og kom sig aldrig fuldstændig. Hun var inde og ude af hospitaler, gennemgik et utal af operationer men døde i august 2005 blot 39 år gammel. 

Didion skrev den første bog i løbet af den periode op til datterens død, og det indgår i den første bog. Den udkom umiddelbart efter datterens død, men det indgår ikke i bogen. Denne anden bog er skrevet i 2011 - altså med lidt mere afstand til tabet end det var tilfældet for mandens død.

Det har uden tvivl noget at sige, men mest af alt er det forskellen mellem at miste en mand og at miste et barn.

Quintana Roo var adopteret, og Didion og hendes mand forsøgte aldrig at skjule den hsitorie. Men nu reflekterer hun over, hvad det gjorde ved datteren, som kæmpede med psykologiske problemer. Didion går tilbage i tiden til de rejste rundt for deres arbejde, og altid havde hende med som en del af det. Et barn, der tilbragte meget tid på hoteller og i deres voksne verden. Et barn, der tidligt ville blive noget - som ledte efter en identitet.

At miste en mand og en livspartner så pludseligt er chokerende. Men Didion og Dunne havde et meget fusionelt forhold, og hun vidste at hun kendte ham inderilgt og intimt. Med Quintana føler hun nu, at hun måske aldrig kendte Quintanas inderste tanker? Hun blev frataget den tid, hvor hun skulle se sin datter blive mor selv - hun var blevet gift blot fem måneder inden mandens død. Det er unaturligt at miste et barn - og mister man sit eneste barn, så mister man sin rolle og identitet som mor. Didion forblev alene efter mandens død, men det kunne potentielt have været anderledes. Man kan blive en andens livspartner. Man bliver ikke en andens mor.

Didion var 71 år gammel, da datteren døde og da hun skriver bogen nogle år senere, begynder hun at mærke alderen. Der er episoder med besvimelser og diagnoser, der skal stilles. Der er indlæggelser, hvor hun skal tage stilling til hvem, der skal underrettes som nærmeste pårørende - og nu er der pludselig ikke nogen. Hvem er hun nu, hvor dem, der husker hende som ung og frisk ikke længere er her? 

Det er en barsk og trist svanesang for datteren, deres forhold men også hendes egen alder og dødelighed. De blå timer er de sommeraftener, hvor lyset aldrig helt forsvinder men bliver en dyb blå, som holder på dagen og forhindrer det totale mørke. Det var det lys hun så fra hospitalet de sidste måneder inden datterens død. Men det hjalp jo ikke. Mørket kom. Som hun ved, at hendes egen rejse nu kun går én vej - og nu er de andre livsvidner væk.

Didion døde i 2021 af Parkinson, da hun var 87 år gammel. Efter udgivelsen af Blå timer trak hun sig mere tilbage fra det offentlige liv, men udgav små essays. De to bøger er hendes testamente til hendes to store kærligheder i livet - manden og datteren. 

Sunday, October 11, 2026

Den logerende - Freida McFadden

 


  • Engelsk
  • 10.-11. oktober
  • 368 sider
  • Originaltitel: The Tenant

Da jeg startede med at læse krimier af McFadden var det serien om hushjælpen, og da jeg nåede til den tredje bog var det emne ligesom udtørret må man sige. Jeg troede fejlagtigt, at det var hendes debutromaner og tænkte det ville blive en døgnflue. Men McFadden havde allerede inden udgivet flere krimier - blandt andet Rugemoren og Den perfekte søn - som udkom inden.

Den logerende er til gengæld en meget ny krimi, og kigger man på listen over hendes udgivelser er det nærmest svimlende. Siden 2021 er vi en i en rytme på tre krimier om året og hun arbejder åbenbart efter en nøje planlagt rutine med hurtige skitser, og en klar idé om plottet inden hun går i gang. Derfra er det jo så "bare" at finjustere historien. Det er dog imponerende, at man kan bringe så mange nye idéer frem med velfungerende plots. Men det kan hun altså!

Denne gang er det Blake Porter, der bærer historien. Han er en succesfuld reklamemand med et vellønnet job, et byhus på Manhattan og den perfekte kæreste Krista. Indtil han pludselig mister sit job med beskyldninger om at have solgt koncepter til konkurrenten. Det gør ham til persona non grata i branchen, og i stedet kaster han sig over intensiv træning og lange dage med kedsomhed. Men det betaler ikke afdragene på huset, og Krista foreslår, at de lejer et værelse ud. En midlertidig løsning til han finder et nyt job, og de kan planlægge drømmebrylluppet.

De potentielle lejere viser sig at være som taget ud af tragikomiske film - og kun den kedeligt normale Whitney finder nåde for deres øjne. En ung servitrice uden nogen mystisk baggrund og en stille og rolig lejer.

Men hurtigt bliver Whitney et irritationsmoment for Blake. Hun spiser hans mad, bruger hans shampoo og bruger vaskepulver, der giver ham voldsomme allergiske reaktioner. Hans forsøg på at tale med hende falder til jorden, og inden længe er der åben krig. Krista forsvarer hende dog, og mener, at Blake er ved at miste forstanden over sit manglende arbejde og deres prekære finansielle situation.

Som læser føres man intetanende ind i troen, at Whitney må være skurken - men samtidig virker det jo også for nemt. 

Da vi når til anden del af bogen, fortælles den af Krista - og nu kommer twistet, som man stille og roligt havde gættet. Det er fint for mig - ikke nok til, at det bliver kedeligt, men stadig nok til at legen med at gætte holder spændingen kørende. 

Det er relativt korte kapitler i et højt tempo, så man styger igennem den - glimrende underholdning, og imponerende, at hun til stadighed kan finde på nye plots.

Friday, October 9, 2026

Et år med magisk tænkning - Joan Didion

 


  • Engelsk
  • 7.-9. oktober
  • 240 sider
  • Originaltitel: The Year of Magical Thinking

Jeg har aldrig læst nogle bøger af Joan Didion, men denne meget personlige beretning er med rette anerkendt for sin beskrivelse af sorg.

Joan Didion var gift med John Dunne - også forfatter og manuskriptforfatter, og de to arbejdede tit sammen. Eller de arbejdede på hver deres projekt, men sammen i deres hus eller lejlighed. Et ægteskab, der i høj grad også var et partnerskab og meget fusionelt fornemmer man. I julen 2003 ligger deres datter, Quintana, i koma på et hospital i New York med en slem lungebetændelse og en blodforgiftning oveni. De besøger hende hver dag i denne juletid, der bliver så anderledes.

Således også den 30. december, hvorefter de tager hjem til deres lejlighed for at spise aftensmad. Og mens de får en drink inden maden, falder han pludselig om med et hjerteanfald.

“Life changes fast. Life changes in the instant.  

You sit down to dinner and life as you know it ends.”

Didion beskriver chokket ved den pludselige død midt på stuegulvet. Samtidig med, at hendes eneste barn ligger i koma. Hun må vente flere uger på at fortælle datteren, hvad der er sket. Der er heller ikke meget tid til at fokusere på sorgen, da der er nye komplikationer med datteren, som igen falder om i en lufthavn i Los Angelse i marts 2004.

Didion går til beskrivelsen af sorgen som en analyse af hendes tanker og handlingsmønstre. Hvorfor er døden nu mere tabu, hvor der før var ritualer og en langt større åbenhed omkring sorgen. Men hun lever også dette første år i den utopiske tanke - magiske tænkning - at han jo må komme tilbage. Hun skal blot forstå, hvad der skete og så kan det repareres!

Alle, der har mistet, ved at det første år er svært med alle de første gange. Højtider, fødselsdage, minder om hvad man foretog sig præcis et år tidligere. Og så pludselig det hele kan stoppe uden, at man havde et forvarsel. Dog forsøger hun at læse ind i ord og handlinger fra den sidste tid som en helt naturlig reaktion for at se, om hun havde overset nogle tegn. Måske læser hun også for meget ind i de tegn, hun ser?

Hun forsøger at komme igennem dette år samtidig med datterens sygdom, og den historie ender desværre heller ikke godt - en historie, hun fortalte i erindringer i 2011, som jeg jo må have fat i nu. Måske er hendes navn med til at give bogen den succes den fik - men uanset er det en rå og følsom beskrivelse af noget, vi alle kommer til at gennemgå i vores liv. Måske ikke så pludseligt, og måske ikke med det ekstra lag af kompleksitet som datterens sygdom giver - men sorg er vi jo ikke forskånet for. At livet, som vi kender det, slutter.

Tuesday, October 6, 2026

D'autres printemps - Virginie Grimaldi

 


  • Fransk
  • 5.-6. oktober
  • 320 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

I sommerferien læste jeg én af Grimaldis tidlige romaner, og hef var mildest talt ikke begejstret. 
Det er pudsigt nok én af dem, der er oversat til dansk, hvorimod nogle af de absolut bedre romaner ikke er det. Måske gjorde man en fejl ved at udgive disse, som ikke fængede nok an til at fortsætte. Det er en skam for nogle af hendes romaner rører ved noget interessant og de er relaterbare med deres fortællinger om almindelige mennesker i helt almindelige liv.

Hendes seneste roman udkom i maj måned og var på biblioteket i sin franske form; og det er jo heldigvis uforpligtende og gratis. Jeg ville have ærgret mig, hvis der var givet penge for den!

Flora er en kvinde i fyrrerne, hvis mormor netop har haft et hjerteanfald. På hospitalet er den 90-årige omgivet af sine tre børn, men det er Flora hun beder om hjælp til at opfylde sin sidste drøm. Hun til til Toscana og ikke tilbage til plejehjemmet, hvor hun ellers bor. De to kvinder stikker af og i Floras bil begynder de køreturen mod Italien, mens mormoderen fortæller sin livshistorie.

Floras liv har ikke været uden problemer. Hun mistede sin mor som 12-årig og som voksen kvinde har hun kæmpet i årevis for at blive gravid med sin partner. En drøm, der nu er endegyldigt slukket. I stedet er hun åbenbart blevet en kynisk, bitter og ikke særlig empatisk kvinde - kun mormoderen kan prikke lidt til hende.

Mormoderen fortæller hende nu om sit liv, hvor hun som 12-årig også mistede sin mor, da faderen tog hende og søsteren med til Frankrig lige efter krigen. De besluttede at fortie deres fortid - hvilket absolut ingen mening giver - og nu skal de tilbage til den lille toscanske landsby, hvor hun vil besøge sin mors grav.

Så der er åbenlyse temaer som forholdet mellem generationer og hvordan vi skal lytte til vores ældres historier; ufrivillig barnløshed og hvordan man skaber sig et andet liv end det man forestillede sig. Der er historien om denne sidste rejse, som skal få Flora til at mildnes og give mormoderen fred i sindet.

Men det er proppet med stereotyper og klichéer. Flora som person er ganske uudholdelig og det er knap troværdigt, at den 90 år gamle Line et par dage efter et hjerteanfald hopper rundt på brostenene i en italiensk bjerglandsby! Jeg købte faktisk intet af denne historie.

I epilogen takker forfatteren sine læsere, som "hvert år" tager så godt imod hendes bøger - og det er måske kernen i problemet? For skriver man en roman om året, der skal ud med en form for kadence, så bliver det jo en form for bestillingsarbejde, der skal overstås. Jeg savner i allerhøjeste grad den kvalitet, der var i nogle af de tidligere romaner, og jeg skal nok blot holde mig fra hendes bøger fremover. For jeg ved jo, at der kommer en ny næste forår!

Sunday, October 4, 2026

The Loves of My Life - Edmund White

 


  • Engelsk
  • 4. oktober
  • 256 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er en del år siden jeg læste en af Edmund Whites bøger, selvom han har haft en yderst produktiv karriere og for mange står som en pater familias for queer-litteratur. Det er omdrejningspunktet i mage af hans romaner, hvoraf nogle er inspireret af hans eget liv - og så er der biografierne af berømte homoseksuelle som fx Rimbaud eller Genet. Men han har også skrevet en af de smukkeste bøger om Paris, som jeg læste for mange mange år siden.

White døde i sommeren 2025 i den høje ærværdige alder af 85 år og efter at have levet i fyrre år med HIV-virus. Hans sidste bog er disse erindringer - om hans sexliv! Når titlen indeholder loves skal man absolut ikke forstå som kærlighed af en romantisk karakter; det er udelukkende den fysiske kærlighed eller akten i sig selv, der er emnet. Så er man advaret!

Vi føres igennem en til tider kronologisk beskrivelse fra hans første seksuelle oplevelser i teenageårene til hans sidste relation med en halvtreds år yngre mand, som primært fortæller om sit sexliv over videoopkald, da White selv er for gammel og impotent. 

White siger selv, at han har haft sex med over 3.000 mænd; i tiden inden AIDS-epidemien var det i de saunaer og dunkle rum i New York eller hvor som helst det kunne lade sig gøre. Det er så eksplicit, at man hurtigt føler, at nu er det nok. Der er vel trods alt kun så mange faconer at gengive en seksuel akt på? Men White kommer omkring emnet på hundredvis af måder.

Det man dog savner er netop følelserne. For jeg sad til sidst med fornemmelse af en mand, der havde levet i sine instinkters vold uagtet, at der var AIDS og andre kønssygdomme eller blot andre menneskers følelser at tage hensyn til. Han levede de sidste mange år i et åbent forhold og ægteskab, men også her hører vi om scener, hvor manden kommer hjem og overrasker ham med en anden - eller flere andre.

Jeg er ikke sippet - synes jeg - men jeg har heller ikke behov for en udpensling i det detaljeniveau. Omvendt lyver undertitlen jo ikke, men jeg havde måske håbet, at der var nogle flere reflektioner over hvordan tingene udviklede og ændrede sig med netop AIDS-epidemien, men udover sporadisk at nævne et par elskere, der er døde, så omhandles det ikke. Det virker som om White distancerer sig totalt fra det faktum, at han selv blev ramt af den virus, og jo har måttet tage nogle forholdsregler. Tilsyneladende ændrede det ikke hans levevis synligt i form af hans enorme forbrug af mænd, og det efterlader et temmelig bittert aftryk af en overfladisk person, der aldrig elskede.

Saturday, October 3, 2026

Grand Hotel Europa - Ilja Leonard Pfeijffer

 


  • Dansk
  • 28. september - 3. oktober
  • 704 sider
  • Originaltitel: Grand Hotel Europa

Dette er uden tvivl en af de mere komplekse bøger jeg har læst i lang tid, og det er virkelig svært at kondensere det ned i en kort beskrivelse for der er så mange forskellige historier og temaer.

Hovedpersonen, Ilja, som jo er forfatteren - men alligevel ikke er det - indlogerer sig på Grand Hotel Europa; et majestætisk hotel, der dog har mistet lidt af fordums glans, hvor det blev besøgt af kronede hoveder og berømtheder fra hele verden. Han har valgt det for at kunne fordybe sig i skrivningen af sin historie om Clio - hans italienske ekskæreste - og deres fallerede kærlighedshistorie.

Der er tilsyneladende mange elementer, der passer på forfatterens eget liv. Han har boet i Genova og Venedig; han er kunst- og historieinteresseret, men også meget optaget af europæisk identitet og politik. Men Clio er fiktiv ligesom det maleri, de leder efter. Men det giver en helt særlig oplevelse for læseren fordi han taler direkte til os, og fortæller i bogen om den bog, han skriver om Clios og hans forhold.

De to mødes i Genova, hvor han bor, og hun arbejder som kunsthistoriker. De flytter til Venedig, hvor hun får arbejde, og samtidig leder de efter det sidste maleri som Caravaggio skulle have malet i Valletta inden han drog mod Italien og som bekendt døde på en strand. Denne søgen er en intellektuel leg for dem begge, hvor de forsøger at opfinde årsager til, at maleriet skulle findes et bestemt sted. Og så drager de ud for at lede efter det! Det handler nok mere om legen og søgen end om maleriet selv - og det bliver et symbol på deres forholds dynamik.

I tiden for deres forhold arbejder Ilja også på en dokumentar om masseturisme, som han arbejder på med et hold fra hans hjemland Holland. I deres research møder de forskellige typer turister, og det bliver til små historier inden i den store historie.

Men hotellet er metaforen for det hele - navnet alene vidner om den storhed Europa havde, og som vi i Iljas øjne har tabt. Det bebos af en række personer, som lever i en forsvunden tid - en fransk digter, en græsk finansmand, mens det overses af den gamle majordomus og den unge piccolo, Abdul, som er bådflygtning fra Afrika. Ilja fortaber sig i de lange snørklede gange i jagten på den mystiske ejer af hotellet, der nu bor i et værelse han ikke kan finde.

Hotellet opkøbes af en kinesisk investor, hr. Wang, der erstatter gamle lysekroner med moderne bling-bling og gør det kinesiske værelse til en pseudo-engelsk pub. Hotellet er symbolet på Europa som en forlystelsespark for turister, der kommer for at se historie, og som i den større aktuelle kontekst er det kinesiske investorer, der kommer til vores redning. Globaliseringen har ændret magtbalancen, men vi er stadig ude af stand til at se og erkende det mener forfatteren.

Der er vitterligt mange historier, og mange synspunkter at forholde sig til. Der er uden tvivl en del af hans egne holdninger og synspunkter på Europas historie og kultur, som den udvikler sig nu og der er nogle interessante betragtninger, der rammer plet hos alle, der elsker at rejse. Han spidder vores opførsel som turister i en præcis satire - for der er også meget humor i al alvoren med hans beskrivelser af turister, der søger autenticitet men dermed ødelægger netop denne, og fremprovokerer en falsk autenticitet hos de lokale. Vi vil alle gerne se steder, hvor der ikke er mange turister - og dermed er vi med at til at åbne for turismen netop disse steder.

Som europæere mener vi jo, at vi har ret til at rejse hvor vi vil og besøge de lokale kulturer; men vi vil ikke lade hvem som helst besøge os i det indemurede Europa, hvor emigranter holdes ude som fx Abdul, hvis historie viser sig måske ikke at være helt som han fortæller den.

Der er en rød tråd igennem det hele; men den kan være svær at se og beskrive. Ilja ser tilbage på sin historie med Clio og jagten på Caravaggio-maleriet, mens han interagerer med gæsterne på hotellet, og fører lange samtaler om Europa som en døende civilisation. Alt imens kineserne indtager hotellet og invaderer vores kultur, og han reflekterer over turismen. Nogle anmeldelser anklager den derfor også for at være for lang og usammenhængende - som det ses her, er det da også umådeligt svært at give en konkret logisk beskrivelse af alle de temaer og historier. Men der er en finurlig krølle til sidst, som måske binder det hele sammen for hans egen historie. 

Det var en virkelig intens læseoplevelse, men jeg var fascineret af alle historierne i historien. Rejsen til Abu Dhabi, hvor de besøger det nye Louvre ude i ørkenen er endnu et glimrende eksempel på ironien. Europas historie er til salg for højestbydende, og hvad er konsekvensen for Europas tiltrækningskraft så som kulturelt nervecenter for hele verden? 

Man skal ikke læse den som en historie med mange twists og plots, men som et kritisk blik på Europa, dets historie og os selv som europæere.

Sunday, September 27, 2026

Den perfekte søn - Freida McFadden

 


  • Engelsk
  • 26.-27. september
  • 320 sider
  • Originaltitel: The Perfect Son

Erika er en hjemmegående mor med to teenagebørn og en succesfuld mand. Datteren, Hannah, er i den rebelske alder, hvor moderen er pinlig, irriterende og en forhindring for hendes personlige lykke. Drengen, Liam, er til gengæld dygtig i skolen, roser hendes madlavning og er den perfekte søn. Men Erika ved også, at noget ikke er som det skal være.

Siden Liam var lille, har der været episoder, hvor hans personlighed har chokeret hende. Hændelser, hvor han har gjort ting, der indikerer, at han er sociopat og ude af stand til at føle empati. Erika er konstant på vagt for at beskytte ham - men i lige så høj grad dem omkring ham. For Liam er nu seksten år gammel, og begynder at interessere sig for pigerne - og de skal beskyttes! 

Da en ung pige fra hans skole forsvinder, og Liam viser sig at være den sidste, der har set hende, er Erika derfor ikke i tvivl. Hun frygter absolut det værste og er slet ikke overrasket, da politiet dukker op hjemme hos dem.

Historien fortælles for det meste af Erika, men også i kapitler af den unge pige, der er fanget i et hul uden mad og drikke. Overlever hun? For hun kan fortælle, hvem der gjorde det!

Samtidig udsættes Erika og familien for chikane fra stort set alle i byen, som i årevis har ment, at hendes søn var afvigende og psykopatisk. Liam er dømt på forhånd af folkedomstolen, og Erika er jo tilbøjelig til at give dem ret.

Sandheden er selvfølgelig ikke så ligetil, og der er et twist hen mod slutningen af bogen - måske endda flere! Det kører efter den samme skabelon som flere af hendes andre krimier, og det fungerer ganke fint. Jeg synes dog, at der i denne historie manglede visse elementer af forklaring på Liams opførsel; men det er en af hendes tidligere krimier inden det store gennembrud med serien om hushjælpen.

Glimrende og meget let læst underholdning dog!

Thursday, September 24, 2026

Det skulle jo nødigt blive kedeligt - Lene Beier

 


  • Dansk
  • 23.-24. september
  • 208 sider 

Jeg har det lidt svært med denne anmeldelse, for jeg kan virkelig godt lide tv-værten Lene Beier, som jeg vel nok primært stiftede bekendtskab med i landmandsprogrammerne. Jeg synes hun er ægte, ovenud positiv, og virker som et skønt menneske. Jeg har som sikkert mange andre også set bidder af hendes andre programmer - blandt andet om renoveringen af deres hus i Danmark, og alpehotellet - og set opslag på Instagram.

Nu har hun så skrevet en bog om det liv, der har ført hende til Tyrol. Eller rettere, så er det fortalt til en journalist, der har omsat det til en fortælling i en del korte kapitler. Det er her svagheden indtræder for mig. Det bærer tydeligt præg af, at det er en journalist og ikke en forfatter, der står bag. Stilistisk er det mere refererende, og går stramt kronologisk frem med en passende appetizer i slutningen af hvert kapitel for at komme videre. Men jeg fornemmer slet ikke Lene Beiers stemme i fortællingen, og selvom der er tanker, der stikker lidt dybere så forbliver det en person, der har fortalt om sit liv til en anden person. Ganske små episoder kommer med, og fylder unødigt fordi det åbenbart passer ind i kronologien. Det virker som er hun blevet bedt om at fortælle, hvad der skete år for år i hendes liv - men ikke alting er relevant nok til at optræde i en bog. Slet ikke på bekostning af dybere refleksioner, og det er nok her den journalistiske tilgang overtager.

Hvis man så også har fulgt hendes tv-karriere og endog set med på sociale medier, er der ikke meget nyt under solen. Det ærgrer mig oprigtigt fordi jeg synes så godt om hende, og er sikker på, at der ville være langt mere at byde ind med. Men jeg tror absolut ikke metoden var den rigtige - desværre!

Tuesday, September 22, 2026

Sale gosse - Mathieu Palain

 


  • Fransk
  • 21.-22. september
  • 349 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Sale gosse  kan oversættes til noget i retning af møgunge - eller en skidt knægt. som man tidligere ville have sagt. Bogen vandt flere priser i 2019-2021. og især priser uddelt af gymnasieelever, som er en særskilt pris i Frankrig. 

Det kan jeg godt forstå og det gør mig faktisk også glad! For emnet er relevant for unge mennesker, og de kan uden tvivl spejle sig i både historien og sproget. 

Det er en historie om de unge, der vokser op i en ustabil eller ikke-eksisterende familiestruktur. Wilfrieds mor er teenager med problemer med stofmisbrug, da hun bliver gravid - og barnet tages fra hende, da han er otte måneder gammel. Wilfried kommer i en plejefamilie, og lever en relativ tryg barndom. Som 15-årig er han på en fodboldskole - han har talent, og drømmer om en professionel karriere. Men han er også vred! En masse uforløst vrede, der bobler over en dag og så smides han ud af fodboldskolen.

Tilbage i plejeforældrenes lejlighed i en slumforstad til Paris kommer han hurtigt i uføre og pludseliig beslutter hans biologiske mor sig for at de skal genoptage forholdet. Det er for sent - ligesom det er for sent for plejeforældrene at adoptere ham for at give den tryghed, han så desperat mangler.

Historien handler om Wilfrieds vej gennem systemet til han bliver myndig. En vej gennem socialforsorgen, hvor han møder andre unge med problemer, men også dem, der arbejder med de unge. Det er dog også det svage punkt - for alt for mange bipersoner kommer ind og ud, og beskrives for detaljeret i forhold til deres rolle i bogen. Det springer for meget rundt, og der kommer først en reel tråd i historien hen mod slutningen. 

Det bliver svært at skabe personerne, når man både vil beskrive de unges miljø og de voksne pædagoger - to forskellige verdener. Sprogligt er et interessant og her kan man se, hvordan det appellerer til et yngre publikum. Der er en del verlan, som jeg heldigvis sagtens forstår - men også en del ny slang, som jeg lige skulle lære.

Der er ingen tvivl om, at Frankrig døjer med store problemer af denne slags - en stor befolkning af anden- eller tredjegenerationsindvandrere fra tidligere kolonier, som er rodløse og kæmper med uddannelse og jobsituation. Det skrives der sjældent bøger om, og i den forstand fylder denne bog et hul - men det kunne være gjort bedre!

Sunday, September 20, 2026

Yesteryear - Caro Claire Burke

 


  • Engelsk
  • 19.-20. september
  • 400 sider
  • Originaltitel: Yesteryear

En debutroman, der med det samme strøg ind på diverse hitlister og skal filmatiseres. Men også en historie, hvor jeg kunne læse i omtalen, at der var to tidslinjer, hvor hovedpersonen vågner op i en anden tid. Den slags romaner er normalt ikke min kop te - jeg forsøgte at læse Outlander-serien, men gav op efter to bind. Dog var der andre emner, der pirrede mig ved denne, fx effekten af sociale medier, som jo er højaktuel og på mange måder skræmmende. Jeg blev heldigvis ikke skuffet over twistet til sidst, men det skal ikke afsløres her af hensyn til kommende læsere.

Yesteryear er navnet på den ranch ude i den amerikanske ødemark, hvor Natalie bor med sin mand, Caleb, og deres fem børn. Hun driver livet som en forretning primært igennem Instagram, som følger familiens "perfekte" liv i harmoni med naturen. De dyrker økologisk landbrug (hvis man ikke opdager alle sækkene med pesticider). Hun laver al mad fra bunden efter urgamle metoder (hvis man ikke opdager alle husholdningsapparaterne gemt væk bag skabene). Børnene er klædt i økologisk bomuld og bliver hjemmeskolet, og er perfekte, smilende børn, der aldrig bruger tid foran en skærm. Det perfekte harmoniske liv, hvor de er selvforsynende og fri ag hamsterhjulet (hvis man ikke ved, at de har to barnepiger og en masse hjælpere på gården).

Men det er også svært at være i for Natalie. Facaden skal holdes og paraderne er oppe, når hun en sjælden gang vover sig ud i fx et supermarked, hvor hendes indkøbsvogn kan inspiceres af nysgerrige fans. En sådan hændelse er måske katalysatoren for sammenbruddet.

For næste morgen vågner Natalie op til en helt anden verden. Huset er det samme, men slidt, og nu er husholdningsmaskinerne ikke længere gemt i skabene. Børnene er stort set de samme, men nu er der ingen barnepiger. Manden er den samme, men han har pludselig lidt mere karakter og forhindrer hende i at forlade ranchen. Nu er hun i 1855, hvor deres hus oprindeligt blev bygget.

Historien går tilbage til Natalies barndom og ungdom i en meget kristen familie, hvor kvindens rolle som husmoder er det ypperste man kan opnå. Natalie trives ikke på universitetet med dets løsslupne livsstil, så da hun møder Caleb, er hendes lykke gjort. Hun kan blive kvinden bag manden!

Problemet er blot, at Caleb absolut ingen ambitioner har og næppe evnerne heller. Så de køber ranchen med svigerfars penge, og da de slipper op, er sociale medier vejen til berømmelse - og penge. Dette emne fylder en del i den løgn Natalie konstruerer, og det bliver et troldspejl af deres liv. Det tager kontrollen over hendes liv på bekostning af familien og børnene. Flere af børnene er snarere kommet til verden som statister til hendes kulisse på Instagram - det gør sig godt, og passer til historien om den traditionelle familie med ægte amerikanske værdier.

Nok fylder dette liv på sociale medier en del - løgnene vi bliver serveret fra influencere dagligt - men det er også et kritisk syn på en livsstil, som nok findes visse steder i USA; de såkaldte red states, som Idaho, hvor historien foregår. Det er en historie om sektlignende forhold, misforstået kristendomsopfattelse og omsorgssvigt.

Som læser følger man Natalie i hendes kamp for at forstå huset i 1855-udgaven og hendes kamp for at komme væk derfra. Er det en psykose eller er det reelt en tidsfælde, hun er faldet igennem? Afsløringen viser sig at være langt mindre fantasifuld - men desto mere uhyggelig på det menneskelige plan. 

Jeg var skeptisk i forhold til netop denne idé om at falde igennem tiden; men jeg er glad for, at jeg læste den færdig. Ud over emnet om det perfekte liv i modsætning til virkeligheden rammer den også centrale emner som moderskabet, og kvinders rolle. 

Vi har næppe den samme tradwife-kultur i Danmark; men vi har bestemt de samme problemer med sociale medier og den forvridning af virkeligheden, vi bliver udsat for. For måske er det netop bogens mest interessante pointe: Det farlige er ikke nødvendigvis, at vi kan skabe en falsk virkelighed på sociale medier - men at vi efterhånden kan komme til selv at tro på den! 

Friday, September 18, 2026

L'homme de l'art - Pierre Assouline

 


  • Fransk
  • 7.-18. september
  • 784 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte Assoulines to biografier af nogle af Frankrigs mest kendte kunsthandlere samtidig; i august læste jeg biografien af Paul Durand-Ruel, som både var en pioneer indenfor branchen og samtidig én af de stærkeste forsvarere af impressionismen. Han blev deres bannerfører.

Biografien af Daniel-Henry Kahnweiler er dobbelt så tyk, og kunstperioden er kubismen, som blev hans hjertensbarn. Så jeg var udfordret på flere niveauer.

Jeg er jo en Quattrocento eller renæssancepige - mit kunstblik stopper som regel ved Caravaggios død i 1610, og selvom jeg sagtens kan sætte pris på fx Picasso, så er det i alle andre perioder end kubismen netop.

Kahnweiler er født i 1884 i Tyskland af jødisk afstamning, men praktiserer aldrig sin religion. Hans religion blev kunsten og trods familiens forsøg på at få ham ind i finansverdenen, som var familiens gebet, så opdagede han kunsten i starten af det 20. århundrede og besluttede sig for, at det skulle blive hans liv. Familien lånte ham penge til at åbne et galleri i Paris under forudsætning af, at han vendte retur, hvis det ikke gik økonomisk.

Kahnweiler møder Picasso i 1907, da de begge er under tredive år gamle og ludfattige. Men det bliver hans åbenbaring, og de to mænd indleder et næsten femogtres år langt venskab frem til Picassos død i 1973. Kahnweiler var til tider hans kunsthandler, men i lange perioder solgte Picasso gennem andre - Kahnweiler var nemlig konsekvent på ét punkt: Han ville have eksklusivitet på sine kunstnere. Han repræsenterede udelukkende malere, han kunne stå inde for og var til tider for langsom og gik blandt andet glip af Giacometti. Han havde nogle nok lidt rigide regler for kubismen, som gjorde, at mange malere ikke fandt nåde for hans blik. Juan Gris var hans yndling - hans personlige ven, og hans foretrukne kunstner, og det betød kompromisser med andre.

Assouline er historiker og tekniker. Så vi kommer ned i et niveau af detaljer omkring kubismen, som seriøst satte mig på en prøve, fordi det er en isme, jeg ikke er fan af. Jeg lærte ikke af holde af den igennem denne bog, men jeg lærte at forstå koncepterne bag den langt bedre. Jeg brugte virkelig meget tid på at slå samtlige referencer til værker op for at kunne følge forklaringerne. Det er temmelig elitært, men Kahnweiler skrev et utal af dagbogsnotater og beholdt kopier af sin egen omfattende brevskrivning, så kildematerialet er enormt, hvor han forklarer sine holdninger til stort set hvert maleri han har set. 

Det var selvfølgelig heller ikke et liv udelukkende i luksus blandt berømte malerier. Som jøde og tysk statsborger var Kahnweiler igennem flere kriser. Under 1. Verdenskrig tog han tilflugt i Schweiz, men hele hans lager blev beslaglagt af den franske stat, og han måtte i 1922-23 gennem den ydmygelse at se det hele blive solgt på auktion til fordel for den franske stat. Krigsbytte!

Da han forsøger at komme på fode igen, rammer krisen i 1930'erne, og han kæmper for at holde sine kunstnere i live. Kunst var et luksusprodukt, og det var der ikke råd til - men han betalte sine kunstnere en månedlig løn for at sikre den eksklusivitet, der var så essentiel for ham.

Under 2. Verdenskrig rejste han til den sydlige del af Frankrig, der ikke var besat og klarede sig igennem ved at gemme sig i en lille landsby. Han var blevet fransk statsborger i 1936, og da krigen brød ud overførte han ejerskabet af sit galleri til sin svigerinde. Det blev hans - og galleriets - redning.

Kahnweiler blev inkarnationen af kubismen. Han var meget venstreorienteret men ikke kommunist som mange af de kunstnere, han repræsenterede. Han afslog samtlige ordener, man ville tildele ham - men forsatte næsten til slutningen af sit lange liv med at give interviews og tale ved konferencer. Han forsvarede visse kontroversielle standpunkter - blandt andet, at stater ikke skulle købe kunst til museer af kunstnere under 60-70 år for indtil da kunne man ikke vide, om de var repræsentative for deres periode. Han afslog at gå ind i moderne kunst, som han ikke brød sig om - hans kunst var kubismen fra hans generation.

Hans egen samling overgik til Louise Leiris, som havde overtaget ejerskabet af galleriet under 2. Verdenskrig, og da hun døde gik en stor del til Pompidou-museet i Paris. Galleriet eksisterer tilsyneladende stadig som firma på den adresse, hvor de åbnede i 1957 og ejes i dag af Leiris' barnebarn. Men jeg kan ikke finde nogen reel aktivitet for det. Nu skal jeg jo heller ikke investere i et kubistisk Picasso-msleri af flere årsager! 

Det var en lidt mere omstændig biografi af Assouline, men han kender sit domæne og der er i hvert fald endnu én jeg må have fat i, og som nok er mere i min ånd.

Thursday, September 10, 2026

Livskræfter - Elisa Lykke m.fl.

 


  • Dansk
  • 9.-10. september
  • 208 sider

Det kan virke lidt makabert at læse denne slags bøger når man selv har været igennem et forløb med kræft. Men selv nogle efter sidste behandling kæmper mange - inklusive mig - stadig med fysiske skavanker. Derudover er der det psykiske - angsten for tilbagefald, og erkendelsen af at livet for altid nu vil være opdelt i et før og efter. For mit vedkommende den 1. november 2021, som morbidt nok også var Allehelgensdag - eller de dødes dag.

Vi kender uden tvivl alle nogen, der har været ramt af kræft og de fleste af os har også mistet nogen til den sygdom. Men hvis man kommer igennem den, er det med en helt ny erfaring og et nyt livssyn. Fælles for alle er nok erindringen om det sekund dommen faldt! For da tænker man uvilkårligt på det værst tænkelige udfald tror jeg.

De ni historier i denne bog handler alle om kvinder med kræft - dog er det ikke alle "kvindekræftsygdomme", selvom en del i sagens natur er. De fleste af historierne er relativt nye, og nogle er endog stadig i behandling. En kræftbehandling stopper nemlig ikke efter operation, kemo eller stråler - min egen tog faktisk tre et halvt år sammenlagt. Selvom de sidste behandlinger ikke er så skræmmende og håret er vokset ud, og livet går videre - så er det en halvårlig retur til en hospitalsafdeling, som vækker alle spøgelser til live.

Derfor rørte det mig at læse disse historier. For at blive bekræftet i, at frygten og de psykiske følger ikke gør mig særlig. I omverdenens øjne kan det tit være trættende, at man ikke kan komme videre. Det gør man - absolut! Men noget er blot for altid forandret, og det har man nok kun til fælles med andre tidligere patienter.

De fleste historier er tilsyneladende skrevet af Elisa Lykke i samarbejde med den pågældende personl derfor syntes jeg faktisk mest om Søs Egelinds historie, som hun selv har skrevet og hvor man fornemmede hendes personlighed bag. Én historie burde i min optik slet ikke have været med mens en især en anden irriterede mig ved samtidig at blive til en personlig promovering af vedkommendes produkter, som ingen relevans havde til sygdomsforløbet. Men det er nok den skulderklappende influencerverden, der tog over her - desværre.

Men der er flere historier, der rammer rent og minder os om gruen i den sygdom - men heldigvis også, at det ikke altid er en dødsdom!

Sunday, September 6, 2026

Brevbærersken - Francesca Giannone

 


  • Fransk
  • 3. - 6. september
  • 576 sider
  • Fransk titel: La Porteuse de lettres

Jeg synes den danske titel er usandsynlig klodset, må jeg desværre sige. Jeg kan godt se, at man forsøger at ramme den originale italienske titel La portalettere - men det fungerer bare bedre på italiensk (eller fransk), hvor man ikke bruger lange sammensatte ord. 

Uanset hvad, så har den solgt mere end en halv million eksemplarer i hjemlandet og vundet flere priser - så selvom forsiden talte om kærlighedshistorie blev jeg fristet. Det er dog heller ikke en klassisk kærlighedshistorie men snarere en familiesaga, og den er da også inspireret af forfatterens oldemor, der selv var postbud (som jeg nu foretrækker at kalde det).

Anna kommer fra Norditalien, men da hun gifter sig med Carlo, flytter hun med ham og deres søn, Roberto, tilbage til syden. Til den lille landsby Lizzanello helt nede i hælen på støvlen. Her bor Carlos familie og hans bror. Antonio, forelsker sig hovedkulds i Anna i det sekund han ser hende. Men han er gift. Hun er gift - og temmelig lykkeligt endda.

Men Anna skal falde til i den lille by, hvor hun i årevis blot omtales som den fremmede. Her er kvinder ikke så selvstændige som nordpå og slet ikke i 1930'erne.

Vi følger familien frem til 1961, hvor Anna dør og det er også fortællingen om et Italien i en anden tid. Det er historien om udviklingen selvom den kun behandles perifert og om landsbyens beboere - de gamle koner, der sladrer. De gamle mænd, der drikker på den lokale bar.

Og om Anna og Antonio, der i årevis svæver udenom og rundt om en historie.

Jeg var ikke så begejstret, som jeg havde forventet. Jeg synes, der manglede netop en fuldbyrdelse og nogle hemmeligheder kommer aldrig helt til overfladen. Men som stemningsbillede af Italien virker det - man er sulten, når man læser om maden. Og man får straks lyst til at rejse til Italien! 

Det blev den sidste bog fra ferien - en produktiv læse/slappeferie - og nu er det tilbage til arbejde og en noget anden rytme i bøgerne desværre.

Wednesday, September 2, 2026

L'énigme Modigliani - Éric Mercier

 


  • Fransk
  • 1. - 2. september
  • 288 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde købt to krimier i serien om inspektør Vicaux og hans kunsthistorikerkæreste, Anne.

Ligesom i første krimi er krimihistorien nok mere en "undskyldning" for at placere kunsthistorien - men det fungerer fint som ferielæsning.

Historien begynder med et brutalt mord. En berømt kunstforfalsker, netop løsladt fra fængslet, bliver fundet hængt på en losseplads uden for Paris. Kort efter bliver liget af en Modigliani-specialist fundet i en flod. De to dødsfald ser umiddelbart ikke ud til at have noget med hinanden at gøre.

Men samtidig finder Anne et hidtil ukendt Modigliani-maleri, som muligvis er stjålet af nazisterne, og hun begynder jagten på dets ejere eller efterkommere. Det forestiller en ung kvinde, som muligvis hvde en affære med den notoriske skørtejæger Modigliani.

Herfra bevæger vi os frem og tilbage mellem nutidens politiarbejde og Paris i 1918-1919, hvor vi møder den unge Aliza og Modigliani. Det er her man fornemmer Merciers baggund som kunsthistoriker, og det fungerer fint. Samtidig er delen om Annes arbejde med at opspore stjålen kunst interessant fordi det stadig er relevant og der stadig findes indtil flere webportaler, hvor man kan søge efter kunst. Jeg synes selv det er spændende at kigge i fx denne - der er fascinerende historier at finde!

Selve krimimysteriet går ligesom i Van Gogh-krimien frem og tilbage med utallige mulige forbrydere - og her har vi endda flere mord. Pludselig opklares det hele på de sidste par sider - det er lidt brutalt og hurtigt lukket ned. Der er også et identitetsskifte i Auschwitz i 1945, som ikke virker pålideligt - men alt i alt er det underholdende og nem læsning. Især hvis man, som jeg, kan lide at få lidt kunsthistorie med i sin krimi.

Tuesday, September 1, 2026

Le Secret des mères - Sophie de Baere

 


  • Fransk
  • 31. august - 1. september
  • 432 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er et par år siden jeg sidst læste noget af Sophie de Baere; men de to romaner står stadig meget stærkt i min bevidsthed. Det er tunge emner og familiedramaer baseret på hemmeligheder og lig i lasten. 

Præcis samme scenarie har vi her, hvor Colette vender tilbage til sit barndomshjem i 2004, da hendes mor er døende. Det er ikke noget varmt gensyn. Colette har et kompliceret forhold til sin mor, og huset rummer langt mere end minder fra barndommen. Der er især én person, som familien næsten aldrig taler om: Marthe, Colettes storesøster, der forsvandt i 1969. 

Forældrene bor på et lille landbrug sammen med Colettes noget ældre bror, Étienne, der aldrig har forladt hjemmet eller stiftet familie. Under moderens begravelse overhører Colette en bemærkning, der får hende til at indse, at alt måske ikke er, som det ser ud.

Vi bevæger os frem og tilbage mellem 2004 og fortiden, hvor vi lærer Marthe at kende som ung kvinde. Hun vokser op i et samfund, hvor en kvindes liv stadig i høj grad bestemmes af familien, kirken, lokalsamfundet og ikke mindst forestillingen om, hvad en "ordentlig" kvinde bør gøre.

I familien er også Lucien, som kom til dem i 1953. Han er et af de såkaldte petits Paris, børn fra børnehjem, som blev sendt ud til familier på landet. Men Lucien får ikke de trygge familierammer, der var meningen. Hans eneste holdepunkt er Marthe, og da de bliver unge mennesker, forelsker de sig. Det bliver en kærlighed, som omgivelserne ikke accepterer.

Da Marthe bliver gravid, bliver alt endnu mere kompliceret. På dette tidspunkt er en graviditet uden for ægteskab ikke bare et privat problem. Det er en skam, der rammer hele familien. Man forsøger derfor at finde en løsning, der kan skjule sandheden. Marthe bliver sendt væk til et hjem for ugifte mødre.

Og her bliver romanen for alvor brutal.

Man har nok allerede her gættet, at Colette er Marthes barn men blev opdraget til at tro, at hun var hendes søster. Men hvorfor det skete afsløres mere og mere i lag, der skrælles af den barske facade, der blev opretholdt på landbruget. En enkelt relativ uskyldig hændelse i barndommen blev afgørende for Luciens rolle i familien - og dermed for hele familiens fremtid. I generationer! En lille løgn, der bliver fundamentet for så mange andre løgne.

Det er endnu en barsk familiehistorie som de andre af Sophie de Baere; det er ikke en krimi men det løber koldt ned ad ryggen alligevel. Det ville bestemt være romaner, der ville egne sig til et dansk publikum, men de er desværre ikke oversat endnu.