Uvaner - Alana S. Portero

 

• Engelsk
• 15. august
• 240 sider
• Originaltitel: Bad Habit

Da jeg alligevel skulle på biblioteket for at aflevere bøger inden ferien, fandt jeg lige én, der kunne klare mig igennem weekenden. Hvad var så mere passende end denne til at fejre Pride-ugen i København! Jeg læste den dog nærmest i et stræk på en dag, da jeg blev uendeligt grebet af historien og stemningen. 

Alana Portero er selv transkønnet, og der er vist en stor del selvbiografi i denne roman; dog er hendes udfald noget mere lykkeligt end for Alejandro, bogens hovedperson.

Som Alejandro er hun født i 1978 i et fattigt arbejderkvarter i Madrid - San Blas. Et kvarter, hvor mødrene er nedslidte som fyrreårige; hvor mændene arbejder hårdt og overlader følelser til kvinderne. Et kvarter, hvor vold i hjemmet ikke er usædvanligt og man skruer op for musikken, mens det står på og kommer med trøstende ord og mad til offeret, når manden er gået tilbage til baren.

Men i dette kvarter er der også nogle, der stikker ud. Som Margarita, der bor med sin gamle mor og promenerer rundt i kvarteret med pailletter og smukke kjoler. Margarita, som skræmmer Alejandro fordi det vækker de forbudte følelser.

Alejandro finder sin første forbudte kærlighed som 14-årig, hvor AIDS-epidemien hærger. Han må klæde sig om i toiletter på barer, inden han opsøger de steder i natten, hvor man kan være den, man vil. Hvor man kan møde eksistenser som Caramel, Cartier og andre transkønnede, som forsøger at hjælpe. For det er også en indre kamp, der truer med at æde ham op. At være pige i en drengekrop og ikke turde stå ved det. At væmmes ved sin krop og ikke kunne finde sin seksualitet eller kønsidentitet.

Det har aldrig været en nem rejse. Men i et katolsk Spanien i 1990'erne, hvor maskulinitet hyldes som idealet, er det umuligt. 

Jeg husker fra min barndom, at der kom en skærsliber til vores lille by en gang imellem. Hun boede i en ramponeret varevogn, og havde en barnevogn med sit udstyr på. Byens kvinder kom med deres knive, men var sandelig også mistroiske og advarede os børn mod Yrsa, som hun hed. En stor mand med skægstubbe, farvestrålende kjoler og det sødeste menneske. Men det var uvant i en lille dansk by i 1980'erne.

Porteros roman bragte de minder tilbage om vores manglende forståelse og anerkendelse. Det er en barsk roman, der fortæller om psykiske konsekvenser af en undertrykkelse af sit sande jeg. Det er også en poetisk roman, der trækker tråde til mytologiens kvinder, min ungdoms popmusik og ikoniske transidoler i kunst og litteratur. En absolut perle!

Man kan kun håbe, at vi er kommet længere i dag. At Pride-bevægelsen er med til at skabe accept. Samtidig ved vi, at der er - mange - lande og steder, hvor det ikke er tilfældet. 

I morgen og i morgen og i morgen - Gabrielle Zevin

 

• Engelsk
• 11.-14. august
• 496 sider
• Originaltitel: Tomorrow and Tomorrow and Tomorrow

Jeg troede jeg havde planlagt min læsning inden ferien helt perfekt - med bøger fra biblioteket, der kunne holde til afrejse. For jeg er ikke god til ikke at have gang i en bog. De er med mig overalt, og er der transporttid, ventetid - alle små pauser er læsepauser. 

Så jeg måtte i reolbunkerne, der er forsvindende små efterhånden og faldt over denne jeg købte for et år siden. Jeg faldt for den hype, der var omkring den men blev så klar over, at det handlede meget om computerspil og tænkte, at det var for meget Young Adult til min smag. Jeg overvejede at give den væk - men nu fyldte den pludselig et hul. Jeg var solgt fra første side!

Det er en fantastisk smuk historie om venskab på godt og ondt. Om venskab mellem to børn, der mødes på et hospital, hvor den ene er indlagt og den anden besøger sin syge søster. Sam har været ude for en trafikulykke, der har dræbt hans mor og ødelagt hans fod. Sadies søster har leukæmi. De begynder at spille sammen, og det bliver en terapi for Sam til at komme ud af sorgen. Men han bliver også såret, da han opdager, at Sadie får en form for samfundstjeneste opfyldt ved disse besøg. At han er et projekt og ikke en ægte ven.

År senere mødes de igen, og nu skaber de deres egne computerspil. Vi er i starten af 1990'erne inden internettet for alvor tager fart, og hvor den digitale verden var en anden. Jeg har aldrig været en gamer, men alligevel fascinerede historien mig fordi deres spil er en fortælling om dem selv. Deres svagheder og styrker. Deres største drømme og deres indre dæmoner. 

De bliver berømte og rige. De flytter til Californien, hvor Silicon Valley starter. De bliver voksne og kæmper med jalousi. Sams ven, Marx, er forretningsmanden bag deres succes, men da han pludselig også bliver mere involveret i deres liv skaber det problemer.

Deres spil tager også mere nutidige emner op som samkønnet ægteskab og kønsidentitet; det bliver fatalt i en tid og et sted, der endnu ikke var klar til dette.

Personerne er helstøbte, elskelige og sårbare - men det er også dynamikken mellem spilverdenen og den virkelige verden, der giver historien dens dybde. Den illusion og drøm om at kunne skabe den perfekte verden, hvor ingen dør og venskab er for evigt. I stærk kontrast til deres egne liv, som igennem flere årtier udvikler sig side om side eller væk fra hinanden.

Det er ikke en kærlighedshistorie - med mindre man kan sige, at et venskab er den ultimative form for kærlighed. 

Jeg er glad for, at jeg gav den en chance! Nu vil jeg nødtvungent holde en lille pause, da feriebøgerne ligger klar og ikke skal læses før jeg sætter mig i et fly mandag morgen.

Brevene - Virginia Evans

 

• Engelsk
• 9.-10. august
• 285 sider
• Originaltitel: The Correspondent

Lige så forkert jeg ramte med denne bog fra New York Times bestsellerliste, lige så perfekt var denne!

Et absolut lille mesterværk, som heldigvis også allerede er oversat til dansk.

Sybil er 73 år gammel og bor alene i et lille hus. Hun er - selvfølgelig - pensioneret fra sit job som tæt medarbejder til en dommer, og dagene er nok lidt lange. Men hun fylder dem med sin brevskrivning, som er systematiseret. Tre formiddage om ugen - mandag, onsdag og fredag - sætter hun sig et par timer foran papiret og får tingene fra hånden. Det er brevudveksling med gamle venner - fx Rosalie, som er gift med hendes eksmands bror. Det er breve til forfattere, hun beundrer eller hvor hun føler hun har noget at sige efter at have læst deres bøger. Det er de lidt emsige breve til universitetet, hvor hun vil have lov til at oversidde forelæsninger uden at være studerende. Men hun vil gerne lære og fylde sin tid med noget.

Så er der de små noter til naboen længere nede af vejen, der kommer med blomster til hende. Eller Harry, en tidligere kollegas teenagedreng, der har nogle sociale udfordringer.  Der er broderen, Felix, der bor i Frankrig med sin partner Steve. Og til tider en form for dagbog hun skriver til en ukendt modtager - epistler fra hendes liv.

Men man fornemmer det liv, der leves inde i huset foran brevpapiret. Det er blevet lidt trist og børnene kommer måske ikke længere så ofte - og forholdet til datteren er heller ikke det bedste.

Vi følger udelukkende Sybils liv gennem brevene. Hendes breve og de svar hun får tilbage. Men de brudstykker af kontekst er nok til at beskrive et helt liv og tegne personer, man føler er helstøbte og levende. Det er formidabelt lavet.

Brevene dækker en periode på ni år i Sybils alderdom, og pludselig sker der en masse ting i hendes liv. Hendes søn giver hende en DNA-test i julegave, da hun er adopteret og måske kan finde nogle oplysninger om sin baggrund - det bliver til en korrespondance med en medarbejder i kundeservice, som er både lidt morsom og rørende. Det fik mig til at tænke på min egen ældre mor, som tit opfatter den slags kontakt som meget personlig.

Det interessante ved nogle af brevene til forfattere er, at de er reelle forfattere, og Sybil refererer til bøger, vi kender. Nogle svarer tilbage, men disse svar er jo fiktive så grænserne mellem fiktion og virkelighed flyder ud. 

Sybil er gennem sine breve forbundet til mange mennesker, men hun er alligevel ikke dybt forbundet med dem og bærer på en sorg og skyldfølelse, som har isoleret hende. Dog sker der pludselig en masse ting for hende i disse sidste ni år, som løser op for de ar på sjælen hun har, og hun gør en række ting, hun aldrig tidligere ville have overvejet.

Det er en livsbekræftende og smuk fortælling om menneskelige relationer; om modet til at ændre ting selv når man ikke længere er ung. Men det er også en smuk beskrivelse af kunsten at skrive breve men at det aldrig erstatter den intimitet man har i et fysisk møde med andre mennesker. Sybils breve er hendes livs arkiv, og de fortæller os om hende selvom hun ikke vil have sine hemmeligheder ud. Men de bliver også hendes vej ud af ensomheden til sidst.

Jeg var virkelig fascineret af, hvor meget man kan fortælle om en persons liv og fortid blot gennem disse linier i breve, hvor vi selv stykker resterne sammen. Så de ni år i brevene bliver til et liv levet på godt og ondt.

Bogklubben på Martha's Vineyard - Martha Hall Kelly

 

• Engelsk
• 7. - 8. august
• 336 sider
• Originaltitel: The Marta's Vineyard Book Club

Nogle gange lader jeg mig forføre af New York Times bestsellerliste - og det kan være risikofyldt. Den er selvfølgelig præget af salgstal i USA, hvor litterær smag nok er noget anderledes end min. 

Det er igen en af de historier, der foregår i to parallelle spor mellem nutid og fortid, som synes at være temmelig standard - i hvert fald, når det handler om historier, der skal fortælle om "fortiden". Det skal åbenbart polstres ind i en nutidig karakters relation for at vi kan finde det relevant? I denne historie fylder den overraskende lidt, og så kan man argumentere for om den overhovedet er relevant? Historien kunne sagtens have stået alene. Det ville ikke have gjort den værre - eller bedre desværre.

Så vi starter i 2016, hvor en ung kvinde rejser til Martha's Vineyard - det forjættede land for rige demokratiske amerikanere, som blev udødeliggjort af blandt andet Kennedy-familien. En ø med smukke træhuse og en blanding af sommergæster og fastboende. 

Hun møder den ældre kvinde, Bess, som bor på en gammel landejendom, og nu fortæller hende historien om huset og den familie, der ejede det.

Så er vi tilbage i 1942, da USA var trådt ind i 2. Verdenskrig, og de to søstre Briar og Cadence sender deres bror, Tom, afsted for at kæmpe. Selv bliver de hjemme på gården sammen med bedstemoderen. Forældrene er døde, da de var børn. I huset bor også Bess - Toms næsten forlovede - som har forladt sin rige familie for kærligheden. Briar er seksten år gammel, og en tomboy, der er voldsomt interesseret i krigen og konstant på udkig efter tyske ubåde langs kysten. Cadence er nitten år gammel, og drømmer om en karriere indenfor forlagsverdenen.

De opretter en bogklub, men den hører man forbavsende lidt om dens formål virker snarere at være skalkeskjul, så pigerne ser beskæftigede ud, når diverse autoriteter dukker op. For der sker mange ting - en tysk soldat vasker op på stranden, og de gemmer ham i huset. Samtidig myrdes en ældre dame, mens en gammel nabo af tysk afstamning er død blot en måned inden. Deres grund overtages til dels af amerikanske tropper, der skal bruge den til at øve landgang fra vandsiden - en form for øvelse til D-day.

Der er selvfølgelig en ung lækker engelsk officer, som bejler til Cadence - og samtidig skal de holde alle deres andre aktiviteter skjult. Det hele virker desværre rodet, og personerne er utroværdige og mangler dybde. Den ældre dame, Bess, er jo i 2016 den ældre udgave af den unge Bess, der skal være omkring tyve år gammel i 1942 - og det virker heller ikke troværdigt i forhold til hendes opførsel.

Det meste af handlingen foregår over en meget kort periode i sommeren 1942 med en lille krølle på historien efter krigens slutning. Men det er forhastet, og dårligt konstrueret.

Jeg var absolut ikke begejstret som det ses - og måske er årsagen til den amerikanske succes snarere at finde i den myte, der er omkring stedet Martha's Vineyard i amerikansk kultur. Endelig er der jo det faktum, at en bestsellerliste indeholder de mest solgte - ikke nødvendigvis de bedst anmeldte bøger.

La Part de l'autre - Eric-Emmanuel Schmitt

 

• Fransk
• 3. - 6. august
• 503 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har i meget lang tid haft lyst til at genlæse denne roman fra 2001, som jeg læste første gang i 2005. Jeg kunne huske, at den fascinerede mig - og det gjorde den heldigvis stadig.

Eric-Emmanuel Schmitt beskæftiger sig tit med emner som religion, hvor han ynder at sammenligne verdensreligionerne. Især de monoteistiske - for at vise os, hvor meget vi har tilfælles på trods af vore stridigheder. Et andet stort gennemgående tema er skæbnen - eller spørgsmålet om, hvad i vores liv er bestemt af skæbnen og hvor meget vores fri vilje spiller ind. Det ser man i flere romaner, men nok ikke mere tydeligt end i denne.

Vi eri 1908 og Adolf Hitler har netop fået afslag på sin optagelse på Kunstakademiet i Wien. Et afslag han ikke forstår for han mener selv han er talentfuld og tydeligvis bedre end de fleste af sine medmennesker. Det er hvad. hans nu afdøde mor har fortalt ham og i stedet må han nu hutle sig igennem tilværelsen mens han prøver at bilde alle ind, at han går på akademiet. 

I et andet spor i denne roman, der fortælles i korte skift mellem de to personer, bliver Adolf H. optaget på akademiet. Det er ikke nemt, for han er tydelig introvert og besvimer hver gang en nøgenmodel kommer. Han besøger Wiens berømte psykolog, Sigmund Freud, der prøver at kurere ham for komplekserne i forbindelse med moderen og hendes død af brystkræft. 

Ud fra denne ene lille hændelse - optagelsen på akademiet - blev verdenshistorien sandsynligvis ændret.

Schmitt adskiller de to ved at kalde den fiktive version for Adolf H., mens vi følger historiens Hitler under efternavnet. Hvordan ville alt have set ud, hvis han var blevet optaget som 19-årig?

I begge versioner kommer der en verdenskrig i 1914, og de deltager begge. Den ene oplever Tysklands nederlag som ydmygende og en katalysator for det, der kommer. Den fiktive Adolf, der var introvert inden krigen, åbner sig op for andre i mødet med krigens absurditet.

Men i den ene version kommer der jo ikke en 2. Verdenskrig, og Adolf H. gifter sig med en jødisk kvinde. Han elsker flere kvinder igennem sit liv. Han får børn. Venner. Han åbner sig for dialog og relationer selvom han aldrig bliver en stor og anerkendt kunstner. Men han har et godt og lykkeligt liv til sin død i 1970 i USA, netop som Tyskland har sat den første mand på månen.

En helt anden virkelighed, som kunne have været!

Om Hitler blev optaget på Kunstakademiet eller ej er næppe forklaringen på verdenshistoriens gang. Men den kunne absolut være en faktor, og det er det aspekt, der gør romanen interessant. Hvad gør et menneske til det, det er? Er vi produktet af vores egne valg eller spiller skæbnen en rolle?

At forestille sig, "hvad hvis?" er nok en tanke vi alle har haft i forhold til hændelser i vore egne liv. Men sat op i en historisk kontekst med de abnorme konsekvenser det fik, er det voldsomt. At afslaget gjorde noget psykisk ved Hitler, er der vist ingen tvivl om. Det er jo ikke fordi Schmitt forsvarer den version af historien - den rigtige - men får os til at tænke over, hvor lidt, der skal til.

Jeg havde ret i at genlæse den, for det er en tankevækkende roman på mange måder, og absolut en af hans bedste. 

Den skjulte skønhed - Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 1. - 2. august
• 565 sider
• Originaltitel: The Hidden Girl

Dette må vel være den sidste roman af Lucinda Riley! Ligesom Den sidste kærlighedssang er denne en opdateret udgave af en roman fra 1992, som hendes søn har arbejdet med. Hvor forskellig er denne udgave så fra originalen? Det er svært at vide. Selvom der jo er en kærlighedshistorie - eller flere - så er der også en lidt mere barsk kant i den. Der er overgreb, en seriemorder, stoffer.... en anelse mere råt end hendes eget univers ville jeg mene. Der er i hvert fald rigeligt at tage fat på, da der er mange historier i historien.

Vi er i en lille landsby i Nordengland i 1976. Rose er en kvinde i fyrrerne, der er ved at få sit comeback som kunstmaler efter en selvvalgt pause på tyve år. Hun bor i et lidt faldefærdigt hus med sin søn, Miles, og adoptivdatter Miranda. I huset får de hjælp af en kvinde fra landsbyen - Doreen - og hendes teenagedatter, Leah, som er den skjulte skønhed. 

Pludselig får hun et telegram fra sin bror, David, som hun ikke har talt med i tyve år - samtidig som hun forlod kunstscenen, og det hektiske London. Han er nu en af verdens rigeste mænd - men som nylig enkemand vil han bede hende tage sig af sønnen Brett over sommeren.

Så her har vi to unge mænd og to unge piger med hormoner i fuld flor, og intrigerne starter hurtigt.

Man fornemmer jo som altid hurtigt, hvem der er the bad guy - og hvem, der skal ende med at få hinanden. Men udover disse historier, som i sig selv er nok, er der fortiden. Rose og Davids fortid, hvor vi er tilbage i Polen under krigen med to børn, der ender alene i Treblinka.

Vi tages med i modelverdenen i London, Milano og New York fra slutningen af 1970'erne til starten af 1980'erne. Vi ser tilbageblik fra krigen og hvordan de to søskende kom igennem den. Der er grumme historier om udnyttelse af kvinder og et spøgelse fra fortiden i Treblinka. Der er usædvanligt mange døde for en Riley-roman, og her tænker jeg sønnen har haft en indflydelse. Eller måske var hendes tidilge romaner mere blanding af krimi og romance?

Det er som altid i højt tempo, og virkelig letlæst. Jeg troede jeg ville tage den over et par dage, men det er som en god film, man sætter sig til rette med og pludselig er man færdig når man kan læse omkring 75 sider i timen. Det er altid ukompliceret underholdning, og her var der da lidt mere fart over det. Men mon ikke sønnen nu er nået til bunds i hendes gemmer? 

Grâces lui soient rendues - Pierre Assouline

 

• Fransk
• 29. juli - 1. august
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Pierre Assouline er journalist og har skrevet både romaner og biografier - og en form for selvbiografi.

Han er en oprigtig fransk intellektuel, der er velbevandret i fransk kultur, og lige så begejstret jeg var for hans roman om et maleri, lige så forvirret kan jeg være over andre af hans bøger.

Men han kender sin kunstverden, og derfor har jeg nu købt to biografier af to af Frankrigs mest kendte kunsthandlere - altså agenterne, der handler for og repræsenterer kunstnerne. 

Paul Durand-Ruel var én af de første og var vel nærmest med til at skabe denne jobtitel i slutningen af det 19. århundrede, da impressionisterne skabte furore i den franske kunstverden ved at bryde med de traditionelle regler for, hvordan et maleri skulle se ud for at blive godkendt til den årlige salon.

Men lige et skridt tilbage...

Durand-Ruel er født i 1831, og hans forældre har en forretning på venstre Seine-bred, der sælger papirvarer. Det udvider de til at omfatte akvarelfarver og pensler blandt andet. Når de fattige kunstnere ikke har penge til at købe nye varer for, sker det, at de efterlader et maleri i pant i forretningen. Dermed skabes der langsomt grobund for at sælge disse videre for kunstnerne - og så rykker familien til den højre Seine-bred, hvor det købekraftige publikum bor.

I 1860'erne begynder de at samle værker af Corot, Millet, Rousseau  - so allerede var banebrydende. Et årti senere er det Monet og Pissarro, og er den første til at samle en udstilling med det, der skulle blive impressionismens malere. En bevægelse, som blev udvidet med Cézanne og Renoir - og senere pointillisterne Seurat og Sisley. 

Men tiden var ikke kun gunstig - i hans første mange år gennemlevede Frankrig flere kriser. Revolutionen i 1848, krigen i 1870 og han måtte flere gange lukke sit galleri og søge flugt i blandt andet England. Det påvirkede jo også salget, og selvom han arbejdede med eksklusivitet havde han tit ikke oenge til at betale sine kunstnere. I 1880'erne forsøger han sig i Amerika, som han mener er mere åbne overfor den nye kunst end de forstokkede franskmænd. Især fordi museerne ikke vil købe impressionisterne, og håndhæver reglen om, at en nulevende kunstner ikke kan udstilles på Louvre, som reelt er det eneste museum på den tid.

Han ender med at få succes - ligesom impressionisterne - og dør i 1922 med en betydelig formue, og ikke mindst en kunstsamling, der i dag ville være mange formuer værd som fx nogle af Monets åkandemalerier. De værker er siden blevet solgt til museer og private samlinger rundt omkring, og eksisterer ikke som sådan som én samling desværre.

Det er absolut en biografi af kunsthandleren og lidt mindre mennesket Paul Durand-Ruel. Han giftede sig i 1862 og fik fem børn med sin hustru inden hun døde ung i 1871. Han giftede sig aldrig igen, og nåede også at miste to børn inden sin egen død. Vi ved dog, at han var inkarneret royalist og født i 1831 havde han jo ældre familiemedlemmer, der kunne huske revolutionen i 1789. Han mente stadig, at det var den rette vej frem for Frankrig, og var udpræget konservativ og katolik. Det var et chok for ham, da Frankrig i 1905 adskilte kirke og stat, og som et mindre attraktivt karaktertræk var han højst sandsynligt også om ikke antisemitisk så anti-dreyfussard, som man kaldte dem, der ikke forsvarede den fransk-jødiske officer. Alligevel samarbejdede han i årevis med Pissarro, så det er svært at udpege ham som decideret antisemitisk - men han var traditionel og nok lidt forstokket. 

Hans kunstnere så dog op til ham. Der var tider, hvor de brokkede sig over forholdene - men overordnet vidste de, at han ville deres bedste, og hvis de ikke fik penge, var det fordi han ingen havde til sig selv.

En interessant biografi, der dog er lidt kringlet og tung i stilen - ligesom nogle andre af Assoulines bøger.

Hele vejen til floden - Elizabeth Gilbert

 

• Engelsk
• 27.-28. juli
• 400 sider
• Originaltitel: All the Way to the River

Jeg fandt en bog af Elizabeth Gilbert, da jeg i maj var i Tallinn - og det fik mig til at tænke på, at hun vist havde udgivet nogle bøger om sit liv efter den enorme succes med Spis, bed, elsk. Ganske rigtigt - selvom denne foregår langt senere og er af en anden og langt mere voldsom og alvorlig karakter.

Mange forbinder måske Spis, bed, elsk med filmen af samme navn, som romantiserer det hele på vanlig Hollywood-maner. Den nyligt fraskilte kvinde, der frigør sig under et års rejse med mad, meditation og mænd - det er ligesom essensen af Julia Roberts-udgaven. Men har man læst bogen, ved man, at der var langt dybere og mere alvorlige emner på spil for forfatteren. Nemlig en indre dæmon i hendes forhold, som stammede fra hendes ageren med sig selv og i forholdet til andre mennesker. 

Det finder hun langt senere ud af, er en form for afhængighed - som narko eller alkohol. Hendes er en sex and love addiction - det ved jeg ikke, om der er et ord for på dansk. Men i sin enkelthed går det ud på at være afhængig af at blive bekræftet af andre gennem kærlighed (og sex), men primært følelsen en forelskelse giver og som den nok primært giver i sin første ekstatiske fase. Men det ses også ved at give og hjælpe andre med alt fra sin tid til sine penge. Blot de tilkendegiver deres kærlighed til hende i retur. Det er farligt!

I 2000 møder hun Rayya Elias - en tidligere junkie - og de bliver igennem årene tættere og tættere veninder. I foråret 2016 bliver Rayya diagnosticeret med kræft i både lever og bugspytkirtel; uden tvivl et resultat af mange års misbrug. Det bliver udslagsgivende for Gilbert, der indser, at hun er forelsket i hende og forlader sin mand for at være sammen med Rayya i dennes sidste tid. Men er det ikke også den ultimative udfordring til hendes addiction? Det er i hvert fald to mennesker med indre dæmoner, der nu kastes sammen ud i en ekstremt følsom situation. The perfect storm!

Det er først eufori. Over erkendelsen af kærligheden sammenholdt med intensiteten, der er forstærket af en udløbsdato på seks måneder. Men Rayya klarer det længere - men prisen er høj. Misbruget starter igen. Først som smertestillende, men det udløser jo alle mekanismer i en tidligere misbruger og snart er hun på kokain, alkohol, medicin - alt er gangbart. Næppe en anbefalet adfærd for en terminalpatient.

Deres forhold kan selvfølgelig ikke holde til dette. De er ganske enkelt to skrøbelige sjæle kastet ud i den ultimative livskrise. 

Det er meget barsk læsning. 

Det er barsk fordi jeg mistede min far til pancreascancer, og jeg ved, hvor modbydelig den død er. 

Det er barsk fordi jeg selv har haft kræft, og jeg ved, hvad det vil sige at gå igennem kemoterapi og dødsangsten selvom jeg på intet tidspunkt var terminal.

Det er barsk fordi det er så åbenlyst, hvor meget ondt de gør på sig selv og hinanden i en tid, som burde bruges helt anderledes.

Det er barsk fordi Gilbert virkelig er selvdestruktiv både under og efter forløbet med Rayya og man tænker, at erfaringerne fra Spis, bed, elsk aldrig har været fjernere fra Julia Roberts-billedet.

Imellem fortællingen om Rayya og tiden efter, er der tegninger og digte. Tegningerne er ikke særlig gode, og digtene er absolut heller ikke min stil. Det er ikke hendes force.

Men når hun skriver om sit liv og sine dæmoner rammer det noget i én. Det er en barsk virkelighed, som også handler om en alt for stor succes måske? Fordi mange ser Julia Roberts-versionen og ikke den barske sandhed bag. Hendes rejse er livet sat på spidsen; alligevel er der elementer, vi kan forholde os til i vores eget liv og hvordan vi tager vare på os selv både fysisk og psykisk. Men det var en høj pris at betale!

Rugemoren - Freida McFadden

 

• Engelsk
• 320 sider
• 26. juli
• Originaltitel: The Surrogate Mother

Efter en så intens læseoplevelse som den sidste bog var, skulle der noget andet til. Jeg ser jo sjældent (næsten aldrig) fjernsyn - så aftenen blev brugt på at læse denne lille krimi af Freida McFadden, og de tager aldrig lang tid. Det er sprogligt meget nemt, og det kører i et højt tempo med mange korte kapitler.

Abby arbejder på et reklamebureau og er midt i trediverne; hun er succesfuld og lykkeligt gift med Sam, der er matematikprofessor. De har prøvet at få et barn i årevis, men det lykkes ikke, og nu har de prøvet adoption. Men i sidste øjeblik beslutter den unge kommende mor selv at beholde barnet, og de står igen tilbage ved startpunktet.

Men så tilbyder Abbys personlige assistent, Monica, at hjælpe dem. Hun vil bære barnet, og de vil få det efter fødslen mod at hjælpe hende økonomisk til en videreuddannelse. Der er dog den hage, at det skal være Monicas æg befrugtet af Sam - en idé, der potentielt kan blive farlig, og en solid kontrakt er derfor nødvendig.

Men Abby finder hurtigt ud af, at kontrakten er det mindste problem hun har. Stille og roligt sniger Monica sig ind i deres liv og deres forhold, og man aner jo hurtigt, at noget ikke er som det skal være.

Som i hendes romaner om hushjælpen er der dog et mysterie om Sams rolle i det hele, og vi kommer igennem flere scenarier inden en dramatisk afslutning. Det er en krimi lige efter bogen med opbygning af spænding for at kulminere i et par hurtige twists og plots, der får læseren til at blive overrasket til en vis grad. Jeg kunne dog ikke helt forstå formålet med en relativ lang epilog, hvor jeg virkelig ventede på et sidste twist, der aldrig kom.

Men som sagt er det hurtigt og nemt læst - lidt som at have set en film. Eller måske to film for det er den tid, det tog mig at læse den. Jeg kan hurtigt blive træt af denne genre, men en gang imellem er det rart med lidt afveksling og noget totalt uforpligtende.  

La maison vide - Laurent Mauvignier

 

• Fransk
• 21.-26. juli
• 752 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske Goncourt-pris uddeles hvert år i november, og så skal man jo som regel vente lidt længere på en paperback-udgave, da den får større succes. Det er det jeg plejer at gøre; jeg har læst størstedelen af vinderne fra dette århundrede og forsøger at læse nogle af de tidligere som fx denne fra 1959, som jeg læste i maj. Den tidligste, jeg har læst, er fra 1916 og er en barsk fortælling om 1. Verdenskrig og det er altid en interessant udfordring at kaste sig over de ældre vindere. Da denne vandt sidste år besluttede jeg mig dog for, at det ikke kunne vente til en paperback-udgave, som heller ikke er planlagt endnu - men så endte den alligevel på reolen i alt for lang tid. Nu er der ikke lang tid til en ny vinder skal findes, så det måtte være på tide at komme i gang.

Jeg havde læst en roman af Mauvignier i 2014, så jeg var bekendt med hans komplekse stil - og han skuffer bestemt heller ikke her.

Titlen - Det tomme hus - refererer til hans families hus på landet i det vestlige Frankrig. Et hus, der stod tomt i mange år indtil hans forældre besluttede at genåbne det i 1976, da han var ni år gammel. Det er kernen i hans families historie - en historie, der er fyldt med tragiske skæbner helt indtil hans far begår selvmord i 1983, da Mauvignier er 16 år. Et selvmord, han ikke forsøger at finde en årsag til men snarere mener stammer fra tidligere generationers traumer.

Han springer tilbage til tipoldeforældrene - Firmin og Jeanne-Marie; huset er på den tid en driftig gård med jorder, smedjer og andre små indtægtskilder. De er ikke borgerskab, men rige bønder, der giver kost og logi til mange i lokalområdet. Firmin er en hård mand, der ikke går af vejen for en håndfast behandling af hustruen - både fysisk og seksuel vold. En kendsgerning, som er fortalt videre i familien til Mauvignier selv som chokeret teenager hører om det.

De får to sønner og en datter, men sønnerne viser sig snart ikke at ville fortsætte på gården. Den ene bliver præst og den anden flytter til Paris (man fornemmer, at han er homoseksuel), så nu sættes alle håb til datteren, Marie-Ernestine, som er født i 1885. Hun kommer derfor i skole hos nonnerne, hvor hun lærer at spille klaver - og det bliver hendes livs bedste eller værste beslutning, for nu drømmer hun om at komme på konservatoriet og er mere end naturligt begejstret for sin klaverlærer - den elegante Florentin, som dog er gift.

Men familiens fremtid er vigtigere, og da hun jo "kun" er en kvinde, finder Firmin en solid arbejdsmand som hendes kommende ægtemand. Det afstedkommer det første drama i familien, da hun forsøger at begå selvmord - men overlever, og bliver tvunget ind i et ulykkeligt ægteskab, hvor kun klaveret bliver hendes frirum.

Et klaver, der stadig står i huset, og er langt mere end blot et objekt. Det er symbolet på Marie-Ernestines knuste drømme. Det er der, huset gemmer sine minder. Det er symbolet på den manglende moderkærlighed mellem Marie-Ernestine og hendes eneste datter, Marguerite, som får forbud mod at være i rummet, når moderen spiller. Klaveret, som får en uendelig tragisk hovedrolle i familiens opbrud i 1945.

Vi følger primært kvinderne i familien - Jeanne-Marie, Marie-Ernestine og Marguerite - i deres liv og deres forhold. Til hinanden, til deres ægtemænd og deres børn. Og til huset. Sidste led i historien er en mand - hans egen far - der fylder næsten ingenting i historien; men den tomhed er som det tomme hus. Den fylder alligevel alt!

Der er ingen dialoger i de tætpakkede sider, hvor de fleste sætninger fylder 10-20 linjer. Det er virkelig intenst, introspektivt og baseret på det implicitte i handlingen. I starten måtte jeg mange gange starte en sætning forfra ganske enkelt for at få hele meningen og alle nuancerne med. Jeg tænkte, at det ville blive et langt sejt træk at komme igennem mere end 700 sider i denne stil. Men så kommer man ind i rytmen, og historien fanger - man bevæger sig mod en uafvigelig afgrund, men det foregår i et uendeligt langsomt tempo med tid til hver en følelse. 

Marguerite, som jo er forfatterens farmor, sendes som 13-årig i tjeneste i en butik. Hun udsættes for seksuelle overgreb af ejeren, og al den kærlighed hun aldrig fik fra moderen søger hun nu i tilfældige mænds arme - og en enkelt kvinde. Men de mænd er desværre ikke altid hendes egen mand - og da denne tages til fange under 2. Verdenskrig er det pludselig en tysk mand, der formår at opfylde hendes behov for ømhed. Det kan kun ende galt og det gør det.

Er det så generationers forbandelse, der i sidste ende fører til faderens selvmord? Mauvignier graver ned i familiehusets historie; han finder gamle fotos i skuffer og skabe og han digter lidt omkring de fakta han kender for at genskabe situationer, som han forestiller sig, det er foregået. Der er faktuelle data, men selvfølgelig er følelser og omstændigheder fiktive netop fordi det hele foregår i lagene under personerne og ikke i deres dialoger. Men den teknik mestrer han eksemplarisk - når man først giver sig tid til at komme ind i en virkelig anderledes stil og rytme.

Den sidste kærlighedssang - Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 18.-19. juli
• 496 sider
• Originaltitel: The Last Love Song

Selvom Lucinda Riley gik bort i 2021, er der stadig "nye" udgivelser. Først fuldførte hendes søn serien om de syv søstre baseret på moderens skitser til historien, og nu giver han sig i kast med bøger, der udkom under hendes første forfatternavn, og fik en mere lunken modtagelse. Denne udkom oprindeligt i 1997, men forskellige omstændigheder gjorde, at Riley stoppede med at skrive i et årti inden successen endelig kom under hendes nye navn. Den er nu opdateret af hendes søn, og det er derfor svært at vide, hvor meget der er ændret. Dog er den langt mindre pladderromantisk end visse andre af hendes bøger, og det er måske her man ser den mandlige indflydelse?

Historien foregår primært i 1960'erne og har mere karakter af en krimi end en reel kærlighedshistorie.

Sorcha og Con er unge i et katolsk og puritansk Irland i 1964. De forelsker sig, men Con er fattig og landsbyens outcast. Sorchas far er en af byens spidser, og varetager samtidig arven for Helen, som er Sorchas kusine og hvis forældre er døde. Helen er ikke byens populære pige, og hendes hemmelige crush på Con fører ingen vegne. Så en dag afslører hun de to unges hemmelighed for Sorchas far, og hun udstødes af familien.

Sorcha og Con tager til London i håbet om at blive berømte. Con er musiker, og Sorcha er smuk. Con bliver optaget i et band og en dag bliver de opdaget - deres gruppe The Fisherman bliver berømte. Det er en ganske fin beskrivelse af 1960'ernes pop- og rockmiljø med alt, hvad det indebærer af sex, drigs and rock'n'roll. Et liv med mange frsitelser, og i beskrivelsen af gruppen er der klare paralleller til The Beatles synes jeg. Con begynder at interessere sig for politisk aktivisme, mens forholdet til Sorcha begynder at skride - og det ender helt galt.

Bogen starter med en kvinde i fængsel, som vi ikke ved, hvem er. Men Helen er også kommet til London og i erkendelse af, at hun ikke vil finde lykken i kærligheden kaster hun sig over en karriere, der kan få hende i kontakt med Con og Sorcha igen. Hævn? Det ender i hvert fald ikke lykkeligt, og det er jo en stor forskel på de traditionelle Riley-historier.

Det er virkelig hurtigt læst - til dens fordel vil jeg sige, at krimimysteriet holdt mig fanget og overraskede mig. Men om det er en langtidsholdbar karrierevej at omskrive sin mors romaner er en anden historie! 

The Prisoner's Wife - Maggie Brookes

 

• Engelsk
• 15.-17. juli
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Ikke helt et biblioteksfund - faktisk et fund i en af de bogbyttekasser, der findes rundt omkring. I mit tilfælde på en S-togsstation, jeg kommer forbi på vej til familiebesøg og der kan man til tider være heldig.

Det er en historie, der læner sig op af andre som fx dem skrevet af Heather Morris. Hendes bøger var i starten baseret på reelle personers historie, men antog så en mere fiktiv form. Der er mange historier fra den forfærdelige krig. Der er i sagens natur mange, der minder om hinanden - men der er også et stort antal forskellige historier, som denne bog viser.

Maggie Brookes fik "historien" fortalt i 2007 af en ældre mand - han havde været britisk krigsfange i en tysk lejr, og fortalte, at der i lejren havde været en tjekkisk kvinde forklædt som mand. Hun var gift med en britisk krigsfange, og nu skjulte de sig sammen i håbet om at overleve. Det lykkedes hende aldrig at finde mere information som navnene på parret eller endsige verificere historien. Men tanken om muligheden satte sig fast i hende, og hun skrev denne fiktive historie baseret på idéen.

Vi er i 1944, og Bill er britisk krigsfange i en tysk lejr i Tjekkiet. Der sendte man de britiske soldater, der var omfattet af Genève-konventionen, og derfor skulle formodes at få en nogenlunde human behandling. Det fik de selvfølgelig ikke - men de havde i det mindste et håb om overlevelse, hvis fysikken magtede det. Til gengæld blev de brugt som arbejdskraft, og Bill sendes således til en bondegård for at hjælpe med praktisk arbejde sammen med en grupper fanger.

Der møder og forelsker han sig i husets datter, Izabella, på trods af, at de kan knap kan tale sammen. Men Izabella lærer sig mere engelsk, og kærligheden vokser. Da krigen begynder at vende for tyskerne, og russerne nærmer sig, ved de, at de må gøre noget. De gifter sig i skjul, og flygter så i håbet om at finde partisanerne i bjergene. Men de tages til fange af tyskerne, og Izabella, der allerede er forklædt som en ung dreng, foregiver at være stum på grund af granatchok. 

Nu skal de overleve i en lejr, hvor der ingen intimitet eller privatliv er - og de indvier en lille gruppe mænd i deres hemmelighed. Mænd, som hjælper med at dække over hendes fysiske utilstrækkelighed og hjælper med at give hende lidt privatliv til intime behov.

Historien følger Bill og Izabella og deres gruppe af venner igennem lejren, og videre til som arbejdsfanger i et stenbrud. Krigen nærmer sig sin slutning, og de må bevæge sig ud på dødsmarchen sammen med tusinder af andre. Undervejs mister de flere i gruppen - eller må efterlade dem i håbet om et gensyn senere. Det er desværre bogens svaghed synes jeg.

Der er nogle utroligt detaljerede beskrivelser af tiden i lejren og under marchen. Der er alt for mange øjeblikke, hvor Izabella mener, at hun nu vil blive opdaget og det hele slutte. Selvfølgelig ville det have været legitimt for planen og idéen er jo vanvittig under de forhold - men at gentage det så mange gange bliver trættende for læseren. Deres ultimative mål er jo at overleve og komme til England, men bogen slutter uden at vi får lukket alle de ender. Selvom det er fiktion ville det have været fint at afrunde med nogle opklaringer om Izabellas familie, som hun forlod i hemmelighed eller de venner, som var så vigtige for deres overlevelse. 

Måske ville historien have stået stærkere, hvis der var mere reel viden - som i tilfældet med de bedste af Heather Morris' bøger, hvor der er en epilog.

Maskefald - Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl

 

• Dansk
• 13.-14. juli
• 448 sider

Man skal være tålmodig når man giver sig i kast med serier! Jeg læste første bind af denne planlagte trilogi, der åbenbart også skal filmatiseres. Men de venter nok på sidste og tredje bind for at kunne binde det sammen til en sammenhængende historie. Dog ses det, som jeg allerede skrev om første bind, at det er tiltænkt den store skærm. Manuskriptet er stort set klart i bogen, og det fjerner lidt af magien ved litteraturen.

Vi starter i 1875 i Paris, hvor Jessie er på bryllupsrejse men samtidig møder præstesønnen Johannes hjemmefra, som hun havde et godt øje til inden hun blev forlovet. Det skaber visse problemer - men derudover er det lidt svært at se, hvad denne parentes i Paris skal gøre for historien.

Dernæst springer vi tre år til optakten til det store maskebal, hvor både den danske og den svenske konge skal deltage. Her får man jo virkelig associationer til den første Downton Abbey-film, hvor den engelske konge besøger godset. Der er tydelig temmelig meget inspiration - lidt for meget kan man fristes til at synes. Der er intrigerne i køkkenregionerne om måltidet til de fine gæster og her møder vi igen kokkepigen Oda, der stadig vil frem i verden. 

Samtidig kæmper Jessie med forældrene om at få lov til selv at passe sit barn og få frihed til at udføre sine idéer til maskeballet som skal baseres på Elverhøj. Hendes mand kæmper for at blive anerkendt af svigerfaderen, men hans moderne idéer om landbrug er ikke velsete - og hans eneste ven synes at være Oda. 

Der er andre intriger på spil, som staldkarlen Stig, der vender tilbage efter nogle år i storbyen - Odense!!! - for at genvinde sin elskede, men stadig må kæmpe mod godsforvalteren. Så sceneskiftene er hyppige og giver en god rytme i historien, som er virkelig hurtigt læst. Det er hyggeligt men jeg forstyrres noget af hele tiden at kunne se filmmanuskriptet i bogen, og mangler dybde i personerne. 

Der er dog ingen tvivl om, at det er god og nem hyggelæsning, og hvis det bliver filmet på Egeskov kan man glæde sig til en god tv-serie. 

Rose - Tatiana de Rosnay

 

• Fransk
• 12. juli
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er rigtig mange år siden jeg sidst læste noget af Tatiana de Rosnay. Jeg har set mindre til hendes romaner synes jeg - og jeg var ikke helt overbevist af den sidste. Men jeg faldt over denne på biblioteket, og emnet virkede interessant.

Rose bor i en gammel ejendom ved Saint-Germain-des-Près i en lille gade, der hedder Rue Childebert. Den findes ikke længere - ligesom de andre små gader, der nok snarere var gyder i området omkring kirken. Men det gør den stadig her i 1867, hvor Rose ejer en hel ejendom og har boet i årtier. Hun flyttede ind, da hun blev gift med Armand og lever blandt andet af lejeindtægten fra de to butikker i stueetagen. Hun er enke, og hendes eneste datter bor langt fra Paris.

Men nu skal gaden destrueres og alle beboere skal fraflytte deres hjem som led i baron Haussmanns renovering af Paris. Rose vil dog ikke flytte fra huset - hun lovede manden inden hans død at hun ville bevare deres hus. En håbløs plan, men Rose gemmer sig i det tomme hus i den tomme gade og venter på, at det falder ned om ørene på hende. Mens hun venter skriver hun til sin afdøde mand for at fortælle ham, hvad der er sket siden hans død ti år tidligere. Men hun kommer også ind på deres første forelskelse, deres familieliv og en masse detaljer som man objektivt set burde mene, at manden kendte til. Hvis han da overhovedet skulle læse det!

For det er jo blot en kulisse for at fortælle historien, og det kunne være gjort langt bedre på andre måder. Man tror i lang tid, at Rose gemmer på en stor hemmelighed i huset - en fysisk hemmelighed, der skal holdes skjult. Det handler dog i al sin enkelthed kun om at holde løftet til manden - hvilket ikke virker plausibelt for en kvinde på tres år at lade sig dræbe af murbrokker. Og oven i købet trække andre med i sin død.

Indimellem Roses brev til manden, er der gengivelser af breve hun har modtaget og gemt fra sit liv. De virker desværre heller ikke troværdige for tiden, hvis de var skrevet fra 1830 og frem.

Historien om renoveringen er interessant. I dag ser vi Haussmanns Paris. Det er det Paris, der har gjort Paris så berømt og man glemmer, at der inden da var en anden by, som Victor Hugo blandt andet lovpriste. Han var enig i behovet for bedre hygiejne, flere træer og grønne områder, men han var inderligt imod nedlæggelsen af det historiske Paris som fx hele området omkring Notre-Dame som var tæt bebygget med små huse og smalle gyder. 

Det er jo ikke svært at forstå, hvor traumatisk og dramatisk det har været for alle dem, der blev smidt ud af deres huse for st skabe de store smukke boulevarder, der i dag er kendetegnet for Paris. Det var en så intens og voldsom forandring koncentreret over femten år og i konstant byggerod. I dag nyder vi det, det blev til og de fleste af de huse, der forsvandt havde næppe stået i dag. Men derfor kan man jo godt have lyst til at opleve det andet middelalderlige Paris.

Et interessant emne som sagt - men der var en del irritationsmomenter for mig også. 

Theo af Golden - Allen Levi

 

• Engelsk
• 10.-11. juli
• 400 sider
• Originaltitel: Theo of Golden

Nogle gange tjekker jeg bestseller-listen for New York Times, og så lader jeg mig friste. Jeg trængte også til noget engelsk litteratur efter mit franske maraton. Måske også noget lidt lettere - men her endte jeg måske i lidt for meget af en kliché?

Theo er en ældre elegant herre på 86 år, der en forårsdag pludselig dukker op i den lille by Golden. Han besøger den lokale café i jagt på en rigtig god kop kaffe, og på caféens vægge ser han de blyantsportrætter en lokal kunstner har lavet af byens indbyggere. Der er 92 portrætter og Theo beslutter sig for at blive i byen, og gøre dem til sin mission. Han vil købe dem et efter et for at give dem videre til den portrætterede person, som han mener er den rigtige ejer.

De lokale ser først på ham med en vis mistro. For hvem er denne ældre mand, som ikke vil give sit efternavn og nødigt fortæller om sig selv. Vi ved blot, at han er fra Portugal. Han har engang været gift og haft en datter. Men han har nu boet i New York i mange år. Men alle andre spørgsmål undgår han behændigt.

Han skriver til personerne, og beder dem møde ham på en bænk i byens park for at modtage deres portræt. Således møder han folk fra alle byens samfundslag og hver gang stiller ham dem det samme spørgsmål: "Fortæl mig din historie".

Hans projekt bringer ham i kontakt med mennesker, der har behov for hjælp og han bliver den anonyme velgører for en del af dem. Men hans projekt begynder også at ændre folk og bringe dem sammen på en ny måde. Folk i byen begynder at lægge mærke til og tage sig af hinanden med en ny iver. 

Der er en del bibliske referencer hele vejen igennem. Navnet alene - Theo. Gud. Hans evne til at få folk til at folk til at føle sig set, hørt og elskede. Hans uselviskhed. Hans anonymitet. 

Vi får Theos fulde identitet i slutningen af bogen. Vi finder ud af, hvorfor han kom til Golden - og ikke en anden by. Det hele var nøje planlagt - måske bortset fra projektet med portrætterne, som dog viste sig at være perfekt til hans formål. Så mystikken opklares til sidst og det er for det meste en meget happy ending.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Paulo Coelhos Alkymisten. Det er selvfølgelig en helt anden historie - men idéen og effekten virker til at være den samme. Nogle gange har verden åbenbart behov for denne slags bøger, hvor vi hylder det gode i mennesket. Et behov for at blive mindet om, at vi alle kan gøre en forskel for andre, hvis vi blot interesserer os for vore medmennesker.

Det er jo en åbenlys og fin tanke. Men jeg synes det bliver lidt for prædikende og overlæsset med simpel symbolik. Desuden fratages vi tit muligheden for selv at gætte; Theos tanker og handlinger udpensles for læseren, så den mystik, der jo angiveligt skal være, forsvinder.

Den er virkelig hurtigt læst, og jeg er nok ikke helt modtagelig overfor denne slags moderne spiritualitet, som er så karikeret.

Familien Thibault III - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 3.-9. juli
• 639 sider
• Originaltitel: Les Thibault III

Sidste bind i den snart et hundrede år gamle trilogi om de to Thibault-brødre indeholder sidste del af  det oprindelige syvende bind - Sommeren 1914 - og Epilogen udgivet i 1940, som i sig selv er en roman og udgjorde ottende bind.

De første 300 sider - med slutningen af Sommeren 1914 - foregår fra 31. juli til 10. august, og er lige så detaljerede som syvende bind var. Man får her et helt unikt indblik i de politiske forsøg på at forhindre en krig, der skulle blive den sidste store krig. De imperialistiske rænkespil mellem stormagterne og de uundgåelige konsekvenser, når en nation begynder at mobilisere tropperne. For nu er der pludselig ingen vej tilbage og alle venter spændt på, hvem der først udsteder en officiel krigserklæring. 

Antoine ved jo, at han vil blive mobiliseret som læge men Jacques mener stadig, at socialisterne har en chance for at afværge krigen, hvis blot arbejderne går i generalstrejke. Ikke kun i Frankrig men i en international bevægelse. Da den franske leder Jaurès bliver dræbt på en restaurant i Paris mister partiet dog sin vigtigste figur, og da krigserklæringerne begynder at komme fra de europæiske magter, ændrer tonen sig.

Pludselig er klassekampen ikke uopsættelig, for nationalfølelsen overtager. Mange socialister mener, at krigen i sig selv vil bane vej for en ny verdensorden - hvilket den jo gjorde - men at det nu handler om at stå sammen trods politiske overbevisninger for at beskytte det franske territorie. Jacques er slet ikke enig, og vil ikke mobiliseres. De to brødre skilles således ikke som venner, da Jacques returnerer til Schweiz for at fortsætte kampen derfra. Han vælger en sidste desperat handling for at råbe kammeraterne op - og dør i forsøget.

Epilogen foregår fra foråret 1918 til krigens slutning i november. Antoine er blevet såret ved at inhalere den farlige sennepsgas, og er på en klinik i Sydfrankrig. Han tror selv på en bedring, selvom han ved, at han aldrig bliver som før. Men over sommeren forværres hans tilstand, og et besøg i Paris, hvor han ser Jacques' forlovede Jenny, hendes bror, Daniel, og Gise bliver skelsættende. Daniel har mistet et ben - og livslysten. De unge kvinder har omdannet familiens hus til hospital, og entusiasmen for krigen er forsvundet. Da han møder sin gamle læremester Philip, ser han i dennes øjne, at han ikke vil overleve.

Trilogien slutter med Antoines dagbogsnotater fra juli til november, hvor han afventer døden og filosoferer over meningen med det hele. Han var den succesrige - og rige - læge, der levede et privilegeret liv. Han havde elskerinder, men blev aldrig gift. Han satte æren og familien over alt andet. Men nu ændrer hans synspunkter sig, og han forstår Jacques. Hans lyspunkt er Jennys søn, Jean-Paul, født efter Jacques' død og uægte barn. Men han ser i ham håbet for en ny æra for Frankrig og Europa - og man tænker jo, at dette barn vil være en ung mand, når den næste verdenskrig rammer.

Dette sidste bind er skrevet i 1940 netop som 2. Verdenskrig startede. Du Gard fik Nobels litteraturpris i 1937, hvor Sommeren 1914 netop var udkommet og man kan sagtens se symbolværdien i dette. Hans politiske og pacifistiske holdninger er en advarsel om, hvor galt det kan gå og der er vel nok en politisk symbolik i at give netop ham denne pris for at kaste lys på den fare, man i slutningen af 1930'erne måske stadig håbede at kunne stoppe.

Det har været en intens læsning over knap tre uger og næsten 2.400 sider. Udgivelsen strækker sig over næsten tyve år, og det mærkes også i stilen, der bliver mere moderne som den skrider frem. Der er ikke mange lyspunkter i denne dommedagsfortælling om undergangen af en familie, et samfund og en verdensorden - men det er et helt fantastisk indblik i historien skrevet næsten som den udfoldede sig.

Familien Thibault II - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 26. juni - 2. juli
• 862 sider
• Originaltitel: Les Thibault II

I andet bind af Roger Martin du Gards episke værk om begyndelsen af det 20. århundrede fortsætter vi med det sjette bind af de oprindelige udgivelser og en stor del af syvende bind, som er langt det største af dem alle.

Sjette bind er La mort du Père (1929) - Faderens død, og fylder et par hundrede sider. Vi sluttede, da den ældste bror Antoine rejste til Schweiz for at hente sin revolutionære bror, Jacques, hjem til faderens dødsleje. Faderen forstår endelig, at enden er nær og gribes nu af moralske skrupler som den stærkt troende katolik han er. Jacques konfronteres med følelserne for den far, han har hadet i så mange år. Da Antoine ender faderens lidelser med en overdosis morfin, er Jacques den mest ramte af dem. 

Antoine har behandlet faderen i længere tid, og anskuer sygdommen med sine pragmatiske medicinske øjne hvilket fører til en længere filosofisk diskussion om tro med faderens sjælesørger, abbeden Vécard. Det er passager som disse, der kan være lidt lange at komme igennem - samtidig er de blandt de mest spektakulære fordi vi her får et indblik i tidsånden, og vi her ser den dualitet, som er toneangivende i hele værket. Katolicismen mod protestantismen; tro mod videnskab; borgerskabet mod proletariatet - og krig mod fred.

For syvende bind handler om optakten til og starten på 1. Verdenskrig. Skrevet i 1936 under titlen Été 1914 - Sommeren 1914 - er det en nærmest minutiøs gennemgang af dagene fra slut juni til midt august, hvor den generelle mobilisering finder sted.

Jacques er tilbage i Schweiz efter faderens begravelse, og er aktiv i den socialistiske bevægelse som vokser i Europa som modvægt til det gamle system, hvor overklassen og borgerskabet bestemte og regerede. Sin egen borgerlige baggrund til trods arbejder han for en klasserevolution, men der er vidt forskellige meninger om metoden. Helliger målet midlet? De revolutionære kan ikke blive enige. Er en voldelig overtagelse af magten vejen frem? Nogle argumenterer for, at det blot vil føre til, at den nye styrende magt selv vil blive enevældige - og det er jo rent faktisk, hvad der skete i Rusland efter 1917, og generelt mange steder i verden til alle tider. Stort set samtlige kommunistiske eller afrikanske styreformer opstod på den måde med triste resultater til følge.

Jacques er fra tid til anden tilbage i Paris, nu hvor faderen er død og forholdet til broren forbedret. Da Jenny og Daniels far begår selvmord, møder han den unge pige igen og endelig finder de hinanden. Men hun skal forstå hans revolutionære tanker! At han vil give sin arv til klassekampen og hun skal være hans kammerat i kampen for retfærdighed for verdens arbejderklasse. Et synspunkt Antoine jo ikke deler, som han lever sit komfortable liv som læge og samtidig har an affære med en barndomsvens hustru.

De private hændelser fra de to brødres liv fylder noget; men langt størstedelen er en virkelig grundig gennemgang af de politiske hændelser fra mordet i Sarajevo til starten på 1. Verdenskrig. Mere end 600 sider, hvor vi tages igennem samtlige diskussioner, mæglinger og forhandlinger mellem stormagterne i Europa på tværs af alliancer, der brydes. Det er om noget den mest grundige gennemgang, jeg har læst og er anerkendt som værende faktuelt historisk korrekt. 

Roger Martin du Gard var ikke alene pacifist; han mente også, at socialisterne havde en reel chance for at stoppe krigen ved at gå i generalstrejke. Arbejderbevægelsen var for alvor brudt frem, men den nationalistiske propaganda vinder til sidst til Jacques' store ærgrelse - han forstår ikke, at patriotismen i sidste ende er stærkere end det revolutionære ideal. For da det endelig gælder vil individet forsvare sit land, og selv de mest indædte revolutionære vil nu gå i krig for Frankrig.

Da dette bind blev skrevet i 1936 stod vi foran en ny potentiel katastrofe. Du Gard kunne ikke dengang vide, hvor nazismen ville føre hen, men han så alle faresignalerne i horisonten og bruger analogien fra 1914 som advarsel. Det hjalp som bekendt ikke, men historien om sommeren 1914 er et skræmmebillede på, hvordan national stolthed, politisk spil og demagogi kan føre til en situation hvorfra der ingen vej tilbage er.

Det er bestemt ikke nem læsning, men perspektivet fra en næsten samtidig kilde er eminent og samtidig tankevækkende fordi man indser, hvor lidt har ændret sig.

Syvende bind i den oprindelig udgivelse er brudt i to dele i den moderne version, så tredje og sidste bind indeholder slutningen af Sommeren 1914 og ottende bind. Det skal læses direkte i forlængelse af denne selvfølgelig!  

Familien Thibault I - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 19.-25. juni
• 875 sider
• Originaltitel: Les Thibault I

Denne franske mammutserie har stået på min læseliste i nogle år, men jeg var også i tvivl om den stadig var tidssvarende. 

Den udkom oprindeligt i otte bind over en årrække fra 1922 til 1940, og forfatteren fik tildelt Nobels litteraturpris i 1937, da syv bind var udkommet. I den moderne franske version er de otte bind samlet i tre bind, så første del indeholder de første fem bind: Le cahier gris (1922) - Det grå stilehæfte; Le Pénitencier (1922) - Straffeanstalten; La Belle Saison (1923) - Den smukke årstid; La Consultation (1928) - Konsultationen og La Sorellina (1928) - Sorellina. 

Vi følger - som titlen siger - Thibault-familien; en fransk katolsk familie bestående af faderen, den strenge industrimand, der er enkemand og familiens despot. Han forventer store ting af de to sønner - en god uddannelse, et retskaffent liv og ikke mindst lydighed overfor hans vilje. Den ældste søn, Antoine, er født i 1881 og læser medicin. Han opfylder fint faderens forventninger. Den yngste søn, Jacques, er født i 1880 og moderen døde i barselsseng. Han er rebellen, der som 14-årig stikker af hjemmefra for at undvige faderens strenge husorden og de krav, der stilles til ham.

Ikke mindst er han oprørt over faderens modstand mod hans venskab med Daniel de Fontanin - en jævnaldrende skolekammerat, hvis familie har den store fejl at være protestanter. Hos Thibault-familien bor også en ældre guvernante, kaldet Mademoiselle, og hendes forældreløse niece Gise. I Fontanin-familien har Daniel en søster, Jenny, mens forældrene lever adskilt. Moderen Thérèse indser undervejs langt om længe, at hun ikke kan leve med mandens eskapader.

Rundt om disse to familier er der selvfølgelig en række mindre væsentlige personer. Antoine og Jacques er unge, og har nogle romantiske eventyr helt i tidens ånd. Bekendtskaber med letlevende kvinder inden de slår sig til ro i et godt kristent ægteskab, hvilket ikke sker i første bind - og flirts med korrekte unge kvinder, som foregår som det gjorde dengang. Det er med overdrevne hjertesuk hos kvinderne, og svedige håndflader og lignende hos mændene.

De første tre bind er noget tunge at komme igennem, da stilen er så anderledes fra moderne litteratur. Vi er ikke tilbage i Victor Hugo-stilen, som er overraskende tidssvarende men snarere hos Balzac, Zola eller Tolstoi. Der er en vis form for realisme men også uendeligt meget introspektion, hvor deres moralske indre kampe kan virke lidt for dramatiske for vores tankegang.

Fra tredje bind, der er skrevet i 1928, sker der dog en ændring i stilen, som bliver mere handlekraftig med flere dialoger. Men der er stadig intet hastværk for at komme videre i historien. Hele fjerde bind - Konsultationen - som fylder knap 150 sider er således en beskrivelse af en dag i Antoines liv som læge. Det er beskrivelser af hans patientbesøg, som jo giver en indsigt i tidens dårligdomme. Romanen starter i 1904, og i dette bind er vi omkring 1910 - så det er inden penicillinen, hvor en mellemørebetændelse kunne slå én ihjel. Det giver gode øjebliksbilleder af et Paris i starten af århundredet, men mange hovedpersoner mangler fra dette bind.

Der er selvfølgelig også udvikling i familien omend meget ubalanceret. Fontanin-familien går ind og ud af hsitorien, mens de to Thibault-brødre kæmper med kærligheden og karrieren. Jacques flygter endnu engang fra faderen, og i sidste bind rejser Antoine til Schweiz for at finde ham, og bringe ham hjem til faderens dødsleje. Så efter 875 sider ender vi med en reel cliffhanger!

Jeg var lige ved at give op efter 100-200 sider må jeg indrømme. Men det vokser på én, og nu vi er i 1913, ved jeg jo, at der venter store ting forude med 1. Verdenskrig. Jeg kan dog også sagtens forstå, hvorfor den er blevet så berømt på sin tid, for uanset hvordan vi i dag betragter det, så har det været banebrydende for 100 år siden med emner som familieopgør, religionsfrihed, seksualitet og slutningen på en verdensorden. 

Vous parler de mon fils - Philippe Besson

 

• Fransk
• 17.-18. juni
• 208 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så fik jeg afsluttet min Besson-serie, som jo ikke er en serie - men jeg havde tømt biblioteket for hans bøger. Denne fra 2025 stod faktisk på min liste til sommerferielæsning i paperback, men fra biblioteket er det endnu bedre. Især da den som alle hans bøger er relativt kort.

Læsningen var dog lidt sværere, og jeg måtte lægge den fra mig og tage den over to dage, da den virkelig går lige i én.

Historien fortælles af Vincent; en far til to drenge på 9 og 14 år og gift med Juliette. Men Hugo, den ældste dreng, er død og familien er ved at gøre sig klar til en hvid march i deres hjemby for at mindes drengen, og protestere mod den mobning han var udsat for.

Så vi ved hurtigt, at Hugo er død. Men hvordan? Og hvordan kom det dertil?

Historien er Vincents indre dialog om forløbet op til denne march. Om Hugo, der ikke ville fortælle sine forældre, at han blev mobbet i skolen. Om slagene. Om tekstbeskederne. Om ydmygelserne. Om presset. Men også om angsten for at fortælle det til de voksne, fordi en konfrontation kun ville gøre det værre.

Og det er det Vincent og Juliette gør. De kontakter skolen, de mødes med mobbernes forældre. De opsøger en psykolog. Hugo får det værre og for at undgå yderligere eskalering, siger han, at det er blevet bedre. Men de tvivler, og fortsætter deres kamp for sønnen. Indtil han tager sit liv.

Ligesom i en af sine tidligere romaner bearbejder Besson her et af de traumer, vi læser og hører om i medierne. Mobning af børn er desværre udbredt, og har nok altid eksisteret. Jeg blev drillet meget som barn indtil jeg skiftede skole, og det har uden tvivl præget mig. Men i dag er tonen langt hårdere ligesom metoderne er mere veludviklede og langtrækkende med sociale medier som en modbydelig katalysator for børns ondskab. En ondskab, som i sidste ende er en refleksion af den opførsel de ser fra voksne. 

Vincents fortælling skrider stille frem i al sin gru mens de forbereder sig til marchen, og kommer igennem dem. Fordi de skal, og fordi der er en lillebror og et liv, der skal gå videre. Men man rammes hårdt igennem læsningen netop på graund af den dystre stille fortælling, der skræller lag efter lag af historien om magtesløshed hos forældrene. 

Desværre kommer der jo heller ingen forklaring eller forløsning - andet end at skrive om det måske kan opfordre til debat og oplysning. En bog, som jo ville være glimrende til en skoledebat, selvom den undervisningsmetode ikke er typisk i det franske skolesystem. 

Besson mestrer dog som altid kunsten at få en stor historie ind i et kompakt format.

Nu er det dog tid til noget andet, og nogle mursten af bøger som jeg endelig har fået hjem.

De là, on voit la mer - Philippe Besson

 

• Fransk
• 16. juni
• 204 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I min nyfundne begejstring fik jeg hentet hele tre bøger af Philippe Besson på biblioteket, men heldigvis er de vidt forskellige. Hvor de sidste to var fortællinger fra hans eget liv og hans egen familie, er vi her i ren fiktion igen. Selvom visse ting lader til at være en fast bestanddel af hans univers! Det kommer vi tilbage til.

Louise er i fyrrerne, gift med François - og forfatter. Hun har lånt et hus i Italien af en veninde for at få fred og ro til at skrive på sin seneste roman. Huset ligger i en lille landsby i Toscana, hvor hun kan gå langs havnen og følge med i det daglige liv med færgernes afgange og de indfødtes stille liv rundt om turismen. Hendes veninde har en husholderske, der også kommer hver dag og hjælper Louise. En dag kommer dennes søn forbi, og Louises liv ændres på et sekund.

Den kun 20-årige unge mand, der studerer på søfartsakademiet, og Louise indleder et forhold. Et intenst og passioneret forhold, hvor Louise genopdager sig selv. Det skal holdes hemmeligt, men en dag opdager husholdersken sin søn i huset om morgenen. Det forbliver uudtalt, men Louise fornemmer, at det ændrer dynamikken imellem dem.

Da hendes mand er ude for en trafikulykke i Paris må hun haste hjem, blot for at opdage, at han har gjort det for at få hendes opmærksomhed - bevidst kørt sin bil ind i en anden bil. Men er hun klar til at give ham den opmærksomhed han kræver af hende - eller er de nået til vejs ende efter ti års ægteskab?

Louise fremstår faktisk ikke som en sympatisk person. Hun er drevet af sin egosime om ikke at ville have børn, ikke ville gifte sig, have ro til at skrive - og François har tilpasset sig. Nu gør han oprør, og hun forventer igen, at han tilpasser sig hende og giver hende tid til at afprøve den anden relation. Og Luca - den unge mand - 

Det hele er skrevet komprimeret og i korte sætninger, afsnit og kapitler - lige så intenst som den livsændring Louise oplever, og set med hendes oplevelse af de andres situationer. En vinkel, der ikke er udelukkende empatisk. Bessons fokus er på hendes frigørelse, og vejen til et usikkert forhold med Luca. Slutningen er vidt åben for fortolkning, men historien handler ikke om det - men om vejen dertil.

Hvor er så parallellerne? Husholdersken hedder Graziella som stuepigen i Une pension en Italie. Den unge mand hedder Luca, som virkelighedens Lucas i Hold op med at lyve. Hvor Graziella fra familiehistorien muligvis er opdigtet, så er Lucas ikke - og som han selv skriver, så undrer det ham senere i livet, da han opdager familiehistorien, hvor mange gange han ubevidst har brugt de navne.

Så er der selvfølgelig Italien, som han også vender tilbage tit - det kan man jo ikke fortænke ham i. Det er en smuk kulisse til en historie - ikke mindst en kærlighedshistorie; dog var jeg mindre begejstret for denne end for andre af hans fiktionsromaner som Ceci n'est pas un fait divers eller Paris- Briançon.

Hans stil er også ret konsekvent. Små intense romaner, der sjældent overskrider 200 sider. Så jeg starter om morgenen og slutter om aftenen. Så kan jeg mærke, at jeg snart trænger til en stor tung roman, der kan vare noget længere.

Lázár - Nelio Biedermann

 

• Dansk
• 14.-15. juni
• 360 sider

Det er måske farligt at blive udråbt som et geni som blot 23-årig; ikke desto mindre er det, hvad der er sket for den unge schweiziske forfatter Nelio Biedermann med hans internationale debutroman Lazar.  

Det starter i en udefinerbar tid på et slot langt ude i en skov. Her fødes Lajos von Lázár som søn af baronen og baronessen, og er et underligt gennemsigtigt barn. Slottet ligger i det østrig-ungarske rige, så vi ved, at vi er inden udbruddet af 1. Verdenskrig. Baronen mistænker barnet for ikke at være hans eget, og baronessen lever i sin egen verden. Det gør baronens bror også - eller rettere han lever i en bogs verden lukket inde i et tårnværelse på slottet for ikke at bringe skam over familien.

Skoven omkring slottet både beskytter dem og opsluger dem; som Lajos' søster Ilona, der forsvinder derud den dag hun får sin menstruation og vender forandret tilbage. Hele stemningen er gotisk og magisk, og sætningerne konstrueret med uendelige indskudte sætninger, så man flere gange må læse forfra for at følge med i dens oprindelige hensigt. Her fornemmer man måske mest tydeligt, at det er oversat fra tysk og man kan glimrende forestille sig den virkelig komplekse tyske sætningskonstruktion. Det giver frygtelige minder fra skoletiden, hvis man ikke var begejstret for det sprog!

Som historien skrider frem bliver den dog mere konkret og tidsbestemt. Der er 1. Verdenskrig med opløsningen af imperiet og fødslen af den ungarske stat. Fascisterne kommer, og baronen må deltage i udryddelsen af jøderne, som Ungarn var særdeles effektiv og brutal i. Ethvert besøg til Budapest vidner om de rædsler regeringen og befolkningen sanktionerede under krigen. 

Efter krigen bliver Ungarn en del af det russiske kommunistiske styre indtil de skæbnesvangre dage i efteråret 1956, hvor oprøret sender Lajos' børn Pista og Eva på flugt til Schweiz. Så der har vi forbindelsen til Neilo Biedermann, der selv stammer fra en adelig ungarsk familie, der flygtede i samme periode.

Mændene i familien - Lajos, hans far Sandor og onklen Imre - er ikke stærke nok til at klare den omvæltning historien byder dem. De bliver sindssyge; de drikker; de er utro. Kvinderne, Lajos' mor Maria og hans hustru Lilly, er indbegrebet af adelig ynde, der ikke helt synes det er rimeligt, at verdenshistorien sådan skal gribe ind i deres privilegerede liv. Men Pista og Eva formår at forstå den nye verdensorden, acceptere nederlaget og komme væk.

Rundt om familien er der en skare af skæve skikkelser, der også er med til at illustrere, hvad der skete i Ungarn i de år. En katolsk præst, der kritiserer Hitler. Pistas ungdomskærlighed, Matilda, som han slet ikke havde forstået var jøde. Diverse elskere og elskerinder, tjenestefolk, huslærere og endog Stalin.

Jeg troede i starten, at det ville blive en kompleks læsning på grund af de lange komplicerede sætningskonstruktioner. Men så kom jeg ind i universet, og flød igennem uden at kunne stoppe. Den ændrede dog mærkbart karakter i slutningen, hvor det blev langt mere konkret, og magien forsvandt desværre en anelse. Desuden synes jeg han forlader et par vigtige personer - Lajos, Lilly og Imre - lidt brat og uafklaret.

Men ingen tvivl om, at det er en storslået roman, hvor man tages med til et univers, der minder om Allende men sat i en østeuropæisk kontekst. Det bliver spændende at se, hvad han kan blive til! 

Hold op med at lyve - Philippe Besson

 

• Fransk
• 13.-14. juni
• 198 sider
• Originaltitel: Arrête avec tes mensonges

Jeg har endelig fået øjnene op for Philippe Besson, og selvom jeg netop havde læst en af hans sidste romaner, så fandt jeg straks tre andre på biblioteket. De er alle relativt korte, og jeg læste denne i nærmest et stræk - ikke mindst fordi den var hjertegribende fængslende.

Jeg er faktisk glad for, at jeg læste den umiddelbart efter historien om Bessons morfars livshistorie - for her får vi en anden version af samme problematik. Evnen og viljen til at leve sit eget liv, som man føler det er rigtigt.

I sommeren 1984 er Besson sytten år gammel, og han er endnu ikke kommet ud, men er ikke i tvivl om sin identitet som homoseksuel. Det er ikke nemt i en lille by i Sydvestfrankrig, hvor alle kender alle. Så han kaster kun skjulte blikke efter Thomas, som fascinerer og tiltrækker ham. De har aldrig talt sammen indtil den dag Thomas opsøger ham, og siger de skal mødes på en café i byens udkant.

Det indleder et forhold, der varer til skoleåret er omme. Et forhold, der præges af intense elskovsscener, men mindre ømhed og slet ingen offentlig fremtræden. Besson forstår instinktivt, at Thomas ikke er klar til at stå ved sig selv, og accepterer spillereglerne. Men han er forelsket, og da sommeren kommer og de hver især rejser på sommerferie, er han knust af ulykkelig kærlighed. Han fortsætter sine studier i Bordeaux efter sommeren, og hører aldrig mere fra Thomas.

Indtil han i 2007 pludselig møder en ung mand, der ligner Thomas. Det er hans søn. Så Thomas har giftet sig, og lever nu et liv efter de normer, samfundet og hans familie satte for ham. Den unge mand hedder Lucas. Besson fortæller, at han selvfølgelig flere gange i sine romaner har brugt navnet Thomas til en af sine personer; men mere urovækkende er det, at han ofte også har brugt navnene Lucas/Luca. Uden at kende til Thomas' søn. Nu får han Thomas' telefonnummer, men vælger ikke at kontakte ham, da han har en fast partner, og ikke mener det nytter at åbne gamle sår.

Den sidste del foregår i 2016, da Lucas kontakter ham med henblik på at mødes. Det bliver til den triste slutning på en fortælling om en mand, der aldrig turde stå ved sig selv. Han har forsøgt - ironisk nok i nogenlunde samme alder som Bessons morfar, og i en tid, hvor samfundet havde ændret sig markant fra 1964 i den italienske historie. I sidste ende svigter modet ham.

Det er en smuk, men sørgelig historie. Besson valgte at skrive om den. Han dedikerer bogen til Thomas med fuldt navn og hans fødselsår og dødsår. Forsiden prydes af et foto af Thomas. Der er ingen hemmeligheder længere. Men Lucas havde allerede i 2007 forstået sammenhængen og giver implicit sin tilladelse til at Besson skriver om det. Hvad ville Thomas have tænkt om det? Det ved vi ikke, men kan jo gætte - og er det modigt eller overmodigt at udlevere ham? Måske er det en form for oprejsning for Lucas, som endelig kan forstå den far, han aldrig syntes at kunne nå?

Besson skriver tit om temaet om tilfældigheder, der ændrer liv. Det er temaet i fire af de fem romaner, jeg har læst af ham. Han mestrer det, så læseren gribes af historien - og som regel kniber jeg en tåre til sidst. Men mange af hans romaner har været fiktion, indtil hans mor sagde til ham, at han skulle holde op med at lyve (!) og skrive om sit eget liv. De historier er kommet i flere romaner, og viser blot, at virkeligheden absolut ikke står tilbage for fiktionen. Desværre kan man sige.

Oliva Denaro - Viola Ardone

 

• Dansk
• 12.-13. juni
• 308 sider

Jeg havde set denne flere gange på biblioteket, men normalt læser jeg helst italienske romaner i fransk oversættelse. Sproget er tættere på og oversættelserne derfor tit mere melodiøse synes jeg. Men anmeldelsen på Peters Verden overbeviste mig, og det fortrød jeg ikke - så meget desto mere som jeg jo var på Sicilien i april.

Oliva er seksten år i 1960 i en lille siciliansk landsby, der stadig lever efter århundreders gamle regler om kvinders og pigers opførsel. Hun kender alle reglerne - og hun er smerteligt bevidst om, at de adskiller sig fra de regler, der gælder for hendes tvillingebror Cosimino. Oliva elsker at løbe, hun elsker at samle snegle og frøer sammen med faderen, som de sælger på markedet sammen med den indtægt de får fra det, de dyrker på jorden. Men nu er hun ved at blive voksen, og pludselig ændrer reglerne sig.

Olivas far er fåmælt og moderen brokker sig konstant over hans apati. I virkeligheden er han feminist før sin tid, og respekterer hendes selvstændighed. 

Da Oliva får en beundrer i bagerens søn, Paternò, er hun først flatteret - moderen har aldrig syntes hun er en køn pige. Men nu står Paternò og fløjter udenfor deres hus hver aften. Oliva ved hun skal overholde reglerne, selvom hendes kommunistiske veninde Liliana fortæller hende, at kvinder kan blive politikere og i det hele taget andet end blot at gifte sig, føde børn og blive hjemme i huset. Da hun en dag møder Paternò på gaden, giver han hende en appelsin, som hun tager imod. Vi er på Sicilien - så det er ikke et æble; men betydningen er den samme. Det er syndefaldet, som det senere udlægges af folkedomstolen i landsbyen.

Historien er baseret på en virkelig historie fra perioden, hvor begrebet fuitina - den lille flugt - var en accepteret skik på Sicilien. Det var unge, der stak af fra familien og fuldbyrdede deres forhold for at opnå retten til at gifte sig. Men det var også unge mænd, der bortførte unge piger, voldtog dem - og måtte gifte sig med dem for at genoprette pigens ære og selv slippe for straf. En straf, der ansås for at være hypotetisk i folks øjne - for det var som regel pigens skyld. Hun havde nok ikke overholdt reglerne!

Olivas liv og fremtidsmuligheder ændres på et øjeblik, men hun nægter at give efter. Hun kæmper mod traditionerne og kvindens lod. I sin kamp viser faderen sig pludselig at træde i karakter og stå ved hendes side, og selv den traditionsbundne mor overgiver sig. Men det har fatale konsekvenser for hele familien og deres liv i det lille samfund.

Anden del af historien foregår tyve år senere, hvor kapitlerne fortælles på skift af Oliva og faderen. Vi får et tilbageblik på, hvad der skete i årene efter og hvordan det formede familien lige til brorens livsvalg. 

Det er en stærk feministisk roman om traditioner og personlig frihed. Det er Olivas kamp for at blive fri for traditionerne, og skabe sit eget liv på trods af omkostningerne for alle omkring hende. Men det er også et stykke kulturhistorie om den praksis, der først i 1981 ophørte med at fritage voldtægtsmanden for straf ved giftermål. Det virker absurd i vores verden - ikke desto mindre er det kort tid siden i en kultur, der nok var præget af mafiametoder, men alligevel i et moderne civiliseret samfund ... på papiret.