How to Survive a Horror Story - Mallory Arnold

 

• Engelsk
• 18.-20. maj
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er langt mellem krimierne, men nu troede jeg, at jeg havde fundet en klassisk whodunnit som er mere min stil. Der tog jeg grueligt fejl!

Dette er Mallroy Arnolds debutkrimi, og for fans af mere bloddryppende grafiske krimier er den uden tvivl perfekt; men jeg var virkelig ikke fan og kæmpedemig til sidste side.

Den berømte krimiforfatter Mortimer Queen er død, og syv personer inviteres til hans hus for at modtage en "gave". Der er seks krimiforfattere iblandt dem - og så den unge Melanie Brown, som falder lidt uden for resten af gruppen. Dette er tydeligt fra starten og netop derfor ved man også straks, at hun tildeles en særlig rolle. 

De tror alle de skal modtage en form for arv - men forstår ikke hvorfor. De har nemlig alle et komplekst forhold til Queen - en er udelukkende berømt fordi han har stjålet et manuskript fra ham. En anden har haft en affære med ham osv. 

Men nu får de at vide, at det er en leg - en for for escape room, hvor de skal løse en gåde for at komme videre til næste rum. Klarer de ikke gåden på en time vil en tilfældig person dø. Men klarer de den ud af huset, vil de arve hans formue.

Huset er levende, og hvert rum er fuld af underlige effekter, der kommer til live. Møbler og ting bevæger sig. Der er farlige gasudslip fra gulvet, som kan åbne sig og opsluge dem. Det bliver alt for urealistisk for mig - det er ganske enkelt ikke min genre.

Historien fortælles af de syv forskellige personer, som er både mænd og kvinder i forskellige aldre og med vidt forskellige baggrunde. Alligevel formår forfatteren ikke at give dem tilstrækkeligt personlighed hver især - så deres vinkel på historien virker fuldstændig ens. Iblandet deres forsøg på at løse gåderne er der historier, der forklarer personens relation til Mortimer Queen så vi som læsere forstår, hvorfor de er inviterede. Disse historier er personernes egne oplevelser af relationen, og det viser sig, at Mortimers hævntørst i flere tilfælde er ubegrundet. Men det gør desværre ikke den samlede oplevelse bedre.

Jeg havde forventet en mere elegant og snu opklaringshistorie i stil med Agatha Christies Der var ti, der var ni... som følger samme princip om den graduelle forsvinden, men med elegance. Her er det slibrige modbydelige overnaturlige dødsfald foretaget af et hus, der tager levende form. Det kan jeg ganske enkelt ikke forholde mig til, og det bliver den eneste krimi jeg skal læse af Mallory Arnold.

Engles brød - Patti Smith

 

• Engelsk
• 15.-17. maj
• 289 sider
• Originaltitel: Bread of Angels

Jeg har alle Patti Smiths andre bøger. og denne stod på min liste over fremtidige indkøb - men så lå den pludselig på biblioteket. Så selvom det er lidt ærgerligt ikke at have den komplette samling i reolen, er der vundet lidt på reolpladskontoen - og jeg måtte straks i gang med den.

Som tidligere nævnt er jeg hverken fan eller kender af hans musik, da jeg nok er en generation for sent på den. Men hendes person er så kompleks og fascinerende, at det intet betyder, at jeg ikke kender de sange, hun refererer til.

Hun har tidligere skrevet om sit liv som hun også gør det her. I Just Kids handler det om den tætte sjæleforbindelse hun havde til fotografen Robert Mapplethorpe. I M Train er det om livets bevægelser i både fysisk og psykisk forstand, mens Abens år dækker året 2016, hvor hun gennegik flere livsændrende begivenheder. Dagenes bog er snarere en fotodagbog - men igennem alle bøgerne uanset tema fornemmer man hendes kultur. Den dybe interesse for kunst, litteratur men også kristendom og andre religioner inklusive det overnaturlige til tider.

Denne bog er måske at betragte som hendes testamente, da hun nu snart er 80 år gammel. Hun fortæller om hele sit liv - om barndommen, starten på musikkarrieren, ægteskabet med musikeren Sam Smith, som døde alt for ung. Om tiden efter som ung enke. Om de mange, der er forsvundet - hun er rundet af en tid, der både bød på det hårde kunstnerliv med stoffer og alkohol; men også 1980'ernes AIDS-epidemi. Hun evner som få at sætte ord på sine minder, og man fornemmer, at de er værdifulde for hende. Hun er et nostalgisk og sentimentalt menneske, der bevarer mementos fra sine mennesker. Hun ærer og husker dem konstant ligesom hun også her dvæler over hendes egen skæbne og hvordan hun vil erindres.

Der er som altid også fotografier - i dette tilfælde dog få af hendes egne, men billeder af familien eller billeder andre har taget af hende. Det er et utroligt liv, som hun for første gang runder i en hel historie, der rummer så meget karisma, at jeg fik lyst til at dykke ned i hendes musik. Men den bliver jeg nok aldrig lige så meget fan af som jeg er af hende som menneske.

Resten af livet - Roberta Recchia

 

• Dansk
• 12.-14. maj
• 348 sider

Udråbt til at være en helt fantastisk debutroman på trods af forfatterens ikke helt unge alder, lod mig jeg friste til at låne den danske oversættelse fra italiensk.

Vi starter i Rom i 1950'erne, da Marisa forlades af sin forlovede netop som hun opdager, at hun er gravid. En skandale i datidens Italien og for hendes lille familie, der lever af en lille købmandsforretning i et beskedent kvarter af byen. Men hun finder en anden mand, Stelvio, og de bliver lykkelige. Men lykke har det med at ende pludseligt, som det gør for Marisa og Stelvio den august morgen deres 16-årige datter, Betta, findes voldtaget og død på stranden nedenfor deres sommerhus i 1980.

Familien går nærmest i stykker, og ingen tænker på at spørge Miriam, Bettas kusine, som var på ferie hos dem, hvad hun vidste. Miriams forældre er velhavende og kendte, og de vil gøre alt for at skærme datteren - og de to pigers mormor, der som den eneste, aner uråd, hun tier stille.

Marisa falder i en dyb depression, og ægteskabet bliver en parodi. Miriam udvikler udover en depression også anoreksi og stofmisbrug. Igen uden at nogen aner uråd.

Indtil Miriam en dag møder Leo; en smådealer med en transseksuel bror, som bliver hendes redning. Men Leo vil også til bunds i hendes problemer, så de kan få et "normalt" parforhold. Han sætter jagten ind på gerningsmændene og pludselig er det hele ude i det åbne. At Miriam faktisk var til stede på stranden den nat. At hun ved noget.

Det er lige del krimi og en historie om sorgen, der overvælder én. Men det er også en anelse for meget med alle de personnager, der ligesom skal fylde hele spektret - fra nonner til overklasse; fra narkohandlere til transvestitter. Det hele iblandet passager, som kunne være taget ud af en Cartland-roman, hvor følelserne skal udpensles i stedet for at insinuere. Visse steder bliver det direkte en karikatur med overdrevne metaforer eller blot banale beskrivelser af følelser. Der fornemmer man debutromanens svagheder. Dertil lægges at den danske oversættelse måske ikke er den stærkeste og at korrekturen visse steder har haltet så gevaldigt, at man flere gange bytter rundt på personernes navne. Der er for meget sjusk i forlagets arbejde desværre - men store dele af romanen fungerer glimrende, hvis forfatteren havde haft mere styr på sin struktur.

Afropean - Johny Pitts

 

• Engelsk
• 9.-11. maj
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

African American - eller afrikansk-amerikanere, som det hedder på dansk - kender vi alle som begreb, der dækker over den etniske gruppe af amerikanere, der kan spore deres ophav til Afrika. Det er 15% af befolkningen og en stor politisk faktor, som senere års Black Lives Matter-bevægelser endnu engang har understreget.

I Europa har vi også en etnisk gruppe, der kommer fra tidligere kolonier ejet af lande som Frankrig, Storbritannien, Portugal, Tyskland osv. De er langt mindre i antal og andel - kun knap 2% af EU's befolkning, og koncentreret i visse lande som netop Frankrig og Storbritannien, men også Belgien. Desuden er de karakteriseret ved at være grupperet afhængig af oprindelsesland som tidligere koloni.

I Frankrig, hvor halvdelen af de knap 10 millioner bor, kommer naturligt nok fra oversøiske territorier i Caribien men også Vestafrika. I mit tidligere hjemland Belgien er det primært fra Congo og Rwanda, mens vi i Danmark har en helt anden historie og her er det primært flygtninge fra Østafrika.

Det er forskellige folkeslag fra forskellige kulture og med forskellig religion - så er der fællestræk? Og er der en fælles identitet? Det spørgsmål stillede forfatteren sig selv, da han begav sig ud på en rejse gennem Europa for at definere den afro-europæiske identitet hos dem, der har kulturelle eller etniske rødder i både Afrika og Europa.

Pitts er selv afropean - hans far er sort amerikaner og hans mor hvid englænder, og udover at skrive om dette emne er han fotograf og musiker - et multitalent!

I knap fem måneder rejser han igennem Europa på et lille budget og med Interrail til byer som Paris, Bruxelles, Berlin, Stockholm og Lissabon - men også så langt væk som Moskva, hvor afrikanske studerende i mange år kom til fra kommunistiske afrikanske lande som Mozambique og Angola.

Han besøger de lokale fællesskaber for at undersøge om der er en fælles identitet - og gå dybere i forholdet mellem hjemlandet og det nye land enten for nytilflyttere eller for dem, hvis familie kom for generationer siden.

Det giver selvsagt et broget billede, når han besøger alt fra "junglen" i Calais og Cova da Moura - en beboelse udenfor Lissabon, der minder om en brasiliansk favela - til højhuskvarterer udenfor Paris, der er præget af social ulighed for alle etniciteter med deraf følgende uroligheder.

Han væver det hele ind i sin personlige fortælling om at finde sin egen identitet men også med historier om berømte african-americans, der kom til især Frankrig for at finde kunstnerisk og personlig frihed. Han skaber forbindelse tilbage til den panafrikanske bevægelse i midten af det 20. århundrede, da Afrika blev fri af kolonimagterne og det netop blev en katalysator for immigration til Europa.

I visse kapitler kunne jeg godt savne han kom lidt mere i kontakt med de lokale befolkninger; men der er muligvis også et element af tilgængelighed? De grupper mennesker, han søger, er i nogle tilfælde ikke i landet lovligt og er ikke interesseret i at tale med ham - eller sproget er en barriere? Jeg ved det ikke selvfølgelig - men visse steder syntes jeg netop den amerikanske historie fyldte lidt for meget, når historien skulle være den afro-europæiske identitet.

Men det er stadig en dybt tankevækkende rejseskildring ud de steder man ikke ofte ser, når man rejser og i søgen på en identitet, som selvom denne gruppe er mindre end i USA og med flere forskellige komplekse historier fra fortiden, er og i stigende grad vil blive en magtfaktor i Europa.

Le sel de tous les oublis - Yasmina Khadra

 

• Fransk
• 6.-8. maj
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Yasmina Khadra har fået flere romaner oversat til dansk - hans trilogi om terrorisme hvoraf jeg dog kun har læst to bind. Hans eminente roman Som dag følger nat kan jeg kun anbefale; men en del er ikke oversat til dansk. Jeg har også altid haft et svingende forhold til hans romaner - fra helt sublime til mere middelmådige (i mine øjne vel at mærke).

Den kryptiske titel Alle glemslers salt refererer til det salt, der er tilbage når vores tårer er tørret ud og her er det hovedpersonen Adems tårer. Vi er i 1963 og Algeriet er blevet uafhængigt og frit. Adem er skolelærer og da hans kone forlader ham, bryder hans verden sammen. Hun har fundet en anden, hvilket jo ikke er almindeligt i hans verden - så han aner ikke, hvad han skal stille op med den situation.

Han drager ud i landet - til den by, hvor de først mødtes og drikker sig fra sans og samling. Han rejser på kryds og tværs af Algeriet, og møder en hel række finurlige personer - som dværgen, der er profet eller den blinde musiker. Han arbejder til tider men mest strejfer han rundt i sin bitterhed og ensomhed.

Men han er usympatisk som person, og som læser opnår man ingen medlidenhed med hans skæbne. Han nægter at tage imod det andre forsøger at lære ham, og ender i fængsel. Det er selvfølgelig en rejse for at bearbejde sorgen og tabet af hustruen; men jeg blev irriteret på"helten" og savnede det magiske jeg fandt i fx Som dag følger nat. Han ender med at indse, at hans skæbne nu er at være alene og ensom - og det er i det hele taget en sortseende historie.

Afdelingen for magisk tænkning - Morten Münster

 

• Dansk
• 4.-5. maj
• 352 sider

Morten Münster havde enorm succes med sine to bøger om Jytte i marketing, der udkom i 2017 og 2020. De var - og er - både lærerige og skrevet med humor og eksempler vi alle kan relatere til. Man tænker ofte med denne slags bøger, at det er logik for perlehøns - men nogen skal konkretisere det.

Således er det jo også med denne bog om kunsten at være middelmådig.

Det lyder decideret taberagtigt og usympatisk, ikke? Vi omgives af budskaber om at skulle være "hurtigere, højere og stærkere" uanset om det er på arbejdspladsen, i vores sociale relationer eller vores fysiske præstationer. Der er ikke noget sexet i bare at være leverpostej!

Det vil Münster modbevise. Og han gør det med en række gode - og til tider skræmmende - eksempler.

Et stort tema er sundhedsvæsenet og her er det ikke for sarte sjæle. Et eksempel er overbehandlingen i det danske sygehusvæsen, som potentielt forkorter levetiden for terminale patienter og forringer livskvaliteten. Det var ambivalent for mig at læse om som tidligere kræftpatient, hvor jeg selv har oplevet en behandling blive forkortet i antal behandlinger. For man tænker jo, at det er for at spare penge og man vil jo bare gerne have de sidste to behandlinger for nu at være"helt sikker". Men hvis der nu er evidens for at "helt sikker" er opnået med to behandlinger mindre - skal jeg så ikke stole på det, og værdsætte at det frigiver ressourcer til andre opgaver - og mennesker? Samtidig har jeg også fravalgt behandling af egen vilje, fordi det ikke harmonerede med min livskvalitet.

Et andet nok endnu mere skræmmende eksempel er sagen om supersygehusene, som jeg ærligt må indrømme ikke at kende omfanget af. Måske også fordi der gøres en aktiv indsats for at neddysse skandalen! Men i al sin essens går det jo ud på, at de byggerier skulle have brugt andre byggerier som reference (blandt en del andre eklatante fejl). Det giver jo mening - og det forklarer middelmådigheden.

Den skal ikke forstås som et afslag i ambitioner. Det er snarere en gevinst ved at genbruge eller gå efter laveste fællesnævner måske? At erkende at det ikke er en fiasko ikke at være unik, men i stedet værdsætte at man kan genbruge fra andre. 

Det samme gælder for vore egne ambitioner. Vi stiller urimelige krav til fx sport - hvis vi vil løbe hver dag, og allerede om tirsdagen ikke får gjort det (life happens!), så sætter vi en ny startdato til mandagen efter og æder og drikker resten af ugen. I stedet for at finde pyt-knappen frem, og løbe om onsdagen. Lidt mere middelmådigt men så meget bedre end alternativet.

Så ja - der er mange indlysende eksempler, som vi alle godt ved findes. Vi relaterer bare mere til toppræstationerne og de uopnåelige mål. Jeg ved jeg er blevet meget bedre til "godt nok er mere end nok" i nogle sammenhænge - jeg orker ikke længere at arbejde 60 timer om uger for et resultat Preston-kurven jo viser mig ikke giver noget. Det er ikke fordi jeg er uambitiøs synes jeg; jeg vil blot have et balanceret liv, hvor der er tid til alt det andet.

Det er som altid skrevet med humoristiske eksempler; i starten synes jeg måske der var lidt for meget stand-up komik men seriøsiteten fylder præcis som den skal. Det er en hurtig læst bog - der er trods alt en del blanke sider imellem, og man flyver igennem fanget af emnet. Man lukker den med stof til eftertanke! 

Den sidste retfærdige - André Schwarz-Bart

 

• Fransk
• 1.-3. maj
• 432 sider
• Originaltitel: Le dernier des Justes

Man skal nok være lidt heldig for at finde den danske udgave på et bibliotek - men den blev altså oversat og udgivet i 1960; et år efter den havde vundet den franske Prix Goncourt. Et af mine (mange) læseprojekter er jo at læse flere Goncourt-vindere, og det kræver til tider lidt mere indsats - men det er jo ikke uden grund de har vundet!

Begrebet 'retfærdig' i judaismen betegner en person, der handler retfærdigt og i overensstemmelse med Torahen. En person, der aktivt søger retfærdigheden med oprigtighed og integritet. Efter 2. Verdenskrig benyttes det også som en hædersbetegnelse til dem, der hjalp med at redde jøder fra Holocaust. Den jødiske tradition mener, at hver generation har 36 retfærdige blandt os som er særlige og med til at bevare balancen i verden.

Schwarz-Bart er fransk jøde født i 1928, og mister selv begge sine forældre samt flere søskende i lejrene, som han dog selv undgår ved at skjule sig i modstandsbevægelsen sin unge alder til trods.

I 1959 udgiver han sin roman om den sidste retfærdige og Lévy-slægten, hvor han repræsenterer de 36 som efterfølgere i samme familie. Vi starter i 1190 med rabbineren, der dør på bålet i York. Derfra går det relativt hurtigt over de første 33 generationer over de første få sider til vi rammer slutningen af det 19. århundrede og nummer 34. Fælles for dem alle er, at de ikke er specielt heroiske eller imponerende men de lever det liv, der kendetegner dem som retfærdige.

Den sidste retfærdige er Ernie, som fødes efter 1. verdenskrig, og langt størstedelen af historien starter med hans farfar Mardochée. Familien har i generationer holdt til i Polen, men pogromerne efter den russiske revolution får sønnen Benjamin til at søge mod Tyskland, hvor jøder kan leve i fred og behandles som tyskere. Han bringer forældrene dertil, og der lever de et stille liv uden opmærksomhed. Mardochée påtager sig familiens arv som retfærdige, men Benjamin vil ikke være udvalgt og forsøger at holde hemmeligt, at de er fra Lévy-slægten.

Hans søn, Ernie, er et akavet og skrøbeligt barn som dog påvirkes af bedstefaderens historier, og hurtigt ser sig selv som den næste retfærdige arvtager i familien. Men han kan ikke forstå, hvordan han skal udfylde rollen - han slås med drengene i skolegården, som er spirende Hitler Jugend-medlemmer. Han ender med at forsøge at tage livet af sig selv inden familien flygter til Paris, hvor det nu skulle være nemmere at leve i deres religion. Det er det - og de har en periode med lykke og fred. Så kommer krigen til Frankrig - og deportationerne. Ernie melder sig til hæren i et forsøg på at skærme familien og igen optræde korrekt i sin rolle. Men da den franske hær kapitulerer, og han vender hjem, er de borte.

Så opgiver han. Alt. Han beslutter sig for at leve skjult som kristen under et nyt navn og leve som en hund - det absolut ynkeligste han kan forestille sig. Indtil han igen konfronteres med sin skæbne og beslutter, at han ikke kan undgå den. Retur i Paris møder han de sidste jøder i byen og forelsker sig i Golda. Da hun deporteres til den franske udslusningslejr, Drancy, melder han sig selv og interneres. Der bliver han tortureret for endelig at blive sat i en togvogn med kurs mod Auschwitz, hvor han vælger den umiddelbare død sammen med Golda i gaskammeret i stedet for arbejdslejren. Han går døden i møde sammen med Golda og en flok børn, som han lover at de nu når det forjættede land.

Det er en utrolig kompleks historie på trods af, at historien jo i sig selv er kendt og "ligetil". Den er skrevet i et metaforisk kompliceret sprog med klare referencer til jødiske legender, Torahen, jiddisch kultur og Bibelen. Ernie er igennem flere overnaturlige oplevelser som barn og da han forsøger selvmord, hvor han ser hele omfanget af det jødiske folks lidelser og den tyngde, det lægger på ham. 

Mest poetisk er dog et afsnit, da han ligger på lasarettet efter sin tortur i Drancy. Her drømmer han, at han bliver gift med Golda. I drømmen ser han Lévy-slægten genforenet flere generationer tilbage men også andre personer, der har spillet en vigtig rolle i hans liv. Både døde og levende er sammen i en magisk verden med en violinspiller - og man er direkte transporteret ind i et maleri af Chagall, som jo brugte bryllupper som et tilbagevendende team og symbol på den jødiske kultur. Symbolet på kulturarven, sammenholdet, kontinuiteten og blandingen af glæde og sorg.

Men Ernie dør. Seks millioner gange. Som den retfærdige repræsentant for en kultur, der er udryddet med Holocaust. Bogen slutter med en form for kaddish - den jødiske mindebøn med den gennemgående sætning Lovet være [Herrens] navn. Men her har han i stedet indsat navnene på alle lejrene.

Lovet. Auschwitz, Være. Majdanek. Navn, Treblinka. Lovet. Buchenwald, Være. Mauthausen. Navn. Belzec. Lovet. Sobibor. Være. Chelmno. Navn. Ponary. Lovet. Theresienstadt. Være. Warszawa. Navn. Vilno. Lovet. Skaryzko. Være. Bergen-Belsen. Navn. Janow. Lovet. Dora. Være. Neuengamme. Navn. Pustkow. Lovet...

Man skal ikke læse denne historie for at få et indblik i det, der faktuelt skete - det er der skrevet tusindvis af bøger om. Dette er en sørgesang dybt fra hjertet, der illustrerer alt det, der gik tabt - kulturarven, minderne, legenderne, troen på det gode i mennesker. Den fik en del kritik efter udgivelsen og med den nuværende geopolitiske situation er det da også stadig et komplekst emne. Det fjerner dog ikke, at Holocaust isoleret set var det mest uhyrlige verden måske nogensinde har set. At det skal tjene som påmindelse og advarsel.

The Upstairs Wife - Rafia Zakaria

 

• Engelsk
• 28.-30. april
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om denne fortælling om kvinders vilkår i Pakistan. Det er jo en vigtig historie, men jeg føler ikke, at den fungerede i denne opbygning.

Rafia Zakaria er en pakistansk journalist, som har baseret sin fortælling om Pakistans kvinder til dels på sin egen familie (især tanten Amina) og til dels på landets politiske historie og Benazir Bhutto, der som kvindelig politisk leder blev dræbt.

Historien følger tre forskellige spor. Vi starter med forfatterens oplevelse som barn af tantens retur til forældrenes hjem, hvor hun også selv bor med flere generationer under samme tag. Men gifte kvinder flytter ikke tilbage uden grund. Aminas mand har besluttet at tage sig en hustru nummer to, da Amina efter ti års ægteskab ikke har givet ham nogle børn. Hun protesterer - men i længden giver hun op, og flytter tilbage til det nye arrangement. Hun flytter ind i en lejlighed på første sal, og den nye hustru i underetagen, og så deles de om manden en uge ad gangen.

Derfra rykker vi tilbage til bedstemoderens historie som fortæller om den arkaiske rolle kvinder havde i tiden inden delingen af Indien og Pakistan, og livet som flygtning til et nyt land, hvor de kunne leve med deres religion men frataget alt de kendte til. 

Og så fortælles en del af Pakistans historie gennem politiske og sociologiske hændelser som Bhutto-familiens vej til magten i et land præget af etniske uroligheder. 

Det bliver til temmelig mange overlappende historier, som fortælles af en tredjepart. Især i forholdet til tanten og hendes ægteskab præger det historien til Aminas fordel, for vi får aldrig mandens perspektiv eller endog blot hele Aminas synes jeg.

Khaled Hosseini beskrev denne leveform virkelig gribende i Under en strålende sol - og endda skrevet af en mand. Her forsøger man måske at gabe over for meget og for mange historier til at en enkelt står stærkt nok frem.

Af læsningens historie - Alberto Manguel

 

• Fransk
• April
• 528 sider
• Fransk titel: Une histoire de la lecture

I 2022 læste jeg den fascinerende bog af Alberto Manguel om biblioteker - primært personlige bogsamlinger, men også berømte offentlige biblioteker gennem historien. En bog, der varmt kan anbefales til alle bogelskere. Under nytårsferien i Belgien fandt jeg så denne brugt men i fornem stand til 3 Euro - det kunne jeg ikke stå for. Til gengæld læste jeg den lidt spredt mellem andre bøger i april måned, da den krævede at man fordybede sig i hans oprulning af læsningens historie, som er langt mere kompleks end man umiddelbart tror.

Vi starter helt fra de første skriflige overleveringer fra før vor tidsregning over opfindelsen af trykkunsten til vores moderne paperbacks - det hele krydret med Manguels egne erfaringer som læser.

I århundreder var læsning ikke en enlig beskæftigelse - man læste højt for andre. For hvis man læste alene og indenad var det måske suspekt - hvad læste man egentlig? Manguel arbejdede som ung for den argentinske forfatter, Jorge Luis Borges, netop som højtlæser da denne var blevet blind. Fordi denne ikke kunne leve uden at læse selvom det nu blev på en anden måde.

Det er denne kærlighed til bogen og ordet, som præger Manguels bog. Han analyserer litteraturens magt, som den er blevet udøvet gennem årtusinder. Man afholdt kvinder fra at læse fordi det var magt. Man afholdt sorte slaver fra at lære at læse - lige så farligt synes man. Man har lavet lister over censurerede bøger flere gange gennem historien - læsning kan være farligt, hvis man vil bevare sin magt over andre.

Der er også pudsige historier om bogtyve. Der er livsbekræftende historier om mennesker, der i de sværeste situationer alligevel kæmper for deres ret til bøger. Han citerer utroligt mange forfattere - en del fra oldtiden, som nok ikke er så bekendte for de fleste. Det valgte jeg blot at læse uden at bruge for meget tid på at søge oplysninger andre steder. Men også nyere forfattere som Kafka, Hemingway, Rilke osv. En guldgrube af information om læsningens historie, som jeg aldrig havde forestillet mig så interessant.

Som i hans bog om biblioteker er der illustrationer, der krydrer det hele - og selvom det ikke er særlig nem læsning, er det spændende og tankevækkende.

The Glass Maker - Tracy Chevalier

 

• Engelsk
• 21.-26. april
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var slet ikke begejstret for den sidste roman jeg læste af Tracy Chevalier; jeg følte jeg var ved at tage en uddannelse som æbledyrker og det fyldte alt for meget.

For mange år siden læste jeg en anden af hendes romaner, hvor en teknik også fyldte en del men med kunsten og den historiske periode som omdrejningspunkt, og jeg var vild med den.

Denne roman har glaskunst og historie som centrum, så det burde have været en vinder. Men vi var igen ovre i alt for meget teknik omkring kunsten at blæse glas, eller lave glasperler. Den historiske periode var mildest talt også lidt anderledes.

Vi starter i 1486 i Venedig, hvor tiden beskrives som værende anderledes og ikke bevæger sig på samme lineære facon som på fastlandet, som dengang virkelig var en anden verden for beboerne ude i lagunen. Faktisk er det snarere på øen Murano, som jo er kendt for sin glaskunst, at vi befinder os.

Den unge Orsola er datter af en glasmager og på denne tid holdt man sig til sin læst. Den ældste søn overtog værkstedet og deres varer blev solgt gennem en tysk handelsmand, der havde kontorer i Venedig. Men da faderen dør, begynder hun at producere glasperler for at hjælpe familien økonomisk. Det er ellers ikke et job for kvinder, og hun må især holde det skjult for broderen, Bruno. Samtidig forelsker hun sig i fiskersønnen, Antonio, som har fået arbejde hos dem - på trods af, at han er fra Venedig og ikke af en glasmagerfamilie. 

Så kommer vi til det interessante eller i hvert fald anderledes i romanen; for tiden springer frem så vi pludselig er i 1574, men vores glasfamilie er kun blevet et par få år ældre. Nu kommer pesten til byen, og flere dør. Antonio ender med at forlade Murano, da Orsolas bror vil have hende gift med en ægte glasmager. Han rejser til Prag, hvor glasindustrien nu begynder at blomstre og hvorfra han gennem årene sender små glasdelfiner til hende. Eller er det ham?

Fra 1574 rykker vi os i hvert af kapitler op igennem Venedigs og Orsolas historie til 1631, 1755 (hvor Venedig endegyldigt har mistet sin plads på verdenskortet), 1797 (med Napoleons indtog), 1915 (1. Verdenskrig), 2019 (og Covid-pandemien) og endelig nutiden, hvor Orsola endelig er i slutningen af tresserne.

Det giver selvfølgelig muligheden for at beskrive udviklingen i Venedigs historie men også den udvikling, der præger glaskunsten frem til industriel fremstilling af souvenirs fra Kina, som nu sælges i byens forretninger. Men Rosso-familien lever stadig af at lave glas, og de ældes langsomt i modsætning til dem udenfor øen og Venedig.

Det er måske en poetisk måde at illustrere den tidløshed man jo sagtens kan forbinde med en by, der stadig forundrer ved at være bygget på pæle midt i vandet. Springet frem til pandemien giver igen et billeder af Venedig som den så ud inden masseturismen, og minder os om de billeder vi så af delfiner, der vendte tilbage til lagunen. De delfiner, som Orsola har modtaget i mere end femhundrede år - og her bliver symbolikken måske lidt for søgt til min smag!

Generelt synes jeg glaskunsten og teknikken fyldte for meget ligesom konstruktionen af tid, der konstant skal forklares for, at Chevalier føler læseren er med hende. Hvis det er nødvendigt er det fordi historien ikke står stærkt nok i sig selv, føler jeg. Under overfladen er der så hendes historie med Antonio (og delfinerne), som heller ikke virker troværdig til sidst. I middelalderen kunne hun jo ikke finde ham - men vi ender i 2022, hvor at finde Antonio eller hans familie i Prag ville være nemt. Men Orsola virker fastlåst i 1486 ikke kun i tid men også i mentalitet, og så virker præmissen desværre ikke.

Caravaggio - En rejse i tid og sted - Lis Nielsen

 

• Dansk
• 19. april
• 268 sider

I modsætning til forfatterens påstand om, at Caravaggio er meget lidt kendt i Danmark, så er han blandt mine absolut yndlingsmalere. Det er ikke uden grund jeg siger min interesse for kunst stopper i 1610 - et er nemlig året for hans død. Så kom barokken, rokoko, romantikken og alt muligt indtil jeg igen har et lille vindue åbent i perioden 1865-1930.

Så jeg kender altså Caravaggio med alle hans skavanker! Jeg har læst den franske historiker Dominique Fernandezs helt fantastiske roman om ham, men også flere faglitterære værker. Jeg har set hans malerier i Paris, Madrid, Milano, Firenze, Rom, Napoli, Wien og Malta er på rejselisten udelukkende for at kunne se hans malerier i Valletta.

Så jeg forventede jo ikke at lære noget nyt, men fandt det interessant, at en dansker havde skrevet en bog om ham. Forfatteren er åbenbart blevet kunstelsker i en sen alder, og startet på kunsthistoriestudiet som voksen netop på grund af opdagelsen af Caravaggio.

Den passion vil hun så gerne dele med os andre - og det er jo dejligt at være så begejstret. Men det gør desværre ikke én til forfatter.

Bogen er opbygget kronologisk far Caravaggio fødes i 1571 med fotos af de steder, han har boet eller har kunnet færdes. Noget forbliver jo gætteri for os alle med nogle hundrede års afstand.

Samtidig ser vi hans malerier med forfatterens kommentarer til fortolking, hvilket jo altid vil være subjektivt. Det er ikke sikkert jeg ser et angrende blik i en bøddels øjne, hvor andre gør det - men det er jo kunstens ret at vi hver især kan tolke den anderledes.

Det er selvfølgelig dejligt med en bog med stort set alle hans malerier samlet i en flot gengivelse. Men er der masser af andre bøger, der også tilbyder. Her var det desuden et par ting, er irriterede mig.

For det første måden vi belæres om fortiden på - det er tilsyneladende ikke skrevet for folk, der ved blot det mindste om tiden før det 21. århundrede - som fx når hun nævner"at dengang var det de voksne, der bestemte" i forbindelse med Caravaggios læreplads som maler. For det første er det en infantil formulering, for det andet forudsætter det, at læseren virkelig intet ved.

Men det næste punkt er for mig faktisk mere irriterende. Teknikken chiaroscuro opstod i Italien anført af fx da Vinci, men blev om noget Caravaggios kendetegn, da han skubbede grænserne længere end nogen andre før ham. Den franske oversættelse clair-obscur er senere oversat fra italiensk, men det er den, der bruges i bogen, hvor chiaroscuro jo for mig ville være det oplagte valg.

Så måske ved danskerne ikke meget om Caravaggio. Der er sikkert mange emner, vi ikke ved meget om. Men jeg håber ikke, at vi skal belæres om dem alle af selvudgivende entusiaster.

har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Naja Marie Aidt

 

• Dansk
• 18.-19. april
• 168 sider

Jeg er ikke god til for alternativ litteratur - eller digte for den sags skyld. Det er ligesom moderne kunst, som for mig er alt efter 1610. Jeg kan bare bedst lide en godt konstrueret fortælling - fiktiv eller ej - men ikke mere vildt end det.

Så jeg blev udfordret i denne historie om forfatterens tab af sin søn, da denne var 25 år gammel. En dybt tragisk historie, og som Naja Marie Aidt bearbejder ved at skrive om sorgen og tabet.

Det er ikke en lineær historie; det er spring frem og tilbage. Det er fortællingen om selve opkaldet om ulykken og tiden til hans død, som gentages mange gange, men hver gang starter man lidt senere i fortællingen. Man får dog gentaget starten fra sidste version hver gang.

Dertil kommer dagbogsnotater fra da hendes søn var lille. Der er digte eller citater af berømte forfattere, der har mistet - typisk også et barn. Der er enkeltstående sætninger, som nogle gange er skrevet i bittesmåt og andre gange i store versaler. Der er digte i brudstykker over en side med ganske få ord. Det udfordrede mig mildest talt!

Der var dog også ting, der undrede mig. Det er som sagt en tragisk fortælling om en ung mand, som pludselig hopper ud fra fjerde sal af sin lejlighed i en svampepsykose. Det er ikke svært at forestille sig det fysiske resultat, og det må have været absolut forfærdeligt at skulle se ham ligge i en respirator på hospitalet indtil hjernedøden kunne erklæres.

Aidt skriver om vreden til politiet og hvad der kan tolkes som misforståelser i alarmopkaldet fra hans ven, der var sammen med ham i svampeforsøget. Det er en sag, der ikke munder ud i noget. Men der er ingen vrede overfor sønnen og hans handlinger? Det ændrer intet nu - men det gør sagen mod politiet jo heller ikke! Men hvorfor bliver man ikke rasende og vred over, at en ung mand kan ødelægge sit liv med noget så absolut åndssvagt som stoffer, som jeg betragter det som?

Der er dyb dyb sorg. Og afmagt. Urinstinkter, der popper op. Der er tid, der ikke læger noget som helst, men ændrer perspektivet og sorgen. Jeg synes der burde være vrede.

Nous traverserons des orages - Anne-Laure Bondoux

 

• Fransk
• 16.-18. april
• 592 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu et køb fra Palermo, som jeg ikke forventede det helt store af - det virkede som lidt let litteratur. Men jeg blev så opslugt af den, at jeg slugte den på tre dage og blev overrasket til sidste side.

Bondoux har primært skrevet romaner for et yngre publikum - men her kaster hun sig ud i en saga, der dækker hele det 20. århundrede. Mere præcist 1914 til 2022.

Indledningsvis er der en fortæller, der taler til en person kaldet Saule (et fransk maskulint fornavn). Fortælleren siger, at familiens gård har set fire generationer af mænd komme og gå. Elske og dø. Leve. Men med deres dæmoner og successer i livet som vi jo alle har. Alle mændene bærer et traditionelt navn samt et fornavn, som er navnet på et træ - som Saule - og knytter dem til jorden og gården.

Så springer vi tilbage til 1914, hvor Anzème skal i krig og efterlade sin unge hustru hjemme. På gården er også hans lillebror, Marty, men da Anzème vender hjem nogle måneder senere såret er Marty væk og hans hustru endelig gravid efter flere års forsøg. Det er den første store hemmelighed, der følger dem i generationer.

Den næste søn, Charme, fødes i 1915 - så han kommer til at drage afsted til 2. Verdenskrig. Hans søn Aloès kommer til at kæmpe for Frankrig i Algeriet i starten af 1960'erne. 

Næste generation er fortælleren, Olivier, som ikke kommer i krig i traditionel forstand, men som bærer flere generationers byrde på sine skuldre. 

Der er temperamentet og volden. Der er alkoholisme. Der er også kærlighed - den forbudte, den skjulte, den farlige og den rigtige store kærlighed.

Indimellem familiens historie er der den store historie uden om familien - verdenshistorien og Frankrigs historie, der sætter tingene i perspektiv. Det aftager som vi bevæger os op mod nutiden, som Saule jo kender, men det giver en fantastisk scene for familiens lille plet i verden.

Vi begynder med en krig, og vi ender med 9/11 og til sidst Covid19-pandemien, som på mange måder blev vores generations krige.

Jeg blev overrasket lige til sidste side, som jeg vendte med vemod - for det var eminent skrevet og fortalt. Flere af Bondouxs ungdomsbøger er oversat til dansk - og man kan kun håbe, at denne også bliver det selvom det er til et lidt ældre publikum.

Belle Greene - Alexandra Lapierre

 

• Fransk
• 10.-15. april 
• 640 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg nåede hurtigt igennem min krimi i Palermo, og skulle også have læsning til hjemturen. Så da jeg fandt en boghandel med franske bøger faldt jeg over Alexandra Lapierre, som jeg ellers var blevet lidt træt af for snart otte år siden. Et hurtigt tjek online viste dog, at denne biografi havde fået virkelig gode anmeldelser - og min erfaring viste mig jo sidst, at de mere nutidige biografier fungerede godt.

Denne biografi i romanform var da også særdeles veldokumenteret og absolut fængslende.

Belle da Costa Greene, som hun kendes i offentligheden i dag, fødtes i 1879 som datter af en forkæmper for sortes rettigheder og den første sorte mand, der studerede ved Harvard. Men hverken forældrene eller Belles søskende så ud til at have afrikanske rødder. De nedstammede fra afrikanske slaver, men som det jo tit skete under slavetiden, var de genetisk blevet blandet mange gange i løbet af årene så de nu var lyse i huden og flere søskende med lyst hår og blå ojne. Det hjalp dog ikke i datidens USA, hvor deres personlige papirer stadig bar et C under race for Colored. Det skyldtes one-drop-reglen, hvor bare en enkelt forfader med afrikansk afstamning afgjorde ens race.

Da faderen efterlader familien til sig selv, tager de en drastisk beslutning - at ændre race. De opfinder nye forfædre med portugisiske adelige aner, hvilket forklarer Belles og hendes brors mørkere hud og farver, og får nye papirer. Nu kan de flytte ind i kvarterer beboet af hvide, studere og arbejde steder, som ellers ville være lukket land for dem. Til gengæld er de rædselsslagne for, at eventuelle børn kan blive født med mørkere hudfarve og træk, der vil afsløre deres gener. Så de laver en pagt om aldrig selv at få børn - det ville afsløre deres løgn og sætte alt på spil.

Belle bliver bibliotekar, og får arbejde på det fornemme Princeton bibliotek, hvor hun møder Junius Spencer Morgan - en rig amerikansk filantrop og bogelsker. Han lærer hende alt om sjældne bøger og introducerer hende til sin onkel, J. P. Morgan, som dengang var en af landets rigeste. Hun begynder at arbejde for ham i 1905. Hendes job er at organisere og katalogisere hans bibliotek, men hurtigt bliver hun hans højre hånd og repræsenterer ham ved auktioner, og gør Morgan Library berømt for dets samlinger.

Privat er livet dog mere besværligt på grund af den løgn, hun lever på. Hun bor sammen med sin mor og søskende for at have en moralsk præsentabel situation, men hun lever det vilde liv i New York. Hun gifter sig aldrig, men har en del elskere - ikke mindst den anerkendte kunsthistoriker Bernard Berenson.

De sås kun sporadisk men bibeholdt en livslang brevkorrespondance, der blandt andet har lagt bund til denne bog.

Belle Green blev en af de højst betalte arbejdende kvinder i USA på sin tid; hun arvede en stor sum penge fra J. P. Morgan, og forsatte med at arbejde for hans søn og senere som direktør for biblioteket, da denne overgav det til staten. På mange måder et succesfuldt liv - men altid baseret på en løgn. Hendes ene søster får faktisk to børn og Belle opdrager sin nevø som sin egen søn. Denne er udstationeret i England i 1943 som pilot, da han begår selvmord. Årsagen? Hans forlovedes familie har opdaget familiens hemmelighed, og afviser et ægteskab. Han efterlader et brev, der forbliver forseglet i mange år og Belle selv læser det aldrig. Hun dør i 1950 - officielt 56 år gammel selvom hun reelt er 71 år gammel - en del af løgnen var at ændre fødselsattesten, men derudover gjorde hun sig alligevel yngre og yngre. Måske af forfængelighed?

Hendes historie blev først rigtigt kendt mere end 50 år efter hendes død og det er jo en tragisk historie. At man måtte skjule så meget på graund af racelovene og afholde sig fra ægteskab og kontakt med familien, der kunne afsløre én. Belle Greene er senere blevet behørigt hædret af biblioteket, som hun gjorde til det, det er i dag - men prisen var høj!

Jeg var virkelig fascineret af denne historie, og Lapierre har her en masse materiale at arbejde med. Belle Greene brændte alle sine breve og dokumenter inden hun døde - men de breve hun havde sendt livet igennem fandtes stadig, og har været uvurderlige for forfatteren.

Lejligheden - Lucy Foley

 

• Engelsk
• 7.-9. april
• 416 sider
• Originaltitel: The Paris Apartment

Jeg havde medbragt en anden bog til Palermo, som dog viste sig at være uegnet til lange dage med museumsbesøg, hvor aftenerne bare skulle bruges på noget let afslapning. Den eneste engelsksprogede boghandel i byen havde et begrænset udvalg, så det endte med en krimi. Da jeg tidligere har læst en af Lucy Foleys krimier var det et oplagt valg; og det var lige det, der skulle til.

Jess ankommet med toget til Paris, da hun har haft en uoverensstemmelse med sin chef i London og skal væk. I Paris bor hendes halvbror Ben og oven i købet i en stor fin lejlighed. Men da hun dukker op foran døren, svarer han ikke og der er ingen hjemme. Hun finder dog ind i ejendommen, og møder de andre beboere - portnerkonen, den unge Mimi, den midaldrende Sophie og hendes mand Jacques og de to mænd Nick og Antoine. 

Jess' ankomst til ejendommen ryster dem alle sammen, og de er alle interesserede i, at hun forsvinder igen. Men hvem af dem ved noget om Bens forsvinden?

Det viser sig, at de fleste af dem har motiver til at ville af med ham - men hvor er han, og er han reelt myrdet?

Plottet virker virkelig fint. Det er korte kapitler med flashbacks til tiden siden Ben ankom i bygningen et par måneder inden, og som alle efterlader én med en cliffhanger og flere mulige teorier. Jeg var oprigtigt overrasket næsten til det sidste - og jeg foretrækker langt denne slags whodunnit end blodige krimier. Det er perfekt ferielæsning omend ikke stor verdenslitteratur! 

Leoparden - Giuseppe Tomasi di Lampedusa

 

• Dansk
• 4.-6. april
• 253 sider

Dette er måske min rekord i at gemme bøger - den havde stået i reolen siden 1999; men man skal aldrig smide ud eller give op! Nu skulle jeg en uge til Palermo, og hvis der er en roman, der definerer Palermo er det vel denne. Måske lige med undtagelse af Godfather - men det er jo mere Sicilien i sin helhed.

Måske er det den sædvanlige ærefrygt overfor de store klassikere, der har afholdt mig fra at gå i lag med den - men som så ofte før finder man ud af, at det er pjat! Leoparden er ikke mere eller mindre svær end andre bøger af nyere dato. 

Lampedusa skrev sin roman sent i livet, og den aristokratiske historie inspireret af hans egen familie passede ikke ind i tidens kommunistiske ånd i Italien. Han fik flere afslag på en udgivelse, og døde inden den endelig udkom i 1958.

Historien er centreret om den sicilianske adelsfamilie Salina, som er del af øens absolutte elite. De er landbesiddere af den gamle skole, og hele familier og landsbyer afhænger af dem. Men vinden er begyndt at vende i Italien, da den revolutionære Garibaldi er gået i land med sine tropper for at kæmpe for et samlet Italien under en ny konge. Fyrst Salina ser til mens den verden han kender ændrer sig - og der er en vis nostalgi at spore mens han erkender de nu berømte ord - "alting må forandres, så alting kan blive det samme".

Hans nevø, Tancredi, som han sætter højere end sine egne børn, går helhjertet ind for de nye tider og forelsker sig endog i en borgerlig pige. Adelen, der blander sig med det nyrige borgerskab. 

Historien følger familien primært i årene 1860-1862, hvor deres liv ændres samtidig med, at de stadig afholder baller og besøger deres paladser uden for Palermo. Vi springer til 1883, hvor den gamle fyrste - leoparden - dør; og endelig til 1910, hvor alt, der er tilbage er hans tre ugifte døtre som nu er gamle enlige kvinder, der holder fast i en levestil og traditioner, der ikke længere findes. 

Det er absolut ikke en svær bog at læse; men man skal uden tvivl kende en smule til italiensk historie for at kunne følge det politiske spil. Leoparden - den gamle fyrste - er symbolet på en tid, der svinder med ham og han ser til uden at kunne ændre noget. Der var selvfølgelig mange referencer til Palermo og steder i byen, som jeg så ved selvsyn nogle dage senere - helt perfekt timing!

Unruly - David Mitchell

 

• Engelsk
• 1.-3. april
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

David Mitchell er en engelsk komiker, som jeg absolut ikke kendte - heller ikke, at han var komiker. Men jeg tænkte, at lidt historie iblandet humor ikke kunne gå helt galt.

Det var for det meste også underholdende, men måske er det bare for meget at fortsætte 400 sider igennem med indskudte vittigheder og paralleller til vor tids problemer.

Præmissen er ellers glimrende - at gøre lidt tung og kedelig historie mere spiselig for et moderne publikum; for her er vi helt tilbage i kristendommens tidligste alder, og de første konger, der herskede over England.

Dengang var det jo ikke England, som vi kender det. Det var mindre dele, der skiftede hænder mange gange i de første århundreder og i dag kendetegnes for mange ved kong Arthur, som højst sandsynligt aldrig har eksisteret. Der var noget godt dansk blod iblandet med vikingernes ankomst i slutningen af det første årtusinde. Mitchell tager os frem til Elizabeth I's død i 1603, og når således også over den nok mest berømte af alle engelske konger - Henry VIII.

Men der er lige fokus på alle de andre mindre kendte. Dem med sindssyge navne som Aethelwulf, Aethelred og Aethelstan. De krigeriske som William Erobreren og alle de andre.

Det er meget forfriskende at gøre det lidt mere humoristisk; men indrømmet efter 300 sider var jeg kørt træt i vittigheder, og det var kun fordi regenternes biografier var mere velkendte for mig at jeg kom til vejs ende. Ikke desto mindre lærte jeg da noget om det første årtusindes konger!

L'enfant dans le taxi - Sylvain Prudhomme

 

• Fransk
• 30.-31. marts
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Simon er i starten af fyrrerne, da hans bedstefar dør og han samtidig er gået fra sin partner gennem tyve år. Han kommer fra en stor solidt fasttømret familie, der holder årlige fester sammen og i det hele taget deler alt med hinanden. Troede han. Til morfaderens begravelse bliver han opsøgt af en onkel, der fortæller ham, at morfaderen har et barn. I Tyskland. Fra den tid, hvor han var ugift og udstationeret i Tyskland i slutningen af krigen. En søn.

Altså nu en særdeles voksen mand i 70'erne, som ikke var med til begravelsen. Det gør noget ved ham, og han vil vide mere. Måske er det den nye skrøbelige situation han er i, hvor samlivet med hans to drenge skal koordineres med deres mor. Måske er det tabet af morfaderen - det første dødsfald i familien. 

Han finder hurtigt flere informationer, og spørger også mormoderen, som dog ikke vil tale om det. De døde skal være i fred, og det hjælper ikke noget nu. Man kan jo også forestille sig, at det er prekært for hende at kende til denne kvinde og det barn, der var der før hun kom til.

Men med hjælp fra onklen finder Simon adressen, og ender med at rejse dertil med sine to sønner. Han har brugt timer på Google Streetview, og det bliver meget reelt. Indtil han står foran døren og det ikke er den mand. Men han finder ham til sidst; hvordan det går får læseren ikke at vide.

Til gengæld er vi med på hans rejse dertil og videre ud i hans eget nye liv. Han er forfatter og vi er meget inde i hans tanker, som konstant kredser om ting og skaber ord og billeder. Der er ingen direkte dialog men gengivelser af de dialoger han har. Så man forstår hvordan denne opdagelse rækker ind i alt det andet - smerten over bruddet, morfaderen osv.

I juli 2002 boede jeg i Bruxelles med min franske kæreste, da hans morfader døde. Han havde været tysk krigsfange i fem år og havde altså allerede en hustru derhjemme. Men ikke desto mindre lærte jeg også dér, at han havde et barn i Tyskland. En person som jo ville være tæt på 60 år. En person, der aldrig var blevet snakket om, men hvis eksistens var en slet skjult hemmelighed. Det gjorde et enormt indtryk på mig - denne tunge hemmelighed, der blev hvisket om i krogene. Der er ingen tvivl om, at disse børn har haft det svært uanset hvordan det hang sammen - en tysk soldat i Frankrig som besættelsesmagt eller en fransk soldat i Tyskland som befrielsesmagt. Eller de mange amerikanske soldater, der var og er i Tyskland; der efterlader spor i form af børn som man kigger lidt skævt til. Den slags foregår nok stadig rundt omkring i verden, hvor soldater udstationeres!

Selve historien om morfaderens møde med den unge tyske pige fortælles allerede i indledningen, og er igen resultatet af Simons fantasi. For han ved jo ikke, hvordan det reelt skete. Overraskelsesmomentet er dermed afsløret allerede der, men alligevel blev jeg så rørt over historien at jeg havde gåsehud flere gange mod slutningen.

Sylvain Prudhomme er stor i fransk litteratur, og alligevel er det den første roman jeg læser af ham. Men nok ikke den sidste!

Jeanne du Barry - Emmanuel de Waresquiel

 

• Fransk
• 24.-29. marts
• 706 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har læst flere biografier af franske kongers elskerinder - der er jo en del at tage af, da de fleste nåede igennem et par stykker af de mere officielle relationer udover det løse. Faktisk var det vel nok kun den sidste konge inden revolutionen, Ludvig XVI, der aldrig havde elskerinder. 

Henri IV var dybt forelsket i sin Gabrielle d' Estrées, som muligvis blev forgiftet af deres fjender. Solkongen Ludvig XIV havde et livslangt forhold til Madame de Maintenon selvom hun langt fra var den eneste af hans elskerinder. Hans oldebarn som jo blev den næste konge, Ludvig XV, havde et etableret forhold til Madame de Pompadour, som fortsatte efter deres elskovsaffære var slut og blev til et reelt partnerskab.

Men i 1764 dør Madame de Pompadour. Året efter dør tronarvingen, og i 1768 hans dronning. Det er en aldrende og ensom konge, der derefter får skubbet den purunge Jeanne i armene. Men de forelsker sig på trods, og hun bliver præsenteret ved hoffet som er blåstemplingen som officiel elskerinde.

Emmanuel de Waresquiels biografi handler dog meget lidt om deres intime forhold; der eksisterer faktisk ingen breve længere. Men han går i dybden med flere mysterier omkring elskerinden. Hun kom fra helt almindelige kår - men som alle andre må hun have en far, som forfatteren sætter sig for at finde og måske lykkes med. Han mener også at have opklaret, at en ung pige i hendes kreds faktisk er hendes datter.

Madame du Barry fik kun seks år med kongen inden denne dør. Vanen tro sendes hun væk, da det står klart, at enden er nær og kongen skal have sin sidste syndsforladelse. Hans barnebarn overtager tronen som Ludvig XVI, og hans dronning Marie-Antoinette hadede Madame du Barry af et godt hjerte.

Så hun bliver sat i husarrest i et kloster inden hun langt om længe kan trække sig tilbage til sit hus udenfor Paris.

Hun havde helt sikkert indflydelse på kongens beslutninger, men deres forhold til trods, fik hun ikke store slotte og domæner. Til gengæld elskede hun diamanter, men var også god til at bruge penge. Det bliver et problem, da hun nu skal stå på egne ben. Afhængig af hvilken "officiel" fødselsdato man forholder sig til, er hun kun knap tredive år gammel, da kongen dør. Så der er også et liv "efter".

Hun engagerer sig i kunst og musik, og får andre elskere. Men revolutionen kommer, og selvom hun er af den mest ydnyge borgerlige baggrund, så lever hun stadig som en adelig og var "tyrannens luder" som de så poetisk refererer til hendes og kongens forhold. Det virker som om hun slet ikke formår at estimere faren. Hun kunne være rejst ud af landet - i sikkerhed et andet sted i Europa. Men hun bliver, og det ender fatalt under guillotinen i december 1793.

Emmanuel de Waresquiel er en dygtig historiker, der formidler sit stof sagligt og veldokumenteret. Så kan man måske til tider savne det er lidt mere personligt, men Madame du Barry nåede også at brænde stort set alle breve, så han baserer sig på arkiver og den politiske aktualitet omkring hendes tid. Han har specialiseret sig i perioden omkring revolutionen, og det emne mestrer han. En tung men interessant biografi.

Min sidste tak - Glenn Vindfeldt

 

• Dansk
• 25. marts
• 104 sider

Jeg er i gang med en tung historisk bog, men så blev det min tur i køen på biblioteket til denne. Det er en meget lille bog, så den kunne læses på en time om aftenen som et lille afbræk i fransk historie.

At den er lille, gør den dog ikke ubetydningsfuld. Hvis man så programmerne i DR's serie Min sidste gave vil man genkende denne unge mand, der fik konstateret brystkræft som 29-årig. Det er uhyre sjældent mænd får brystkræft. Jeg har jo selv været igennem den sygdom, og erindrer tydeligt den nærmest chokbølge, der gik igennem venteværelset på Rigshospitalet, da en mand trådte ind blandt gruppen af skaldede kvinder. Ikke som pårørende - men som patient.

I dette tilfælde er det dog meget alvorligt, og opdages alt for sent. Det har spredt sig til lymfer, knogler, hud og senere hjerne. Det er et tragisk kort forløb for en alt for ung mand, der netop skulle til at starte et nyt stort kapitel i livet - parforholdet og fremtiden.

Bogen er skrevet som en refleksion over hans liv, der var langt mere barsk end man ser i tv-udsendelsen. Det er en tak til de mennesker, der betød noget og dem, der stod ved hans side i de få intense måneder han fik efter diagnosen.

Man kan nok vurdere om denne bog havde fået samme brede resonans uden tv-programmet og det offentlige kendskab. Men man skal også huske, at den er skrevet af en person, der ikke er forfatter og som var uhelbredeligt syg. Hans første præmis om at skrive bogen til sine nære og kære er smuk, og det er nok den, man skal huske på. Som tidligere kræftpatient eller blot som menneske kan det dog ikke undgå at røre ved noget i én.

The Lives & Deaths of the Princesses of Hesse - Frances Welch

 

• Engelsk
• 22. marts
• 317 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte denne på bogudsalg til 100 kroner; det skulle jo være til et par dages læsning - men jeg slugte den på en søndag. Jeg kan jo godt lide historiske biografier, og her er vi da virkelig midt i en familiekonstellation, der får den værste soap opera til at blegne.

Den engelske dronning Victorias datter, Alice, blev gift med en tysk storhertug i 1862 som blot 19-årig. De fik sammen syv børn, men to døde som små. Den ene - sønnen - døde af hæmofili; den sygdom, som tsarfamilien senere forsøgte at holde hemmelig, da deres søn blev syg.

Så var der fire døtre og en søn tilbage; sønnen var jo selvskrevet i arvefølgen, men der skulle findes passende ægtemænd til de fire piger. Pigernes mor døde, da de stadig var børn og nu satte mormor Victoria sig for at finde disse mænd. Hun var ikke begejstret for at sende dem til Rusland - for langt væk og de var jo lidt nogle barbarer. Ikke desto mindre ender to søstre i Rusland - Ella gifter sig med en storfyrste og lillesøster Alix bliver den sidste tsarinde gennem sit ægteskab med tsar Nicholas II.

De to andre søstre giftes med henholdsvis en tysk og en engelsk prins. Biografien fortæller levende om deres forhold - de mange breve, de sendte til hinanden; de mange rejser til store festlige begivenheder - men også kontroverserne.

De tog til da Alix kom i kontakt med Rasputin, og da 1. Verdenskrig brød ud var de pludselig ude af stand til at kommunikere, og var endog på forskellige sider af politiske alliancer. Som bekendt endte det jo tragisk, og de to russiske søstre dør. Victoria og Irene lever dog op til 1950'erne, men skal kæmpe med en ung pige, der foregiver sig for at være Alix' datter Anastasia og en ny verdensorden.

Det er nok svært at forestille sig, hvordan man omstiller sig fra et liv i overdådig luksus ved ikke mindst det russiske hof (selv som gæster) til en verden i mellemkrigstiden eller under nazisterne. En tid, hvor titler mistes og fordums glans er væk. Bogen giver et glimrende indblik i disse fire søstres vanvittige skæbner ikke mindst grundet de mange bevarede breve. Men man skal nok interessere sig for historiske biografier som jeg og lide at rode rundt i stamtavler og familieforhold!

Sort hjerte - Silvia Avallone

 

• Dansk
• 20.-21. marts
• 424 sider

En vanvittig stærk samtidsroman fra den for mig ukendte italienske forfatter Silvia Avallone - men med denne succes er der måske håb for at flere af hendes tidligere romaner bliver oversat; ellers findes de på engelsk eller fransk.

Historien foregår i en øde landsby langt oppe i bjergene i Norditalien - Sassaia. En dag i november ankommer Emilia for at installere sig i sin afdøde tantes hus i den forladte by, der kun har to andre beboere. Den ene er den gamle kunstmaler, Basilio, og den anden er Bruno - en 36-årig skolelærer med en smertefuld fortid. 

De indleder hurtigt et forhold, men Emilia vil intet sige om sig selv. Den gamle Basilio kender sandheden, men som læser får vi kun bidder ad gangen i tilbageblok fra et ungdomsfængsel, hvor Emilia tilbragte så lang tid, at hun nu som 31-årig er jomfru, og ikke kender til fx Google. Det lægger et pres på deres forhold, da Bruno er forelsket og åbner op sin tragedie. 

Han er offeret - men Emilias hemmelighed gør hende til en bøddel. Hun har sonet sin straf, men spørgsmålet er om man kan få et normalt liv igen? Kan man indlede et forhold til en person, man ved rummer en så kompleks fortid?

Til tider kan man synes det bliver lige lovlig svulstigt i følelserne og personlighederne; men samtidig er der en helt utrolig tæthed i stemningen i den lille bjerglandsby, så man ser den for sig. Jeg var oprigtigt forberedt på en forfærdelig slutning, da gruen virkelig er intens for Emilia. Men også i deres forhold, hvor de skal blotlægge sig.

Jeg synes de italienske romaner, jeg har læst de senere år (selvom det ikke er mange) alle er baseret på samfundskritiske voldsomme scenarier - det gælder Elena Ferrante men også Niccolo Ammaniti. Det reflekterer måske den politiske desillusion og en social voldsomhed, der præger landet mere end hos os. Det mærkes i hvert fald tydeligt og det giver en anderledes og meget stærk litteratur.

Jeg var så opslugt af den, at jeg slugte den på to dage - selvom det dog heller ikke er en tung bog at læse.

Blanc - Michel Pastoureau

 

• Fransk
• 18.-19. marts
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg glemmer åbenbart hurtigt visse ting - og således kom jeg til at købe endnu en bog i serien om farver af den franske kunsthistoriker Michel Pastoureau. 

Denne - om farven hvid - er en af de nyeste fra 2022; han skrev den første allerede i 2000, men jeg læste først om farven rød i 2024. 

Princippet er det samme - en akademisk tilgang til farvens historie og symbolik. Først og fremmest forsøger han at bevise, at hvid er en farve og ikke en mangel på farve, som man måske skulle tro.

Dernæst går han ind i symbolikken - de klassiske eksempler som fred, renhed, uskyld og hygiejne - men også de forskellige udgaver af hvid, og hvor svære de er at mestre. Vi er langt mere unuancerede i forhold til hvid end vi er til fx blå - kobolt, azur, marine osv.

Det er interessant, men jeg havde jo glemt de ting, der irriterede mig sidst og stadig gør. Det er tørt og alt for akademisk; jeg mangler præcise referencer til fx malerier for at kunne tjekke. Jeg har nu opdaget, at paperback-udgaverne har den store mangel, at de ikke er illustrerede i modsætning til hardcover-udgaverne. Det ville nok have gjort en enorm forskel i læseoplevelsen - men de er stadig gode som opslagsværker i supplement til andre kunsthistoriske bøger.

Une ascension - Stefan Hertmans

 

• Fransk
• 14.-17. marts
• 560 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den flamske forfatter, Stefan Hertmans, finder inspiration i pudsige opdagelser, der forbinder ham til fortiden. I Konvertitten er det hans sydfranske hus, der skaber historien om den franske pige, der konverterer til judaismen og lever i bjerglandsbyen i det 11. århundrede.

I Min bedstefars himmel er det hans morfars dagbøger fra 1. Verdenskrig og hans liv, der fik ham til at dykke ned i historien og nærme sig morfaderen derigennem.

Nu er det et endnu et hus - i Ghent i Flandern - som Hertmans købte i 1979, da han var 28 år gammel. Huset var forladt og forfaldent og kæmpe stort. Han sælger senere huset uden at kende dets historie, men lærer den i en bog skrevet i 2000. Der opdager han, at det hus han ejede, tidligere tilhørte en berømt flamsk fascist og kollaboratør under 2. Verdenskrig.

På samme måde som i hans to andre bøger, bliver det en rejse tilbage i tiden blandet sammen med hans egne fortællinger. Huset var ejet af Willem Verhulst, som var proflamsk og antifransk - det proflamske er ikke chokerende i Flandern og specielt Ghent. Men Verhulst går ind for en adskillelse af Belgien i to dele - og engagerer sig tidligt i fascistiske bevægelser. Han gifter sig med en hollandsk protestantisk kvinde, og de flytter til Ghent. 

Da krigen bryder ud ser han sin chance og bevæger sig helt ind i de nazistiske cirkler. Han bliver SS-officer, og er en af drivkræfterne bag de lister, der sender byens befolkning til lejrene. Hans hustru kender ikke omfanget af hans arbejde, men ved, at det strider imod hendes humane principper. Udover, at manden samtidig er notorisk utro og behandler hende virkelig skidt.

Mod krigens slutning flygter han med sin elskerinde til Tyskland i en naiv og vanvittig tro på Tusindårs-riget, men tages til fange og tilbringer otte år i fængsel.

Ægteskabet led selvfølgelig under det, og hans hustru skal leve med skammen hver gang hun færdes ude, men formår at distancere sig fra hans navn. Han fortsætter dog til sin sidste dag i 1975 med at hylde Hitler og nazismen.

Hertmans har interviewet hans overlevende - men temmelig gamle - børn, og fået breve og dagbøger som dokumentation. Derudover tager han os tilbage til sin egen første opdagelse af huset, og han tager ligesom i sine tidligere bøger tilbage til de steder, hvor hans protagonister har færdes.

Jeg var dybt opslugt af historien, der fløj afsted - hans tilgang er engagerende og gør historien virkelig nærværende og levende. Det er nok også grunden til, at hans bøger oversættes til dansk.

Lucias sidste rejse - Vetle Lid Larssen

 

• Dansk
• 9.-13. marts
• 569 sider

Nogle mennesker går på museum - eller i en kirke - og ser kun en masse gammelt bras. Jeg bliver dybt fascineret af, at det i det hele taget har overlevet frem til, at jeg kan beundre det. Så tænker jeg på, hvordan rejsen har været hertil? Hvor mange vægge har et maleri hængt på? Hvem købte det først - og hvorfor? Hvorfor kom det videre ud i verden? Hvem har bragt det til lige dette sted?

Det sidste spørgsmål er der desværre tit en trist forklaring på i form af krige, der har flyttet kunstskatte langt fra deres oprindelsessted. 

Relikvier er om ikke altid kunstskatte, så i hvert fald kulturskatte - og for nogle har de jo en enorm betydning, som illustreret i denne bog, der rejser i sporene på de tolv apostles rester. Der er mange rester af hellige personer. Så mange, at de ville have flere arme og ben mange gange; men Sankt Lucia er hel og intakt... næsten da.

Det er en fantastisk idé at følge hendes rejse fra hun i år 304 dør - anklaget for at være kristen af en forsmået forlovet, og dømt til at arbejde i et bordel, inden hun henrettes. En romersk general fatter alligevel medlidenhed, og hun får en kristen begravelse. Hun stedes til hvile i Siracusa på Sicilien, men snart bliver hendes gravfred forstyrret.

Det første årtusinde var turbulent, og Sicilien lå i farezonen mellem muslimsk og katolsk herredømme hvilket forårsagede flere krige. Hun kommer derfor også til Konstantinopel, inden byen falder og hun igen føres til Italien men denne gang til Venedig. Nogle bortfører hende for vindings skyld - der er mange penge i at have en hel helgen i sin kirke. Andre gør det for at beskytte hende - og nogle forsøger men mislykkes.

Vi møder fiktive og virkelige personer - som Dante, der sendes på en mission til Venedig; eller den danske general Dahlerup, som skal angribe Venedig i 1849. De ti kapitler efter Lucias egen historie strækker sig fra 878 til 1981, hvor hun stjæles fra kirken, og hovedet blev frigjort fra kroppen og  lev tilbage. Ved et mirakel blev hun fundet netop til Lucia-dagen, den 13. december - en dag, vi kender godt til selv i vores protestantiske tradition.

Der er selvfølgelig historier, der er bedre end andre iblandt de ti. Den eneste røde tråd er nemlig Lucia, og alle de andre kommer fra vidt forskellige lande og baggrunde. Men det er netop alt det, der skaber fortællingen - alle de strabadser, hun har været udsat for; og som mange andre kunstværker også har prøvet. Det samme fortæller Pierre Assouline i sin bog om et maleri, der dog pudsigt nok fortælles af maleriet selv. 

Jeg lærte også nyt om fx bombningen af Venedig ved slutningen af 2. Verdenskrig - og så var det jo en interessant indgangsvinkel til min snarlige rejse til Sicilien selvom jeg ikke kommer til Siracusa. Men det var kunst og historie i en skøn blanding, som jeg elsker det.

L'enfant qui mesurait le monde - Metin Arditi

 

• Fransk
• 7.-8. marts
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Arditi opdagede jeg sidste år med historien om jøden Avner, der begynder at male ikoner. Og man må sige, at Arditi kan det med at give sine romaner poetiske titler, der taler til mig. Manden, der malede sjæle hed den - og nu Barnet, der målte verden - det er jo lige til at falde for!

Jeg var dog noget forvirret over bogen, der virker til at stikke i alle retninger.

Vi er på en lille græsk ø i nutiden. Eliot er en pensioneret amerikansk arkitekt, der har slået sig ned på stedet efter hans datter omkom der tolv år tidligere. Han er af græsk afstamning, og fascineret af arkitekturen. 

Maraki er en fraskilt kvinde, der lever af at fiske - og passe sin søn, Yannis, der er autist, og ikke går i skole. I stedet tæller han dagene, og værdiansætter dem efter et sindrigt system, der omfatter rækkefølgen af fiskerbådenes retur til havnen om aftenen; vægten på dagens fangst på fiskemarkedet og antallet af gæster på den lokale café. Hans regnestykke skal helst give dage med en værdi på 75 eller derover - så er verden sådan nogenlunde i vater.

Men nu vil en stor investeringsfond bygge et kæmpe hotel på øen. Et projekt, der først anses for løsningen på alle problemerne efter Grækenlands økonomiske kollaps i slutningen af 00'erne. Dermed vikles vi ind i historierne om en journalist, der dækker projektet i nyhederne; en borgmester, der har personlige interesser i projektet og en del andre mennesker, der er mere eller mindre korrupte.

Præmissen for bogen er jo drengen - og hans forhold til Eliot - men det drukner lidt i alle de andre historier, som der er for mange af til en bog af denne længde. Det bliver for overfladisk på trods af den smukke morale om drengen, der endelig åbner op for arkitekten, der som den eneste forstår Yannis' behov for perfekte tal og sekvenser. Der bruges en del plads på Yannis' udregningssystem til perfekte dage men også kalkulen af det gyldne snit, som bruges i blandt andet arkitekturen.

Den poetiske titel til trods tabte den desværre sin magi under læsningen.

Bartenderen på Hotel Ritz - Philippe Collin

 

• Fransk
• 3.-6. marts
• 480 sider
• Originaltitel: Le Barman du Ritz

En kæmpe succes i Frankrig, som nok derfor er oversat til dansk - og jeg havde ventet længe på paperback-udgaven.

Historien om Paris' nok mest berømte hotel er velkendt - i 2020 læste jeg en roman om direktørparret på hotellet, som begge var involveret i modstandsbevægelsen. Der er derfor en del gengangere i denne franske version af historien, som fortælles fra en anden vinkel - nemlig den ikoniske bartender, Frank Meier.

Frank Meier fødes i 1884 i Østrig i en jødisk familie, der er flygtet fra Polen. Som ung mand emigrerer han som så mange andre til Amerika, hvor han får et job som bartender i New York. Der lærer han kunsten at lave cocktails, og da han i det nye århundrede vender tilbage til Europa er det til Frankrig. 

Han er soldat i 1. Verdenskrig under de franske faner, og efter krigen får han fransk statsborgerskab og job som bartender på Ritz.

Dette er mellemkrigstiden - årene, hvor Paris summer af fest og glade dage. Baren er fyldt med mennesker som F. Scott Fitzgerald, Hemingway, Coco Chanel (som bor permanent på hotellet) og andre kendisser. Den amerikanske jazzånd præger også tiden, og cocktails er lige pludselig in. I 1936 udgiver Frank Meier faktisk en bog med opskrifter - The Artistry of Mixing Drinks - og han var virkelig en stjerne inden for sit felt.

Da krigen bryder ud, overtager nazisterne hotellet og Frank Meier med sin jødiske baggrund er bange. Men måske er strategien med at være hidden in plain sight i virkeligheden den smarteste. Man skal blot sørge for at holde sig under radaren, og yde den service tyskerne forventer. Han tjener gode penge - både på tyskernes drikkepenge, men også ved at udstede falske pas til jøder, der vil ud af landet. I modsætning til store dele af den parisiske befolkning lever han også forholdsvist normalt - på Ritz er der ingen problemer med at skaffe mad.

Men der er den permanente fare for at blive opdaget, og mod slutningen af krigen er der frygten for, hvordan han vil blive opfattet - som kollaboratør eller som én, der blot udførte sit arbejde og ikke havde et valg? 

Bogen er baseret på Meiers liv, men der er selvfølgelig visse fiktive friheder - som den italienske unge jødiske dreng, Luciano, som er opdigtet. Som Frank Meiers forelskelse i Blanche Auzello, direktørens hustru. Men der er også historien om mordforsøget på Hitler, som blev udtænkt i hans bar mellem de tyske officerer. Der er selvfølgelig historien om Hemingway, der ankommer til baren i august 1944 sammen med de amerikanske tropper - og ifølge legenden bestilte 51 Dry Martinis, hvorefter han sov sin brandert ud i en af hotellets suiter.

Jeg havde nok temmelig høje forventninger til bogen efter de franske anmeldelser; og den var god. Men ikke overvældende fantastisk - nok fordi historien er velkendt, og forfatteren har måttet brodere sin egen version af en historie om en mands personlige liv, som han dybest set ikke har noget belæg for. Ikke desto mindre kunne man jo godt have tænkt sig at have været en flue på væggen i den bar!