Familien Thibault II - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 26. juni - 2. juli
• 862 sider
• Originaltitel: Les Thibault II

I andet bind af Roger Martin du Gards episke værk om begyndelsen af det 20. århundrede fortsætter vi med det sjette bind af de oprindelige udgivelser og en stor del af syvende bind, som er langt det største af dem alle.

Sjette bind er La mort du Père (1929) - Faderens død, og fylder et par hundrede sider. Vi sluttede, da den ældste bror Antoine rejste til Schweiz for at hente sin revolutionære bror, Jacques, hjem til faderens dødsleje. Faderen forstår endelig, at enden er nær og gribes nu af moralske skrupler som den stærkt troende katolik han er. Jacques konfronteres med følelserne for den far, han har hadet i så mange år. Da Antoine ender faderens lidelser med en overdosis morfin, er Jacques den mest ramte af dem. 

Antoine har behandlet faderen i længere tid, og anskuer sygdommen med sine pragmatiske medicinske øjne hvilket fører til en længere filosofisk diskussion om tro med faderens sjælesørger, abbeden Vécard. Det er passager som disse, der kan være lidt lange at komme igennem - samtidig er de blandt de mest spektakulære fordi vi her får et indblik i tidsånden, og vi her ser den dualitet, som er toneangivende i hele værket. Katolicismen mod protestantismen; tro mod videnskab; borgerskabet mod proletariatet - og krig mod fred.

For syvende bind handler om optakten til og starten på 1. Verdenskrig. Skrevet i 1936 under titlen Été 1914 - Sommeren 1914 - er det en nærmest minutiøs gennemgang af dagene fra slut juni til midt august, hvor den generelle mobilisering finder sted.

Jacques er tilbage i Schweiz efter faderens begravelse, og er aktiv i den socialistiske bevægelse som vokser i Europa som modvægt til det gamle system, hvor overklassen og borgerskabet bestemte og regerede. Sin egen borgerlige baggrund til trods arbejder han for en klasserevolution, men der er vidt forskellige meninger om metoden. Helliger målet midlet? De revolutionære kan ikke blive enige. Er en voldelig overtagelse af magten vejen frem? Nogle argumenterer for, at det blot vil føre til, at den nye styrende magt selv vil blive enevældige - og det er jo rent faktisk, hvad der skete i Rusland efter 1917, og generelt mange steder i verden til alle tider. Stort set samtlige kommunistiske eller afrikanske styreformer opstod på den måde med triste resultater til følge.

Jacques er fra tid til anden tilbage i Paris, nu hvor faderen er død og forholdet til broren forbedret. Da Jenny og Daniels far begår selvmord, møder han den unge pige igen og endelig finder de hinanden. Men hun skal forstå hans revolutionære tanker! At han vil give sin arv til klassekampen og hun skal være hans kammerat i kampen for retfærdighed for verdens arbejderklasse. Et synspunkt Antoine jo ikke deler, som han lever sit komfortable liv som læge og samtidig har an affære med en barndomsvens hustru.

De private hændelser fra de to brødres liv fylder noget; men langt størstedelen er en virkelig grundig gennemgang af de politiske hændelser fra mordet i Sarajevo til starten på 1. Verdenskrig. Mere end 600 sider, hvor vi tages igennem samtlige diskussioner, mæglinger og forhandlinger mellem stormagterne i Europa på tværs af alliancer, der brydes. Det er om noget den mest grundige gennemgang, jeg har læst og er anerkendt som værende faktuelt historisk korrekt. 

Roger Martin du Gard var ikke alene pacifist; han mente også, at socialisterne havde en reel chance for at stoppe krigen ved at gå i generalstrejke. Arbejderbevægelsen var for alvor brudt frem, men den nationalistiske propaganda vinder til sidst til Jacques' store ærgrelse - han forstår ikke, at patriotismen i sidste ende er stærkere end det revolutionære ideal. For da det endelig gælder vil individet forsvare sit land, og selv de mest indædte revolutionære vil nu gå i krig for Frankrig.

Da dette bind blev skrevet i 1936 stod vi foran en ny potentiel katastrofe. Du Gard kunne ikke dengang vide, hvor nazismen ville føre hen, men han så alle faresignalerne i horisonten og bruger analogien fra 1914 som advarsel. Det hjalp som bekendt ikke, men historien om sommeren 1914 er et skræmmebillede på, hvordan national stolthed, politisk spil og demagogi kan føre til en situation hvorfra der ingen vej tilbage er.

Det er bestemt ikke nem læsning, men perspektivet fra en næsten samtidig kilde er eminent og samtidig tankevækkende fordi man indser, hvor lidt har ændret sig.

Syvende bind i den oprindelig udgivelse er brudt i to dele i den moderne version, så tredje og sidste bind indeholder slutningen af Sommeren 1914 og ottende bind. Det skal læses direkte i forlængelse af denne selvfølgelig!  

Familien Thibault I - Roger Martin du Gard

 

• Fransk
• 19.-25. juni
• 875 sider
• Originaltitel: Les Thibault I

Denne franske mammutserie har stået på min læseliste i nogle år, men jeg var også i tvivl om den stadig var tidssvarende. 

Den udkom oprindeligt i otte bind over en årrække fra 1922 til 1940, og forfatteren fik tildelt Nobels litteraturpris i 1937, da syv bind var udkommet. I den moderne franske version er de otte bind samlet i tre bind, så første del indeholder de første fem bind: Le cahier gris (1922) - Det grå stilehæfte; Le Pénitencier (1922) - Straffeanstalten; La Belle Saison (1923) - Den smukke årstid; La Consultation (1928) - Konsultationen og La Sorellina (1928) - Sorellina. 

Vi følger - som titlen siger - Thibault-familien; en fransk katolsk familie bestående af faderen, den strenge industrimand, der er enkemand og familiens despot. Han forventer store ting af de to sønner - en god uddannelse, et retskaffent liv og ikke mindst lydighed overfor hans vilje. Den ældste søn, Antoine, er født i 1881 og læser medicin. Han opfylder fint faderens forventninger. Den yngste søn, Jacques, er født i 1880 og moderen døde i barselsseng. Han er rebellen, der som 14-årig stikker af hjemmefra for at undvige faderens strenge husorden og de krav, der stilles til ham.

Ikke mindst er han oprørt over faderens modstand mod hans venskab med Daniel de Fontanin - en jævnaldrende skolekammerat, hvis familie har den store fejl at være protestanter. Hos Thibault-familien bor også en ældre guvernante, kaldet Mademoiselle, og hendes forældreløse niece Gise. I Fontanin-familien har Daniel en søster, Jenny, mens forældrene lever adskilt. Moderen Thérèse indser undervejs langt om længe, at hun ikke kan leve med mandens eskapader.

Rundt om disse to familier er der selvfølgelig en række mindre væsentlige personer. Antoine og Jacques er unge, og har nogle romantiske eventyr helt i tidens ånd. Bekendtskaber med letlevende kvinder inden de slår sig til ro i et godt kristent ægteskab, hvilket ikke sker i første bind - og flirts med korrekte unge kvinder, som foregår som det gjorde dengang. Det er med overdrevne hjertesuk hos kvinderne, og svedige håndflader og lignende hos mændene.

De første tre bind er noget tunge at komme igennem, da stilen er så anderledes fra moderne litteratur. Vi er ikke tilbage i Victor Hugo-stilen, som er overraskende tidssvarende men snarere hos Balzac, Zola eller Tolstoi. Der er en vis form for realisme men også uendeligt meget introspektion, hvor deres moralske indre kampe kan virke lidt for dramatiske for vores tankegang.

Fra tredje bind, der er skrevet i 1928, sker der dog en ændring i stilen, som bliver mere handlekraftig med flere dialoger. Men der er stadig intet hastværk for at komme videre i historien. Hele fjerde bind - Konsultationen - som fylder knap 150 sider er således en beskrivelse af en dag i Antoines liv som læge. Det er beskrivelser af hans patientbesøg, som jo giver en indsigt i tidens dårligdomme. Romanen starter i 1904, og i dette bind er vi omkring 1910 - så det er inden penicillinen, hvor en mellemørebetændelse kunne slå én ihjel. Det giver gode øjebliksbilleder af et Paris i starten af århundredet, men mange hovedpersoner mangler fra dette bind.

Der er selvfølgelig også udvikling i familien omend meget ubalanceret. Fontanin-familien går ind og ud af hsitorien, mens de to Thibault-brødre kæmper med kærligheden og karrieren. Jacques flygter endnu engang fra faderen, og i sidste bind rejser Antoine til Schweiz for at finde ham, og bringe ham hjem til faderens dødsleje. Så efter 875 sider ender vi med en reel cliffhanger!

Jeg var lige ved at give op efter 100-200 sider må jeg indrømme. Men det vokser på én, og nu vi er i 1913, ved jeg jo, at der venter store ting forude med 1. Verdenskrig. Jeg kan dog også sagtens forstå, hvorfor den er blevet så berømt på sin tid, for uanset hvordan vi i dag betragter det, så har det været banebrydende for 100 år siden med emner som familieopgør, religionsfrihed, seksualitet og slutningen på en verdensorden. 

Vous parler de mon fils - Philippe Besson

 

• Fransk
• 17.-18. juni
• 208 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så fik jeg afsluttet min Besson-serie, som jo ikke er en serie - men jeg havde tømt biblioteket for hans bøger. Denne fra 2025 stod faktisk på min liste til sommerferielæsning i paperback, men fra biblioteket er det endnu bedre. Især da den som alle hans bøger er relativt kort.

Læsningen var dog lidt sværere, og jeg måtte lægge den fra mig og tage den over to dage, da den virkelig går lige i én.

Historien fortælles af Vincent; en far til to drenge på 9 og 14 år og gift med Juliette. Men Hugo, den ældste dreng, er død og familien er ved at gøre sig klar til en hvid march i deres hjemby for at mindes drengen, og protestere mod den mobning han var udsat for.

Så vi ved hurtigt, at Hugo er død. Men hvordan? Og hvordan kom det dertil?

Historien er Vincents indre dialog om forløbet op til denne march. Om Hugo, der ikke ville fortælle sine forældre, at han blev mobbet i skolen. Om slagene. Om tekstbeskederne. Om ydmygelserne. Om presset. Men også om angsten for at fortælle det til de voksne, fordi en konfrontation kun ville gøre det værre.

Og det er det Vincent og Juliette gør. De kontakter skolen, de mødes med mobbernes forældre. De opsøger en psykolog. Hugo får det værre og for at undgå yderligere eskalering, siger han, at det er blevet bedre. Men de tvivler, og fortsætter deres kamp for sønnen. Indtil han tager sit liv.

Ligesom i en af sine tidligere romaner bearbejder Besson her et af de traumer, vi læser og hører om i medierne. Mobning af børn er desværre udbredt, og har nok altid eksisteret. Jeg blev drillet meget som barn indtil jeg skiftede skole, og det har uden tvivl præget mig. Men i dag er tonen langt hårdere ligesom metoderne er mere veludviklede og langtrækkende med sociale medier som en modbydelig katalysator for børns ondskab. En ondskab, som i sidste ende er en refleksion af den opførsel de ser fra voksne. 

Vincents fortælling skrider stille frem i al sin gru mens de forbereder sig til marchen, og kommer igennem dem. Fordi de skal, og fordi der er en lillebror og et liv, der skal gå videre. Men man rammes hårdt igennem læsningen netop på graund af den dystre stille fortælling, der skræller lag efter lag af historien om magtesløshed hos forældrene. 

Desværre kommer der jo heller ingen forklaring eller forløsning - andet end at skrive om det måske kan opfordre til debat og oplysning. En bog, som jo ville være glimrende til en skoledebat, selvom den undervisningsmetode ikke er typisk i det franske skolesystem. 

Besson mestrer dog som altid kunsten at få en stor historie ind i et kompakt format.

Nu er det dog tid til noget andet, og nogle mursten af bøger som jeg endelig har fået hjem.

De là, on voit la mer - Philippe Besson

 

• Fransk
• 16. juni
• 204 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I min nyfundne begejstring fik jeg hentet hele tre bøger af Philippe Besson på biblioteket, men heldigvis er de vidt forskellige. Hvor de sidste to var fortællinger fra hans eget liv og hans egen familie, er vi her i ren fiktion igen. Selvom visse ting lader til at være en fast bestanddel af hans univers! Det kommer vi tilbage til.

Louise er i fyrrerne, gift med François - og forfatter. Hun har lånt et hus i Italien af en veninde for at få fred og ro til at skrive på sin seneste roman. Huset ligger i en lille landsby i Toscana, hvor hun kan gå langs havnen og følge med i det daglige liv med færgernes afgange og de indfødtes stille liv rundt om turismen. Hendes veninde har en husholderske, der også kommer hver dag og hjælper Louise. En dag kommer dennes søn forbi, og Louises liv ændres på et sekund.

Den kun 20-årige unge mand, der studerer på søfartsakademiet, og Louise indleder et forhold. Et intenst og passioneret forhold, hvor Louise genopdager sig selv. Det skal holdes hemmeligt, men en dag opdager husholdersken sin søn i huset om morgenen. Det forbliver uudtalt, men Louise fornemmer, at det ændrer dynamikken imellem dem.

Da hendes mand er ude for en trafikulykke i Paris må hun haste hjem, blot for at opdage, at han har gjort det for at få hendes opmærksomhed - bevidst kørt sin bil ind i en anden bil. Men er hun klar til at give ham den opmærksomhed han kræver af hende - eller er de nået til vejs ende efter ti års ægteskab?

Louise fremstår faktisk ikke som en sympatisk person. Hun er drevet af sin egosime om ikke at ville have børn, ikke ville gifte sig, have ro til at skrive - og François har tilpasset sig. Nu gør han oprør, og hun forventer igen, at han tilpasser sig hende og giver hende tid til at afprøve den anden relation. Og Luca - den unge mand - 

Det hele er skrevet komprimeret og i korte sætninger, afsnit og kapitler - lige så intenst som den livsændring Louise oplever, og set med hendes oplevelse af de andres situationer. En vinkel, der ikke er udelukkende empatisk. Bessons fokus er på hendes frigørelse, og vejen til et usikkert forhold med Luca. Slutningen er vidt åben for fortolkning, men historien handler ikke om det - men om vejen dertil.

Hvor er så parallellerne? Husholdersken hedder Graziella som stuepigen i Une pension en Italie. Den unge mand hedder Luca, som virkelighedens Lucas i Hold op med at lyve. Hvor Graziella fra familiehistorien muligvis er opdigtet, så er Lucas ikke - og som han selv skriver, så undrer det ham senere i livet, da han opdager familiehistorien, hvor mange gange han ubevidst har brugt de navne.

Så er der selvfølgelig Italien, som han også vender tilbage tit - det kan man jo ikke fortænke ham i. Det er en smuk kulisse til en historie - ikke mindst en kærlighedshistorie; dog var jeg mindre begejstret for denne end for andre af hans fiktionsromaner som Ceci n'est pas un fait divers eller Paris- Briançon.

Hans stil er også ret konsekvent. Små intense romaner, der sjældent overskrider 200 sider. Så jeg starter om morgenen og slutter om aftenen. Så kan jeg mærke, at jeg snart trænger til en stor tung roman, der kan vare noget længere.

Lázár - Nelio Biedermann

 

• Dansk
• 14.-15. juni
• 360 sider

Det er måske farligt at blive udråbt som et geni som blot 23-årig; ikke desto mindre er det, hvad der er sket for den unge schweiziske forfatter Nelio Biedermann med hans internationale debutroman Lazar.  

Det starter i en udefinerbar tid på et slot langt ude i en skov. Her fødes Lajos von Lázár som søn af baronen og baronessen, og er et underligt gennemsigtigt barn. Slottet ligger i det østrig-ungarske rige, så vi ved, at vi er inden udbruddet af 1. Verdenskrig. Baronen mistænker barnet for ikke at være hans eget, og baronessen lever i sin egen verden. Det gør baronens bror også - eller rettere han lever i en bogs verden lukket inde i et tårnværelse på slottet for ikke at bringe skam over familien.

Skoven omkring slottet både beskytter dem og opsluger dem; som Lajos' søster Ilona, der forsvinder derud den dag hun får sin menstruation og vender forandret tilbage. Hele stemningen er gotisk og magisk, og sætningerne konstrueret med uendelige indskudte sætninger, så man flere gange må læse forfra for at følge med i dens oprindelige hensigt. Her fornemmer man måske mest tydeligt, at det er oversat fra tysk og man kan glimrende forestille sig den virkelig komplekse tyske sætningskonstruktion. Det giver frygtelige minder fra skoletiden, hvis man ikke var begejstret for det sprog!

Som historien skrider frem bliver den dog mere konkret og tidsbestemt. Der er 1. Verdenskrig med opløsningen af imperiet og fødslen af den ungarske stat. Fascisterne kommer, og baronen må deltage i udryddelsen af jøderne, som Ungarn var særdeles effektiv og brutal i. Ethvert besøg til Budapest vidner om de rædsler regeringen og befolkningen sanktionerede under krigen. 

Efter krigen bliver Ungarn en del af det russiske kommunistiske styre indtil de skæbnesvangre dage i efteråret 1956, hvor oprøret sender Lajos' børn Pista og Eva på flugt til Schweiz. Så der har vi forbindelsen til Neilo Biedermann, der selv stammer fra en adelig ungarsk familie, der flygtede i samme periode.

Mændene i familien - Lajos, hans far Sandor og onklen Imre - er ikke stærke nok til at klare den omvæltning historien byder dem. De bliver sindssyge; de drikker; de er utro. Kvinderne, Lajos' mor Maria og hans hustru Lilly, er indbegrebet af adelig ynde, der ikke helt synes det er rimeligt, at verdenshistorien sådan skal gribe ind i deres privilegerede liv. Men Pista og Eva formår at forstå den nye verdensorden, acceptere nederlaget og komme væk.

Rundt om familien er der en skare af skæve skikkelser, der også er med til at illustrere, hvad der skete i Ungarn i de år. En katolsk præst, der kritiserer Hitler. Pistas ungdomskærlighed, Matilda, som han slet ikke havde forstået var jøde. Diverse elskere og elskerinder, tjenestefolk, huslærere og endog Stalin.

Jeg troede i starten, at det ville blive en kompleks læsning på grund af de lange komplicerede sætningskonstruktioner. Men så kom jeg ind i universet, og flød igennem uden at kunne stoppe. Den ændrede dog mærkbart karakter i slutningen, hvor det blev langt mere konkret, og magien forsvandt desværre en anelse. Desuden synes jeg han forlader et par vigtige personer - Lajos, Lilly og Imre - lidt brat og uafklaret.

Men ingen tvivl om, at det er en storslået roman, hvor man tages med til et univers, der minder om Allende men sat i en østeuropæisk kontekst. Det bliver spændende at se, hvad han kan blive til! 

Hold op med at lyve - Philippe Besson

 

• Fransk
• 13.-14. juni
• 198 sider
• Originaltitel: Arrête avec tes mensonges

Jeg har endelig fået øjnene op for Philippe Besson, og selvom jeg netop havde læst en af hans sidste romaner, så fandt jeg straks tre andre på biblioteket. De er alle relativt korte, og jeg læste denne i nærmest et stræk - ikke mindst fordi den var hjertegribende fængslende.

Jeg er faktisk glad for, at jeg læste den umiddelbart efter historien om Bessons morfars livshistorie - for her får vi en anden version af samme problematik. Evnen og viljen til at leve sit eget liv, som man føler det er rigtigt.

I sommeren 1984 er Besson sytten år gammel, og han er endnu ikke kommet ud, men er ikke i tvivl om sin identitet som homoseksuel. Det er ikke nemt i en lille by i Sydvestfrankrig, hvor alle kender alle. Så han kaster kun skjulte blikke efter Thomas, som fascinerer og tiltrækker ham. De har aldrig talt sammen indtil den dag Thomas opsøger ham, og siger de skal mødes på en café i byens udkant.

Det indleder et forhold, der varer til skoleåret er omme. Et forhold, der præges af intense elskovsscener, men mindre ømhed og slet ingen offentlig fremtræden. Besson forstår instinktivt, at Thomas ikke er klar til at stå ved sig selv, og accepterer spillereglerne. Men han er forelsket, og da sommeren kommer og de hver især rejser på sommerferie, er han knust af ulykkelig kærlighed. Han fortsætter sine studier i Bordeaux efter sommeren, og hører aldrig mere fra Thomas.

Indtil han i 2007 pludselig møder en ung mand, der ligner Thomas. Det er hans søn. Så Thomas har giftet sig, og lever nu et liv efter de normer, samfundet og hans familie satte for ham. Den unge mand hedder Lucas. Besson fortæller, at han selvfølgelig flere gange i sine romaner har brugt navnet Thomas til en af sine personer; men mere urovækkende er det, at han ofte også har brugt navnene Lucas/Luca. Uden at kende til Thomas' søn. Nu får han Thomas' telefonnummer, men vælger ikke at kontakte ham, da han har en fast partner, og ikke mener det nytter at åbne gamle sår.

Den sidste del foregår i 2016, da Lucas kontakter ham med henblik på at mødes. Det bliver til den triste slutning på en fortælling om en mand, der aldrig turde stå ved sig selv. Han har forsøgt - ironisk nok i nogenlunde samme alder som Bessons morfar, og i en tid, hvor samfundet havde ændret sig markant fra 1964 i den italienske historie. I sidste ende svigter modet ham.

Det er en smuk, men sørgelig historie. Besson valgte at skrive om den. Han dedikerer bogen til Thomas med fuldt navn og hans fødselsår og dødsår. Forsiden prydes af et foto af Thomas. Der er ingen hemmeligheder længere. Men Lucas havde allerede i 2007 forstået sammenhængen og giver implicit sin tilladelse til at Besson skriver om det. Hvad ville Thomas have tænkt om det? Det ved vi ikke, men kan jo gætte - og er det modigt eller overmodigt at udlevere ham? Måske er det en form for oprejsning for Lucas, som endelig kan forstå den far, han aldrig syntes at kunne nå?

Besson skriver tit om temaet om tilfældigheder, der ændrer liv. Det er temaet i fire af de fem romaner, jeg har læst af ham. Han mestrer det, så læseren gribes af historien - og som regel kniber jeg en tåre til sidst. Men mange af hans romaner har været fiktion, indtil hans mor sagde til ham, at han skulle holde op med at lyve (!) og skrive om sit eget liv. De historier er kommet i flere romaner, og viser blot, at virkeligheden absolut ikke står tilbage for fiktionen. Desværre kan man sige.

Oliva Denaro - Viola Ardone

 

• Dansk
• 12.-13. juni
• 308 sider

Jeg havde set denne flere gange på biblioteket, men normalt læser jeg helst italienske romaner i fransk oversættelse. Sproget er tættere på og oversættelserne derfor tit mere melodiøse synes jeg. Men anmeldelsen på Peters Verden overbeviste mig, og det fortrød jeg ikke - så meget desto mere som jeg jo var på Sicilien i april.

Oliva er seksten år i 1960 i en lille siciliansk landsby, der stadig lever efter århundreders gamle regler om kvinders og pigers opførsel. Hun kender alle reglerne - og hun er smerteligt bevidst om, at de adskiller sig fra de regler, der gælder for hendes tvillingebror Cosimino. Oliva elsker at løbe, hun elsker at samle snegle og frøer sammen med faderen, som de sælger på markedet sammen med den indtægt de får fra det, de dyrker på jorden. Men nu er hun ved at blive voksen, og pludselig ændrer reglerne sig.

Olivas far er fåmælt og moderen brokker sig konstant over hans apati. I virkeligheden er han feminist før sin tid, og respekterer hendes selvstændighed. 

Da Oliva får en beundrer i bagerens søn, Paternò, er hun først flatteret - moderen har aldrig syntes hun er en køn pige. Men nu står Paternò og fløjter udenfor deres hus hver aften. Oliva ved hun skal overholde reglerne, selvom hendes kommunistiske veninde Liliana fortæller hende, at kvinder kan blive politikere og i det hele taget andet end blot at gifte sig, føde børn og blive hjemme i huset. Da hun en dag møder Paternò på gaden, giver han hende en appelsin, som hun tager imod. Vi er på Sicilien - så det er ikke et æble; men betydningen er den samme. Det er syndefaldet, som det senere udlægges af folkedomstolen i landsbyen.

Historien er baseret på en virkelig historie fra perioden, hvor begrebet fuitina - den lille flugt - var en accepteret skik på Sicilien. Det var unge, der stak af fra familien og fuldbyrdede deres forhold for at opnå retten til at gifte sig. Men det var også unge mænd, der bortførte unge piger, voldtog dem - og måtte gifte sig med dem for at genoprette pigens ære og selv slippe for straf. En straf, der ansås for at være hypotetisk i folks øjne - for det var som regel pigens skyld. Hun havde nok ikke overholdt reglerne!

Olivas liv og fremtidsmuligheder ændres på et øjeblik, men hun nægter at give efter. Hun kæmper mod traditionerne og kvindens lod. I sin kamp viser faderen sig pludselig at træde i karakter og stå ved hendes side, og selv den traditionsbundne mor overgiver sig. Men det har fatale konsekvenser for hele familien og deres liv i det lille samfund.

Anden del af historien foregår tyve år senere, hvor kapitlerne fortælles på skift af Oliva og faderen. Vi får et tilbageblik på, hvad der skete i årene efter og hvordan det formede familien lige til brorens livsvalg. 

Det er en stærk feministisk roman om traditioner og personlig frihed. Det er Olivas kamp for at blive fri for traditionerne, og skabe sit eget liv på trods af omkostningerne for alle omkring hende. Men det er også et stykke kulturhistorie om den praksis, der først i 1981 ophørte med at fritage voldtægtsmanden for straf ved giftermål. Det virker absurd i vores verden - ikke desto mindre er det kort tid siden i en kultur, der nok var præget af mafiametoder, men alligevel i et moderne civiliseret samfund ... på papiret.

Une pension en Italie - Philippe Besson

 

• Fransk
• 10.-11. juni
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Selvom jeg har kendt til Philippe Besson i årevis, er det først for et par år siden jeg er begyndt at læse hans romaner. De er desuden altid at finde på fransk på biblioteket, hvilket jo vidner om hans popularitet - og nogle få er endog oversat til dansk som En sommeraften.

Ligesom den roman er også denne en historie fra hans eget liv og hans egen familie.

Besson har altid vidst, at familien skjulte på en hemmelighed om morfaderen, men det var et tabu ingen kom i nærheden af. Da hans mor i 2013 er syg og døende, går han hende dog på klingen og får den ene version af historien. Den anden må han selv finde for at forstå hele pusplespillet.

I 1964 er Bessons mor 18 år, da familien rejser på bilferie til Firenze fra Nice. Faren, Paul, den 44 år gamle italiensklærer; moderen, Gaby, der arbejder i postvæsenet og de to døtre - Suzanne, 18 år, og Colette, 10 år. De indlogerer sig på en B&B i en lille pittoresk landsby, hvorfra de hver dag tager på udflugt efter faderens stramt tilrettelagte program. Pensionen drives af en ældre kvinde hjulpet af stuepigen, Graziella, og kokken, Sandro.

Gæsterne spiser sammen hver aften omkring langbordet, og Sandro serverer maden mens han kigger intenst på Paul. Suzanne bemærker det - men forstår ikke hvorfor. Nogle dage senere får Paul solstik og solskoldninger, og må holde sig hjemme i ro. Så sker "katastrofen"... Sandro kommer med mad til ham; og de to mænd er alene. Det er de i de næste tre dage, mens det går op for Paul, at hans liv har været en løgn. Det får store konsekvenser for den lille familie - især da Gaby vender hjem med sin version af sandheden. De to døtre ser aldrig deres far igen, og forestiller sig, at stuepigen er årsagen - selvom Suzanne undrer sig.

Med denne forklaring drager Besson til Italien. Faderen ved de er død, men han finder Sandro - og får endelig hele historien. Hvad der skete i de tre dage - og i de fyrre år, der gik derefter til faderen døde. 

Det er en bittersød historie for Besson, som jo lever åbent og frit som homoseksuel, og behandler emnet i mange af sine romaner. Men det forklarer den omerta, der har hvilet over morfaderens navn hele hans liv. Det forklarer andre pudsigheder - som hvorfor Colette er så meget yngre end sin storesøster. Det fortæller den sociale stigma og byrde det var at komme ud i en tid, hvor homoseksualitet var så tabubelagt.

Bessons romaner er altid relativt korte, men så meget desto mere intense. Han lever sig ind i stemningen i den rejse til Italien, så man føler sig som en flue på væggen. Stilen er flydende, hurtig og med den rette dosis følelser. Det er delikat og elegant, selvom handlingerne var så fatale og voldsomme for alle implicerede. Besson er virkelig poppet op på min hitliste nu!

Lavendelhaven - Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 7.-9. juni
• 544 sider
• Originaltitel: The Light Behind the Window

Jeg synes jeg trængte til noget meget let fordøjeligt - selvom jeg havnede tilbage i historien om 2. Verdenskrig. Jeg har læst stort set alle Lucinda Rileys romaner, tror jeg. Hendes helt store gennembrud kom jo med serien om de syv søstre, men mens jeg ventede på næste bind i serien, læste jeg nogle af de andre romaner, som udkom inden eller parallelt med søster-serien. 

Denne roman er fra 2012, og følger den skabelon, hun har brugt mange gange med en rammefortælling, hvor nutid og fortid bindes sammen af historien.

I 1999 mister Émilie de la Martinières sin mor, og er nu arving til familiens slot i Sydfrankrig. Hun havde et komplekst forhold til moderen, efter at have mistet sin far som teenager, og har gjort alt for at distancere sig fra sin velhavende baggrund. Alene i det store hus er der hurtigt problemer, men som en ridder på den hvide hest dukker den engelske Sebastian helt tilfældigt op og hjælper hende.

Som læser kan man jo med det samme gennemskue, at han er skurken. Samtidig virker Émilie håbløst naiv, som hun kaster sig i armene på ham uden at undersøge hans baggrund. Men han fortæller hende, at hans mormor havde opholdt sig på slottet under krigen. Da hun er død, ved han desværre ikke meget om detaljerne. Men slottets vinbonde, Jacques, er en gammel mand, der kender hele historien.

Bogen springer mellem den fortælling fra 1943-44, hvor Constance (Sebastians mormor) hyres af SOE, og sendes til Frankrig som hemmelig agent til Émilie og Sebastians hurtigt eskalerende forhold.

Historien om Constance er af en helt anden karakter. En viljefast velbeskrevet protagonist i modsætning til Émilie, som irriterer ved sin naivitet. 

Der er mange åbenlyse arketyper i historien; og mange paralleller. Der er de to hold brødre - en fra hver periode - som i begge tilfælde hader hinanden. Under krigen er der Émilies tante, som er blind og i nutiden Sebastians bror, der sidder i kørestol. Der er de gode og de onde - nazister, der tror (eller ej) på ideologien. Tjenestefolkene før og nu, der er trofaste støtter, der vil gå i døden for deres arbejdsgivere... og der er selvfølgelig kærlighed og konflikter.

Dog vil jeg sige, at der var flere overraskelser helt til slutningen. Som altid med denne slags bøger, når man jo at regne slutningen ud, men Riley formåede alligevel at overraske mig en smule.

Det er virkelig let læsning - men det skal jo også til!

Aryennes d'honneur - Damien Roger

 

• Fransk
• 6.-7. juni
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet et par år nu på, at denne skulle udkomme i paperback-udgave, men det ser ikke ud til at ske og til sidst lod jeg mig rive med af den "dyre" udgave. Jeg læste den i et stræk i weekenden - endnu et argument for udelukkende at købe paperback. Men historien var fascinerende, og selvom det er romantiseret, er det baseret på personer og hændelser, der har fundet sted.

I slutningen af det 19. århundrede var der en større gruppe aristokratiske og rige jødiske familier i Frankrig - især i Paris. Det kan man læse om i fx bogen om Camondo-familien eller historien om portrættet af Betty Rothschild. Det var et liv i en anden verden med enorme rigdomme, og meget lukkede cirkler, hvor man var en del af begrebet "De 200 familier", som betegnede den elite, der styrede Frankrigs industri, finans og handel - og dermed også kulturen og den selskabelige elite. Disse familier var ikke kun jødiske - det var adelen og borgerskabet, der havde den største indflydelse og magt i samfundet.

Derfor handlede det også om dynastiske alliancer og det skete, at døtrene i de jødiske familier blev gift med katolske mænd. Det modsatte skete sjældent, da det var vigtigt, at de jødiske mænd giftede sig indenfor religionen, da en jødisk mor jo er nødvendig for at bibeholde den genetiske arvelinje. 

Bogen følger tre af disse kvinder. Søstrene Marie-Louise og Lucie Stern fødes i 1879 og 1882, og bliver i begyndelsen af det nye århundrede gift med franke adelige. Det samme gør deres kusine Suzanne Stern, som er lidt yngre. De bliver markiser og konverterer til katolicismen i forbindelse med deres bryllupper. Deres børn opdrages og døbes i den katolske tro, og mødrenes oprindelse er irrelevant. Godt nok ses der nogle gange lidt skævt til dem - en blanding af "nye penge" og efterdønningerne af Dreyfus-affæren spiller en rolle.

Men da krigen bryder ud, ændrer alt sig. Pludselig er de igen jøder i henhold til Nürnberg-lovene, der statuerede, at personer med tre jødiske bedsteforældre var jøde. Deres mænd og børn er jo ikke omfattet af disse blodsbåndregler, og deres børn var ofte slet ikke klar over familiehistorien.

Især Marie-Louise (nu Chasseloup-Laubat) er tæt veninde med marskal Pétains hustru - lederen af den franske Vichy-regering, som arbejdede tæt sammen med den besættelsesmagten. I krigens første år lever de som alle andre med frygten for krigen, men også for deres personlige situation. Da loven om at bære en gul stjerne indføres i 1942 er de dog berørte. Marie-Louise sættes i fængsel, men familierne bruger deres bindeled til Pétain, som trods sin antisemitiske holdninger, skaffer dem den æresbetegnelse, som har givet bogen dens titel: Æresariere. Det er skræmmende i dag, og det må have været skrækkeligt for disse kvinder.

De rejser rundt mellem deres slotte eller fra den frie til den besatte zone indtil det også ophører. Lucie er dog enke, og måske mindre beskyttet end de to andre kvinder, og tages til fange i 1944. Familien gør alt for at få hende ud, men breve krydser hinanden, og da det opdages er hun allerede på et tog til Auschwitz, hvor hun kommer direkte i gaskammeret på grund af sin alder (61 år) og dårlige helbred.

Det er et helt særligt kapitel i fransk historie, hvor disse familier måtte bruge deres forbindelser til at overleve på trods af moralske skrupler. Det sætter spor i ægteskaberne, hvor mænd pludselig skal forholde sig til en etiket på deres hustruer, de slet ikke tænkte over. Der fortælles ligeledes en del om Pétains politik, som stadig er en skamplet på den periode. 

Der er ingen skæbner, der er mere forfærdelige end andre i nazismens uhyrligheder. Disse kvinder giftede sig ikke for at fjerne et stigma fra deres person; det er blot en barsk fortælling set fra en anden vinkel end mange af de andre forfærdelige skæbner.

How I Stopped Being a Jew - Shlomo Sand

 

• Engelsk
• 5. juni
• 102 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En provokerende titel - og en bog, som jeg gladeligt læste alene derhjemme og næppe ville have taget med i metroen. Desværre er det jo sådan og med eksisterende geopolitiske kriser endnu mere relevant.

Shlomo Sand er en israelsk historiker, født i Østrig af jødiske forældre flygtet fra Polen. Han har boet og arbejdet i Paris, men siden undervist ved universitetet i Tel Aviv. Dette essay er fra 2014, og det giver jo et andet perspektiv end det ville have gjort i dag - skrevet i dag ville den have set meget anderledes ud.

Sand definerer sig selv som sekulær israeler, og altså ikke som jøde. Han anerkender sin families historie, men anfægter den status som jøde, der automatisk følger med israelsk statsborgerskab. Israelske statsborgere defineres ud fra en religion, hvilket ifølge Sand ikke har nogen mening i et demokratisk samfund. En stat eller en nation er ikke en race. Det er ikke en religiøs etiket.

Han kommer med flere eksempler på den forskelsbehandling, der foregår ligesom han beskriver, hvorfor og hvordan denne etnocentriske kultur opstod på baggrund af historien og ikke mindst Holocaust.

Jeg læste den primært fordi jeg synes det er vigtigt at anskue disse emner fra flere sider; præcis som da jeg læste fortællingen om den palæstinensiske konvertit og spion. Vi bombarderes med informationer i nyhederne; men de er præsenteret af vestlige journalister med et livssyn, der er præget af vores arv og kultur. Det er vigtigt at supplere dette med andre synspunkter. Det gør mig ikke partisan for det ene eller det andet, men det hjælper mig til at forstå verden en anelse bedre!

L'ascension (Les trafiquants d'éternité II) - Amélie de Bourbon Parme

 

• Fransk
• 1.-4. juni
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var præcis så begejstret for andet bind i denne serie som jeg var for første bind, som jeg læste for sbart to år siden. Det er den slags bøger, hvor man ville ønske man havde tålmodighed til at vente - for tredje og sidste bind er slet ikke udkommet endnu, og så skal jeg vente på paperback-udgaven. Det bliver næppe før 2028.

Vi sluttede i 1503 med pave Alexander VI's død, da Alessandro Farnese er blot 35 år gammel og endnu for ung til at tænke seriøst på sin egen plads på tronen. Men ambitionerne er der, og hans strategi er at køre sig selv i stilling til en position i toppen af hierarkiet. Efter en pave, der blot levede i 26 dage, vælges Julius II til posten, og Alessandro får et tæt og fortroligt samarbejde med den krigeriske pave, der flere gange leder Vatikanets tropper i krig - en kontroversiel opførsel for en pave, men han vil genvinde de italienske bystater.

Da han dør i 1513 vælges en Medici - Leo X - på trods af Julius II's henstilling om at udpege Farnese. Leo X er syv år yngre end Farnese, og denne indser, at det nu kan betyde, at hans mulighed er forpasset. Samtidig hærges Europa af konflikterne mellem nogle af de mest karismatiske konger måske nogensinde! Dette århundrede er jo for mig det mest fascinerende i vores historie. Der var Henry VIII i England, som brød med Vatikanet (for at opnå sin skilsmisse), og skabte Church of England. I Spanien sad Karl V, som samtidig var kejser over store dele af katolsk Europa - og i Frankrig var François I blevet konge. Så her var tre alfahanner - alle unge og ude efter magt og rigdom, og i konstant konflikt med og mod hinanden med Vatikanet som modvægt i deres alliancer.

Samtidig ulmer reformationer med Martin Luther, og Leo X er ude af stand til at dæmme op for den gennem ændringer i kirken. Da han dør i 1521, tror Farnese, at han har en reel chance - men i stedet vælges en ældre ufarlig kandidat, Hadrian VI, som dog dør efter knap to år. Men endnu engang vælges en Medici - Klemens VII - som Farnese kæmper for at få indflydelse hos. Det er perioden for plyndringen af Rom i 1527, hvor Karl V's tropper ødelægger byen og en stor del af byggeriet af Peterskirken, som Julius II havde påbegyndt i 1506.

Farnese kæmper med sin familiesituation. Det går ikke ubemærket hen, at han lever i et forhold med en kvinde og tolerancen er ved at ændre sig. Han mister en søn i krigen mod Karl V, mens den anden skifter side til fjenden for at få den hæder, han ikke mener at kunne få som uægte barn af en kardinal.

Karrieren går dog bedre, og da Klemens VII indser, at han har brug for ham, bliver han den åbenlyse nye tronfølger. Bogen slutter med pavens død i 1534, og et nyt konklave. Det bliver et hurtigt konklave på trods af de tre faktioner - Medici (italiensk), Kejserriget og Frankrig - hvor Farnese bliver valgt på blot to dage med alle 46 stemmer for sig. I bogen fremstilles det som, at han overdriver sin fysiske tilstand. Han er på det tidspunkt 66 år gammel, og det ville jo være god grund til at tro, at det ville blive et kort pavedømme. Så han halter lidt mere, og hoster lidt mere så de tror han er svagere end han er. Men han har ventet i årtier på denne chance, og er mere end klar - og frisk! 

Det kommer med personlige konsekvenser; Silvia og han bor ikke længere sammen, og kirken er i en krise som aldrig tidligere set.

Det er et fascinerende portræt af manden, af perioden, af de politiske og dynastiske spændinger, der præger alt for alle i renæssancen. Det er virkelig ærgerligt, at jeg skal vente nogle år på sidste bind, som kommer til at handle om perioden 1534-1549 - hans pavedømme.

Den første drøm - Martin Møller Geertsen

 

• Dansk
• 31. maj
• 180 sider
• Anmeldereksemplar

I sidste uge læste jeg to noveller, og måtte igen forholde mig til mit forhold til denne genre. Det er komplekst. Hvis forfatteren formår at skabe et rum indenfor ganske få sider, som fremstår helstøbt og med en handling ag afslutning, der afrunder historien, så kan jeg overbevises. Når jeg kigger tilbage i anmeldelserne af novellesamlinger, jeg har skrevet, er det dog nærmest umuligt at begejstre mig.

De femten noveller i denne lille samling varierer fra fire sider til lidt mere end tyve sider, men gennemsnitligt er de på lidt mere end ti sider. Det er nok også den største forskel; for indholdsmæssigt er variationen langt mindre.

Der er en så tyk rød tråd igennem alle historierne, at jeg til sidst følte jeg læste den samme persons historie. Det er øl, whisky, cigaretter, dunkle værtshuse og deraf følgende triste menneskeskæbner. En hverdagsrealisme, der på omslaget beskrives som "mennesker, der er på vej gennem et liv, de ikke genkender". 

Det er historier om fraskilte mennesker, der ikke kan finde deres nye ståsted og drukner sorger og usikkerhed i spiritus. Det er historier om korte møder, der ikke fører nogen vegne. Og det gør novellerne heller ikke rigtig synes jeg. Der er sjældent en morale eller klar afslutning på de små historier, og når man har læst størstedelen af dem, bliver man lidt deprimeret ved tanken om, at resten fortsætter i samme spor. Det virker desværre alt for fastlåst i én fortælling set fra forskellige vinkler; hvor det ville have været en reel styrke, hvis forfatteren var i stand til at variere sine historier og perspektiver.

Det foregår i en tid - 1980'erne vil jeg sige - hvor alle ryger indenfor (og hele tiden), og alligevel er der en del anakronismer. Der er desværre også en del sjuskefejl i korrekturen. Man "tykker" ikke mad. Man holder sig ikke i "skinnet". Og man er ikke på "afvending". For blot at nævne nogle eksempler. Det er irritationsmomenter for mig desværre. Det, sammenholdt med den overordnede pessimistiske deprimerende stemning, der mangler variation i perspektiv og afslutning af novellerne overbeviste mig ikke. 

Le rêve du jaguar - Miguel Bonnefoy

 

• Fransk
• 29.-30. maj
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er næsten ti år siden jeg sidst læste noget af Bonnefoy, og den er stadig ikke oversat til dansk ser det ud til. Jeg kan forstå det, da hans stil og univers er temmelig langt fra dansk - eller skandinavisk - litterær kultur. Denne roman fra 2024 har dog modtaget indtil flere franske priser, og jeg havde ventet i spænding på dens udgivelse i paperback-version.

Bonnefoys forældre er fra henholdsvis Chile og Venezuela; han er opvokset i blandt andet Portugal, men altid gået på franske skoler. Han bor i dag i Paris og skriver på fransk fremfor spansk eller portugisisk.

Men hans arv fornægter sig ikke! Som jeg skrev for ti år siden, er vi i det finurlige grænseland mellem virkelighed og poesi, som kendetegner meget sydamerikansk litteratur fra Allende til Marquez. 

Jaguarens drøm har ikke nogen fysisk jaguar i handlingen. En overtro siger dog, at hvert kuld kattekillinger har en jaguar iblandt sig. Denne unge vokser op udskudt fra flokken, men vokser op til at blive til noget helt særligt. Således sker det for den lille Antonio, der som spæd efterlades på kirketrappen og tages ind af den stumme Teresa, der ser ham som en mulighed for at tjene flere penge.

Antonio vokser op, og tjener penge som altmuligmand på et bordel, cigaretsælger og i havnen inden han finder frem til sin biologiske familie og kommer i skole i en sen alder. Her møder han Ana Maria, og de bliver begge læger - hun som den første kvindelige læge i Maracaibo, hvor de kommer fra.

De bliver gift, og starter deres virke som læger - og får datteren Venezuela, som de også udser til at blive læge. Men Venezuela vil til Paris, og her færdes hun i kredsene af andre eksilerede og får sønnen Cristobal.

Bogen er opdelt i de fire dele, som fokuserer på hver af disse personer - Antonio, Ana Maria, Venezuela og Cristobal - men vi følger hele slægtens gang undervejs. Der er referencer til historiske begivenheder som militærkup eller flystyrt - men de passer aldrig rigtigt sammen med protagonisternes alder. De ældes hurtig, langsomt - eller slet ikke. De tilbringer årevis i deres senge eller beslutter sig en dag for at dø for så at gøre det. Det er det magiske univers, Bonnefoy også brugte i sin tidligere roman og flere navne går da også igen. Ikke mindst Venezuela som symbolet på hans andet hjemland.

Det er svært at udpege en egentlig intrige for der er så mange enkeltstående pudsige historier og mindst lige så mange personnager. Der er uden tvivl noget af forfatteren selv i Cristobal, der er født i 1986 som han selv, og som ung mand kommer til Venezuela med en idé om, hvad Sydamerika er. Indtil han møder sin familie der, og rejser rundt i landet. Først der begynder han at forstå sjælen i kulturen, og kan begynde at skrive om sin kærlighed til dette land - præcis som Bonnefoy selv har gjort det.

Man ved ikke rigtigt, hvad man skal vente sig af næste side for alt kan ske i dette univers. Man får lyst til at genlæse Marquez - eller flere af Bonnefoys romaner, der cirkler rundt om den dualitet han bærer i sig og formidler på smukkeste vis.

El Greco maler storinkvisitoren & Vi er Utopia - Stefan Andres

 

• Dansk
• 27.-28. maj
• 148 sider

Nogle gange lader jeg mig nok rive med lidt for hurtigt uden at undersøge sagerne til bunds! Da jeg så en forside med El Grecos maleri af kardinal Guevara måtte jeg læse den. El Greco er uden tvivl én af mine yndlingsmalere, og jeg nåede slet ikke at tænke at det kunne handle om andet end ham. Det gjorde det jo også - men det viste sig at være to noveller af den tyske forfatter, der levede fra 1906 til 1970.

Den ene handlede således om situationen, hvor El Greco i Sevilla bliver bedt om at male portrættet af kardinalen, der var en stor fortaler for den spanske inkvisition. El Greco er langt mere humanistisk i sin filosofi, men man siger jo ikke nej til en kardinal - og slet ikke én, der kan bruge det imod én.

Det er en kort novelle på knap fyrre sider, og selvom vi tages med på rejsen i El Grecos overvejelser omkring maleriet, så var jeg ikke overbevist. Det var for overfladisk for mig - og hvor grundet i virkelighed er det reelt? Det handler selvfølgelig om dualiteten mellem magten, og set i lyset af novellens udgivelse i 1936 er det nemt at drage paralleller til den virkelighed han så i Tyskland. Ved at placere historien i en reel historisk kontekst har det været svært at censurere den - og det er nok i denne symbolik vi skal læse den i dag.

Den anden novelle - Vi er Utopia - er noget længere på knap hundrede sider, og foregår under den Spanske Borgerkrig. Den udkom i 1942 - altså midt under krigen - og da Andres boede i eksil i Italien med sin jødiske hustru.

I novellen følger vi Paco, der er tidligere munk, som blev sømand, da de spanske klostre blev lukket af Franco. Nu er han tilbage i klostret, som nu bruges som fængsel for krigsfanger som ham. Han beder om at få sin gamle munkecelle som fængselscelle - der havde han nemlig allerede forberedt en mulig flugt fra fængslet. Nu har han reelt den mulighed og kan samtidig redde alle de andre fanger.

Fangevogteren, Gutierrez, er en skruppelløs morder, der stod bag udryddelsen af klostrest munke. Men overfor den tidligere munk har han nu behov for at skrifte, og Paco bliver fanget i et moralsk dilemma. Skal han dræbe Gutierrez for at redde mange flere mennesker og dermed også handle mod sin kristne overbevisning - eller skal han give ham syndsforladelse fordi han blot er en soldat, der følger ordrer.

Hele handlingen foregår i et kompakt tidsrum, hvor tanker om skyld, tro, frihed og menneskets frie vilje tages op. Paco troede i sine unge dage på et Utopia, hvor alle levede lykkeligt og i harmoni; men hans gamle læremester sagde til ham, at verden ikke kan eksistere uden lidelse. 

Der er jo klare paralleller til det tyske regime, og pudsigt nok blev denne heller ikke censureret midt under krigen. Den er i dag et integreret del af tysk kultur og er genskabt på teater og i film. 

Jeg er ikke stor fan af noveller, men den sidste fungerede for mig, da den var længere og man nåede mere ned i personernes karakter. 

After I Do - Taylor Jenkins Reid

 

• Engelsk
• 25.-26. maj
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I min fejlvurdering af læsestof til min citytrip endte jeg med en del timers ventetid i Tallinn lufthavn - og ingen bog! Så jeg måtte finde en boghandler, og i netop denne lufthavn var der kun én med et nærmest ikke-eksisterende udvalg - og jeg endte med en virkelig chick-lit. Jeg vidste jo godt, at min seneste erfaring med denne forfatter ikke var endt så heldigt, og efter halvanden dags nem læsning (knap fem timer) kan jeg kun ærgre mig over de spildte penge.

Lauren og Ryan er i slutningen af tyverne, men har allerede været et par i elleve år. Nu skændes de om stort set alt fra indkøb til hvilken restaurant, de skal spise på. De er endt med at gå hinanden på nerverne over alt og intet, og beslutter at holde en pause. De skal være adskilt i et år, hvor de ingen kontakt må have.

Bogen følger Laurens perspektiv, men vi får Ryans tanker gennem de emails, han skriver til Lauren men aldrig sender. Begge parter har åbenbart adgang til den andens mailkonto, så de logger ind og læser den andens tanker. Det virker temmelig usandsynligt og konstrueret. 

Lauren bruger nu tiden på at være mere sammen med sin søster og vi drages ind i familiens historier - moderen og hendes nye kæreste; lillebroderen, der pludselig skal være far efter et one night stand i et fly og søsteren - den evindelige single. Så er der mormoderen, der er enke efter et langt og lykkeligt ægteskab og den homoseksuelle kollega, der brokker sig over manglen på intimitet efter der er kommet to børn til. Således fremvises flere facetter af moderne kærlighedsliv må have været tanken bag.

Men det er blot ulideligt naivt og det kammer helt over, da Lauren stifter bekendtskab med en brevkasse for livets store problemer. Så jeg skyndte mig igennem for at nå til den slutning, jeg jo vidste ville komme - og så røg den i skraldespanden knap tredive timer efter den var indkøbt.

Big Magic - Elizabeth Gilbert

 

• Engelsk
• 23.-24. maj
• 305 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var for optimistisk med min ferielæsning til en lang weekend i Tallinn, så jeg gik på jagt i reolerne i min lille lejede lejlighed. Jeg læste Elizabeth Gilberts succesroman i 2010, og har aldrig læst noget af hende senere. Jeg havde nok lidt svært ved at se hende som fiktionsforfatter, da hun havde skrevet en opfølgning til Spis, bed, elsk, som også handlede om hendes eget liv. Denne er da heller ikke fiktion - men handler om hendes livsvision om kreativitet kan man måske sige.

Det er igen skrevet med en humoristisk sans, som jeg virkelig værdsatte i Spis, bed, elsk og så med de små gode råd som vi alle kender indtil nogen skriver dem ned.

Her handler det primært om at kaste sig ud i sine drømme - mest de kunstneriske, og der er nok lidt mere fokus på at blive forfatter end kunstmaler. Men ifølge Gilbert er principperne de samme.

Bogen er opdelt i seks dele - mod, fortryllelse, tilladelse, vedholdenhed, tillid og guddommelighed. Det lyder lidt højtravende for nogle afsnit måske, men igen er det med humor i ordene.

Det er som med mange andre af den slags bøger - inklusive hendes egne - altid nemt at genkende, når først man ser det på skrift. Det er måske sværere at hive den slags peptalk til én selv op af hatten, hvis man sidder foran et blankt stykke papir og drømmer om at blive Hemingway eller Dickens. Ikke at det er i mine aspirationer overhovedet, men visse idéer gælder jo i mange af livets emner. Tag mod til dig, og gør det - hvis det er din største drøm.

Det er hurtigt og let læst og man får sig også et godt grin til tider. Endnu en perfekt læseoplevelse midt i en citytrip med nogle pauser i solen i en park.

Det var altid dig - Colleen Hoover

 

• Engelsk
• 21.-23. maj
• 381 sider
• Originaltitel: Regretting You

Colleen Hoover er i chick-lit genren - men i den bedre ende. Hun formår også at skrive romaner, der er nemt omsættelige til fjernsyn som fx Det ender med os, som blev til en fremragende film. Det var også en teaser for en kommende filmatisering af denne roman, der fik mig til at låne den til lidt let ferielæsning.

Vi starter tilbage da Morgan og Chris er helt unge og studerende - og nyforelskede. Morgans søster, Jenny, dater Chris' bedste ven Jonah og de fire nyder livet sammen. Indtil Morgan opdager hun er gravid, og de beslutter sig for at få barnet, gifte sig og dermed ændre alle Morgans fremtidsplaner.

Så springer vi sytten år frem i tiden. Morgan og Chris er stadig gift, og deres datter Clara er seksten år gammel. De har aldrig fået andre børn, og Morgan er hjemmegående husmor. Jenny er nybagt mor - og faderen er overraskende nok Jonah, som ellers forsvandt ud af deres liv og til en anden by sytten år tidligere. Men de mødtes igen til hans fars begravelse og et one-night-stand senere er han nu tilbage og de planlægger bryllup. Morgan er ikke vild med det hele - hun er mistroisk over for Jonah; eller der er i hvert fald noget, der forhindrer hende i helhjertet at være glad på søsterens vegne.

Men da Chris og Jenny kommer ud for en trafikulykke, og begge dør, ser tingene pludselig anderledes ud. For hvorfor var de sammen i hendes bil, som han kørte? Hvorfor stod Chris' bil parkeret ved et hotel? Hvem er egentlig far til Jonahs og Jennys søn Elijah?

Clara kæmper med sine egne problemer med teenagealderen, sorgen over tabet af faderen og forholdet til moderen. Desuden tror hun, at hun muligvis kan have forårsaget bilulykken. 

Vi følger de efterladte i en periode på knap et år efter ulykken, hvor de skal igennem chok, opdagelser om dem, de troede de kendte - og dem selv. Der er selvfølgelig et par twists tilbage til deres ungdom - og der er en happy ending. Det er forudsigeligt - selvfølgelig... det er denne slags bøger. Det er måske også lidt for meget til sidst, hvor man bare gerne vil den vejs ende, man ved kommer. Men det er glimrende ferielæsning og jeg kunne også sagtens finde på at se filmen en mørk vinteraften. 

How to Survive a Horror Story - Mallory Arnold

 

• Engelsk
• 18.-20. maj
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er langt mellem krimierne, men nu troede jeg, at jeg havde fundet en klassisk whodunnit som er mere min stil. Der tog jeg grueligt fejl!

Dette er Mallroy Arnolds debutkrimi, og for fans af mere bloddryppende grafiske krimier er den uden tvivl perfekt; men jeg var virkelig ikke fan og kæmpedemig til sidste side.

Den berømte krimiforfatter Mortimer Queen er død, og syv personer inviteres til hans hus for at modtage en "gave". Der er seks krimiforfattere iblandt dem - og så den unge Melanie Brown, som falder lidt uden for resten af gruppen. Dette er tydeligt fra starten og netop derfor ved man også straks, at hun tildeles en særlig rolle. 

De tror alle de skal modtage en form for arv - men forstår ikke hvorfor. De har nemlig alle et komplekst forhold til Queen - en er udelukkende berømt fordi han har stjålet et manuskript fra ham. En anden har haft en affære med ham osv. 

Men nu får de at vide, at det er en leg - en for for escape room, hvor de skal løse en gåde for at komme videre til næste rum. Klarer de ikke gåden på en time vil en tilfældig person dø. Men klarer de den ud af huset, vil de arve hans formue.

Huset er levende, og hvert rum er fuld af underlige effekter, der kommer til live. Møbler og ting bevæger sig. Der er farlige gasudslip fra gulvet, som kan åbne sig og opsluge dem. Det bliver alt for urealistisk for mig - det er ganske enkelt ikke min genre.

Historien fortælles af de syv forskellige personer, som er både mænd og kvinder i forskellige aldre og med vidt forskellige baggrunde. Alligevel formår forfatteren ikke at give dem tilstrækkeligt personlighed hver især - så deres vinkel på historien virker fuldstændig ens. Iblandet deres forsøg på at løse gåderne er der historier, der forklarer personens relation til Mortimer Queen så vi som læsere forstår, hvorfor de er inviterede. Disse historier er personernes egne oplevelser af relationen, og det viser sig, at Mortimers hævntørst i flere tilfælde er ubegrundet. Men det gør desværre ikke den samlede oplevelse bedre.

Jeg havde forventet en mere elegant og snu opklaringshistorie i stil med Agatha Christies Der var ti, der var ni... som følger samme princip om den graduelle forsvinden, men med elegance. Her er det slibrige modbydelige overnaturlige dødsfald foretaget af et hus, der tager levende form. Det kan jeg ganske enkelt ikke forholde mig til, og det bliver den eneste krimi jeg skal læse af Mallory Arnold.

Engles brød - Patti Smith

 

• Engelsk
• 15.-17. maj
• 289 sider
• Originaltitel: Bread of Angels

Jeg har alle Patti Smiths andre bøger. og denne stod på min liste over fremtidige indkøb - men så lå den pludselig på biblioteket. Så selvom det er lidt ærgerligt ikke at have den komplette samling i reolen, er der vundet lidt på reolpladskontoen - og jeg måtte straks i gang med den.

Som tidligere nævnt er jeg hverken fan eller kender af hans musik, da jeg nok er en generation for sent på den. Men hendes person er så kompleks og fascinerende, at det intet betyder, at jeg ikke kender de sange, hun refererer til.

Hun har tidligere skrevet om sit liv som hun også gør det her. I Just Kids handler det om den tætte sjæleforbindelse hun havde til fotografen Robert Mapplethorpe. I M Train er det om livets bevægelser i både fysisk og psykisk forstand, mens Abens år dækker året 2016, hvor hun gennegik flere livsændrende begivenheder. Dagenes bog er snarere en fotodagbog - men igennem alle bøgerne uanset tema fornemmer man hendes kultur. Den dybe interesse for kunst, litteratur men også kristendom og andre religioner inklusive det overnaturlige til tider.

Denne bog er måske at betragte som hendes testamente, da hun nu snart er 80 år gammel. Hun fortæller om hele sit liv - om barndommen, starten på musikkarrieren, ægteskabet med musikeren Sam Smith, som døde alt for ung. Om tiden efter som ung enke. Om de mange, der er forsvundet - hun er rundet af en tid, der både bød på det hårde kunstnerliv med stoffer og alkohol; men også 1980'ernes AIDS-epidemi. Hun evner som få at sætte ord på sine minder, og man fornemmer, at de er værdifulde for hende. Hun er et nostalgisk og sentimentalt menneske, der bevarer mementos fra sine mennesker. Hun ærer og husker dem konstant ligesom hun også her dvæler over hendes egen skæbne og hvordan hun vil erindres.

Der er som altid også fotografier - i dette tilfælde dog få af hendes egne, men billeder af familien eller billeder andre har taget af hende. Det er et utroligt liv, som hun for første gang runder i en hel historie, der rummer så meget karisma, at jeg fik lyst til at dykke ned i hendes musik. Men den bliver jeg nok aldrig lige så meget fan af som jeg er af hende som menneske.

Resten af livet - Roberta Recchia

 

• Dansk
• 12.-14. maj
• 348 sider

Udråbt til at være en helt fantastisk debutroman på trods af forfatterens ikke helt unge alder, lod mig jeg friste til at låne den danske oversættelse fra italiensk.

Vi starter i Rom i 1950'erne, da Marisa forlades af sin forlovede netop som hun opdager, at hun er gravid. En skandale i datidens Italien og for hendes lille familie, der lever af en lille købmandsforretning i et beskedent kvarter af byen. Men hun finder en anden mand, Stelvio, og de bliver lykkelige. Men lykke har det med at ende pludseligt, som det gør for Marisa og Stelvio den august morgen deres 16-årige datter, Betta, findes voldtaget og død på stranden nedenfor deres sommerhus i 1980.

Familien går nærmest i stykker, og ingen tænker på at spørge Miriam, Bettas kusine, som var på ferie hos dem, hvad hun vidste. Miriams forældre er velhavende og kendte, og de vil gøre alt for at skærme datteren - og de to pigers mormor, der som den eneste, aner uråd, hun tier stille.

Marisa falder i en dyb depression, og ægteskabet bliver en parodi. Miriam udvikler udover en depression også anoreksi og stofmisbrug. Igen uden at nogen aner uråd.

Indtil Miriam en dag møder Leo; en smådealer med en transseksuel bror, som bliver hendes redning. Men Leo vil også til bunds i hendes problemer, så de kan få et "normalt" parforhold. Han sætter jagten ind på gerningsmændene og pludselig er det hele ude i det åbne. At Miriam faktisk var til stede på stranden den nat. At hun ved noget.

Det er lige del krimi og en historie om sorgen, der overvælder én. Men det er også en anelse for meget med alle de personnager, der ligesom skal fylde hele spektret - fra nonner til overklasse; fra narkohandlere til transvestitter. Det hele iblandet passager, som kunne være taget ud af en Cartland-roman, hvor følelserne skal udpensles i stedet for at insinuere. Visse steder bliver det direkte en karikatur med overdrevne metaforer eller blot banale beskrivelser af følelser. Der fornemmer man debutromanens svagheder. Dertil lægges at den danske oversættelse måske ikke er den stærkeste og at korrekturen visse steder har haltet så gevaldigt, at man flere gange bytter rundt på personernes navne. Der er for meget sjusk i forlagets arbejde desværre - men store dele af romanen fungerer glimrende, hvis forfatteren havde haft mere styr på sin struktur.

Afropean - Johny Pitts

 

• Engelsk
• 9.-11. maj
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

African American - eller afrikansk-amerikanere, som det hedder på dansk - kender vi alle som begreb, der dækker over den etniske gruppe af amerikanere, der kan spore deres ophav til Afrika. Det er 15% af befolkningen og en stor politisk faktor, som senere års Black Lives Matter-bevægelser endnu engang har understreget.

I Europa har vi også en etnisk gruppe, der kommer fra tidligere kolonier ejet af lande som Frankrig, Storbritannien, Portugal, Tyskland osv. De er langt mindre i antal og andel - kun knap 2% af EU's befolkning, og koncentreret i visse lande som netop Frankrig og Storbritannien, men også Belgien. Desuden er de karakteriseret ved at være grupperet afhængig af oprindelsesland som tidligere koloni.

I Frankrig, hvor halvdelen af de knap 10 millioner bor, kommer naturligt nok fra oversøiske territorier i Caribien men også Vestafrika. I mit tidligere hjemland Belgien er det primært fra Congo og Rwanda, mens vi i Danmark har en helt anden historie og her er det primært flygtninge fra Østafrika.

Det er forskellige folkeslag fra forskellige kulture og med forskellig religion - så er der fællestræk? Og er der en fælles identitet? Det spørgsmål stillede forfatteren sig selv, da han begav sig ud på en rejse gennem Europa for at definere den afro-europæiske identitet hos dem, der har kulturelle eller etniske rødder i både Afrika og Europa.

Pitts er selv afropean - hans far er sort amerikaner og hans mor hvid englænder, og udover at skrive om dette emne er han fotograf og musiker - et multitalent!

I knap fem måneder rejser han igennem Europa på et lille budget og med Interrail til byer som Paris, Bruxelles, Berlin, Stockholm og Lissabon - men også så langt væk som Moskva, hvor afrikanske studerende i mange år kom til fra kommunistiske afrikanske lande som Mozambique og Angola.

Han besøger de lokale fællesskaber for at undersøge om der er en fælles identitet - og gå dybere i forholdet mellem hjemlandet og det nye land enten for nytilflyttere eller for dem, hvis familie kom for generationer siden.

Det giver selvsagt et broget billede, når han besøger alt fra "junglen" i Calais og Cova da Moura - en beboelse udenfor Lissabon, der minder om en brasiliansk favela - til højhuskvarterer udenfor Paris, der er præget af social ulighed for alle etniciteter med deraf følgende uroligheder.

Han væver det hele ind i sin personlige fortælling om at finde sin egen identitet men også med historier om berømte african-americans, der kom til især Frankrig for at finde kunstnerisk og personlig frihed. Han skaber forbindelse tilbage til den panafrikanske bevægelse i midten af det 20. århundrede, da Afrika blev fri af kolonimagterne og det netop blev en katalysator for immigration til Europa.

I visse kapitler kunne jeg godt savne han kom lidt mere i kontakt med de lokale befolkninger; men der er muligvis også et element af tilgængelighed? De grupper mennesker, han søger, er i nogle tilfælde ikke i landet lovligt og er ikke interesseret i at tale med ham - eller sproget er en barriere? Jeg ved det ikke selvfølgelig - men visse steder syntes jeg netop den amerikanske historie fyldte lidt for meget, når historien skulle være den afro-europæiske identitet.

Men det er stadig en dybt tankevækkende rejseskildring ud de steder man ikke ofte ser, når man rejser og i søgen på en identitet, som selvom denne gruppe er mindre end i USA og med flere forskellige komplekse historier fra fortiden, er og i stigende grad vil blive en magtfaktor i Europa.

Le sel de tous les oublis - Yasmina Khadra

 

• Fransk
• 6.-8. maj
• 256 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Yasmina Khadra har fået flere romaner oversat til dansk - hans trilogi om terrorisme hvoraf jeg dog kun har læst to bind. Hans eminente roman Som dag følger nat kan jeg kun anbefale; men en del er ikke oversat til dansk. Jeg har også altid haft et svingende forhold til hans romaner - fra helt sublime til mere middelmådige (i mine øjne vel at mærke).

Den kryptiske titel Alle glemslers salt refererer til det salt, der er tilbage når vores tårer er tørret ud og her er det hovedpersonen Adems tårer. Vi er i 1963 og Algeriet er blevet uafhængigt og frit. Adem er skolelærer og da hans kone forlader ham, bryder hans verden sammen. Hun har fundet en anden, hvilket jo ikke er almindeligt i hans verden - så han aner ikke, hvad han skal stille op med den situation.

Han drager ud i landet - til den by, hvor de først mødtes og drikker sig fra sans og samling. Han rejser på kryds og tværs af Algeriet, og møder en hel række finurlige personer - som dværgen, der er profet eller den blinde musiker. Han arbejder til tider men mest strejfer han rundt i sin bitterhed og ensomhed.

Men han er usympatisk som person, og som læser opnår man ingen medlidenhed med hans skæbne. Han nægter at tage imod det andre forsøger at lære ham, og ender i fængsel. Det er selvfølgelig en rejse for at bearbejde sorgen og tabet af hustruen; men jeg blev irriteret på"helten" og savnede det magiske jeg fandt i fx Som dag følger nat. Han ender med at indse, at hans skæbne nu er at være alene og ensom - og det er i det hele taget en sortseende historie.

Afdelingen for magisk tænkning - Morten Münster

 

• Dansk
• 4.-5. maj
• 352 sider

Morten Münster havde enorm succes med sine to bøger om Jytte i marketing, der udkom i 2017 og 2020. De var - og er - både lærerige og skrevet med humor og eksempler vi alle kan relatere til. Man tænker ofte med denne slags bøger, at det er logik for perlehøns - men nogen skal konkretisere det.

Således er det jo også med denne bog om kunsten at være middelmådig.

Det lyder decideret taberagtigt og usympatisk, ikke? Vi omgives af budskaber om at skulle være "hurtigere, højere og stærkere" uanset om det er på arbejdspladsen, i vores sociale relationer eller vores fysiske præstationer. Der er ikke noget sexet i bare at være leverpostej!

Det vil Münster modbevise. Og han gør det med en række gode - og til tider skræmmende - eksempler.

Et stort tema er sundhedsvæsenet og her er det ikke for sarte sjæle. Et eksempel er overbehandlingen i det danske sygehusvæsen, som potentielt forkorter levetiden for terminale patienter og forringer livskvaliteten. Det var ambivalent for mig at læse om som tidligere kræftpatient, hvor jeg selv har oplevet en behandling blive forkortet i antal behandlinger. For man tænker jo, at det er for at spare penge og man vil jo bare gerne have de sidste to behandlinger for nu at være"helt sikker". Men hvis der nu er evidens for at "helt sikker" er opnået med to behandlinger mindre - skal jeg så ikke stole på det, og værdsætte at det frigiver ressourcer til andre opgaver - og mennesker? Samtidig har jeg også fravalgt behandling af egen vilje, fordi det ikke harmonerede med min livskvalitet.

Et andet nok endnu mere skræmmende eksempel er sagen om supersygehusene, som jeg ærligt må indrømme ikke at kende omfanget af. Måske også fordi der gøres en aktiv indsats for at neddysse skandalen! Men i al sin essens går det jo ud på, at de byggerier skulle have brugt andre byggerier som reference (blandt en del andre eklatante fejl). Det giver jo mening - og det forklarer middelmådigheden.

Den skal ikke forstås som et afslag i ambitioner. Det er snarere en gevinst ved at genbruge eller gå efter laveste fællesnævner måske? At erkende at det ikke er en fiasko ikke at være unik, men i stedet værdsætte at man kan genbruge fra andre. 

Det samme gælder for vore egne ambitioner. Vi stiller urimelige krav til fx sport - hvis vi vil løbe hver dag, og allerede om tirsdagen ikke får gjort det (life happens!), så sætter vi en ny startdato til mandagen efter og æder og drikker resten af ugen. I stedet for at finde pyt-knappen frem, og løbe om onsdagen. Lidt mere middelmådigt men så meget bedre end alternativet.

Så ja - der er mange indlysende eksempler, som vi alle godt ved findes. Vi relaterer bare mere til toppræstationerne og de uopnåelige mål. Jeg ved jeg er blevet meget bedre til "godt nok er mere end nok" i nogle sammenhænge - jeg orker ikke længere at arbejde 60 timer om uger for et resultat Preston-kurven jo viser mig ikke giver noget. Det er ikke fordi jeg er uambitiøs synes jeg; jeg vil blot have et balanceret liv, hvor der er tid til alt det andet.

Det er som altid skrevet med humoristiske eksempler; i starten synes jeg måske der var lidt for meget stand-up komik men seriøsiteten fylder præcis som den skal. Det er en hurtig læst bog - der er trods alt en del blanke sider imellem, og man flyver igennem fanget af emnet. Man lukker den med stof til eftertanke! 

Den sidste retfærdige - André Schwarz-Bart

 

• Fransk
• 1.-3. maj
• 432 sider
• Originaltitel: Le dernier des Justes

Man skal nok være lidt heldig for at finde den danske udgave på et bibliotek - men den blev altså oversat og udgivet i 1960; et år efter den havde vundet den franske Prix Goncourt. Et af mine (mange) læseprojekter er jo at læse flere Goncourt-vindere, og det kræver til tider lidt mere indsats - men det er jo ikke uden grund de har vundet!

Begrebet 'retfærdig' i judaismen betegner en person, der handler retfærdigt og i overensstemmelse med Torahen. En person, der aktivt søger retfærdigheden med oprigtighed og integritet. Efter 2. Verdenskrig benyttes det også som en hædersbetegnelse til dem, der hjalp med at redde jøder fra Holocaust. Den jødiske tradition mener, at hver generation har 36 retfærdige blandt os som er særlige og med til at bevare balancen i verden.

Schwarz-Bart er fransk jøde født i 1928, og mister selv begge sine forældre samt flere søskende i lejrene, som han dog selv undgår ved at skjule sig i modstandsbevægelsen sin unge alder til trods.

I 1959 udgiver han sin roman om den sidste retfærdige og Lévy-slægten, hvor han repræsenterer de 36 som efterfølgere i samme familie. Vi starter i 1190 med rabbineren, der dør på bålet i York. Derfra går det relativt hurtigt over de første 33 generationer over de første få sider til vi rammer slutningen af det 19. århundrede og nummer 34. Fælles for dem alle er, at de ikke er specielt heroiske eller imponerende men de lever det liv, der kendetegner dem som retfærdige.

Den sidste retfærdige er Ernie, som fødes efter 1. verdenskrig, og langt størstedelen af historien starter med hans farfar Mardochée. Familien har i generationer holdt til i Polen, men pogromerne efter den russiske revolution får sønnen Benjamin til at søge mod Tyskland, hvor jøder kan leve i fred og behandles som tyskere. Han bringer forældrene dertil, og der lever de et stille liv uden opmærksomhed. Mardochée påtager sig familiens arv som retfærdige, men Benjamin vil ikke være udvalgt og forsøger at holde hemmeligt, at de er fra Lévy-slægten.

Hans søn, Ernie, er et akavet og skrøbeligt barn som dog påvirkes af bedstefaderens historier, og hurtigt ser sig selv som den næste retfærdige arvtager i familien. Men han kan ikke forstå, hvordan han skal udfylde rollen - han slås med drengene i skolegården, som er spirende Hitler Jugend-medlemmer. Han ender med at forsøge at tage livet af sig selv inden familien flygter til Paris, hvor det nu skulle være nemmere at leve i deres religion. Det er det - og de har en periode med lykke og fred. Så kommer krigen til Frankrig - og deportationerne. Ernie melder sig til hæren i et forsøg på at skærme familien og igen optræde korrekt i sin rolle. Men da den franske hær kapitulerer, og han vender hjem, er de borte.

Så opgiver han. Alt. Han beslutter sig for at leve skjult som kristen under et nyt navn og leve som en hund - det absolut ynkeligste han kan forestille sig. Indtil han igen konfronteres med sin skæbne og beslutter, at han ikke kan undgå den. Retur i Paris møder han de sidste jøder i byen og forelsker sig i Golda. Da hun deporteres til den franske udslusningslejr, Drancy, melder han sig selv og interneres. Der bliver han tortureret for endelig at blive sat i en togvogn med kurs mod Auschwitz, hvor han vælger den umiddelbare død sammen med Golda i gaskammeret i stedet for arbejdslejren. Han går døden i møde sammen med Golda og en flok børn, som han lover at de nu når det forjættede land.

Det er en utrolig kompleks historie på trods af, at historien jo i sig selv er kendt og "ligetil". Den er skrevet i et metaforisk kompliceret sprog med klare referencer til jødiske legender, Torahen, jiddisch kultur og Bibelen. Ernie er igennem flere overnaturlige oplevelser som barn og da han forsøger selvmord, hvor han ser hele omfanget af det jødiske folks lidelser og den tyngde, det lægger på ham. 

Mest poetisk er dog et afsnit, da han ligger på lasarettet efter sin tortur i Drancy. Her drømmer han, at han bliver gift med Golda. I drømmen ser han Lévy-slægten genforenet flere generationer tilbage men også andre personer, der har spillet en vigtig rolle i hans liv. Både døde og levende er sammen i en magisk verden med en violinspiller - og man er direkte transporteret ind i et maleri af Chagall, som jo brugte bryllupper som et tilbagevendende team og symbol på den jødiske kultur. Symbolet på kulturarven, sammenholdet, kontinuiteten og blandingen af glæde og sorg.

Men Ernie dør. Seks millioner gange. Som den retfærdige repræsentant for en kultur, der er udryddet med Holocaust. Bogen slutter med en form for kaddish - den jødiske mindebøn med den gennemgående sætning Lovet være [Herrens] navn. Men her har han i stedet indsat navnene på alle lejrene.

Lovet. Auschwitz, Være. Majdanek. Navn, Treblinka. Lovet. Buchenwald, Være. Mauthausen. Navn. Belzec. Lovet. Sobibor. Være. Chelmno. Navn. Ponary. Lovet. Theresienstadt. Være. Warszawa. Navn. Vilno. Lovet. Skaryzko. Være. Bergen-Belsen. Navn. Janow. Lovet. Dora. Være. Neuengamme. Navn. Pustkow. Lovet...

Man skal ikke læse denne historie for at få et indblik i det, der faktuelt skete - det er der skrevet tusindvis af bøger om. Dette er en sørgesang dybt fra hjertet, der illustrerer alt det, der gik tabt - kulturarven, minderne, legenderne, troen på det gode i mennesker. Den fik en del kritik efter udgivelsen og med den nuværende geopolitiske situation er det da også stadig et komplekst emne. Det fjerner dog ikke, at Holocaust isoleret set var det mest uhyrlige verden måske nogensinde har set. At det skal tjene som påmindelse og advarsel.