Dagenes bog - Patti Smith

 

• Engelsk
• 400 sider
• 7. december
• Originaltitel: A Book of Days
  
  

Efter de to tunge middelalderromaner trængte jeg til noget helt andet; og dette er vel knap en roman - men jeg er vild med Patti Smiths univers.

Denne gang har hun helt overgivet sig til sine fotos; et billede per dag med en ganske kort tekst - højst 2-3 sætninger, men som står knivskarpt og i forbindelse med det valgte billede sætter læserens tanker på drømmeveje.

Jeg tænkte ved denne læsning meget over, hvorfor hun fascinerer mig så meget. Jeg er ikke specielt fan af hendes musik; men hun har selvfølgelig haft et enestående liv i en tid, som er uigenkaldeligt forbi. Gammel hippie og punkrocker, der havde venner som Mapplethorpe og Warhol og var en del af New Yorks undergroundscene til en nu aldrende dame, der primært udgiver bøger.

Så slog det mig, hvor versatil hun er. Hendes billeder i bogen er så forskellige og alligevel løber der en smuk rød tråd igennem det hele som er hendes kultur. Kultur i den forstand, at hun jo er dybt intellektuel - og så på en måde, der er virkelig personlig og uhæmmet.

Der er fotos af forfattere og digtere; af steder og lande, hun har besøgt. Af venner levende eller døde, hvis fødselsdag hun markerer. Men der er også en udpræget religiøs tone i hendes livsopfattelse - billeder med Madonnaer blandet med punk-albums. Det er der essensen ligger, tror jeg. Det er sjældent at mennesker i dag står ved, at religion og og dens symboler betyder noget for dem. Det er blevet comme il faut at fremstå individualistisk og fritænkende og ikke lade sig influere. Hun vedkender sig åbenlyst, at det rører hende og er vigtigt for hende at besøge en kirke eller en kirkegård; det gør hende mere helstøbt og uendelig interessant som menneske i mine øjne.

Hvert billede kan jo ses som et blik ind i hendes verden; man kan også se dem, læse teksten og reflektere over sammenfald hos en selv. Det var sådan jeg læste - og nød den.