- Engelsk
- 8. december
- 240 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
I går genåbnede Notre-Dame i Paris. For otte dage siden var jeg en uge i Paris og boede på Ile Saint-Louis og kunne hver dag fra min balkon se katedralens tårne og de to kæmpe kraner, der stadig arbejder på alt det, der endnu ikke er færdigt. Jeg gik forbi hende stort set hver dag blot for at komme til og fra min lejlighed. Man kunne ikke komme tæt på men uanset hvordan jeg kom til og fra min lejlighed så jeg hende stå der. Jeg tænkte på, hvor stor forskel der var fra jeg så hende sidst i november 2019 blot syv måneder efter branden.
På venstre Seine-bred med den smukkeste udsigt til katedralen ligger den historiske boghandel Shakespeare and Company - et andet obligatorisk stop på mine rejser til Paris. De har altid "udnyttet" deres placering til at promovere litteratur om katedralen - ikke mindst er jeg sikker på mange turister her køber et eksemplar af Klokkeren fra Notre-Dame blot for at have en udgave med det legendariske stempel fra boghandleren.
Nu er repertoiret udvidet med bøger om branden - og med åbningen lige for var de på første række; og selvfølgelig købte jeg en! Den læste jeg i dag efter at have set åbningsceremonien live på fransk fjernsyn i går aftes og mens jeg fulgte live den første meget rørende gudstjeneste inde fra kirken.
Poirier er journalist og bor selv tæt på Notre-Dame. Som alle andre var hun vidne til katastrofen i april 2019, da Notre-Dame brændte og man en overgang frygtede intet ville blive stående. Hendes bog indledes med netop en prolog om denne forfærdelige dag, inden den i ti kapitler tager os gennem kirkens historie. Fra de første sten blev lagt i 1163 over den franske revolution til Viollet-le-Ducs omdiskuterede renovation forårsaget af den fornyede interesse efter Hugos roman. Videre til Hausmann rensede kvarteret omkring katedralen - og store dele af resten af Paris - til de Gaulles ankomst til kirken i august 1944, da Paris var befriet og han var udsat for et mordattentat midt i kirkerummet.
Der er citater fra nogle af de nøglepersoner, der nu arbejder på genopbygningen og refleksioner over, hvorfor hun betyder så meget for Frankrig, franskmændene og alle os andre - så agnostiske vi end ynder at fremstå, så rammes vi dybt i sjælen når noget så voldsomt sker.
En hurtigt læst men både interessant og rørende bog - personligt fik jeg langt mere indsigt i netop Viollet-le-Ducs personlighed, visioner og arbejde. Nu glæder jeg mig bare til at kunne komme indenfor næste gang jeg er i Paris.
No comments:
Post a Comment