- Dansk
- 19. december
- 182 sider
Nok en af årets mest omtalte bøger, som jeg ikke ville investere penge i - den er trods alt læst på højest to timer - men nu var den på biblioteket. Jeg har aldrig selv læst nogle af forfatterens litteraturanmeldelser eller fulgt hende på sociale medier, men mediestormen har jo været intens. Der har været en del uddrag citeret i pressen, men var der mon mere substans i bogen end de sensationshungrende journalister havde citeret?
Der er vel ret beset to årsager til at skrive en selvbiografi - eller erindringer om man vil. Den ene grund kan være at man vil rationalisere over sit liv og sine erfaringer. Måske har man en særlig historie eller oplevelse, der skiller én ud fra mængden eller man har gjort sig nogle værdifulde livserfaringer og på den baggrund foretaget ændringer i sit liv. Man ønsker måske at give sin egen version af et liv, man ved vil blive historisk materiale - som det kan være tilfældet for fx politikere.
Den anden grund kan være at man øjner en chance for nogle hurtige og nemme penge forårsaget af en pludselig opstået interesse for ens person og liv. Den slags bøger ser man desværre alt for mange af i disse år, og kvaliteten deraf er sjældent imponerende. Mange får hjælp af en ghost writer, og det kan hjælpe på kvaliteten, da man ikke nødvendigvis er forfatter eller har et sprogligt talent. De er som regel temmelig overfladiske og ganske korte - for i virkeligheden er der ikke meget at sige.
Det blev jeg bekræftet i med denne bog. Der virker ikke til at være meget at sige - eller også er der endnu ikke selverkendelse og granskning nok til at sige det. Det handler mest om at sige noget om alle mulige andre - det er altid de andres skyld, at alt går galt. Personligt bryder jeg mig slet ikke om at man skal publicere private detaljer om andre mennesker i ren bitterhed og had. Det er for nemt! Det er et forsøg på at opnå medlidenhed efter en grum sag om ens kvalifikationer. Lige den sag kommer man aldrig ret dybt ind i - det handler mest om sex, drugs and rock'n'roll.
Jeg havde selvfølgelig ikke forventet det helt store; dertil er personen bag for langt fra mine moralske og etiske værdier. Jeg undres dog alligevel over, at denne slags bøger kan opnå så stor succes - og man frygter jo netop, at det kun er på grund af det smuds, der kastes over alle andre end hovedpersonen selv.
Desuden er det sprogligt meget basalt; vulgært sprog og en hel del grammatik- og trykfejl; det er gået hurtigt med at få den i trykken. Man skal vel heldigvis regne med, at det er en engangsforestilling.
No comments:
Post a Comment