Victor Hugo vient de mourir - Judith Perrignon

 

• Fransk
• 30. december
• 168 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da Victor Hugo døde den 22. maj 1885 var det som om Frankrig mistede sin sjæl. Allerede i dagene inden hans død, mens han lå syg i sit hjem, startede polemikken. Glemt var det, at man i 1852 havde smidt ham ud af landet, da han forsøgte at gøre modstand mod det statskup Napoleons efterkommer. Et eksil, der kom til at vare nitten år - selvom han blev benådet i 1859, valgte han selv at blive væk til 1870. 

Under sit eksil skrev han De elendige og to af de tre romaner, der skulle have været en trilogi - Havets arbejdere og 1793. Det var værker, der talte til den almindelige mand, der kæmpede for at overleve i et klassedelt samfund. Man kan spørge sig selv, hvor mange af Frankrigs arbejderklasse, der reelt havde læst dem - men de var kendte, og Hugo var kendt for at sympatisere med deres revolutionære idéer. Så netop denne befolkningsgruppe følte især de havde mistet én af deres.

Pressen ventede utålmodigt foran hans hus. Telegrammer fløj frem og tilbage mellem offentlige myndigheder og hjemmet. Man fornemmede, at noget stort var undervejs.

Hugo nægtede at modtage en præst på sit dødsleje for at få den sidste olie, og da han var død skulle familien tage stilling til begravelsen.

Denne lille roman følger disse intense dage set fra mange vinkler - arbejderne, familien, det offentlige Frankrig. Forberedelserne var enorme, da man forventede "ballade". Det blev besluttet, at nationalhelten skulle begraves i Panthéon, som jo i dag er velkendt som stedet, hvor landets store mænd (og kvinder siden 1995) ligger begravet. Men i 1885 var det stadig en kirke, og Hugos død blev udslagsgivende for at afsakralisere kirken. Man fjernede alle religiøse henvisninger; orglet blev pillet ned ligesom korset på facaden. Kun korset på toppen af kuplen står endnu, da det var for tungt til at fjerne.

Der var anmodninger om at henlægge begravelsen til en søndag, som var den eneste fridag - men regeringen ville netop undgå den store mængde af revolutionære og det blev til en mandag. Alligevel mødte millioner op langs gaderne, og tusindvis af delegationer defilerede bag den ydmyge trækiste.

Jeg har læst stort set alt af Victor Hugo; jeg har også læst om ham i Max Gallos fremragende biografi. Denne bog købte jeg i hans museumshjem i Paris, og her kan man se sengen, hvor han døde og fornemme den stemning, der greb landet i dagene efter. Her er det nemlig ikke Hugo, vi læser om men Frankrigs tab.