21, rue la Boérie - Anne Sinclair

 

• Fransk
• 12.-14. december
• 252 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er røde tråde i mine bøger lige nu; ligesom jeg bevægede mig i en historisk og kulturel geografisk boble i Paris, så afspejles det i mine bogindkøb. Denne bog købte jeg på Shoah Memorial-museet, men jeg kunne lige så godt have fundet den på Orangerie-museet, hvor jeg købte denne. Der er en del overlap i historien.

Anne Sinclair er en fransk journalist - i dag chef for den franske udgave af Huffington Post; men også kendt for sit ægteskab med den franske politiker Dominique Strauss-Kahn, hvis karriere jo tog en fatal drejning på et hotelværelse i New York i 2011, hvorefter hun lod sig skille.

Anne Sinclair er jødisk og hendes mors familie var kunsthandlere i Paris. Ikke bare små akvareller solgt til turister - men kunst i den absolut tunge ende. Hendes morfar var Paul Rosenberg, og han repræsenterede ikke mindst Picasso, Braque og Matisse, som var nære venner af familien. Da krigen brød ud, rejste han til New York, men måtte efterlade utallige malerier i Frankrig. Nogle forsøgte han at gemme i den frie zone, men da den faldt, fandt nazisterne frem til dem og således kom de også igennem Jeu de Paume, hvor Rose Vallland så dem. Nogle blev uden tvivl brændt; andre kom på markedet i blandt andet Schweiz, mens andre fandt deres vej tilbage til familien. Selv mange år efter dukker de stadig op på auktioner, selvom knap 70 malerier af de store mestre endnu er savnede. Måske hænger de i private hjem rundt i Europa - hos familier, der har arvet dem og ikke ved, hvor de kommer fra og ikke mindst, at de er kommet i familiens eje på uærlig vis.

I denne bog forsøger hun at forstå denne gren af familien; en historie, hun tidligere havde negligeret som mindre gloriøs ende den fædrene side, hvor man kæmpede under de Gaulle for at befri Frankrig. Hun genbesøger de steder familien boede og arbejdede, og gennemgår morfaderens breve med især Picasso, som også malede hendes mor som lille pige.

Det er en fantastisk historie, men den er lidt rodet til tider, hvilket kan overraske fra så dygtig en journalist - måske er det alle følelserne, der kommer frem nu det handler om familien. Men det er et vidnesbyrd om, hvordan den krig så mange år senere stadig kan bringe ting frem til overfladen.