Je te laisse dormir - Edith Bruch

 

• Fransk
• 17.-18. december
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg købte mange kortere bøger i Paris, så de forsvinder også som dug for solen føler jeg. Denne købte jeg ligesom denne på byens Shoah Memorial-museum, hvilket jo afspejles i emnet.

Edith Bruck er en ungarsk Holocaust-overlever; hun var blot tretten år gammel, da hun ankom til Dachau sammen med sin søster og de overlevede begge lejrene i modsætning til resten af hendes familie. Efter krigen flyttede hun til Israel og blev hurtigt gift og skilt tre gange inden hun fyldte tyve år. Nogle år senere flytter hun til Italien, hvor hun møder den elleve år ældre Nelo Risi - digter og filminstruktør. Deres forhold og ægteskab varer resten af livet trods hans affærer.

Nelo Risi dør i 2015 efter en lang sygdom med demens, og den første del af bogen fortæller om deres hverdag i lejligheden i Rom, hvor hun dagligt kæmper med mandens sygdom. Han har hallucinationer, han bliver aggressiv, han glemmer hende og alle andre - men der er også små glimt af hans tidligere jeg, som hun holder fast i. Hun stiller selv det svære spørgsmål i teksten - kan man skrive om ham således?

Det er til tider meget intimt og grænsende til det uværdige, og han kan jo ikke protestere. Hun spørger ham en dag, hvor hun mener, at han er klarere i hovedet - men det er næppe et juridisk gyldigt svar. Det er måske mere problematisk for en person, der er offentligt kendt og hvis eftermæle nu præges af denne version af ham selv, han ikke har valgt og accepteret. 

Det er dog også en enorm kærlighedserklæring - en hyldest til deres liv sammen på godt og ondt. Hendes ar i sjælen efter Dachau, som bestemmer hendes handlingsmønstre og hans omsorg for hende, som hun endelig føler under sygdommen, selvom han oftest tror hun er hans mor.

Den anden del af bogen er skrevet efter hans død. Om savnet. Om tomheden i lejligheden efter et liv levet for kunsten men ikke for pengene. De fik aldrig børn og nu er der ikke mange tilbage til at dele livet og samtalerne med. Om ønsket om at blive genforenet med ham; men også urinstinktet om overlevelse, som muligvis er stærkere hos Edith end nogle, der ikke har overlevet en kz-lejr.

Jeg kendte hverken Edith Bruck eller Nelo Risi; deres kunst, poesi og film tilhører en periode i italiensk historie, som jeg er meget ukendt med. Men det humane i deres historie og kompleksiteten i deres møde er rørende og det var med en lille tåre i øjenkrogen, at jeg lukkede denne bog.