Dage efter Pierre - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 5. oktober
• 396 sider
• Originaltitel: Il nous restera ça 

Jeg har nu læst fem romaner af Virginie Grimaldi; jeg var lidt skeptisk i starten og den første føltes da også som lidt for nem. Det var nummer to og tre bestemt ikke, og så var jeg lidt mindre imponeret over den fjerde. Jeg har ikke læst dem i den rækkefølge de er udgivet i - og nu er vi tilbage til 2022 med en af de to romaner, der er oversat til dansk indtil videre. Grimaldi udgiver i snit en roman om året - og jeg er sikker på, at flere vil komme på dansk.

I Paris møder vi tre vidt forskellige personer. Jeanne, der netop har mistet sin mand, Pierre, efter 50 års samliv. Han dør pludseligt, og nu sidder hun i den store lejlighed, som egentlig er lidt for dyr til hendes økonomi som enke. Jeanne er 74 år gammel og bruger nu sin tid på at besøge Pierres grav hver dag.

Iris er 33 år gammel, og arbejder som social assistent. Hun bor i et lille lejet værelse og man fornemmer, at der er nogle hemmeligheder skjult i det. Hvorfor arbejder hun ikke indenfor sir fag som fysioterapeut og hvem gemmer hun sig for i Paris?

Théo er mere ligetil selv med sit komplicerede liv. Han kommer fra en dysfunktionel familie med en alkoholisk mor og ukendt far. Hans eneste mandlige holdepunkt var Marc, der i en kort periode levede med moderen og fik hans halvbror. Men moderen begyndte at drikke igen, og Théo tilbragte resten af sin barndom på en institution. Som 18-årig er han nu i lære som konditor, og lever i en ramponeret bil.

Da Jeanne beslutter sig for at leje et værelse ud, bliver det til to værelser, da hun ikke nænner at skuffe den ene af de to unge mennesker. Det der blot skulle være en praktisk løsning for alle, ender med at blive livsforandrende på alle måder. 

Jeanne kommer videre i sin sorg, og finder et nyt formål med tilværelsen. 

Iris finder ro til at komme sig over sine bitre livserfaringer og gøre sig klar til en ny langt mere positiv forandring. 

Théo finder endelig en base, der kan give ham mod til at stole på andre - og måske opsøge sin fortid mens hans bygger en fremtid.

Det lyder jo frygteligt banalt - og det er det måske også meget af tiden. Men Grimaldi kan nu alligevel noget med at undgå det rosenrøde pladder og istedet blande en god del humor ind i sine historier. Jeg grinte højlydt flere gange - og så faldt der også en tåre eller to.

Tempoet er højt med mange små kapitler, der ofte brydes af en tom side. Så det er nem læsning og kunne nemt klares på en regnfuld søndag, hvor man trængte til lidt feel-good. 

Tu verras, les âmes se retrouvent toujours quelque part - Sabrina Philippe

 

• Fransk
• 1. september
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Ud af min feriebogbestilling på ni bøger fik jeg læst de otte - og der var hele to fejlkøb imellem. Misledt af anmeldelserne på nettet - og uden at tjekke mere seriøse anmeldelser grundigt! Den første var historien om hunden - og nu denne!

Sabrina Philippe er psykolog og forfatter; hendes bøger har primært været fagbøger indenfor hendes fag. Men måske lugtede hun chancen for nogle nemme penge med en roman, hvor hun kan snige nogle af sin "livsvisdom" ind. Det var en stor fejl!

Historien er kort fortalt en ung kvinde, som netop er blevet skilt og føler sig lidt fortabt. Hun møder en ældre kvinde - og her skal vi forstå en kvinde på "mindst 60 år" - i en café på Île Saint-Louis i Paris. Scenen er sat til en pittoresk parisisk fortælling.

Den ældre kvinde fortæller sin livshistorie - i lange drag. Den indeholder interessante elementer som en polsk-jødisk herkomst, men det graves der aldrig dybere i. Det handler om hendes forhold - alle de ligegyldige mænd, hun har haft korte affærer med. Og så var der HAM! En mystisk mand, der dukkede op og forsvandt hele tiden. Hun blev fysisk syg af at vente på livstegn fra ham. Indtil hun en dag forstår, at de er soul mates fra et andet liv, og mødes igen og igen indtil de har fuldført deres mission på jorden. Først da kan de genforenes - i endnu et liv - og endelig blive sammen i et reelt forhold.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om den slags pladder? Det værste er nok, at forfatteren tager dette fra sin professionelle viden og pakker det ind i en roman. Det er helt fint, at man tror på reinkarnation, sjælevenner og formål med livet - men at beskrive det så overfladisk, plat og ligegyldigt er ikke fint.

Det eneste positive at sige er, at den kunne overstås på en dag - og så skrev jeg en advarsel i den inden jeg efterlod den i vores feriehus! 

Plus grand que le ciel - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 24.-25. juni
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er nogle franske forfattere, der lider lidt under det dårlige rygte at være for "lette" - jernbanelitteratur, som det også kaldes. Det gælder fx Marc Lévy og Guillaume Musso, hvis bøger jeg ikke har læst i mange år. Men de er også bare gode til fx ferielæsning og grunden til, at jeg stoppede er nok mere, at det bliver for ensformigt. Grimaldi falder nok i denne kategori, men hun sælger enorme mængder bøger i Frankrig og to er allerede oversat til dansk.

Da de findes på fransk på biblioteket, besluttede jeg mig for at se, hvad det var - det her Grimaldi-fænomen.

Elsa er 42 år gammel, fraskilt og enlig mor til Tristan på 15 år, Hun har for nyligt mistet sin far, hvilket har forårsaget en dyb depression.

Vincent er jævnaldrende. En succesfuld forfatter, der også er fraskilt med to piger på 7 og 10 år. Hans forlægger har rådet ham til terapi, men hans ar ligger dybere og er mere private.

De to krydser ved en fejl hinanden i psykiaterens venteværelse, hvor de ellers skulle være garanteret anonymitet. Elsa er da også ret tillukket; det bliver ikke bedre, da hun lærer, at han skriver litteratur, der ifølge hende ikke er netop det.

Men stille og roligt møder de hinanden i humor over deres situationer. Det bliver ikke til mere - foreløbigt. Elsas sår er for dybe, og hun føler ikke hun må have det godt eller more sig. Vincent får endelig åbnet op for sit traume, som desværre minder temmelig meget om One Day i en kortere version (ingen point for opfindsomhed til forfatteren for dette twist!).

Det skal dog ikke være slut for dem, og de mødes igen tre år senere med nye erfaringer i bagagen.

Det er absolut en feel-good roman; men flere steder grinede jeg højlydt over deres sessioner hos psykiateren, som foregår imellem historien om deres møder. Vi får flere historier i én og selvfølgelig ender det godt. Dog med en interessant drejet slutning.

Det er uden tvivl som med Lévy og Musso - det er fint nok til tider, men jeg er bange for, at man også bliver træt i længden. Perfekt afkoblende læsning som en god film.

Another life - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 448 sider
• 23.-24. februar
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læste først for nyligt en noget nyere roman af Kristin Hannah, som var en barsk historie med relaterbare protagonister. Inden da havde jeg faktisk aldrig hørt om hende, men kan nu se, at der er en del bestseller-bøger fra hendes hånd. De er alle dog fra de senere år, hvor vi her er tilbage i 2004, hvor stilen hælder lidt mere mod chick-lit.

Angie er en kvinde i slutningen af 30'erne, der netop er blevet skilt fra sin mand efter de i årevis har forsøgt at få et barn. Mislykkede graviditeter, en for tidligt dødfødt lille pige - og endelig en adoption, der ikke bliver til noget, da teenagemoderen i sidste ende beslutter at beholde barnet. Det ødelægger ægteskabet.

Angie rejser hjem til den lille by, hun voksede op i med sin store larmende italienske familie, der har en restaurant. Hun aner intet om at drive en restaurant, og forholdet til de to søstre er ikke altid perfekt; men hun kaster sig ud i det og får vendt det hele rundt.

Samtidig møder hun den unge Lauren, hvis mor også var en teenagemor, der nu er gået til grunde i alkohol og dårlige livsvalg. Lauren har aldrig kendt til støtte, kærlighed og trygge omgivelser, og de to finder hinanden selvom alle advarer Angie om ikke at stole for meget på hende. De ved, hvor skrøbelig hun stadig er og er bange for, at det kan knuse hende endegyldigt.

Det er en smuk historie om disse to kvinder fra forskellige generationer, som skaber deres eget familieforhold. Men da Lauren opdager hun er gravid, starter det hele forfra.

Det er ikke helt så skidt, som det kan lyde! Personerne er godt bearbejdede, og man kan se det for sig som var bogen allerede skrevet til at blive filmatiseret - hvilken den dog ikke er. Men den har alle elementerne til det.

Det er fint skrevet, men det er også let læst. Jeg tvang mig selv til at lukke ned efter 375 sider i går aftes, og slugte så de sidste sider i morges. Den slags bøger skal der også være plads til - den vil være perfekt ferielæsning! Jeg tror dog der er lidt mere gods i hendes senere romaner - fx var De fire vinde en noget mere barsk, pessimistisk og realistisk historie. 

Statuetten - Victoria Hislop

 

• Engelsk
• 8.-11. august
• 544 sider
• Originaltitel: The Figurine

Jeg havde oprindeligt bestilt denne som en del af ferielæsningen, men tiden går alt for langsomt nu til jeg skal afsted. Det viste sig at være en god beslutning at læse den inden for ellers havde jeg muligvis givet op og kastet mig over en anden i bunken. Men nu var den købt og betalt!

I modsætning til så mange andre af Hislops romaner er vi ikke i en rammefortælling; så det er den positive nyhed. Til gengæld er den væltet helt over i chick-lit-genren med alle potentielle klichéer.

Helena er født i England i 1960 af en skotsk far og en græsk mor, som stort set har afbrudt kontakten til sin familie. Trods det sender forældrene den otte-årige pige på sommerferie i Athen hos bedsteforældrene i den store herskabslejlighed med dørmand og tjenestepige. Her møder Helena den strenge bedstefar i sin generaluniform og bedstemoderen, som er underkuet denne tyranniske mand. 

Som barn møder hun den fremmede kultur og ikke mindst opdager hun kontrasterne med det fredelige England. I Athen er der politi allevegne, da det er midt i diktaturet og bedstefaderen er tæt knyttet til den junta, der styrer landet. Helena besøger kunstmuseer med den usympatiske onkel Arsenis, som hurtigt skitseres som the bad guy. Da bedstefaderen dør er ferierne i Athen pludselig sjovere - men så stopper de, da den politiske situation forværres.

De første par hundrede sider går faktisk med denne lange indledning om Helenas barndom og ungdom. Hislop er jo stor fan af Grækenland, og hun er meget opsat på at dele ud af sin viden om landet. Det virker dog til tider som om, at alt skal proppes ind i en kontekst, der ikke altid virker naturlig og flydende for historien. Man skulle tro, at Hislop har en tjekliste for vi får dækket det hele fra arkæologi til Athen, musik til moussaka og politik til Parthenon.

Det er en lang opvarmning til Helenas ungdom, hvor hun forelsker sig i den unde Nick, og rejser med ham til en græsk ø for at deltage i arkæologiske udgravninger. Nick er hende utro - men han er også kunsttyv, og kommer i ledtogt med den berømte onkel fra hendes barndom. Da Helena arver lejligheden i Athen opdager hun ydermere det omfattende netværk af trafik af stjålne kunstgenstande og hvidvaskning, som bedstefaderen stod bag. Hun møder selvfølgelig nogle gode mennesker med forstand på kunst - så vi får lidt flere Hislop-lektioner, og det hele ender med en happy ending.

Det var alt for kunstigt og stereotyp - Helena rødmer, har lyserøde sarte læber og der bruges afsindige mængder spalteplads på at omtale hendes hår. Mændene har krystalblå øjne eller firkantede kæber - og således bliver den fysiske fremtoning som taget ud af en Cartland-roman. Jeg troede vitterligt vi var kommet over den slags reduktionisme.

Der er ingen tvivl om, at Hislop kender Grækenland godt og elsker landet dybt og inderligt. Alle hendes romaner handler om landet og kulturen; men hendes pedantiske forsøg på at formidle denne passion falder til jorden, når det bliver en opremsning af fakta og namedropping.

Når livet kalder - Claire Alexander

 

• Engelsk
• 2.-3. oktober
• 368 sider
• Originaltitel: Meredith, alone

Meredith er snart 40 år gammel, single - og så forlader hun ikke sit hjem. I 1214 dage har hun ikke været uden for sin gadedør. Hun arbejder hjemmefra som freelancer; hun får sin mad leveret til døren; hendes veninde Sadie kommer på besøg og klarer de ting, der kræver, at man bevæger sig udenfor. Meredith bager, læser, lægger puslespil og hygger med katten, Fred. Hun konsulterer en psykolog, men får aldrig rigtigt sagt, hvorfor hun egentlig ikke kan forlade hjemmet.

Sådan kunne det nok være fortsat i år endnu, hvis ikke Meredith en dag får besøg af Tom, der arbejder for en frivillig organisation, der besøger ensomme mennesker. Hun synes jo ikke selv, at hun er ensom - men Tom kommer indenfor, og meget mod sine forventninger taler de godt sammen. Så møder hun Celeste på en online chat, og overrasker igen sig selv ved at invitere hende indenfor. Den ene ved selvfølgelig hvordan hun lever; den anden gør ikke.

Historien fortælles i små kapitler nummereret for hendes isolation; og indskudt er der flashbacks til barndommen og ungdommen. En barndom med en alkoholisk disfunktionel mor, der er blevet forladt af faderen og nu straffer børnene. En ungdom med en kæreste hun selv forlader. Og det helt unævnelige, der bliver katalysatoren for hendes isolation.

Det er en del mere chick-lit end jeg havde forventet. Man aner hele tiden, hvor historien bærer hen, og der er ikke de store overraskelser. Så det skal hvile på personerne og deres tyngde i historien. Det gør det til dels, men det forbliver i overfladen - Meredith fungerer relativt godt, men de andre personer kradser man kun lidt i overfladen som statister til Merediths liv.

Det er meget hurtigt læst og med en absolut forudsigelig afslutning. 

Dage på Stone House Hotel - Maeve Binchy

 

• Engelsk
• 8.-9. september
• 496 sider
• Originaltitel: A Week in Winter

Hen mod slutningen af ferien blev det tid til en rigtig feel good-bog også fra villaens husbibliotek - selvom originaltitlen jo ikke ligefrem lød sommerlig.

Jeg har aldrig tidligere læst noget af Maeve Binchy; men har det set navnet forskellige steder. Det er rigtig hyggelæsning, men faktisk noget bedre end forventet [frygtet].

Bogen er udgivet i 2012 lige efter forfatteren selv døde, og satte dengang rekord med flest forudbestillinger på Amazon - det er jo alligevel noget.

Historien foregår i det barske men naturskønne vestlige Irland i en lille kystby, hvor alle kender alle og ens ry og rygte er altafgørende. Det opdager den unge Chicky, da hun forelsker sig i en amerikaner, Walter, der er på europæisk rundrejse en sommer i 1980'erne formodentlig. Det er ikke præcist tidsangivet; men som historien skrider frem kan man regne sig frem til det nogenlunde.

Da hun følger ham tilbage til USA er chokket enormt - en ugift ung katolsk pige, der lever sammen med en mand! Hendes forældre slår nærmest hånden af hende.

Walter viser sig dog at være lidt mere flyvsk end antaget, og nogle måneder senere er han videre. Chicky vil dog ikke stikke halene mellem benene, så hun arbejder i New York i flere årtier og besøger Irland hver sommer. Hun siger, de er gift - men en dag må hun "aflive" Walter i en trafikulykke. Med alle disse småløgne i bagagen rykker hun hjem til den lille by, og køber et gammelt landsted, der skal indrettes til et B&B.

Det er historien om Chicky; så er det historien om en hel række andre mennesker, hvis individuelle historie fortælles samtidig med, at den flettes ind i den større sammenhæng.

Der er hendes venindes søn, som har været i uføre og skal have hjælp. Der er hendes egen niece, der også savner sin vej i livet. Der er de gæster, der ankommer til kroens første uge med gæster. En blandet flok af mennesker i alder, køn, forhold og personlighed. De har måske alle det til fælles, at de har en historie - en ulykkelig kærlighed, fejlslagne drømme om liv, arbejde eller familie eller noget helt andet. Har vi ikke alle sådan en historie - det ene sted dybt inde, hvor der ligger noget uforløst og hengemt?

På mystisk vis kommer det ud heroppe ved de vindblæste irske klipper.

Det er hverken for sødsuppeagtigt eller uintelligent; det var faktisk en ganske fin roman. Ikke noget jeg ville have købt til reolen måske - men der både forskellighed og dybde i personerne, og den var meget hurtigt læst i skyggen for solen.

The Moroccan Daughter - Deborah Rodriquez

 

• Engelsk
• 11.-13. december
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hovedbiblioteket i København har flere udstillinger af de nyeste bøger - eller blot anbefalinger; for den engelske sektion er den opdelt i flere områder, som jeg endnu ikke har gennemskuet. Det virker som om den ene er mere seriøs - eller tung - litteratur, mens den anden er mere chick-lit. Det er det nærmeste jeg er kommet det - og oftest finder jeg inspiration i den mere seriøse ende. Men flere gange havde jeg kigget på denne roman, og jeg trængte til lidt eksotisme og lidt minder fra en dejlig rejse til Marokko. 

Amina er marokkaner, men bor i USA og er gift med Max - men det ved hendes familie ikke. Nu skal hendes søster giftes, og hun rejser hjem til brylluppet sammen med sin bedste veninde Charlie og dennes bedstemor, Bea. Max er ikke med - for det går jo ikke; men planen er, at hun skal afsløre nyheden om sit liv. Familien derimod tror hun snart vender hjem igen, og er i gang med at finde en passende mand til hende.

Hjemme i familiens storsåede villa i Fez er også Samira, som er husholderske, og har været hos familien i fyrre år. Men hun gemmer også på en hemmelighed - som involverer Amina.

Forfatteren har gjort bedstemor Bea blind - hvilket jo fungerer optimalt for at iscenesætte beskrivelserne af livet i Marokko, da de andre skal forklare hende, hvad de ser. Det bliver dog lidt langtrukkent i enden konstant at have den vinkel på omgivelserne.

Så dukker Max op ud af det blå, og Amina vikles ind i flere løgne. Stadig får hun intet sagt til familien og det udvikler sig til lidt af en soap opera med stereotype personnager som Bea, der konstant beder om en drink... i Marokko!

Jeg havde håbet på en mere dybdegående analyse af de problematikker, der ville være - men det virker nærmest som et manuskript til en film. Måske er det, hvad forfatteren håbede? Jeg læste den færdig, selvom jeg næsten opgav, da slutningen var så uendelig forudsigelig. Absolut ikke interessant og en forfatter, jeg ikke vil kaste mig ud i igen.

Savnet - C. L. Taylor

 

• Engelsk
• 4.-5. december
• 512 sider
• Originaltirel: The Missing

Psykologiske thrillers er for mig nogle, hvor jeg virkelig er holdt i spænding og først i side øjeblik på sidste side opdager tingenes rette sammenhæng. Indrømmet - det er en svær kunst!

Lesley Karas thriller havde den effekt på mig; den er dog endnu ikke oversat til dansk - men den vil jeg varmt anbefale på engelsk, hvis man har lyst til ægte spænding omkring et plot, vi nok alle kan identificere os med.

Taylors plot er også noget, der sagtens kunne finde sted i hverdagen - og gør det! En 15-årig knægt forsvinder fra sit hjem midt om natten. Han bor hos sine forældre, Claire og Mark, og storebroderen Jake. Og så er der Kira, Jakes kæreste, som er flyttet ind hos dem på grund af problemer i hjemmet.

Men nu er der gået seks måneder, og Billy er stadig ikke fundet. Hverken død eller levende - og ikke et livstegn. Parallelt med historien, der starter med endnu en appel i medierne efter de seks måneder, følger vi en chatkorrespondence mellem to pseudonymer. Vi ved ikke, hvem de er - men som historien skrider frem, kan man gætte det. Øv!

Claire begynder at lide af blackouts hver gang hun opdager nye hemmeligheder i familien; nogle relaterede til Billy - men også andre totalt ligegyldige, som ingen indflydelse har på historien.

Psykologisk thriller betyder snarere, at man trækker det så meget i langdrag med banaliteter, at man køres træt på den måde. Heldigvis er det en meget let læst bog; det tog mig reelt set to aftener og lidt morgenlæsning inden arbejde. 

Jeg var ikke overrasket over slutningen, og jeg var bestemt ikke imponeret. Den tabte pusten, og endte med en hverdagsfilosofi over vores liv som mennesker, teenagere, ægtepar og alt muligt andet. Heldigvis var den fra biblioteket - men den forfatter er jeg slut med.

Det hun glemte - Liane Moriarty

 

• Dansk
• 25.-27. juli
• 458 sider
• Originaltitel: What Alice Forgot

Endnu en roman fra feriehylden i mit midlertidige hjem - hvor jeg glæder mig til at komme hjem til mine bøger i morgen!

Sidst jeg læste en roman af Moriarty var det fra et hotelbibliotek i Cape Verde; og det var på originalsproget - men jeg tror nu ikke kvaliteten ville være væsentligt forøget ved at læse denne på engelsk. Sidst var jeg ikke så begejstret - og det var jeg heller ikke her.

Moriarty bruger uamstændigt lang tid på at komme ind i sin historie; blot for at ende med en pointe, der er forudsigelig og ikke særlig spændende. Jeg forstår ganske enkelt ikke den store succes?

I 2008 er Alice er 39 år gammel, mor til tre børn, midt i en skilsmisse fra sin mand Nick og en rigtig forstadsfrue, som bruger sin tid på at involvere sig i børnenes aktiviteter, drikke cocktails med nabokvinderne og bruge mandens penge. En dag falder hun om i træningscentret, og da hun vågner er hun tilbage i 1998. Hun er gravid med sit første barn - og det er den virkelighed hun husker.

Som 29-årig var Alice sjov; ægteskabet var nyt, og de var unge og ubekymrede og i gang med at istandsætte et gammelt hus. Men nu er hun pludselig så anderledes og opdager denne nye virkelighed.

Eksmanden - men de var jo så forelskede? Tre børn - men hun har jo ikke født det første endnu? Og så er der Dominick, skoleinspektøren, som hun tilsyneladende er begyndt at date? Og Gina - alle snakker om Gina, som var hendes bedste veninde, og nu er død. Og søsteren Elizabeth, som hun åbenbart er gledet fra?

Hele romanen udspiller sig over lidt mere end en uge, hvor Alice skal forsøge at finde mening i det kaos, der er i hendes erindringer. Det virker jo totalt utroværdigt, at man blot sender hende hjem og lader hende alene med tre børn, hun ikke kan huske!

Desuden er der flere markante fejl i tidsregningen, da Moriarty skal placere protagonisterne i både 1998 og 2008 - noget hænger ikke sammen.

Og endelig slutter den med en epilog nogle år længere fremme end 2008; hvor Alice er nået til den meget politisk korrekte bevidsthed om, hvad der er vigtigst i livet - ikke materielle goder etc. etc.

Det er en stor kliché og hvor det forsøgsvis skulle være morsomt med den manglende hukommelse, så harmonerer det ikke. Jeg må minde mig selv om at holde mig langt væk fra Moriarty i fremtiden!

Måske mødes vi - Kate Eberlen

 

• Dansk
• 21.- 24. juli
• 467 sider
• Originaltitel: Miss You

Jeg er på "landet" og passer kat og hus i sommerferien; jeg havde selvfølgelig pakket bøger til de to uger - men det var jo også muligheden for at læse noegt andet. Bogreolen er dog meget lille - otte bøger i alt; hvoraf en kogebog og to børnebøger. Så er der to glimrende bøger, jeg har læst og en elendig krimi. Så jeg besluttede mig for de to resterende, selvom det er danske oversættelser - jeg læser normalt ikke engelske romaner oversat.

Jeg ville nok heller ikke selv have investeret i denne roman; men det er jo perfekt "sommerferielæsning" selvom det ikke er min ferie.

Bogen følger Tess og Gus, som er 18 år i 1997. De er begge på ferie i Italien, og krydser hinanden i en kirke i Firenze. Senere på dagen mødes de på Arno-broen, og Tess beder Gus tage et billede af hende og veninden Doll. To tilfældige mennesker, der mødes kortvarigt og så er den ikke længere.

Tess flyver hjem blot for at opdage, at hendes mors kræftsygdom er vendt tilbage og hun dør nogle måeneder senere. Tess' to storebrødre er allerede flyttet hjemmefra - og til udlandet - så nu må hun blive hjemme og passe huset med faderen og lillesøsteren Hope, der er lidt anderledes end andre børn.

Gus er i Italien med sine forældre; den første ferie siden storebroderen Ross døde i en skiulykke i juleferien inden. Nu skal han hjem og studere medicin - det samme som broderen - lidt som en erstatning for den bror med hvem han havde et lidt anstrengt forhold til tider.

I skiftende kapitler følger vi Tess og Gus op gennem årene, og flere gange krydses deres veje - eller næsten. De er til det samme bryllup men med hver deres kæreste. Deres livsbaner fortsætter i hver deres spor; helt almindelige liv med opture og nedture - men som læser ved man jo godt, at det må ende med at de mødes. Den engelske titel Miss You er noget mere tvetydig - for de misser jo konstant hinanden; men de savner også begge den helt store kærlighed.

Det er en historie om familierelationer med de komplikationer, den slags indebærer. Om venskaber fra barndommen, der skal stå prøven som voksne. Om karrierer, skilsmisser, børn, huskøb og alt det andet. 

Hver især er det en menneskeskæbne, der beskrives og først i det sidste kapitel 16 år efter mødet i Firenze mødes de igen. 

Det er chick-lit og det er præget af forfatterens usikkerhed ved at udpensle fakta om fx madretter, gadenavne etc. for ligesom at slå helt fast, at der er researchet. Desværre gælder det ikke datoer!

Gus bror døde jo i julen 1996/7 og Tess' mor efter sommeren 1997. Men de tænker begge i 2008 tilbage på de ti år, der er gået siden deres tab. Hvilket jo ikke er korrekt - ikke mindst, da de ikke døde samme år.

Så det levede fuldt op til mine forventninger, som ikke var særlig høje!

The Library of Lost and Found - Phaedra Patrick

 

• Engelsk
• 10.-11. april
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg falder altid for bøger med ordet bibliotek i titlen; oftest viser det sig virkelig at være en fejl. Det er som regel nogle romantiske historier om bogormen, der pludselig bliver lokket ud af hendes trygge boghule.

Og sådan er det jo også lidt her!

Martha er veli slutningen af fyrrerne og arbejder deltid på det lokale kommunebibliotek. Her animerer hun også læsegrupper; men mest er hun til grin i hele landsbyen fordi hun er for god af sig. Hun opbevarer den enes planter og guldfisk (og køber mad til dem), hun vasker og stryger den andens tøj og hendes hjem er så rodet til af andres ting, at hun end ikke kan sidde ved sit spisebord.

Det gælder også for hendes søster, som bare læsser af på hende - som hun gjorde det, da deres forældre blev syge. Da droppede Martha sin kæreste lige inden brylluppet, og så kom hun aldrig videre. Nu er hun gammeljomfru og bor i forældrendes hus med alle deres ting omkring sig.

En dag finder hun en gamel bog med en dedikation til hende; en bog fyldt med eventyr og smukke tegninger - og dedikationen er lavet af hendes elskede mormor. Men tre år efter, at denne døde, da Martha var femten år gammel.

Marthas søster advarer hende mod at grave i det; men Martha er pludselig ikke den lille sky kvinde - sådan er det i denne slags bøger! Hun finder en pudsig antikvarboghandler til at hjælpe hende (og han er selvfølgelig single!!) - og inden længe er huset ryddet, hun siger fra overfor folk og mysteriet opklares. 

Det er en rigtig easy-read feel-good bog; der er absolut ingen overraskelser - tværtimod har man regnet det hele ud, inden det sker. Men den slags skal der også være plads til! Det eneste jeg stadig ikke forstår er titlen - for der er intet med et hittegidskontor i bogen; den er temmelig malplaceret faktisk.

Jeg betragter denne slags som en lidt "ligegyldig" film eller to i fjernsynet; det tog mig vel 3½-4 timer at læse den, og det er somme tider den slags bøger, jeg tager med fra biblioteket. De er ikke værd at investere i som fx Gurnahs bog, som jeg læste inden og som mig langt længere fordi jeg nød prosaen. Jeg kan godt lide at begrave mig i de lidt tungere bøger, men min kemohjerne p.t. har også brug for virkelig let underholdning nogle gange.

Gæstelisten - Lucy Foley

 

• Engelsk
• 14.-15. marts
• 384 sider
• Originaltitel: The Guest List

Det er ikke tit jeg læser en krimi; og jeg har altid virkelig svært ved at finde nogle, jeg kan lide. Der er selvfølgelig nogle "klassikere"- jeg har læste Jussi Adler-Olsens serie on Afdeling Q; men til sidst mest for at få afslutningen. Jeg har læst Jo Nesbøs fantastiske serie om Harry Hole - men til gengæld ikke rigtigt de krimier, der ikke har Harry med som hovedperson; de er for voldelige og voldsomme til min smag. For nogle år siden læste jeg hele Maigret-serien fra ende til anden - 76 bøger; og den slags krimier er jeg vild med; det er måske snarere detektivhistorier? Jeg ville virkelig gerne læse hele Agatha Christies serier også, men de er meget svære at finde komplette nu.

Så da jeg forleden stod på biblioteket brugte jeg ganske enkelt Google og søgte på Best thrillers 2021, hvorefter jeg tog det første og det bedste link, og matchede med reolen. Det blev til to krimier, som virkede til at være mere whodunnit end blod og motorsavsmassakre.

Gæstelisten handler om et kendisbryllup på en øde ø ud for Irlands kyst. Her ligger et lille slot, som bestyres af Aoife og hendes mand Freddy. Brudeparret er en kendt tv-vært, Will og den smukke influencer og moderedaktør Jules. Historien fortælles i skift fra deres perspektiver men også af Johnno, som er Wills barndomsven og best man samt Hannah, som er gift med Charlie - Jules' barndomsven.

Historien starter i nuet da en tjenestepige bestyrtet kommer ind udefra, og siger hun har set et lig. Så spoles der tilbage til aftenen inden brylluppet, hvor alle gæsterne ankom. De har alle nogle lig i lasten - et søster, der begik selvmord; en bror, der døde som barn; en karriere, der gik i vasken - men alle disse ulykker kan uden, at personerne selv ved det føres tilbage til et knudepunkt.

En enkelt person er det samlende element - og i sidste ende skyld i alle disse ulykker.

Som brylluppet skrider frem, kommer et uvejr ind over øen - og nu bliver det knap så idyllisk, når strømmen begynder at gå. For hvem forsvinder i mørket?

Der er lagt op til en lidt gammeldags whodunnit, der minder om Christies gode krimier - og det lykkes da også et godt stykke af vejen. 

Men man gætter jo hurtigt hvem denne person er - så nu er msyteriet blot hvem, der slår ham ihjel?

Det er meget let læsning; god underholdning til to eftermiddage - men ikke ufroglemmeligt! 

One True Loves - Taylor Jenkins Reid

 

• Engelsk
• 23. februar
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hvordan kan jeg ikke have set grundigt nok på denne sødsuppeforside? Da jeg læste forfatterens seneste storhit i januar, var jeg jo lidt forudindtaget - men blev virkelig positivt overrasket. Så jeg nuppede lige denne med hjem fra boghandlen - uden at undersøge nærmere. Uden at vide, at det faktisk er en ældre bog - som naturligt nok ingen succes havde dengang - som nu er genudgivet. Man kan jo score nogle hurtige penge i farvandet på en storsucces.    

Emma og Jesse møder hinanden i college; de bliver kærester og lever som nomader verden over med deres travle jobs som rejseskribent og fotograf. De bliver gift - men dagen inden deres 1 års bryllupsdag styrter Jesses helikopter ned i Alaska under et job. De finder ham ikke - men de finder vragdele og andre lig; så alle antager, at han er død.

Emma rejser hjem til den lille søvnige by, hvor hun kommer fra. Hun genoptager arbejdet i forældrenes boghandel, og hun genfinder en ungdomsven, Sam.

Netop som hun skal til at leve et nyt liv - så dukker Jesse op! Han har overlevet som en anden Robinson Crusoe på en øde ø, og nu er han tilbage og klar til at genoptage sit liv.

Det er ikke et nyt twist; der er utallige historier om den slags - manden der vender hjem fra krig etc. og opdager, at konen har giftet sig igen eller bare ikke sidder og græder over ham dagen lang.

Emma står i dilemmaet, og skal nu finde ud af, hvad hun gør med de to mænd i hendes liv. Og er Jesses hendes store livskærlighed - eller kan man have flere i løbet af et liv?

Desværre ender det i total kliché og kvalmende romantisk logik; som sagt er der en grund til, at forfatteren ikke slog igennem med denne bog for seks år siden - og de skulle ikke have genudgivet den. Det værste er næsten, at den også bliver filmatiseret!!! Men man kan ko sagtens se det for sig - en amerikansk rom-com af den værste slags. Heldigvis er den læst på en dag.

En aften i august - Victoria Hislop

 

• Engelsk
• 16.-18. januar
• 320 sider
• Originaltitel: One August Night

Den første roman jeg læste af Victoria Hislop var faktisk Øen, som fangede mig med sin fortælling om Spinalonga - en lille ø ud for den græske kyst, hvor man isolerede spedalske indtil 1957. Jeg har set videoklip fra stedet, og det er sådan et sted man virkelig drømmer om at kunne besøge en dag.

Siden har jeg læst fem andre bøger af Hislop; og det har været af meget varieret kvalitet. Jeg er lidt træt af de rammehistorier, der synes at være nødvendige for at servere ældre historieindhold til en særlig målgruppe (chicklit). Men samtidig er det nogle gode fortællinger fra netop Grækenlands fantastiske historie i nyere tid.

Denne bog er en fortsættelse af Øen - som jo endte med, at Maria kom hjem fra Spinalonga i 1957, da man fandt en kur for spedalskhed. Marias søster har en affære med Marias tidligere forlovede, og de er begge nervøse for hendes retur. Søsterens mand opdager forholdet, og den august aften, der skal holdes stor fest i landsbyen for at fejre de hjemvendte, dræber han hende.

Historien fortæller, hvad der sker derfra. Maria, der er hjemvendt og nu tager sig af søsterens efterladte barn - da manden jo er i fængsel. Den tidligere elsker Manolis rejser væk fra det lille samfund i frygt for at nogle skal forstå hans andel i tragedien.

Men det virker overhovedet ikke! Personerne er uden liv, historien halter afsted og man forstår ikke hvor hun vil hen med det - andet end at remse en uendelig række ligegyldigheder op.

I epilogen skriver Hislop selv en tak for dem, der støttede hende under skriviningen, som foregik i den store Corona-lockdown. Og det er måske problemet - hun havde ikke noget bedre at tage sig til, og kunne ikke lave ordentlig research til en bedre bog. Så kan man jo altid lige skrive nogle hundrede siders pladder, som skaffer penge på kontoen. Det er hårde ord, ja - men jeg håber virkelig ikke der kommer flere lockdowns for Hislop!

Et sted kaldet frihed - Ken Follett

 

• Engelsk
• 8.-9. september
• 592 sider
• Originaltitel: A Place Called Freedom

Da jeg havde tre ugers ferie i et skønt hus i Sydspanien var der også pakket rigtig strandlæsning; og Ken Follett er jo en sikker vinder i den sammenhæng. Det går utroligt hurtigt at læse - denne slugte jeg i et hug.

Den er oprindelig fra 1995, men med den store interesse de senere år i forbindelse med katedral-romanerne er den pludselig genudgivet med stor succes.

Jeg troede jo umiddelbart, at det var en historie om slavefrigørelse - og det er det også; men af de hvide slaver, som godsejere i Europa havde som en form for livegne i det 18. århundrede. Mack McAsh er født ind i slaveri på en skotsk herregård, hvor han siden barnsben har arbejdet i minerne. 

Lizzie Hallim er datter af netop denne herregård, og lever i den riges lykkelige uvidenhed indtil Mack står frem under gudstjenesten og kræver sin frihed som 21-årig.

Lizzie skal giftes med en rig arving - ikke mindst for at redde godset far fallit; men hun opdager nu, hvordan minedriften foregår - og selvfølgelig sker der ting og sager mellem Mack og Lizzie. Ikke umiddelbart - og det kræver mange forviklinger, og en rejse over havet til en plantage i USA, hvor Mack jo også ser det sorte slaveri inden de to beslutter sig for en sidste rejse ud for at leve for sig selv.

Det er en klassisk Follett med alt, hvad det indebærer af godt og ondt; kærlighed og krig - og en happy end! Men det fungerer jo også bare nogle gange, hvor man ikke har behov for voldsomt intellektuelt udvidende litteratur - perfekt ferielæsning.

Ærlighedsprojektet - Clare Pooley

 

• Engelsk
• 24.-27. juni
• 405 sider
• Originaltitel: The Authenticity Project

En rigtig sommerlig feel-good roman, som man allerede kan se castet i Hollywood; og mon ikke den kommer på det store lærred på et tidspunkt?

Bogen starter med Julian, en 79-årig (eller noget....) ensom mand, hvis kone har været død i femten år (eller noget....). Nu sidder han tilbage i sit hus med minderne om et fantastisk liv levet i overhalingsbanen med alle de kendte, og med masser af elskerinder. Sex, drugs & rock'n'roll ganske enkelt. Men det er slut, og nu kommer ingen på besøg og han får derfor idéen til ærlighedsprojektet. Det starter som en lille grøn notesbog, hvori han beskriver sin virkelighed som den reelt er - ensom, aldrende og glemt. 

Han efterlader notesbogen i Monicas lille café, og hun bliver ansporet til at skrive sin historie i den. En kvinde i slutningen af 30'erne, som bare vil have det perfekte liv med mand, børn, hund og hus. I stedet kæmper hun lidt for at få økonomien til at hænge sammen i den lille café; og er vel også lidt ensom - i hvert fald lidt desperat.

Bogen begynder at leve sit eget liv, som den nu kommer i hænderne på Hazard, som er indbegrebet af en idiot. Børsmægler, smart og alkoholiker (og narkoman); som endelig indser, at det må stoppe.

Han tager bogen med til Thailand, hvor han gemmer sig for flasker og kvinder.

Og sådan begynder cirklen at dannes mellem alle disse mennesker, som sandsynligvis aldrig ville have mødt hinanden ellers. De opfører sig anderledes med den viden om folks inderste sårbare sandheder; men det kan også medføre uheldige episoder og fejltrin; for hvor er ærligheden henne i den interesse for et andet menneske? Er det oprigtigt eller bunder det i sympati, fordi du har læst min historie og kender nogle detaljer fra mit liv? Det spørgsmål krydser også deres veje!

Den excentriske Julian er måske lidt for excentrisk til at det kan være hele sandheden? Og Monica er måske for anspændt til, at hun tør lade nogen komme ind i sit liv? 

Historien ender med at skifte mellem seks personer; men de er alle forbundne og derudover er der nogle statister om man må sige, som skaber et helhedsbillede af et hyggeligt lille kvarter i London, hvor man pludselig begynder at komme hinanden ved. 

Det er hyggelig og let læsning; men baggrunden er måske lidt tungere end som så. Forfatteren selv skrev nemlig en blog under pseudonym, som hed Mummy was a secret drinker; og hendes første bog handler om, hvordan hun kom ud af alkoholismen. Men det gav hende idéen til denne roman, hvor hovedtemaet og moralen jo er, at du kommer langt længere ved at blotte din sjæl en smule for andre; også selvom de er fremmede.

Det er jo en rigtig fin tanke; og jeg tror alle kan relatere til, hvordan vi per automatik siger "det går fint" når nogen spørger. For det modsatte er jo utænkeligt - eller....?

Feel-good romaner kan til tider også lidt mere; og det kan denne!

Den forsvundne søster - Lucinda Riley

 

• Engelsk
• 18.-21. juni
• 816 sider
• Originaltitel: The Missing Sister

Serien om de syv søstre har konstant været præget af cliffhangers!

Jeg læste den første i efteråret 2017, og startede dermed nok senere end mange andre. Andet bind blev læst i direkte forlængelse, og tredje bind et par uger senere. Så måtte jeg vente et halvt år på fjerde bind, yderligere et år på femte bind og ti måneder på sjette bind. Nu seksten måneder senere er syvende bind ude - det, der skulle være afslutningen på historien.

Desværre blev det også en anden slutning, da det ugen efter udgivelsen blev offentliggjort, at Lucinda Riley var gået bort efter nogle års sygdom med kræft. En sygdom, som var holdt meget hemmelig - men ikke desto mindre har hun formået at skrive flere af romanerne i den periode; virkelig utroligt imponerende. 

Syvende bind skulle jo handle om den søster, som aldrig blev adopteret og som Pa Salt - pigernes adoptivfar - havde ledt efter i årevis. Vi skulle efter al sandsynlighed også få afklaring på en lang række løse tråde - og få samlet alle protagonisterne en sidste gang. Anledningen skulle være en sejltur ud til det sted, hvor Pa Salt menes at være blevet stedt til hvile i havet. Men også det sted, hvor den mystiske Eszu-families store yacht også befandt sig.

Den forsvundne søster viser sig at kunne være flere personer, og ligesom i de tidligere romaner trækker den historie også tråde tilbage til en parallel historie i fortiden. Denne gang er vi i 1920'ernes Irland, som var under britisk styre og en blodig krig for uafhængighed. I forbindelse med de tidligere romaner har Riley rejst til de steder, hvor historierne er foregået - så langt væk som Australien og Kenya. Men udover, at hun jo nok har været mere syg, så er denne roman skrevet under Covid-19 og en historie i Irland viste sig at være et godt valg, som hun selv skriver i efterordet.

Der bliver svaret på en del af de løse tråde; og de giver absolut alle mening - og selvfølgelig har man i løbet af de seks bind gættet sig til nogle af dem. Men den slutter stadig med en enorm cliffhanger, da der nu skal være et ottende bind, som skal være Pa Salts historie. Elle skulle være, skal man måske sige?

Det ville give god mening set i lyset af afslutningen, som igen åbner en lille ny Pandoras boks - men hvordan en udgivelse i efteråret 2022 nu skal kunne ske. Måske er der et udkast - et skelet til historien, som kan gøres færdig af en anden? Men spørgsmålet er om det kan blive det samme? Jeg vil selvfølgelig virkelig gerne se det ske, og få de allersidste mysterier opklaret. Men hvor er det synd, at Riley selv ikke skulle se det ske og skulle dø i en så ung alder af 55 år.

Det har været en ret imponerende serie; med fantastisk grundarbejde og en storyline, som har været konsekvent og troværdig. De - og andre af hendes romaner - har virkelig holdt mig underholdt på mange ferier eller bare hjemme i sofaen med den dejlige fornemmelse af at synke ned i en stor tung bog; selvom de generelt er hurtigt læst.

The Midnight Library - Matt Haig

 

• Engelsk
• 30. april - 1. maj
• 304 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Matt Haig er både forfatter af romaner, børnebøger og non-fiction indenfor marketing, men også psykologi. Han led selv af en depression og sammenbrud, da han var ung, og måske det påvirker emnerne i hans romaner?

I hans sidste roman var det udødeligheden, der var i centrum - i denne er det fortrydelser og muligheder.

Nora Seed er 35 år gammel og single, da hun samme dag mister sit job og hendes kat dør. Hun har ikke kontakt til sin bror, og er håbløst alene og depressiv. Så hun sluger en overdosis af de antidepressive piller, hun i forvejen tager uden stort held.

Men hun dør ikke! Præcis ved midnat vågner hun i et bibliotek, hvor den eneste anden person er Mrs Elm - skolebibliotekaren hun elskede som barn. Der er tusinder af bøger, men først skal hun læse den tungeste af dem alle. Den indeholder en liste over alle de ting, hun fortryder. 

Da hun nu er i dette limbo, skal hun vælge en bog. Hver bog giver hende muligheden for at leve en anden version af hendes liv. Den version, hvor hun måske fortsatte med at svømme - eller spille musik. 

Jeg tror vi alle nogle gange har tænkt over, hvordan vores liv ville se ud HVIS.... det kan være de helt store ting i livet; hvis jeg havde taget en anden uddannelse. Hvis jeg havde taget et andet job i en anden virksomhed. Hvis jeg var blevet født et helt andet sted på jorden. Men i virkeligheden er det også bare de helt bitte små ting, der kan vise sig at være udslagsgivende. 

I 2006 rejste jeg fx til Senegal for første gang. Da jeg steg ud af flyet og skulle finde til hotellet, kom jeg i snak med en belgisk pige (jeg boede på det tidspunkt i Bruxelles). Tilfældigvis skulle vi bo på samme hotel, og vi faldt i snak sporadisk over de næste par uger. I dag er det min allertætteste - det nærmeste jeg kommer en soul mate, og siden da har vi rejst til utallige lande og steder. Men hvis jeg havde taget flyet dagen inden. Eller dagen efter.

Vi kan jo drive os selv til vanvid ved at tænke den slags tanker; og vi ville jo heller ikke vide, havd vi var gået glip af. Var jeg fløjet dagen efter havde jeg måske mødt en anden. Eller ingen.

Nora prøver derfor de åbenlyse valg, som relaterer sig til fritidsinteresser eller uddannelse; men opdager også, at der for hver variant er andre ting, der ændrer sig. Fordi den ultimative og perfekte variant ikke findes. 

Det er åbenbart et emne, der optager Matt Haig - de eksistentialiske tanker om livet. Og indrømmet var det faktisk lidt deprimerende i starten, da jeg selv lige blev fanget i hvad-nu-hvis-legen. Men det er også en easy-read bog med en nærmest lykkelig slutning; i hvert fald den moralsk og etisk korrekte, hvor man ikke ender som milliardær men i stedet indser livert virkelige værdier. Det lyder lidt kliché-agtig, og det er den selvfølgelig også på en måde. Men samtidig hænger man hurtigt fast i historien, og vil vide om Nora falder for fristelsen til det "lette" liv. God hurtig underholdning - men ikke mere!

Malgré nous - Claire Norton

 

• Fransk
• 17.-19. januar
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange erkender man først virkelig hvor fantastisk en bog er, når man er færdig - eller især når man læser en ny bog! Det må siges at være tilfældet her! Efter den smukke historie om nonnen Hildegard, fik jeg leveret en samling franske bøger. Det er svært at skaffe her i corona-tider, da jeg foretrækker at bladre lidt i dem, inden jeg køber. Havde jeg haft denne mulighed ville fx denne roman aldrig ende i min bogreol!

Théo er 13 år i 1988, og er på feriekoloni, hvor han møde Maxime og Julien. Aftenen inden de skal hjem, bryder huset i brand, men Théo redder de to kammerater ud af huset. Det binder dem sammen for evigt. Det er starten på de første tredive sider.

Frem til slut maj 2009, hvor Théo er sygemeldt med burn-out. Han har i 2004 fået en stilling som marketingdirektør for et multinationalt firma - det virker jo lidt pudsigt, da han var 29 år gammel i 2004. Men sådan er det! Nu er hans hustru, Marine, nervøs for en rejse til Rio de Janeiro for arbejdet, da han skal være alene med datteren Julie. Men alle vennerne er der jo!

Uheldigvis ombooker Marine sin retur, og ender på det Rio-Paris-fly, der 1. juni 2009 styrter ned i Atlanterhavet. Han går selvfølgelig helt ned med flaget, og natten mellem den 4. og 5. juni fortæller han de to venner, som er flyttet ind hos ham, at han vil begå selvmord. Der fortæller de ham, at Marine muligvis er i live og aldrig tog til Rio.

Det øjeblik jeg læste det, tænkte jeg, at det var en plan for at forhindre selvmordet - men det var jo side 108! Hvordan skulle det holdes gående til slutningen af bogen? Jeg bliver så genstridig, at jeg kæmper mig igennem næsten trehundrede ekstremt sprogligt dårligt skrevet litteratur - blot for at konstatere, at det var plottet.

Hvordan nogen kan finde det spændende og ikke gætte sammenhængen er et virkeligt mysterie! Hvordan nogen forfatter kan slippe afsted med at skrive så elendigt og så fyldt med fejl, er en skændsel for de træer, der har lagt papir til! Jeg troede jeg kunne komme hurtigt igennem, da det var chick-lit på 5-års niveau - men det var ydermere så dårligt skrevet, at det tog mig tre aftener at komme igennen den pinsel, Blot for at konstatere, at min intuition på side 3 om at smide den i skraldespanden var korrekt.

Pudsigt nok ligger den højt på de franske bestseller-lister - det er triste tider for litteraturen; og bekymrende sideeffekt af corona, at folk har for meget tid, så de endog læser den slags. Men nu ligger den i skraldespanden!